onsdag den 3. marts 2010

I bevægelse væk fra Hovedbanegården

Hovedbanegården klokken 17.22. Hold kæft hvor er jeg træt.

En gammel luder byder sig til. Hun står med vidt åbne døre og virker ærlig talt en smule anmassende.

- Jeg går klokken 17.24, hvisker hun. IC3-fisseletten ved siden af, som du har tænkt dig at tage, går først klokken 17.30. Ja, hun er jo ikke engang kommet endnu. Stoler du på hende?

- 17.24 for 17.30, ha, det er ikke noget særlig godt tilbud, siger jeg. De seks minutter er hurtigt forbrugt i dit efterhånden løst sammenføjede legeme når du stopper ved både Hedehusene og Trekroner, ja, det skulle ikke undre mig om det udmærkede IC3-tog du så nedsættende omtaler, har overhalet dig allerede inden gudsforladte Høje Taastrup.

- Du kan jo bare stå af i Roskilde, indskyder hun.

- Hvad hjælper det på Trekroner og Hedehusene? I øvrigt skal jeg til Ringsted, og du vil jo også holde i Viby Sjælland og Borup, hvor jeg så kan sidde og glo hvis jeg ikke er bedøvet af træk og larm inden.

- Siger du at jeg hviner og stønner?, prøver hun.

- Nej, jeg siger bare at IC3’eren når til Ringsted længe før dig, hvis altså hun kommer, og det tror jeg hun gør. Og hvad laver du egentlig her? Det kunne jo være dig der kørte mig til Valby og Zoologisk Have med klapstol og det hele i 1977, og da var du ikke engang ny. Du er et veteran-tog. V E T E R A N-tog, hører du hvad jeg siger? Og sikke du ser ud. Hvad regner du egentlig med?

- Så du kan ikke lide mig mere?

- Nej, ikke rigtig. Jeg tror godt man kan sige at jeg er færdig med dig – og har været det længe. Det er ikke ondt ment, men jeg troede ærlig talt ikke at jeg skulle se dig igen. Du er fortid. You're out of mind, so get out of sight.

Den gamle luder smækker dørene i og forlader Hovedbanegården. Trist skæbne, tænker jeg, så ynkeligt og uværdigt at lade hende trække rundt stadigvæk.

I en tid står jeg og nyder den skumringsindfaldne himmel over postbygningen. Og så kommer IC3-toget. Ualmindelig træt af en lang dag opgraderer jeg mig selv til første, eftersom der på dette afrejsetidspunkt ikke er plads i den første den bedste hvilekupe (som ellers plejer at være godt nok til at undgå følelsen af at sidde i et abebur med skidt og larm de forkerte steder).

En ung karrierekvinde med – gad vide om det er det man kalder en power-book, altså en lille bærbar computer – sidder på vinduespladsen diagonalt over for mig. Vi glider. Hun åbenbarer i en telefonsamtale at hun lige har været til møde i et af ministerierne, og, med noget større entusiasme, at et eller andet barn hun kender, har fået en eller anden gudmor hun også kender. Måske er hun lykkelig.

Ved siden af hende og lige over for mig, har Holger K. pludselig sat sig. Ham med konen og (helst ikke) unionen. Lidt underdressed til første med den der velcrovinterjakke, noterer jeg; men man har det jo også med at se bjælken hos andre hvor man selv har en splint. Han har stillet en mellemting mellem en gammeldags skolelærertaske og en dokumentmappe ved sin side; den er væltet ud i gangen så folk må gå udenom – noterer jeg der aldrig kunne finde på at stille min taske på et gulv hvor andre træder med sko. Men okay, læder samler jo ikke rigtig skidt; det er nok hemmeligheden.

Jeg spørger ham – dog stadig kun i tankerne – hvad han tænker på, og om jeg må tage et billede af ham med min mobiltelefon. Jeg vender og drejer det sidste spørgsmål i hovedet. Han vil sikkert sige ”hvad?”, og jeg vil være nødt til at forklare mig nøjere, højere og tydeligere. Det tør jeg ikke. Hvor vil det stille mig? Ganske vist er det ikke en hvilekupe, men det kunne let komme til at lyde som starfucking, og det er sikkert ikke velset på første. Men det kunne nu være sjovt med det billede … for at lave blogindlægget ”Jeg har fundet Holger”. Ret sjovt faktisk, tænker jeg og kan ikke holde et smil tilbage.

Han står af i Valby, æv, så nåede jeg ikke at regne ud hvordan jeg skulle turnere den. På en måde føler jeg at jeg ikke har fundet Holger alligevel. Han forsvandt. Mit morsomme blogindlæg forsvandt. Måske havde han også bare sagt nej, i betydningen "nej, det var da godt nok en mærkelig og uhørt uhøflig forespørgsel".

Der sætter sig en kæmpestor og lige så vindjakkeagtig, men meget yngre, mand i stedet. Jeg tænker på om det er en fejl. Men så rækker han ud efter vandet, han kan nemlig nå det: rækker bare tværs ind over gangen med højre arm. God timing, jeg er nemlig også tørstig, så jeg beder ham lige række mig en også. Kommunikation og timing hører sammen. Jo dårligere timing, jo mere kommunikation er nødvendig. Timing er kommunikationens medvind, så at sige.

Men apropos timing: Godt at jeg ikke rigtig er sulten. Man kan jo ikke sidde på første og trække en backup-spegepølsesandwich med hjemmebagt brød pakket ind i sølvpapir op af sin taske. Det går ikke. Så kan alle se – eller tro de ser – at man ikke havde planlagt at sidde på første, og vil måske tænke at man prøvede at snyde, og at den velvillige betaling af 45 kr. til opgraderingen bare var gode miner til slet spil. Jeg er ikke godt nok klædt til at mane mistanken i jorden. Så hellere undgå den. Og jeg er jo heller ikke rigtig sulten.

Men så kommer kurven. Det er længe siden jeg har haft lyst til et stort saftspændt æble, men når nu man bliver budt … og så lige et lille stykke chokolade også. Kan jeg tillade mig at putte det ned i min taske, eller er det ran hvis jeg ikke spiser det nu? Hm, diskret … sådan. Ja ja.

Store saftspændte æbler går utrolig godt til togkørsel, vitaminsprøjtet er opkvikkende. Og når 3-4 andre passagerer sammen med én flækker æblebidder af med tænderne og gnasker i sig, opstår der en samhørighed i førsteklasseskabinen. Måske er det lykke jeg føler?

Avis? Nej tak …

… jeg har det lige så godt.

1 kommentar:

  1. Du skriver virkelig godt, Martin! Dejlig læsning.

    SvarSlet