søndag den 30. juni 2013

Del 2: dansk topløs

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Del 1: dansk top løs

Kommakommunikation er måske en smule frækkere end andre seriøse hjemsteder for sprognørdede spidsfindigheder og krakilske krabaskslag, men naturligvis aldrig frækkere end Retskrivningspolitiet tillader. Lad os ikke dvæle ved fra hvilket hjørne jeg fik ideen, men nøjes med at konstatere at øverste venstre hjørne yder fuld dækning for denne i kraft af aktualitetskriteriet. De strålende dansktop-stjerner i nedre venstre hjørne kan jeg med mild og lettet stemme sige at jeg ikke kender, og selv om det almindeligvis må betragtes som en nedladende tåbelighed ligefrem at gøre en dyd ud af sin uvidenhed, er dette altså en information jeg vil skåne både din og min langtidshukommelses lagerplads for.

Derimod skal du selvfølgelig have information om pigen til højre. Den venter vi med til sidst, men jeg kan da røbe et par ting: 1) Tro mig: Det var møghamrende svært at google sig til et kvalitativt værdigt udtryk for ideen. 2) Men da det ”rigtige” billede omsider åbenbarede sig, viste belønningen sig dobbeltfold. Det ene aspekt af udbyttet giver vist sig selv. Det andet aspekt vil selv en indremissionsk bibliotekar fra Nørre Nissum være blød over for: Det viser sig nemlig at den billedserie hvorfra billedet stammer, med en vis ret kan kaldes et stykke kulturhistorie.

Ovenstående ordleg er under alle omstændigheder en kærlig hilsen til en positiv trend igangsat af den norske standup-komiker André Ulveseter. Med sine enkle splitbilleder leverer han ”bilder i kampen mot særskrivingsfeil” (som også findes på Facebook). Det kan for eksempel være handlingen ”hoste saft” (afbilledet med en pige der hoster saft ud af munden) over for tingen ”hostesaft” (afbilledet med en flaske hostesaft).

Med humor – og ikke mindst som kendt humorist – kan man nå langt, og noget tyder på at Ulveseter har vækket en bredere målgruppe i Norge for hvem det for første gang står tindrende klart at der er fundamental forskel på handlingen at ”fiske frikadeller” og tingen ”fiskefrikadeller” – for nu at oversætte endnu et eksempel der også fungerer på dansk.

Ulveseters eksempler har – akkurat som de eksempler jeg har nævnt – mestendels den konstruktion at en ting står over for en handling. Det sammensatte substantiv splittes i verbum + substantiv, hvor sidstnævnte har samme betydning som kernedelen af det sammensatte substantiv (saft=saft, frikadeller=frikadeller …), alt imens et eventuelt binde-e i det sammensatte substantiv kan bruges som infinitiv-endelse i det nye verbum. Men der er også eksempler på skift i substantivkernens betydning, fx ”tom gang” (altså en tom gang/entre i et hus) over for ”tomgang” (en stillestående bil med kørende motor angivet med røg fra udstødningsrøret). Dobbeltbetydningerne af såvel ”lever” som ”dør” fungerer ligeledes på både norsk og dansk. Sidstnævnte kan resultere i ”terrasse dør” (altså billedet af en terrasse der rives ned) over for en ”terrassedør”. Og dobbeltbetydningen af ”lever” bruger Ulveseter pædagogisk til at illustrere ”kylling lever” (en levende kylling) over for en ”kyllinglever”. Her ser vi så at der er forskellige muligheder på norsk og dansk, for på dansk skal der være et binde-e i kyllingelever. Men jeg har selv moret mig med en ordfragmenteret gengivelse af ordet ”kalvelever” i indlægget Kalve lever i skiver.

En variant jeg ikke synes jeg har set hos Ulveseter, er det ordfragmenterede adjektiv – hvad ”dansktopløs” over for ”dansk topløs” faktisk er. Men morsomheden fungerer også kun fordi ”løs” skifter fra at være kerne i et sammensat adjektiv til sammen med ”top” i ”topløs” at få en substantivisk rolle – det ved vi fordi det giver mening at tale om ”en topløs”, underforstået et (kvindeligt) menneske. Adjektivet forvandles til en slags identitet, jobtitel eller bare en tilstand man kan kaldes ved. Normalt vil man ved fragmentering af et sammensat adjektiv få to adjektiver hvoraf nummer to ikke (eller ikke ret godt) kan fungere substantivisk, og eftersom to sidestillede adjektiver skal have komma imellem sig, vil den alternative betydning som regel kræve et komma – fx ”(en) storskrydende (kronhjort)” over for ”(en) stor, skrydende (kronhjort)”. Hvis man udelader substantivet, kan de fleste lange tillægsformer (og mange andre adjektiver) dog overtage den substantiviske funktion (som vi så med ”topløs”), så ”en stor skrydende” betyder ”en skrydende der er stor”, og ”en norsk talende” betyder ”en talende der er norsk”. Men det bliver unægtelig noget søgt at benævne mennesker med adjektiver der ikke er så specifikt identitets- eller situationsgivende som fx topløs.

Ulveseters ide med at lave billeder af de absurde betydninger som ordfragmenteringerne resulterer i – og stille dem over for det der nok var ment – har også bredt sig til Danmark, foreløbig kun på hjemme- og Facebook-sider med et sprogrøgtende eller sprogsmiskende sigte (lad mig forklare ”sprogsmiskende” en anden dag), og nu kan jeg desværre ikke bevise det med et link, fordi jeg simpelthen har glemt hvor jeg har set det. Men man kunne jo foreslå et intelligent sprogmenneske som Anders Matthesen at tage handsken op på dansk grund. Det vil i hvert fald give mere gennemslag i visse kredse end vi andre nogensinde vil få. Bemærk dog at jeg i dette som i andre indlæg på Kommakommunikation ikke kun bruger visse lokkemidler til min egen og mine kernelæseres adspredelse, men at termer som ”dansk topløs” og ”Roskilde Festival 2013” (i sidstnævnte tilfælde indsat i billedets titel-tag) fra min side har den hensigt også at lokke de ikke-frelste til. Så jeg synes nu jeg gør mit.

Tilbage til de kendte og deres muligheder. Adam Price – eller hvem der nu lige konkret har ført pennen – har dog givet et eksempel i Borgen. Sandsynligvis er det snarere udnyttelsen af en sjov spidsfindighed der bød sig, end det er indledningen til en større og vedholdende kampagne mod ordfragmenteringer (jeg har i hvert fald ikke fra den kant bemærket kritik af eller spas med ordfragmenterende tekster på fødevareemballage, hvilket ellers ville være oplagt). Men ikke desto mindre var eksemplet godt, og som så meget andet i Borgen var det ret pædagogisk eksekveret – næsten så man må formode at visse dele af udlandet også fatter den:

Som man allerede fornemmer med ”massebevægelse” <-> ”masse bevægelse”, er nogle af de bedste eksempler på betydningsforskydning ved ordfragmentering nærmest umulige at afbillede. Det gælder ikke mindst nogle af mine yndlingseksempler, såsom ”fadøl” <-> ”fad øl” eller ”særaftale” <-> ”sær aftale”. Og vi kommer da heller ikke uden om at gehør for sproget er og bliver en abstrakt ting – eller rettere: en matematisk-logisk ting. Den person der ikke forstår at en ”kaffekop”, et ”ophørsudsalg”, et ”EU-direktiv” eller en ”Tour de France-start” er i et ord (sommetider limet med bindestreg og sommetider med en ordgruppe limet til kernen), har simpelthen noget mærkeligt, ulogisk, marsmandsagtigt, fremmedgjort over sig – som gør at vi andre river os i håret af angst for kaos og kommunikationstab. Det der skulle være en platform for skriftlig kommunikation, bliver i bogstavelig forstand en plat form for skriftlig kommunikation.

Måske var det til dels også hvad årets superstudent med lutter 12-taller, tredive i alt, hentydede til da hun i Aftenshowet den 25. juni på Louise Wolffs spørgsmål om hvor den største udfordring bag den ensartede række af 12-taller havde gemt sig, svarede:


Yes, that’s my girl! At superstudenten så et halv minut efter siger ”nu kan det lykkedes”, lader vi passere i denne ombæring, idet vi krydser fingre for at det var en tv-kvababbelse fra en klog pige der ved bedre.

For det er jo et kæmpekrater i skriftlig engelsk at sammensatte ord (der gerne udtales med tryktab som på dansk og dermed er ordnet i det mundtlige) sjældent samskrives på skrift. Et krater som alt andet skal bygges uden om og kompensere for. På de nordiske sprog og på tysk, flamsk osv. er samskrivning af sammensatte ord en bærende bjælke for sprogets logik, altså en logik vi bygger sproget på. At der findes sjove eksempler med stor betydningsforskel på samskrivning og særskrivning, er sådan set kun symptom på denne fundamentale logik. Vi der har sprogligt gehør, er såmænd lige så rystede og hovedrystende når ordfragmenteringen ikke giver nogen sjov utilsigtet alternativ betydning, for det er stadig en gennemgående, sprogbærende logik som ordfragmenteringen knægter. ”PR konsulent” betyder ganske enkelt ikke ”PR-konsulent”, og ”papir varer” betyder ganske enkelt ikke ”papirvarer”. De fragmenterede versioner betyder i disse tilfælde ikke noget, de er udtryk for nonsens, men støjen fra dem er massiv, og læserens arbejde med at samle ordene for den ubehjælpsomme skribent er lige så irriterende og ensomt. Ja, ensomt. For når vi læser, har vi jo et fællesskab med skribenten, og hvis skribenten forfejler en af de gennemgående logikker i sproget, så vi selv skal tænke os til hvordan det skal samles, ja, så føles dette arbejde netop ensomt. Lidt som når man selv skal aftørre det cafebord man lige har sat sig ved, fordi cafeen ikke selv kan se problemet. Hvis årsagen tydeligvis er travlhed, føler vi i højere grad det er okay. Men hvis årsagen er manglende forståelse, er det ubehageligt og ensomt. Og det er det også at læse folk der ikke kan skrive, men som tror at tingene er i skønneste orden. Det er dem André Ulveseter også når.

Nu nævnte jeg begreberne samskrivning og særskrivning. André Ulveseter taler om ”særskrivingsfeil”, hvilket på dansk hedder ”særskrivningsfejl”, og det er – desværre – den gængse terminologi. Problemet i at tale om særskrivning og samskrivning er at ordene er neutrale. Det ville være rimeligt at tale om at særskrivningen ”selv om” over for samskrivningen ”selvom”. Det er en fredelig diskussion; ”om” er ikke et substantiv eller et adjektiv, og ”selv om” og ”selvom” betyder præcis det samme. Man kan også tale om hvorvidt engelsk særskriver eller samskriver. Det er den slags diskussioner terminologien særskrivning versus samskrivning bør reserveres til. Derimod er det et problem når man taler om at ”kakao mælk” er særskrevet, for med dette neutrale, kliniske ord lyder det ganske enkelt ikke som om man har gjort noget forkert. Ja, det kan snarere lyde positivt – som om man løfter det sammensatte ord til noget særligt ved at hakke det i stumper.

Det er derfor jeg arbejder for at indføre begrebet ordfragmentering, et ord som selv fortæller hvad der sker, og at dette er en fejl. Når noget er fragmenteret, er det ikke i sin normale og rigtige tilstand. Hermed behøver man heller ikke at bruge ordet ”-fejl”, som Ulveseter gør når han taler om særskrivningsfejl. Det er nok at kalde det ordfragmentering, for ordfragmentering henviser kun til fejlagtig særskrivning.

Så kære læser, jeg har en bøn til dig om at du selv bruger ordet ”ordfragmentering”. Ord skaber opfattelser, og så længe den eneste gængse betegnelse er særskrivning, vil de der støder på terminologien, have en mulig grund til at misforstå det som et legalt valg frem for et problem. Det skal hedde ordfragmentering når vi taler om særskrivningsfejl. Hjælp mig med at indføre det!

...

... suk!

Jeg har lovet at fortælle dig hvem pigen til højre i den indledende kollage er. Men ikke nok med at det der indledtes med en spøg, nu er blevet et længere og længere katalog over ordfragmenteringseksempler og tanker herom. Selve afslutningen af rammefortællingen om den danske topløse – eller rettere opklaringen af hvem der pryder det billede som tilfældigvis blev valgt som illustration – har også vokset sig større end forventet. Det er blevet en mystisk rejse efter sandheden. En rejse som ikke rigtig har noget med ordfragmenteringer at gøre, og som du derfor får i et særskilt indlæg i aften. Glæd dig – også hvis du er indremissionsk bibliotekar i Nørre Nissum.

mandag den 10. juni 2013

Gå uden at løbe

Tanketorsk kræver en udvidet tankesammenhæng. Og sproglige misforståelser kræver i det mindste et halmstrå af alternativ og misforstået logik at hængte sin misforståelse på – samtidig med uvidenhed om det ordforråd man har fat i.

Ovenstående overskift kan ikke være udtryk for nogen af delene. Den kan hverken være en tanketorsk eller en misforståelse, for dertil er ordene ”gå” og ”løbe” for håndgribelige og kan kun opfattes konkret, ligesom deres indbyrdes forhold udelukkende kan forstås simpelt. At gå uden at løbe er et sprogligt/fysisk grundvilkår. Man kan ikke løbe i sin gang uden at gang-modus (benævnt ”at gå”) skifter til løbe-modus (benævnt ”at løbe”), og man skal end ikke passere løbe-modus for at komme i gang. Overskriften udsynger imidlertid dette grundvilkår – at gå uden at løbe – som noget særligt, hvilket implicit medfører den mystiske grundantagelse at det normalt kræver løb at gå.

Den redaktionssekretær der har smækket overskriften på, må med andre ord enten komme fra en anden planet, have taget stoffer eller hermed have underskrevet sit eget idiotibevis.

Hm … der er også en fjerde mulighed: Måske har to redaktionelle fjumrehoveder stået i vejen for hinanden. Den ene har tænkt ”Kom i form – helt uden at løbe”, et i virkeligheden ret godt bud på en overskift. Men så har den anden efterfølgende villet konkretisere det første verbum til ”Gå …”, uden dog at bekymre sig om at læse hele overskriften igennem. Jeg tror godt vi kan blive enige om at denne forklaring er den mest sandsynlige. Synes du ikke?

Og det leder mig frem til følgende læresætning: Gør ikke i teksten uden derefter at se hvad du har gjort!

En femte mulighed er i øvrigt at vedkommende har tilsidesat enhver danskers (og dermed også sin egen) viden om at ”gå” ikke kan være et overbegreb for al bevægelse til bens, for netop alligevel at insistere på en sådan ikke-eksisterende betydning her. Tanken – og den er god nok – er jo netop at man kan komme i form ved bevægelse til bens uden at bruge den del af spektret der hedder løb. Men en sådan bevidst tilsidesættelse af det fælles sprogs betydning (nemlig at ”gå” ikke er overbegreb for al bevægelse til bens) til fordel for en til lejligheden passende ”hemmelig” betydning (nemlig at ”gå” kan være overbegreb for al bevægelse til bens) er ikke så hensigtsmæssig i social og kommunikativ forstand. Det er noget børn eller særligt introverte begiver sig af med. Ja, vi andre kan såmænd også have begreber vi kun selv forstår, men så er de kun til intramentalt brug. Men når en journalistisk medarbejder i bevidst mangel af bedre tvinger ordene ud af deres betydningsmæssige form, er det en åben og underskrevet falliterklæring, svarende til at en taxachauffør bevidst buler bilen for at få den parkeret.