søndag den 30. september 2012

Poul Madsen overtager politiets arbejde

Den 26. august i Deadline sagde Poul Madsen hele to gange i samme debat at han fandt det ”fuldstændig absurd at vi er nået dertil at landets statsminister skal ud og dementere at hendes mand ikke er bøsse”.

Der skulle gå forbløffende få dage – helt nøjagtig 30 – før min temmelig sporadisk aktive radar opsnappede Poul Madsen i endnu en dobbeltnegation der vender det han siger, til det modsatte af hvad han sandsynligvis mener. Den 25. september i Aftenshowet ville Poul Madsen nemlig meget nødigt have sig frabedt at lave politiets arbejde.

Det arbejde Poul Madsen ud fra det bogstavelige udsagn – men næppe ud fra konteksten – hjertens gerne vil gå i gang med at overtage fra politiet, er fordrivelsen af kvindehandel i det ganske danske land. Udsagnet udkom nemlig i en debat om hvilket ansvar Ekstra Bladet med sine prostitutionsannoncer (ifølge Madsen et katalog over prostitutionen i Danmark) har i forhold til kvindehandel. Louise Wolff var ordstyrer, og over for Ekstra Bladets chefredaktør stod den opløftende velartikulerede strandvejs-cand.jur. Birgitte Kofod Olsen, primært i sin egenskab af tidligere vicedirektør for Institut for Menneskerettigheder. Her kommer Poul Madsens absurde sprogbrug i en lidt større sammenhæng – vi bryder ind midt i Madsens egen lange replik:

[…] Og det er for os en given forudsætning at de her der indrykker annoncerne, gør det helt og fuldt lovligt. Og den måde jeg mener vi skal agere på på Ekstra Bladet, det er at vi skal lave journalistik på det her. Altså, der er ikke nogen som os der har været ude og afsløre prostitutionsmarkedet, rufferimarkedet, menneskehandel. Der er ikke nogen der har investeret så mange journalistiske kræfter i det. Men jeg vil gerne meget nødigt have mig frabedt at jeg skal til at lave politiets arbejde. Og det tror jeg heller ikke der er nogen i det her land der ønsker at Ekstra Bladet skal.

Ja, den sidste sætnings ”heller ikke … der skal” lykkes det så alligevel ikke Poul Madsen at fucke op, og derfor fremgår det ret klart af konteksten hvad Poul Madsen mener – nemlig det modsatte af hvad han siger.

Vi kommer alle til at lave fejl når vi taler – også fejl af denne kaliber – og derfor havde jeg heller aldrig set på det som andet end en tilfældighed hvis ikke det var for det i sig selv temmelig systematiske dementi-fuckup 30 dage tidligere. Men det der tegner sig nu, er uomtvisteligt et mønster af at Poul Madsen ikke kan forstå at man på dansk ikke kan dobbeltnegere uden at vende betydningen til det modsatte.

Ifølge Wikipedia har Poul Madsen en pærejysk opvækst. Det er derfor svært at finde nogen undskyldning for denne sproglige systemfejl, og skulle der være en sådan i omløb i Bovlund eller Esbjerg (fortæl mig gerne om det), så burde den jo være fjernet i gymnasiet, på Journalisthøjskolen, på TV 2 eller hos Ekstra Bladet hvor en vis Bent Falbert – også i Poul Madsens tid – har knurret mod sproglig fejlprogrammering i almindelighed. Så …

Måske er der en bevidst hensigt. Hvad er det Poul Madsen kan opnå ved at søsætte disse sproglige fuckups? Jo, han kan sige hvad han vil, når han udtaler sig såvel i medierne som i retten, og vide at han altid kan hævde at han mente det modsatte – blandt andet ved hjælp af denne blogs dokumentationen af en sådan sproglig systemfejl. Spørgsmålet er så om den forklaring holder i retten, eller om ikke chefredaktøren skulle se at få styr på sproget.

tirsdag den 18. september 2012

Strammet med for lav IQ


Berlingske 17. september 2012: Vi stemmer og glemmer.

Se lige igen på denne manchet/underrubrik:

Kun hver femte af de fynboer, der stemte Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ind på Christiansborg ved sidste valg, kan komme i tanke om, at de stemte på hende.

Det første der slog mig da jeg så den, var at udsagnet kræver en dokumentation som er nærmest umulig at skaffe, medmindre man tænkte på dette allerede ved valget og lavede en exit-poll med det formål at lave en undersøgelse. Ellers kan man da ikke vide specifikt hvilke vælgere der stemte på Pernille Rosenkrantz-Theil, og det må være en klar forudsætning for at udtale sig om hvorvidt de har glemt det.

Men der har vist ikke været en så eksakt undersøgelse. Og det viser sig da også at underrubrikken er en sørgeligt uintelligent stramning af en generel vinkel om at vælgerne glemmer hvem de stemmer på. Der er tale om en simpel undersøgelse af hvor mange af kandidaterne opstillet ved folketingsvalget i 2011 folk kan nævne i dag:

Ja. Herefter fortsætter artiklen helt traditionelt med en ekspertudtalelse, og da vi nærmer os slutningen, skal underrubrikkens indledende sensation forklares. Der står:

Et eksempel er Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der blev den store fynske stemmesluger ved valget. Kun 18 procent af fynboerne kommer i tanke om hendes navn, når de skal nævne fynskvalgte politikere.

18 procent er ganske rigtigt en, endda venlig, femtedel af 100 og dermed hver femte fynbo som underrubrikken taler om. Men der viser sig jo absolut ingen dækning for underrubrikkens påstand om at hver femte af ”de fynboer, der stemte Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ind på Christiansborg ved sidste valg,” ikke kan huske ”at de stemte på hende”. Det er en forfejlet brug af metonymi (dvs. at vise helheden ud fra en sigende del) – eller ”at gøre det konkret”, som journalistikken ville sige. Og det er komplet uintelligent, for det er selvindlysende at der netop blandt hendes personlige vælgere må være flere end gennemsnittet der kan huske hende. Således er manchetten fældet af helt primær logik, og man kan dermed være stensikker på at den er noget allerhelvedes vrøvl.

Ud over at det er noget vrøvl, bør dertil nævnes den ”sviner” man tildeler Pernille Rosenkrantz-Theil, ved at skrive sådan. Man skal ikke være ret forfængelig på hendes vegne for at kunne se at underrubrikken egentlig tilsværter hendes etos (som det at ens vælgere kan huske én, er en stor del af) – og mange læser jo bare underrubrikken og ikke artiklen. I virkelighedens verden kan det meget vel være at 80 procent af de fynboer der stemte personligt på hende, kan huske det. (Det vil være mit forsigtige gæt, for jeg tror at man er særlig opmærksom hvis man stemmer personligt på en kandidat som blev kendt i et radikalt anderledes parti.) Men det gælder for alle kandidater som Gallup måtte have spurgt til, at kandidatens egne vælgeres hukommelse om kandidaten naturligvis må ligge højere end den generelle hukommelse.

Stramninger er normale i journalistik, især i overskrifter og underrubrikker der skal sælge artiklen – eller som man mere og mere ser i webjournalistik: provokere læseren til at klikke (og læse artiklen). Men selv den ikke helt retvisende provokation skal have en charme, skal i nogen grad pege hen mod pointen og skal i form af selvafslørende overdrivelse, ironi eller andet være vaccineret mod at læseren drager misinformerede konklusioner. Denne underrubrik har ingen af delene. I et jævnt og umarkeret sprog siger den simpelthen noget fuldstændig forkert, nemlig at fire femtedele af Pernille Rosenkrantz-Theils personlige vælgere ikke kan huske at de stemte på hende.

Hvad skal man egentlig med Rokokopostens opfundne ”sandheder” når Berlingske således forvrænger simple fakta til vrøvl?

mandag den 10. september 2012

Gyldendal eller jammerdal

Når jeg på mine kurser eller som korrekturlæser ser dårlig syntaks og manglende forståelse af sproglige nuancer hos især yngre sprogbrugere, plejer jeg at sige at der ikke er nogen vej uden om at udvide sprogforståelsen ved at læse noget god dansk korrekturlæst litteratur udgivet på fx Gyldendal. Bag dette råd ligger dels den tanke at min egen sprogforståelse og glæde ved godt sprog må være kommet af at jeg har læst noget af slagsen, og dels at man aldrig vil kunne opbygge et godt dansk medmindre man præsenteres for det jævnligt – særligt nu hvor der er så megen elendig sprogbrug på sociale medier, så megen webjournalistik med alvorlige fejl i og så megen påvirkning fra engelsk.

Men mit råd om at opbygge en skriftsproglig ballast ved at læse god dansk litteratur fra Gyldendal synes nu gjort hjemløst. Tilsyneladende har Gyldendal nu udgivet en roman som ud fra ganske få uddragede sætninger byder på ordfragmentering, store tegnsætningsfejl og klassiske sprogmisforståelser. Det kan faktisk ikke blive værre. For det er vel ikke Smagsdommerne som ikke kan finde ud af at skrive af fra bladet?

Smagsdommerne anmeldte i torsdags, den 6 sept., romanen ”Sten, saks, papir” af Naja Marie Aidt, udgivet på Gyldendal. Og gav man sig til under den indledende speak at studere de uddragne sentenser på skærmen, kunne man konstatere at sproget tilsyneladende er som ind i helvede.

Herunder præsenterer jeg i kronologisk rækkefølge al tekst som Smagsdommerne viste på skærmen, og kommenterer løbende.

Allerede i første uddrag har vi en fejl, men den er sandsynligvis Smagsdommernes egen – i hvert fald hvis vi forudsætter at tøveprikkerne er Smagsdommernes egen indikation af at der kommer mere tekst. Der skal være mellemrum foran tøveprikkerne, for de udgår ikke fra et ufærdigt ord, men fra en ufærdig sætning. Der er naturligvis mellemrum foran det tænkte næste ord, og det skal tøveprikkerne angive.

Her er ingen fejl, men det kan med sikkerhed konstateres at ”Sten, saks, papir” desværre ønsker at være kommateret med grammatisk komma, ellers ville kommaet foran den bestemmende relativsætning (der havde …) aldrig være sat.

Okay.

Her undrer brugen af anførselstegn mig. Hvorfor er ”sagde Jenny” ikke uden for anførselstegnenes område?

Her kan vi så konstatere at der sættes den særlige afart af grammatisk komma som jeg kalder hyklerkommaet. Nok bekender man sig til grammatisk komma som ødelægger sammenhængen, men man sætter så alligevel ikke alle de kommaer der ødelægger sammenhængen, kun nogle af dem. Efter grammatisk komma skulle der være komma foran ”at foråret …”. Ingen af de øvrige kommaer i ovenstående er entydigt grammatiske startkommaer, så ovenstående kunne faktisk godt være sat med nyt komma; men som vi så tidligere, gør bogen med sikkerhed brug af grammatisk komma, jævnfør kommaet foran den bestemmende der-sætning som er den allerførste type af kommaer man ellers ville undlade i et meningsfuldt kommasystem.

Her bliver det så et par niveauer alvorligere end hyklerkomma. Vi har at gøre med intet mindre end den dummeste og mest sprogødelæggende fejl man kan lave, nemlig ordfragmenteringen. Det hedder sgu ikke ”yndlings sange”, det hedder ”yndlingssange”. At det overhovedet kan forekomme i en roman udgivet af Gyldendal, finder jeg chokerende. Eller kan Smagsdommerne bare ikke finde ud af at skrive af?

Det er absurd ringe at der ikke er komma efter ”ungdom”. Kommaet skal være der af to grunde: dels skal indskuddet afsluttes, og dels begynder en ny helsætning. Her må man virkelig tale om ringe litteratur. Eller kan Smagsdommerne ikke finde ud af at skrive af?

Lige så deprimerende er det manglende slutkomma efter ”der bliver fri”. At ledsætningen skulle hedde ”der bliver fri og ikke den døde” er jo ren nonsens, så kommaet er i enhver forstand ganske nødvendigt.

Okay.

Okay.

Ikke okay. Ned af trapperne betyder at man holder op med at bruge trapperne som nedstigningsmiddel; at man går væk fra dem, kravler ud over kanten. Ned ad trapperne, derimod, betyder at man benytter trapperne som nedstigningsmiddel, og det må tænkeligt være det forfatteren mener. Bedriver Smagsdommerne forvanskende afskrift, eller kan Gyldendal ikke finde ud af grundlæggende dansk?

Ikke helt okay. Det er ganske vist en mindre fejl, men ”oven i” burde i denne sammenhæng retteligen være i ét ord. Om disse forholdsordsforbindelser har genstandsled eller ej (”oven i noget” eller blot ”oveni”) er en fin sproglig nuance (læs om den her) som om noget litteraturen burde have glæde af. Så selv om jeg synes det er en mindre fejl for den almindelige dansker, vil jeg nu alligevel kalde det en gedigen fejl i litterær sammenhæng.

Alle disse fejl handler ikke om forfattermæssig frihed, for hvis ikke de var fejl, ville de under alle omstændigheder være utilsigtede forringelser og uhensigtsmæssigheder. Jeg interesserer mig overhovedet ikke for sprogfejl for at udpege fejl som sådan. Jeg interesserer mig kun for fejl som også udgør væsentlige uhensigtsmæssigheder, og her er der entydigt tale om fejl uden positivt formål, fejl som afspejler et elendigt sproghåndværk, fejl som enhver korrekturlæser burde fange, ja, fejl som i det antal end ikke burde udgå fra en dansk forfatters hånd. Eller er det vitterlig Smagsdommerne der har forvansket det hele i deres afskrift?

Der er vel tre muligheder:

1) Smagsdommerne har lavet de uddragne citater ved at én har læst op og en anden, mindre sprogkyndig, har skrevet ind fra øret. Det er en helt usandsynligt idiotisk og uprofessionel metode.

2) Smagsdommerne har skrevet citaterne ind før de gik på sommerferie, hvor de kun har haft en ikke-korrekturlæst version. Dette er også usandsynligt i al sin unødvendighed.

3) Gyldendal har udgivet en roman uden prioritering af ordentlig korrekturlæsning. Dette er desværre det mest sandsynlige og i så fald decideret skræmmende, for hvis ikke et forlag som Gyldendal lever op til deres sprogansvar, er et velskrevet dansk på vej i graven.

Jeg har ikke tidsressourcer til at tjekke en bog som jeg i øvrigt ikke har tænkt mig at anskaffe, så jeg modtager gerne oplysninger – også fra hhv. Smagsdommerne og Gyldendal – om hvad der er op og ned i tingenes trælse tilstand.

Det har aldrig været meningen med min blog at jeg skulle være nødt til at påpege sprogligt forfald på et så højt niveau. Og det har aldrig været meningen med min blog at skænde på Gyldendal eller på navngivne forfattere. Da jeg startede min blog, troede jeg simpelthen ikke at de øverste bastioner i sprogsamfundet ville synke så lavt. Hvad skal man nu henvise folk til for at de kan opsamle et godt dansk? Bliver man virkelig nødt til at lave en liste af specifikke bøger for at vide sig sikker på et korpus af velskrevet dansk?

Nej-nej, helt enig: Der er sørme intet morsomt ved dette indlæg. Sagen er en tragedie, og jeg er både chokeret og deprimeret. Men hvis jeg ikke siger noget, hvem gør så?