Syge punktummer eller ej

Er jeg ved at blive gammel? Det er lykkedes mig at skrive både ”min bare røv”, ”lort”, ”fanden” og ”pokker” og tale om ”syge punktummer” i en artikel på Kforum. Måske skyldes det at jeg læser korrektur for Jesper Ralbjerg og er blevet smittet af et rigere ordforråd? Måske skyldes det kombinationen af to af få emner der i den grad kaster adrenalin i mit blod, nemlig dels tegnsætning og dels Det Radikale Venstre. I sidstnævnte tilfælde er der tale om gammelt had/kærlighed, forstås.

Kforum bad mig skrive om De Radikales punktummer, som jeg ikke havde skænket en tanke før jeg nu blev beordret til det mindre end to døgn før deadline. Min feedback til Kforum er et af de mest nørdede indlæg nogensinde – med grammatiske betragtninger der uden tvivl vil gå over hovedet eller under radaren på flere af segmentets speedlæsere – men redaktionen har minsandten ikke villet ændre en tøddel. Hva’ba? Jeg er vist ved at blive gammel.

(Nuvel, Kforum har cirka 4 nye artikler om De Radiales kampagne, så jeg må nok nøjes med de virkeligt interesserede læsere.)

Som antydet kunne det lige så godt have været et indlæg på denne blog, men i så fald havde et så kompliceret indlæg – researchet på 4 minutter, forud-tænkt i en halv time, skrevet i et flow ud af en tangent og revideret, gennemskrevet, selvkorrekturlæst midt om natten – fået lov at ligge over en ekstra dag til faglige dobbelttjek og yderligere sluddersletning, idiosynkrasi-inddæmning og småjustering. Men sådan fungerer det ikke i mediernes malstrøm – de vil have det, og jeg må slippe det. Og hvis jeg selv vil ændre en tøddel, må jeg håbe at nogen tager telefonen.

Lad mig alligevel vove at flytte kommmakommunikationsfesten over på Kforum ved at invitere dig til at læse ”Vi sætter. Også punktummer.”.

Når en hæderkronet avis skider i egen rede

Indrømmet: Dette indlæg er et af den slags indlæg som kan virke ret mavesurt, pernittengrynet og måske endda ondskabsfuldt på nogle. Men det er fordi man misforstår sagens egentlige væsentlighed: Sprogansvar. Sprogansvar er ansvaret for at videregive et ordentligt og nuanceret dansk, og derfor bæres det – frivilligt eller ufrivilligt – af intellektuelle autoriteter, især sproglige autoriteter, altså personer og institutioner som omgivelserne forventer mestrer et godt dansk, og som de derfor lader sig autoritativt præge af.

En stor og hæderkronet avis som Berlingske og institutionen Berlingske Media har i allerhøjeste grad sprogansvar. Dels er det en journalistisk arbejdsplads med det danske sprog som den ene side af det primære materiale (mens indholdet udgør den anden side), og dels er det en stor institution som alene i kraft af sin volumen og sine mange interessenter forventes at have styr på tingene. Når Berlingske sætter sprogligt inkompetente til at skrive uden nogen form for efterfølgende korrektur, bliver jeg derfor både ked af det og vred, for herved forurener man andedammen med et dysfunktionelt, maltrakteret sprog og saver dermed den gren af man selv sidder på: sproget og den gode læseoplevelse. Desuden er det besynderligt at bede om en læsers tid og opmærksomhed uden at have gjort sig umage med det man har skrevet, men det er så et parallelt argument.

Det er muligt at den oprindelige intellektuelle og sprogligt bevidste kultur på de store danske aviser i dag snarere er udskiftet med en management-kultur styret af anglofile kommunikationsuddannede der kerer sig fanden om sproget hvis bare der kommer klik og penge i nyhedsmaskinen. Sproget og dets indbyggede krav om at blive set efter i sømmene hvis det skal være en glæde at læse, er kun et besværligt onde for den moderne nyhedsformidler. Dette formidlingssyn bekræftede direktør/chefredaktør Lisbeth Knudsen da hun for nogle år siden optrådte på Dansk Kommunikationsforenings kommunikationsdag med en powerpoint-præsentation indeholdende graverende ordfragmenteringer – der som bekendt er udtryk for sproglig lavintelligens par excellence. Men dette formidlingssyn til trods er sproget stadig deres professionelle materiale, og de har stadig et sprogansvar.

Jeg kæmper for et dansk som fungerer, og derfor er jeg nødt til at gøre opmærksom på denne ansvarsfraskrivelse og ligegyldighed. Måske mister jeg kursuskontrakter ved at nævne navne og gå i kødet på en virksomhed, men den risiko må jeg løbe i et land hvor der ikke rigtig er kultur for at lytte til og lønne sine dygtigste kritikere. Én er nødt til at gøre opmærksom på det alvorlige i at sproglige autoriteter, sågar statsstøttede af slagsen, skider deres sprogansvar en lang march. Ingen andre gør det. Det er ikke moderne.

Og måske skydes jeg i skoene at jeg er sprogkonservativ, men den risiko for fejltolkning må man løbe når man kæmper for at vi bevarer et velfungerende dansk. ”Bevarer” er jo så det farlige ord: Det betyder i denne sammenhæng at vi i morgen ligesom i går har et velfungerende dansk. Det betyder ikke nødvendigvis at det dansk er præcis det samme. Nedbrud i grammatiske trafikregler og sunde logikker er mestendels uheldige. Opblomstring og henfald på ord- og fraseniveau er mestendels et udtryk for en normal og sund udvikling. Det er grammatikken der er for svag i uddannelsessystemet; de virkeligt væsentlige dele af korrekt sprog handler ikke om stavning, men det er der mange der misforstår. Og grammatik er ikke et spørgsmål om latinske betegnelser; det er et spørgsmål om at forstå, mønstergenkende eller i det mindste fornemme sprogets sammenhæng med kommunikative logikker sådan så man kan tegnsætte (hvilket er en særdeles retorisk disciplin), bøje og skabe indbyrdes overensstemmelse mellem sætninger ved hjælp af ord som derfor, fordi, men, dog, sandsynligvis, medmindre, både … og, dette/det, hans/sin osv. Min kamp er en kamp for at bevare intelligens i sproget, og i Danmark er vi ved at miste intelligensen i sproget fordi danskerne er det grammatisk dårligst uddannede land i Europa. Det er hvad vi har fået ud af vildt overdreven angst for løftede pegefingre og sort skole – og manglende intelligente bud på saglige alternativer. Og dermed risikerer vi at tabe vores eget sprog på gulvet.

Det er i dette lys et blogindlæg som det følgende skal læses. Og bare rolig: Det bliver kortere end ovenstående og er sådan set kun at betragte som en tilfældig eksemplificering af sprogansvarsfraskrivelse når det er allerværst.

Han ser sgu også lidt sur ud. Nej, hvor er vi sure alle sammen.

Min vej til makværket skyldes såmænd bare at jeg i Berlingskes formiddagsmail undrede mig over at man giver sig til at fejre 85-års fødselsdag for en død mand. Det er da ikke en anledning!? Hallo? Det må være en dårlig undskyldning for noget andet, og derfor klikkede jeg mig ind på billedserien – uden dog nogensinde at finde ud af hvad den egentlige anledning eller det egentlig budskab skulle være, for jeg insisterer altså på at en død mands 85-års fødselsdag ikke er nogen anledning. Der må være mange andre runde fødselsdage at skrive om, måske oven i købet vedrørende levende mennesker. Men måske den tomme gentagelse af manden Warhol kan være en form for spejling af hans værk.

Det budskab der syntes tydeligst, var den tekstlige ligegyldighed og sjusk som jeg vil dokumentere her. Ligesom jeg forbigår det ordbrok der er opstået i sidste linje af ovenstående teaser, skal det understreges at jeg i det følgende kun nævner de vigtigste fejl:

Grel ordfragmentering i linje 2, manglende komma mellem helsætninger i linje 2, beskæmmende forkert verbalbøjning i linje 4, manglende komma i samme, vrøvl (sandsynligvis forkert oversættelse) i linje 6-7 og sløset ligegyldighed med oversættelse af den ulæsbare ordstilling ”$ 200.000” til ”200.000 dollar” i linje 7. Dette er typiske fejl blandt unge der er dårlige til at læse og skrive. Men hvorfor ansætte en person der ikke kan skrive, når der er rekord i arbejdsløse akademikere hvoraf formentlig 85 procent kunne gøre dette en hel del bedre – måske endda som gratis praktikant? Og når man nu har sat en uskrivedygtig til at skrive – muligvis en grafiker der har sine kompetencer andetsteds – hvorfor er der så ikke læst korrektur? At Berlingske tilmed til deres web har valgt en typografi der får tegnsætning til at ligne tilfældig fluelort på skærmen, må vi lige lade ligge i denne omgang.

Øh? Ja?!?

Igen manglende oversættelse: Der skal jo være punktum efter 6, og august skal være med småt. I anden linje er der et grelt manglende komma.

Med en hans/sin-fejl og en ordfragmentering i form af manglende bindestreg er vi nu ved at komme hele paletten rundt.

Med femte billedtekst lykkes det at slå et søm i et bræt uden at ødelægge begge dele, men den er godt nok også kort. Og det gælder også de næste billedtekster, indtil vi når frem til ottende billedtekst hvor den igen er gal med tegnsætningen:

Ja, i mine øjne nok den mildeste fejl, men det er da let at pege på når folk ikke kan stave.

Igen manglende punktum og bindestreg.

Hip Hip Hurra? Nej, jeg har det faktisk lige modsat.

Goddav-mand-økseskaft fra DR

Genudsendes? Nej, sendes. Og hvad var det nu lige spørgsmålet var:

(Jeg beklager det manglende slutkomma efter ”dyr” i min oprindelige henvendelse.)

Som det klart fremgår af mit oprindelige spørgsmål til DR – ”Hvordan skal man kunne følge med hvis man misser en onsdag aften?” – opfatter jeg onsdag aften omkring 23 som sendetidspunktet, ikke som et genudsendelsestidspunkt. Det sendes jo ikke på noget andet tidspunkt i ugen; og det er for fanden præcis dét problem der er hele pointen med min henvendelse. Ikke desto mindre svarer Lizzie Pedersen fra DR Licens- og Programservice at Damages ”genudsendes” på det tidspunkt jeg allerede taler om, nemlig onsdag aften, og hun løfter så at sige sit nonsenssvar til ”goddag-mand-økseskaft i anden potens” ved at udtrykke håb om at jeg har ”fundet ud af det”.

Jeg finder mig ikke i det. Jeg finder mig ikke i, hverken på egne eller andres vegne, at en stor organisation svarer med kalkuleret sort snak i en ikke-svar-mail på en henvendelse sendt ad den eneste mulige officielle vej. Hun kan stå ved at hun ikke vil eller kan svare, eller at hun ikke vil eller kan belemre nogen af dem i organisationen man almindeligvis ville kalde ”rette vedkommende”, og som jeg egentlig havde håbet hun ville sende min forespørgsel til. Men hun og DR kan kraft stejle mig ikke tillade sig at tørre nogen af med sådan et goddag-mand-økseskaft-svar – et ”svar” som fremstiller sig selv som et svar, men faktisk slet ikke er det. Derfor svarer jeg igen her på min blog.

Det er muligt at DR har sendt Damages sæson 4 tidligere på året klokken 02.30 om natten på en hemmelig kanal og derfor som en orgacentrisk teknikalitet opfatter den nuværende udsendelse som en ”genudsendelse”, men nu sendes den altså ved 23-tiden onsdag aften, og mit spørgsmål går simpelthen på hvorfor den ikke genudsendes i det nuværende loop, så man – akkurat som med andre serier, ikke mindst DR’s egne – har en chance for at nappe genudsendelsen hvis man er væk en onsdag aften.

Men åbenbart skal det forblive en gåde hvorfor DR har købt Damages og samtidig behandler den så stedmoderligt.

Damages er – om nogen serie – konstrueret således at man helst ikke skal misse så meget som et øjeblik. Der krydsklippes, også i tid, og et vendepunkt i fortællingen kan markeres med så lidt som netop et blik. På trods af dette har DR fra start af sæson 1 kun haft ét sendetidspunkt. Og det har altid undret mig: Det må være en dyr serie at købe, og ved kun at have ét sendetidspunkt signalerer man til alle de potentielle Damages-seere der ikke partout kan være ved skærmen på samme tidspunkt hver eneste uge, at de lige så godt kan droppe at følge med og i stedet overveje at købe dvd’erne ved lejlighed (eller andre betalte løsninger). Hvorfor ikke købe retten til et genudsendelsestidspunkt når man alligevel køber serien, og derved sikre at investeringen kommer langt flere til gode? Det er spild af licenspenge at underfrankere en investering på den måde som DR gør med Damages.

Og problemet ligger ikke bare i det ensomme sendetidspunkt. Det lykkedes mig trofast at se sæson 1 og 2, selv om der, så vidt jeg husker, brutalt blev ændret sendetidspunkt midt i en af sæsonerne. Men da sæson 3 blev vist, gik det under min radar, på trods af at jeg ser en del DR-tv og har rig mulighed for at opdage reklamer for diverse sæsonstarter. Mig bekendt var der ingen annoncering af sæson 3 overhovedet, og når jeg nu er i gang med sæson 4, skyldes det udelukkende at jeg har set det meste af sæson 3 på, så vidt jeg husker, norsk eller svensk tv – opdaget ved ren og skær tilfældighed.

DR har sandsynligvis set et dalende seertal. Men hvorfor mon? Folk har ikke haft en jordisk chance for at hænge på. Fra start har man som sagt signaleret at det var en nødvendighed at være rede ved flimmeren hver uge på ugens eneste sendetidspunkt. Med tanke på Damages’ målgruppe (som må tælle en del aktive mennesker med ujævn kalender), gætter jeg på at halvdelen af seriens potentielle seere har måttet droppe projektet på den konto, for man opdager at det ER vigtigt at få det hele med. Siden har sæsonstarterne været så nedtyssede at flere seere må være faldet fra helt og aldeles ufrivilligt.

Jamen, vis dog en genudsendelse af Hammerslag i stedet for hvis I ikke magter at behandle jeres indkøb ordentligt. Jeg vil gerne købe Damages på dvd hvis I bruger pengene på færre stavefejl i grafikkerne på Deadline.

Dette er historien om at det ikke kan betale sig at underfrankere. Enten frankerer man ikke, eller også frankerer man nok. At det lige skulle gå ud over en af nyere tids bedste tv-serier med en djævelsk Glenn Close i sin glansrolle, ligger fuldstændig uden for min fatteevne. Jeg synes vi mangler en forklaring fra DR.

Krasniks komma

Man skal vist være ualmindeligt påvirket af følelser og forudindtagede fordomme for at se Martin Krasniks meget omtalte interview med Lars Hedegaard i Deadline søndag den 17. marts som andet end transparent og rimeligt. Se det selv, inden det forsvinder.

Det er rigtigt at Krasniks ide med interviewet ikke endnu en gang er at tale om Trykkefrihedsselskabets sag og om hvad de ser med bekymring på, endsige endnu en gang have en debat om hvorvidt denne bekymring er velbegrundet. I stedet vil Krasnik tale om hvad Trykkefrihedsselskabet vil, og hvorvidt der er grund til bekymring for dette. Og det er rigtigt at Krasnik derfor bringer de mest opsigtsvækkende eller ekstreme holdninger i og omkring Trykkefrihedsselskabet til torvs. Men det er svært at se noget ulogisk, urimeligt eller overraskende i den dagsorden, og man kunne lige så godt se det som en gave at der ikke for hundrede og syttende gang skal bruges tid på at sætte spørgsmålstegn ved bekymringens årsag, men at vi kommer videre i teksten, og at Hedegaard faktisk får lejlighed til både at nuancere hvad han og Trykkefrihedsselskabet står for, og afvise det de ikke står for.

Det er sikket også rigtigt at Martin Krasnik, Deadline-redaktionen eller majoriteten i DR muligvis kan have en venstreorienteret eller hovedrystende grundholdning til Trykkefrihedsselskabet. Men lader man af den grund sit syn og sin hørelse sløre af forudindtagede følelser og paranoia, kan man ganske enkelt hverken høre eller se hvad der foregår. Det der foregik, var at Martin Krasnik præsenterede, argumenterede og interviewede som i enhver anden civiliseret kritisk diskussion mellem voksne mennesker. Krasnik brugte endda tid på at lade Lars Hedegaard beskrive hin overfald så ingen kunne være i tvivl om at det er reelt, ligesom Krasnik i sine nonverbale træk (kropssprog og tone) viste åbenhed og medmenneskelig sympati over for Hedegaard. På intet tidspunkt var Krasnik hård, afvisende eller nedladende i sin nonverbale kommunikation. Derudover lyttede han til Hedegaard og gav Hedegaard plads til at svare. Det er mere end man kan forvente hos visse andre journalister.

Hvis man kun har læst overskrifter om Krasnik-Hedegaard-interviewet, må man ud fra ovenstående konklusion fra min hånd vel sagtens tro at undertegnede er politisk placeret mellem Anita Bay Bundegaard og det der er værre. Men hov, stop lige en halv: Det er jeg ikke. Jeg er faktisk moderat højreorienteret med hensyn til hele dette emnefelt (mens jeg er mere venstreorienteret på andre). Og min forventning var da også – efter den megen kritiske omtale af Krasnik – at Krasnik havde været usaglig, latterliggørende eller fordomsfuld. Sagen er bare: Jeg kan ikke se nogen form for urimelighed fra Krasniks side. Spørgsmålene var væsentlige og interessante, og Lars Hedegaard havde alle muligheder for at tale ud og for at nuancere sin position – endda at bruge Krasniks kritiske spørgsmål som et så meget desto mere solidt og prøveboret fundament for sig selv og Trykkefrihedsselskabet.

Hedegaard klarerede faktisk interviewet ganske fint med hensyn til at nuancere og definere nogle ting – og han fremstod i enhver henseende som et normalt tænkende menneske med både hjerte og hjerne. Men han var defensiv, afvisende og vag med hensyn til at definere og differentiere sit eget ståsted i forhold til holdninger som nogle af Trykkefrihedsselskabets gæstetalere har, og han greb ikke muligheden for at definere Trykkefrihedsselskabets mission positivt. Det er tænkeligt grunden til at Trykkefrihedsselskabet efterfølgende valgte at spille offer ved at frame Krasnik som en der gik totalt over stregen.

Og her er det så jeg bliver bekymret. Når Jon Stewart i The Daily Show har udstillet fundamentalisme, fusk, følelsesargumentation og slet og ret kalkuleret uvidenhed hos den amerikanske højrefløj og dens medier, har jeg altid tænkt at det er godt at vi i det mindste kan begynde diskussionen på et noget højere niveau herhjemme – på alle fronter. Og jeg har altid tænkt at den intellektuelle højrefløj i Danmark var mere rationel og langt mere troværdig. Men det har ændret sig med den barnlige og misvisende reaktion på Krasniks interview.

En reaktion vi fik opsummeret lørdag den 23. hvor Deadline lod TV 2’s Poul Erik Skammelsen interviewe Martin Krasnik i eget Deadline-studie.

I dette metainterview lignede Poul Erik Skammelsen i mine øjne en slags Fox News og ikke en udfordrende sandhedssøgende dansk journalist. I bedste fald refererede han kritikken mod Krasnik og lod Krasnik forklare sig. I værste fald dansede han på overfladen og farvede hele sagen ved hele tiden at gentage sin sammenfatning der lød på at Krasnik farvede Hedegaard.

Krasnik farvede ikke Hedegaard. Krasnik spurgte i overført forstand Hedegaard: ”Kære Hedegaard. Du kan synes farvet af de og de slemme gæster hos Trykkefrihedsselskabet som jeg her har udpeget i et selektivt udvalg, og du kan synes at mene det og det ud fra dine udtalelser, hvoraf jeg har selekteret de værste medierne kender. Er det korrekt at du deler holdning med dine gæster på det og det punkt? Og mener du virkelig det du antyder dér?”

Dette er en helt åben metode. Det er ikke ”guilt by association”, som retorikstuderende Hans Christian Gørup Nielsen påstår i en artikel på Kforum (og som Skammelsen refererer til). Jo, det er den mekanisme Krasnik arbejder med: Vis mig dine venner, og jeg skal fortælle dig hvem du er. Så Gørup Nielsen har en god iagttagelse, men fejltolker når han driver det til at det er et kneb fra Krasniks side. For Krasniks brug af ”guilt by association” er for begge parter og seerne på åben hypotesebasis. Afsløringen af et korttrick er altså ikke et trick; det er transparens og metatekst. Og hvis det i dén brug er et trick, er det et trick der går på at tegne et grimt billede for at lokke Hedegaard ud af busken med en mere nøjagtig tegning af hvad han selv mener. Fejlen er at Hedegaard ikke kan eller vil gribe den mulighed.

Når Skammelsen efterfølgende gentager påstanden om at Krasnik farvede Hedegaard, som var det Skammelsens egen påstand og dermed en journalistisk sandhed, ja, så er det Skammelsen selv der farver.

Bedre blev det ikke da Aia Fog fra Trykkefrihedsselskabet blev trukket ind via satellitforbindelse i dette metainterview. Hun påstod at Krasnik havde slået en forkert tone an fra start ved i indledningen af Hedegaard-interviewet at antyde at overfaldet på Hedegaard kun var en påstand.

Helt nøjagtig havde Krasnik dette oplæg den 17. marts:

Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger. Lars Hedegaard hævder at islam er en aggressiv ideologi der allerede har sat sig på store dele af vores samfund. Men hvad mener Hedegaard så helt præcist at der skal gøres ved det? Har hans kritikere ret i at hans retorik er både ekstrem og voldelig? Vi har inviteret Hedegaard i studiet her i aften for at forklare hvordan det han kalder krigen med islam, skal udkæmpes. Velkommen til Deadline.

Altså:

”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger.”

Krasnik kunne have formuleret sig med større afstand til mulige misforståelser hvis ”sagde” (som vi kan kalde hypotese- eller subjektivitetsmarkøren) havde stået tættere på adverbialet ”på grund af sine holdninger”. Det giver overordnet to tekstnære alternative formuleringsmuligheder:

1) ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard (formentlig) blev forsøgt myrdet – ifølge ham selv på grund af hans holdninger.”

Eller:

2) ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at det var hans holdninger der ligger bag overfaldet på ham.”

Det første alternativ nødvendiggør et journalistisk forbehold: ”angiveligt”, ”formentlig” ect., eftersom der ikke er 100 (men blot 90-99) procents sikkerhed for at mord var overfaldsmandens hensigt. Dette forbehold ville naturligvis skabe distance og dermed endnu større risiko for provokation. Alternativt kunne man erstatte ”forsøgt myrdet” med blot ”overfaldet” – en underdrivelse som lige så vel kunne have vækket harme.

Alternativ nummer to er ikke særlig flydende og på ingen måde velfungerende i en speak.

Set i Krasniks bakspejl havde en helt anden, mere præcis og måske lidt længere formulering været at foretrække, noget a la dette: ”Umiddelbart efter det væbnede overfald, og mulige mordforsøg, på Lars Hedegaard for seks uger siden sagde Hedegaard at det måtte være hans holdninger der ligger bag overfaldet.”

Men givet at vi i indhold og længde holder os tekstnært til den formulering Krasnik kunne komme op med den 17., er min konklusion altså at det var den bedste og venligste udgave man kan formulere. Dertil skal nævnes at Krasnik udtaler ”på grund af sine holdninger” lige så kraftfuldt og tydeligt som den første del af sætningen, ligesom han holder fuld punktumpause før næste sætning. Så dette afgørende adverbial er på ingen måde skjult for lytteren, tværtimod er det pointeret fordi det ligger sidst i sætningen og udsiges med samme kraft. Endelig kan man fabulere over at den valgte hypotesemarkør (”sagde”) er den mindst markerede man overhovedet kan tænke sig. Hvis Krasnik havde sagt ”påstod” eller bare ”mente”, ville det have været langt mere distancerende.

Man skal med andre ord være stærkt forstyrret for ikke at forstå at sagde/påstod/mente/oplevede under alle omstændigheder vil være møntet på sætningens sludadverbial ”på grund af sine holdninger”. Det der ligger imellem, ”at han blev forsøgt myrdet”, er alment anerkendt, også af Krasnik, og er ikke en del af sætningens nye information. Og fordi det ligger under ”sagde”, er han fri for det ellers nødvendige forbehold, udtrykt fx med ”formentlig”.

Det er altså tydeligvis ikke Krasniks hensigt at stille spørgsmålstegn ved overfaldet. Dels er sætningen som sagt både konstrueret og udtalt sådan at man må forstå ”på grund af sine holdninger” som den nye, pointerede information. Dels bør Krasnik kunne tillade sig at forudsætte at overfaldet er så alment anerkendt at man ikke ud af det blå tillægger ham en anden opfattelse. Og dels går den indledende del af interviewet faktisk med at Krasnik og Hedegaard sammen gennemgår hændelsen minutiøst som var det en professionel krisepsykologisk debriefing. (Situationen i studiet hvor Krasniks hænder agerer pistol mod Hedegaards hoved, udgør eneste nonverbale reference i Hans Christian Gørup Nielsens Kforum-artikel, hvorved han, artiklens holdning og udvalg taget i betragtning, også gør sig skyldig i en ikke-retvisende fremstilling af Martin Krasnik som ondsindet interviewer. I virkeligheden var det et udslag af jovialt engageret indlevelse a la Deadline-vært Martin Breum, og ikke en perfid provokation.)

På trods af at ”på grund af sine holdninger” står tilstrækkelig klart og tydeligt, tillader Aia Fog og Trykkefrihedsselskabet sig at opfatte Krasniks indledende udsagn som hvis der var sat punktum efter ”myrdet” – altså: ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet”. Således at få tingene i den gale hals er selvfølgelig muligt hvis man – som sagt – er bedøvet og forblændet af fordomme om hvad der vil ske. Man hører det man frygter der bliver sagt. Det kan ske for alle. Men før man går i medierne med dette fejlskøn, kigger man vel kritisk på sin egen opfattelse af interviewet igen – ved at se interviewet igen, ikke? Så ser man hvad enhver anden kan se, nemlig at oplægget er fair og ikke har intension om andet. Og man styrer sine følelser og modererer sin reaktion, ikke?

Nej. Man smider så meget desto mere kul på den overfladiske og følelsesfulde fejlframing. Den ellers så skarpe Søren Krarup taler i Berlingske om ”Mordforsøg for åben skærm”, og Trykkefrihedsselskabet tegner Krasnik i rollen som morder iklædt postuniform.

Og Aia Fog hænger på væggen i Skammelsen-interviewet og holder fast i opfattelsen af at Krasnik stiller spørgsmålstegn ved om Hedegaard blev forsøgt myrdet – åbenbart fordi hun ikke kan forstå en sætning som: ”Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger” – hvilket er bekymrende for debatniveauet i dette land.

Krasnik tager sig til hovedet:
”Den sidste del af sætningen bliver jo slet ikke taget med. Jeg siger at det er seks uger siden at Lars Hedegaard sagde han blev forsøgt myrdet på grund af sine holdninger.”

Og Aia Fog replicerer:
”Det er ikke det man lægger mærke til.”

Den sidste kommentar er absurd alene af den grund at Martin Krasnik ordret gentager den oprindelige formulering. Og hvis man forstår den ordrette gentagelse (hvilket Fog bekræfter i form af det referende ”Det er”), så forstår man også den oprindelige formulering hvis den var udtalt tydeligt og med luft omkring, hvilket den var.

Da Aia Fog derpå forsøger at underbygge sit argument, er det med en patosargumentation som trækker på den allerede fremstillede karikatur af Krasnik som morder:

”Jeg synes jo at hele interviewet, også efterfølgende, bygger op omkring den præmis han lægger ned, nemlig at nu skulle Lars Hedegaard bare nakkes.”

Man kan se dette som en unødvendig og ubegrundet optrapning af sprogbrugen. Man kan også se det som en reaktion der afspejler en umoden opfattelse af det kritiske interview. En opfattelse der ikke adskiller sig fra den umodne følelse af at blive skældt ud blot fordi man udsættes for kritiske spørgsmål til det man tror på. Med sådan social fejltolkning af formålet med debat kan man sagtens opfatte ”levende nysgerrighed” som ”saboterende anklage”. Og hvor er vi så?

Men det er ikke bekymringen for kritisk journalistik eller debatklimaet her i landet der får dette indlæg til at vokse i mine hænder. Det er min indignation over at Martin Krasniks, i mine øjne helt reelle facon, i den grad udsættes for kritik og kalkuleret fornærmelse. Og det skyldes sandsynligvis at jeg ser den som min egen facon: Det at forudsætte sin saglige og konstruktive hensigt som en indforstået selvfølge og derfor glemme at andre kan opfatte en hård assist som et forsøg på at ødelægge dem (de kunne bare have sparket den i mål – den var god fordi den var hård), eller for eksempel at andre kan opfatte et sagsspecifikt mærkat med påskriften ”idiotisk” som en generel opfattelse fra ens side om at de er ”idioter”. Jeg hævder fortsat at det er umodent og usagligt ikke at kunne se forskel på ”det er idiotisk” og ”du er idiot”, men ikke desto mindre udøver mange personer og institutioner i Danmark en kultur hvor det er legalt kynisk at misforstå eller overdimensionere, fordi man mener at det er et retmæssigt gode at kunne lukke ørerne for alt andet end det man har defineret som kammertonen. Men det er ikke sådan man udvikler en institution, en virksomhed eller et samfund. Pointen her var mit engagement, men i Krasnik-Hedegaard-konteksten kan vi sige: Det er ikke sådan Trykkefrihedsselskabet udvikler sig og sin argumentation.

Selvfølgelig er Krasnik ikke venlig i den forstand at han stryger Hedegaard med hårene i interviewet. Men han er venlig i hele konteksten og forventede måske et bedre modspil på banen, i stedet for en voldsom følelsesreaktion uden for banen.

Som han selv siger:
”Hele den kritik jeg har været udsat for – som jo, må jeg sige, har været rimelig mærkelig at opleve – den har jo handlet om formen. Han fik jo muligheden, når det handlede om indholdet, for at svare i næsten en halv time. Han kunne bare have afvist det, han kunne have kaldt mig vanvittig, han kunne have kritiseret mig synder og sammen. [afbrydes]”

Nemlig!

Okay, bind snørebåndene. Det sidste ord om ovenstående er sagt i ovenstående. Der kommer ikke mere. Resten af dette indlæg handler om noget andet. Jeg skifter emne fordi jeg ikke kan lade være, og fordi der skal bindes op til dette indlægs overskrift – ”Krasniks komma” – som jeg har ladet være fordi jeg stadig ikke kan lade være.

Og lad mig bare understrege: Dette er ikke en joke. Jo, jeg kan godt se at det satiriske element i den perspektivering af ovenstående som jeg er på vej ind i nu, meget vel rammer mig selv, i hvert fald for den typiske journalists opfattelse; og denne krølle havde da heller aldrig været med hvis ovenstående indlæg havde været publiceret andre steder end hvor jeg bestemmer selv. Men jeg bestemmer selv her, og det er en sprogblog, og nu kommer det: Jeg mener i ramme alvor at den reelt bekymrende journalistiske fejl fra Krasniks side fremkommet i denne sag rettelig er den angivne tegnsætning i den invitation Krasnik har sendt til Hedegaard:

Jo! For det første er at-ledsætningen (”at du klarede …”) ikke afsluttet med et komma efter ”… på dig”, som jo er ledsætningens slutning, og for så vidt også helsætningens slutning, eftersom der begynder en ny, ufuldstændig helsætning (”og (jeg) er konstant forundret …”). Så det er mindst et 150-procents-komma, men den anden kommafejl er næsten værre: Opremsningskommaet mellem ”udbredte” og ”manglende”.

Man opremser ligestillede adjektiver, fx ”den nye, argentinske pave” (paven er ny OG argentinsk), eller som Krasnik selv demonstrerer: ”det kujonagtige, rædsomme angreb”. Men man opremser absolut ikke hierarkiserede adjektiver: Det hedder en ”dyr blå mandag” fordi det er en ”blå mandag” der er dyr, og ikke en mandag der er blå og dyr. Og helt absurd bliver det jo dermed at Krasnik skriver om en evne der er udbredt OG manglende.

Begge dele gør indholdet tåget og dermed besværligere at forstå for læseren, ligesom det piller ved Krasniks intellektuelle autoritet. Jeg kan ikke forestille mig at Krasnik ikke har læst mailen igennem før han har trykket på send, så det er bare for ringe.

Da jeg skrev speciale om komma, testede jeg en række journalister. Jeg bryder selvfølgelig ikke med løftet om anonymitet i den forbindelse, men jeg kan godt hilse og sige at jeg har en viden om journalisters evne på det punkt. Og Krasnik (i det omfang disse fejl måtte være retvisende for hans tegnsætningsmæssige formåen) er absolut ikke den eneste vægtige og intelligente journalist – for ikke at sige åndsaristokrat – som ikke kan orkestrere en tekst med bare nogenlunde meningsunderstøttende tegnsætning. Det i sig selv beklager jeg mig ikke over, for vi er ikke lige gode til alting.

Den egentlige beklagelse herfra – og som ovenstående udklip såmænd bare har mindet mig om – lyder på at redaktører og journalistbranche som sådan ikke vil vide af at lære det, på trods af at skriftsproget jo er deres mest udbredte værktøj og den vare de sælger (nogle gange – fx i ovenstående eksempel – uledsaget af korrekturlæserens indsats med hagesmæk og fejebakke). Det synes jeg er trist og bekymrende på dansk åndslivs vegne – og så begynder man alligevel at tænke i metaforer som ”lavloftet”, ”molboland” og ”kejseren nye klæder”. Ja, faktisk en insisteren på dumhed.

Måske gav denne afslutning alligevel en form for højere mening, nemlig med hensyn til efterlysningen af en indstilling til at kritik – også den der leveres hårdt – i sig selv er udtryk for respekt og i sit inderste væsen ønsker at blive modtaget som en hjælp og ikke som en hån. Quod erat demonstrandum.

Næppe bidder af en bænk

Når man stiller quizspørgsmål, skulle man gerne fremstå som en autoritet – ellers har den potentielle quizdeltager ikke tillid til at spørgsmålet er relevant i forhold til den verden vi alle befinder os i, eller for den sags skyld tillid til at spørgsmålsstilleren har det korrekte svar.

Er afsenders etos således angrebet, lider også tilliden til at afsender overhovedet har reelle hensigter. Den læser som kan stave til bænkebider – eller blot tænke indenad: ”Bider må være det den gør; der er næppe tale om bidder af en bænk” – kunne derfor aldrig drømme om at klikke på reklamen, der således kun vil få klik fra analfabeter og frygtløse tåber.

Der er yderlige tre grunde til at miste tilliden: 1) Reklamen ryster frenetisk. 2) Den prøver at ligne en dialogboks i Google Chrome selv om man ser den i en anden browser. 3) Billedet af skovflåten konnoterer et blankt, koldt, pansret rumfartøj i en kommende fjendtlig magtovertagelse fra det ydre rum, og sammenholdt med de andre tillidsproblemer gør det kun ondt værre.

Hvad der er i den anden ende, ved jeg ikke. Jeg klikkede ikke.

Glædeligvis betyder tallene ikke noget

Ja, jeg ved godt at dette er over et halvt år gammelt, men forældet synes jeg ikke det er, så her kommer min lettere hengemte analyse af et – synes jeg – foruroligende eksempel på argumentation og mediehåndtering fra SF's og Ole Sohns side i et interview af Tine Götzsche i TV-Avisen (18.30-udgaven) den 11. august.

Grunden til at jeg i sin tid transskriberede interviewet, er at det var en så mærkelig oplevelse at jeg tænkte det kunne blive en skæbnesvanger del af brolægningen af vejen til (og dermed del af forklaringen på) et nederlag for såkaldte "Rød blok" ved det nært forestående folketingsvalg den 15. september. Så galt gik det som bekendt ikke for Ole Sohns ministerdrømme.

I dag – præcis syv måneder senere – fremstår interviewet imidlertid stadig lige bizart, eller man kunne sige: argumentatorisk interessant. Det virker som om Ole Sohn her ikke magter at argumentere hverken rationelt, offensivt, positivt – eller bare klart. I situationen kører han den til dels hjem på sit velfriserede ydre, forstået helt bogstaveligt og dertil forstået som hans pæne stemme, tilbageholdte gestik m.v. Men det han siger, er lige modsat: rodet, konturløst, ansvarsfralæggende og irriteret grænsende til usympatisk.

Derfor skal vi have det på skrift. Og måske kan en eller anden retorikstuderende så bruge det som materiale i en analyse. Det kunne i hvert fald være interessant at få udarbejdet en liste over den række af skoleeksempler på retoriske fejl som Ole Sohn begår i interviewet – fejl som griber komplekst ind i hinanden, og som jeg derfor ikke vil forsøge at overskue i dette lille indlæg. Blot vil jeg helt overordnet konstatere at han ender med at tabe mere end han vinder: Uanset om han har ret eller ej, kommer han med sin vigende argumentation til at fremstå som utroværdig, og samtidig formår han ikke at gøre sit forsvar forståeligt eller sit mulige budskab fængende.

At S-SF vil geninvestere den milliard de ligesom VK-regeringen vil effektivisere for i kommunerne, dvs. geninvestere den i kommunal velfærd, er både et godt argument for at talfejlen intet har med udspillet at gøre, og i sig selv et vægtigt budskab. På mystisk vis svarer og argumenterer Ole Sohn blot så tåget at jeg først opdager det som det hovedargument det er, i femte gennemlæsning af transskriptionen. Og slet ikke da jeg så programmet. Så det er i høj grad sproglige og argumentationstekniske ting der gør at logikken drukner i klynk og en fornemmelse af utroværdighed.

Som inspiration til etos- og argumentationsanalysen er her fem "mysterier" man kan grunde over mens man læser interviewet (eller man kan gå op og læse dem igen bagefter):

1) Hvis det er rigtigt at talfejlen "overhovedet ikke antaster" det politiske udspil, hvorfor formår Ole Sohn så ikke i løbet af interviewet at køre sig fri af tal-pløret ved at have forberedt et relevant positivt argument som seeren (jeg) og Tine Götzsche kan forstå og hæfte sig ved? At sige at man vil effektivisere for en milliard kr. ligesom regeringen vil gøre, er ikke just noget der skaber billeder eller aha-oplevelser der kan løfte interviewet. Det burde det så kunne at slå på at pengene skal geninvesteres i bedre skoler m.m., men det drukner på en eller anden måde som et klicheindhold man ikke hæfter sig ved fordi Ole Sohn ikke klart har fået parkeret fejlen. Der er jo ellers ikke tale om en interviewer som ikke vil et konstruktivt interview. Der er tale om at Tine Götzsche ikke har noget som helst andet forståeligt at gribe fat i end Sohns vedvarende ulogiske tal- og skyldsargumentation.

2) Hvad tror Ole Sohn at han får ud af at svine Kommunernes Landsforening til i en forsmået tone? Fejl eller ej, bør tal dobbelttjekkes uanset om de er kernen i politiske udspil eller blot i den retoriske indpakning.

3) Hvorfor fastholder Ole Sohn at de forstørrede og forkerte 7.500 stillinger fungerer som et "billede" på stigningen i administrative medarbejdere – et billede som, underforstået, stadig er holdbart. Jeg skulle mene at et billede må forventes at være retvisende for den virkelighed det skal afspejle, og i øvrigt ikke må basere sig på forkerte oplysninger.

4) Hvorfor understreger han så mange gange at han mener sig uforskyldt i fejlen? Hver gang han gør det, understreger han sin egen frustration jævnfør punkt 2. Han opfører sig som et barn der klynker: Det er ikke min skyld. Når et barn klynker sådan, betyder det: "At det faldt ud således, var ikke min hensigt (men jeg vræler netop fordi det måske var mig der skulle have forhindret det)". Når et voksent menneske gør det samme, er der tale om regression, sammenbrud, ansvarsfralæggelse eller i værste fald psykopati. Det sker for voksne mennesker i affekt og træthed, og så må man sige undskyld næste dag; men hvorfor ender det med at være hovedtaktikken og hovedtonen i et interview han formentlig har forberedt sig til?

5) Hvad ligger der i ordvalget glædeligvis? Det stritter mig i ørerne som en lille smule ulækkert i denne sammenhæng. Og jeg tror det skyldes at ordet normalt tilhører privatsfærens livsverden, eller i hvert fald et epideiktisk sprog til situationer hvor man er sammen om tingene. Glædeligvis er noget man kan sige på alles vegne, om noget alle kan indse og glædes ved. Det bliver løjerligt i en konflikt, og det bliver ulækkert i en sag der lugter af utroværdighed. Med ordet tager Ole Sohn alle seere som gidsler i en forestillet enighed om hans udsigelsespunkt. Hvis man ikke på forhånd er enig og tror på ham (eller ikke bemærker hovedargumentet fordi det er druknet), er det blot yderligere frastødende.

Her er interviewet:

Götzsche: Godaften Ole Sohn fra SF. Velkommen til det der godt kunne blive en omgang talgymnastik, men lad os nu se hvor galt det går. Hvorfor sagde I i går at der er 7.500 flere administrative medarbejdere i kommunerne når tallet reelt er under en tredjedel?

Sohn: Vi har bare trukket på KL's egne statistikker og lagt tallene sammen, og det giver 7.500.

Götzsche: Men KL selv siger også til os i dag at det ikke giver 7.500 men under 2.000!?

Sohn: Men … jeg synes selvfølgelig at det er meget beklageligt at KL ikke har orden i deres statistikker, sådan at offentligheden og dermed også vi kan bruge det. Men nu er det glædeligvis lidt underordnet, fordi det der er hele essensen i vores udspil, det er at vi vil effektivisere i kommunerne for en milliard kr. om året. Lidt på samme måde som regeringen gør. Men i modsætning til regeringen, så vil vi lade pengene blive i kommunerne og bruge det til bedre velfærd. Så altså selve regnestykket er overhovedet ikke antastet af at KL har lavet nogle forkerte statistikker.

Götzsche: Men vi har med én opringning til KL fundet ud af at tallet er ikke 7.500; det er under 2.000. Når I finder sådan et tal inde på KL's databaser, ringer … altså dobbelttjekker I ikke jeres tal før I laver politiske udspil?

Sohn: Jeg kan sige at fremover når vi går ind i KL's statistikker, så må vi tage som udgangspunkt at de ikke er korrekte, og så må vi selvfølgelig efterprøve det. Men vi har jo været …

Götzsche: Men har I ikke gjort det … altså når I laver sådan nogle politiske tiltag som I laver, så dobbelttjekker I vel at de tal I gør det ud fra, er rigtige?

Sohn: Jo, men selve tallene er ikke en del af udspillet. De er et billede på at vi vil flytte administrative opgaver … eller fjerne administrative opgaver og flytte dem over til velfærdsopgaver, på nøjagtig samme måde som man gør i enhver virksomhed. Man skal være opmærksom på at i kommunerne der er der mere end 56.000 administrative medarbejdere, og en stor del af det er nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen, men …

Götzsche: Men … undskyld jeg afbryder dig, men det I sagde i går, det var at der var kommet 7.500 ekstra. Og fordi der var kommet 7.500 ekstra, så kunne I fyre 4.000. Hvis der ikke er kommet 7.500 ekstra, så holder jeres plan jo ikke længere.

Sohn: Jo, altså … hvad hedder det … at KL har lavet en statistik som er forkert, det synes jeg KL skal beklage, fordi …

Götzsche: Men det er jer der har lænet et politisk udspil op ad deres tal.

Sohn: Nej, for vi har lænet vores politiske udspil op ad at vi vil effektivisere kommunerne med en milliard kr. om året, på nøjagtig samme måde som regeringen, og så vil vi derudover tilføre flere midler til kommunerne til brug for folkeskole, forebyggelse og lukkedage. På den måde dækker vi det ind, og så er det vi siger: Vi vil sammen med kommunerne sørge for at afbureaukratisere, for vi synes ikke det er rimeligt at kommunerne af den her regering er blevet pålagt den ene kontrolforanstaltning og bureaukratiske opgave … hvis man kan undgå det. Og i enhver moderne virksomhed, der gør man alt hvad man kan for at nedbringe de administrative omkostninger for at komme det over på fokusområderne, og …

Götzsche: Men lad mig spørge dig på en anden måde: I går sagde din partileder at der er kommet 7.500 ekstra offentligt ansatte siden sidste folketingsvalg. Ville I sige det samme i dag?

Sohn: Ja, hvis vi tog udgangspunkt i det materiale som …

Götzsche: Men ville du med de oplysninger der er kommet i det her indslag … (?)

Sohn: Jamen, hvis vi tager udgangspunkt i det …

Götzsche: Jeg har det samme her, og jeg har også læst dem, og der står ikke 7.500 nogen steder, men lad os nu ikke skændes om tal …

Sohn: Når man lægger tallene sammen, så er de der faktisk …

Götzsche: Men vil du sige det samme i dag?

Sohn: Nej, jeg vil sige at efter det nu er blevet bekendtgjort at man ikke kan stole på de statistikker Kommunernes Landsforening gør, så er det klart at så er man nødt til hver gang Kommunernes Landsforening kommer med en statistik, så må vi efterprøve det. Men glædeligvis …

Götzsche: Vil du love at det gør I i næste valgkamp hvor jeg ved at I vil slynge en masse tal i hovedet på os?

Sohn: Nej, men … Glædeligvis betyder tallene ikke noget. Det er et billede på at der er kommet en stigning af administrative medarbejdere. Det er KL selvfølgelig, glædeligvis, enige i, og jeg er også sikker på at når vi kommer til at diskutere det med KL, så vil de også være enige i at en række af de kontrolforanstaltninger VK-regeringen har etableret, dem kan vi med held fjerne og dermed lave lovændringer som gør at vi kan få flere midler over til folkeskole, forebyggelse og sundhed. Det tror jeg alle borgere er bedst tjent med.

Götzsche: Tak fordi du kom.

Trykhed hos DR

Måske er det bare sådan det er at blive ældre. Men jeg har det med visse fejl, dårlige forslag og menneskelige uvaner som mange mennesker har det med dårlige vittigheder, vanskabte tøjstile etc. Man troede at lige dén var gennemtæsket nok til at man ikke skulle se den igen. Det kan være sådan noget som at tørre smørkniven af på kanten af tallerkenen, eller sådan noget som at gøre en Brian Mikkelsen til kulturminister. Ting man bare forventer at ingen gør igen – heller ikke nye generationer – fordi det var SÅ under niveau og er behandlet tilstrækkeligt. Ja, man forventer simpelthen at korrektivet, uanset om det er udtalt eller tavst, har givet evolutionært gennemslag.

Lidt den følelse havde jeg da jeg så at DR i deres 18.30-avis i forgårs, den 23. august, på skærmen skrev "Planen skal give trykhed". Derfor har jeg markeret fejlen ovenover med en stor, gul, ulækker pil.

Trykhed – det kunne være et tillægsord for de varme papirer der kommer ud af en printer (i det omfang man kan tilsnige sig til at sige at en sådan trykker): "Brochuren virker trykhed, er den lige printet?", kunne man måske sige. Det kunne også være det forløsende tillægsord for et materiale som skulle trykkes til en bestemt form og nu var varmt nok til at være klar til processen: "Gummien er nu trykhed, og Kai kan trække i håndtaget så støbeklicheen føres ned i massen". Men man kan ikke sige at noget skal give trykhed, som DR gør her – det giver ikke nogen mening.

Selvfølgelig mener de "tryghed", og det er så ikke lige tryghed man føler ved det skriftlige kompetenceniveau på TV-Avisen.

Knæ og andre katastrofer

Der er flere begreber for det, fx 'at sætte noget i relief', men i halvfagligt normalsprog hedder det bare 'kontekst'. Konteksten er altafgørende for et budskab. Kun en tåbe er ligeglad med konteksten.

Når man skades af en journalistisk dårlig forvaltning af kontekst, handler det som regel om at den kontekst man selv har skabt om et enkelt udsagn, ikke ledsager udsagnet i den færdige artikel. Man taler om at noget er taget ud af en kontekst. Men det modsatte kan også ske: Et lille men helt budskab føres ind i en helt anden kontekst som man ikke har indflydelse på.

Her går det ud over Contador. Han forventer naturligvis at hans bekymring om knæet fremstilles i en Tour de France-kontekst. Og da vi er under Tour de France, kunne man endog hvis udsagnet stod blandt helt andre kontekster i en nyhedsstrøm, forvente at konteksten "Tour de France" ville stå stærkt.

Men ikke her:

Over Contador-nyheden troner FN-nyheden med et 7 gange større billede af et barn med ingenting i tågen, mens Contador i det lille billede nedenunder er i solen og i en situation hvor han vil få alt hvad han peger på. Bevidst eller ubevidst sammenligner Politiken de to nyheder ved den ensartede overskriftstruktur i henholdsvis "FN:" og "Contador:" – altså "FN siger" og "Contador siger". Sammenligningens negative konnotationer forstærkes yderligere af at punktstørrelsen i Contador-overskriften er større. Det lille billede af den forkælede mand med det lille problem taler altså med større bogstaver.

Hvis det er bevidst, kan det selvfølgelig fra Politikens side være et forsøg på at holde et spejl op for læseren: Hvad interesserer du dig for? Hvad reagerer du på? Hvad er en nyhed? Men jeg tror ikke nogen ville ønske at være Contador i den fremstilling.

(Tak til Stephan Sabinsky for iagttagelsen.)

Brælingske og kompagni

Der er noget absurd ved at en avis som Berlingske (og sikkert flere af de andre aviser også) finder trang til at oplyse om at Venstres kampagnebureau er kommet til at lave en fejl i en overskrift. Med danske avisers "massere" af "faldgrupper", heftige verbalbøjningsproblemer, decideret misinformeret tegnsætning og ikke mindst en manglende selverkendelse (eller prioritering) af behovet for danskfaglig opjustering, vækker det i hvert fald min undren at Berlingske og kompagni giver sig til at fokusere på andres korrektursmuttere.

En mere lydret stavning af "vælfærd" har sådan set ikke andre problemer her end stavefejlen i sig selv og korrekturbommerten i sig selv. Fordi fejlen er så synlig, men samtidig så indholdsmæssigt harmløs, er den uskyldig sammenlignet med de mere systematiske sproglige misforståelser der udgår fra danske redaktioner på samlebånd. Redaktioner der tror de har styr på sproget, og for en sikkerheds skyld er ligeglade for resten.

I min optik virker dette lidt som den evige udskældtes malplacerede forsøg på at give igen. Flot, Berlingske, at I har opdaget fejlen. Men var det ikke en idé i det mindste at krydre artiklen med noget der peger lidt indad?

I det lys er jeg enig med Ellen Trane Nørby (V) som Berlingske citerer for at sige at "aviserne burde have andet at tage sig til end skrive om stavefejl i kampagnematerialet fra Venstre". Ja, aviserne burde gå i gang med at fylde kompetencehuller i grundlæggende danskfærdigheder og opbygge en sundere og mere ydmyg kultur for kvalitet og meningsfuldt dansk – også til det på nettet.

Om kampagnebureauets bommert vil jeg sige at "skidt sker", men jeg vil også sige at det hører med til en korrekturlæsers faglighed at bruge mindst 20 stive sekunder på at stirre og stave sig igennem sådan en overskrift – netop for at sikre sig mod præcis hvad der er sket her: at man i en vigtig, vigtig overskrift laver fejl som selv journalister kan få øje på.

Bogstaverne er så store at alle i den kreative og redaktionelle fase tror at en anden må have set en eventuel fejl i overskriften. Derfor når forbløffende overskiftsfejl ikke så sjældent igennem til en korrekturlæser – især hvis chefen selv er forfatteren, for chefredaktører, kommunikationschefer og andre chefer er nok dem der kigger mest kritisk og angstneurotisk på sådan et kampagnetryk, men man ser altså ikke fejl i tekst man selv lige har udtænkt.

Ellen Trane Nørby tror i øvrigt på sætternisser. Det gør jeg ikke – tænk at give ikke-eksisterende sagnfigurer skylden for ting som bare ikke er godt nok. Men jeg tror til gengæld på velbegrundede tanketorsk og blackouts hos selv de bedste, og så tror jeg på det jeg kalder freudianske forskrivelser: Jeg mener at en tankes kredsen om "valgflæsk" i dette tilfælde kan have skabt ubevidst forvirring og fået æ'et sneget ind. Annoncen er jo eksponent for valgflæsk, og læser man ÆLF i VÆLFÆRD bagfra, er det jo FLÆ som i FLÆSK – og V'er er der nok af.

Eller måske har en grafiker været helt betaget af hvor smukt Æ'et smyger sig op ad V'et, og følt at dét rimede, mens han har tænkt på valfartende VÆLGERE, velfærdens VÆRDI(politik) eller bare det at VÆRE.

I realiteten

Tja, … ingen grund til at bruge mange ord om noget der er så enkelt. Mandag Morgen forstår at sætte kvaliteten af den politiske kommunikation i relief.

Dansk Journalistforbunds kompetence

Ja, hvordan skal vi så vælge at kværne saltet til dette sår: "kompetance", en stavefejl skrevet af Dansk Journalistforbund ved én af deres egne indgangsdøre på Læderstræde 11b, Kbh. K, og så oven i købet i ordet kompetence. De kunne så passende have udeladt et "d" i uddannelse også.

Nogen sprogomstyrtende fejl er "kompetance" nu ikke – ja, for min skyld kunne vi lige så godt stave ordet sådan. Men skiltets placering dér, midt mellem "Den Danske Publicistklub" og "Faglig Afdeling", burde nok – i kraft af de to pointer publicering og faglighed – have ansporet til et ekstra opslag i retskrivningsordbogen.

Vores (fnis) Kunst

Hvilket sted synes du fortjener kunst for halvanden million kr.?

Sådan bliver der spurgt på DR i en række tv-spots om Vores Kunst som er et samarbejde mellem Statens Kunstfond og DR om at engagere os alle sammen i kunst i det offentlige rum.

Det er umiddelbart et godt og gennemført projekt; men hvorfor er det så at man – i hvert fald her i starten – har en lidt fnisende fornemmelse i maven når man ser tv-indslagene, og en tvivl på om det nu også er seriøst ment?

Tjo … det hænger nok sammen med Nis Bank-Mikkelsens umiskendelige stemme og en tilbagelænet og omfavnende, for ikke at sige selvbehagelighedsjoviale, stemmeføring.

En stemme som vi for kun få måneder siden, også på DR, har oplevet i Rytteriets bogmagasin, Pegasus, hvor Nis Bank-Mikkelsens figur sidder nøgen i en læderstol og læser digte for et 1970'er-publikum i litterær saltstangsspisende andagt.

I mit hoved skabes derfor noget i retning af dette hver gang reklamespottene for Vores Kunst kommer på:

Men tillykke til Nis Bank-Mikkelsen for at han stik imod al logik fik indtalingstjansen.

Små sprækker

Det giver anledning til alt andet end mild undren at en avis som Information – der betjener et segment som til enhver tid ville fare i flint over den mindste lille fims af endog bare mulig racisme, sexisme m.v. – kan få sig selv til at ledsage denne rubrik med dette billede.

For det er jo ikke os der bemærker det, som tvinger tanken om små tissekoner frem, hertil er afstanden mellem overskriftens "små sprækker" og billedets "små piger" simpelthen for kort. Det ER afsenderen, altså Information, der tænker på en måde som vel kun lavmålskomikere som Uffe Holm eller en anløben pædofil vil finde relevant. Og tankegangens forsætlighed bliver ikke mindre tydelig af at man med omhu har valgt et billede hvor de to forreste småpiger laver en åbnende bevægelse med benene.

Den dobbelttydige komik i billedvalget er en rendyrket hyldest til pædofil lyst, hvilket er særartet og slemt nok i sig selv.

Men tarveligheden har mindst et lag mere: Med et overfrigjort og kynisk vestligt syn på humor (og snart også et absolut blasert forhold til sex) tildeler man de stakkels nordkoreanere, piger såvel som voksne omkring denne skoleopvisning, en pusselanke-tankegang som de sandsynligt slet ikke har selv om skørterne er nok så korte. (Det er jo reelt en slags gymnastikopvisning hvor man har givet tøjet et flot æstetisk snit; altså en slags uniform man kan røre sig i.) Vi har at gøre med et – som der blev sagt i gårsdagens historiske dokumentarprogram om Nordkorea på DR2 – "velindoktrineret" (gennemført, perfekt indoktrineret) folk hvis tankegang ved en sådan skoleopvisning vi ikke begriber, og hvis ulykke vi burde have så megen respekt for at vi ikke kaster en klæbende tjære af tarvelig ironi efter dets repræsentanter på dette billede.

Pigerne på billedet er jo allerede under ét overgreb, nemlig hjernevasken til at blive trofaste Kim Jong Il-fans og til troen på at de er i den bedste af alle verdener, beskyttet fra en diabolsk omverden. Information kører dem så også lige igennem et verbalt seksuelt overgreb, og det ER et nyt og ekstra overgreb fordi tissekone-antydningen ikke står i nogen som helst forbindelse med det egentlige overgreb eller med hvad der for dem foregår på billedet, hvorfor morsomheden naturligvis ikke har nogen satirisk hjemmel.

Faglig nedsmeltning på Københavns Universitet

Igen i dag, mandag den 14. marts 2011, skulle Danmark være vidne til en demonstration fra studerende der får så ringe undervisning at de ikke kan stave deres egen protest-flyer. Sidste gang var det et par bannere (som jeg beklageligvis ikke har billeder af) fra gymnasieelevers demonstration i november 2010. Nu er vi rykket op på universitetsniveau, på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

De vil gerne have flere "underviserer".

Det vil vi også meget gerne have at de får! Grammatiske analfabeter på et fremmedsprogsstudium er et uhyggeligt tegn.

Lort er afsenderorienteret

Webjournalistikken bliver ved med at levere tekster som ikke er korrekturlæst – det vil sige at den serverer lort for læseren. Og jeg bliver ved med at angribe den for det, for hvis man har tid til at skrive en artikel, har man også tid til at skrive artiklen ordentligt, så læseren får en god og meningsfuld læseoplevelse, og så arbejdet med at forfatte artiklen ydes den fornødne respekt. Jeg kan simpelthen ikke forstå at man vil bruge 55 minutter på at lave et skamferet produkt, når man kan bruge 60 minutter på at lave et godt produkt og så lave 11 artikler i stedet for 12.

Eneste rimelig undtagelse er ”breaking news” som med rette kan korrekturlæses efter publicering på nettet. Men det er mig ubegribeligt at man serverer ikke-korrekturlæst livsstils- og kulturjournalistik. Ofte har disse artikler fået korrektur i avisudgaven, men ikke i webudgaven. Ubegribeligt er det. Og det er ikke kun en kold skulder til gratislæseren (sådan ser man det muligvis), men også en fralæggelse af sprogansvaret – det ansvar der ligger i at man opdrager nye skribenter med det man skriver.

Den 30. november serverede Berlingske.dk en stor, ildelugtende lort i form af artiklen ”De skal grueligt meget mere igennem”. Ja, jeg det skal læseren åbenbart også. Forstå mig nu ret: Artiklen er sådan set fin og formfuldendt i sit indhold og forløb, men den er serveret i usoigneret og skamferet stand. Lad os tage en tour de force gennem det tekstlige makværk:

Holdt, holdt, holdt! Her er årsagen til at jeg netop underkastede denne artikel en nærmere analyse. Hvor fanden er kommaet foran ”nemlig”? Der skal være komma af to grunde, dels er der et slutkomma efter ledsætningen ”alle vil være”, og dels indleder ”nemlig” en præciserende tilføjelse. Selv de dårligste platugler ud i skriftlig formåen plejer at sætte det indlysende komma foran et sådant præciserende ”nemlig”.

Og hvad sker der med appositionskommaerne, som er kastet fuldstændig tilfældigt? Morsomst – eller mest tragisk – er det at ”statsministerens spindoktor” og ”Kasper Juul” ser ud til at være serielt forbundne – altså to forskellige enheder i en opremsning. Der skulle selvfølgelig også have været et komma efter appositionen ”Kasper Juul”, ligesom der skulle have været et foran appositionen ”Philip”.

En virkelig mærkelig detalje er at nogen tilsyneladende har bildt journalisten ind at ”tv” skal skrives ”Tv”. Det skal det altså kun efter punktum. Mange synes det er grimt at skrive ”Tv” efter punktum og er derfor svære at tale bort fra ”TV” – så meget desto mere besynderligt er det at denne journalist skriver ”Tv” foreløbig to gange helt uden grund.

Helt nede i de små detaljer, som en webudgiver imidlertid burde mestre, er de bindestregskorte tankestreger.

Nå. Lad os fortsætte:

Ja, her er der også grund til at gøre holdt. Hvis vi ser på den sidste formulering, så står der faktisk at Adam Price i de kommende ti afsnit ikke vil gå ind i emner og temaer, underforstået emner og temaer der har med virkeligheden at gøre. Det lyder som om sæson 2 bliver meget kedelig! Journalisten mener selvfølgelig at Adam Price ikke vil afsløre de næste ti afsnits emner og temaer, men har formuleret det så elendigt som tænkes kan. Forholdsordet ”i” er misvisende, men frem for blot at udskifte forholdsordet bør man formulere det i ordentligt sprog. Det her er ekstremt dårligt sprog.

Vi bemærker at appositionen ”Kasper Juul” endnu en gang ikke er afsluttet med et komma.

Videre:

Her er den igen gal med tegnsætningen. Man kan sgu ikke sige ”Og spørgsmålet bliver [punktum] Hvor meget vil vi ofre for at få magten?” Hvad blev der lige af kolonet?

Let’s move on:

Ups. Der er altså bindestreg i det navn: Helle Thorning-Schmidt. Er det ikke indarbejdet på en morgenavisredaktion?

Det er flot med ”ved ved” – det lægger ligesom den sidste finish på antikorrekturstilen. Og så har vi selvfølgelig den journalistiske traver ”udover” i et ord. Selv om ”ud over” i 99 pct. af tilfældene er transitivt og dermed i to ord, har mange journalister af uransagelige grunde valgt altid at skrive det i ét ord og dermed lave fejl hver gang de skriver det. Hvis det var et fornuftigt og meningsfuldt regelbrud, ville dette være helt okay med mig, men det er ikke et fornuftigt regelbrud (læs om det her).

Dybest set handler korrektur om at kommunikere modtagerorienteret, i stedet for – som dårlige formidlere – blot at hælde informationer ud i en usorteret bunke og overlade oprydningen til modtageren. Journalistbranchen ved ellers meget om at være modtagerorienteret, men manglende korrektur er på det tekstlige plan udtryk for ekstrem afsenderorientering, for ikke at sige introversion og total ligegyldighed med læseren, hvilket selvsagt er absurd.

Dels er det i høj grad modtageren der ser slåfejlene, hvorfor man jo også helst skal have en anden til at læse korrektur. Men aspektet viser sig nok så meget i tegnsætningen: God tegnsætning – især korrekt og meningsfuld brug af afsnitsskift, spørgsmålstegn, koloner, semikoloner, tankestreger og slutkommaer, samt selve sætningsrækkefølgen – er en modtagerorienteringsdyd. Man ved jo selv hvad man mener, og dermed hvordan ordklumperne skal ordnes og hierarkiseres forståelsesmæssigt, men det ved modtageren ikke på forhånd. Tegnsætningen skal hjælpe modtageren med at se ordenes betydningshierarki, ligesom i øvrigt korrekt og meningsfuldt sprog skal hjælpe læseren med at se klart gennem sprogets vindue. Kun ved at tage højde for disse ting – det vil sige læse korrektur – er man reelt modtagerorienteret. Og kun sådan yder man det arbejde man i øvrigt har lagt i artiklen, retfærdighed – for sig selv og for modtageren.

Men her skider man ud uden at se sig tilbage, og lort er selvfølgelig primært afsenderorienteret.

De Konservatives egen lille verden

Der er skrevet meget om misbrugen af Nanna Lüders Afrika-sang ved festen på det konservative ”Landsråd 2010” i weekenden 2.-3. oktober i Aalborg. Mest fordi de konservative folketingsmedlemmer ser fjollede ud på scenen og synger ad helvede til, hvilket er sjovt at overvære på et tidspunkt hvor de ikke er voldsomt populære i forvejen. Sekundært fordi Nanna Lüders er sur over det. Og måske også en lille smule fordi Ekstra Bladet, som har optaget videoklippet, først havde det online, så tog det af og derefter puttede det på igen.

Det er sjovt at se den konservative tops manglende smag og musikalske evner. Som en af mine twitter-venner skrev da han linkede til klippet: ”Og de har siddet på Kulturministeriet i 9 år!”.

Det er sjovt at Mike Legarth ikke kender den hårfine forskel på politiuniform i arbejde og åbentstående politikostume til fest og derfor ikke har så meget begreb om associationerne i sidstnævnte. Det er sjovt at de fire leadvokaler slet ikke kan synge – Vivi Kier fremstår, især i kraft af sin attitude, som en jysk Louise Frevert i fri dressur til CD’s deroute, Kurt Scheelsbeck synger som en slags Jacob Haugaard der synger lidt mere falsk end Jacob Haugaard, Charlotte Dyremose lyder som en kælvende ko på glatis, og Rasmus Jarlov – det mindste onde – holder, ligesom de andre, tonerne til han mener at have ramt dem rent og skifter så til næste tone/stavelse på det mest sikre og gumpetunge røvballemusikalske taktslag. Hvis musikalsk intelligens siger noget om generel intelligens – og det føler man jo nok det gør – så er selv Jarlovs sangforedrag mistillidsvækkende.

Alt dette er sjovt, men ikke så interessant eller overraskende. Og selvfølgelig skal De Konservative have lov til at pjatte lidt og more sig ved deres egen fest – med de evner de nu har.

Det jeg finder interessant, er den himmelråbende analytiske stupiditet der ligger bag sangvalget, når man ser på såvel sangens tekst som dens kontekst.

For at tage det sidste – konteksten – først: Ja, Nanna Lüders (som er en af Danmarks mest fremragende sangere og komponister) overreagerer, og det gør hun muligvis lige så kynisk for at fremme sin sag som enhver politiker gør for at fremme sin. Men hvor kvajet er K-toppen ikke også når den vælger Afrika-sangen? For det første burde man vide at Nanna Lüders de senere år har markeret sig politisk med protestsange til venstre for SF, hvorfor hun næppe vil forholde sig positivt eller blot passivt til en kunstnerisk gruppevoldtægt fra Lene Espersen og co. For det andet må det, selv for så kulturelt tonedøve hjerner som hos de konservative, om ikke andet i kraft af Natasja-DF-krigen, være trængt ind at det er kontroversielt at låne fra så symbolladet pop, og at DF med deres bevidste antiintertekstuelle provokation har opbrugt mere end kvoten.

Okay, det var konteksten, men det bliver værre endnu: Teksten.

I originalteksten til ”Afrika” (1985) hedder første linje følgende:

Alle går vi rundt i vores egen lille verden / Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed.

Alle danskere kender disse linjer mere eller mindre bevidst. Og man behøver ikke at være en særlig rutineret tekstanalytiker for at forstå at linjerne handler om selvtilstrækkelighed og manglende evne til at forstå andet end sin egen verden.

Første linje i den parallelle tekst som den konservative top sang fra scenen, lød:

Alle går vi rundt med konservative drømme / Drømme om valg og mange stemmer og en periode til.

Ja ja, det er bare en åndssvag lejlighedssang i festligt lag. Men det ændrer ikke ved at man hermed kommer til at associere det konservative program med selvtilstrækkelighed – for den originale tekst klinger sgu da med. På mest effektive og subliminale vis har man fået co-brandet konservativ politik og selvtilstrækkelighed. Det er nærmest mirakuløst dumt.

Dum er selvfølgelig også omkvædets desperate besværgelse, der mest af alt lyder som Komiske Ali eller Hitler i marts 1945:

Konservative, konservative. Det bliver bedre dag for dag. Vi bliver flere og flere konservative. Vi gir’ hvad vi har for vores sag.

”Rigtige venner” havde for eksempel været et selvironisk og langt bedre valg af melodi til en lejlighedssang netop nu, men realiteterne synes at være for hårde for den konservative ledelse. Og af frygt for at lyde amagerhylde- og dansktopagtig – og dermed ramme ved siden af – har man alligevel ramt totalt ved siden af ved fuldstændig kulturløst at vælge den forkerte melodi til hvad man sikkert selv opfatter som en moderne firserkitschet spøg i medvind.

Firserkitsch er bare ikke moderne mere, vi er faktisk kommet frem til at pudse kvalitet fra 80’erne af, og uanset at ”Afrika” er orkestreret med alle firserdyder og -klicheer, er den meget originaltro genindspilning af ”Afrika” fra i år delvist et led heri. Men det forstår Brian Mikkelsen og Charlotte Dyremose naturligvis ikke. Det ved vi godt.

Det er længe siden DF overhalede K og blev landets tredjestørste parti. K er siden sunket endnu længere ned og er for nylig overhalet af Liberal Alliance. Alt dette er ikke så mærkeligt, for det er ikke længere DF der er mest præget af landsbytosser, og det er heller ikke Liberal Alliance der er mest præget af storbytosser. Det førende tosseparti i dag er blevet De Konservative. Det er faktum.

Derfor har jeg også ondt af Per Stig Møller, Connie Hedegaard og Lars Barfoed, omkring hvilke et seriøst parti kunne opbygges sammen med nogle af de gode kræfter som har forladt partiet i de seneste år, men det skal desværre nok gå meget værre endnu.

https://www.youtube.com/watch?v=DiBvtOz2D-s

Skræmt til latter af Liberal Alliance

Satire er mest raffineret når den ikke er åbenlys. Vi kender denne nødtvungent skjulte satire fra undertrykte samfund, bl.a. fra os selv under Anden Verdenskrig, men også i fredstid ser man – heldigvis – eksempler på denne ikke-ekspliciterede satire der går under radaren på de opblæste fjolser den udstiller, men forstås af enhver der kan og vil tænke selv.

Det er således ikke på diverse bagsider i avisen man finder den, for her afslører satiren sig selv alene i kraft af placeringen, uanset om der er tale om godmodige grin i metermål eller om fordrejninger der siger mere om humoristen end om hans offer. Men man kan for eksempel være heldig at finde den i en jævnt formuleret Ritzau-notits på side 4 i første sektion – præcis som det var tilfældet i dagens Politiken. Her lykkedes det den anonyme journalist at skræmme mig til latter ved at udstille Liberal Alliances værdimæssige problemer, ikke med kommentarer eller tillægsord, men alene i kraft af artiklens komposition.

Jeg bringer her hele artiklen – med webudgavens overskrift, men med avisudgavens reducerede antal tegnsætningsfejl. (At de korrekturrettelser Politiken selv foretager i Ritzaus fejlspækkede produkt, ikke kommer webudgaven til gavn, er besynderligt, men det er jo ikke emnet for dette indlæg.)

Nu kigger vi på indholdet, og jeg kommenterer artiklen i bidder.

Dette er nyheden, scenen er sat.

Herefter får storkredsformanden så lov til at forklare hvorfor Liberal Alliance kun søger folk med ren straffeattest:

Det er i sig selv morsomt at Kent Hedemann Kristensen henviser til to af de mest troværdige politikere vi overhovedet har, nemlig Per Stig Møller og Helle Thorning-Schmidt. For troværdighed som politiker handler ikke om hvorvidt man beskytter sin mand en smule eller klodset og ukoncentreret vikler sig ind i nogle tal, eller om man engang har fået en bøde – eller for den sags skyld om man har haft sex med hele Det Hvide Hus og løjet om det bagefter. Troværdighed som politiker handler om hvorvidt man har noget åndeligt at byde på, en politisk vej for det samfund man skal tage sig af. Jeg ved det, du ved det. Kun de fjollede tv-journalister der producerer den ene agurketidsmeningsmåling efter den anden og interviewer den ene politiske kommentator efter den anden – og får banaliteter som svar – har ikke rigtig forstået det.

Dernæst er det skræmmende at Kent Hedemann Kristensen signalerer at politiske partier ikke behøver at vise større samfundsansvar og mere rummelig moral end de nidkære virksomheder der har set sig blinde på straffeattester fordi de åbenbart ikke har bedre ting at vurdere kommende personale på. Og hvad er det for noget værdiladet tale med ”grimme ar på straffeattesten”? Han fremstiller folk uden blank straffeattest som arede, narkotiske voldsforbrydere – som ulækre, som umennesker. Plettet straffeattest, uha: Der er dem, og der er os. Jeg skal love for at der er højt til loftet i Liberal Alliance.

Nå ja, det er der jo for resten også:

Der er jo forskel på folk. Sikke et dejligt signal at sende, og journalistens lille skub til Hedemann Kristensen ud over den moralske afgrund, i kraft af modstillingen, mærkes tydeligt.

Men han er nu også nem, tager nærmest springet selv:

Ikke direkte plettet. Flot.

De to sidste linjer er det klassiske smæk med halen som rettelig tilhører holdningsprægede genrer og ikke en blot konstaterende artikel. Uskyldige ser de ud med deres referat af nogle linjer fra stillingsopslaget, men med denne udstilling af Kent Hedemann Kristensen og Liberal Alliances lavloftede åndsrum, bliver de nærmere en ironisk kommentar til et parti som – måske / måske ikke – netop er fuld af politiske lykkeriddere og ringvrag.

Min mening? Ja, linjen ”du har naturligvis en ren straffeattest og en god samvittighed”, som står i deres stillingsopslag, ser meget sjov, sød og uskyldig ud. Men stillingsannoncer er signalhorn, og når annoncen er fra et politisk parti, og Ritzau tilmed får yderligere fjogede svar når de spørger ind til signalet, afsløres det at Liberal Alliance virkelig har problemer med værdierne. Tilgivelse og nye chancer er noget af det vigtigste i et samfund, og nultolerance over for urene straffeattester er en politisk og juridisk systematiseret nægtelse af tilgivelse.

Post Danmark skal selvfølgelig ikke ansætte kleptomaner, hjemmeplejen skal selvfølgelig ikke ansætte voldelige eller ustabile mennesker, og børnehaver skal selvfølgelig ikke ansætte pædofile. Her er der saglige grunde. Hertil og ikke længere.

Kvittevit

Ditte Okman fik (foreløbig) kun lavet to pip til verden på Twitter.

Det er nok også bedst sådan.

Ugens Værste var Deadline selv

Mads Brügger er en af mine helte. Det skyldes hovedsageligt udfordrende journalistik som den han stod for i Quatraro-mysteriet, og som også viste sig i fx Det Røde Kapel og Den 11. Time.

Men i søndags var han vært for den dårligste og tyndeste Deadline-udsendelse jeg nogensinde har set, og som jeg egentlig heller ikke troede var mulig. Jeg er således også i tvivl om hvorvidt det var et ærligt produkt, eller om det var et bevidst eksperiment med hvor meget man kan skære ned på de redaktionelle kræfter og den mentale forberedelse. Måske et hemmeligt ”trusselsbrev” til kulturministeren?

Her er menuen for Deadline, søndag den 6. juni 2010:

• 40 sekunders velkomst.
• 1½ minuts indslag samt 3 minutters interview med Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti om at DF vil have justitsministeren til at undersøge muligheden for at retsforfølge den katolske kirkes overhoved i Danmark.
• 44 sekunder om Israels afvisning af at lade en international kommission undersøge hvad der skete da Israel satte en stopper for et aktivistisk nødhjælpsskib, med 9 dræbte aktivister som følge.
• Godt 23 minutters ”Ugens Værste”, hvor Michael Jeppesen, Georg Metz og Paula Larrain diskuterer om det er 1) ”lækagesagen fra koordinationsudvalget”, 2) ”de danske politikeres manglende evne til at se de økonomiske realiteter i øjnene” eller 3) ”medieforliget og lukningen af P2” der er ugens værste.

Bortset fra de 44 sekunders telegramjournalistik om Gaza-konflikten består programmet altså af 4½ minut om at DF går i kødet på den katolske kirkes overhoved og 23 minutter med Ugens Værste. Det er selvfølgelig ikke på papiret noget problem. Men kvaliteten af de to viste sig at være den lavest tænkelige.

Hvordan DF kan få endnu 4½ minut i Deadline om en af deres hyperbanale enkeltsager, er mig en gåde. Vi er vel ikke mange der kan være uenige i at den katolske kirkes overhoved, Czeslaw Kozon, ikke skal dække over kriminelle handlinger i kirkens regi. Det er en banalitet, og der var ingen kvalitativ grund til at interviewe Marlene Harpsøe om det i 3 stive minutter. Interviewet var da også rent mikrofonholderi uden vinkel og dermed uden formål. Hvis der fra Mads Brüggers side var noget forsøg på at opstille skismaer, var disse så subtile og procesorienterede at de ikke afsatte noget præg på Harpsøes monolog. DF synes ikke det er godt nok at Czeslaw Kozon trods kendskab til misbrug i kirken ikke reagerer før medierne blander sig. Ikke at der overordnet set er noget i vejen med hendes budskab; der er bare ikke så meget at sige til det. Og er der ikke andre ting man burde nå i en Deadline-udsendelse på ugens sidste dag?

Så til Ugens Værste. Hele 23 minutter brugt på det rene ingenting. Mads Brügger lagde ud med at konstatere at vi befandt os mellem to mærkedage, nemlig HA-præsident Jønkes fødselsdag (50, dagen før) og Reimar Bo Christensens (60, dagen efter), hvorfor der denne mellemliggende dag altså ikke var anledning til at synge nogen fødselsdagssang.

Hvad skete der lige dér? De tre gæster anede det i hvert fald ikke. Måske skulle Brügger have fyret den af til seerne ved programmets afslutning og ikke ved sin ankomst til debatbordet – bare et forslag – for det havde ikke noget at gøre med det der skulle debatteres.

Debatværten er en rolle Mads Brügger klarer sig virkelig skidt i. Han er for fortænkt, subtil og skæv i sine kommentarer i en rolle som egentlig bare handler om at skære kagen og sørge for at kagespaden bliver sendt videre med god timing. Brüggers facon sætter folk i stå. Han dribler med bolden og afventer en reaktion, i stedet for at afslutte sit dribleri med en brugelig aflevering eller skarp indspilning til fødderne. Derfor forekommer der ved debatter med Mads Brügger som vært ofte lange sekunder med uproduktiv tavshed, indtil Mads Brügger kommer i tanke om at han nok hellere må spille en bold, eller indtil en af gæsterne selv frembringer én. Med en anden metafor kan man sige at hans kommentarer kommer til at virke som vand på bålet og ikke som brændstof. Det fungerer selvfølgelig fint i 1:1-samtaler med uendelig tænke- og taletid og i dokumentarprogrammer som efterfølgende kan redigeres. Men i styringen af en live-debat fungerer det absolut ikke. Dertil kommer at Brügger mangler musikalsk fornemmelse for debattens flow og mulige skift i taleture, hvilket eksempelvis viser sig i markant klodsede emneskift og afrundinger.

I søndags var der dog ingen interessante taleture at ødelægge, og det er ikke kun fordi Mads Brügger tissede på debatbålet, men også fordi de tre gæster intet havde at sige hinanden. De havde stemplet hinanden på forhånd. Jeppesen og Metz (og Brügger) havde stemplet Paula Larrain som repræsentant for de konservative. Metz og Larrain havde stemplet Jeppesen som en utroværdig gøgler hvis udtalelser kun var for sjov – en stempling han ikke ligefrem selv er uforskyldt i. Og Georg Metz klarer udmærket selv at stemple sig som et besværligt ego der altid skal have sparket noget ind. Ingen af de tre har nogen grundlæggende dyb forståelse for hinanden, og man havde en fornemmelse af at de heller ikke forstod hvorfor de var der.

Dette, i kombination med Mads Brüggers fravær som ordstyrer, resulterede i at samtalen om bordet gik død i overbærende smil og godmodige vittigheder. Lidt lige som når man i den pukkelryggede families lag har opdaget at ingen lytter til andre end sig selv, og at man derfor lige så godt kan nikke og smile lidt, drikke noget mere kaffe, spørge hvordan det går med kattene, eller komme med nogle énlinjers der passer til alle segmenter. Det er noget af det pinligste tv jeg har set.

Man er nu heller ikke tilbøjelig til at lytte så intenst til hinanden når det indholdsmæssige niveau er som det Michael Jeppesen præsterede i følgende tankerække: Efter først at have udelukket at det kunne være Brian Mikkelsen eller Troels Lund Poulsen der stod bag lækagen fra koordinationsudvalget, vendte Jeppesen tilbage og opholdt sig ved at det alligevel godt kunne være Troels Lund Poulsen. Det var så ud fra en argumentation om at Troels Lund Poulsen havde fået ny spindoktor og at sådanne skal markere sig. Michael Jeppesen ledsagede sin betragtning med boksebevægelser i luften; måske en besked direkte fra hans egen samvittighed om at han ikke rigtig var varm.

Og Mads Brügger bidrog selv meget aktivt til den amatøristiske stemning ved nogle minutter senere at foreslå følgende:

”Et muligt scenarie kunne være at Lene Espersen trækker sig og Paula Larrain kommer ind fra højre.”

Her forsøgte Michael Jeppesen så at redde en vis form for retvisende substans ved at indskyde at Connie Hedegaard nok ville komme hjem fra Bruxelles først. Men det kunne ikke redde seriøsiteten, for den nu skamforfjamskede Larrain følte nok at hun skulle udfylde et tomrum med en returnering til Brügger: ”Hvad bygger du det på?”, sagde hun så med et afvæbnende ironisk smil.

Hvad der står tilbage er: Ved Brügger hvad han laver i Deadline? Havde han glemt at det var en medieret samtale? Hvilket stof var han på?

I hvert fald ikke det stof journalistik er gjort af.

Få sekunder senere skete endnu en mærkværdighed: Mads Brügger bad Jeppesen opfriske hvorfor han nu er frataget sin bestalling som blogger på Politiken, men da Jeppesen forsigtigt spurgte Brügger om han godt måtte sige hvad det var for en ”vittighed” han medieeksperimentelt havde fremstillet som sandhed i et blogindlæg på Politiken, fik han – muligvis ved mellemkomst af et dessin i Mads Brüggers øresnegl – nej fra Mads Brügger. Mage til pointestyrt på grundlag af misforstået adfærd fra Deadline-redaktionen skal man sgu lede længe efter. Hvorfor måtte Jeppesen ikke sige at det hans fantasi havde opfostret, var en historie om at statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle være sprunget til side med den konservativt meningsdannende mediepræst Kathrine Lilleør? Historien rummer da om ikke andet en form for poesi af relativt god kvalitet, og når han – her – klart lancerer den som en løgn, hvorfor så ikke få lov til at sige hvad løgnen var? Det Jeppesen blev forhindret i, var at fuldbyrde et dementi. Og det Brügger gjorde, var at spørge om noget han så alligevel ikke ville have det fulde svar på.

Således frataget punchlines og pointer forløb altså en hel Deadline-udsendelse. Til slut rundede Brügger af på sædvanlig klodset vis hvor han måtte skynde sig at kaste det faste spørgsmål ”Hvad er så ugens værste?” ind i plenum. George Metz gentog ”Ugens værste?” som om han ikke var klar over at det er navnet på det koncept han sad i, og som stod med store bogstaver bag ham, men han fattede sig dog og svarede på spørgsmålet. Anderledes med Jeppesen der, efter flere minutters fløjpolitisk diskussion mellem Larrain og Metz, ærligt indrømmede at han var åndsfraværende; ”stået af”, som han udtrykte det, af at høre på de andre to.

Heldigvis for Jeppesen kunne mine tæer på dette tidspunkt – efter 23 minutter med Deadline som reality-show – ikke krummes yderligere.

Man må formode at nogle DR-chefer i deres stille sind har takket gud og Jes Stein Pedersen for at det altid grundigt forberedte, veloplagte og vedkommende Deadline 2. Sektion tog over og reddede æren for DR2 denne søndag aften.