Nu er det jo så nemlig jul

Af Peter Pjevs

Nu er det den sidste dag, så jeg vil gøre honnør for tro tjeneste.

Til sidst kan jeg sige at honnør faktisk kommer af sproglig udvikling af ”hånd — øre” som jo er den bevægelse, hånd op til øre, som en honnør er:

Og så siger jeg tak!

PS:

Der er sådan et ordsprog der siger at man skal blive ved sin læst. Og det forbinder jeg helt klart med at man skal læse instruktionsvejledningen sort på hvidt og stå fast i det der står. For det er sikkert. Det kan også betyde noget med hvad der er sit fagområde, altså uddannelse, men det er jo nemlig også noget man har læst. Og der kan man måske godt sige at jeg så i min denne skribentvirkning er gået ind i bedene og måske så jogger i spinaten.

Og så er der så et ordsprog der siger at man kan få læst og påskrevet, ligesom skældud, hvis man ikke selv har læst. Men hvis der påskrives på bag på øret, så kan man jo ikke se det, så det synes jeg er at stikke folk blå øjne. Og jeg skriver jo ikke for at få blå øjnes skyld, men fordi jeg fast er antastet til det her i julekalendertid-dagene.

Men hvis der er nogen der føler at jeg gør tis på deres sukkermad eller har melet deres kage, så skal I så endeligt henvende jer til.

Da jeg eftersom jeg ikke har sådan en callgirl til at tage imod telefon og ikke bryder mig om selv være i røret, skal I kun skrive.

Så bliver jeg måske heller ikke så ensom mere. Altså . . .

Men nu er det jo så nemlig jul!

Og farvel.

Pøj pøj og farvel.