Så, nu er der sgu gået Martin Laursen i den hos Berlingske. Her kan man med rette spørge hvilken kvindes mand Helle Thorning har givet forkerte oplysninger om, for det kan – sprogligt set – ikke være hendes egen.
Reglen er ikke grammatisk, men faktisk semantisk (indholdsmæssig). Sin henviser til den sidste der har gjort noget – ikke kun grammatisk åbenbaret i form af finitte (tidsbøjede) verber, men også skjult i verbalsubstantiver, infinitiver og ufuldstændige sætninger.
Tag for eksempel noget så indviklet som denne sætning: ”Gurli fordømte Peters afbrænding af sine skolebøger”. Her henviser sine til den person der har forestået afbrændingen. Så der er altså tale om Peters bøger. Hvis der stod hendes, ville det henvise til Gurli, og hvis der stod hans, ville det henvise til et hankønsvæsen som ikke er i sætningen. Lidt lettere er det når det henvisende stedord står i en infinitiv: ”Gurli opfordrede Peter til at brænde sine skolebøger”. Sine henviser til den der skal forestå at brænde.
Så når der står hendes i klippet fra Berlingske, kan det altså IKKE henvise til den der har ”givet” (dvs. Thorning), og må således henvise til en anden kvinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar