onsdag den 29. december 2010

Julens usual suspects, del 1: Fri mig

Jeg plejer at sige det sådan: Jeg dør i den ulideligt tomme pause mellem ”white …” og ”… christmas” i White Christmas. Den nok så berømmede Irving Berlin har skrevet den, og Bing Crosbys indspilning er i Guinness’ Rekordbog for at være den mest solgte single nogensinde. Lige meget hjælper det. Jeg kan ikke udstå dens sovsetykke kedsommelighed, og slet ikke i Bing Crosbys og lignende versioner. Det hjælper lidt hvis man sætter en i sig selv interessant stemme og personlighed på – fx Elvis, Sinatra eller Louis Armstrong – for store fortolkere kan selvfølgelig bringe liv i døde linjer ved at lægge pauser og fraseringer på en meningsfuld måde. Men et stort hit i min bog bliver White Christmas aldrig.

Samtidig har jeg – som sporadisk P4-lytter – konstateret at et julenummer som jeg var ved at eksplodere over sidste år (lidt ligesom marsmændene ved lyden af Slim Whitman: Indian Love Call (1952) i Mars Attacks! (1996)), nemlig Wham!: Last Christmas (1984), næsten ikke har været spillet. Kan selv de musikalske cementhjerner der bestemmer musikken på P4 – og bestemmer at spille det samme hele tiden – også få nok?

Det har alt sammen fået mig til at tænke på hvilke af de voldspillede Tordenskjolds soldater af jule-pop/rock-sange der kan holde til sliddet, og hvilke der ikke kan. Eller sagt med andre ord: Hvilke af disse igen og igen spillede julesange kan jeg holde ud at høre igen og igen – og hvert år om igen? Ja, hvilke ville jeg nødig undvære? Og hvilke får min hjerne til at degenerere ved deres ulidelige gentagelse?

Vi tager det sidste først – en top-5 med juleklassikere i hyppigt spillede versioner jeg ikke kan udholde at høre mere. Jeg har ikke White Christmas med, for så kunne jeg lige så godt lave en helt selvstændig liste af bedagede Bing Crosby-sange som svømmer i kirsebærsovs, og det er der ikke rigtig nogen grund til at bruge pladsen på. Lad os beskæftige os med den del af poppen som er langt nok fra jazzet ”underholdningsmusik” til at kunne kaldes egentlig rytmisk musik:

Top 5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere

1) Band Aid: Do They Know It's Christmas (1984)
Ja: Bono, Sting og min yndlingspopvokalist Simon Le Bon (Duran Duran) ved samme mikrofon! Og Phil Collins på trommer! Det er toppen af poppen i 1984 – endda lige på forkanten af deres eget absolutte peak – og på papiret ser det skidegodt ud. Men der er også andre med, og Bob Geldorf har skrevet sangen, og hele produktionen holder ikke i dag. Pop og omverdenssentimentalitet i klammeste parringsdans. Hvis det er sådanne numre man mindes 80’erne med, så tror jeg da fa’en at man kalder 80’erne kitsch. Mit forslag er at alle cd’er, bånd og lp’er med Band Aid destrueres. Der er heller ingen grund til at lave andre versioner, for både tekst og komposition er makværk.

Det skete så alligevel allerede i 1989 med Band Aid II, der havde producerteamet Stock Aitken Waterman (Mike Stock, Matt Aitken og Pete Waterman) og tidens store døgnflue Bros som de dominerende kræfter – men også med Chris Rea! Denne nye version er betydeligt bedre end originalen fra 1984. Arrangementet og produktionen gør det bedste for kompositionen, og vokalerne står langt mere interessant til hinanden – fx Jimmy Sommerville op mod Chris Rea. Overordnet – og meget groft – kan man sige at producere med ret til at dele og herske blandt en flok andenrangskunstnere men med fremragende stemmer (Band Aid anno 1989) får et bedre resultat end en velgører der skal holde styr på en flok førsteklasseskrukker (Band Aid anno 1984). Desværre spilles 1989-versionen bare aldrig.

Trods det for kompositionen noget nær optimale resultat fra 1989 går man gud døde mig løs på sangen igen i 2004 (her uden video)(her med afbrud). Nu under navnet Band Aid 20 og med Paul McCartney (på bas) og musikere fra Supergrass, The Darkness og Radiohead (bl.a. Thom Yorke på klaver), og – som sangere – andre prominente navne som Chris Martin (Coldplay), Robbie Williams og Dido. Og hvordan falder det så ud? Jo…, meget godt. Det er en mere lavmælt økologisk version, og den er mere hjertevarm end udråbende i udtrykket. En sådan intimisering kan den tynde og klodsede komposition jo ikke klare, men den får også hjælp: Man har puttet lidt flere skæve akkorder på, nedtonet de mest kiksede steder i melodien, lavet et smukt break og understreget de brugbare sammenhænge i kompositionen. Det er altså ikke uden grund – eller uden resultat – at så stærke komponister som McCartney og folkene fra bl.a. Radiohead har været på sagen. De har ydet kompetent plastic-kirurgi til selve sangen. Desværre spilles 2004-versionen heller aldrig.

2) Boney M.: Mary's Boy Child /Oh My Lord (1978, Farian; Jay)
Så er vi nede i 1978, men på en måde bliver vi i 1984, for her udgav Boney M., gud hjælpe os, et helt jule(opsamlings)album, selvfølgelig indeholdende dette alt for store julehit. Okay, det er måske næsten for nemt at putte smagløsheden selv på denne liste, men den spilles faktisk stadig hver jul, så den må jo med. (Prøv om du kan se videoen og høre musikken uden at sende en tanke i retning af Stripper-Jens fra Rytteriet.)

NB: Den originale Mary's Boy Child (skrevet af Jester Hairston) blev første gang indspillet af Harry Belafonte i 1956.

3) U2: Christmas (Baby Please Come Home) (1987)
Bono og jul er to ting som i mine ører bare ikke klinger godt sammen i 80’erne. Christmas (Baby Please Come Home) er skrevet af Phil Spector og originalt sunget af Darlene Love i 1963 – og i dén version klæder melodi og arrangement hinanden. U2s udgave er bare bøvet; men ikke desto mindre er det den version som spilles flittigst i radioen – af åbenbart historieløse musikredaktører der ikke kan finde ud af at grave et spadestik dybere.

4) Bruce Springsteen: Santa Claus Is Coming To Town (1978, live)
[Dette link er opdateret i august 2014, og efter at have været nødt til at udskifte 1984-klippet med denne optræden fra 1978, som har en afgørende lethed og mere swing og elegance, viser skudsmålet sig ikke at holde. Det handler således om Springsteens senere, mere stive og klodsede versioner:]

I forhold til U2 er det stort set det samme som gør sig gældende: Det er et ligegyldigt cover, og det er besynderligt at det spilles hele tiden.

Springsteen bræger, og rockklicheerne står i kø. Kompositionen er for let til så tung en omgang. Der er i hundredvis af andre coverversioner, og alt fra Jackson 5, over The Supremes, til Chris Isaak i duet med Stevie Nicks er at foretrække.

Santa Claus Is Coming To Town er skrevet af J. Fred Coots og Haven Gillespie, og den første indspilning (fra 1934) er af Harry Resers orkester med Tom Stacks i front.

5) Wham!: Last Christmas (1984)
George Michael har en stor del af æren for julerædselsåret 1984 – som vokalist kæmpede han med sig selv om førstepladsen på den engelske singlehitliste i form af Band Aid mod Wham! (udråbstegnet er altså en del af boyband-duoens navn, det er ikke en sensationsmarkering fra min side). Men 1984 er også året hvor George Michael lavede sin bedste komposition nogensinde – Careless Whisper.

Egentlig er Last Christmas slet ikke så ringe ... af en George Michael-komposition at være; den kan bare ikke holde til den radio-rotation den har været udsat for. Faktisk går der en historie om – men jeg ved ikke om den er sand – at det oprindelige udkast hed ”Last Easter”. Hvis det var forblevet sådan, havde Michael ikke tjent så styrtende mange penge, til gengæld havde sangen nok været spillet på et niveau som den ville kunne trække.

Som tvungent element på radioens julepensum er den for længst blevet for meget. Værst er det når de begynder at spille den midt i december. Jeg kan bedre klare den i bagjulen. De mange keyboards og de elektroniske trommer – der, sammen med den isolerede lyd, alt sammen lyder som dask i sne – får mig vist nok til at tænke på en materialistisk jul, lidt på samme måde som Bing Crosby-sangene. Den skulle angiveligt handle om kærlighed, men den får mig snarere til at tænke på alt det jeg ikke kan lide ved julen.

I morgen får du min top-5 over de mest slidstærke juleklassikere – det glæder jeg mig til. Og i overmorgen får du min top-5 over mine danske favoritter. Jeg ved at listerne kommer lidt sent, men så må du kigge på dem igen næste år.

Mens du venter på den fantastiske top-5 i morgen, kan du lige konsultere denne her:
Do They Know It’s Bonus Time, CEO Remix (2008)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar