onsdag den 31. december 2014

Konkurrenceopsamling


Christine Antorini (øverst til højre) er politisk leder af et undervisningsministerium. Peter Birch Sørensen var formand for en produktivitetskommission der afleverede sin afsluttende rapport 31. marts 2014. Thomas Müller og Mario Götze var nøglespillere for Tysklands fodboldverdensmesterskab i 2014. Ole Bornedal var en omstridt dramamanuskriptforfatter da tv-serien 1864 blev vist i oktober-november 2014. Før datid kan kaldes en pluskvamperfektumbøjning. Og tøjpapegøjen Andrea synger på Snakke Bagvendt-Sangen, indspillet i juni 1974 – og optræder dermed som bakkesnagvendtsangerinde på en klassiker som fyldte 40 år i år, og som sammen med de andre sange på pladen "Kaj og Andrea" stadig er en favorit og afspilles i stuer og på børneværelser.

Nemlig!

Okay, så får I resultatet af julekalenderkonkurrencen. Jeg synes i øvrigt den forløb over al forventning – der var både suspense og nogle sjove bud på ord undervejs.

Af hensyn til Aage og Pernille der har været ret intense i budgivningen, må jeg hellere benytte mig af den journalistiske nyhedspyramide og omgående slå fast at stillingen blev således: Aage S.J.: 10,2, Pernille: 7,2, anonyme A: 6,0, Daniel N.B.: 5,8, Anja: 2,2, Morten O.: 1,6, Claus K.: 1,5, Nina F.: 1,4, Claus D.: 1,3, Emma: 0,8, Ole P.A.: 0,8, Søren G.: 0,8, Anders H.K.: 0,8, Mikael S.: 0,7.

Fra fjerde- til femtepladsen er der et spring som gør at man må sige de første fire skiller sig ud. Aage, Pernille og det anonyme A har at dømme på deres indsats gerne villet vinde. Der er gået lidt systemtipning i den nogle gange, og en del af især Aages bud er underkendt, men det kan tilgives når man også kommer med kreative bud af fineste sproglige kvalitet, og det har de alle. Daniel har været mere tilbagelænet i sin indsats, men er så skarp (eller tænker i så høj grad som jeg gør) at han er kommet til at ligge i vinderfeltet. Herefter følger 10 personer som lejlighedsvis har leget med og er kommet med et eller to bud. Tak til alle for at gøre det til en sjov oplevelse!

Aage er af flere grunde en fortjent vinder. For det første sparkede han fodboldverdensmesterskab ind på tavlen allerede da der stod ”kab”. Det var oplagt, men det var også tørt sparket ind, og det næste gæt på ord nummer 3 kom vel at mærke først fire dage senere. For det andet udviser det sproglig klasse og god stil at foreslå gymnastiklærerarmbøjning på et tidspunkt hvor der står ”mbøjning” – især fordi det var forfriskende for undertegnede der ikke havde set den komme. Pergamentpapirsombøjning er i mine øjne en my mindre poetisk, men når manden et par dage senere supplerer med origamiverdensmesterskab, må jeg overgive mig til dem som par og til den mystik der opstår om hvorvidt Aage er optaget af at bukke papir. For det fjerde er pariserkabaretsangerinde et ganske eventyrligt og velformet ord.

Pernille var den første der gættede rigtigt, nemlig undervisningsministerium allerede den anden dag. Det skyldes muligvis at hvis man googler ord med 24 bogstaver, ja, så finder man det nævnt. Bud som tilvejebringelsesmission og kirkesalmetekstforfatter viser dog under alle omstændigheder en fed sproglig sans, og højdepunktet for mig er ubetinget krydstogtskibsfortøjning på et tidspunkt hvor der netop stod ”øjning”. Det er genialt! At Pernille så også gættede dramamanuskriptforfatter rigtigt, er en mindre ting.

Det anonyme A havde ikke nærlæst reglerne og kom lidt skævt ind i konkurrencen. Men det var det anonyme A der den 13. satte en lavine af verdensmesterskaber i gang ved at foreslå dressurverdensmesterskab. Og ja, det er sandt: Tænker man kun i fodbold, håndhold, tennis og den slags, er der kun fodbold på 7 bogstaver. Men tænker man pludselig i mere udanske indlån, åbner der sig cricket, curling, ironman, maraton, parkour og bowling. Det anonyme A’s fornemmeste bud er dog børnehjemsforstanderinde den sidste dag det kunne lade sig gøre, nemlig da der stod ”erinde”. Det minder mig i øvrigt om den fremragende roman af Erik Valeur ”Det syvende barn”.

Daniel gættede pluskvamperfektumbøjning da der stod ”bøjning”. Han må have gjort det samme som jeg gjorde da jeg konstruerede gættelegen. Jeg ville finde en grammatisk term som var lang og underlig, og testede straks noget med ”pluskvamperfektum”. Daniel skulle bare finde en slags ”bøjning”, og har sikkert testet hvad det skøre ord pluskvamperfektum kunne løbe op i. På sin vis ikke sværere end at gætte undervisningsministerium eller fodboldverdensmesterskab – hvis man åbenbart tænker ligesom jeg gør. Det gjorde Daniel også da han skulle finde den kryptiske sangerinde. Gættet kom senere end jeg havde ventet; der stod immervæk ”ndtsangerinde”, og gættet var i første omgang forkert. Daniel troede at han havde skudt papegøjen, men den havde hun været i sigtekornet, og han havde skudt forbi. Begrebet ”snakke bagvendt” skal selvfølgelig snakkes bagvendt, altså bakkes snagvendt, og derfor skulle det naturligvis være bakkesnagvendtsangerinde. Den slags ved man bare hvis man kender sin Kaj og sin Kjøller. Det er et spørgsmål om dannelse, og dette er ikke noget jeg siger for sjov eller i ironi. Evnen til at more sig med at bakke snagvendt, altså snakke bagvendt, altså ombytte konsonanter foran hovedtryksbærende vokaler, bør være på en top-50 over almen dannelse i dansk kultur. Og som sagt havde Snakke Bagvendt-Sangen 40 års jubilæum i år.

Ord-quiz nummer 5 har kastet to meget etablerede bud af sig, nemlig sikkerhedsforanstaltning (Claus K.) og befolkningssammensætning (Søren G.). Det må være to af de mest solide ord på 24 bogstaver der overhovedet findes. De er mere solide end de ord jeg har dannet konkurrencen ud fra. Selv undervisningsministerium har noget sammensat over sig fordi det bare er en (tilfældig) slags ministerium. ”Verdensmesterskab i fodbold” eller ”manuskriptforfatter til et (tv-)drama” er opløste former af hhv. fodboldverdensmesterskab og dramamanuskriptforfatter. De to sammensatte former er naturlige nok, men de opløste former er mere almindelige. For sikkerhedsforanstaltning og befolkningssammensætning gælder det at den sammensatte form er den mest almindelige. Derfor kalder jeg dem solide.

Ord-quiz nummer 6 har jeg fremhævet en del bud fra. Men jeg vil også fremhæve spiritusprøven konstantinopolitanerinde (Ole P.A.), som er et ord jeg slet ikke kendte på forhånd, men det har sit eget danske Wikipedia-opslag. Og så skal Anjas bedste bud, wagneroperakorsangerinde, også nævnes. Fonetisk har den ikke helt samme chikke timeglasfigur og dynamik som pariserkaberetsangerinde, og en korsangerinde ved en Wagner-opera vil jo heller ikke stå i front, men det er dog et velbygget ord som refererer til en særdeles realistisk entitet.

Nedenfor ses hvilke point den endelige stilling baserer sig på. Tallet i hver parentes er datoen (som delvist har betydning for vurderingen), mens tallet foran er pointet. Som sagt vægtes normalitet (at det er et etableret ord) og kreativitet (at det er et smukt eller finurligt ord), mens det søgte og efterlignende trækker ned. Og som sagt får de rigtige gæt 1 point, med undtagelse af ord nummer 6 som får 2 point, mens ord som kunne være de rigtige da gættet kom, vurderes mellem 0,5 og 0,8, og ugyldige mellem 0,1 og 0,4. Mange bud er ikke taget med fordi jeg fandt dem en tand for søgte. I bakspejlet var det for meget at udlove 0,5 til gyldige bud, men hos dem der har spammet med mange tænkte konstruktioner, er der en god balance i andelen af akkurat godtagne (0,5 point) og underkendte bud (0 og glemt). Skulle jeg lave en sådan konkurrence igen, ville jeg dog foretrække en glidende vurdering fra 0,0 til 0,9.

#1
1,0 undervisningsministerium (2., Pernille)
0,7 fritidspædagogseminarium (3., Claus K.)
0,6 ligestillingsministerium (7., Claus D.)
0,6 landdistriktsministerium (8., Daniel N.B.)
0,5 forebyggelsesministerium (13., anonyme A)

#2
0,7 dansktopmusikkomposition (2., Anja)
1,0 produktivitetskommission (5., Morten O.)
0,6 retsforbeholdskommission (5., Morten O.)
0,8 tilvejebringelsesmission (7., Pernille)
0,6 ligerettighedskommission (11., anonyme A)

#3
1,0 fodboldverdensmesterskab (3., Aage S.J.)
0,7 skeetskydningsmesterskab (7., Pernille)
0,6 dressurverdensmesterskab (13., anonyme A)
0,6 cricketverdensmesterskab (13., Pernille)
0,6 curlingverdensmesterskab (13., Pernille)
0,7 appelsinessensmesterskab (14., Aage S.J.)
0,5 ironmanverdensmesterskab (14., Aage S.J.)
0,5 maratonverdensmesterskab (14., Aage S.J.)
0,7 atletikverdensmesterskab (14., Aage S.J.)
0,6 origamiverdensmesterskab (14., Aage S.J.)
0,7 parkourverdensmesterskab (15., Aage S.J.)
0,5 bowlingverdensmesterskab (15., Aage S.J.)

#4
0,7 kærlighedsromanforfatter (4., Mikael S.)
0,8 gysermanuskriptforfatter (7., Anders H.K.)
0,5 kriminalepisodeforfatter (7., Aage S.J.)
0,7 dessertkogebogsforfatter (8., Nina F.)
0,7 seriemanuskriptforfatter (8., Daniel N.B.)
0,8 krimimanuskriptforfatter (9., Emma)
0,7 kirkesalmetekstforfatter (10., Pernille)
1,0 dramamanuskriptforfatter (11., Pernille)
0,5 prosamanuskriptforfatter (13., anonyme A)
0,5 romanmanuskriptforfatter (14., Aage S.J.)
0,6 scenemanuskriptforfatter (14., Aage S.J.)
0,7 pornomanuskriptforfatter (15., anonyme A)
0,6 lortemanuskriptforfatter (15., anonyme A)
0,7 operamanuskriptforfatter (15., anonyme A)
0,5 spisemanuskriptforfatter (20., Pernille)
0,5 gallamanuskriptforfatter (20., Aage S.J.)

#5
0,7 standarddansundervisning (3., Nina F.)
0,8 sikkerhedsforanstaltning (3., Claus K.)
0,8 befolkningssammensætning (5., Søren G.)
0,8 krydstogtskibsfortøjning (7., Pernille)
1,0 pluskvamperfektumbøjning (7., Daniel N.B.)
0,8 gymnastiklærerarmbøjning (9., Aage S.J.)
0,8 pergamentpapirsombøjning (9., Aage S.J.)
0,5 datidsimperfektumbøjning (11., Pernille)
0,5 nutidsimperfektumbøjning (13., anonyme A)
0,5 fremtidsperfektumbøjning (16., Aage S.J.)

#6
0,8 konstantinopolitanerinde (4., Ole P.A.)
0,8 børnehjemsforstanderinde (6., anonyme A)
0,8 wagneroperakorsangerinde (8., Anja)
0,7 natsommerfuglefængerinde (8., Anja)
0,7 konservatoriumsangerinde (8., Daniel N.B.)
0,8 pariserkabaretsangerinde (9., Aage S.J.)
0,7 wieneroperettesangerinde (11., Claus D.)
0,8 snakkebagvendtsangerinde (13., Daniel N.B.)
2,0 bakkesnagvendtsangerinde (18., Daniel N.B.)

Ugyldige bud da de indkom
0,1 skadedyrsbekæmpelseschef (8., anonyme A)
0,4 musicalcabaretsangerinde (13., anonyme A)

Mange af ordene (eller dele af dem) er googlet for godkendelse eller underkendelse. Googler man eksempelvis forebyggelsesministerium, ser man straks at der findes et ”Ministerium for Sundhed og Forebyggelse”, og så er forebyggelsesministerium i en relevant sammenhæng et legitimt ord. Omvendt kunne jeg netop på grundlag af en googling ikke acceptere kollektivitetskommission eller reservegesandtsangerinde. Andre ord er faldet på stavning. Eksempelvis går croquetverdensmesterskab ikke når spillet på dansk staves ”kroket”. Og så er der de søgte, men hvorfor har jeg godkendt lortemanuskriptforfatter når skrækmanuskriptforfatter er vejet og fundet for søgt? Jo, nu var det jo helt konkret Ole Bornedal jeg tænkte på da jeg lavede konkurrencen, og eftersom stemmer i en højrøstet debat om tv-serien 1864 har ytret at manuskriptet er noget bras, må lortemanuskriptforfatter naturligvis belønnes for sin aktualitet – også selv om det er et korn fundet i blinde (og også selv om jeg personligt er lodret uenig i det meste af kritikken af Bornedal).

Spisemanuskriptforfatter og gallamanuskriptforfatter er de to yderste godkendelser, men Pernille argumenterede godt for spisemanuskriptforfatter (der findes jo også hele teaterstykker arrangeret omkring et måltid man som publikum deltager i), og så var jeg nødt til også at godkende Aages gallamanuskriptforfatter. Den slags begivenheder – både restaurantoplevelser og fester – kan vel godt være så koreograferede at et decideret manuskript er tænkeligt.

Største kvaler havde jeg med de skide perfektumbøjninger. I forvejen måtte jeg læse meget mellem linjerne i diverse opslag for overhovedet at godtage mit eget ord pluskvamperfektumbøjning, for det er uklart om det er en konstruktion med to ord der hver for sig kaldes bøjede, eller om det samlet set kan kaldes en bøjning. Det er typisk i dansk grammatik at man simpelthen behændigt undgår det man ikke ved, så pluskvamperfektum kaldes aldrig direkte en bøjning, og en sådan undgåelse kan så fortsætte i generationer af opslagsværker. Det ser man på mange områder. Hvilken ynk! Intet mod til at skære igennem. Men det ville i mine øjne være åndssvagt ikke at kunne kalde den samlede før-datid-konstruktion for en bøjning, og da jeg i en opslagsbog fandt formuleringsmæssigt antydet belæg herfor, vedtog jeg at det var i orden.

Men jeg synes ikke det var morsomt da Pernille kom med datidsimperfektumbøjning, for lægelatin i grammatik er IKKE årsagen til at jeg er blevet sprognørd. De sproglige systemer og mekanismer interesserer mig, men det interesserer mig overhovedet ikke hvad de hedder på græsk eller latin. Men jeg måtte jo på den: Imperfektum bruges slet ikke i dansk grammatik; her hedder det præteritum. Og præteritum betyder rundt regnet bare datid. Så kunne datidsimperfektumbøjning være andet end dobbeltkonfekt? Ja, med lidt god vilje, for det kan også være ting der har datidsform men ikke betyder datid, fx ”Du kunne vel ikke række mig vinen” eller ”Bare du ville holde op med at ryge” – og disse kan man med temmelig god vilje kalde hhv. ”nutidsimperfektum” og ”fremtidsimperfektum”, i hvert fald i en form for privatsprog. Det er nu ligegyldigt med den gode vilje, for man bruger som sagt ikke betegnelsen imperfektum på dansk, men man kan jo godt på dansk tale om grammatikken i andre sprog, så realismen i de tre forslag har jeg absolut intet overblik over, men jeg regner dem for sandsynlige. Og desuden er de halve point fordelt på Pernille, Aage og det anonyme A, så det har intet ændret. Men lad os bare sige at mit forbehold for de tre imperfektum-ord er så stort som det overhovedet kan blive.

Jeg tilbyder de fire moralske vindere indlæg i løbet af januar-februar. Indlæg som de enten skriver selv, eller som er dannet på baggrund af mailudvekslinger med dem eller blot på baggrund af deres ønsker. Og så prøver jeg at finde ud af hvordan man tilsender Aage noget chokolade – og muligvis noget papir han kan bukke når han har taget sine armbøjninger.

Godt nytår!

mandag den 1. december 2014

Julekalenderkonkurrence

Konkurrencen er slut, et indlæg om ord og vindere følger snarest. Glædelig jul!


Se indkomne gæt længere nede i teksten.

Det er 6 naturligt byggede ord på 24 bogstaver, og hver dag afsløres et nyt bogstav i ordene bagfra. Opdateringen vil for det meste ske kl. 19.30. Du kan gætte på et ord (eller flere ord) så snart du har et bud på hvad ordet er. Det er ligegyldigt om du kommenterer herunder, på bloggens facebookside eller sender mig en hemmelig mail. Dit bud gælder fra det tidspunkt det er afsendt, og jeg afslører ikke om du har ret eller uret, før den 24.

Praj
Ordene er alle navneord i ubestemt ental, altså ingen bøjninger. Derudover har ordene intet med hinanden at gøre; de har blot længden tilfælles. Det øverste ord regner jeg for at være det letteste at gætte, og det sidste er sværest og kræver kreativ tænkning. Da antallet af naturlige ord på 24 bogstaver jo nok er noget begrænset, kan det sagtens give mening – i hvert fald for de øverste ords vedkommende – at komme med gæt fra start. Ingen af ordene er emnemæssigt søgte. De mest konstruerede af dem henviser (indirekte) til personer eller begreber som er kendte eller nogenlunde aktuelle. Der er altså ingen søgte konstruktioner a la ”klædeskabsbestyrerkasket”. Ingen af ordene fordrer bindestreger (der er altså ingen sammensætninger med tal, forkortelser, ordgrupper eller udenlandsk), og de binde-s’er som er her, er ikke til diskussion – jeg har netop udeladt et i denne sammenhæng relevant ord som ”kommakommunikationslæser” fordi binde-s’et for nogen ville kunne diskuteres.

Præmie
Et gavekort på 150 kr. til Peter Beier Chokolade (chokolade der nydes langsomt og koncentreret ligesom indlæggene på Kommakommunikation).

Pointgivning

  • Det rigtige gæt på ord nr. 1, 2, 3, 4 og 5 giver 1 point.
  • Det rigtige gæt på ord nr. 6 giver 2 point.
  • Øvrige bud som var gyldige da de indkom, giver mellem 0,5 og 0,8 point alt efter en kombination af naturlighed (modsat det konstruerede) og af poetisk indtryk.
  • Bud som ikke var gyldige da de indkom, får mellem 0,1 og 0,4 point ud fra samme vurdering, indtil et loft på 1 point per person. Man kan altså godt spæde til med op til 1 point ved at finde flere gode ord med 24 bogstaver.

Gyldige gæt (ikke nødvendigvis det der skal stå i quizzen, men som på tidspunktet for gættet kunne have stået der)

#1
undervisningsministerium (2., 22.04, Pernille)
fritidspædagogseminarium (3., 21.31, Claus K.)
ligestillingsministerium (7., 05.38, Claus D.)
landdistriktsministerium (8., 20.19, Daniel N.B.)
forebyggelsesministerium (13. ??.??, anonyme A)
#2
dansktopmusikkomposition (2., 23.20, Anja)
produktivitetskommission (5., 01.20, Morten O.)
retsforbeholdskommission (5., 01.20, Morten O.)
tilvejebringelsesmission (7., 13.47, Pernille)
ligerettighedskommission (11. 12.00, anonyme A)
#3
fodboldverdensmesterskab (3., 22.28, Aage S.J.)
skeetskydningsmesterskab (7., 20:10, Pernille)
dressurverdensmesterskab (13. ??.??, anonyme A)
cricketverdensmesterskab (13. 17.53, Pernille)
curlingverdensmesterskab (13. 17.53, Pernille)
appelsinessensmesterskab (14. 00:58, Aage S.J.)
ironmanverdensmesterskab (14. 10.??, Aage S.J.)
maratonverdensmesterskab (14. 10.??, Aage S.J.)
atletikverdensmesterskab (14. 10.??, Aage S.J.)
origamiverdensmesterskab (14. 12:04, Aage S.J.)
parkourverdensmesterskab (15. 00.26, Aage S.J.)
bowlingverdensmesterskab (15. 00.27, Aage S.J.)
#4
kærlighedsromanforfatter (4., 21.41, Mikael S.)
gysermanuskriptforfatter (7., 15.45, Anders H.K.)
kriminalepisodeforfatter (7., 20:55, Aage S.J.)
dessertkogebogsforfatter (8., 17.10, Nina F.)
seriemanuskriptforfatter (8., 20.??, Daniel N.B.)
krimimanuskriptforfatter (9., 20.15, Emma)
kirkesalmetekstforfatter (10. 22:13, Pernille)
dramamanuskriptforfatter (11. 21:18, Pernille)
prosamanuskriptforfatter (13. ??.??, anonyme A)
romanmanuskriptforfatter (14. 00:19, Aage S.J.)
scenemanuskriptforfatter (14. 00:47, Aage S.J.)
pornomanuskriptforfatter (15. 09.24, anonyme A)
lortemanuskriptforfatter (15. 09.24, anonyme A)
operamanuskriptforfatter (15. 09.28, anonyme A)
spisemanuskriptforfatter (20. 15:51, Pernille)
gallamanuskriptforfatter (20. 21:41, Aage S.J.)
#5
standarddansundervisning (3., 14.47, Nina F.)
sikkerhedsforanstaltning (3., 21.31, Claus K.)
befolkningssammensætning (5., 10.05, Søren G.)
krydstogtskibsfortøjning (7., 13.29, Pernille)
pluskvamperfektumbøjning (7., 23.19, Daniel N.B.)
gymnastiklærerarmbøjning (9., 00.20, Aage S.J.)
pergamentpapirsombøjning (9., 00.20, Aage S.J.)
datidsimperfektumbøjning (11. 20:58, Pernille)
nutidsimperfektumbøjning (13. ??.??, anonyme A)
fremtidsperfektumbøjning (16. 23.00, Aage S.J.)
#6
konstantinopolitanerinde (4., 23.41, Ole P.A.)
børnehjemsforstanderinde (6., 10.32, anonyme A)
wagneroperakorsangerinde (8., 20.07, Anja)
natsommerfuglefængerinde (8., 20.14, Anja)
konservatoriumsangerinde (8., 20.29, Daniel N.B.)
pariserkabaretsangerinde (9., 00.30, Aage S.J.)
wieneroperettesangerinde (11. 16.16, Claus D.)
snakkebagvendtsangerinde (13. 17.24, Daniel N.B.)
bakkesnagvendtsangerinde (18. 17.33, Daniel N.B.)

Ekstra bud
Bud som umuligt kunne være de rigtige da de kom ind, men som ikke desto mindre er gode og kreative bud på ord med 24 bogstaver, og er man ikke anonym, kan man godt score point til konkurrencen på det:

skadedyrsbekæmpelseschef (8., 13.55, anonyme A)
musicalcabaretsangerinde (13. ??.??, anonyme A)

NB: Jeg er streng med binde-s'er. Hvis et binde-s helt klart påkræves i ordet, men ikke er i buddet, eller hvis det omvendte er tilfældet, behandler jeg ikke ordet. Hvis binde-s'et kan diskuteres, er buddet fint nok og kommer med.

Genudsendelse
I forbindelse med den daglige opdatering af dette indlæg ”genudsender” jeg også Peter Pjevs’ Juledagbog fra 2009 ved at forny linket til dags datos afsnit 5 år tilbage:

Peter Pjevs' juledagbog #1: Så kan I se hvad I synes
Peter Pjevs' juledagbog #2: Hej, samfund!
Peter Pjevs' juledagbog #3: Glat og veltilfreds ligesom en negerbolle
Peter Pjevs' juledagbog #4: Arvesønnen
Peter Pjevs' juledagbog #5: Hende fra sundhedsorganerne
Peter Pjevs' juledagbog #6: Bonusinfo
Peter Pjevs' juledagbog #7: Debatklimamøde
Peter Pjevs' juledagbog #8: Kuglegraver
Peter Pjevs' juledagbog #9: Lades i stikket
Peter Pjevs' juledagbog #10: Opholdelsen af samfundet ...
Peter Pjevs' juledagbog #11: Introvært i Eldorado
Peter Pjevs' juledagbog #12: Nedslukket
Peter Pjevs' juledagbog #13: Not jet
Peter Pjevs' juledagbog #14: Rekreationen Lykkefritz
Peter Pjevs' juledagbog #15: Selvtægt
Peter Pjevs' juledagbog #16: Majonæse
Peter Pjevs' juledagbog #17: 5400 Krybespil
Peter Pjevs' juledagbog #18: Tort til gengæld til Bubber
Peter Pjevs' juledagbog #19: Luder-koldt vand
Peter Pjevs' juledagbog #20: Sådan dannede ugler
Peter Pjevs' juledagbog #21: No fuel-jubelæumshyldest
Peter Pjevs' juledagbog #22: Københavnere har ingen autoritet
Peter Pjevs' juledagbog #23: Hemmelighedskrammeri i Se og Hør
Peter Pjevs' juledagbog #24: Nu er det jo så nemlig jul

 

torsdag den 27. november 2014

Lad det gro

Oh-no-mo-vember!!!

Nej, det blev egentlig ikke så slemt som jeg havde forestillet mig. I hvert fald ikke som sidste og forrige år hvor jeg følte at de med gru ventede 24 dage i december med kommerciel juleautopilot i det offentlige rum, blev ekstrapoleret 30 dage forud med et lige så automatiseret helvede af selvsmagende drengemænd med ironisk udgroede overskæg og vist nok et budskab om at få mænd til at øge opmærksomheden på eget helbred – i disse indslag mest udlagt som noget med at nulre nosser, hvilket i et utilgiveligt udslag af moderne kvindetækkeforfængelighed fik en af disse ”ambassadører” til at bedyre at han ikke selv behøvede at gøre dette. Ingen nævnt, alle glemt.

Og måske er Movember også feset lidt ud. End ikke Detektor-vært Thomas Buch-Andersen, der ellers i lange tider har rendt rundt med en skarp (og lidt fjollet) overskægsstreg, gider. Og det forstår man jo egentlig godt når man ser hvordan danske Movember-ambassadører tidligere år har skændet kampagnen med en blanding af 9 dele salvelsesfuld narcissisme og 1 del budskab.

Alt efter sproglig holdning er det danske sprog også blevet en smule skændet af Movember-fænomenet. Her tænker jeg ikke kun på meningsløs omgang med metaforer når man fx kalder ethvert overskæg for en ”snegl” og ikke reserverer metaforen til de pomadiserede overskæg som rent faktisk kunne ligne sorte skovsnegle. Nej, jeg tænker også på den sproglige bastard som er slæbt ind i det danske sprog med Movembers indtog fordi journalister ikke kan skelne mellem engelsk og dansk: At gro et skæg.

Det kan man ikke, og det kan ikke hedde sådan! Eller det har i hvert fald ikke kunnet lade sig gøre før. Gro kan (eller kunne) på dansk kun være noget ting gør af sig selv. Noget gror. Der er ikke nogen der kan gro noget.

Planter gror, skæg gror, negle gror, utilfredshed og andre ting kan i overført forstand gro. At gro er et indbygget potentiale i levende ting. Man kan ikke tvinge noget til at gro. Hvis der er meningsfuld grund til at tale om en menneskelig handling, ligger denne snarere i reaktioner på at noget gror. Eksempelvis barberer man sig, klipper græsset eller prøver at forhindre ting i at gro.

Overordnet er ”gro” i betydningsmæssig familie med verbet ”ske”: At gro er noget der sker, og man kan hverken gro noget eller ske noget. Andre eksempler er fx ”spire”, ”sove”, ”størkne” og ”eksistere”.

Ligesom man kan tale om at atomer har valens (deres forbindingspotentiale med andre atomer), kan man tale om at verber har valens. De nævnte verber har en valens på 1, eller man kan sige de er monovalente. Der findes også divalente verber, nemlig dem der som regel forbinder subjekt og objekt – det gælder fx ”se” eller ”hærde” der både kan optræde monovalent (Jeg ser) og divalent (Jeg ser en elefant). Endelig er der de trivalente som kan have et indirekte objekt med i ligningen, fx ”ønske” og ”sende” (Jeg ønsker dig en snarlig helbredelse)(Jeg sender en mail til chefen).

Man kan spørge om vi mister noget sprogligt ved at ”gro” bliver divalent som mange andre verber?

Ja, vi mister altid noget når et verbum kan strække sig over flere muligheder end det kunne. Når man mister en begrænsning i sproget, mister man betydning al den stund at der ligger betydning i begrænsning – tænk bare på abstraktionsstigen og på forskellen på en spade og et graveredskab. Forskellen mellem de monovalente verber og resten til hobe er den mest interessante, for dette at det ikke er noget man kan gøre, men kun kan håbe på vil ske, er en central betydningsdannende begrænsning.

Der ligger en nærmest eksistentiel ydmyghed i de monovalente verbers medbetydning af at handlingen ligger uden for menneskets direkte indflydelse. At noget gror, spirer, vokser, lever, eksisterer eller sker, er noget vi må håbe eller vente på – ja, det gælder sågar sove eller . Vi kan ikke dø nogen; vi kan dræbe nogen, ja, men det er så et andet verbum der netop sørger for at den monovalente betydning er reserveret til ”dø”. Det samme gælder forholdet mellem ”gro” og ”dyrke”.

Ud over den indlysende engelske påvirkning (og måske også vore dages mangel på eksistentiel ydmyghed) har det måske været medvirkende til valensudvidelsen af ”gro” at det lyder underligt at ”dyrke skæg”. Ja! Og det behøver man altså heller ikke, man kan ”lade skægget gro”.

I Den Danske Ordbog er ”gro” dags dato stadig kun angivet som monovalent. Det ser man udtrykt ved etiketten ”Grammatik” hvor der udfor står ”NOGET gror” (og så er der sat et muligt adverbial på, men det fungerer ikke som aktant i relation til valensbegrebet). Hvis det havde været divalent, havde der – som det er tilfældet under ”se” – stået noget i stil med ”NOGEN ser NOGET/NOGEN”.

Måske skulle vi i anledningen af dette års interesseforladte Movember benytte lejligheden til at hælde en god gang ufortyndet Roundup omkring den divalente brug af ”gro”? Om den vil dø eller vedblive at eksistere, kan vi kun vente og se ad. Ske hvad ske vil; jeg har hermed gjort mit.

Ja, okay. Selvfølgelig skal du ikke snydes for et gedigent overskæg – måske det mest valide overskæg nogensinde set – oven i købet på en ganske flot fyr.


Tom Selleck kunne noget med hår da han var på toppen. Her placeret i noget der umiskendeligt ligner en Ferrari, og mon ikke vi skriver cirka 1983? Hm, internettet mener at vide at billedet er fra 1985. Okay, muligvis.

søndag den 16. november 2014

Igårdistan

Frisøren spurgte hvad jeg arbejdede med. Det prøvede jeg at svare hende på, men måske gik jeg lidt for vidt.

Efter få sætninger forsøgte jeg at sætte mit kald – og mine udfordringer desangående – ind i en almen ramme ved at pointere at budskabet om godt og korrekt sprog desværre ikke sælger sig selv på samme måde som budskabet om klipning gør det. I alt for mange tilfælde er iværksætteren med nyhedsbrevet, bloggeren eller sågar redaktøren ikke tilstrækkelig kompetent rent sprogligt til simpelthen at erkende potentialet i sproglige forbedringer. Og eftersom (manglende) indsigt og interesse hænger sammen, er disse mennesker svære at flytte. Det er en udfordring.

Så vidt, så godt. Og så fortsatte jeg.

Snart nævnte jeg at jeg engang i toget havde talt med en dansklærer som havde fortalt at hun ikke rettede elevernes ordfragmenteringer, altså at ”kakao mælk” og ”mad kasse” var helt okay i den danske stil. Med den slags dansklærere er det ikke så sært at den sproglige bevidsthed er til at tude over, for som jeg sagde til frisøren: ”Det danske sprog er jo baseret på at der er grammatisk forskel – tænk bare på ’sær aftale’ og ’særaftale’, eller ’din varme regning’ og ’din varmeregning’.”

Dette fik tilsyneladende anslået en streng hos frisøren, der straks supplerede med at ”igår” jo også egentlig skal være i ét ord.

???

”Nej, det er nu navneord jeg tænker på. Det er navneordene der er det væsentlige,” svarede jeg.

Og frisøren fortsatte med at ”igår” er i ét ord fordi dette med ”(at) gå” jo er en én ting, og ”igår” noget andet. Hendes argumentation stod mig ikke helt klar, men når jeg i skrivende stund tænker nærmere over den, må det handle om at hun troede at et ord, en ortografisk helhed – fx ”går” – ikke kan betyde flere ting, ergo må ”i går” staves ”igår”, altså som ét ord og vel at mærke et andet ord end ”går”. Under alle omstændigheder var det tydeligvis noget hun havde tænkt en del over på forhånd.

”Nej, de to ting har ikke noget med hinanden at gøre,” docerede jeg. ”I dag, i går, i morgen og den slags er altid i to ord. Du kan huske det på at ’på torsdag’ er i to ord.”

Damen ved siden af med sølvpapir i håret og Billed-Bladet i hånden må på dette tidspunkt have vidst at jeg havde lagt mine friske æg i en rådden rede, og at jeg bitterligt fortrød indsatsen. Hendes mur af tavshed gjorde mig kun endnu mere pinligt berørt. Men nu bakkede frisøren heldigvis ud af sin pointe ved at konstatere noget i retning af at man godt kunne stirre sig blind på noget. Og jeg tog imod tilbuddet om total tilbagetrækning ved at give hende fuldkommen ret, alt imens mit forsøg på at forklare om den værste fejl man kan lave i dansk, nemlig fragmenteringen af sammensatte navneord, lå tilbage et øde sted som ingen nogensinde ville komme forbi igen.

Så snakkede vi om hår. Hun klippede fint.

torsdag den 30. oktober 2014

Når det redaktionelle hoved sidder under armen

Overskriften indebærer at året 1874 var et rekordvarmt år, varmere end 2014. Dette er den indiskutable konsekvens af formuleringen ”varmeste år siden 1874”. Det kan simpelthen ikke betyde andet.

Men som både manchet og indledning fortæller (klik evt. for større billede), er det jo ikke sådan det skal forstås. Man har blot ikke lavet sammenlignelige temperaturmålinger før 1874 og kan derfor ikke sige noget tilstrækkelig præcist om de forudgående tusinder af år.

Overskriften er altså misvisende, og det er jo nok ikke den kære journalist selv som har lavet den. Spørgsmålet er så hvorfor de redaktionelle kræfter der har bemyndigelse til at lave overskrifter hen over hovedet på journalisterne, gør det med eget hoved under armen?

Her er et par forslag til hvordan man kunne have formuleret en mere retvisende overskrift:

  • 2014 kan blive varmeste år
  • 2014 kan blive varmeste år nogensinde målt
  • 2014 kan sætte varmerekord
  • 2014 vil sandsynligvis sætte varmerekord

Forslag nr. 2 er en smule længere end den misvisende overskrift, og nr. 4 er ét anslag kortere, mens 1 og 3 er betydeligt kortere.

Der bør med andre ord være plads til at tænke sig om.

onsdag den 22. oktober 2014

Kysser døde og begravede lig

Ja, nogle gange er læseoplevelsen ved journalistik netop som at kysse døde og begravede lig – eller et dødt og begravet sprog. Man kan ikke rigtig nå det.

Se bare dette ubegribelige makværk fra Jyllands-Posten på nettet:

Det er ikke et ægte skærmaftryk, for skærmaftrykket – ja, jeg leder stadig efter et passende dansk ord, og jeg agter at fortsætte til jeg finder det – er fra Jespers mail, ikke fra Jp.dk. Men Jesper har tekstkopieret teksten direkte.

Og han spørger:

Her må sgu da være noget galt? Dels kan der jo kommateres anderledes, men står det ikke som om man vil forhindre at begravede lig IKKE spreder virus til grundvandet?

Jo da! Der er alt galt.

For det første skaber det manglende komma efter ”døde” de problemer jeg har antydet i overskriften, nemlig at man ”kysser de døde og begravede lig …” indtil man så støder på ordet ”ikke” og opdager at noget er galt. I øvrigt ville ikke blot det nødvendige komma men også et gentaget ”at” styrke strukturen og gøre det mere velformuleret.

For det andet har man en dobbeltnegation som vender det man mener, til det modsatte, nemlig undgå ikke at sprede, der jo betyder at man gerne vil sprede.

Jeg har set meget vrøvl – og også vist en del af det på Kommakommunikation – men dette må være noget nær rekord i vrøvl som følge af sproglig ubehjælpsomhed eller absolut skødesløshed. Hurtigt skal det åbenbart gå.

Hvad jeg kan finde ved en søgning nu, er denne underrubrik:

>>Ebola: Efter måneders råb om hjælp er ”rige lande” i Europa under stærkt pres for at øge kampen mod ebola. Men der er også brug for en kampagne, så efterladte ikke kysser de døde, og begravede lig ikke spreder virus til grundvandet.<<

Se det er jo MEGET bedre. Dog ønsker jeg stadig mere struktur mellem de to led(sætninger), hvilket i denne version ville kunne skabes med et gentaget ”så” foran ”begravede”.

onsdag den 15. oktober 2014

Ingen og egernet

 

Ingen
end ikke ejeren af arealet
anede
endsige ænsede
at
egernet
ivrig og adræt ilede
ind over engen og op i en eg

 

 

fredag den 26. september 2014

Pseudodansk

”The reason why”? Possibly.

”Årsagen til hvorfor”? Absolut nej. Det er dobbeltkonfekt.

Man kan sige: ”Årsagen til at …, er fundet”. Eller man kan sige: ”Hvorfor …, er endelig klarlagt”. Men man kan ikke blande det sammen.

Det er måske ikke en stor fejl i forhold til hvad man ellers er udsat for i den journalistiske malstrøm. Det er mere en af de mange små stifter i den dansksproglige ligkiste – i hvert fald til sproget som vi kender det. Spørgsmålet for mig er om vi vil beholde vores sprog eller afskaffe det til fordel for et pseudodansk. Hvis vi vil det første, må vi skabe en skolegang som klart eliminerer denne slags misforståelser, og som er mere omhyggelig med at skelne mellem dansk og engelsk.

Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis behøver at være skadeligt for dansk at poderne skal lære engelsk fra første skoleår, og dermed før de for alvor lærer dansk som voksensprog og skriftsprog. Men jeg er sikker på at det går mere eller mindre galt hvis ikke man begynder at stille højere krav til skriftlig dansk. Dette kræver formentlig dygtigere dansklærere – i folkeskolen, i gymnasiet og på de journalistiske uddannelser. Hele vejen igennem må en ordentlig lærer have pondus og viden til at anholde fejl.

Den dag pseudodansk som i aviseksemplet her indgår systematisk i danskpensummet på diverse uddannelser, er fødekæden sluttet og svær at bryde igen. Resultatet er at sproget bliver dummere og mere upræcist. Så er det at Den Danske Ordbog optager ulogiske dobbeltnegationer ligesom den nu – helt grinagtigt – godtager de forkerte, reciprokke betydninger af forfordele og bjørnetjeneste.

Men det er ikke kun en opgradering af lærergerningen vi har brug for. Vi har også brug for en kulturændring. Et samfund hvor løftede pegefingre og irettesættelser betragtes som personlige angreb, er et åndeligt degenereret tabersamfund. Det er det samfund vi lever i nu. Løftede pegefingre er gaver. Ja, de kan være mere eller mindre tiltalende indpakket, og de kan være leveret i forargelsens ilttilførselsblokerede orgastiske rus, men når dunsten er drevet af, er de stadig gaver. Store gaver.

Så løft venligt pegefingeren – hvis du ved hvad du taler om!

Og som modtager: Lær at betragte irettesættelsen som en gave, selv om det ved gud er svært lige i det øjeblik man møder den.

søndag den 14. september 2014

Sætter verdensrekord og slår sig selv


Dr.dk.

Denne gang bør Jesper Ralbjerg rettelig noteres som forfatter til et blogindlæg. Jesper skriver:

Kan man egentlig det, altså slå en ny verdensrekord? Man kan vel slå en verdensrekord og sætte en ny? Man kan vel endda slå en nyligt sat verdensrekord, men slå en ny? Eller er jeg bare blevet gammel og mavesur?

Og jeg svarer:

Du har ret, Jesper. Det hedder sætte ny verdensrekord, og overskriften burde have heddet ”Tom vil sætte ny verdensrekord i planke”, ligesom der i manchetten skulle have stået ”… og i morgen vil han sætte en ny”. Det lyder i øvrigt også meget mere positivt med ”sætte”.

Så vidt jeg kan tænke mig til, er der to oplagte årsager til fejlen – og det er meget vel en kombination af de to: 1) Skribentens ordforråd er svagt. 2) Skribenten har tænkt meget på at Tom Hoel slår sin egen verdensrekord, og spiller derfor sig selv et puds med en slags sproglig kortslutning. Jeg synes vi skal lade tvivlen komme ham til gode og gætte på grund nummer 2. Men en klar fejl er det.

Intet aspekt ved den korrekte formulering, ”sætte ny verdensrekord”, antyder at han ikke selv er indehaver af den seneste verdensrekord, tværtimod.

Jeg synes i øvrigt ikke der burde stå ”har en verdensrekord”, men bare ”har verdensrekord”, eller bedre: "har verdensrekorden". Det første antyder at han har én verdensrekord blandt flere mulige, og dermed at der er flere discipliner inden for planke, men det er der vel ikke. Ja, nu er det mig der spørger dig.

torsdag den 28. august 2014

Prygleknappen

Kære Rune Kristensen

Mit Word-program sætter heller ikke rød streg under prygleknappen – heldigvis. Det skulle nemlig gerne i højere og højere grad være sådan at vi kan sætte ord sammen og danne nye ord uden at sprogsvage sjæle skræmmes til ordfragmentering på grund af røde streger. Man kunne således forestille sig at vi havde et quizprogram i tv med sådan nogle buzz-knapper, og at én af deltagerne trykkede ekstra flittigt på sin – ja, i den typiske standup-tågehornstypes jargon ”pryglede” den – hvorefter denne buzz-knap blev omtalt som prygleknappen. Det er da en mulighed.

Hvad har du selv tænkt at prygleknap betyder?

Har du tænkt at det er den knap ved højre hånds skjorteærme som er særlig svær for venstre hånd at knappe, og som man derfor kan blive rigtig vred på?

Eller har du i grunden ikke tænkt så meget?

Jeg har en formodning om at du har ment ”Prygelknaben Israel”. Det kommer der heller ingen rød streg under i Word, for prygelknabe er et rigtigt dansk ord (altså fungerende i dansk) indlånt fra tysk. Knabe betyder dreng, og prügelknabe (prygledreng) betyder syndebuk, formentlig fordi eksempelvis en stalddreng fik den straf (de prygl) som de højere herrers sønner eller døtre skulle have haft. Også i Danmark har det været almindeligt at give en knægt uden indflydelsesrige forældre skylden for diverse ulykker og skarnsstreger, så det behøver man ikke mange Bille August-film på nethinden eller meget omløb i knoppen for at kunne sige sig selv. Ja, man skulle tro at netop en konservativ var sig pinligt bevidst om det.

Jeg har et råd til dig. I din egenskab af et af det borgerlige Danmarks lysende håb såvel som i din egenskab af kommunikationsrådgiver bør du besinde dig på altid at tænke kritisk over den egentlige betydning af de ord du bruger. Det vil du komme langt med – tænk bare på Fogh, der uden at være et decideret sprogmenneske dog forholder sig til sproget med præcision og omtanke.

Bortset fra det har du gjort rigtigt i at (forsøge at) vælge ”prygelknabe” frem for ”syndebuk”. Prygelknabe accentuerer helt andre sproglige kvaliteter. Mens syndebuk betoner synden, skammen og skylden, som er ret passive størrelser udadtil, betoner prygelknabe selve straffen i aktion. Også fonetikken – eksplosivet P, det ru R og den stejlende Y-lyd – er med til at gøre prygelknabe til et gruopvækkende ord i forhold til det lydligt mere duknakkede syndebuk. Så forudsat man har din politiske holdning til Israel, er det et godt ordvalg fordi det minder om at landet vedvarende er udsat for terrorangreb. Syndebuk ville konnotere en mere fredelig situation – en kold konflikt, frem for en varm.

Nu er dit indlæg godt 1½ måned gammelt, og jeg kan se at Jyllands-Posten har fået rettet ordet. Dette indlæg slipper du dog ikke for, knægt.

mandag den 11. august 2014

Kan vi få et u?

Radioavisen taler i dag om at der er brug for nye broere. Jeg ved ikke hvad det er, og har prøvet at slå det op, men uden resultat. De siger jo ikke broer, og vi har vel også nok at tænke på med Femern-forbindelsen. Nej, de siger udtrykkeligt broere! Og så siger de at der skal være flere af dem på bibliotekerne.

Kan det være brugere de taler om?

Jeg ved godt at det holder hårdt med at antyde den ganeagtige g-lyd, men at u skal forvandles til o i DR’s radioavis i ordet brugere, synes jeg måske lige er et niveau for sølle.

Kan vi få et u?

torsdag den 31. juli 2014

Efter min mening

Hej T. Her behandles sproget grundigt, så lad mig først tage de ting du ikke spørger om, og så kommer jeg tilbage til dit spørgsmål.

  • Pronomet ”I” er altid med stort, i modsætning til forholdsordet ”i”. Det hedder eksempelvis: ”Vil I med i skoven?”
  • Du er for tilbageholdende med kolon. Det er ikke forbudt at bruge kolon, faktisk kan det være det eneste meningsfulde, og det er det efter ”her” i din første linje og efter ”Eks.”.
  • Der skal være komma foran ”det I siger”, for ”det” er en gentagelse af grundleddet (det første ”Det” i sætningen), og dermed står det gentagede grundled i såkaldt ekstraposition. Sjovt nok ville enhver anden form (”hvad I siger”, ”at I siger [noget]” osv.) unddrage sig denne analyse fordi man normalt godt kan have foreløbigt subjekt (det første ”Det”) og egentligt subjekt (”hvad I siger”, ”at I siger [noget]”) uden at det fremkalder ekstraposition, men det vil den blotte gentagelse af ”det” altså gøre.
  • Der skal ikke mellemrum foran spørgsmålstegn.

Og så til dit egentlige spørgsmål, som også er det mest interessante:

Dit spørgsmål er godt, for der er intet grammatisk der bestemmer om der skal komma omkring ”efter min mening”. Det beror udelukkende på hvor meget du vil betone det. Er denne ’vaccination’ af dit udsagn obligatorisk, selvfølgelig – ja, lidt slavisk – og dermed også udtalt uden særlig betoning eller pause foran? Eller vil du udhæve det i måden du siger det på, og dermed understrege det?

Ikke-betoning eller betoning afgør simpelthen om du vil gøre det til et indskud med kommaer (eller tankestreger) omkring. Isoleret set – jeg har kun dit tænkte eksempel at kigge på – ville jeg nok råde dig til her at understrege det som et indskud. Det skyldes at du slår relativt hårdt ved ikke bare at sige at noget er ”forkert”, men at det er ”helt forkert”. Med et sådan forstærket kategorisk prædikat er det klogt at skabe balance ved at understrege at det er din subjektive oplevelse eller følelse. Og netop fordi der kan være en pointe i at det er en følelsesmæssig oplevelse, kan der sagtens være en pointe i at skrive ”helt forkert” og ikke bare ”forkert”.

”Efter min mening” er et af de mange adverbielle led vi kan bruge til at belægge vores budskab med forbehold, præcisere dets rækkevidde, underbygge det, forstærke det eller gradbøje det. Grammatisk tilhører det den gruppe man kalder sætningsadverbialer, fordi de justerer styrken, vinklen og rækkevidden af sætningens budskab som helhed.

Andre eksempler på sætningsadverbialer kunne være ”vel”, ”faktisk”, ”formentlig”, ”sgu”, ”kraft stejle mig”, ”ifølge min gamle klasselærer”, ”på sin vis”, ”sådan set”, ”i den grad”, ”så vidt jeg ved”, ”medmindre vi hører andet inden for den næste time”, ”i hvert fald hvad angår Løkkes privatøkonomi”.

De sidste tre eksempler vil der under alle omstændigheder være komma (eller tankestreg) omkring fordi det er ledsætninger – og også i nyt komma vil man sætte komma foran dem.

Men de små kan man selv bestemme tyngden af. Eller sagt på en anden måde: Man kan selv bestemme om man vil markere dem som indskud eller lade dem stå umarkeret.

Bemærk at sætningsadverbialer også kan få en forskellig grammatisk tyngde alt efter hvor de står i sætningen:

  1. Faktisk er hun gravid.
  2. Hun er faktisk gravid.
  3. Hun er gravid, faktisk.

Fordi sætningsadverbialer skal markere styrken eller kvaliteten af hele budskabet og dermed er vigtige for opfattelsen af budskabet, kommer de noget for sent når de står til sidst. Derfor får de en lidt appositionsagtig eller selvkorrigerende kvalitet der kræver komma.

Lad os se på et andet:

  1. Efter min mening er hun gravid.
  2. Hun er(,) efter min mening(,) gravid.
  3. Hun er gravid – efter min mening.

Med dette indholdsmæssigt noget tungere adverbialled kan vi se at det som foranstillet adverbial ikke kan blive tungt nok til at påkræve komma. Den forreste plads i sætningen (temapladsen) er i forvejen en markeret plads – altså den plads vi stiller det led på som vi vil markere ved at gøre til ”tema” – medmindre vi bruger pladsen umarkeret til det naturlige tema, altså det vi i forvejen taler om (typisk grundleddet eller hvad den forrige sætning har lagt op til). Bemærk at slutstillingen her bliver så meget ekstra tung at jeg synes den trækker tankestreg.

Og så er der ledsætningen som kræver at være et indskud i begge kommasystemer:

  1. Så vidt jeg ved, er hun gravid.
  2. Hun er, så vidt jeg ved, gravid.
  3. Hun er gravid – altså så vidt jeg ved.

Bemærk at slutstillingen her er så meget tungere (og uegnet) at jeg synes den skal trække et ekstra ord (”altså”).

Man stiller umiddelbart sig selv mindst i centrum ved at have sætningsadverbialet i midten. At stille det forrest er den letteste måde at markere det på (det kræver ikke så tung tegnsætning) og er derfor fint som variation; men gør man det for ensformigt og systematisk, bliver teksten egocentrisk fordi man altid sætter subjektivitetsforbeholdet på temapladsen i sine sætninger. Endnu mere selvpromoverende er slutplaceringen fordi den får karakter af opmærksomhedssøgende (og selvsmagende) selvkorrektion, så den placering er almindeligvis ikke tilrådelig i læserbrevsgenren.

Som antydet går sætningsadverbialer lige fra den saglige nuancering fra en autoriet (”formentlig”, ”angiveligvis”, ”i visse aspekter”, ”for 75 procents vedkommende” osv.), over det socialt intelligente subjektivitetsforbehold fra en lægmand (”efter min mening”, ”som jeg har forstået det” osv.) og den betingelse der nærmer sig ren fortynding (”alt andet lige”, ”når alt kommer til alt”), til almindelige forstærkere (”i høj grad”, ”faktisk” osv.) og de mere humørprægede (”gud hjælpe mig”, ”glædeligvis”) og svulstige (”sgu”, ”for helvede”).

Det er ikke uden betydning hvem man er (accepteret som) på forhånd, hvad man taler om, og hvem man taler til. Sætningsadverbialerne afspejler éns forhold til de påstande man fremsætter, og er derfor afgørende for den etos (dvs. velvilje, åbenhed, ærlighed, kompetence, stabilitet, troværdighed og rimelighed i selvopfattelse) modtager tillægger én. Så det er ikke underligt at du netop overvejer dine sætningsadverbialer og vægten af dem i forbindelse med et læserbrev. De er afgørende for hvordan du vil blive opfattet, for bliver din etos dårlig, taler du for døve ører.

tirsdag den 22. juli 2014

Otte dage midt i virkeligheden

I otte dage har jeg haft trukket stikket ud. Først seks dage som underviser på et højskolekursus om skrivning, og herefter direkte til to dage med høsthjælp. En smartphone ejer jeg ikke, og min computer forblev hvor den var: pakket i bunden af tasken.

Beslutningen var meget ligetil på højskolen, nærmest en nødvendighed. Ansvaret som kursusholder og den altid lige lovlig knappe søvn i nye omgivelser og med nye, spændende mennesker gør at ens tid og mentale ressourcer per definition er pressede. Så ligesom det var et bevidst valg på forhånd at være væbnet til mindste uddelingspapir, var det også et bevidst valg – da det viste sig muligt – ikke bare at lade computeren forblive i tasken, men også helt undgå egen webmail.

Lørdag eftermiddag sad jeg så i en halvstor Massey Ferguson – katapulteret fra Jyderup til Haraldsted og mentalt udmattet af seks døgns højskolekursus – og betragtede Claas-mejetærskerens støvende arbejde i bygmarken mens jeg ventede på at den skulle komme om på min langside med armen den rigtige vej. Ventetiden var – ligesom mange senere ventetider – en oase af ingenting, og det fik mig til et par af de første gange at kigge på mobiltelefonen og overveje om jeg skulle genoptage nogle korrespondancer via sms.

Men jeg gad ikke. Det er var bedre at betragte musvågen der kredsede over den nu blotlagte mark, filosofere lidt, stirre lidt, tjekke om blinklysene bag på vognen nu også virkede, eller stå ud og strinte i stubmarken.

Bare være til stede, ligesom jeg efter bedste evne havde været til stede på højskolen.

Ensom føler man sig nu heller ikke når man har sin rolle at spille: at hjælpe sin morbror med høstarbejdet. Og desperat kontaktsøgende er man nu heller ikke når man lige har tilbragt seks døgn med omtrent 36 mennesker (15 egne kursister, 15 andre kursister, undervisere og personale) der har udfoldet sig som hele mennesker, kigget én i øjnene og været til stede sammen med én.

Af forskellige grunde så jeg mig nødsaget til at gå online i dag (mandag). Og ser jeg bort fra de væsentlige beskeder som jeg netop gik online for, er det underligt at se ned i rækken af Facebook-notifikationer og nyhedsmails. Alle til hobe fremstår de mere end nogensinde som de ligegyldigheder jeg hele tiden har haft mistanke om at de er.

Et passagerfly er skudt ned over Ukraine, men den nyhed var nået frem til spisebordet på højskolen, og vi kunne hverken gøre til eller fra. Resten af nyhedsstrømmen som kommer mig i møde nu, består af hengemte holdninger, bestilte meningsmålinger, spekulationer i EU-topposter, agurkehistorier samt direkte tåbeligheder fra Inger Støjberg (en gammel kending på denne blog). Og alt sammen køres det endnu en gang rundt i Facebooks ekkokammer hvor det aldrig bliver mere sandt eller mere relevant.

LinkedIn byder sig også til i min indbakke og mener at der er virksomheder der vil have sådan en som mig.

Alle disse virtuelle meninger og mennesker er jo alle sammen ligegyldige. Det kan jeg se efter otte dage offline. Det kan jeg forstå når jeg tænker på Anders, Anette, Anna, Bodil, Brit, Britta, Christine, Colin, Hanne og Hanne, Julius, Laila, Maria, Marit, Muhammed, Nana, Peter og Pernille der var til stede lige foran mig. Det indser jeg når jeg tænker tilbage på skrivekursisternes tekster, som alle var fulde af betydning uanset om de var faglige eller skønlitterære. Og det mærker jeg når jeg genkalder mig synet af mejetærskerens arm inde over vognen og følelsen af at jeg i rette øjeblik slipper koblingen. Alt dette var signifikant.

Man lader sig let besnære af den lette adgang til at udtrykke en mening om alting idet man ”følger med”, som det hedder, og især når man opildnes af andres vrøvl. Ligeså er det bekvemt at kunne positionere sig online i jagten på en kæreste, en sengeven, et job eller andre sociale fællesskaber. Du kan så at sige have 100 meninger i låget, og du kan have 100 fugle på taget. Men hvad har du rent faktisk i hånden når dagen er omme?

De mennesker der gider invitere dig i sommerhus, og de mennesker der henviser til dig i professionel sammenhæng, er næsten altid mennesker du har mødt ansigt til ansigt. De tilhører din virkelighed, ikke mindst fordi du tilhører deres.

Ja, jeg ved det. Tonen i dette indlæg er delvist ny og måske derfor en smule uafklaret. Sproget er muligvis påvirket af andre menneskers. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i, ja, hvad dette indlæg egentlig handler om. Jeg skriver på en følelse som er svær at indfange, og har to gange skrevet mig ind i en tåge og måttet slette igen. (De mange ’og’ i teksten afspejler en associerende strøm, frem for en hierarkisk ordnet argumentation – hvis jeg skal tilbyde lidt sproglig selvdiagnosticering.) Måske er det bare en rodebunke som skal ud. Men lad nu bare dette indlæg være et svar til de florerende invitationer på Facebook om i fem dage at skrive om tre positive ting man har oplevet i løbet af dagen, og så nominere tre venner til at gå videre med stafetten. Svaret er:

Jeg er glad for invitationen, men det kan jeg ikke! Der findes hele dage hvor jeg ikke oplever væsentligt andet end strøtanker og egne kropsfunktioner, og så findes der dage hvor jeg oplever en masse, eller sætter skibe i søen, men dog ikke ville opleve det på samme måde hvis jeg skulle opdele mit fokus og rapportere om det. De fleste oplevelser opfatter jeg som en hemmelig pagt med det oplevede, ikke nødvendigvis fordi det er med andre mennesker, nogle gange bare det oplevede i sig selv i form af fx en løbetur, et stykke musik, en samtale med en kat, en sommerfugl på nært hold, smagen af ribs, en samtale med mig selv, en sanset fornemmelse af struktur eller konsistens – situationer som måske kan genkaldes i et stykke tekst en dag, men for mit vedkommende ikke i en facebookopdatering. Lidt af samme grund rapporterer jeg nødig om igangværende arbejder fordi det tager energien ud af dem og udgør en ikke så lille risiko for hybris.

Jeg har det fint med denne fordeling: At være til stede i virkeligheden – og senere referere til enkelte såvel indre som ydre oplevelser i drøvtygget og eventuelt medieret form. Jeg er dybest set et privat menneske.

Mine otte dage offline har mindet mig om at de sociale medier i bred forstand ikke er hvad de prøver at indgyde én at være. Man kan bruge dem som redskab til at planlægge og opbygge noget som i bedste fald bliver til virkelighed. Nyheder er ikke så vigtige, og slet ikke folks uforgribelige meninger om alle de mange ting de ikke har førstehåndskendskab til – her tænker jeg på alt fra avisredaktørens klumme til opdateringen fra kællingen i kæret. Der er mere sandhed i skønlitteratur. Menneskelignende figurer på nettet, herunder såkaldte facebookvenner, er heller ikke så vigtige før det øjeblik de forvandler sig til rigtige mennesker og insisterer på at møde én ansigt til ansigt.

Hvis jeg nogensinde skulle glemme dette, trækker jeg igen stikket helt ud i mindst otte dage.

søndag den 13. juli 2014

Ja, raverende fejl

Sten forsøgt kastet fra eget glashus.

Rav i den på Ekstra Bladet.

Arbejd selv videre med den, kære læser. Egentlig minder det mig om ”Nu er du dum, Billy”, som har været et begreb i mit hoved siden jeg så taleboblen i en af Gary Larsons striber. Billy er mødt op til skudduel, med cowboyhatten sat perfekt, klar med en seksløber i bæltet ved hver hofte og fuldt koncentreret. Der er bare det ved det at Billy ingen arme har, og hans medduellant siger så de på én gang hjertelige og definitive ord: ”Nu er du dum, Billy”.

Ekstra Bladet minder mig lidt om Billy her.

onsdag den 28. maj 2014

Alt eller intet?

Mens jeg sidder og læser denne tekst på forsiden af Groupcares websted, er der noget som går op for mig:

Selv blandt højtuddannede, måske endda mennesker der decideret arbejder med tekst, er der en voksende tendens til at tro at ”al” ikke er et eksisterende ord. Jeg har set det mere og mere i løbet af det seneste års tid, både i de tekster jeg i egenskab af korrekturlæser retter, og i de tekster jeg ser som almindelig læser.

Det er tydeligt at ovenstående tekst – som må være Groupcares primære stykke tekst udadtil på dansk – har været igennem omhyggelig bearbejdning og en (ud fra egen selvforståelse) seriøs korrekturlæsning. Alligevel taler teksten om at ”samle alt ekstern kommunikation”. Men kommunikation er fælleskøn; ”ekstern” har jo heller ikke fået noget t på. Ganske vist er formen ”en kommunikation” lidet meningsfuld og derfor sjældent brugt, men det er ”kommunikationen” ikke, så hvordan kan der overhovedet opstå tvivl?

For at være helt klar: ”al” eller ”alt” følger kønnet – sværere er det ikke. Og hvis man ikke gider ”alt besværet”, er det ”al besværet” man skriver, fordi man mht. sådanne uafgrænsede og begrebslige mængder i intetkøn også kan sige fx ”den besvær” (”al den besvær”) og ikke mindst ”megen besvær”. Man behøver ikke engang at være jyde for at gøre dette! Så hvis der er en universalbøjning, hedder den ”al”, ikke ”alt”.

Måske udgør ”alt kommunikation” og tilsvarende tilfælde en form for hyperkorrektioner, netop fordi man – i hvert fald mundtligt – altid har tilladt det modsatte (altså ”al”). Når vi taler om ”arbejde”, som er et intetkønsord, hedder det normalt ”alt arbejdet”, men det har aldrig været forbudt eller været betragtet som ringere sprog (i hvert fald mundtligt) at sige ”al arbejdet”, og går man rundt og siger det, skal man (måske) lige huske at putte et t på når man skriver.

Er det mon derfor folk pludselig tror de altid skal putte t på? Jeg ved det ikke. Men underligt er det godt nok. Og tilmed ukorrekt. Det hedder ikke ”alt kommunikationen”. Det hedder ikke ”alt den jammer i partiet Venstre”. Og det hedder ikke ”alt den kærlighed du kan få”. Det hedder al, al og al.

Hvis ”al” ikke bruges ved fælleskøn, risikerer vi at ende i samme situation som med ”meget”. Her er det i dag suspekt, vist endda betragtet som formelt ukorrekt, at bruge ”megen” ved fælleskøn, fx ”megen vrede” eller … nå, ja, ”megen glæde”. Det er en skam. Og det ville være endnu en skam at ende dér med ”al”.

Så husk det nu: Det er ikke ”alt” eller intet; vi har faktisk også ”al”.

Eller med en lettere omskrivning af Paul Simons hit fra 1986: You can call it ”al”.

torsdag den 22. maj 2014

Tipsbladet søger dygtig redaktionssekretær

Det bliver hårde odds for det danske fodboldlandshold på grønsværen i aften. Her stiller Danmark nemlig ifølge Tipsbladet op med kun én spiller over for Ungarns formentlig 11 mand.

Men hårde odds er ikke ensbetydende med at en sejr er uden for rækkevidde, for som bekendt er bolden rund og alt kan ske. Smutter bolden fra ungarerne og ud over sidelinjen eller baglinjen flere gange end Ungarn scorer, og formår vores mand samtidig at omsætte samtlige målspark, frispark og indkast i målgivende situationer, er sejren så godt som hjemme.

Det kræver naturligvis held. Men heldet følger den dygtige og målrettede, og vores mand er dygtig og målrettet. Tilmed er han så sammenspillet med sig selv at der næppe vil opstå interne misforståelser på det danske mandskab i denne koncentrerede 1-0-0-opstilling. Ja, også den ringe risiko for at undervurdere modstanderen tæller til Danmarks fordel – tværtimod kan vi med 1 mod 11 være stensikre på at Ungarn vil undervurdere os og henfalde til lal og hybris.

Og netop manglende koncentration hos modstanderen er nøglen til succes når vores mand kanonerer bolden ind i Ungarns straffesparksfelt fra dødboldsituationer på egen banehalvdel. Såvel indkast som indirekte frispark vil ikke kunne omsættes i mål medmindre bolden strejfer en modstander på sin vej mod netmaskerne, men det vil ske, og heri ligger den danske genistreg. For det sandsynlige scenarie er naturligvis at flere af modspillerne af kedsomhed og vildrede samler sig, og netop gør dette i eget straffesparksfelt i solidaritet med målmanden.

Sådan vil vores mand i marken redde Danmarks ære.

Nå, ja. I den rette sammenhæng kan man imidlertid se at det kun er underrubrikken der hævder dette absurde scenarie.

Så måske skal Tipsbladet bare søge en redaktionssekretær med omløb i bolden?

mandag den 5. maj 2014

Liderjournalisten, del 2

Og det som jeg i går blev mindet om da jeg med afsæt i Se og Hør skrev om ynkelige journalistiske arbejdspladser, var denne 3 måneder gamle ”artikel” fra netop Se og Hør. Jeg bringer den her med understregning af de passager som indfrier artiklens vinkel:

Man kunne også sige at jeg har understreget de sexistiske passager eller slet og ret de liderlige passager, afhængigt af hvilken kontekst man ser teksten i.

Som tekstgenre ligner teksten til forveksling de tekster man ledsagede fotoserier af nøgenmodeller med i de nu hensygnede pornoblade. Man kan i indledningen udskifte med en hvilken som helst mandsdomineret studieretning eller arbejdsplads der måtte være mere realistisk for en 24-årig nøgenmodel, og så rammer teksten genren rent. I et pornoblad ville tekstens formål være dels at forankre modellen i den (måske) virkelige verden (fx studerer psykologi i Montreal og drømmer om at rejse i Europa) for at skabe et referencepunkt for læserens virkelighed og fantasier, dels at normalisere (og derved tilskynde) læserens seksuelle lyst ved at bruge et sprog der netop bryder den grænse.

Teksten hører til i et pornoblad. Kun dér – omhandlende en model der lever af at udstille sin krop på seksuel vis – ville den være at betragte som respektfuld over for sit emne. På skribent Elise Rasmussens vegne må man ærgre sig over at der ikke længere er gode stillinger at søge i danske pornoblade, og at hun må udfolde sine talenter i Se og Hør, for når det er en ny minister man skriver om på denne måde, forvandles den liderlige vinkel i kraft af sin abnorme malplacering til en uhørt sexistisk vinkel.

Jeg vil ikke lægge adjektiver til Elise Rasmussens egen figur, for jeg har den holdning at man aldrig offentligt skal udbrede sig om i hvilken grad man finder andre mennesker seksuelt attraktive, medmindre det er både positivt og i rette sammenhæng. Men du kan jo selv – bare oppe i hovedet – give dig i kast med genren. Lad mig præsentere det storsmilende hunkønsvæsen Elise Rasmussen:

søndag den 4. maj 2014

Liderjournalisten, del 1


Filmselskabets alibi for at lege med og kontrastere sig til den dårlige smag er Se og Hørs omfattende tv-program, der så i øvrigt ligger direkte op ad ugens glatragede selvbrunersylfide. Men hvor længe giver det mening for Filmselskabet?

Mens historien om Se og Hør i disse dage går en forargelsens sejrsgang hen over de danske medier, skal vi måske lige spørge os selv hvori den egentlige årsag til Se og Hørs bevidste brug af kriminelt indhentede oplysninger om de kendte ligger: Den sikrer et antal ”journalistiske” arbejdspladser i en konkurrence om lider og løgn som er så hård fra webmedierne at Se og Hør næppe ville kunne overleve uden et hemmeligt forspring.

Man behøver næppe at have skrevet ph.d. om Niklas Luhmann for at indse at ethvert (socialt) ”system” – i dette tilfælde Se og Hør som arbejdsplads – primært søger at sikre sin egen fortsættelse, og at enhver opfattet nødvendighed herfor accepteres i den interne kultur. Kerneforretningen er publicering af lummerhed og komplet ligegyldig sladder, uanset om denne er retvisende, fordrejet eller helt uden hold i virkeligheden, så for den enkelte medarbejder er der ikke for alvor nogen moralsk katarsis at hente ved at undsige brugen af mere og mindre ulovlige kilder som ingen udenfor ved noget om. Tværtimod betyder oplysningerne fra ulovlige kilder at man kan fylde spalterne med mindre fantasi og mere fakta. Så hvis man meningsfuldt skulle undsige noget, kunne man – set indefra – dermed lige så godt gøre op med tanken om Se og Hør som sådan og nedlægge sin arbejdsplads.

Derfor er det også naivt at forvente at Se og Hør-redaktionen skulle rette sig efter at en chef højere oppe i Aller-koncernen beder redaktionen droppe tys-tys-kilden og andre velfungerende ulovligheder. Det svarer til at skulle tage kvælertag på sig selv fordi en anden pludselig finder det moralsk tilrådeligt.


5. november 2007: Ken B. Rasmussen fra Se og Hør udsætter en uforberedt Naser Khader for en salve af anklager om fusk og sort arbejde i privaten, og dagen er til fulde reddet da Khader beder sig citeret ”Rend og hop” (fra Christoffer Guldbrandsens ”Dagbog fra midten”, 2009).

2. maj 2014: Ken B. Rasmussen har været ude på en længere rejse end de fleste tilbagelægger på 6½ år, og han har forberedt sprængstof nok til formentlig at jævne Se og Hør med jorden (fra Deadline, fredag den 2. maj).

Se og Hør vil som system betragtet bare sikre egen overlevelse ved at sikre sig sin del af sladderkagen – en kage som ene og alene eksisterer fordi et utal af danskere åbenbart finder fascination og underholdning i at læse endimensionelle, ubrugelige og mere eller mindre løgnagtige beretninger fra de kendtes frontlinje, alt sammen krydret med billeder hvis højeste stræben synes at være mest mulig hud, men i uæstetisk fremstilling.

Lad mig skære det helt ud i pap: Det starter og slutter alt sammen med om der er læsere til lortet. Derfor ligger det primære ansvar reelt hos den læser der i kraft af sit medievalg og sine klik støtter medier som Se og Hør, og næppe hos det syge monster der naturligvis ikke er i stand til at kværke sig selv – eller for den sags skyld hos de journalister inde i monstret som ikke har faglige kvaliteter til at finde en bedre arbejdsplads eller bare tilstrækkeligt menneskeligt format til at skride.

Det minder mig om et indlæg jeg gjorde forberedelse til for 3 måneder siden, men aldrig fik skrevet. Det kommer i morgen – i del 2.

PS: Nå ja. Lige nu synes nedenstående overskrift godt at kunne undvære kolonet, og sådan er der så meget. Men nissehuen kan den tidligere Se og Hør-mand vist godt beholde på en rum tid endnu.

Sproglig bonusinfo: Henrik Qvortrup er årsagen til at jeg indimellem ynder at bruge udtrykket ”al den stund at …”.

mandag den 28. april 2014

Zubair Butt Hussain og raketvidenskaben

Den 20. april delagtiggjorde Zubair Butt Hussain offentligheden i et regnestykke som ifølge ham selv ”ikke udgør den store raketvidenskab”, men som han ikke desto mindre valgte at basere et helt debatindlæg på.

40.000 islamister. Orv ja, det lyder vildt.

Lad os se på bevisførelsen:

Det kunne se ud til at der trods alt alligevel er tale om raketvidenskab for Zubair Butt Hussain, og at det denne gang er eksploderet mellem hænderne på ham.

Friskoler dækker de samme 9-10 års skolegang som folkeskolen. Og hvis eleverne er indskrevet på skolen i lidt over 9 år i gennemsnit, må det være lidt mere end en tiendedel af skolens elever der dimitterer hvert år.

Noget anderledes ser det imidlertid ud i Zubair Butt Hussains regnestykke: Her dimitterer samtlige elever hvert eneste år, med det resultat at regnestykket er multipliceret med en hokuspokusfaktor på knap 10.

Hvis vi bare for overslagets skyld ganger de indskrevne 4.000 elever (20 x 200) med en faktor på 1,1 (altså at 110 procent dimitterer på 10 år), får vi 4.400. Og lægger man dertil de tilstødende foreninger Zubair taler om, virker Akkaris slag på tasken med 5.000 slet ikke så tosset. Det må man derimod sige at Zubair Butt Hussains 40.000 gør.

Jeg ved ikke hvorfor der er travlhed med at kimse ad Ahmed Akkari som virker transparent og oprigtig. Men Politiken, og i dette tilfælde Zubair Butt Hussain, må være noget forblændet af denne uforklarlige iver efter at beklikke Akkari siden et så fejlbaseret debatindlæg kan få lov at passere.

Mindst 3 filtre burde have stoppet indlægget:

1) Zubair Butt Hussain burde have tænkt sig om. Men han er tilsyneladende så optaget af at få Akkari ud af kridthuset at han farer i blækhuset på basis af et fortænkt regnestykke. Tilmed undervurderer han Akkari så meget at han ikke finder det nødvendigt at tænke sit eget regnestykke kritisk igennem en ekstra gang.

2) Politiken lægger spalter til et indlæg hvis præmis er en åbenlys tanketorsk. Indlægget burde være stoppet af en redaktør eller en ansvarlig redaktionssekretær – ikke mindst af hensyn til skribenten selv.

3) Der har uden tvivl været korrektur på artiklen, ellers havde der været flere fejl. Og en god korrekturlæser eftertænker og anholder et så åbenlyst fejlslagent regnestykke. Korrekturlæseren har selvfølgelig ikke magt til at aflyse et indlæg, men anholdelsen bør være klar nok til at de ansvarlige indser at indlægget må droppes.

Hvis det ikke så tydeligt var en fejl, kunne man overordnet sige at den retoriske metode Zubair Butt Hussain benytter sig af her, er en blanding af to meget anvendte metoder i politiske debatter når parterne hellere vil udelukke hinanden end tale om substansen. Den ene metode består ganske enkelt i at man overdriver modpartens synspunkt. Den anden går ud på at påstå at modparten siger eller mener noget andet end det rent faktisk er tilfældet (stråmand). (Og disse metoder er i familie med en tredje metode, nemlig kunstigt at forstærke sine egne selvfølgeligheder ved at stille dem over for noget grelt som alle mener er grelt.) Sådanne metoder bruges dagligt med fuldt overlæg i diverse tv-transmitterede politiske debatter, hvilket er hovedårsagen til at debatterne ofte består af ren nonsens og mudderkastning. Frem for at tage udgangspunkt i en retvisende gengivelse af modpartens synspunkt, foretrækker man at destruere substansen ved at overdrive og fordreje den. Men når substansen er destrueret, er der ingen reel debat. Debat forudsætter at man lytter og forsøger at forstå modparten, og at man som minimum anerkender de af modpartens synspunkter der er logiske og saglige.

Sjovt nok har Zubair Butt Hussain en stil der med hypnotiserende kedsommelighed imiterer fairness. Det har han når han er på tv, og han har det også her. At der ikke nødvendigvis er meget substans i denne tilsyneladende omhu, ses i dette afsnit der ret beset nærmer sig sort snak kombineret med stråmandsargumenter:

Mig bekendt taler Akkari om et relevant afgrænset hypotetisk potentiale for rekruttering til fundamentalisme – et potentiale som skal undersøges nærmere. Hermed hverken siger eller antyder han at alle skolerne nødvendigvis fører eleverne i en sådan retning, eller at alle individer nødvendigvis lader sig påvirke.

Zubair Butt Hussain er uddannet cand.polit. og ansat som specialkonsulent (hvad det så end dækker over) i Sundhedsstyrelsen. Cand.polit. er en kandidatgrad i økonomi, og det rejser unægtelig en bekymring om hvad Hussain har fået lov at regne på i den danske centraladministration. Jeg er ikke utilbøjelig til at foreslå at der iværksættes en uvildig undersøgelse af hvor Hussain kan have haft en finger med på lommeregneren, og at man efterfølgende lader et revisionsfirma gennemgå alle regnestykker.

Det er jo ikke den store raketvidenskab, men det kan det blive hvis vi fx bedriver sundhedspolitik på forkerte forudsætninger og først sent opdager det. De nye supersygehuse er efter sigende ikke dimensioneret til det antal sengepladser der er brug for i fremtiden med en højere levealder og dermed flere ældre indlagte med flere sygdomme samtidigt. Den form for matematisk forståelse dette kræver, minder mig om noget. Gad vide om Zubair Butt Hussain har kalkuleret med for mange ”dimittender”?

torsdag den 3. april 2014

Sorry, Rubecca

Besked fra Facebook:

Der er selvfølgelig flere ting man kunne anholde her, men jeg gider ikke obducere engelsk, og hvad angår uhensigtsmæssigheden af at klikke på den slags, vil det nok være at tale ned til denne blogs læsere at uddybe yderligere. Én ting er det mig dog magtpåliggende at sige til Rubecca eller Olive og … nå ja, jer læsere:

Lige meget hvilket language du henvender dig til mig på, kan jeg ikke rigtig med afsendere der ikke kan eller vil give bare de vigtigste naturlige strukturerende pauser i en sproglig komposition et skriftligt modsvar i form af kommaer, tankestreger eller punktummer. Jeg opfatter det som sproglig analfabetisme og/eller en regulær fornærmelse: Et sprogligt Ikea-møbel afleveret i en rodebunke af elementer som man så kan samle selv. Det gider jeg ikke. Hvis du – eller for den sags skyld nogen som helst andre – vil mig noget, må I opsætte i det mindste den vigtigste del af skiltningen og i kraft af dette minimum af koncentration om formidlingen vise at der er mening, vilje og hjerte bag budskabet. Ja, gøre det til et udsagn og ikke bare en bunke af sproglige elementer.

Så sorry, Rubecca, men alene af den grund gider jeg dig ikke.

lørdag den 15. marts 2014

Stortalent og sjettefavorit

Danskeren Kevin Magnussen har i dagens kvalifikation forud for morgendagens australske Formel 1-grandprix sikret sig en startposition som nr. 4. Det er stort set allerede det bedste ”resultat” en dansk Formel 1-kører nogensinde har kunnet skrive hjem om, og slutter han løbet i morgen på en placering bedre end nr. 8, slår han sin egen far, Jan Magnussen, der scorede sin karrieres enlige Formel 1-point i Montreal i 1998. Men det Stewart-Ford-team Jan Magnussen havde plads i dengang, var – så vidt jeg husker – også udstyret med den sådan cirka tredjedårligste bil. I dag sidder sønnen i et af de formentlig tre bedste teams, og det skyldes blandt andet at han står på skuldrene af sin robuste far.

Så det er nok rimeligt at Kevin Magnussen er spået en Formel 1-sæson der vil ende med cirka en sjetteplads – man kan også sige at han er seedet som nr. 6.

Til gengæld er det temmelig tosset når Se og Hør – som det skete for lidt over en uges tid siden – anfører Kevin Magnussen som ”sjette favorit til at vinde verdensmesterskabet i Formel 1”:

Der kan være to kontekster. Enten taler Se og Hør på baggrund af rækken af favoritter til Formel 1-verdensmesterskabet gennem historien – og det er alt i alt nok flere favoritter end seks, selv om en kører som Michael Schumacher har været favorit flere gange – eller også taler Se og Hør ud fra en dansk kontekst. Det sidste er rimeligvis tilfældet, men det giver ingen mening at tale om den ”sjette favorit”, for Kevin Magnussen er på ingen måde den sjette danske favorit i Formel 1-sammenhæng. Ingen danske racerkørere har været decideret favorit til at vinde et verdensmesterskab, heller ikke Kevin Magnussen. Han kan måske en dag blive den første danske favorit.

Så Se og Hør må selvfølgelig mene noget andet, og det er jo nok ”sjettefavorit”, altså 6.-seedet, estimeret til at slutte sæsonen som sammenlagt cirka nr. 6.

Det er rystende at man kan bestå folkeskolen uden at have så meget styr på grundlæggende sproglig logik – også kaldet grammatik – at man ikke forstår forskellen på ”sjette favorit” og ”sjettefavorit” – eller for eksempel ”første elsker” og ”førsteelsker”. Og jeg mener da at man skal have haft lidt skolegang for at skrive for Se og Hør.

Kevin Magnussen udviser heldigvis større sikkerhed og suverænitet i sin metier end Se og Hør gør i sin.

Hvis man ikke abonnerer på en af betalingskanalerne, men er heldig at have RTL på fællesantennen, kan man se en 21-årig dansker i en McLaren-Mercedes i fjerde startposition på Albert Park-ringen i Melbourne kl. 7.00 i morgen tidlig, dansk/tysk tid – og samtidig lære lidt tysk.

lørdag den 8. marts 2014

Stop nu tiden

Langt de fleste indlæg på denne blog handler om sproget – det vindue eller den kikkert hvorigennem en skribent viser én noget – og langt de fleste af disse indlæg handler om den beskidte rude eller forvrængende kikkertlinse som gør visningen dårlig, uklar eller fordrejet.

Man kan også analysere det særligt gode sprog, men helst kun når det i forvejen peger på sig selv med bogstavrim, tretrinsraketter eller særligt sigende ordvalg. Det umarkerede gode sprog, derimod, bryder jeg mig ikke om at omklamre med analyse, for det svarer jo bare til den rene rude eller den perfekte kikkert.

Sproget skal have lov til at være ren rude eller perfekt kikkert på mange måder. Der er mange gode løsninger, og der er mange gode individuelle stillejer, ordvalg og tankerækker. At typologisere og kanonisere gode formuleringer er at kanonisere banaliteter (i retorisk forstand ”hjemler”), og det vil kun ødelægge lysten til sproget, på samme måde som analysen af det morsomme ved en vittighed vil ødelægge lysten til at være vittig.

Så det er ikke negativitet eller stor lyst til at pege fingre ad andre der gør at jeg interesserer mig mest for at skrive om fejl, sproglige misforståelser eller retoriske fordrejninger (samt en bagvedliggende undergravende systemisk ligegyldighed med sprogansvar). Ved netop at nøjes med at fokusere på hvad der smudser ruden til eller forvrænger kikkerten – altså fokusere på hvad der hindrer klar og vellydende kommunikation gennem vores fælles sprog – stiller jeg det gode sprog frit fra omklamrende analyse, hvilket i virkeligheden er forudsætningen for at det kan fungere som den rene rude eller den perfekte kikkert. Herved afleder jeg ikke opmærksomheden til en uvæsentlig grøft, for sproglige fejl og uhensigtsmæssigheder ligger altid midt i arbejdet med sproget.

Det gode sprog skal ikke selv være i fokus (medmindre det selv ønsker at være det med fonetisk og retorisk rytmik og staffage). Det gode sprog tjener kun hvad skribenten vil vise. Jo finere justeret sprog, desto finere facetteret indhold – måske endda syner, tanker og synteser læseren ikke på forhånd anede kunne nås med sproget – men sproget er til for dette indhold. (Derudover skal sproget også være så indvortes konsistent at det kan opretholde sig selv som system, altså som sprog, og derfor er sprogrigtighed og grammatik vigtigt selv om det måske ikke altid lige synes at være vigtigt for opfattelsen af indholdet i det enkelte tilfælde.)

Alt dette – sådan set en udredning af denne blogs filosofi – blot for at fortælle at jeg vil noget andet end jeg plejer.

I dette indlæg skal vi ikke se på sproget, men udelukkende på hvad sproget vil vise. Vi skal ikke engang diskutere om det er godt ”vist” – dvs. godt skrevet – for hvis det er dét, er der som sagt ingen grund til at diskutere det. Vi skal blot se. Se direkte gennem ruden eller i kikkerten. Måske skal vi ligefrem se hvad månen var for en følelse.

Da jeg læste Patti Smiths selvbiografi Just Kids (2010) i sin danske oversættelse, Just Kids, bukkede jeg fem sidehjørner. Fem steder var jeg – af vidt forskellige grunde – så ”høj” af hvad hun kunne vise, at jeg simpelthen måtte markere disse steder. Der er et sjette sted som jeg ikke så godt kan gengive her, nemlig bogen i sin helhed. Den handler om den udvikling hun gennemgår i livet sammen med sin sjæleven, den jævnaldrende kunstner og fotograf Robert Mapplethorpe, som hun mødte i 1967 da hun som 20-årig kom til New York, og som hun mistede da han døde af aids i marts 1989. (Åh, jo – lad hellere det præcise 25-år for Mapplethorpes død være anledningen til dette indlæg end at det lige tilfældigvis er kvindernes kampdag i dag. Jeg kender ikke Patti Smith godt nok til at vide om hun er jævnt ligeglad med en ligestillingsdebat som den ser ud i Danmark anno 2014, men jeg tror hun ser sig selv primært som individ og som menneske.)

Først er de kærester, siden blot venner. Men hele tiden mest af alt nære sjælevenner, og det er dét bogen handler om – i konteksten af deres boheme-tilværelse, bl.a. på det navnkundige Chelsea Hotel. Patti Smith skriver i højeste grad på detaljerede artefakter og sansninger, og derfor ville hun umuligt have kunnet skrive denne selvbiografi hvis ikke hun dengang havde skrevet dagbog om både ting og sager. Og det er måske i virkeligheden også det der gør at der overhovedet findes små, fortættede skriftsteder som kan klippes ud af sammenhængen.

Hvorfor nu tage fat i en amerikansk forfatter på en blog om dansk? Og hvorfor tale om skriftsteder i en dansk oversættelse? Mit svar på de to spørgsmål udmønter sig i et modspørgsmål: Hvorfor al dette snobberi om at læse på originalsproget? Det findes gode oversættere, og jeg vurderer den danske oversættelse som en dansk bog, en genfortolkning som ikke på nogen måde føles flad eller skæv. De fem steder har rørt, moret eller fascineret mig gennem en dansk rude. Og selv hvis mit engelske var 10 gange bedre end det er, tror jeg oversætterens er endnu bedre. Jeg vedkender mig at jeg dermed læser en bog af Patti Smith & Charlotte Kornerup, men jeg køber på ingen måde det snobbede argument om at dette skulle være mindre fint end blot Patti Smith.

Jeg har dog den anke – ja, det er jeg sgu nødt til at sige – at oversætteren ikke har lært sig nyt komma (eller at forlaget afviser det), for det er jo decideret fluelort på ruden at bruge grammatisk komma, med alle de kommaer der skal ignoreres for at forstå indholdet. Og det er en særligt skærpende omstændighed at udføre dette systemiske overgreb i oversat litteratur hvor disse meningsløse kommaer ikke findes i originalen, og hvor forfatteren ikke har nogen anelse om at overgrebet vil kunne ske. Jeg mener ikke at man skal sætte engelsk komma i en dansk oversættelse, for engelsk tegnsætning er også noget lort (på en meget anderledes måde end grammatisk komma er det), men ligefrem udsætte oversættelser for totalt meningsforstyrrende kommaer når vi har et bedre system, finder jeg groft. Nå … det må vi tale om en anden gang. Jeg har altså ikke givet mig til at sortere de generende kommaer fra (selv om jeg dybest set betragter dem som ren støj der intet har med citatrigtighed at gøre), så du må slå dig til tåls med fluelortet når det begynder at dukke op fra midten af 2. citat. Men som dansker er du jo trænet i det.

De første fire af de fem steder er selvsagt – i al deres udklippelighed – afstikkere fra bogens hovedspor, men sådan er det vel med skriftsteder. De står kronologisk, men jeg har valgt at slette sidetallene af hensyn til kommende læsere af bogen, for det vil ganske vist være en fornøjelse at læse stederne igen, men næppe at vide præcis hvornår de kommer.

Patti Smith er født den 30. december 1946, så regnskabet mellem årstal og hendes alder er altid let. Dermed er hun 22 da der bliver sat fodaftryk på månen. Herfra er kun overskrifterne mine.

1) Stop
Der lå dog noget i luften, en vibreren, en følelse af hastværk. Det var begyndt med månen, det uopnåelige digt. Nu havde mennesket gået på den, sat aftryk af gummisåler på en af gudernes perler. Måske var det bevidstheden om tidens gang, den sidste sommer i et årti. Indimellem havde jeg bare lyst til at løfte hænderne op og signalere stop. Men stop til hvad? Måske bare til at blive voksen.

2) Kohl
Rollen så ud til at være let for mig, for jeg havde ingen relationer til de andre karakterer i stykket. Min figur, Leona, var fuldstændigt lukket inde i sig selv, skød speed og rablede usammenhængende om Brian Jones. Jeg blev aldrig helt klar over, hvad stykket handlede om, men det var Tony Ingrassias epos. Ligesom i The Manchurian Candidate spillede alle og enhver med i stykket.
  Jeg havde min slidte bluse med den bådformede halsudskæring på, og jeg gned kohl rundt om øjnene, fordi jeg skulle se så grim ud som muligt. Jeg tror, jeg kom til at ligne en vaskebjørn på stoffer. […]

3) Hemmeligheden bag improvisation
[…] Da vi nåede frem til det sted, hvor vi skulle improvisere et skænderi i et poetisk sprog, fik jeg kolde fødder. ”Det kan jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
  ”Sig bare noget,” sagde han. ”Du kan ikke sige noget forkert, når du improviserer.”
  ”Hvad nu hvis jeg ødelægger det? Hvad nu hvis jeg ødelægger rytmen?”
  ”Det kan du ikke,” sagde han. ”Det er ligesom at tromme. Hvis du springer en takt over, så skaber du en anden.”
  På denne enkle måde lærte Sam mig, hvad der er hemmeligheden i improvisationer, og det har jeg haft glæde af hele mit liv.

4) Bort
I det fjerne så jeg en gammel kone i en tung frakke, med en spids stok i hånden og trækkende en stor lædersæk efter sig. Hun var i gang med at gøre rent på gravstederne. Da hun så mig, begyndte hun at råbe ad mig på fransk. Jeg undskyldte og sagde, at jeg ikke talte ret meget fransk, men jeg vidste godt, hvad hun måtte tænke. Hun så forarget på graven og på mig. Alle de jammerlige skatte og graffitien på gravstenene var kun en profanering for hende. Hun rystede på hovedet og mumlede et eller andet. Jeg var forbavset over, at hun ikke tog sig af den voldsomme regn. Pludselig vendte hun sig om og råbte med grov stemme på engelsk: ”Amerikaner! Hvorfor ærer I ikke jeres poeter?”
  Jeg var uendelig træt. Jeg var seksogtyve år gammel. Overalt omkring mig opløste regnen de beskeder, der var skrevet med kridt, som græd nogen dem bort. Bække af vand løb ind under de små amuletter og bar guitarplektre og cigaretskod med sig. Kronblade fra blomsterne på jordstykket over Jim Morrison flød af sted som Ofelias opløste buket.
  ”Ehh!” skreg hun igen. ”Svar mig, Amèricaine! Hvorfor ærer I unge mennesker ikke jeres poeter?”
  ”Je ne sais pas, madame,” svarede jeg og bøjede hovedet.
  ”Jeg ved det ikke.”

5) Bror
En dag, da vi sent om eftermiddagen gik ned ad Eighth Street, hørte vi ”Because the Night” blive spillet for fulde drøn fra den ene butiksfacade efter den anden. Den var et resultat af mit samarbejde med Bruce Springsteen, singlen fra albummet Easter. Robert var den første, der hørte den, efter indspilningen. Det var der en grund til. Det var det her, han altid havde ønsket sig for mig. I sommeren 1978 blev den nummer tretten på Top 40-hitlisten og opfyldte Roberts drøm om, at jeg en dag skulle lave et hit.
  Robert smilede og gik i takt med musikken. Han tog en cigaret op af pakken og tændte den. Der var sket meget for os, siden han havde frelst mig fra science fiction-forfatteren, og vi delte en egg cream på en fortrappe i nærheden af Tompkins Square.
  Der var ingen grænser for, hvor stolt Robert var over min succes. Det, han ønskede for sig selv, ønskede han for os begge. Han sendte en perfekt røgring ud, og i det toneleje, han kun brugte over for mig – påtaget irettesættende – udtrykte han sin beundring uden gnist af misundelse, vores bror-søster-sprog.
  ”Patti,” messede han, ”du blev berømt før mig.”

_

PS: Tak til Anders Rou Jensen og Fabijana Popovic for, totalt uafhængigt af hinanden, at give mig Just Kids i fødselsdagsgave! I dansk udgave for ét og et kvart år siden, og i engelsk for et kvart år siden. Det ekstra vink med en vognstang gjorde at jeg gik i gang med den danske. Nu kan jeg så træne mit engelske med en bog jeg kender – og har lyst til at læse igen (selv om jeg ikke er vild med at kigge gennem den engelske rude).