Humor i jobopslag er en sjælden foreteelse, og hvis den forekommer, er den da som regel også ganske ufrivillig. Så hvad man skal lægge i denne overskrift, er svært at sige.
Humor i jobopslag er en sjælden foreteelse, og hvis den forekommer, er den da som regel også ganske ufrivillig. Så hvad man skal lægge i denne overskrift, er svært at sige.
DR.dk.
Der er jo ikke noget grammatisk forkert ved denne overskrift, men er der ikke noget ordfattig dobbeltkonfekt over den?
En blokade er vel i sig selv en slags prop eller forstoppelse – rent analogisk talt – og så er det jo noget mærkelig noget at tale om at stoppe en sådan. Man kunne for eksempel tale om at ”afblæse” eller – når det nu kun er midlertidigt – i det mindste ”afbryde”. Man kunne også bruge ”indstille”, og selv ”standse” havde i denne sammenhæng været mindre uheldig end ”stoppe”.
…
Jeg gider ikke være sprog-tvær på den søgte måde. Men samme effekt kan opnås ved at stirre lidt: Prøv at kigge længe på overskriften og tænk på en hyggelig systue. Så kan man også begynde at fundere over hvilken slags beklædningsdel det er forældrene arbejder med i en uge, når det nu ikke er strømper. Måske går det til et godt formål? Der er jo noget der hedder ”brokade”, det er kraftigt vævet stof.
Fantastisk at politikkerne selv kan snakke, så kan vi spare politikerne væk. Man ser for sig hvordan teknikker og mekanikker kan reparere sig selv, helt uden teknikere og mekanikere, at retorikkerne ikke skal holdes i ørerne af retorikerne, at taktikkerne ikke behøver taktikerne og statistikkerne ikke behøver statistikerne. Og du fortsætter bare selv …
A-baba-hva’?
Øhhhh …
Dåååååå … sååååååå … Hm?!
Gy gy gy gy! Gaaa-ga. Ga ga ga gaaaaaa. Nååååååååh. Nææææææhh.
Bur du? Na, jar bur æt elke daf meelene kwass. Kolomperer mæ æd gro lidde graatch. Gålumpeerne paksur dannæw eklundar raxi paxi pang, æh lodi binæ rekur ab doot whattur melundinner olle bret bruit tie wafaksum klæ.
Elke elese warre ab gretch gro meem nullumpur, nullumrekvir ædoot nullumpulle. Awdu ba du meelene kwassiaks, awdu sar ondo sassi lotalir æge frio kuide gio maksak. Taat-taat, gretcher da bamme, gretcher dio rundtur, gretcher pikkaddut megs: “WHAM”, eke “Michael” ab doot “Ridgeley”. Klæ eke nat bimme fone nien-bien kwat: “We Hail A Martian” ab doot “We Hold A Martian”? Japada rekur fon dit, fon dat?
Etterwa: “George – in” ellerkwat “Georgien”, ædoot ja-ja aks “George Michael” abi “WHAM”! Wafaksum bette nille genuum “Malua” binæ rekur “Michael” ædoot rektrum ab “Last Christmas”.
DR har dækket den kommunale valgkamp ret grundigt, og tak for det! Men som jeg har vist i fire blogindlæg, kniber det i absurd grad for DR med at sætte kommaerne når teksten bliver udformet i den grafiske afdeling.
Om en grafiker har styr på sproget, er jeg revnende ligeglad med, men jeg konstaterer at DR ikke lever op til deres sprogansvar når de så ikke netop får korrekturlæst og rettet disse tekster. Som jeg har sagt mange gange i de forudgående indlæg, er bannertekster jo netop tekster som er beregnet til stor synlighed og gentagen læsning. Derfor er de ikke bagatelliserbare, og derfor er der ingen undskyldning for ikke at have sprogligt tjek på netop dem.
Dette indlæg er sådan set kun en opsamlingsartikel til ære for DR’s ansvarlige og med link til hvert af de fire tidligere indlæg. De handler jo om stort set det samme ”DR.dk-vejskilt”, blot i fire forskellige udformninger med hver deres grelle kommafejl, hvilket er komisk i sig selv. Dertil kommer at banneret faktisk aldrig kom i en korrekt version, selv om det udgjorde henvisningen til DR.dk’s vigtigste feature under kommunalvalgkampen, nemlig den udmærkede mulighed for at finde den lokale kommunalvalgskandidat man var mest enig med.
Som en bonus bringer jeg derudover endnu et banner som ikke er en femte version af find-din-kandidat-banneret, men som vi lige så godt kan tage med når nu jeg alligevel har fanget det.
Fejlplaceret (idiotplaceret) komma = 2 kommafejl.
Læs mere her.
To manglende kommaer = 2 kommafejl.
Læs mere her.
Fejlplaceret (idiotplaceret) komma = 2 kommafejl. Dertil 1 manglende komma. I alt 3 kommafejl.
Læs mere her.
Tre manglende kommaer = 3 kommafejl (det manglende komma i overskriften kunne også været en tankestreg som i banneret ovenover).
Læs mere her.
Sammenlagt har vi 10 kommafejl (8 kommaer for lidt og 2 for meget), vi kunne også være pragmatiske med hensyn til de to fejlplacerede kommaer og kalde det 8 kommafejl.
Der er i alt sat 4 korrekte kommaer af de i alt 12 kommaer som skal være der ifølge traditionelt grammatisk komma (som kommateringen er et forsøg på).
Man kunne så håbe at de 4 kommaer var de mere væsentlige kommaer ud af traditionelt grammatisk kommas latterligt mange kommaer, men det er desværre langtfra tilfældet:
Ved kommatering i overensstemmelse med Dansk Sprognævns anbefaling (nyt komma), og enhver anden form for indholdsadækvat og dermed fornuftig kommatering, skal der sættes i alt 4 kommaer. Kun 1 af disse 4 betydelige kommaer er sat (et opremsningskomma), mens 3 mangler (et komma efter et udråb samt to slutkommaer).
Se nærmere redegørelse ved de enkelte blogindlæg.
Her kommer så bonusbanneret:
Det går jo meget godt i den første sætning. Erfaringen fra kommaundersøgelserne i forbindelse med mit speciale siger da også at den eneste type komma som ingen glemmer, er kommaet efter en spørgeformet betingelsesledsætning, så intet overraskende i at første periode (i daglig tale ”sætning”) er korrekt.
Værre med anden periode. Her har man i modsætning til de tidligere bannereksempler ikke fejlplaceret et startkomma ved at sætte det på idiotkommapladsen og ikke sætte det på den rigtige plads; man har derimod sat det begge steder. Så altså korrekt komma efter ”Se”, men idiotkomma efter ”kommuner”.
Igen mangler slutkommaet efter ”dyreste”. Der er faktisk overhovedet ikke sat nogen af de i alt 3 slutkommaer i disse bannere (kun det i det tredje banner som også er et opremsningskomma). Det er ellers meget vigtigere for forståelsen, og i overensstemmelse med prosodien, at markere hvor en ledsætning slutter, frem for hvor den starter (hvorfor man da også sætter samtlige slutkommaer i nyt komma).
Vi har altså yderligere 2 kommafejl her i det femte valgbanner.
Hermed slutter jeg denne tragikomiske anskuelighedsundervisning i journalistisk kommabehandling når den er værst, hvilket den for så vidt per kultur næsten er altid. Vi ser blot ikke dens grimme ansigt når der har været en kompetent korrekturlæser indover. Vi skal så huske at det er denne kultur der danner basis dels for journalistsfærens opfattelse af at kunne sætte komma korrekt nok (en helt absurd fejltagelse), og dels for forsvaret af traditionelt grammatisk komma som det eneste fornuftige/rigtige (en lige så absurd fejltagelse).
Jyllands-Posten den 11. oktober.
Roskilde Avis den 4. november.
Fyens Stiftstidende den 7. november.
Altinget den 13. november.
Information den 19. august.
Avisen.dk den 6. oktober.
Hvornår var det lige at udtrykkene ”rød stue” og ”blå stue” gik fra at være en fjollet børnehavemetafor for den røde henholdsvis blå politiske bloks manøvrerum (ikke uden et vist satirisk signal om den politiske palavers hændelige infantilitet) til simpelthen at være den gængse betegnelse for samme?
Ingen tvivl om at det ER sket, for det har man tydeligt kunnet høre, fx i den af DR så veldokumenterede kommunalvalgkamp, og se, som vist herover, i masser af avismedier. Men hvordan skete det lige at denne børnehavediskurs blev en seriøs kliche uden ironisk ledsagelse?
Tja, jeg tænker at det jo nok har noget at gøre med at de Metter og Mikler der gik i børnehave i 70’erne, sidder på kanten af den politiske (og journalistiske) magt nu, og så med det fænomen at man netop fra den generation og op har fastholdt sit barndomssind mest muligt – ja, i en sådan grad at man, hvis man har fået børn, vel nærmest lever i en parallel barnetilværelse. Den barndom man oplever med sine børn, og den barndom man endnu ikke selv har forladt. Og der er da også et slaraffenland af 70’er- og 80’er-ting som aldrig har været væk, lige fra Kaj og Andrea og Cirkeline til alt muligt andet.
Arbejdsmarkedets åbne kontorlandskaber, parallelle projektgrupper og workshops, diverse virksomhedsordninger samt udflugter & events er jo også bare en slags forlængelse af børnehaven. Ligeledes er det jo heller ikke normalt at være det samme sted i mere end 3 år.
Men sprogligt set vil udtrykket ”blå og rød stue” formentlig i løbet af få år helt miste sin børnehaveassociation – i hvert fald vil den ikke længere være så tvingende eller mærkbar som nu – for da vil vi have vænnet os til udtrykket og måske i højere grad opfatte ”stue” som den eneste metaforiske del af det: Den metaforiske ”stue” forstået som et hjem, en ramme og et samlingssted. En voksenmetafor som man kan hæfte lige så voksne politiske farver på.
Ved de nylige kommunale konstitueringer har vi så også set at de Konservative kan komme ind på rød stue eller at SF kan komme på besøg på blå stue. Det er på mange måder en rarere metafor med større meningsgivende fleksibilitet end den barske matematiske sandhed i rød og blå ”blok”. Men mens blok-terminologien giver et præcis lige så firkantet signal som tankegangen bag den er, så snyder den rare stue-metafor lidt; for ganske vist virker den mere fleksibel og imødekommende, men den underforstår at man kun kan etablere et hjem på den ene eller den anden side af en politisk midtervæg – altså at man ikke bare kan etablere et hjemligt rum hen over midten.
Og det kan man jo faktisk godt, men den journalistiske jargon er med til at gøre det sværere, for her ser man efterhånden kun politik i rødt og blåt. Midterpartiernes projekter bliver tilsyneladende mere og mere umulige at formidle i denne journalistiske dagsorden. Er det mon derfor de går tilbage, eller slet ikke kan komme i gang? Men okay – jeg kan da godt se at ”farveløs stue” ikke virker så spændende – og ej heller er særlig børnevenligt.
DR.dk i dag.
Åh, hvad var det nu? Var det fornavn eller efternavn de har til fælles?
:-)
Ja, det skulle jo have været efternavnet: Boye. Den konservative Jan Boye og den socialdemokratiske Anker Boye.
I årets Robinson-ekspedition på TV3 blev deltagerne i det første program, mandag den 31. august, under Der Führer Jakob Kjeldbjergs maniske råb tvunget til at smide alle kludene og spæne ud mod vandet. En enkelt deltager forholdt sig helt passiv under Der Führers tiltagende gjalden, og det medførte to ting: Hun blev sendt hjem få minutter inde i programmet fordi hun nægtede at gennemføre løbet, men seerne havde hermed også få minutter inde i programmet fået den reelle vinder – en som turde sige nej, selv om det eventyr hun havde gennemgået al casting-besværet for at være med i, kun lige skulle til at begynde. Men det er en anden sag.
Lad os vende tilbage til nøgenløbet. Se og Hør mener ikke at Robinson-ekspeditionen 2009’s første stunt ”hujer” Robinson-deltagernes pårørende. Som de skriver: ”At se sin kæreste, søn eller datter løbe nøgen rundt under tvang på en tropeø, er ikke noget der hujer de pårørte hjemme i Danmark”.
Med denne vise indsigt kan det undre at Se og Hør så hjælper Ekstra Bladet med netop at vise hvordan Robinson-deltagerne løber nøgne rundt under tvang på en tropeø. Måske er det for at eksemplificere hvor tarvelig en sådan nøgeneksponering i medierne tager sig ud. I hvert fald viste de selv mandag den 4. maj, umiddelbart efter optagelserne, nedenstående billede i et 930 pixel bredt format uden censur. Og mon ikke de selv hujede lidt over at kunne gøre det?
Pigen længst ude til venstre lå efter nøgenløbet under en palme ude af sig selv ved tanken om at få sin nøgne krop distribueret i det danske mediebillede, og mens hun lå der, atter med bikini på, og ikke vidste om hun skulle besvime eller brække sig af fortvivlelse, fik hun ”trøst” af en svensk, mandlig produktionsmedarbejder der sad på hug ved hende med hørebøffer, antenner og det hele på. Et i sandhed ømt øjeblik i dansk tv-historie.
Men selv om TV3 ikke umiddelbart viste det obskøne løb i andet end ankelhøjde, fik hun jo ret i sin bekymring. Både Ekstra Bladet og Se og Hør har været glade for det billedmateriale som TV3 åbenbart har været lige så glade for at sende til dem. Ikke kun i maj, men også igen da programmet havde været vist. Som Se og Hør så smukt formulerer det den 1. september i en billedtekst: ”Alt det, du ikke så på TV, får du her i et flot galleri”.
Man mærker tydeligt hvordan ytringsfrihedsspørgsmålet er på spil for det heroiske magasin.
Det var de malaysiske myndigheder der spændte ben for at nøgenløbet kunne vises. Og da TV3 sagde undskyld og at det var en fejl med det nøgenløb, var det da også til ære for de malaysiske myndigheders generelle moralkodeks og ikke for en ung kvinde som var ved at vende vrangen ud af sig selv af fortvivlelse.
Når medier af den type der ikke kender forskel på ”huje” og ”hue”, behandler tilranet nøgenbilledmateriale på denne måde, hvordan skal man så lære unge mennesker at de billeder ekskæresten har ladet én tage i uskreven tillid og fortrolighed, ikke bare skal distribueres til resten af verden i det øjeblik fortroligheden er brudt? Sikke rollemodeller vi har her! TV3, Ekstra Bladet og Se og Hør har ikke en bedre etik, empati eller smag end en alfons eller en bøddel. Husk dét når de hævder noget andet.
Jeg ved godt at historien er uaktuel. Men jeg opdagede den først nu fordi jeg sad og legede med at søge på Führer-agtige billeder af Der Führer Jakob Kjeldbjerg som tilsyneladende glad og gerne lader sig inkarnere som den mest usympatiske og psykopatiske leder set siden Adolf Hitler, hvilket jeg synes er interessant at han overhovedet tør. Det er næsten ikke til at tro at det inderst inde kan hue ham, men når han ser på sin løncheck kan det da være at det om ikke andet ”hujer” ham, og det er åbenbart nok.
Bemærk de flotte hjulkapsler.
Der var den sgu! Stod lige dér en nat jeg var på vej hjem til Benløse, hvor jeg i øjeblikket er i eksil. Den i grunden ret grimme VW-van med det massive lydanlæg. Bilen som havde defileret rundt i Ringsteds centrale gader med nedrullede vinduer adskillige af de gange jeg var på vej fra stationen – og havde påkaldt sig min udelte opmærksomhed.
Jeg havde tænkt at det måtte være hårdt at udsætte sig selv for et så massivt decibelniveau blot for at få lidt opmærksomhedsskabende og cool lyd ud til … ja, ud til, formentlig, tøser på fortovet.
Og så tænkte jeg at jeg jo også kendte det lidt fra mig selv – bare på en anden måde og i mini-udgave: Hvor mange gange har jeg ikke siddet på børneværelset, senere værelset på højskolen, senere klubværelset og endnu senere værelset i kollektivet og lige skruet en lille smule mere op end til mit eget velbehag, blot for ud igennem en dør på klem at annoncere for denne eller hin fede skive. Et underligt fænomen, ikke? Og hvor er det egentlig åndssvagt når man udmærket godt ved at ens lydannonce højst sandsynligt bliver ignoreret, og i hvert fald ikke bliver til så meget andet end trommer, vokal og lydsovs for målgruppen i de tilstødende lokaler. Men man vil jo så gerne dele sin oplevelse med andre; den oplevelse man har alene med den musik man bedst kan lide.
Det er nu nok ikke helt det samme med disse biler med nedrullede vinduer og decibeltortur i kabinen. For her er der nok i højere grad et scoreaspekt, bling-bling-aspekt eller hvad ved jeg? Jeg ved i grunden ikke en fis om den slags, for jeg kan ikke rigtig se hvordan høreskade, selvpinsel og meningsløst benzinforbrug skulle kunne betale sig i forbindelse med at sætte sig på det modsatte køns dagsorden. Men hvad ved jeg?
Jeg kan huske at jeg selv har prøvet at være lydgidsel da jeg var 18-20 år, ikke i en bil, men på umodne, testosteronfyldte hifi-fanatikeres (ikke at forveksle med musikelskeres) ungdomsværelser, og at jeg hver gang kun havde ét budskab på læben: Kan vi ikke skrue lidt ned. Sådan noget er bestemt ikke sjovt, det er absurd, og da jeg en gang for mange havde erfaret fortrydelsen ved at holde masken til smertende trommehinder, gik jeg fremover direkte til: Sluuuuuk, for satan, sindssyge menneske!
På en af de sidste sommerdage i København, her for nogle få uger siden, kørte der flere torturkabiner rundt, bl.a. en BMW med 3-4 sydøsterlandske bøffer som indmad, og jeg fik lejlighed til at studere hvordan man holder et cool og overskudsagtigt ansigt mens man piner sig selv med 110 decibel for i det mindste at få 70 decibel ud på gaden. Og jeg må sige at de klarer det godt. Men hold kæft hvor er det synd for dem: Tænk at sidde der på bagsædet uden at kunne kommunikere, bare udstå.
I Amerika har man et navn for fænomenet: ”boom cars” eller ”ground pounders”, ”street pounders”. Den udmærkede sproghjemmeside wordspy.com forklarer: ”A car equipped with an extremely powerful stereo system that is being played with the volume and bass levels turned up and the car windows rolled down.”
Boom kan bl.a. oversættes til dunder, så jeg vil foreslå at vi på dansk kalder det en “dundredyt”.
Fra www.wordspy.com:
Den Danske Ordbog kom på nettet den 2. november. Men lige den dag gad jeg ikke skrive om nyheden, for ordbogens hjemmeside var for det meste nede – muligvis på grund af nyhedens interesse – og jeg skriver jo ikke om døde link(s), vel?! Men den er altså god nok: Den Danske Ordbog i seks bind er kommet på nettet i en dynamisk version som løbende opdateres. Og her tænkes nok mere på opdating med nye ord end på egentlig undergravende bjørnetjenesteficering af det eksisterende ordforråd.
Jeg har selvfølgelig papirudgaven, og der er jo ikke noget som en rigtig bog – eller seks bøger! Hvorvidt netudgaven rent artikeldybdemæssigt rummer rub og stub af hvad der står i den trykte version, kan jeg faktisk ikke rigtig læse mig til nogen steder, så man må gå ud fra det, og så har jeg i øvrigt tænkt mig at tage nogle prøver når jeg får tid.
Sammen med onlineudgaverne af Ordbog over det danske Sprog og KorpusDK er Den Danske Ordbog at finde på ordnet.dk. Bemærk det lækre ordspil i titlen ordnet (ord-net) som jo også betyder ordnet (som i ordnet), for man kan jo sige at de tre ressourcer er ordnet i og med at de ligger på ordnet.dk. Er du med?
Den Danske Ordbog er den store ordbog over moderne dansk, mens Ordbog over det danske Sprog beskriver et ældre dansk fra 1700 til 1950. Det meste af sproget i de to værker lapper jo over – heldigvis må man nok sige, for ellers ville vi jo have svært ved at læse Henrik Pontoppidan og Herman Bang, jeg ville aldrig have læst Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog fra 1948, og H.C. Branners forfatterskab ville være knækket midtover i to sprog. Men sådan er det jo ikke.
KorpusDK er, som ordet siger, et korpus over danske tekster, hvilket igen vil sige: en ordentlig røvfuld indlæste artikler. Det betyder at det er muligt at søge på fx hyppigheden af bestemte ordsammenhænge i anvendt sprog.
Ja, nu gider jeg snart ikke perspektivere mere. For perspektivering henviser jeg derfor til de tre tidligere afsnit i denne føljeton om DR’s åbenlyse ligegyldighed med korrektur på trods af at tegnsætningen bliver absurd og meningsløs i disse bannertekster beregnet på gentagen og massiv læsning.
I episode 3 fik vi styr på den forkerte kommatering i dette banner:
Nu gælder det en tekst som kun er lavet en lille smule om, faktisk bare forkortet, men hvor der er endnu flere tegnsætningsfejl:
Hvis vi ser bort fra kommaerne et øjeblik, så er der sket tre forværringer i det der er den samme tekst. For det første har overskriften mistet tankestregen mellem ”Hjælp” og ”hvem”, hvor der SKAL være et tegn – det kunne også have været et komma. For det andet er der opstået et gabende mellemrum foran spørgsmålstegnet. Og for det tredje er punktummet sidst i teksten væk.
Lad os dernæst får styr på kommaerne: Hvis man sætter grammatisk komma – og det forsøger DR på – så skal der være komma mellem imperativen ”Test” og ledsætningen ”hvem du er enig med”. Der skal desuden være komma efter denne ledsætning, hvilket gælder begge kommasystemer.
Korrekt kommatering efter traditionelt grammatisk komma:
Test, hvem du er mest enig med, og læs mere om de kandidater, der stiller op i din kommune eller region.
Korrekt kommatering efter Sprognævnets anbefaling (nyt komma):
Test hvem du er mest enig med, og læs mere om de kandidater der stiller op i din kommune eller region.
Se de tre tidligere afsnit:
1: Uh, det svære komma
2: Mere banner-kritik
3: DR-valgbanner, episode 3.
Der er nok nogle der ikke læser min blog, hrmpf .-) Det ville ellers være fint hvis DR’s sprogkonsulent, Martin Kristiansen, fik øjnene op for min påpegning af manglende kommateringsevne hos dem der skriver disse bannere, og om ikke andet påpegning af udeblivende korrektur.
Det er jo ved at udvikle sig til en regulær farce. DR KAN bare ikke lade være med at lave adskillige kommafejl i disse bannere. Fejl som ikke bare er fejl, men som giver en absurd tegnsætning i forhold til indholdet. Bannere er ellers, som jeg nævnte i mit seneste indlæg om sagen, jo en genre beregnet på gentagen læsning over længere tid – et banner er et vejskilt – så det er altså særlig absurd at man udviser så ringe tegnsætningsevne og/eller korrekturvilje her.
Kommakommunikations læsere kan jo efterhånden godt se hvilke fejl der er her, men jeg skal da gerne gennemgå det for DR’s skyld.
1: Kommaet foran ”som” er – ligegyldigt hvor desperat overflødigt indsat dette ”som” er – et såkaldt idiotkomma som ikke skal være der. Kommaet skulle have stået foran ”hvilken”. ”Test” er en imperativ (bydemåde) og danner både udsagnsled og (fraværende) grundled.
2: Der mangler et komma efter ”mærkesager”. Ganske vist erstatter ”og” normalt sidste komma i en opremsning, men jo ikke når der er tale om ledsætninger eller sætninger overhovedet. Det ved en journalist godt.
Når nu vi har fat i banneret, bør jeg også nævne uhensigtsmæssigheden i at ”deres” henviser til ”hvilken kandidat”. Man kunne lige have ændret det til ”hvilke kandidater”; så havde det fungeret.
Kære DR. Hvis I sætter grafikere eller praktikanter fra 9. klasse til at skrive disse bannere, så bør I så meget desto mere underkaste dem korrektur før i publicerer. Men I bør under alle omstændigheder gøre det fordi bannere er vejviser-tekster som skal læses mange gange.
Korrekt kommatering efter traditionelt grammatisk komma:
Test, hvilken kandidat som du er mest enig med, læs om deres mærkesager, og se hele listen over kandidater, der stiller op i din kommune eller region.
Korrekt kommatering efter Sprognævnets anbefaling (nyt komma):
Test hvilken kandidat som du er mest enig med, læs om deres mærkesager, og se hele listen over kandidater der stiller op i din kommune eller region.
Se også:
Mere banner-kritik
Uh, det svære komma
Man ser indimellem forsøg på at skrive meget lange sætninger (eller ”perioder” som det hedder i grammatik-sprog). Her er et af slagsen:
Sætteren har tydeligvis været udgået for punktummer eller store bogstaver, hvorfor det har været nødvendigt at skrive hele punktet (80 ord, 530 anslag) ud i én køre som én sætning der godt kan være lidt svær at holde styr på hvis man ikke har forstand på hvad der er knyttet til hvad ret teknisk, hvilket vi dog må formode at Patent- og Varemærkestyrelsens ingeniører har.
Nå … Er det ikke blevet tid til at se hvad der foregår i min mors lokalsprøjte, Dagbladet?
Dagbladet den 9. oktober 2009.
Ja, der sker sådan set bare det der plejer at ske. Men jeg hæftede mig alligevel ved noget i denne artikel, for prøv lige at se nærmere her:
Dårligt være bedre?
Ja, der er jo ikke noget teknisk ukorrekt i formuleringen, men fordi ”dårligt” er et ord man ofte bruger til at karakterisere vejret med på en generel skala, kan billedet af hvordan vejret var, ikke undgå at slå kolbøtter for læseren.
Vi kan alle risikere at blive fotograferet, og vi kan alle risikere at en forsuttet karamel sætter sig fast på jakken. Det er træls når de to ting kombineres. Og hvorfor pokker er eventuelle forsuttede karameller ikke fjernet fra hvor man skal sidde? Det ser ulækkert ud der på jakken. Ja, det ER ulækkert. Og derfor ønsker man selvfølgelig ikke at et sådant billede spredes – slet ikke hvis det ser ud som om man er i en tavs dialog med karamellen eller (med sit vanemæssigt nedladende ansigtsudtryk) ser op til den.
Så selvfølgelig råber Lars Løkke Rasmussens pressechef, Søs Marie Serup, vagt i gevær når hun erfarer at et sådant billede er taget. Som hun siger til Politiken: ” statsministeren var kommet for at deltage i et talkshow og ikke andet”. Nej, og hvem fanden regner så med at en klistret karamel sætter sig på albuen?
Problemet er bare – og det må Søs Marie Serup også se at lære – at ethvert forsøg på benspænd bliver blæst op i medierne og kun gør sagens kerne endnu mere opsigtsvækkende og populær.
Billedet er faktisk godt, karamellen glinser ikke for meget, og omgivelserne er pæne. Det er tilmed et ganske uproblematisk scenarie, for med det arrogante fjæs Lars Løkke stiller op, er der ingen reel fare for etos-overførsel fra karamel til statsminister. Lars Løkke har så at sige selv sørget for sagen.
Man kan vælge at se billedet som et imageproblem, eller man kan vælge at se det som et selvfølgeligt – og ret forudsigeligt – resultat af at gæste et talkshow hvor der også kommer mere eller mindre forsuttede karameller i sofaen. (Man kunne eventuelt som pressechef have undersøgt på forhånd hvem der ellers kom.) Hvis man vælger problemvinklen, gør man billedet til et problem som det egentlig ikke er; man sætter det i et lys som man ikke behøver sætte det i. Og hvis man tager konsekvensen af dette valg og forsøger at få billedet bremset, så laver man i virkeligheden effektiv PR for denne lyssætning.
Det er selvfølgelig træls at man ikke kan justere nogle ting stille og roligt bag kulissen. Det er træls at man ikke lige ud kan bede nogen om noget off the record, og det er træls at man ikke kan stole på at den der er i den anden ende af et telefonrør, holder tæt. Men sådan er det bare: Forfængelige spinmanøvrer slipper ud, journalister elsker dem fordi det er en indsatsfri måde at vise at de holder øje med hvem der forsøger at manipulere, og fordi det – som ethvert mobbeoffer ved – altid er interessant for mobbere at finde et forfængeligt eller pinligt punkt og blæse det ud. Den bedste manipulation er således at gøre alt med tilsyneladende fuldt overlæg eller ligegyldighed, og i øvrigt holde sin kæft.
Man kan også producere sådanne spinafsløringer med vilje for at få et budskab ud om at man var betænkelig, men desværre ikke kunne gøre noget. Det er dog ikke sandsynligt i dette tilfælde, for det første fordi Lars Løkkes ansigt klarer opgaven glimrende, for det andet fordi det i visse kredse kan opfattes som arrogant og ufolkeligt at få tømmermænd over at være set med en karamel på albuen. Og vær vis på at der er Lars Løkke-stemmer blandt karamel-fans.
Med andre ord: Hvis Søs Marie Serup havde kunnet censurere sit eget forsøg på censur, så havde hun nok gjort det nu.
Den 23. oktober kiggede jeg på et banner fra DR.dk’s dækning af kommunalvalget. Lad os se lidt mere på bannerne og den forrykte kommatering i dem.
Der er jo forsøgt kommatering med traditionelt grammatisk komma, hvilket betyder at der skal være komma såvel før som efter ledsætninger. ”Se” er en imperativ (bydemåde) og danner altså både kryds og bolle. Der mangler således et startkomma foran det første ”hvem”. Man kan så undre sig over at der inden for en meget kort tekst er husket et tilsvarende komma mellem ”se” og ”hvem” længere henne. Det kan man da kalde inkonsekvens bøjet i neon, men jeg gætter på at det har at gøre med det hykleriske fænomen blandt jævne tilhængere af grammatisk komma (som journalistsfæren jo er) at man ikke kan lide når et enkelt ord er afgrænset af kommaer.
Måske er det også derfor kommaet efter ”spørgsmål” er glemt eller undladt. Det er ellers det eneste vigtige komma i teksten – altså et komma man ville have haft med i fornuftig kommatering også – fordi det afgrænser to helsætninger. Summa summarum: Kommateringen her er elendig. Og hvad værre er: Den er absurd i forhold til indholdet.
Korrekt kommatering efter traditionelt grammatisk komma:
”Se, hvem der stiller op til valget i din kommune. Svar på 15 spørgsmål, og se, hvem du er mest enig med.”
Korrekt kommatering efter Dansk Sprognævns anbefaling (nyt komma):
”Se hvem der stiller op til valget i din kommune. Svar på 15 spørgsmål, og se hvem du er mest enig med.”
Egentlig er DR – både som offentlig institution og i kraft af egne målsætninger – forpligtet til at gengive et korrekt og meningsfuldt dansk. Men det er tydeligt at virkeligheden halter efter skåltalerne, specielt når man i bannere, som er en genre beregnet på gentagen læsning og høj grad af synlighed over længere tid, ikke prioriterer korrekturen. Det er en ynk.