fredag den 31. december 2010

Julens usual suspects, del 3: De bedste danske

Så er vi – i sidste og lidt pressede øjeblik før nytår – kommet frem til del 3:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de danske)

… og jeg har en fornemmelse af at den vil chokere.

1) Shu-bi-dua: Rap jul (1973)
Jo. Jeg mener det! Og jeg ved godt at det i virkeligheden er White Christmas som er tema og hadeobjekt i disse tre blogindlæg. Men Shu-bi-dua gør her noget ved White Christmas som i vellykkethed er på niveau med hvad Pet Shop Boys i 1991 gjorde ved U2’s Where the Streets Have No Name, nemlig laver en radikalt anderledes version på kunstnerisk hjemmebane og tilmed parkerer en bid fra et andet nummer omkring klimaks. I Rap jul tager saxofon-soloen et sidespring til et helt andet nummer (som jeg ikke kan hitte ud af hvad er) mens den ledsages af en slæbende hihat.

Teksten er ret fiffig, men det er svøben om Shu-bi-dua at fokus i omtalen af Shu-bi-dua altid er på deres tekster, så jeg vil godt holde fast i den geniale musikalske operation:

White Christmas udsat for tempo og boogie-woogie-klaver er ikke i sig selv noget at skrive hjem om. Men dertil kommer en moslende rockbas trukket punk-agtigt langt frem i lydbilledet og noget Beatles-agtigt Hardinger-kor, og så begynder det at ligne noget. Højdepunktet for mig er det der sker da saxofon-udflugten skal afrundes. Kommer vi da tilbage til tredje vers? … Nej, vi kommer ganske vist tilbage til White Christmas-akkorderne via en d-d-d-d-d-d-d-opbremsning med trommerne, men her er det så at en superspændt leadguitar leverer en nærmest Anders And-imiterende solo. Det er et gyldent øjeblik.

Hvor i denne top-5 Rap jul bør ligge, er lidt vilkårligt. Men selve forvandlingen af den ellers så trælse White Christmas – selve grebet – er sandsynligvis det der får mig til at sætte den på toppen.

Rap Jul var i øvrigt Shu-bi-dua s tredje single, efter Fed Rock og Stærk Tobak – alle såkaldte undersættelser af udenlandske sange, og alle forud for debutalbummet fra 1974.

2) Gasolin: Dejlig er jorden (1976)
Dejlig er jorden er ikke nødvendigvis en julesalme. Det er bare en samle der er så god at vi også synger den til jul. B.S. Ingemann stod for den korte tekst i 1850, men melodiens oprindelse fortaber sig i et tysk-centraleuropæisk folkedyb under de henrullede tider. Gasolins rockversion er lige så genial som den er simpel og buldrende; og jeg er sikker på at nogle af datidens salmekomponister og -arrangører ville have været edderspændte … af vild begejstring over den store mørke lyd fremdrevet af elektriske guitarer, ekkobuldrende trommer og Larsens enestående og elektrisk forstærkede svælg. En lyd som rimer så godt på den eksistentialistiske tanke om jorden vi er kommet af og igen skal formuldes i. Gasolins version er den rigtigste version.

En salme afslører ikke altid sine sande akkorder, nogle salmer er praktisk talt menuetter (to melodispor der snakker sammen) uden fast defineret bund, og ofte uden at røbe dur eller mol. Laver man det om til jazz, lægger man akkorder ind hele tiden, som skifter lige så hurtigt som et udvalg af efterårets løvfald. Gasolin gik den modsatte vej: De strakte grundtonerne længst muligt og reducerede akkordskiftene til et minimum – lidt som vi kender det fra de fleste former for techno i dag. Det er med til at understrege massiviteten i nummeret.

3) Shu-bi-dua: Den himmelblå (1980)
Shu-bi-duas bedste julesange er nogle af de bedste danske moderne julesange overhovedet, til gengæld er Shu-bi-duas værste julesange også de værste julesange overhovedet. Men det er meget nemt at orientere sig i hvad der er værst og bedst ved Shu-bi-dua; man kan med fordel betragte Shu-bi-dua som to forskellige bands. Det tidlige og ambitiøse Shu-bi-dua, til og med 10’eren (dvs. 1983) (og til dels også 11’eren og 12’eren (1987)), er et kunstnerisk værdigt nationalklenodie på linje med Gasolin og Sebastian. Det sene og uambitiøse, kopiband-lignende Shu-bi-dua er det ikke rigtig – omend det bedrer sig hen mod og med 17'eren. Og julesangene er endog endnu mere differentierende: De tidlige julesange ligger i toppen af Shu-bi-duas sangkatalog, mens det sene Shu-bi-duas julesange i nogle tilfælde er så pinlige at jeg ikke nænner at nævne dem her. Så er stillingen vist gjort op fra min side.

Det tidlige Shu-bi-dua lavede 3 fremragende julesange. Ønskelisten fra 9’eren (1982) kan dog ikke nå op på en dansk top-5, men en førsteplads til Rap jul og en tredjeplads til Den himmelblå er fuldt fortjent.

Den himmelblå ligger i solar plexus af Shu-bi-duas storhedstid og er genremæssigt egentlig bare ultra-shu-bi-dua. Bemærk den fine produktion og den tragikomiske tekst der ironisk forsøger at gøre den kommercialiserede jul hyggelig og højstemt. Hintet i starten af teksten ”mon han har klejner med” var dengang meget tydeligt, men jeg kan da godt minde om at klejner (også) betyder penge – især hvis man ikke har nogen. At vinke fra sin rensdyrspand er noget andet end hvis det havde været sit rensdyrspand. En spand er en elendig bil, og ikke en kane trukket af et spand. Og ”flyver af sted” betyder som bekendt også at man er travl og ikke til stede. Der ligger meget i sådan en tekst, og det ligger tæt. Det gode ved det gamle Shu-bi-dua er så at det også er poetisk på det naivistiske plan, og at det er sunget uden distance. Derudover er mange af deres melodier fantastiske – det glemmer den journalistiske og historiske behandling af Shu-bi-dua tit.

4) Otto Brandenburg: Søren Banjomus (1969)
Irriterende børnesang? Jo, måske er det sådan man husker den i hovedet. Men når man så hører den i virkeligheden, bliver man altid glædeligt overrasket. Otto Brandenburg kører den ind med banjo-orkester og børnekor, og Brandenburgs musikalske geni og begejstring er formentlig årsagerne til at indspilningen holder igen og igen.

Melodien er ikke Brandenburgs men en gammel traditional, Skidamarink, som første gang blev til populærmusik som afslutningsnummer i Broadway-musicalen The Echo (1910) og siden udgivet i utallige versioner, blandt andet af Jules Loman under titlen Christmas Alphabet (1955), på dansk ved Arvid Müller som Juleaftens alfabet.

Brandenburg har heller ikke skrevet hele teksten. Fra den gamle Skidamarink har han omkvædet ”Skidamarink a dinky dink, Skidamarink a doo” som han så har oversat til Skillema-dinke-dinke-du. Resten af teksten er åbenlyst inspireret af universet fra På loftet sidder nissen (1911).

5) Nordstrøm: Danmark, det er jul (2008)
Mange vil nok føle at himlen falder ned over hovedet på dem nu, for dette er den sidste plads, og listen bliver ikke udvidet til en top-7 eller top-10. Sagen er afgjort, og Nordstrøm nåede gud hjælpe jer femtepladsen på en top-5 hvor Shu-bi-dua indtog to pladser.

Hvor er Gnags’ julesang med musene i en spand med mælk? Ja, den kunne nok klare en top-10, men al tvivl blev fejet bort da jeg fandt ud af at den hedder ”Gnags’ julesang”. Det kan jeg ikke tage seriøst.

Hvor er Mc Einar med Jul, det’ cool? Ja, jeg ved godt at mange bliver vrede nu, og at den ville være det smagsmæssigt politisk korrekte valg til sådan en top-5, men hør nu lige her: Jul, det’ cool er for så vidt smågenial, men den mangler en væsentlig egenskab som er selve pointen med at komme med på denne liste: Jeg kan – hånden på hjertet – ikke holde ud at høre den i hvert andet radioprogram ved juletid. Det egner den sig ikke til. Punktum.

Dalton har lige lavet en rar og god julesang om ”tre vise mænd der stod på en varmerist i byen”? Jep, den er helt klart kandidat, men ikke helt original nok – musikalsk set.

Anne Linnet med Lille messias, da? Åh, jo, helt klart en lille klassiker. Men altså lille, ikke top-5-materiale.

Drengene fra Angoras julesang? Nej, ikke god nok, det er en sekundær 70’er-80’er-pastiche et sted mellem Shu-bi-dua og Status Quo, og teksten fungerer kun inden for universet.

Anders Matthesen: Jul på Vesterbro, for fanden da så?! Tjo, i grunden en ret god melodi, men tekst og setup er anstrengende i længden, ligesom Jul, det’ cool.

Er der flere indvendinger, eller kan vi komme videre i teksten nu?

Jeg vælger Nordstrøms Danmark, det er jul ind i det fine selskab fordi jeg faktisk synes det er lykkedes elektropop-duoen at lave en helstøbt, stemningsfuld og slidstærk julesang. Længere er den ikke.

Der er lidt Shu-bi-dua i linjer som ”solen er gået kold”, men ellers er den tekstligt ganske ufarlig i sammenligning med Den himmelblå. Til gengæld er den i lyd og komposition endog særdeles vellykket i sin beskrivelse af en rar og tryg følelse.

Boblere?
Jo da! Denne her.

Og som afslutning på alle tre indlæg kan du få denne her at gå hjem på.

2 kommentarer:

  1. Sax soloen på Rap Jul er melodistemmen til et instumentalnummer fra Johnny and the Hurricanes som hedder 'Red River Rock'.

    SvarSlet