The Best Hotel – intet mindre, også selv om man bare er to-stjernet. Billedet er taget i det veluddannede Milano, men jeg får alligevel den tanke at man – om ikke andet over for sig selv – slipper nemmere af sted med sådan et navn fordi man som italiener almindeligvis opfatter engelsk som fremmede lyde, eller som en popsang hvis tekst man aldrig har nærstuderet; hvorfor "The Best Hotel" kommer til at lyde som et originalt brand.
Nuvel, jeg er ikke tynget af viden i den konkrete sag, så jeg kan jo tænke frit. Det gælder sådan set også resten af dette indlæg.
Det er svært at begå sig på engelsk i Italien. Ud over de der har taget en videregående uddannelse eller på anden vis tilhører en eller anden global elite, er der ikke mange at henvende sig til med et "Excuse me / Scuso – do you speak english?" Og af de få øvrige som skulle vove at sige "Yes, a little bit", er det næsten kun de særdeles berejste eller turisterfarne som kan forstå en mundtlig ytring selv inden for et begrænset globish. Nå ja, så var der jo for resten også den gamle, selvbevidste bondeknold i bussen på den snørklede bjergkystvej fra Salerno til Amalfi som med et perfekt flydende engelsk fik berolig mig med at han nok skulle få mig af i det rigtige hårnålesving. Han er sandsynligvis en af de mange syditalienere som har taget en tørn som fremmedarbejder i den engelske industri.
Men det gængse er altså et-sprogligheden. Og med kun ét sprog i ørerne – bl.a. fordi tv-programmer synkroniseres på italiensk – har de svært ved at forestille sig en anden udtale end deres egen. Jeg har således stået i virvaret af mulige veje på Stazione Centrale (hovedbanegården) i Milano med det i konteksten absolut nærliggende spørgsmål "Metro?" og fået reaktionen, "Nej, jeg forstår ikke engelsk" – hvorefter jeg blev gal og, ledsaget af pænt store fagter, foreskrev min foruretter at det var et så selvfølgeligt spørgsmål at du, kære familiemor på vej til at afvise mig, for fanden må kunne genkende bogstaverne bag denne dumme danskers udtale af METRO – M E T R O, for helvede, jeg spørger dig hvilken vej der fører hen eller ned til det I selv staver m-e-t-r-o, og som må være lige i nærheden, dér eller dér; men der er ingen skiltning. METRO, hvor svært kan det være, jeg prøver endda at rulle på R'et, det har jeg sådan set gjort hele tiden. Du SKAL forstå mig, alt andet er en personlig fornærmelse!
Okay, så forstod hun og viste mig venligt videre. Senere fortalte en sarkastisk tysker mig at de ikke forstår at man overhovedet taler, før man også gestikulerer. Der må være noget om det. Og min danske veninde i Milano, som jeg for en sikkerheds skyld har fået til at læse dette igennem, betror mig nu at man med ligelig vægt skal udtale stavelserne "met-ro" med mere adskilt t og rulle-r, ikke "meeee-tro". Jamen, altså, jøsses dog! Og så er E'et i øvrigt mere hen i retning af Æ, ligesom i "ekko".
Mere forståelig var en lignende situation på Napoli Centrale da jeg spurgte om dette tog nu også gik i retningen af Salerno, som er den nærmeste større by. Også et meget oplagt spørgsmål på netop dette sted; det svarer til at en udlænding står på Københavns Hovedbanegård og spørger om det tog der kommer her, går i retningen af Roskilde (og ikke Helsingør). Men ligesom Roskilde (og for den sags skyld Helsingør) sikkert kan udtales på en måde som afsporer den danske lytter til helt andre tanker, vil Salerno ikke blive genkendt af en italiener hvis man ikke overholder to udtaleregler som adskiller sig fra dansk (og engelsk) default-udtale:
A'et skal være åbent, som vi fx gør i Sara, absolut eller kaffe, og så skal man for guds skyld rulle på R'et, ellers lyder det ikke for en italiener som om ordet overhovedet involverer R. Som danskere er vi jo vant til at et R bruges til at åbne A'et og i øvrigt skjuler sig (for en italiener) ved at være stumt ("Far har ar fra sardindåsen"). Hvis ikke det sker, er A – om ikke andet foran D, G, L, N, ND, S, T – for det meste såkaldt flade A'er ("Ad til sand i maden i badeanstaltens ventesal om natten). Men som vi ser A'et i kaffe, ser italienerne stort set alle A'er – den åbne A-lyd er default. Tag fx "cane" der udtales på en måde som vi ville stave "kar-næ" med ligeligt tryk på begge stavelser. Det betyder i øvrigt hund. Så gæt lige hvad normal dansk udtale af chili con carne betyder? Ja, vi danskere taler i italienske øren om chili med hund – i hvert fald som det der ligger nærmest. For at gøre det forståeligt som chili med kød skal man vise at der er et R, ved at rulle på det. Det er faktisk ikke alle italienere der kan det, men så siger de det som et dansk rive-R – høres skal det.
Og så kan det nok være at man vender sit sproglige hovmod den anden vej, for er det åbne A ikke en smule mere … aha! … end det flade, og er det ikke godt at være lydret og logisk ved at markere R-lyden?
I øvrigt bryder jeg mig slet ikke om det sprog jeg tyer til – altså engelsk. Da i hvert fald ikke uden for det popmusikalske reservat.
I 5. klasse blev jeg … først forvirret … siden rystet i min grundvold da jeg – efter et utal af kontrolspørgsmål fra min side – klart og endegyldigt fik påskrevet at man, gud hjælpe mig, splitter navneordene ad på engelsk. Siden har jeg været ked af engelsk i egenskab af funktionelt skriftsprog. Altså længe, længe før jeg tænkte på at være dansknørd og skælde ud over ordfragmenteringer. For der er altså en dybere logik i at noget som kan sættes i bestemt form og som udtales med tryktab (fx rødvin, kvalitetssalami eller bananrepublik), er ét ord. Men det er det engelske sprog ligeglad med, hvilket jeg stadig ikke har fundet blot en alternativ logik i. Der kompenseres selvfølgelig for dette lack of logic på forskellig vis, men isoleret set er det i mine øjne en kæmpebrist, og når denne påvirker fx dansk, går det galt.
Derfor ønsker jeg ikke at engelsk får noget dominerende sæde i Europa. Så hellere tysk eller fransk – selv om der så bliver noget at indhente rent sprogligt. Eller Italiensk. For min skyld ingen alarm. Hvis jeg med et trylleslag kunne gøre italiensk til vores alle sammens, altså hele Europas, naturlige andetsprog frem for engelsk, ville jeg ikke tøve med at slå til. Bl.a. af hensyn til dansk.
Og derfor føler jeg mig dobbelt dum når jeg forsøger at tale engelsk i Italien. Jeg gider det ikke, og jeg ønsker heller ikke at de skal gide det. Så næste gang vil jeg lære mig selv lidt mere end blot de omtrent 25-35 ord der står parat i mit aktive italienske ordforråd. Og ikke mindst udtale dem så de er til at genkende.