Når jeg på mine kurser eller som korrekturlæser ser dårlig syntaks og manglende forståelse af sproglige nuancer hos især yngre sprogbrugere, plejer jeg at sige at der ikke er nogen vej uden om at udvide sprogforståelsen ved at læse noget god dansk korrekturlæst litteratur udgivet på fx Gyldendal. Bag dette råd ligger dels den tanke at min egen sprogforståelse og glæde ved godt sprog må være kommet af at jeg har læst noget af slagsen, og dels at man aldrig vil kunne opbygge et godt dansk medmindre man præsenteres for det jævnligt – særligt nu hvor der er så megen elendig sprogbrug på sociale medier, så megen webjournalistik med alvorlige fejl i og så megen påvirkning fra engelsk.
Men mit råd om at opbygge en skriftsproglig ballast ved at læse god dansk litteratur fra Gyldendal synes nu gjort hjemløst. Tilsyneladende har Gyldendal nu udgivet en roman som ud fra ganske få uddragede sætninger byder på ordfragmentering, store tegnsætningsfejl og klassiske sprogmisforståelser. Det kan faktisk ikke blive værre. For det er vel ikke Smagsdommerne som ikke kan finde ud af at skrive af fra bladet?
Smagsdommerne anmeldte i torsdags, den 6 sept., romanen ”Sten, saks, papir” af Naja Marie Aidt, udgivet på Gyldendal. Og gav man sig til under den indledende speak at studere de uddragne sentenser på skærmen, kunne man konstatere at sproget tilsyneladende er som ind i helvede.
Herunder præsenterer jeg i kronologisk rækkefølge al tekst som Smagsdommerne viste på skærmen, og kommenterer løbende.
Allerede i første uddrag har vi en fejl, men den er sandsynligvis Smagsdommernes egen – i hvert fald hvis vi forudsætter at tøveprikkerne er Smagsdommernes egen indikation af at der kommer mere tekst. Der skal være mellemrum foran tøveprikkerne, for de udgår ikke fra et ufærdigt ord, men fra en ufærdig sætning. Der er naturligvis mellemrum foran det tænkte næste ord, og det skal tøveprikkerne angive.
Her er ingen fejl, men det kan med sikkerhed konstateres at ”Sten, saks, papir” desværre ønsker at være kommateret med grammatisk komma, ellers ville kommaet foran den bestemmende relativsætning (der havde …) aldrig være sat.
Okay.
Her undrer brugen af anførselstegn mig. Hvorfor er ”sagde Jenny” ikke uden for anførselstegnenes område?
Her kan vi så konstatere at der sættes den særlige afart af grammatisk komma som jeg kalder hyklerkommaet. Nok bekender man sig til grammatisk komma som ødelægger sammenhængen, men man sætter så alligevel ikke alle de kommaer der ødelægger sammenhængen, kun nogle af dem. Efter grammatisk komma skulle der være komma foran ”at foråret …”. Ingen af de øvrige kommaer i ovenstående er entydigt grammatiske startkommaer, så ovenstående kunne faktisk godt være sat med nyt komma; men som vi så tidligere, gør bogen med sikkerhed brug af grammatisk komma, jævnfør kommaet foran den bestemmende der-sætning som er den allerførste type af kommaer man ellers ville undlade i et meningsfuldt kommasystem.
Her bliver det så et par niveauer alvorligere end hyklerkomma. Vi har at gøre med intet mindre end den dummeste og mest sprogødelæggende fejl man kan lave, nemlig ordfragmenteringen. Det hedder sgu ikke ”yndlings sange”, det hedder ”yndlingssange”. At det overhovedet kan forekomme i en roman udgivet af Gyldendal, finder jeg chokerende. Eller kan Smagsdommerne bare ikke finde ud af at skrive af?
Det er absurd ringe at der ikke er komma efter ”ungdom”. Kommaet skal være der af to grunde: dels skal indskuddet afsluttes, og dels begynder en ny helsætning. Her må man virkelig tale om ringe litteratur. Eller kan Smagsdommerne ikke finde ud af at skrive af?
Lige så deprimerende er det manglende slutkomma efter ”der bliver fri”. At ledsætningen skulle hedde ”der bliver fri og ikke den døde” er jo ren nonsens, så kommaet er i enhver forstand ganske nødvendigt.
Okay.
Okay.
Ikke okay. Ned af trapperne betyder at man holder op med at bruge trapperne som nedstigningsmiddel; at man går væk fra dem, kravler ud over kanten. Ned ad trapperne, derimod, betyder at man benytter trapperne som nedstigningsmiddel, og det må tænkeligt være det forfatteren mener. Bedriver Smagsdommerne forvanskende afskrift, eller kan Gyldendal ikke finde ud af grundlæggende dansk?
Ikke helt okay. Det er ganske vist en mindre fejl, men ”oven i” burde i denne sammenhæng retteligen være i ét ord. Om disse forholdsordsforbindelser har genstandsled eller ej (”oven i noget” eller blot ”oveni”) er en fin sproglig nuance (læs om den her) som om noget litteraturen burde have glæde af. Så selv om jeg synes det er en mindre fejl for den almindelige dansker, vil jeg nu alligevel kalde det en gedigen fejl i litterær sammenhæng.
Alle disse fejl handler ikke om forfattermæssig frihed, for hvis ikke de var fejl, ville de under alle omstændigheder være utilsigtede forringelser og uhensigtsmæssigheder. Jeg interesserer mig overhovedet ikke for sprogfejl for at udpege fejl som sådan. Jeg interesserer mig kun for fejl som også udgør væsentlige uhensigtsmæssigheder, og her er der entydigt tale om fejl uden positivt formål, fejl som afspejler et elendigt sproghåndværk, fejl som enhver korrekturlæser burde fange, ja, fejl som i det antal end ikke burde udgå fra en dansk forfatters hånd. Eller er det vitterlig Smagsdommerne der har forvansket det hele i deres afskrift?
Der er vel tre muligheder:
1) Smagsdommerne har lavet de uddragne citater ved at én har læst op og en anden, mindre sprogkyndig, har skrevet ind fra øret. Det er en helt usandsynligt idiotisk og uprofessionel metode.
2) Smagsdommerne har skrevet citaterne ind før de gik på sommerferie, hvor de kun har haft en ikke-korrekturlæst version. Dette er også usandsynligt i al sin unødvendighed.
3) Gyldendal har udgivet en roman uden prioritering af ordentlig korrekturlæsning. Dette er desværre det mest sandsynlige og i så fald decideret skræmmende, for hvis ikke et forlag som Gyldendal lever op til deres sprogansvar, er et velskrevet dansk på vej i graven.
Jeg har ikke tidsressourcer til at tjekke en bog som jeg i øvrigt ikke har tænkt mig at anskaffe, så jeg modtager gerne oplysninger – også fra hhv. Smagsdommerne og Gyldendal – om hvad der er op og ned i tingenes trælse tilstand.
Det har aldrig været meningen med min blog at jeg skulle være nødt til at påpege sprogligt forfald på et så højt niveau. Og det har aldrig været meningen med min blog at skænde på Gyldendal eller på navngivne forfattere. Da jeg startede min blog, troede jeg simpelthen ikke at de øverste bastioner i sprogsamfundet ville synke så lavt. Hvad skal man nu henvise folk til for at de kan opsamle et godt dansk? Bliver man virkelig nødt til at lave en liste af specifikke bøger for at vide sig sikker på et korpus af velskrevet dansk?
Nej-nej, helt enig: Der er sørme intet morsomt ved dette indlæg. Sagen er en tragedie, og jeg er både chokeret og deprimeret. Men hvis jeg ikke siger noget, hvem gør så?