mandag den 19. marts 2012

Journalistisk hjernedød #2

Bitterfissen version 2 er ved at føre danske webmedier ind i et hidtil uset ulækkert spind.

Politiken.dk, berlingske.dk, eb.dk, bt.dk, metroexpress.dk og sikkert adskillige flere har helt ukritisk kolporteret dette billede til artikler om Bitterfissens sande identitet som en 39-årig kontorassistent fra Farum (teksten er Politikens billedtekst):

Ikke et eneste af disse medier opholder sig ved at dette billede, som Jeanett Veronica Hindberg ganske vist har lagt på sin blog, på ingen måde ligner billedet af en 39-årig kvinde. Det ligner da en 12-15-årig, og hvis en 39-årig kvinde ser så infantil ud – hvilket jeg da ikke totalt kan udelukke – så er dét den sande sensation. Men jeg har ALDRIG set en 39-årig der i den grad ligner en 13-årig i stil og udseende (selv om man i visse segmenter kan have svært ved at se forskel på mor og datter). Så indtil videre bør man nok sige næppe, næppe, næppe – og da i hvert fald nævne muligheden for at dette er endnu en limpind til den danske mediekarrusel. Men det gør man ikke, og derfor begynder det nu at blive ulækkert for alvor.

Det er for så vidt ikke noget galt i at illustrere nyheden med det billede den såkaldte bitterfisse selv har lagt på sin blog. Men uanset den teoretiske mulighed for at hun vitterlig ser sådan ud, bør voksne journalister opholde sig ved at billedet bestemt ikke ligner en 39-årig, i stedet for ukritisk at viderebringe det som om det er hende. Ikke så meget som et tillægsord eller biord angiver en distance, en forholden sig til billedet. Dette fravær har intet med objektiv journalistik at gøre, for, som denne historie meget tydeligt afspejler, tåler objektiv journalistik ikke et åbenlyst fravær af sund fornuft, endsige smag. Pædofile må være grundforvirrede i dag over at de dømmes så hårdt, når den samlede webjournaliststand uden videre godtager dette billede som billedet af en 39-årig. Normale mennesker må sige fra. Selv har jeg oplevet det som den mest brækfremkaldende webnyhedsflade nogensinde. Og hvis bitterfissen virkelig ser sådan ud, må jeg have ondt af hende, ligesom jeg må have ondt af hende hvis hun misbruger sin datter (eller nogen anden) til det her cirkus. Interessant i denne forbindelse er det at hun faktisk i skrivende stund har fjernet billedet fra bloggen. Nu ligger det kun på diverse webmedier (og her).

På hendes blog hvor medierne har taget skærmkopien, stod der intet bogstaveligt om at billedet forstillede hende. Måske har hun fået smag for at se hvad især webmedierne, i deres hjernedøde nyhedsopdateringer, kan hoppe på.

Og det er der åbenbart ikke noget lavmål for.

Dokumentation
Bemærk at MetroXpress, der også er udspringet til denne mediehistorie, viser et billede der nok umiddelbart er det samme, men hvor hun ser anderledes ældre ud – et mysterie jeg ikke orker at forholde mig hypotetisk til, men jeg fastholder at de andre billeder viser noget der kun kan kaldes en lille pige.

Berlingske, skærmkopi af hjemmeside:

Jyllands-Posten, skærmkopi af hjemmeside:

DR, skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

Politiken, skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

B.T., skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

MetroXpress, skærmkopi fra billedsøgning i Google, kl. 17.40:

Journalistisk hjernedød #1

En journalist på Berlingske har skrevet en hel nyhedsartikel på påstanden om at et billede fra Sierre-tunnelen forklarer busulykken hvor over 20 børn døde. Overskriften fra den 15. marts hedder: "Politiets teori: Dette billede kan forklare busulykken".

Nej, kære venner: Billedet forklarer ikke ulykken. Det er tunnelens udformning som gør det.

Billedet fokuserer jo bare på det problematiske i tunnelens udformning: Tunnelen har et vanvittigt livsfarligt vigespor fordi den sortmalede tunnelvægs forløb omkring dette vigespor slutter lige så brat som det starter. En meget åbenlys forklaring på ulykken – som imidlertid intet sted er nævnt eller spurgt til i den journalistiske dækning – er naturligvis at chaufføren som en ren og skær tanketorsk er kommet til at følge væggen i stedet for striberne i vejen. Men tunnelen har altså set sådan ud hele tiden, og den makabre udformning har danske tv-seere allerede et halvt døgn før denne artikel lært om via en schweizisk grafik vist i diverse danske nyhedsudsendelser. Når artiklen så påstår at billedet har opklarende karakter, så forventer man jo en ny og interessant detalje til opklaringen. Men nej, det er bare et billede af tunnelen som den ser ud.

Ikke desto mindre er hele artiklen vinklet på at dette er et interessant billede som viser noget nyt. Der står for eksempel: "Nu kan et billede fra ulykkesstedet måske kaste lys over den tragiske hændelse."

Nej, igen: Tunnelen har set sådan ud hele tiden. Billedet angiver gammel viden, men skaber ingen ny viden.

Artiklen burde naturligvis have været vinklet på det egentlige: Tunnelens udformning og hvad politiet måtte have af teorier i den forbindelse. Og så kunne man måske også have brugt et halvt minut på at undersøge hvad tunnelen egentlig hedder. I artiklen står der ikke Sierre-tunnelen nogen steder, der står kun "motorvejstunnellen i Valais", men Valais er en kanton på godt 5.000 kvadratkilometer, så mon ikke der findes andre motorvejstunneler i dette exceptionelt bjergrige område grænsende til Frankrig og Italien?

Det får mig til at tænke på hvad journalistik i vore dage overhovedet går ud på? Måske at fylde nogle spalter med "et eller andet", gerne volapyk.

Noget kunne tyde på det, for hvad skal man egentlig sige til skrivebordsforklaringer som denne:

"Det kan skyldes, at bussen har ramt kantstenen og derefter er kørt ind i den nødlomme, der var i tunnellen, hvor den er kollideret med endevæggen, som ses på billedet."

Hm, tror vi på at der er en kantsten mellem vejbanen og vigesporet? Det lyder meget mærkeligt. Ganske vist kan ordet "nødlomme" utvivlsomt bruges om mange formål – måske sidder der nogle kenyanere og sælger solbriller og smykker nu hvor det ikke er sæson ved Gardasøen – men tidligere i artiklen præsenteres den altså som "en nødlomme, hvor nødstedte trafikanter kan holde ind". Er der mon kantsten på en sådan?

Det er langtfra første gang og desværre nok heller ikke sidste gang at Berlingskes journalister og andre journalister skriver at billeder viser noget de ikke viser. Her er et lignende eksempel:

Nej, man ser ikke byen der blev skyllet bort – den er jo borte!

Nej, man ser heller ikke hvad der i næstbedste fald kunne gøre udsagnet, om ikke direkte, så indirekte, meningsfuldt, nemlig at byen skylles væk.

Det man ser på videoen (som jeg ikke linker til fordi den sandsynligvis for længst er pillet af nettet), er en optagelse fra et nyligt ødelagt område hvor der tidligere lå en by. En retvisende overskrift havde været: "Se stedet hvor der forleden lå en by".

Der er altså lige så lidt tale om visningen af "byen der blev skyllet bort" som tunnelbilledet er et billede der opklarer busulykken. Men kan man ikke formulere sig, er det jo svært at fortælle hvad man mener.

...

Her er den fulde, i bitmap fastfrosne, artikel om tunnelbilledet:

søndag den 11. marts 2012

Glædeligvis betyder tallene ikke noget

Ja, jeg ved godt at dette er over et halvt år gammelt, men forældet synes jeg ikke det er, så her kommer min lettere hengemte analyse af et – synes jeg – foruroligende eksempel på argumentation og mediehåndtering fra SF's og Ole Sohns side i et interview af Tine Götzsche i TV-Avisen (18.30-udgaven) den 11. august.

Grunden til at jeg i sin tid transskriberede interviewet, er at det var en så mærkelig oplevelse at jeg tænkte det kunne blive en skæbnesvanger del af brolægningen af vejen til (og dermed del af forklaringen på) et nederlag for såkaldte "Rød blok" ved det nært forestående folketingsvalg den 15. september. Så galt gik det som bekendt ikke for Ole Sohns ministerdrømme.

I dag – præcis syv måneder senere – fremstår interviewet imidlertid stadig lige bizart, eller man kunne sige: argumentatorisk interessant. Det virker som om Ole Sohn her ikke magter at argumentere hverken rationelt, offensivt, positivt – eller bare klart. I situationen kører han den til dels hjem på sit velfriserede ydre, forstået helt bogstaveligt og dertil forstået som hans pæne stemme, tilbageholdte gestik m.v. Men det han siger, er lige modsat: rodet, konturløst, ansvarsfralæggende og irriteret grænsende til usympatisk.

Derfor skal vi have det på skrift. Og måske kan en eller anden retorikstuderende så bruge det som materiale i en analyse. Det kunne i hvert fald være interessant at få udarbejdet en liste over den række af skoleeksempler på retoriske fejl som Ole Sohn begår i interviewet – fejl som griber komplekst ind i hinanden, og som jeg derfor ikke vil forsøge at overskue i dette lille indlæg. Blot vil jeg helt overordnet konstatere at han ender med at tabe mere end han vinder: Uanset om han har ret eller ej, kommer han med sin vigende argumentation til at fremstå som utroværdig, og samtidig formår han ikke at gøre sit forsvar forståeligt eller sit mulige budskab fængende.

At S-SF vil geninvestere den milliard de ligesom VK-regeringen vil effektivisere for i kommunerne, dvs. geninvestere den i kommunal velfærd, er både et godt argument for at talfejlen intet har med udspillet at gøre, og i sig selv et vægtigt budskab. På mystisk vis svarer og argumenterer Ole Sohn blot så tåget at jeg først opdager det som det hovedargument det er, i femte gennemlæsning af transskriptionen. Og slet ikke da jeg så programmet. Så det er i høj grad sproglige og argumentationstekniske ting der gør at logikken drukner i klynk og en fornemmelse af utroværdighed.

Som inspiration til etos- og argumentationsanalysen er her fem "mysterier" man kan grunde over mens man læser interviewet (eller man kan gå op og læse dem igen bagefter):

1) Hvis det er rigtigt at talfejlen "overhovedet ikke antaster" det politiske udspil, hvorfor formår Ole Sohn så ikke i løbet af interviewet at køre sig fri af tal-pløret ved at have forberedt et relevant positivt argument som seeren (jeg) og Tine Götzsche kan forstå og hæfte sig ved? At sige at man vil effektivisere for en milliard kr. ligesom regeringen vil gøre, er ikke just noget der skaber billeder eller aha-oplevelser der kan løfte interviewet. Det burde det så kunne at slå på at pengene skal geninvesteres i bedre skoler m.m., men det drukner på en eller anden måde som et klicheindhold man ikke hæfter sig ved fordi Ole Sohn ikke klart har fået parkeret fejlen. Der er jo ellers ikke tale om en interviewer som ikke vil et konstruktivt interview. Der er tale om at Tine Götzsche ikke har noget som helst andet forståeligt at gribe fat i end Sohns vedvarende ulogiske tal- og skyldsargumentation.

2) Hvad tror Ole Sohn at han får ud af at svine Kommunernes Landsforening til i en forsmået tone? Fejl eller ej, bør tal dobbelttjekkes uanset om de er kernen i politiske udspil eller blot i den retoriske indpakning.

3) Hvorfor fastholder Ole Sohn at de forstørrede og forkerte 7.500 stillinger fungerer som et "billede" på stigningen i administrative medarbejdere – et billede som, underforstået, stadig er holdbart. Jeg skulle mene at et billede må forventes at være retvisende for den virkelighed det skal afspejle, og i øvrigt ikke må basere sig på forkerte oplysninger.

4) Hvorfor understreger han så mange gange at han mener sig uforskyldt i fejlen? Hver gang han gør det, understreger han sin egen frustration jævnfør punkt 2. Han opfører sig som et barn der klynker: Det er ikke min skyld. Når et barn klynker sådan, betyder det: "At det faldt ud således, var ikke min hensigt (men jeg vræler netop fordi det måske var mig der skulle have forhindret det)". Når et voksent menneske gør det samme, er der tale om regression, sammenbrud, ansvarsfralæggelse eller i værste fald psykopati. Det sker for voksne mennesker i affekt og træthed, og så må man sige undskyld næste dag; men hvorfor ender det med at være hovedtaktikken og hovedtonen i et interview han formentlig har forberedt sig til?

5) Hvad ligger der i ordvalget glædeligvis? Det stritter mig i ørerne som en lille smule ulækkert i denne sammenhæng. Og jeg tror det skyldes at ordet normalt tilhører privatsfærens livsverden, eller i hvert fald et epideiktisk sprog til situationer hvor man er sammen om tingene. Glædeligvis er noget man kan sige på alles vegne, om noget alle kan indse og glædes ved. Det bliver løjerligt i en konflikt, og det bliver ulækkert i en sag der lugter af utroværdighed. Med ordet tager Ole Sohn alle seere som gidsler i en forestillet enighed om hans udsigelsespunkt. Hvis man ikke på forhånd er enig og tror på ham (eller ikke bemærker hovedargumentet fordi det er druknet), er det blot yderligere frastødende.

Her er interviewet:

Götzsche: Godaften Ole Sohn fra SF. Velkommen til det der godt kunne blive en omgang talgymnastik, men lad os nu se hvor galt det går. Hvorfor sagde I i går at der er 7.500 flere administrative medarbejdere i kommunerne når tallet reelt er under en tredjedel?

Sohn: Vi har bare trukket på KL's egne statistikker og lagt tallene sammen, og det giver 7.500.

Götzsche: Men KL selv siger også til os i dag at det ikke giver 7.500 men under 2.000!?

Sohn: Men … jeg synes selvfølgelig at det er meget beklageligt at KL ikke har orden i deres statistikker, sådan at offentligheden og dermed også vi kan bruge det. Men nu er det glædeligvis lidt underordnet, fordi det der er hele essensen i vores udspil, det er at vi vil effektivisere i kommunerne for en milliard kr. om året. Lidt på samme måde som regeringen gør. Men i modsætning til regeringen, så vil vi lade pengene blive i kommunerne og bruge det til bedre velfærd. Så altså selve regnestykket er overhovedet ikke antastet af at KL har lavet nogle forkerte statistikker.

Götzsche: Men vi har med én opringning til KL fundet ud af at tallet er ikke 7.500; det er under 2.000. Når I finder sådan et tal inde på KL's databaser, ringer … altså dobbelttjekker I ikke jeres tal før I laver politiske udspil?

Sohn: Jeg kan sige at fremover når vi går ind i KL's statistikker, så må vi tage som udgangspunkt at de ikke er korrekte, og så må vi selvfølgelig efterprøve det. Men vi har jo været …

Götzsche: Men har I ikke gjort det … altså når I laver sådan nogle politiske tiltag som I laver, så dobbelttjekker I vel at de tal I gør det ud fra, er rigtige?

Sohn: Jo, men selve tallene er ikke en del af udspillet. De er et billede på at vi vil flytte administrative opgaver … eller fjerne administrative opgaver og flytte dem over til velfærdsopgaver, på nøjagtig samme måde som man gør i enhver virksomhed. Man skal være opmærksom på at i kommunerne der er der mere end 56.000 administrative medarbejdere, og en stor del af det er nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen, men …

Götzsche: Men … undskyld jeg afbryder dig, men det I sagde i går, det var at der var kommet 7.500 ekstra. Og fordi der var kommet 7.500 ekstra, så kunne I fyre 4.000. Hvis der ikke er kommet 7.500 ekstra, så holder jeres plan jo ikke længere.

Sohn: Jo, altså … hvad hedder det … at KL har lavet en statistik som er forkert, det synes jeg KL skal beklage, fordi …

Götzsche: Men det er jer der har lænet et politisk udspil op ad deres tal.

Sohn: Nej, for vi har lænet vores politiske udspil op ad at vi vil effektivisere kommunerne med en milliard kr. om året, på nøjagtig samme måde som regeringen, og så vil vi derudover tilføre flere midler til kommunerne til brug for folkeskole, forebyggelse og lukkedage. På den måde dækker vi det ind, og så er det vi siger: Vi vil sammen med kommunerne sørge for at afbureaukratisere, for vi synes ikke det er rimeligt at kommunerne af den her regering er blevet pålagt den ene kontrolforanstaltning og bureaukratiske opgave … hvis man kan undgå det. Og i enhver moderne virksomhed, der gør man alt hvad man kan for at nedbringe de administrative omkostninger for at komme det over på fokusområderne, og …

Götzsche: Men lad mig spørge dig på en anden måde: I går sagde din partileder at der er kommet 7.500 ekstra offentligt ansatte siden sidste folketingsvalg. Ville I sige det samme i dag?

Sohn: Ja, hvis vi tog udgangspunkt i det materiale som …

Götzsche: Men ville du med de oplysninger der er kommet i det her indslag … (?)

Sohn: Jamen, hvis vi tager udgangspunkt i det …

Götzsche: Jeg har det samme her, og jeg har også læst dem, og der står ikke 7.500 nogen steder, men lad os nu ikke skændes om tal …

Sohn: Når man lægger tallene sammen, så er de der faktisk …

Götzsche: Men vil du sige det samme i dag?

Sohn: Nej, jeg vil sige at efter det nu er blevet bekendtgjort at man ikke kan stole på de statistikker Kommunernes Landsforening gør, så er det klart at så er man nødt til hver gang Kommunernes Landsforening kommer med en statistik, så må vi efterprøve det. Men glædeligvis …

Götzsche: Vil du love at det gør I i næste valgkamp hvor jeg ved at I vil slynge en masse tal i hovedet på os?

Sohn: Nej, men … Glædeligvis betyder tallene ikke noget. Det er et billede på at der er kommet en stigning af administrative medarbejdere. Det er KL selvfølgelig, glædeligvis, enige i, og jeg er også sikker på at når vi kommer til at diskutere det med KL, så vil de også være enige i at en række af de kontrolforanstaltninger VK-regeringen har etableret, dem kan vi med held fjerne og dermed lave lovændringer som gør at vi kan få flere midler over til folkeskole, forebyggelse og sundhed. Det tror jeg alle borgere er bedst tjent med.

Götzsche: Tak fordi du kom.