onsdag den 30. december 2009

Gallaaktivisme

Mens Dansk Sprognævns lister over året og årtiets ”nye ord” har deres mere eller mindre kedsommelige opdukken i diverse medier her i december, er der kommet en helt ny sammensætning. Jeg opdagede den i dag i Berlingske Morgens nyhedsbrev, nemlig gallaaktivister — sådan nogen som på billedet ovenfor.


Berlingske i går

Når jeg sætter ”nye ord” i anførselstegn og taler om kedsommelighed, så skyldes det primært at jeg ikke umiddelbart finder det specielt relevant at fokusere på et nyt sammensat ord. Vi kan jo sammensætte ord i ét væk på dansk. Og derfor er ord som ”CO2-neutral", "finanskrise" eller "kirkeasyl" jo ikke i den forstand nye ord. Jeg må dog moderere mit synspunkt. For når en i princippet mangetydig sammensætning bliver brugt i en bestemt kontekst, får den jo en signifikant betydning. En vandmand er fx ikke en mand der sælger vand, kirkeasyl er ikke religiøst begrundet asyl, hjemmerøveri betyder ikke at man laver kriminalitet over sin computer hjemmefra, og CO2-neutral betyder ikke at denne eller hin faktor er upåvirket af luftens indhold af CO2. I andre kontekster ville disse betydninger godt kunne have været ordenes skæbne, så i den forstand er det værd at notere de ”nye ord” som nye ord, selv om det er gamle ord der er sat sammen.

Heller ikke ”lømmelpakke”, som Sproglaboratoriet på P1 har kåret til årets ord i 2009, er andet end en oplagt sammensætning. Lømmelpakke har dog den kvalitet at det støver ordet lømmel af så det kommer til ære og værdighed i en aktuel og seriøs sammenhæng, og derfor er kåringen okay.

Gallaaktivister kan få så vidt være tilvejebragt med samme skriftøkonomiske rutine som Tønder-sagen eller klimademonstration. Altså med henvisning til en specifik hændelse. Men denne sammensætning har uforvarende potentiale til at blive et begreb: Aktivisme der ud fra den trojanske hests princip tager fint tøj på i fine opgivelser, og i øvrigt afholder sig fra svineri, hærværk eller vold. Altså ikke noget med at kaste rød maling, kun noget med at få sit budskab ud på civiliseret vis. The Yes Men, der arbejder med begrebet identitetskorrektion og kommer til talerstolene ved diverse konferencer og møder under foregivende af at være andre end de er, kunne godt gå ind under begrebet gallaaktivisme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar