Fodboldmæssigt så det ud til at Japans fodbolddrenge havde recepten da de den 24. juni blev Danmarks banemænd ved fodbold-VM 2010. Det havde de så alligevel ikke – i hvert fald ikke over for et kedeligt Paraguay-hold der den 29. juni holdt 0-0 i hele (45+1, 45+3 og 30 =) ja, 124 gudsjammerligt røvsyge minutter med så få gennemspillede angreb at man ifølge den tyske ekspertkommentator Günter Netzer ikke kunne beskrive hvor elendig en ottendedelsfinale det var. Og så kunne den indædt kæmpende og determinerede kamikaze-nation (det siger i hvert fald den krigshistoriske myte) ikke engang vinde straffesparkskonkurrencen. Så meget for Danmarks fodboldmæssige overmagt.
Der er altså langt – både for Danmark og for Japan – til det danske drømmehold der i 1986 blev sendt til Mexico, og som, sekunderet af EM 1992, stadig løfter vores nationale fodboldselvtillid langt ud over hvad der i dag er reelt grundlag for på den kedsommeligt kloge Morten Olsens forsigtigt spillende mandskab. Sepp Pionteks drømmehold kom som bekendt ikke så langt i 1986, og havde nok også været knap SÅ massivt hyllet i dag hvis det ikke lige var fordi de havde den bedste slagssang nogensinde med sig: Re-Sepp-ten – navngivet efter den mærkelige, brovtende træner der gav fodboldforhåbninger af tyske dimensioner!
Det største VM-hold nogensinde og den største slagsang nogensinde i samme pakke – og dertil den nationale fodboldrus. Dette er de tre synenergiske elementer i det nostalgitrip og nationale klenodie som ikke hedder noget bestemt, men som stadig ligger i os og som hidkaldes når Re-Sepp-ten spilles, når vi ser eller hører Sepp Piontek, eller når nogen taler om Lerby eller Arnesen osv. En drøm, en energi, en rus omkring et hold der i teorien – men en realistisk teori – kunne have vundet VM. I dag mest en sang, fordi sange er eviggrønne når de står alene som lyd frigjort fra billederne fra dengang, og specielt i et årti hvor lyden af 1986 er mere indgroet i ny musik end nogensinde før.
Hovedmanden bag Re-Sepp-ten er med komposition og produktion Michael Bruun, der har skrevet adskillige store hits i bl.a. Tøsedrengene og Raydeeohh og har produceret for gud og hver mand i dansk musik. Men Re-Sepp-ten blev også en priming af Dodo Gad – og dermed for så vidt også af Dodo and the Dodos der singledebuterede kort efter med ”Giv mig hvad du har” og blev store i 1987 med en debutplade som holdt et niveau de støt er faldet fra siden. Teksten til Re-Sepp-ten består af forslag fra Ekstra Bladets læsere som Henrik Bødtcher og Jarl Friis-Mikkelsen så har klippe-klistret til det, ja, småklistrede overflødighedshorn af nationalklicheer den er, og hvis versefødder heller ikke er formet særlig godt til melodien. Men det er ligegyldigt, for teksten fungerer i virkeligheden bare som fragmenteret vokalfyld til Bruuns ypperlige pop-håndværk.
Nu har Vanilla Beans, Japans svar på Mel & Kim, Me & My, t.A.T.u., Dannii & Kylie Minogue eller hvad du lyster, indspillet Re-Sepp-ten PÅ DANSK (eller rettere emitteret dansk i den forstand at de ikke forstår sproget som helhed). Og selv om nyindspilningen er et reklamefremstød for Danmark, godt hjulpet af den danske ambassade i Japan og firmaer som Saxo Bank, LEGO og Grundfos, kan jeg ikke lade være med at hoppe på limpinden og omtale den her. For oplevelsen af at se og høre to japanske vaniljestænger tage Re-Sepp-ten på originalsproget i deres mund er simpelthen så mærkelig og spøjs at dette ikke kun føles som et reklamefremstød udadtil, men også som en kærlig hilsen og trøst til den i de senere år så skuffede danske fodboldstolthed.
Og helt uden reelt grundlag er den kærlige hilsen da heller ikke, for der opstod faktisk en lille men hengiven Roligan-bevægelse i byen Wakayama som husede den danske træningslejr under VM i 2002 i Japan og Sydkorea. Ifølge formanden for The Wakayama Roligans var det hovedsageligt det danske holds venlighed, smil og vinken der inspirerede til at lave en sådan fangruppe.
Du kan se ham, formanden, forklare (og vise) sine følelser for det danske landshold i dette klip.
”KOM SÅ, DANMARK!”, siger han, og hvis du ikke kan få nok, kan du se en 8 minutters propagandahjemmevideo med Roligan-japanere der, stærkt tilskyndet af denne mand, råber ”Kom så, Danmark!”.
Mere oplysende er det måske – trods hverken danske eller engelske tekster – at se dette korte japanske tv-indslag fra 2002 som indfanger den stemning som The Wakayama Roligans opstod på.
Nå, der var de igen, Vanilla Beans – eller Rena (t.v.) og Lisa (t.h.).
Damen i midten er noget af det værste kitsch der findes: Den lille Havfrue i en endnu mindre kopi. Og det bringer os tilbage til pointen med stuntet: brandingen af Danmark. Men se nu godt på billedet, og tænk lige over hvad der foregår i fx dette pigebegejstrede blogindlæg …
Nå … hvad ser du?
Hvis du tænker dig om, ser du formentlig en win-win-branding. Vanilla Beans brander Danmark på det japanske marked, men hele dette stunt brander også Vanilla Beans her … i Danmark … gennem bl.a. kontrollen over mit tastatur lige nu. Og i det omfang resten af verden også synes at dette popkulturelle møde er en nævneværdig kuriøsitet med en charme der rækker ud over det gennemskuelige, ja, så brandes både Danmark og Vanilla Beans i resten af verden.
Og jeg har da også studeret Vanilla Beans nærmere:
Pen-is? Sådan tager Rena og Lisa sig bland andet ud i den på mange måder fransk inspirerede video/sang Love & Hate.
De ved hvad der virker. Men de kan også tænke nyt markedsføringsmæssigt. Her (se nedenfor) tænker de så at sige ud af boksen ved at gå ind i boksen. Og ja, de sidder der altså, ikke som stive voksfigurer, men i lyslevende konversation og bevægelse – eventuelt beskæftiget med co-branding-produkter.
Her vist nok noget Nintendo-halløj:
Markedsføringspointen er selvfølgelig at bruge overraskede forbipasserende som markedsføringsambassadører: At få folk til at tage billedet, lægge det på nettet og tale og skrive om det. Jeg har nuppet det øverste billede på Flickr, hvor den unge fyr der har taget billedet, skriver at han finder optrinnet bizart. Og så kører markedsføringen: Nu er billedet her.
Jeg finder egentlig ikke optrinnet bizart. I min kontekst (Duran Duran, David Bowie, Pet Shop Boys, Rumrejsen år 2001 osv.) er det her nærmere ”pop art” i et moderne perspektiv – og så en heftig gang ”product placement” oveni, hvilket i sig selv er noget nær bevis for at det er et stærkt univers de skaber i den mobile udstillingsboks.
Det skulle da også være Vanilla Beans, ikke danskere, der har taget initiativet til indspilningen af Re-Sepp-ten, selvfølgelig med en udvidet popularitet for øje. Ifølge Jyllands-Posten siger den danske ambassadør i Japan, Franz-Michael Skjold Mellbin, at intiativet til den bemærkelsesværdige video kommer fra Vanilla Beans. Med ”initiativet () kommer fra” formulerer Jyllands-Posten (eller Mellbin) sig så uklart at man ikke får klarhed for det man i virkeligheden gerne vil vide: Havde Vanilla Beans selv udpeget Re-Sepp-ten, eller var det noget de blev hjulpet til af ambassaden? Og hvilken rolle spiller The Wakayama Roligans? Ja, mange spørgsmål står åbne fordi journalistik ikke er hvad det har været.
Det får man heller ikke forklaring på i denne artikel fra 14. juni hvor den fodboldglade danske ambassadør, som selv agerer ”Elkjær” i musikvideoen, skriver om kampagnen.
Og så til det egentlige, det du forhåbentlig har ventet på. Re-Sepp-ten (i lidt forkortet udgave, uden break-stykket med ”vi er nederlag forbudt”) med Vanilla Beans er her, god fornøjelse:
. . .
PS:
Den lille Havfrue indtages og ”Expo 2010”-neres i Kina. Re-Sepp-ten med klaphatte og hele moletjavsen indtages og eksponeres i Japan. Gad vide hvad det næste bliver?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar