lørdag den 14. december 2013

Indput

Jeg har aldrig haft det godt med ordet ”input”. Det er måske nok et lille problem, men bare det at jeg før jeg blev professionel sprognørd, var i vildrede om hvorvidt det skulle staves ”imput” eller ”input”, siger en del om ordets fremmedgørende virkning midt i dansk. (En hurtig googling viser mig så at input/imput tillige skaber vildrede og dybe diskussioner i den engelsksprogede verden. Det vil jeg slet ikke rode mig ud i, for det er ikke min kompetence. Dem om det.)

Derudover betyder forstavelsen ”in” – især hvis man ser den for sig selv – jo primært noget andet på dansk, nemlig det samme som i inkompetent, inkompatibel og invalid, altså et nægtende præfiks ligesom ”u-” og ”ikke-”. Men ”input” betyder jo ikke at man ikke putter.

Jo, jo, jeg ved da godt at præfikset ”in-” også har en anden latinsk betydning, nemlig betydningen ”ind i”, ”i retning mod”, hvilket er relevant i ord som ”invasion/invadere”, ”inkorporere” og ”inskription”, og det bliver nok for indviklet med vold og magt at lave alle disse om til ”ind-” med det ene sikre resultat at man får indført endnu flere stumme d’er for måske at gøre en brøkdel af ordene mere indholdslogiske.

Så det skal vi heller ikke. Vi kunne jo nøjes med at kigge på de ord hvori betydning ”ind-” er meget nærværende, men staves ”in-”, og måske kunne man så tillade valgfrihed. I tilfældet ”indkassere” og ”inkassere” er der eksempelvis valgfrihed, og jeg anbefaler til enhver tid ”indkassere”, netop fordi betydningen af at skrabe noget ind er meget nærværende i ordet. Et ord som ”indtag” staves jo netop sådan, og det samme mener jeg burde gøre sig gældende i ”indput”, om ikke andet som en valgfrihed.

Denne valgfrihed kommer dog aldrig hvis ingen begynder at skrive ”indput”. Og dét ved jeg godt får en svær gang på jord, for med et uvant ordbillede på seks i stedet for fem bogstaver kan ”indput” ligne hvad en enhver idiot vil opdage som en fejl, og det kræver selvsagt mere end almindelig stædighed og stamina tilsyneladende at ligge intellektuelt under for blogosfærens og fjæsbogens lollende pøbel. Men det er netop her denne kanon kommer ind i billedet: På de mest vovede af de ord du måtte kunne tænke dig at bruge, kan du jo bare linke til ordets tilsvarende indlæg her. Det er mit håb at det på den måde bliver lidt lettere at vove pelsen – og at du, kære læser, rent faktisk gør det!

Tilbage til det konkrete. Hvad angår put-delen synes jeg uden videre den går an som dansk. Vi putter jo ting alle vegne. Og hvad så med ”output”? Ja, jeg siger ”udput”. Hvor svært kan det være?

Problemet med tidligere fordanskninger af ”input”, som for eksempel Kirsten Rasks forsøg i sin Sprogrenserordbog fra 2000 – ”bidrag”, ”indtag”, ”tilførsel” – er at de ikke i samme rene form fokuserer på emnet. Mens ”indtag” kommer til at konnotere (og dermed fokusere på) evnen til at rumme og modtage, kommer ”bidrag” til at henlede opmærksomheden på den bidragende part, alt imens ”tilførsel” konnoterer et mere permanent flow og selve forbindelsens egenskaber. Vi bruger input og output fordi de (bortset fra støjen fra den sproglige invasion) er klinisk rene for konnotationer og derfor er meget anvendelige. Nu foreslår jeg blot at vi skriver indput og udput.

Vi kan begynde med at gøre det for sjov.


Indput (genkendelige kropsdele) og udput (finthakket organisk materiale), en malerisk makaber scene fra filmen Fargo, 1996. Man kan endog vælge se træflismaskinen som en matematisk funktionsmaskine og give sig til at fabulere over ”lig med” og ”med lig”, men det overlader jeg til dig, kære læser.

_

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar