torsdag den 3. juni 2010

IT-Universitetet opdateret som ind i fortiden

Der er selvfølgelig ingen der som IT-Universitetet er glade for et tæt samarbejde med erhvervslivet. Og selvfølgelig er der heller ingen der som dem er bevidste om værdien af en opdateret hjemmeside.

Så det må være forholdsvis let af komme i kontakt med dem via hjemmesiden. Lad os se:

Jep, den er god nok. Overskriften ”Erhvervssamarbejde” og en mailadresse lige til at skrive til. Det kan godt undre at kontaktpersonens initialer ikke stemmer overens med bogstaverne i mailadressen, men det kan selvfølgelig være at det er afdelingen der hedder noget med ”sfb”. Jeg skriver i hvert fald til dem.

Hov, hvad nu? Jeg får et autosvar:

Okay, det ikke en Rebecca Foss, men derimod en Sara Friberg Busch der har modtaget mailen. Ja, det passer jo unægtelig bedre med mailadressen. Men det ser ud til at det er en helt tredje person, Kirsten From, man skal skrive til, eftersom Sara Friberg åbenbart er på barsel. Okay, så må jeg jo prøve at sende min mail igen.

Hov, endnu et autosvar:

Nå for søren. Kirsten From har skiftet job, og jeg henvises igen til Rebecca Foss som åbenbart også har været på barsel, men nu angiveligt er tilbage. Og nu passer mailadressen oven i købet med initialerne. Man må formode at vi nu omsider nærmer os.

Jeg sender min mail for tredje gang – efter sigende lykkens gang.

NEJ! Endnu et autosvar:

Rebecca Foss, det navn som står på hjemmesiden under ”Erhvervssamarbejde”, arbejder der heller ikke mere. Nu skal jeg skrive til en Kristian Parkov.

Jeg sender min mail for fjerde gang.

Det var i går aftes. Nu er klokken 16.00 en hel arbejdsdag efter, og jeg har endnu ikke fået svar. Heldigvis heller ikke flere autosvar, så der er vel håb.

1 kommentar:

  1. Genialt.

    Håber der er mere styr på sagerne når jeg skal til at studere der.

    SvarSlet