lørdag den 19. september 2009

He-he

Jeg så for nylig i et af Dansk Sprognævns skrifter – eller noget lignende – udbruddet ”he-he” nævnt blandt lydefterlignende ord. Nu kan jeg desværre ikke huske hvor jeg læste det, og da det stod som en biting i artiklen, kan jeg heller ikke efterspore det selv om jeg har prøvet at skimme nogle af mine seneste læsninger igen. Derfor må jeg bryde med et vigtigt journalistisk og akademisk princip om at have hold på sine referencer. Men pyt med det, for jeg ser jo at mange mennesker – vistnok især piger – bruger det som et lydefterlignende udtryk – he-he.

Og jeg fatter det ikke. Jeg har faktisk aldrig fattet det.

Når man betjener sig af lydefterlignende udtryk, kan man ikke trække på en vedtagen konvention om at fx ”spille” er det ord vi lydligt kender som ”sbeløh”, eller at ”ost” er det vi kender som ”åsd”. Man bruger bogstaverne til at beskrive en lyd læseren ikke nødvendigvis kender i forvejen, og derfor er man nødt til så at sige at være tro mod bogstavernes (eller eventuelt stavelsernes) default-lyd.

Da vil ”e” være den vokallyd vi kender i ”det”, ”ked”, ”helhed”, ”ske” osv. Det man kunne kalde det rene ”e”, og som mange udlændinge i øvrigt har svært ved at ramme fordi det ikke findes på deres eget sprog. De hæver det enten mod ”i” eller sænker det mod ”æ”. Men jeg vil vove at påstå at det rene ”e” i det danske sprog nærmest er at betragte som sprogets baggrundsfarve. Det er derfor lyden ofte bruges i kedelige eller almindelige ord.

Udbruddet ”he-he” findes ikke i min verden. Hvem fanden siger ”he-he”? – tænkte jeg, og måtte så derefter indrømme at man godt kan sige et lille lavmælt ”he-he”. Er det dét folk refererer til når de skriver ”he-he” i en sms? Er det noget der hører med til en feminin samtalestil?

I min verden er h-udbruddene udadvendte og derfor relativt kraftfulde. Mit ”he-he” er helt klart ”hæ-hæ”. Det er sgu da det man siger, og det betyder at man godter sig, enten fordi man er fræk, eller fordi man er ond (begge mere eller mindre for sjov). Så har vi også ”hi-hi” som er mere (”meta” og intellektuelt) drillende og godmodigt, og som er så feminint at man skal passe på med at bruge det som heteroseksuel mand. Hvis det da ikke er fordi man bliver kildet, men det er umuligt over sms eller chat, så det er ikke nær så skriftsprogligt relevant. Og så er der ”ha-ha” som er det skadefro pegen-fingre-ad-grin, og som er den neutrale form ved reaktioner på falden-på-halen-komik. Endelig er der det absolut hule ”ho-ho”, som, hvis det ikke bruges af julemanden hamselv, må regnes for at være ironisk og udtryk for en afvisning af at dette eller hint skulle være morsomt. Som ekstra bonus må vi nok også medregne ”hø-hø” som er den skæve udgave der på sin vis er neutral. Den bruges som bekræftelse på at man godt ved at der skal grines – man griner ikke, men er på den anden side ikke misbilligende som i ”ho-ho”. ”Hy-hy” er kun til metasproglig komik som Jes Ingerslev eller Jesper Klein ville kunne finde på det.

Sådan ser det ud i min verden, men der kan jo være idiosynkrasier indblandet når det gælder mere eller mindre konventionelle lydefterlignende ord. Så sig endelig frem hvis du ved hvad ”he-he” betyder. Så vidt jeg kan se, bliver ”he-he” som regel brugt i en af to betydninger hvor jeg ville anse ”hi-hi” (”thi-hi”) eller ”hæ-hæ” for at være den rigtige.

13 kommentarer:

  1. Hmm, jeg bruger (på skrift) faktisk hehe af og til (jeg griner i øvrigt altid uden bindestreg). Jeg tror jeg bruger det når noget ikke er morsomt nok til et haha, men dog fortjener mere end bare et :-)

    Er enig i din fortolkning af hæhæ, høhø og hoho, og hihi er ganske rigtigt en anelse feminint - det nærmer sig et fnis.

    SvarSlet
  2. Men er det vitterlig e-lyden du hører for dit indre øre når du skriver he-he, eller er det snarere et anorektisk hæ-hæ?

    SvarSlet
  3. Når jeg skriver 'hehe', mener jeg 'hæhæ'. Hvorfor skriver jeg så ikke bare 'hæhæ'? Fordi det staves 'hehe' - ligesom det staves 'hest' og ikke 'hæst' (hvis der altså er tale om en krikke). Jamen så er det jo ikke lydefterlignende? Nej, men det har jeg heller aldrig sagt!

    SvarSlet
  4. Hvis det er forklaringen, så er jeg målløs.

    SvarSlet
  5. Jeg mener: Det bør være et lydefterlignende ord. Så hvis jeg mener hæ-hæ, så er det også hæ-hæ jeg skriver.

    SvarSlet
  6. Nej, hold nu op. Hvorfor bør det være lydefterlignende? Bare fordi det udtales 'hæhæ', behøver det vel ikke staves sådan? For mig er der klar forskel på 'hehe' og 'hæhæ'; det første er lettere og mere neutralt end det andet der omvendt er hårdere og mere karikeret. Ligesom hvis man i sjældne tilfælde understreger tyngden af latteren (og en vis distance) ved at skrive 'har har har' i stedet for 'ha ha ha'.

    SvarSlet
  7. Okay, du har en pointe. Hvis det er sådan for dig og andre på din alder - du er jo også seks-syv år yngre - så er det sådan det er. Jeg føler mig bare en anelse fremmedgjort over for "he-he". Om det så er en pludselig efterrationaliserende fremmedgjorthed (sådanne kan faktisk godt opstå), eller om "he-he" faktisk ikke rigtig går an i min generation, det må jeg prøve at finde ud af.

    Jeg synes at arbejdsdeling i mange andre sammenhænge er et glimrende argument for sprogdannelser og sprogopfattelser, så jeg må også acceptere det som et godt argument her.

    For det ikke-understregede, mere neutrale "hæ-hæ" ville jeg selv nok bruge "ha-ha". Jeg vil i hvert fald hellere omformulere end skrive "he-he" der virker særdeles underligt på mig. Men selv om jeg ikke kan få mig til at skrive det, kan jeg dog godt modtage det i den rette ånd.

    SvarSlet
  8. Ja okay - men der er jeg nok enig med Anja i at 'ha ha' er reserveret til det der er lidt sjovere end et 'hehe'.

    SvarSlet
  9. Men dit he-he er med æ-lyd, ikke? I så fald er jeg enig i den skelnen. Jeg kan bare ikke skrive det med e.

    Findes lyden "he-he" i din verden?

    SvarSlet
  10. Ja ja, 'hehe' udtales med æ. Jeg tænker slet ikke på det som E-lyden fra 'ged' eller 'kedelig'. Så langt er vi altså enige :-)

    SvarSlet
  11. Hej Martin

    Faldt over din blog og vil liiige blande mig (lidt)…

    Mindes at jeg i tidernes morgen havde en snak/chat med dig om netop dette "hehe" — jeg holder stadig på at "hehe" i mit univers er et ret indifferent udtryk, lidt i mangel af bedre, som fungerer som en slags fyld, ikke stærkt nok som haha (enig med dig i at haha er udtryk for humor/morskab). Hehe er for mig lidt "forkølet" til sammenligning, det er ikke nødvendigvis udtryk for morskab, bliver ofte snarere lidt udtryk for usikkerhed (i hvert fald de hehe'er jeg modtager). I min verden kan folk lige så godt helt undlade at skrive noget, frem for at skrive hehe, for det ER og bliver et intetsigende fyldudtryk.

    Hvorimod hæhæ er mit foretrukne. Det er lidt grusomt, lidt skadefro, lidt hekse-agtigt.

    Hoho er reserveret til julemanden, og høhø er sådan lidt tåbeligt à la Fedtmules hydr hydr. Hy hy er en joke over franske puddelhunde i tegneserier fra 1980erne.

    Grusomme tanker og en masse hæhæ'er fra Marie. :-)

    SvarSlet
  12. Jeg tror vi har overtaget det fra amerikansk/engelsk: http://www.urbandictionary.com/define.php?term=hehe

    SvarSlet
  13. Så er vi tilbage ved "hi-hi", for det lydrette e på engelsk/amerikansk er en (lang) i-lyd. Og i så fald er det nærmest en fejloversættelse eller en bevidstløs påvirkning fra engelsk/amerikansk.

    SvarSlet