fredag den 6. december 2013

Lur

Det er fredag. Måske holder din arbejdsplads julefrokost i aften, og så sidder du lige nu og sveder tran i det fedtede indeklima af stearinlys og æbleskivehørm for at få færdiggjort dit arbejde. Måske kører du lige nu udelukkende på sukkertrippet fra den anseelige mængde af pebernødder du har stukket i munden siden klokken 15.15 af bar stress over om du når det. Og din mave er allerede begyndt at slå sine knuder.

Hvordan du skal nå at blive et menneske igen inden festen, ved du godt: et powernap. Helst 25-35 minutter, men selv 8 minutter kan være betydeligt bedre end ingenting. Du har vænnet dig til at kalde det ”et powernap” for at undskylde dig selv – ja, for at tåber kan forstå at man får energi til arbejdet af at trække stikket ud for en kort stund. Du kan aldrig huske om det slutter med p eller b, men heldigvis er det som regel også bare noget man siger.

Det skulle helst have været klokken 13.30, for i tidsrummet 13.30-14.00 gaber alle af træthed. Det ved videnskaben alt om. Desværre er sund fornuft, hvad dette angår, kun rykket ind på en brøkdel af det danske arbejdsmarked, og eftersom du ikke har haft storkontoret for dig selv, og eftersom du ikke har været på toilettet ved 14-tiden, er det ikke blevet til så meget som 2 minutter med lukkede øjne. Nu er gabefasen for længst ovre, men du ved at du havde tænkt mere skarpt og arbejdet mere effektivt de seneste 3 timer hvis du havde kunnet lukke øjnene ved 14-tiden. Nu handler det bare om at redde festen, dvs. komme hjem at vende … og tage en lur.

Ja, for det er jo bare en ”lur” vi taler om. Det burde ikke være nødvendigt at kalde det et ”powernap”. Problemet er selvfølgelig at ”lur” i nogles ører signalerer privatsfære og ladhed, men som man siger på engelsk: get over it! Kald det dog en lur.

_

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar