Sproglige forvekslinger i mit elskede Broen

Jeg er fan af Broen, ikke mindst Broen III, og det femte afsnit som i søndags løb over skærmen, er noget af det bedste jeg nogensinde har set. Vi er vant til at der er mange lag i krimiserier, især de danske – med ofte tankevækkende kommentarer til det liv vi lever, som individer og som samfundsdeltagere. Men her i Broen III, afsnit 5, gik det op for mig hvorfor Broen er så fantastisk: Der er reel spænding om adskillige – måske 6-7 – lag eller spor i fortællingen samtidig. Det er ikke bare krimi med 1½ gåde tilsat socialrealisme, lidt samfundssatire og et par kærlighedshistorier. Det er 6-7 reelle spændingslag, lige fra hvorvidt Saga overvinder sine anklagere (såvel ydre som indre) til hvorvidt rigmanden har noget med mordene at gøre, og om boligfirmaets familieværdier er mere end blot indirekte indblandet.

Vi ved ikke hvilke af de mange spor, dvs. personer og deres relationer, der kommer til at bære hovedplottet; vi ved kun at Broen III har en gennemgående tematik om kernefamiliens opløsning – om det så er fordi man er homoseksuel, utro, polyamourøs, går i seng med en der er halvt så gammel, har mistet hele sin familie, opfinder et broderskab, ikke kan få børn, ikke elsker sin partner og/eller har familien som et facadespil – eller (i det helt unge pars tilfælde) en forloren drøm. Alle spor spiller ind til denne tematik, og gør det så elegant og selvfølgeligt at man knap nok lægger mærke til det som en tematik.

På spørgsmålet om kernefamiliens opløsning vil der i Broen III næppe blive givet andet svar end at man skal have en sund kerne i sig selv før man kan skabe en sund kerne med andre. Og det er fint! Vi er jo netop ikke ens.

Således er jeg storbeundrer af Broen (tja, æh, bortset fra den irriterende detalje at den fejlagtigt viser et Danmark/Sverige hvor alle hjem, også de små, invaderes med sko og støvler på, som var det en amerikansk sitcom – nej tak, hvor ulækkert; det må jeg bare ignorere).

Men som en anden Saga Norén bliver jeg simpelthen nødt til at anklage selv den jeg holder mest af.

"Jeg er ikke født med en guldske i munden."

Lad ligge at rigmanden (,narkobaronen?) og kunstsamleren Freddy Holst siger sådan i sin åbningstale for udstillingen af hans private samling. Måske er det en raffineret del af persontegningen at han logisk tænker at guld er mere værd end sølv, således at logikken vinder over dannelsen – der jo vil vide at frasen indbefatter en sølvske.

Ja, guldskeer bruges åbenbart så lidt at ”guldske” slet ikke findes i ordbogen. Men en sådan bevidst fraseforfalskning er meget plausibel i en dramaturgi fuld af små, sigende detaljer.
 

Mere problematisk er det at vores danske kollega til Saga, Henrik Sabroe, tidligt i afsnittet taler om en ”krybskytte” når det nu rettelig er en ”snigskytte” han mener:

"Altså, jeg tænker krybskytte, jeg tænker militær, jeg tænker ’kill brothers’."
(Udtrykket ”kill brothers” henviser til en seddel fundet tidligere i efterforskningen.)

Det er ikke så sandsynligt at en intelligent politimand ikke har lært udtrykket ”snigskytte”, eller at han skulle forplumre begreberne ”snigskytte” og ”krybskytte” – medmindre han er meget påvirket af jagt, hvilket ikke fremgår.

Ifølge Den Danske Ordbog er en krybskytte en ”person som driver ulovlig jagt”, og en snigskytte en ”person der skyder på andre mennesker fra et skjul”. Mere klokkeklar kan en ordbog faktisk ikke være.

Lyder jeg lidt som Saga Norén? I så fald tager jeg ikke skudsmålet som en kritik.

Så er sagt hvad der skal siges. Jeg glæder mig til næste afsnit.

 

At skide til handling

”Okay, jeg skrider til handling,” siger Max Uwe Jensen til Local Eyes efter at have forsøgt sig med at forklare grundlaget for sin nye happening. Og man må konstatere at grundlaget enten ikke har været det store, eller at i hvert fald TV 2 Lorry har klippet det meste væk for at fokusere på hvordan Max Uwe Jensen helt nøjagtig vil gøre.

Nogen burde have fortalt Max Uwe Jensen at der er forskel på at ”skride til handling” og bare ”skide til handling”. Det næste bliver vel at den lille Uwe tage ned til den dansk-tyske grænse for at lave grænseoverskidende kunst. Bag mangt en stor kunstner gemmer der sig et lorteliv. Forskellen på den store kunstner og Uwe er sublimeringen. Uwe er meget 1:1 når han giver hvad han har i sig.

For læsere af denne blog er det desuden væsentligt at nævne at denne foyer på H.C. Andersens Boulevard 2 indtil for kun omtrent 1-2 år siden var Dansk Sprognævns.

 

Og vi skal videre

Okay, så lad mig da lige gnide salt i såret. Der har været ét indlæg i denne valgmåned – om Venstre – og det er ikke helt retfærdigt. Så nu hvor valget ikke længere kan påvirkes, vil jeg gerne tage den her op.

S er jo ikke det første parti der sætter ukorrekt tegnsætning i system, og måske vil nogen mene at korrekt her ville være überkorrekt og ikke så vigtigt. Men jeg ser anderledes på det.

Lad mig først lige forklare: ”vi skal videre” er en helsætning, og hvis en helsætning er serieforbundet med et andet element, må det andet element nødvendigvis betragtes som en ufuldstændig helsætning. I ovenstående eksempel 1 og 3 er hhv. ”40.000 nye job på fire år” og ”Historisk korte ventelister” altså at betragte som ufuldstændige helsætninger, mens eksempel 2, ”Der er styr på økonomien”, jo selv er en fuldgyldig helsætning. Der er absolut intet at diskutere; der burde have været komma foran ”og” i samtlige tilfælde i kampagnen.

Jeg forstår godt den grafiske frihedsfølelse der vil sætte sig over Ordnung muss sein-grammatikken. Men korrekt er nu hverken grimt eller ondt. Som regel er der en ganske god forbindelse mellem grammatik og indholdsmæssig sund fornuft og signalgivning, så det plejer at være temmelig dumt at lade et snarere æstetisk konformt blik råde. En dumhed man kunne kalde for betonæstetisering.

Således også her. For der er noget jappende ved at droppe det komma som ellers skal være der: Bla bla bla og la la la. Og ved at gøre udtrykket mere jappende åbner man faktisk mere for den kontraproduktive læsning af budskabet: at Socialdemokraterne skal ud af vagten.

Det kom de så, og det er – således forklaret – poetisk retfærdigt.

Og så en lille biting, hyklerkommaet:

Hyklerkommaet er min betegnelse for mediernes sværgen til grammatisk komma med alle dets latterlige startkommaer, men hvor man så samtidig undlader netop de latterlige startkommaer i overskrifter og mellemrubrikker. Uden at jeg skal lægge denne kampagne særligt til last for et gennemgående hykleri på det journalistiske firmament, vil jeg dog påpege at det bliver særligt påfaldende her hvor teksten slutter med kampagnens slogan, som så står ligeunder.

I øvrigt – hvis man ser på indledningen af teksten – ville jeg nok have frarådet en indledende formulering som ”Der er igen styr på Danmarks økonomi”. Der er simpelthen for let spil for en fantasi om at liste et lille ”n” ind, og så står der ”ingen”. Ja, så let at det måske er sådan nogle får det læst i forbifarten. Det er – igen – et risikabelt foretagende ufrivilligt at læne sig så tæt op ad en ond parodisk læsning.

Vi skal videre. God sommer!

 

Jo, det burde være sådan her

Jeg er i gang med at gennemse mit arkiv. Mange kladder og næsten færdige indlæg bygger på en forældet aktualitet (eller forældet motivation) og må kasseres, men musik forældes ikke sådan, så nu skriver jeg om Xander på et 4½ år gammelt bud.

Den 20. november 2010 skrev Anja til mig:

>>
Hør lige denne her: [link] – der er en saftig sprogfejl at tage fat i. ;-)
<<

Det var Xanders ”Det burde ik’ være sådan her”, hvor det fire gange gentagne omkvæd lyder således:

Alt står på denne mur mellem du og jeg
(Det burde ik' være sådan her)
Som en u-u-uendelig forglemmigej
(Det burde ik' være sådan her)
Mit blod er blevet til is
Se mine hænder
Hver gang du-du-du blinker, tænker jeg:
(Det burde ik' være sådan her)

(Jeg har valgt at gengive tekstuddraget i en med musikken og logikken mere loyal form end man umiddelbart kan finde på nettet, nemlig stavet korrekt, linjedelt korrekt og med meningsfuld tegnsætning.)

Anja har selvfølgelig ment at det må være ”dig og mig” og ikke ”du og jeg”. Jo, normalt er det en korrekt anke. Og tja, det kan selvfølgelig ikke udelukkes at det er en hyperkorrektionsfejl når Xander skriver ”du og jeg”, men jeg tror det egentlig ikke. Muligvis tilhører Xander ikke den sprogekvilibristiske elite blandt danske sangskrivere, så om det ligefrem er et superbevidst greb eller blot er gennemført med uforklaret stædighed, tør jeg ikke sige. Men godt det samme, for det giver rigtig god poetisk mening. Faktisk synes jeg det er det mest raffinerede element i teksten overhovedet, for fravalget af ”dig og mig” til fordel for ”du og jeg” rummer elegant hele tekstens essens.

Teksten handler om ulykkelig kærlighed og en ret ungdommelig reaktion herpå, hvor ”alt”, ”intet” og ”aldrig” bogstavelig talt præger udsagnet. Tag bare sangens bridge, og dermed (det musikalske) point of no return: ”Solen den står op, men den kan ikke nå herhen / For intet ved min krop, vil nogensinde ku’ elske igen”. Argh, suk!

I en sådan følelsestilstand er resten af verden momentant, men massivt, ikkeeksisterende. ”Dig” og ”mig” refererer til personer i verden, så at skrive ”dig og mig” ville være ikke at tage denne patetisk berusede tilstand alvorligt – hvor navlepillende og ungdommelig den end måtte være. Sangtekster (og kunst i det hele taget) er jo ikke holdningstilkendegivelser, men afspejlinger og gestaltninger af følelser, også forkerte følelser. På bekostning af det normale ”dig og mig” rummer det dermed sprogligt markerede valg, ”du og jeg”, netop et fravalg af verden og et tilvalg af det symbiotiske tunnelsyn – med du’et i den anden ende af tunnelen – som er sangens essens. Det er kærlighedssangens svar på det filmiske kneb vi har set utallige gange, hvor et forelsket par bliver det stille centrum i en verden der udviskes i rotation.

Så når Xander synger ”Alt står på denne mur mellem du og jeg” er det faktisk intelligent pop-poesi. Basta! Og hvad er så dette ”alt”? Ja, det må referere til en linje tidligere i teksten der hedder ”Alt hvad vi har set / Betyder det ingenting mer’ / Siden det hele så let forsvandt[?]”.

Af teksten fremgår det mellem linjerne at hovedpersonen har været udsat for et sådant svigt at han er ude af stand til at åbne sig igen selv om ”Jeg kan høre at du banker”. De fælles minder har således en fæl bismag – og danner muren mellem ”du” og ”jeg”.

Det minder om en af de mest knusende linjer skrevet i en i øvrigt meget smuk dansk poptekst, nemlig i Shu-Bi-Duas ”Ene og alene” (Shu-Bi-Dua 10, 1983), hvor de skriver og synger: ”Det værste den forladte har, er minderne om det der var.” Senere vender de den til at det også er det bedste, men det bliver det ikke mindre sønderknusende af. Det er nemlig dét der under alle omstændigheder fylder, og som Xander helt korrekt kalder ”alt”. Og med en mur på tværs i tosomhedstunellen er man sandelig ene og alene.

Automatsprogkrakilerne kan godt gå hjem og vugge.

 

Liderjournalisten, del 2

Og det som jeg i går blev mindet om da jeg med afsæt i Se og Hør skrev om ynkelige journalistiske arbejdspladser, var denne 3 måneder gamle ”artikel” fra netop Se og Hør. Jeg bringer den her med understregning af de passager som indfrier artiklens vinkel:

Man kunne også sige at jeg har understreget de sexistiske passager eller slet og ret de liderlige passager, afhængigt af hvilken kontekst man ser teksten i.

Som tekstgenre ligner teksten til forveksling de tekster man ledsagede fotoserier af nøgenmodeller med i de nu hensygnede pornoblade. Man kan i indledningen udskifte med en hvilken som helst mandsdomineret studieretning eller arbejdsplads der måtte være mere realistisk for en 24-årig nøgenmodel, og så rammer teksten genren rent. I et pornoblad ville tekstens formål være dels at forankre modellen i den (måske) virkelige verden (fx studerer psykologi i Montreal og drømmer om at rejse i Europa) for at skabe et referencepunkt for læserens virkelighed og fantasier, dels at normalisere (og derved tilskynde) læserens seksuelle lyst ved at bruge et sprog der netop bryder den grænse.

Teksten hører til i et pornoblad. Kun dér – omhandlende en model der lever af at udstille sin krop på seksuel vis – ville den være at betragte som respektfuld over for sit emne. På skribent Elise Rasmussens vegne må man ærgre sig over at der ikke længere er gode stillinger at søge i danske pornoblade, og at hun må udfolde sine talenter i Se og Hør, for når det er en ny minister man skriver om på denne måde, forvandles den liderlige vinkel i kraft af sin abnorme malplacering til en uhørt sexistisk vinkel.

Jeg vil ikke lægge adjektiver til Elise Rasmussens egen figur, for jeg har den holdning at man aldrig offentligt skal udbrede sig om i hvilken grad man finder andre mennesker seksuelt attraktive, medmindre det er både positivt og i rette sammenhæng. Men du kan jo selv – bare oppe i hovedet – give dig i kast med genren. Lad mig præsentere det storsmilende hunkønsvæsen Elise Rasmussen:

Liderjournalisten, del 1

Filmselskabets alibi for at lege med og kontrastere sig til den dårlige smag er Se og Hørs omfattende tv-program, der så i øvrigt ligger direkte op ad ugens glatragede selvbrunersylfide. Men hvor længe giver det mening for Filmselskabet?

Mens historien om Se og Hør i disse dage går en forargelsens sejrsgang hen over de danske medier, skal vi måske lige spørge os selv hvori den egentlige årsag til Se og Hørs bevidste brug af kriminelt indhentede oplysninger om de kendte ligger: Den sikrer et antal ”journalistiske” arbejdspladser i en konkurrence om lider og løgn som er så hård fra webmedierne at Se og Hør næppe ville kunne overleve uden et hemmeligt forspring.

Man behøver næppe at have skrevet ph.d. om Niklas Luhmann for at indse at ethvert (socialt) ”system” – i dette tilfælde Se og Hør som arbejdsplads – primært søger at sikre sin egen fortsættelse, og at enhver opfattet nødvendighed herfor accepteres i den interne kultur. Kerneforretningen er publicering af lummerhed og komplet ligegyldig sladder, uanset om denne er retvisende, fordrejet eller helt uden hold i virkeligheden, så for den enkelte medarbejder er der ikke for alvor nogen moralsk katarsis at hente ved at undsige brugen af mere og mindre ulovlige kilder som ingen udenfor ved noget om. Tværtimod betyder oplysningerne fra ulovlige kilder at man kan fylde spalterne med mindre fantasi og mere fakta. Så hvis man meningsfuldt skulle undsige noget, kunne man – set indefra – dermed lige så godt gøre op med tanken om Se og Hør som sådan og nedlægge sin arbejdsplads.

Derfor er det også naivt at forvente at Se og Hør-redaktionen skulle rette sig efter at en chef højere oppe i Aller-koncernen beder redaktionen droppe tys-tys-kilden og andre velfungerende ulovligheder. Det svarer til at skulle tage kvælertag på sig selv fordi en anden pludselig finder det moralsk tilrådeligt.

5. november 2007: Ken B. Rasmussen fra Se og Hør udsætter en uforberedt Naser Khader for en salve af anklager om fusk og sort arbejde i privaten, og dagen er til fulde reddet da Khader beder sig citeret ”Rend og hop” (fra Christoffer Guldbrandsens ”Dagbog fra midten”, 2009).

2. maj 2014: Ken B. Rasmussen har været ude på en længere rejse end de fleste tilbagelægger på 6½ år, og han har forberedt sprængstof nok til formentlig at jævne Se og Hør med jorden (fra Deadline, fredag den 2. maj).

Se og Hør vil som system betragtet bare sikre egen overlevelse ved at sikre sig sin del af sladderkagen – en kage som ene og alene eksisterer fordi et utal af danskere åbenbart finder fascination og underholdning i at læse endimensionelle, ubrugelige og mere eller mindre løgnagtige beretninger fra de kendtes frontlinje, alt sammen krydret med billeder hvis højeste stræben synes at være mest mulig hud, men i uæstetisk fremstilling.

Lad mig skære det helt ud i pap: Det starter og slutter alt sammen med om der er læsere til lortet. Derfor ligger det primære ansvar reelt hos den læser der i kraft af sit medievalg og sine klik støtter medier som Se og Hør, og næppe hos det syge monster der naturligvis ikke er i stand til at kværke sig selv – eller for den sags skyld hos de journalister inde i monstret som ikke har faglige kvaliteter til at finde en bedre arbejdsplads eller bare tilstrækkeligt menneskeligt format til at skride.

Det minder mig om et indlæg jeg gjorde forberedelse til for 3 måneder siden, men aldrig fik skrevet. Det kommer i morgen – i del 2.

…

PS: Nå ja. Lige nu synes nedenstående overskrift godt at kunne undvære kolonet, og sådan er der så meget. Men nissehuen kan den tidligere Se og Hør-mand vist godt beholde på en rum tid endnu.

Sproglig bonusinfo: Henrik Qvortrup er årsagen til at jeg indimellem ynder at bruge udtrykket ”al den stund at …”.

Del 2: dansk topløs

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Bryan Adams & RedTube

”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”

Ja, sådan indledes en anmeldelse i Berlingske af Bryan Adams optræden på dette års Skanderborg-festival. Der er ikke tale om en dårlig metafor, for det er ikke en metafor. Men det er den mest suspekt søgte sammenligning jeg til dato har set i en musikanmeldelse. Lad os se på hvorfor:

For det første sammenlignes ”hits” i to helt forskellige betydninger, nemlig den betydning at man hitter musikalsk – dvs. rammer noget i folk der gør at de begejstres og køber ens plader – og så den betydning hvor hits er antallet af gange en netbruger rammer ens hjemmeside, altså antallet af klik på ens hjemmeside. Det svarer til at sige at babyen skriger lige så ”højt” som Rundetårn. Skal vi blive enige om én gang for alle at sådanne sammenligninger er kiksede – og at de, i det omfang de overhovedet fortjener betegnelsen ordkløveri, er det på den mest deprimerende måde?

For det andet kan man aldrig bare sammenligne størrelser eller antal uden at kvaliteterne i de to ting man sammenligner, også antydes at have en sammenhæng. Og her må man – mens vi noterer os at månedens tema på Kommakommunikation begynder at tegne sig som porno – spørge hvad fanden Bryan Adams har gjort siden han åbenbart skal sammenlignes med internetporno?

Jeg laver skrivekurser med en 20 år ældre journalist, som jeg viste denne anmeldelse til. Han kunne, på trods af sit ellers skarpe tekstanalytiske blik, ikke umiddelbart se at der var tale om en reference til porno. Så uskyldig kan den generation åbenbart være, og derfor må jeg nok hellere lige forklare: Naturfilm er en gængs ironisk eufemisme for film med mennesker der kopulerer, eller skal vi sige parrer sig. Samtidig er porno kendt som det emneområde der genererer langt mest trafik på internettet – altså mange hits – og dette udgør selvsagt den spinkle relevans i anmelderens sammenligning. Desuden: Når journalister taler om porno på en måde som kunne få det til at se ud som om de selv dyrker det, er der altid indsat en afstandsmarkør, og den finder vi her i form af ordet ”tvivlsomme”. Jeg mener det må være bevisførelse nok for selv mine naiveste læsere (hej-hej, vinker til jer nu), så tilbage står blot det spørgsmål jeg ikke kan lade være at gentage: Hvad pokker har manden gjort siden hans sange skal sammenlignes med populære klip på RedTube?

Det må for det tredje også lige nævnes at sammenligningen på det rent antalsmæssige er ude af proportioner. Lad os sige at en ”tvivlsom naturfilm” får et femcifret antal hits. Bryan Adams antal af hits kan aldrig blive mere end tocifret. Blot dette korte dyk ned i tanken om at sammenligne de to antal bringer én i skurrende kontakt med sammenligningens fundamentale problem. Man kunne sige at antal købere af én single og antal klik på en hjemmeside ville hænge analogisk sammen, men det her er bare mærkeligt fordi antallet af produkter/værker (pophits) sammenlignes med antallet af interessemarkører (hits) for et produkt/værk (”naturfilm”). Absurditeten i det sammenlignede antal (hvis man evner at se bort fra de sammenlignede tings fysiske og logiske kvalitet) kan dog sagtens være et bevidst forsøg på overdrivelse (og dette har uden tvivl et fint retorisk navn), men når sammenligningen samtidig er suspekt og kikset, så kommer uproportionaliteten i antal ikke rigtig til at virke som en retorisk påfuglefjer.

Og jeg er ikke færdig med denne rekord-ringe indledning endnu. Kig på den igen:

”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”

Det var jo dét jeg sagde, betyder at man konstaterer en bevisførelse. Men hits defineres ikke ved at de gør sig for et koncertpublikum – i hvert fald kun som en biting. Hits defineres mestendels ved at de har fået en plads på hitlisterne (altså at de er købt eller downloadet), en plads i radioen (fx som Barometer- eller Giro 413-klassikere) og måske i pophistorien; og så taler vi om studieindspilningen og ikke en tilfældig live-version. Om Bryan Adams har så eller så mange hits, er altså noget den kære anmelder har kunnet konstatere før koncerten – det er jo ikke sådan at Adams har holdt en masse hits hemmelige i 30 år for pludselig at afsløre dem på Skanderborg. At sige ”det var det jeg sagde” er med andre ord komplet meningsløst, og det bliver ikke mindre meningsløst af at det er artiklens indledende ord med indbygget tone af nyhedsrelevans.

Det eneste meningsfulde der er tilbage i ordene, er altså graden af begejstring – ikke hvad ordene betyder. Man kunne have transskriberet en talehæmmet autists hemmeligt artikulerede dom og det havde været en lige så god og præcis anmeldelse. Ja, nu tager jeg forskud på resten af anmeldelsen, men akkurat som indledningen består den også af arbitrære fraser og klicheer, og kunne såmænd have været skrevet på forhånd.

Og vi bør faktisk kigge på resten af anmeldelsen for retfærdigvis at se om den højst mærkværdige associering af Bryan Adams-hits og internetporno gives nogen forklaring. Jeg kan allerede afsløre at det ikke er tilfældet, men lad os nu bare få det hele med:

Fra ’House Arrest’, ’Kids Wanna Rock’, ’ Can’t Stop This Thing We Started’ og ’Hearts On Fire’ via ’18 ’Til I Die’, ’Summer Of 69’ og ’When You’re Gone’ til ‘The Only Thing That Looks Good On Me Is You’og ‘Run To You’ er der stort set jo ikke én festdræber i kataloget, og vi fik dem allesammen på Den Smukkeste onsdag aften.

Og vi fik dem på en måde, så jeg vil mene, der er ganske gode odds på, at Bryan Adams hyldest til festen, for-fanden og fuck-yeah denne aften vil stå tilbage som dén fineste forestilling på dette års festival i Skanderborg, når vi når søndag.

Jeg afbryder lige. Nu er den der nemlig igen: ”fuck-yeah”. Et temmelig unødvendigt ”fuck”, skulle jeg mene, bortset selvfølgelig fra bogstavrimet og tretrinsraketten ”for-fanden og fuck-…”. (Hvad bindestregen i for-fanden laver, ved jeg i øvrigt ikke.) Måske kan vi forsigtigt konkludere at pågældende anmelder – i hvert fald i skrivestunden – har været seksuelt underernæret. Jeg mener normalt ikke at man skal spekulere i og udbrede sig om den slags, men jeg synes det er vigtigt at vi finder en forklaring på den urimelige sammenligning, og det ovenstående ”fuck” synes at bekræfte denne tilsyneladende eneste forklaring. Det kunne også være at hun prøver at imitere det sprog Bryan Adams måske har benyttet sig af mellem numrene, men i så fald fremstår denne hensigt ikke tydeligt nok.

Men uanset om koncerten onsdag gør lige dét eller ej, så var den afgjort værd at tage med. Ét er at Bryan selv er en fin sanger, en endnu bedre komponist og dertil en god guitarist.

Det har vi altid vidst.

Noget andet er …

Nu afbryder jeg lige igen. ”Det har vi altid vidst” lyder lige gammelklogt og velorienteret nok til sandhedsværdien i det skrevne. Jeg har haft plader med Bryan Adams, og jeg synes for så vidt stadig at Reckless (1984) og Into the Fire (1987) er ret gode, ligesom Adams’ trofaste leadguitarist er fin, men ligefrem at begynde at oppiske en superlativ-stemning om Adams som guitarist og komponist synes noget overdrevet, i en verden hvor man nok kan nævne mindst 200 popsmede som er dygtigere (end selv Reckless-niveau) og ikke mindst har holdt en høj kvalitet over længere tid end Adams’ beskedne 6-7 år (eller 8-9 år, hvis man er meget venlig og medregner Waking Up the Neighbours-pladen fra 1991), ligesom man nok kan nævne mindst 500 kendte pop- og rock-guitarister som uden større diskussion er bedre. Adams er god nok. Men det er en skam således at skamrose Adams, ligesom det er en skam at devaluere resten af pop- og rockhistorien. Det virker musikalsk uvidende, og det gavner på ingen måde Bryan Adams. Med sætningen ”Det har vi altid vidst” sætter hun sin anmelder-etos på ét bræt, og brættet knækker omgående; man mister tilliden til anmelder og anmeldelse med det samme.

Noget andet er, at han er backet af ét af de finere rock’n’roll bands i verden. Ikke mindst trommeslageren Mickey Currey og leadguitaristen Keith Scott, som begge er ligeså effektive, som de er uforstilte.

Det har vi sådan set også altid vidst.

Så kan man hævde, at vi sgu’ også altid har vidst, at Bryans band er et fornemt rock’n’roll band, når de hamrer igennem og lader balladerne – ja, ikke mindst dén! – være der på nåde snarere end nødvendighed.

Det havde man måske så bare glemt.

Nu afbryder jeg lige igen. Det er ikke en journalists opgave at være kryptisk. Jeg gætter på at der med ”ja, ikke mindst dén” hentydes til Robinhood-film-balladen ”(Everything I do) I do it for you”, men det kunne sådan set også være en anden ballade, fx ”Heaven” fra Reckless. Hvilken der er mest kendt og dermed fortjener betegnelsen ”dén”, er absolut ikke entydigt. Det er jo ikke Metallicas dén, eller Foreigners dén. Rent sprogligt er der tale om det som professor Peter Haarder har kaldt ”møveri” – man aftvinger læseren den samme lidt for private viden, synsvinkel eller holdning som man selv har. Jeg møvede selv da jeg skrev Metallicas dén og Foreigners dén, for det er måske ikke alle der ved at jeg taler om ”Nothing else matters” og ”I want to know what love is”, selv om disse to ballader langt mere entydigt er hit-ballade nummer 1 for de to kunstnere. Anmelderens kryptiske tale, der måske i virkeligheden kun egner sig til de øvrige koncertgængeres medvidende nik, er igen et højst besynderligt genrebrud.

Men han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden, hvor han væltede det hele, selv om han faktisk var med på afbud fra Sinead O’Connor.

Hov, stop. Nu afbryder jeg lige igen. Nej, okay, så få lige slutningen med først:

Fordi han dengang godt vidste – med hans egne ord – at ’everywhere I go, the kids wanna rock’. Og dét kom han i tanker om igen i Skanderborg onsdag aften…

Herligt!

Ja, okay, så er vi færdige. Det jeg ville afbryde med, var at jeg sgu da troede at anmelderen med dette sprog og denne klichepumpe af en anmeldelse var en nybegynder, men det kan hun så ikke helt være. Men lad os lægge personen til side – der er en grund til at jeg ikke serverer hendes navn for Google i denne sammenhæng, og den grund er at vi går efter bolden her. Der kan i øvrigt være 117 grunde (for nu at overdrive på en smuk og meningsfuld måde) til at anmeldelsen er blevet sådan. Mest oplagt er det at den er skrevet under stort tidspres på et tidspunkt hvor der ikke har været nogen kreativ energi overhovedet – altså vilkår man i den ideelle verden aldrig burde producere tekst under. Det interessante ved anmeldelsen er at den kunne være skrevet uden anmelderens tilstedeværelse, blot på en efterretning fra en søn, datter eller nevø om at koncerten var ”fed”. ”Godt, vi sætter det til 5 ud af 6 stjerner, kopierer hit-titlerne fra Wikipedias diskografi-opslag, fylder det på en ungdommelige fucking fest-kliche og skriver tekstkroppen på 14 minutter.” Sådan ser artiklen faktisk ud. Men uanset grunden ville det være bedre hvis redaktøren tillod at man skar helt ned til det væsentlige og eneste troværdige, nemlig som der stod:

”Han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden.”

Dette er anmeldelsen. For lad os sige det som det er: Resten bidrager på ingen måde med yderligere oplysninger, nuancer, holdninger eller sansninger; kun med tomgang og vrøvl.

Andreas Kofler rimer på kartofler

Nogle gange får jeg en følelse af at befinde mig i et kulturelt u-land. Det kan være vidt forskellige ting der gør det, men forleden var det da jeg måtte være taknemmelig over at SV1 og ZDF viste nytårsskihop fra Garmisch-Partenkirchen, når nu hverken DR eller TV 2 kunne finde ud af det. Hallo, har vi ikke lige vedtaget at det er en tradition? Hvor er Claus Borre? Hjælp mig!

Nå, men det gjorde SV1 og ZDF jo så heldigvis.

Ud over den lise det er for sjælen at se nogen glide, hoppe, s v æ v e og lande på ski, netop denne første trætte dag i året, kom der også et uventet sprogligt udbytte ud af løjerne for mig:

Når snakken går på den fremragende britiske guitarist og sangskriver Mark Knopfler, er der jo altid et eller andet vittigt hoved der for 117. gang skal minde om at dette navn er det eneste kendte ord der rimer på kartofler. Det er vi nu ude over, for manden på billedet øverst – en østriger der kun var på undfangelsens stade da førnævnte guitarist udgav temaet til Local Hero – hedder Andreas Kofler. Og med en andenplads forleden og i øvrigt adskillige wold cup-sejre siden 2006, må det række til at afløse Mark Knopler når denne endnu en gang skal trækkes med kartoflerne.

Om ikke andet kan man svare igen: "Nej, der er også Andreas Kofler". Og så kan vittighovedet stikke piben ind.

Man kan dog ikke nægte Mark Knopflers stadig mere tydelige lighed med en kartoffel. Er det mon det danske mundhelds skyld? Men Andreas Kofler er ikke uden potentiale til en dag at komme til at ligne det han rimer på. Æh, altså på dansk.

Popmusikkens faktafordærvere #2

Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl, og det gider jeg heller ikke, specielt ikke fra musikanmeldere.

I det seneste blogindlæg viste jeg hvordan den almindelige morgen- og aftenshowsjournalistik sjusker gevaldigt med fakta når det gælder popmusik. Desværre er standarden ikke kun lav hos redaktioner der bogstaveligt interesserer sig for alt og ingenting; også hos musikanmeldere kan man fra tid til anden opleve at indiskutable fakta er forvrængede, og at historiens gang fremstilles i uigenkendeligt bøjet neon.

Som i det seneste indlæg tager vi igen udgangspunkt i behandlingen af TV-2, og minsandten om ikke også den formastelige musikanmelder er en genganger. Den 19. august 2010 skrev jeg om Thomas Søie Hansens brug af misvisende klicheer, og nu er den så at sige gal igen.

Det drejer sig om første del af en faktaboks omhandlende 3 tidligere TV-2-albummer i forbindelse med anmeldelsen af deres nye album:

Som det ses herover, står der om 1985-albummet Rigtige mænd at: "Her faldt det hele for første gang i hak over et helt album".

Men det er noget historieforvanskende fis.

Det var på 1984-albummet Nutidens unge at det hele faldt i hak for første gang, og det var om nogen sange som "Ræven og rønnebærrene", "Lanternen", "Blod, sved og tårer", "Be Babalula" og "Vil du danse med mig" der – hvis man skal bruge Søies ulidelige kliche – skabte "noget nær festkaos". Og så har jeg ikke engang nævnt "ABC" og "Natradio" som også var og er hits. Nutidens unge rummer 7 klare hits ud af 10 sange. Hits som fulgte op på "Bag duggede ruder" fra året før og således cementerede TV-2's lyd og status. Og det er såmænd ikke fordi de resterende 3 poetiske transportsange "Hovedbanegården", "Gare du Nord" og "Taxi" faldt eller falder igennem. Der er ingen huller i motorvejen på Nutidens unge.

Nutidens unge er det TV-2-album nogensinde som har den højeste niveau hele vejen igennem; det var TV-2's albumgennembrud og -milepæl. Faktaboksen i Søies anmeldelse er både historieforfalskning og musikalsk misvisende.

Men selvfølgelig var TV-2 mere hypede i medierne ved udgivelsen af Rigtige mænd, og selvfølgelig solgte Rigtige mænd mere. Men Rigtige mænd er ikke helt så god som Nutidens unge. Hvis vi matcher dem over for hinanden, så er det rigtigt at "Hele verden fra forstanden" og titelnummeret er to af TV-2's allerbedste sange nogensinde, men det er "Blod, sved og tårer", "Lanternen", "Vil du danse med mig" og "Natradio" fra Nutidens unge også. Rigtige mænds tredjebedste sang matcher kun noget nær Nutidens unges sjette-syvende-bedste sang – for mellemniveau-sangene på Rigtige mænd er ganske vist fine, men musikalsk set knap så originale, tændte og mindeværdige som dem på Nutidens unge.

Rigtige mænd er TV-2's mest solgte album fordi det forudgående album, Nutidens unge, gjorde forarbejdet, og fordi Rigtige mænd havde to dundrende gode hits at sælge sig selv på.

Det er ikke ualmindeligt at albummet der kommer efter det reelle musikalske gennembrud, bliver det mest solgte. Der skal et virkelig godt album og masser af omtale til for at 'prime' det brede publikum der hverken er fans eller særligt musikinteresserede – herunder de brede medier, som så er klar til at hype det næste album før de har hørt det. I tilfældet Sort Sol så vi således hvordan gennembruddet Flow my Firetear (1991) primede Glamourpuss (1993) der – på samme måde som Rigtige mænd levede nogenlunde op til den hype Nutidens unge havde beredt, uden at overgå Nutidens unge i kvalitet – levede op til hypen uden at overgå Flow my Firetear i kvalitet. Eksemplerne er utallige, og logikken i det er jo også ligetil. Men netop en musikanmelder burde vide bedre end at kigge på salgstal når han taler om gennembrud, om at finde sine ben og om første helstøbte album.

Popmusikkens faktafordærvere

Eksempel 1: Fantastiske Toyota som historisk sællert
Ja, lad os se en mere fuldstændig udgave af hvad Louise Wolff sagde i Aftenshowet den 14. februar da Steffen Brandt var gæst i anledningen af TV-2’s nye album:

”I 1981 udkom TV-2’s allerførste album. Fantastiske Toyota hedder det, og jeg er næsten sikker på at det står hjemme i din reol, for der var 250.000 eksemplarer som nærmest straks blev langet over disken. I dag, 30 år senere, udkommer så TV-2’s 18. album, som hedder Showtime.
Og […]”

Øh, hva'ba-hva'? … 250.000 eksemplarer var den størrelsesorden Shu-bi-dua solgte deres fjerde og femte album i i 1977 og 1978 da de var allermest populære, og som TV-2 også nåede op på med Rigtige mænd fra 1985. Der er ikke ret mange danske kunstnere ud over Shu-bi-dua, TV-2, Kim Larsen og Thomas Helmig som har været oppe på det tal, og det kunne kun lade sig gøre for deres mest sælgende albummer i tiden før internet-download.

TV-2’s debut, Fantastiske Toyota, ligger på cirka 28.000 solgte eksemplarer, altså ydmyge 11 procent af det tal Louise Wolff opgiver, og informationen ligger såmænd særdeles let tilgængeligt på TV-2’s egen hjemmeside. De 28.000 er naturligvis heller ikke ”nærmest straks langet over disken” – det er jo decideret ulogisk med en debutplade som i højere grad end noget andet album er købt per efterkrav når TV-2 har nået et større publikum; jeg købte fx min cd-udgave af Fantastiske Toyota i starten af 90’erne. Louise Wolffs teleprompter-tekst er med andre ord magasinjournalistisk vås af værste skuffe, fordi det i sin konstruerede klicheretorik, isoleret fra fakta, kun gør folk dumme og døve.

Steffen Brandt lader det passere uden en antydning af rettelse. Han klukker tilsyneladende lystigt over noget andet; og hvorfor også ødelægge stemningen fra start. Interviewets vinkel er jo en anden, nemlig hvad Brandt har med i sin personlige tour-taske, og det bliver i øvrigt på alle andre måder et vellykket interview. For Louise Wolff har andre gode kvaliteter end tjek på fakta, og de kvaliteter er netop dette interview også eksempel på – den ros skal hun have: Jeg har aldrig set Steffen Brandt så afslappet i et tv-interview.

Men den indledende faktafadæse er desværre typisk for den tv-underholdningsjournalistiske behandling af popmusik i Danmark. Det er som om popmusik er noget man godt kan behandle som faktafordærvet småsnak. Man tager ikke de hensyn til korrekt angivelse af personer (typisk komponister) og årstal som ellers må være en dyd i journalistik, og man gengiver også gerne et ikke-retvisende billede hvis det lige passer til lejligheden.

På en god dag i tv kan det ske at Lis Sørensen selv har komponeret ’Mine øjne, de skal se’ (1989), hvis bare det passer til den journalistiske vinkel og uvidenhed. Så pyt med at Anne Linnet med kraftig signatur har skrevet sangen. Den slags er hverdag i dansk journalistiks behandling af popmusik, og der findes utallige eksempler, som jeg dog ikke har bogført.

Det er mig en gåde at journalister og redaktioner behandler leksikalske fakta om popmusik så skødesløst, for de blotter sig jo bare over for et stort publikum af musiklyttere og albumkøbere som har fuldstændig styr på tingene – og viser dette publikum at deres journalistik ikke holder vand. Og er denne journalismekultur ikke et eller andet sted nedladende over for popmusik?

Så længe det er sådan, må Danmark betragtes som et kulturelt u-land når det gælder behandlingen af popmusik. I grel modsætning til eksempelvis Sverige.

Eksempel 2: Peter Gabriel som medlem af Genesis i 1986
Et andet nyligt eksempel som jeg havde tænkt mig at dokumentere, var Ib Schifter Schous præsentation af Genesis-nummeret ’Home by the Sea’ i middagsprogrammet Smutvejen for et par uger siden, omkring månedsskiftet januar-februar. Men så meget for playlister og radio når du selv vil høre det: Alt før 4. februar er dags dato slettet – programmer og playlister ligger altså i mindre end to uger (hvilket sikkert er klogt, da det ellers ville være for let at dokumentere hvordan deres playlister kører i ring i et klaustrofobisk begrænset antal af sange – men det er en anden sag). Hm. Så derfor må jeg desværre referere fra hukommelsen:

Da ’Home by the Sea’ blev fadet ud, meldte Ib Schifter Schou at den var fra 1986, og tilføjede jovialt: med alle de gamle Genesis-medlemmer fra Peter Gabriel til Phil Collins.

Dette er flerdobbelt nonsens med flikflak og halv skrue.

Først den mindre fejl: Nummeret er fra 1983-albummet Genesis og ikke fra 1986-albummet Invisible Touch. Kun tre år, ja, men helt upinlig er fejlen nu ikke, for der er tale om Genesis’ salgsmæssige og popmæssige storhedstid og om at rigtig mange har albummene liggende.

Og så den journalistiske monsterfejl: Peter Gabriel forlod Genesis i 1975 til fordel for sin solokarriere, og han var ikke på nogen måde album-gæst hos Genesis hverken i 1983 eller 1986. Igen har vi at gøre med vås og pladder som måske lyder godt som småsnak, men er faktuelt temmelig forkert.

Eksempel 3: Splinternyt nummer turnerer på 21. år
Det er altid godt med tre eksempler, og heldigvis har jeg gemt ordlyden fra dr.dk/musik da D-A-D’s lille koncert på taget af busterminalen blev refereret den 11. november 2008:

Jeg stod selv på Rådhuspladsen den aften i november 2008, og derfor hæftede jeg mig – da jeg senere læste ovenstående beskrivelse – ved formuleringen ”tre splinternye numre fra deres album Monster Philosophy”. Jeg kan nemlig – hånden på hjertet, biblen, D-A-D-boksen eller hvad du måtte ønske – bevidne at det tredje og sidste nummer var ’Isn’t that wild’.

Åbenbart har ingen på Aftenshowets webredaktion været opmærksomme på at ’Isn’t that wild’ var selve tærsklen til D-A-D’s gennembrud tilbage i 1987. Det var blandt andet et hit i Tyskland, og det er åbningsnummer på albummet D.A.D. Draws a Cirkle.

De spillede det dér på busterminalen fordi det passede til lejligheden, og fordi det stod godt til de nye numre. Sådan noget kan et rigtigt rockband med et godt bagkatalog faktisk finde på, TV-2 kan også finde på det – altså at spille hvad de vil, når kablerne alligevel er tilsluttet sådan rigtigt – men det er den pladdermagasinjournalistiske tankegang for forudsætningsløs til at forestille sig.

Det meste af det som en musikukyndig vært (eller researcher) behøver at vide for ikke at jokke sådan i spinaten, kan hentes på 10-sekunder ved et kig ind på Wikipedia eller kunstnerens egen hjemmeside. En søgning på kunstnernavn plus diskografi/discography giver ofte svar ved kasse 1, i hvert fald hvis det er så væsentligt udbredte kunstnere som i de tre eksempler. Så det er sgu ikke så voldsomt at forlange at journalistikken er bare nogenlunde ordentlig med popmusikkens fakta.

Julens usual suspects, del 3: De bedste danske

Så er vi – i sidste og lidt pressede øjeblik før nytår – kommet frem til del 3:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de danske)

… og jeg har en fornemmelse af at den vil chokere.

1) Shu-bi-dua: Rap jul (1973)
Jo. Jeg mener det! Og jeg ved godt at det i virkeligheden er White Christmas som er tema og hadeobjekt i disse tre blogindlæg. Men Shu-bi-dua gør her noget ved White Christmas som i vellykkethed er på niveau med hvad Pet Shop Boys i 1991 gjorde ved U2’s Where the Streets Have No Name, nemlig laver en radikalt anderledes version på kunstnerisk hjemmebane og tilmed parkerer en bid fra et andet nummer omkring klimaks. I Rap jul tager saxofon-soloen et sidespring til et helt andet nummer (som jeg ikke kan hitte ud af hvad er) mens den ledsages af en slæbende hihat.

Teksten er ret fiffig, men det er svøben om Shu-bi-dua at fokus i omtalen af Shu-bi-dua altid er på deres tekster, så jeg vil godt holde fast i den geniale musikalske operation:

White Christmas udsat for tempo og boogie-woogie-klaver er ikke i sig selv noget at skrive hjem om. Men dertil kommer en moslende rockbas trukket punk-agtigt langt frem i lydbilledet og noget Beatles-agtigt Hardinger-kor, og så begynder det at ligne noget. Højdepunktet for mig er det der sker da saxofon-udflugten skal afrundes. Kommer vi da tilbage til tredje vers? … Nej, vi kommer ganske vist tilbage til White Christmas-akkorderne via en d-d-d-d-d-d-d-opbremsning med trommerne, men her er det så at en superspændt leadguitar leverer en nærmest Anders And-imiterende solo. Det er et gyldent øjeblik.

Hvor i denne top-5 Rap jul bør ligge, er lidt vilkårligt. Men selve forvandlingen af den ellers så trælse White Christmas – selve grebet – er sandsynligvis det der får mig til at sætte den på toppen.

Rap Jul var i øvrigt Shu-bi-dua s tredje single, efter Fed Rock og Stærk Tobak – alle såkaldte undersættelser af udenlandske sange, og alle forud for debutalbummet fra 1974.

2) Gasolin: Dejlig er jorden (1976)
Dejlig er jorden er ikke nødvendigvis en julesalme. Det er bare en samle der er så god at vi også synger den til jul. B.S. Ingemann stod for den korte tekst i 1850, men melodiens oprindelse fortaber sig i et tysk-centraleuropæisk folkedyb under de henrullede tider. Gasolins rockversion er lige så genial som den er simpel og buldrende; og jeg er sikker på at nogle af datidens salmekomponister og -arrangører ville have været edderspændte … af vild begejstring over den store mørke lyd fremdrevet af elektriske guitarer, ekkobuldrende trommer og Larsens enestående og elektrisk forstærkede svælg. En lyd som rimer så godt på den eksistentialistiske tanke om jorden vi er kommet af og igen skal formuldes i. Gasolins version er den rigtigste version.

En salme afslører ikke altid sine sande akkorder, nogle salmer er praktisk talt menuetter (to melodispor der snakker sammen) uden fast defineret bund, og ofte uden at røbe dur eller mol. Laver man det om til jazz, lægger man akkorder ind hele tiden, som skifter lige så hurtigt som et udvalg af efterårets løvfald. Gasolin gik den modsatte vej: De strakte grundtonerne længst muligt og reducerede akkordskiftene til et minimum – lidt som vi kender det fra de fleste former for techno i dag. Det er med til at understrege massiviteten i nummeret.

3) Shu-bi-dua: Den himmelblå (1980)
Shu-bi-duas bedste julesange er nogle af de bedste danske moderne julesange overhovedet, til gengæld er Shu-bi-duas værste julesange også de værste julesange overhovedet. Men det er meget nemt at orientere sig i hvad der er værst og bedst ved Shu-bi-dua; man kan med fordel betragte Shu-bi-dua som to forskellige bands. Det tidlige og ambitiøse Shu-bi-dua, til og med 10’eren (dvs. 1983) (og til dels også 11’eren og 12’eren (1987)), er et kunstnerisk værdigt nationalklenodie på linje med Gasolin og Sebastian. Det sene og uambitiøse, kopiband-lignende Shu-bi-dua er det ikke rigtig – omend det bedrer sig hen mod og med 17'eren. Og julesangene er endog endnu mere differentierende: De tidlige julesange ligger i toppen af Shu-bi-duas sangkatalog, mens det sene Shu-bi-duas julesange i nogle tilfælde er så pinlige at jeg ikke nænner at nævne dem her. Så er stillingen vist gjort op fra min side.

Det tidlige Shu-bi-dua lavede 3 fremragende julesange. Ønskelisten fra 9’eren (1982) kan dog ikke nå op på en dansk top-5, men en førsteplads til Rap jul og en tredjeplads til Den himmelblå er fuldt fortjent.

Den himmelblå ligger i solar plexus af Shu-bi-duas storhedstid og er genremæssigt egentlig bare ultra-shu-bi-dua. Bemærk den fine produktion og den tragikomiske tekst der ironisk forsøger at gøre den kommercialiserede jul hyggelig og højstemt. Hintet i starten af teksten ”mon han har klejner med” var dengang meget tydeligt, men jeg kan da godt minde om at klejner (også) betyder penge – især hvis man ikke har nogen. At vinke fra sin rensdyrspand er noget andet end hvis det havde været sit rensdyrspand. En spand er en elendig bil, og ikke en kane trukket af et spand. Og ”flyver af sted” betyder som bekendt også at man er travl og ikke til stede. Der ligger meget i sådan en tekst, og det ligger tæt. Det gode ved det gamle Shu-bi-dua er så at det også er poetisk på det naivistiske plan, og at det er sunget uden distance. Derudover er mange af deres melodier fantastiske – det glemmer den journalistiske og historiske behandling af Shu-bi-dua tit.

4) Otto Brandenburg: Søren Banjomus (1969)
Irriterende børnesang? Jo, måske er det sådan man husker den i hovedet. Men når man så hører den i virkeligheden, bliver man altid glædeligt overrasket. Otto Brandenburg kører den ind med banjo-orkester og børnekor, og Brandenburgs musikalske geni og begejstring er formentlig årsagerne til at indspilningen holder igen og igen.

Melodien er ikke Brandenburgs men en gammel traditional, Skidamarink, som første gang blev til populærmusik som afslutningsnummer i Broadway-musicalen The Echo (1910) og siden udgivet i utallige versioner, blandt andet af Jules Loman under titlen Christmas Alphabet (1955), på dansk ved Arvid Müller som Juleaftens alfabet.

Brandenburg har heller ikke skrevet hele teksten. Fra den gamle Skidamarink har han omkvædet ”Skidamarink a dinky dink, Skidamarink a doo” som han så har oversat til Skillema-dinke-dinke-du. Resten af teksten er åbenlyst inspireret af universet fra På loftet sidder nissen (1911).

5) Nordstrøm: Danmark, det er jul (2008)
Mange vil nok føle at himlen falder ned over hovedet på dem nu, for dette er den sidste plads, og listen bliver ikke udvidet til en top-7 eller top-10. Sagen er afgjort, og Nordstrøm nåede gud hjælpe jer femtepladsen på en top-5 hvor Shu-bi-dua indtog to pladser.

Hvor er Gnags’ julesang med musene i en spand med mælk? Ja, den kunne nok klare en top-10, men al tvivl blev fejet bort da jeg fandt ud af at den hedder ”Gnags’ julesang”. Det kan jeg ikke tage seriøst.

Hvor er Mc Einar med Jul, det’ cool? Ja, jeg ved godt at mange bliver vrede nu, og at den ville være det smagsmæssigt politisk korrekte valg til sådan en top-5, men hør nu lige her: Jul, det’ cool er for så vidt smågenial, men den mangler en væsentlig egenskab som er selve pointen med at komme med på denne liste: Jeg kan – hånden på hjertet – ikke holde ud at høre den i hvert andet radioprogram ved juletid. Det egner den sig ikke til. Punktum.

Dalton har lige lavet en rar og god julesang om ”tre vise mænd der stod på en varmerist i byen”? Jep, den er helt klart kandidat, men ikke helt original nok – musikalsk set.

Anne Linnet med Lille messias, da? Åh, jo, helt klart en lille klassiker. Men altså lille, ikke top-5-materiale.

Drengene fra Angoras julesang? Nej, ikke god nok, det er en sekundær 70’er-80’er-pastiche et sted mellem Shu-bi-dua og Status Quo, og teksten fungerer kun inden for universet.

Anders Matthesen: Jul på Vesterbro, for fanden da så?! Tjo, i grunden en ret god melodi, men tekst og setup er anstrengende i længden, ligesom Jul, det’ cool.

Er der flere indvendinger, eller kan vi komme videre i teksten nu?

Jeg vælger Nordstrøms Danmark, det er jul ind i det fine selskab fordi jeg faktisk synes det er lykkedes elektropop-duoen at lave en helstøbt, stemningsfuld og slidstærk julesang. Længere er den ikke.

Der er lidt Shu-bi-dua i linjer som ”solen er gået kold”, men ellers er den tekstligt ganske ufarlig i sammenligning med Den himmelblå. Til gengæld er den i lyd og komposition endog særdeles vellykket i sin beskrivelse af en rar og tryg følelse.

Boblere?
Jo da! Denne her.

Og som afslutning på alle tre indlæg kan du få denne her at gå hjem på.

Julens usual suspects, del 2: De bedste globale

I del 1 i går bragte jeg min Top-5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere. I dens indledning kan du læse om årsagen til denne trilogi.

Her går vi direkte videre til:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de globale)

1) Slade: Merry Xmas Everybody (1973)
Det kommer lidt som en overraskelse for mig selv. Men nu hvor jeg skulle gøre det op, slog det mig at det her nummer holder fucking vildt fedt. Vi har den højstemte 70’er-rocklyd som vi også kender fra andre sammenhænge (man kunne nævne Gasolin og John Lennon), og det er i virkeligheden sikkert bare et billigt trick med en kold rumklang på vokalerne der hensætter én til kirken uden at man tænker over det; men det virker. Vi har en fed, beskidt lyd på guitarerne og en markant (og markant produceret) leadvokal. Og vi har en utrolig stærk melodi som bæres på 12/4-takter, hvilket betyder at den både rocker (4/4) og under dette valser (3/4), hvilket igen giver en fornemmelse af at den vugger (6/2).

Men – hvis vi lige lægger de analytiske briller til side – vigtigst af alt: Den er fascinerende og dejlig!

Merry Xmas Everybody lå nummer et på den engelske singlehitliste i december 1973. Det er ikke så mærkeligt; mere bemærkelsesværdigt er det at den forblev den mest solgte single til midt i januar 1974. Se, dét er stærke julesager!

2) José Feliciano: Feliz Navidad (1970) (tidlig live-version, sen live-version)
Vi bliver i de spæde 70’ere for at finde den næstebedste hæmningsløst afspillede juleklassiker. Det er et virkelig dejligt nummer.

Alligevel er det godt klaret af en Puertoricansk sangskriver – altså at nå igennem den engelsksprogede-danske dobbeltmur som omkranser massekulturdyrkelsen i Danmark, og som næsten kun lader lidt svensk og lidt tysk sive ind (hvis det lever op til fordommene). Men omkvædet her er engelsk, sangen sidder lige i skabet, og manden er blind.

3) John Lennon og the Plastic Ono Band: Happy Xmas (War is Over) (1971)
Jeg har i mange år haft et strejf af irritation ved denne sang, men irritationen er forsvundet. Måske fordi jeg er klar over at irritationen – ligesom for mange andre musikelskere – hidrører Yoko Ono og det skær af alt for hellig grimhedsdyrkelse som kom ind i Lennons sangskrivning med hende, og som var massivt lige omkring 1970 (opløsningsåret for Beatles). Nu har jeg fået skilt tingene ad og henlagt irritationen til de englehvide billeder af dobbeltsengen og sangen Give Peace a Chance (1969) som fortjent eller ufortjent må bære min irritation foreløbig.

Tilbage står – nu renset for enhver irritation – dette ikon af en sang. En sang som har samlet sig i mit sind og nu kun virker smuk. Og den bliver smukkere jo mere den spilles. Jeg ved at den er en af knoglerne i pophistoriens kompositoriske skelet. Måske kravebenet? Og jeg vil kunne nynne den og genkalde mig lyden af den, ikke kun i søvne, men ind i evigheden.

Den er to år tidligere på færde end Slades juleklassiker som den lydmæssigt er i familie med, blot er det en ballade uden elguitarer. Men faktisk blev den ikke nogen succes i 1971 fordi den var indspillet for tæt på jul, derimod slog den igennem i 1973 – samme år som Slades sang! – hvor den blev nummer 4 på den engelske singlehitliste. Den toppede dog i 1982 hvor den, formedelst en genudgivelse, nåede plads nummer 2 på hitlisten.

Lennon mente selv at han havde fat i noget der er større end White Christmas. Jeg spår at han får ret – lad os tjekke efter om 20 år.

4) Elvis Presley: Merry Christmas, Baby (1971)
Well, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – yeah, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – well, I want to kiss you, baby; are you standing near the mistletoe?

Elvis Presley når han er allerbedst, og en af de bedste 6/8-blues-indspilninger nogensinde – hvis ikke dén bedste. Det kunne i princippet have været alt mulig andet end en julesang, og derfor kommer den heller ikke højere på denne juleliste, men hold da helt kæft hvor er den dejlig.

Den er skrevet af Lou Baxter og Johnny Moore, og har siden den kom til verden i 1947, været indspillet af utallige kunstnere, men Elvis’ version er den bedste, og det er også Elvis’ bedste af utallige julesange fra ham.

Bemærk at Elvis-indspilninger på over 5½ minut absolut ikke var hverdag, men stemningen er så fed og rundgangen så god at den ikke vil stoppe – hvilket understreges af at man simpelthen fader ud.

5) Gilbert O'Sullivan: Christmas Song (1974)
Vi bliver i de tidlige 70’ere. Denne sang har jeg faktisk slet ikke hørt i radioen i år, så den var ikke på listen i går. Men da jeg vågnede i morges, var den der i mit hoved – hvilket i sig selv er et meget godt pejlemærke for hvilke sange man virkelig holder af.

Det har sikkert alt sammen noget at gøre med hook-linjen ”I’m not dreaming of a white christmas” som jeg jo ud fra mine idiosynkrasier ikke kan lade være med at høre som en kunstnerisk afstandtagen til julesvøben White Christmas.

Men jeg synes under alle omstændigheder sangen holder. Den irske Gilbert O'Sullivan har lavet en velbygget og velproduceret popsang med en god hookline.

Hvorfor 70’erne?
Hvorfor består min top-5 af sange som hver og en er fra de tidlige 70’ere? Ja, det har intet med mine biografiske data at gøre. Jeg kom til verden i november 1974 hvor sidstnævnte sang netop var udkommet, og det er da særdeles sandsynligt at den har lydt fra en transistor et eller andet sted på fødegangen. Men det betyder så også at de øvrige fire er fra før min tid, så at sige. Jeg har ikke noget særligt crush på 70’erne; mit mest intensive musikkendskab hidrører af naturlige årsager 80’erne. Så jeg er hverken miljø- eller interessemæssigt påvirket. Det må være noget med sangenes kvalitet – noget i tiden må have givet en evne til at lave moderne julesange som stadig holder.

Men nu udvider jeg til en top-7, for lige efter nummer 5 kommer der to fra 80-90’erne. Den første er spillet sindssygt meget i år; den anden spilles alt for lidt.

6) Chris Rea: Driving Home for Christmas (1986, 1988)
Ja, den er spillet sindssygt meget – den reviderede (og lidt mere julede) version fra 1988. Men mærkelig nok holder den til det, og det er jo lige det disse lister handler om.

Som 80’er-Chris Rea-kender er nummeret set indefra, med den diskografiske fartblindhed, et af hans relativt banale numre. Men det er en god popsang, og når Chris Rea lander i radioens øvrige strøm, lander han godt. Det har dog undret mig at jeg har kunnet holde ud at Driving Home for Christmas i den grad tyndslides som det gør, men jeg tror det har at gøre med at det er ærligt såvel musikalsk som tekstligt. Selv meget banal musik, poppet musik, sovset musik eller dullet musik holder hvis det er skabt på og bevarer sin ærlige nerve.

Jeg aner ikke hvad der skete i 2007 omkring dette nummer, men jeg kan på Wikipedia læse mig til at det fra og med 2007 har ligget højt på hitlisterne. Dette har intet med nummeret eller Chris Rea at gøre, så årsagen interesserer mig ikke så meget, men det kunne jo skyldes fx en reklame eller et soundtrack.

7) AC/CD: Mistress for Christmas (1990)
Dette nummer er uden overdrivelse min frelse. Det er måske i en vis forstand ”dirty”, men når højttalerne er ved at stoppe til af fedladen, lunken eller ligefrem fordærvet julemusik (se gårsdagens liste), er dette den ultimative rensevæske. Derfor ingen jul hos mig uden at Razor’s Edge-albummet fremfindes og der klikkes frem til nummer 5 på cd’en og fyres godt op i små 4 minutter. Hvilken velsignelse! Tak! Jeg skylder virkelig AC/DC en kæmpe tak for at have frembragt denne unikke rensevæske, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Hvor er det dog befriende at høre Brian Johnson vrænge det oplagte rim ud: ”I wanna misstrææææs for christmææææs”. Smukkere kan mandligt gavebegær og udpakningslyst ikke beskrives, og guitarerne fortæller alt hvad der er at fortælle om julelummer liderlighed under opbygning. Dette er stor kunst. Spil den dog noget mere!

Julens usual suspects, del 1: Fri mig

Jeg plejer at sige det sådan: Jeg dør i den ulideligt tomme pause mellem ”white …” og ”… christmas” i White Christmas. Den nok så berømmede Irving Berlin har skrevet den, og Bing Crosbys indspilning er i Guinness’ Rekordbog for at være den mest solgte single nogensinde. Lige meget hjælper det. Jeg kan ikke udstå dens sovsetykke kedsommelighed, og slet ikke i Bing Crosbys og lignende versioner. Det hjælper lidt hvis man sætter en i sig selv interessant stemme og personlighed på – fx Elvis, Sinatra eller Louis Armstrong – for store fortolkere kan selvfølgelig bringe liv i døde linjer ved at lægge pauser og fraseringer på en meningsfuld måde. Men et stort hit i min bog bliver White Christmas aldrig.

Samtidig har jeg – som sporadisk P4-lytter – konstateret at et julenummer som jeg var ved at eksplodere over sidste år (lidt ligesom marsmændene ved lyden af Slim Whitman: Indian Love Call (1952) i Mars Attacks! (1996)), nemlig Wham!: Last Christmas (1984), næsten ikke har været spillet. Kan selv de musikalske cementhjerner der bestemmer musikken på P4 – og bestemmer at spille det samme hele tiden – også få nok?

Det har alt sammen fået mig til at tænke på hvilke af de voldspillede Tordenskjolds soldater af jule-pop/rock-sange der kan holde til sliddet, og hvilke der ikke kan. Eller sagt med andre ord: Hvilke af disse igen og igen spillede julesange kan jeg holde ud at høre igen og igen – og hvert år om igen? Ja, hvilke ville jeg nødig undvære? Og hvilke får min hjerne til at degenerere ved deres ulidelige gentagelse?

Vi tager det sidste først – en top-5 med juleklassikere i hyppigt spillede versioner jeg ikke kan udholde at høre mere. Jeg har ikke White Christmas med, for så kunne jeg lige så godt lave en helt selvstændig liste af bedagede Bing Crosby-sange som svømmer i kirsebærsovs, og det er der ikke rigtig nogen grund til at bruge pladsen på. Lad os beskæftige os med den del af poppen som er langt nok fra jazzet ”underholdningsmusik” til at kunne kaldes egentlig rytmisk musik:

Top 5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere

1) Band Aid: Do They Know It's Christmas (1984)
Ja: Bono, Sting og min yndlingspopvokalist Simon Le Bon (Duran Duran) ved samme mikrofon! Og Phil Collins på trommer! Det er toppen af poppen i 1984 – endda lige på forkanten af deres eget absolutte peak – og på papiret ser det skidegodt ud. Men der er også andre med, og Bob Geldorf har skrevet sangen, og hele produktionen holder ikke i dag. Pop og omverdenssentimentalitet i klammeste parringsdans. Hvis det er sådanne numre man mindes 80’erne med, så tror jeg da fa’en at man kalder 80’erne kitsch. Mit forslag er at alle cd’er, bånd og lp’er med Band Aid destrueres. Der er heller ingen grund til at lave andre versioner, for både tekst og komposition er makværk.

Det skete så alligevel allerede i 1989 med Band Aid II, der havde producerteamet Stock Aitken Waterman (Mike Stock, Matt Aitken og Pete Waterman) og tidens store døgnflue Bros som de dominerende kræfter – men også med Chris Rea! Denne nye version er betydeligt bedre end originalen fra 1984. Arrangementet og produktionen gør det bedste for kompositionen, og vokalerne står langt mere interessant til hinanden – fx Jimmy Sommerville op mod Chris Rea. Overordnet – og meget groft – kan man sige at producere med ret til at dele og herske blandt en flok andenrangskunstnere men med fremragende stemmer (Band Aid anno 1989) får et bedre resultat end en velgører der skal holde styr på en flok førsteklasseskrukker (Band Aid anno 1984). Desværre spilles 1989-versionen bare aldrig.

Trods det for kompositionen noget nær optimale resultat fra 1989 går man gud døde mig løs på sangen igen i 2004 (her uden video)(her med afbrud). Nu under navnet Band Aid 20 og med Paul McCartney (på bas) og musikere fra Supergrass, The Darkness og Radiohead (bl.a. Thom Yorke på klaver), og – som sangere – andre prominente navne som Chris Martin (Coldplay), Robbie Williams og Dido. Og hvordan falder det så ud? Jo…, meget godt. Det er en mere lavmælt økologisk version, og den er mere hjertevarm end udråbende i udtrykket. En sådan intimisering kan den tynde og klodsede komposition jo ikke klare, men den får også hjælp: Man har puttet lidt flere skæve akkorder på, nedtonet de mest kiksede steder i melodien, lavet et smukt break og understreget de brugbare sammenhænge i kompositionen. Det er altså ikke uden grund – eller uden resultat – at så stærke komponister som McCartney og folkene fra bl.a. Radiohead har været på sagen. De har ydet kompetent plastic-kirurgi til selve sangen. Desværre spilles 2004-versionen heller aldrig.

2) Boney M.: Mary's Boy Child /Oh My Lord (1978, Farian; Jay)
Så er vi nede i 1978, men på en måde bliver vi i 1984, for her udgav Boney M., gud hjælpe os, et helt jule(opsamlings)album, selvfølgelig indeholdende dette alt for store julehit. Okay, det er måske næsten for nemt at putte smagløsheden selv på denne liste, men den spilles faktisk stadig hver jul, så den må jo med. (Prøv om du kan se videoen og høre musikken uden at sende en tanke i retning af Stripper-Jens fra Rytteriet.)

NB: Den originale Mary's Boy Child (skrevet af Jester Hairston) blev første gang indspillet af Harry Belafonte i 1956.

3) U2: Christmas (Baby Please Come Home) (1987)
Bono og jul er to ting som i mine ører bare ikke klinger godt sammen i 80’erne. Christmas (Baby Please Come Home) er skrevet af Phil Spector og originalt sunget af Darlene Love i 1963 – og i dén version klæder melodi og arrangement hinanden. U2s udgave er bare bøvet; men ikke desto mindre er det den version som spilles flittigst i radioen – af åbenbart historieløse musikredaktører der ikke kan finde ud af at grave et spadestik dybere.

4) Bruce Springsteen: Santa Claus Is Coming To Town (1978, live)
[Dette link er opdateret i august 2014, og efter at have været nødt til at udskifte 1984-klippet med denne optræden fra 1978, som har en afgørende lethed og mere swing og elegance, viser skudsmålet sig ikke at holde. Det handler således om Springsteens senere, mere stive og klodsede versioner:]

I forhold til U2 er det stort set det samme som gør sig gældende: Det er et ligegyldigt cover, og det er besynderligt at det spilles hele tiden.

Springsteen bræger, og rockklicheerne står i kø. Kompositionen er for let til så tung en omgang. Der er i hundredvis af andre coverversioner, og alt fra Jackson 5, over The Supremes, til Chris Isaak i duet med Stevie Nicks er at foretrække.

Santa Claus Is Coming To Town er skrevet af J. Fred Coots og Haven Gillespie, og den første indspilning (fra 1934) er af Harry Resers orkester med Tom Stacks i front.

5) Wham!: Last Christmas (1984)
George Michael har en stor del af æren for julerædselsåret 1984 – som vokalist kæmpede han med sig selv om førstepladsen på den engelske singlehitliste i form af Band Aid mod Wham! (udråbstegnet er altså en del af boyband-duoens navn, det er ikke en sensationsmarkering fra min side). Men 1984 er også året hvor George Michael lavede sin bedste komposition nogensinde – Careless Whisper.

Egentlig er Last Christmas slet ikke så ringe ... af en George Michael-komposition at være; den kan bare ikke holde til den radio-rotation den har været udsat for. Faktisk går der en historie om – men jeg ved ikke om den er sand – at det oprindelige udkast hed ”Last Easter”. Hvis det var forblevet sådan, havde Michael ikke tjent så styrtende mange penge, til gengæld havde sangen nok været spillet på et niveau som den ville kunne trække.

Som tvungent element på radioens julepensum er den for længst blevet for meget. Værst er det når de begynder at spille den midt i december. Jeg kan bedre klare den i bagjulen. De mange keyboards og de elektroniske trommer – der, sammen med den isolerede lyd, alt sammen lyder som dask i sne – får mig vist nok til at tænke på en materialistisk jul, lidt på samme måde som Bing Crosby-sangene. Den skulle angiveligt handle om kærlighed, men den får mig snarere til at tænke på alt det jeg ikke kan lide ved julen.

I morgen får du min top-5 over de mest slidstærke juleklassikere – det glæder jeg mig til. Og i overmorgen får du min top-5 over mine danske favoritter. Jeg ved at listerne kommer lidt sent, men så må du kigge på dem igen næste år.

Mens du venter på den fantastiske top-5 i morgen, kan du lige konsultere denne her:
Do They Know It’s Bonus Time, CEO Remix (2008)