mandag den 31. maj 2010

Diagram for grandprix-frustration

Melodi-grandprix . . . ja, jeg ser det. Selvfølgelig ser jeg det.

På samme måde som Alex Nyborg Madsen, der for nylig indrømmede for åben mikrofon i Madsen på P4 at han holder af at se det, selv om det er de færreste i hans vennekreds der har nogen større forståelse for det. Dette fik ham til at tale om begrebet ”guilty pleasures” som han efterlyste et dansk udtryk for. Ja, det betyder vel noget i retning af samvittighedstyngende fornøjelser, og det bedste mundrette bud fra lytterne var vel forbudte fornøjelser.

Men det med ”fornøjelse” vil jeg egentlig godt anholde. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg ser Melodi-grandprix af samme grund som jeg ser valgudsendelser og vigtige pressekonferencer og andre store medierede begivenheder inden for mine interessefelter (politik, musik og visse slags sport): Fordi det sker nu, live. Fordi det er en stor, samlende begivenhed som mange ser, og som derfor kan have breddekulturel interesse. Og fordi jeg af disse grunde er nysgerrig. Når grandprix er godt, tilfredsstiller det min musikalske interesse, og når det er pinligt, tilfredsstiller det min almenmenneskelige nysgerrighed efter freakshows – og pirrer måske min forargelse over at de forkerte vinder. Om det er en fornøjelse, kommer ligesom i anden række.

Selve afgørelsen af hvem der vinder, plejer faktisk at være decideret frustrerende. I nedenstående diagram har jeg forsøgt at afbillede graden af frustration. Landene står i den rækkefølge som jeg syntes de var bedst (med point ud fra skalaen 1-10), og yderst til højre står de så i den rækkefølge som de blev placeret i konkurrencen. Eftersom en endelig placering lig med min placering vil give en vandret streg, er det sådan at jo flere stejle streger der er, og jo stejlere de er, jo mere har afstemningen frustreret mig.

I år blev det mindre frustrerende end det plejer, for vinderen var i min top-3. Dette er ganske usædvanligt. Der sker som regel det at en smagløs, hjælpeløs eller intetsigende sang fra bunden af mit felt går hen og vinder. I år skal vi ned på den endelige femteplads med Aserbajdsjan før vi har en regulær møgsang. Lige så stejl som Aserbajdsjan-stregen, blot med modsat fortegn, er stregen for Albanien, min absolutte favorit som endte på en undseelig sekstendeplads. Det er frustrerende! Men ellers er der faktisk ikke så forfærdelig mange stejle streger i år. Diagrammet viser at øverste del af feltet næsten ikke blander sig med nederste del af feltet, og frem for alt blev vinderen en god sang.

Min nummer 1

At Albaniens sang ikke klarede sig synderlig godt, er for så vidt symptomatisk for mit forhold til melodi-grandprix. Jeg kan nemlig godt lide popmusik hvor de forskellige spor i musikken danner en helhed som (for nu at bruge en anmelderkliche) er mere end summen af de enkelte dele. Altså at der er en dynamik – rytmisk, klanglig, melodisk – mellem forskellige instrumentspor, herunder sangstemmerne. En god popsang er således ikke nødvendigvis noget man kan spille med én finger på et klaver, eller noget som tager sig godt ud når man gør det. Den kan ikke nødvendigvis undvære sin produktion og sit arrangement.

For mig er musik en slags arkitektur: forskellige elementer skal spille sammen og danne forskellige (tom)rum. Kraftwerk og Kate Bush, for nu at nævne to som begge efter min mening er noget af det ypperste inden for det jeg kalder pop, ville således næppe klare sig godt i et grandprix hvor visse seersegmenter kræver af en god sang at den stadig skal lyde som en god melodi når Lille-Palle spiller den på harmonika. Sange hvis kvaliteter ligger i et spændende og/eller velproportioneret arrangement, klarer sig bare ikke godt i grandprixet. Det er der simpelthen ikke øre for.

Albaniens bidrag, ”It’s all about you”, er popkunst på niveau med og i stil med Pet Shop Boys. Den swinger som Pet Shop Boys’ ”Love etc.” og er ualmindelig godt skruet sammen. En drøm af en grandprix-sang. DR skriver at Juliana Pasha mindede om en blanding af Madonna og Anastacia, men det er altså at tillægge Madonna en charme hun ikke har, og Anastacia en god smag hun ikke har. Jeg kan ikke komme på nogen oplagte at sammenligne hende med, men jeg vil hellere sige at hun er en slags Nina Forsberg med britiske popmanerer.

Tjek videoen her.
(Selve videoen stemmer efter min mening ikke overens med sangens udtryk, så optrædenen – med et mere modent udtryk og uden dobbelthage – var faktisk federe.)

Min nummer 2

Ukraines bidrag, ”Sweet People”, er en alvorlig sag – et klagesuk efter menneskelighed midt i menneskehedens fortrædeligheder. Lyder det som kliché? Det var det ikke. Alyosha (Alyona Kucher) her bar den 100 procent hjem i et yderst originalt og smukt sangforedrag. Melodien er en elegisk rockballade med smukt skæve toner og aggressive stop-riffs. Helhedsindtrykket var lidt som en rocket Christina Aguilera, men mere originalt.

Tjek videoen her.

Min nummer 3

Ja, tyske Lena (Lena Meyer-Landrut) gik jo så hen og vandt. Med en sang, ”Satellite”, som faktisk er skrevet af danskeren John Gordon sammen med amerikaneren Julie Frost (og nej, jeg har ikke byttet om på navnene). ”Satellite” er den bedste vindersang i mange, mange, mange år. En fløjtende glad sang som lægger sig genialt midt mellem 1920-30’er-swing og moderne ryste røv-rytmer. Også Lenas studentikose og bevidst distræte forlovelsesfjantede, halvtalende sangforedrag lægger sig genialt et sted mellem en ikke-sexfikseret klassisk stil fra før verden gik af lave, og et moderne globaliseret udtryk som kun en pæn tysk studine med et strejf af emo-gotik kan gøre det.

Det er i øvrigt sjovt at vindersangen var den med mindst scenehalløj og flitterstads af alle 25 finalister. Tøjet var sort og afdæmpet, og de eneste rekvisitter, nemlig 3-4 korsangere, også i sort, stod placeret 1 kilometer bag Lena. Melodi og tekst var i centrum og tæt omslynget hinanden. Det kan man altså sagtens hvis man har en god sang. Men man kan også sige at hun i høj grad gjorde sin indlevende tolkning af teksten til sangens rekvisit.

Tjek videoen her.

Min outsider
Gruppen Malcolm Lincoln fra Estland nåede slet ikke finalen, men deres bidrag, ”Siren”, som godt nok heller ikke er særlig grandprix-agtigt, synes jeg er fascinerende.

Tjek videoen her.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar