tirsdag den 31. maj 2011

Men-implikaturen

Politiken mener noget, og det gør de sådan cirka hver dag helt bogstaveligt i forsidens højrespalte under rubrikken "Politiken mener". I søndags mente Politiken således også noget, nemlig at "Tryghedspakke er et stort tilbageskridt". Og selv om man nok kan have en mistanke om at der er tale om en forudsigelig automatreaktion på regeringens … øh, "grænsebom-mert" … og andre sære 90-mandaters-fiflerier med Dansk Folkeparti og MF'ere der måtte være løse på tråden, læser man selvfølgelig Politikens mening med oprigtig interesse, for sådan fortjener alligevel et synspunkt som sædvanligvis kloge hoveder har hevet frem på forsiden af deres avis.

Og lad mig sige det med det samme: Lederen har en pointe – noget som er værd at overveje. Problemet er bare at jeg først opdagede det da jeg læste lederen anden gang. Ved første læsning lukkedes mine ører nemlig allerede i sætning nummer to, for da fik jeg det som flodhesten Dolph der skriger LA-LA-LAH!!! når han synes det bliver for fimset. Herefter blev resten af lederen læst med en LA-LA-LAH-sirene inde i hovedet.

Men jeg er ikke en fascistisk tegneseriefigur der ikke kan lytte; jeg er et fornuftigt menneske, faktisk in situ en Politiken-læser, der gik til Politikens leder med åbent sind. Så hvad skete der? Jeg stod af på en såkaldt implikatur, en underforståelse, som jeg ikke kunne tilslutte mig fordi den åbenlyst ikke holder vand.

Lad os se hvordan lederen og min læsning af den forløber bid for bid (opsætningen er min, men teksten er skrevet direkte af):

Allerede her i lineup-fasen ser vi værdiladet sprog. Der er ikke bare tale om et tilbageskridt, men om et "stort tilbageskridt", og ordet "såkaldt" er en distancemarkør. Men det er alt sammen inden for rammerne af sober argumentation. Politiken har lov til at mene at det er et stort tilbageskridt (selv om det at se en reform som et tilbageskridt i sig selv burde være effektfuldt nok), og det er naturligt at tage forbehold for ordet "tryghedspakke" som i sig selv meget vel kan være parfumeret nysprog.

Men straks herefter går det galt:

Det lille "men" – eller rettere den modstilling det markerer – skaber en implikatur som er falsk. Ordet "men" giver indtryk af at det der følger umiddelbart efter, nemlig vurderingen af overfaldsvoldtægt som dobbelt så strafværdig, sker på trods af noget som gør vurderingen horribel. Det som vurderingen angiveligt trodser, står før "men", nemlig at overfaldsvoldtægt er den sjældneste form for voldtægt. Politikens argumentation lyder altså at en forbrydelsestypes sjældenhed udelukker at den skal kunne betragtes som (eller opgraderes til) relativt værre.

Dette er selvsagt underlødig argumentation. Enhver ved at en forbrydelses sjældenhed ikke gør forbrydelsen mindre. Men er man på forhånd enig i lederens tone og hensigt, vækker den absurde modstilling sandsynligvis begejstring og åbner 'relevante' associationer. Er man derimod uenig, står man af, og er man neutral, bør man stå af.

Forfatteren vil måske kunne finde på at hævde at modstillingen er af en mindre forpligtende type, noget som ikke er en rigtig modsætning, såsom: "Manden var totalt ukendt, men nu har han fået højeste anerkendelse for sit talent" (altså ukendt, men til gengæld talentfuld). Problemet er så bare at den værdiladede indledning gør det usandsynligt at nogen skulle læse modstillingen som pudsigt sidestillede informationer – nej, den læses selvfølgelig som en pointeret modsætning.

Lad os nu læse videre:

Jeg må sige at jeg finder det hyklerisk at Politiken, der ellers har et nuanceret syn på straf, her (i fjerde linje) udtrykker sympati for markant øget straf – dobbelt traf! – helt uden argumentation og helt uden omtanke. Men voldtægtsmænd inkarnerer jo også et kontinuum af de mest usexede mennesketyper, for ikke at sige umennesker, i Politikens optik: fra alskens psykopater til sølle tabermænd. Det er så nemt for Politiken at sparke ned her at den simpelthen ikke kan lade være. Argumenter synes helt unødvendige når man taler i medvind.

Rimeligheden i dobbelt straf – som Politiken her køber lige så hurtigt som DF køber den, men i Politikens tilfælde som sagt helt uden argumenter – bruges så til, gud hjælpe mig, at påstå at den eksisterende normale voldtægtsstraf kun er halv straf. Det minder mig om en psykopats argumentationsmønster, hvis man ser på argumentet isoleret. Jeg ved godt at man kan kalde det en journalistisk stramning – en slags matematisk ordspil – men det minder mig altså stadig om psykopati at gøre det halve til det hele, eller omvendt, i samme vanvidsklare splitsekund man får chancen. Men artiklen er jo ikke skrevet til ofret for det psykopatiske argument, voldtægts-taberen. Sagen er at Politiken her kerer sig om hvad det store segment af kvindelige Politiken-læsere måtte have af dirrende og irrationel hævntrang over for denne ondskabsmandsling.

Endnu mere syret bliver strafbegejstringen hvis man er venlig at læse et reelt argument ind i den tidligere omtalte falske implikatur om at sjældenhed udelukker skærpet strafværdighed. Det reelle argument bag den ellers åbenlyst ulogiske påstand kunne jo være at regeringen laver symbolpolitik ved at skærpe straffen for en sjælden forbrydelse. Men man kan altså ikke med rimelighed savle af begejstring over skærpelse til dobbelt traf og samtidig skælde ud over at skærpelsen er latterlig symbolpolitik. Ergo er der intet som helst redeligt i den men-implikatur.

Det ER faktisk en tanke værd – uanset om det så ender i konklusionen enig eller uenig – hvad voldtægtsramte kvinder føler der ligger af signaler i en sådan lovgivning, for er det virkelig mindre slemt at opleve tillidssvigt og voldtægt fra én man kender, end det er at blive fikseret og misbrugt af en fremmed? Ligeledes er det rimeligt at advare mod forhastet lovgivning på et så etisk mineret område (se nedenfor).

Ja, her ender vi jo i reel argumentation (selvfølgelig bortset fra det fortsatte spil på "halv straf").

Problemet er bare at den rimelige anfægtelse som lederen tager op, forsvinder i de præsupponerede holdninger og uvederhæftige argumenter som hærger første del af den.

Jeg tænkte LA-LA-LAH!!! efter sætning nummer to, og kun fordi jeg overvejede at analysere lederen, læste jeg den for en sikkerheds skyld igen og kunne da se at der var en pointe et eller andet sted. Ikke at jeg nødvendigvis er enig i pointen, men jeg kan anerkende den som noget der er en overvejelse og måske et mere nænsomt lovgivningsarbejde værd.

Vi kan altså lære at når aviserne i ladede ord og indforstået tonefald taler til deres egne frelste, for ikke at sige opildnede, kernesegmenter, så taler de til gengæld for andres døve øren. Det ville være dejligt hvis en journalistisk saglighedsnorm udi argumentation var at vurdere sin tekst på om den evner at tale til den ikke-forudindtagede læser – og dermed om den taler i valide argumenter.

Som en lille outro kan jeg nævne at der på selv samme avisforside er en anden tvivlsom "men-implikatur". Det er i artiklen "Sparerunder giver succes på sygehuse", hvor der slutteligt står:

//
[…]
Region Hovedstaden har gennemført en trivselsundersøgelse, der viser, at 66 procent af de ansatte er "generelt tilfredse" med deres arbejde, men 48 procent har "følt sig stressede inden for det seneste halve år".
"Det tyder på, at der nok er lidt for mange, der ikke føler sig godt tilpas", siger professor Kjeld Møller Pedersen.
//

Hvis vi ser bort fra professorens udtalelse som vi ikke kan vide præcis hvordan sigter til de to procenttal, synes det umiddelbart givet at 66 procent tilfredse medarbejdere er godt! Noget tyder altså på at Politiken virkelig har et problem med brugen af ordet "men".

_

Du kan i øvrigt læse om præsuppositioner og implikaturer i kapitlet Sproglige spinteknikker af Mie Femø Nielsen og Christian Kock i antologien Politisk Spin (2007)(med nå-ja … undertegnede i redaktørteamet).

tirsdag den 24. maj 2011

Brælingske og kompagni

Der er noget absurd ved at en avis som Berlingske (og sikkert flere af de andre aviser også) finder trang til at oplyse om at Venstres kampagnebureau er kommet til at lave en fejl i en overskrift. Med danske avisers "massere" af "faldgrupper", heftige verbalbøjningsproblemer, decideret misinformeret tegnsætning og ikke mindst en manglende selverkendelse (eller prioritering) af behovet for danskfaglig opjustering, vækker det i hvert fald min undren at Berlingske og kompagni giver sig til at fokusere på andres korrektursmuttere.

En mere lydret stavning af "vælfærd" har sådan set ikke andre problemer her end stavefejlen i sig selv og korrekturbommerten i sig selv. Fordi fejlen er så synlig, men samtidig så indholdsmæssigt harmløs, er den uskyldig sammenlignet med de mere systematiske sproglige misforståelser der udgår fra danske redaktioner på samlebånd. Redaktioner der tror de har styr på sproget, og for en sikkerheds skyld er ligeglade for resten.

I min optik virker dette lidt som den evige udskældtes malplacerede forsøg på at give igen. Flot, Berlingske, at I har opdaget fejlen. Men var det ikke en idé i det mindste at krydre artiklen med noget der peger lidt indad?

I det lys er jeg enig med Ellen Trane Nørby (V) som Berlingske citerer for at sige at "aviserne burde have andet at tage sig til end skrive om stavefejl i kampagnematerialet fra Venstre". Ja, aviserne burde gå i gang med at fylde kompetencehuller i grundlæggende danskfærdigheder og opbygge en sundere og mere ydmyg kultur for kvalitet og meningsfuldt dansk – også til det på nettet.

Om kampagnebureauets bommert vil jeg sige at "skidt sker", men jeg vil også sige at det hører med til en korrekturlæsers faglighed at bruge mindst 20 stive sekunder på at stirre og stave sig igennem sådan en overskrift – netop for at sikre sig mod præcis hvad der er sket her: at man i en vigtig, vigtig overskrift laver fejl som selv journalister kan få øje på.

Bogstaverne er så store at alle i den kreative og redaktionelle fase tror at en anden må have set en eventuel fejl i overskriften. Derfor når forbløffende overskiftsfejl ikke så sjældent igennem til en korrekturlæser – især hvis chefen selv er forfatteren, for chefredaktører, kommunikationschefer og andre chefer er nok dem der kigger mest kritisk og angstneurotisk på sådan et kampagnetryk, men man ser altså ikke fejl i tekst man selv lige har udtænkt.

Ellen Trane Nørby tror i øvrigt på sætternisser. Det gør jeg ikke – tænk at give ikke-eksisterende sagnfigurer skylden for ting som bare ikke er godt nok. Men jeg tror til gengæld på velbegrundede tanketorsk og blackouts hos selv de bedste, og så tror jeg på det jeg kalder freudianske forskrivelser: Jeg mener at en tankes kredsen om "valgflæsk" i dette tilfælde kan have skabt ubevidst forvirring og fået æ'et sneget ind. Annoncen er jo eksponent for valgflæsk, og læser man ÆLF i VÆLFÆRD bagfra, er det jo FLÆ som i FLÆSK – og V'er er der nok af.

Eller måske har en grafiker været helt betaget af hvor smukt Æ'et smyger sig op ad V'et, og følt at dét rimede, mens han har tænkt på valfartende VÆLGERE, velfærdens VÆRDI(politik) eller bare det at VÆRE.

fredag den 20. maj 2011

Nok ikke noget vi skal bore i

Man kunne godt få den tanke – logoet taget i betragtning – at Dansk Betonboring har specialiseret sig i netop betonfeminisme. Men man skal selvfølgelig vare sig med at se fallossymboler overalt.

lørdag den 14. maj 2011

I realiteten

Tja, … ingen grund til at bruge mange ord om noget der er så enkelt. Mandag Morgen forstår at sætte kvaliteten af den politiske kommunikation i relief.

mandag den 9. maj 2011

Unique formula

"Men selv midt i al denne succes er Ole Henriksen en uhyre sjælden kombination af alt andet end selvhøjtidelig og sød og betænksom."

Ja, sådan skrev modejournalist Sarah Skarum faktisk i anledningen af Ole Henriksens 60-års fødselsdag. Man fornemmer at Skarum er presset hårdt af Berlingskes deadline, eller man må tro og håbe det, for ellers ligger det godt nok tungt med formuleringsevnen.

Allerede ved et hurtigt blik viser ordene "kombination af alt andet end" at vi er ude i en desperat nødløsning med det umiddelbart mest forhåndenværende ordforråd.

Dernæst begynder følgende sammenhæng at flimre for mine øjne:

"alt andet end selvhøjtidelig og sød og betænksom"

Man skal være meget venlig og modtagelig over for hvad Sarah Skarum mener, for ikke at læse dette forkert. Et "og" i stedet for et komma før "sød" signalerer at meningen er: på den ene side alt andet end selvhøjtidelig og på den anden side sød og betænksom; men eftersom det er helt legalt at sige at man køber pærer og æbler og appelsiner – og det således ligger ligefor at forstå Skarums ord som "alt andet end de tre ting tilsammen" – skal man altså være flink. Og man kan da sagtens være selvhøjtidelig, sød og betænksom – eller det modsatte.

Men vi er ikke færdige endnu. For hvis vi nu springer det hidtidige brok over og forstår teksten ret, så kommer vi frem til endnu et problem. Lad os lige kigge på den igen:

"Men selv midt i al denne succes er Ole Henriksen en uhyre sjælden kombination af alt andet end selvhøjtidelig og sød og betænksom."

Uhyre sjælden kombination? Det ikke-selvhøjtidelige og det søde og betænksomme udgør vel næppe nogen sjælden kombination?! Skulle det ikke-selvhøjtidelige kombineres med noget, ville det vel være meget nærliggende at det netop var venlighed og betænksomhed. Modejournalisten har sandsynligvis villet sige at Ole Henriksen har denne ganske almindelige egenskab i en sjældent set grad. Til denne mening har vi eksempelvis formuleringsstrukturerne "sjældent X" eller "i sjælden grad X". Det giver bare ikke rigtig mening at putte ordet sjælden foran "kombination", for kombinationen er altså ikke sjælden.

En ting man så til gengæld ikke kan bebrejde en travl journalist, er problemerne med at formulere antitesen til "selvhøjtidelig". "Uhøjtidelig" er ikke rigtig nok, for så forsvinder betydningsindholdet i "selv", og man kan heller ikke sige "uselvhøjtidelig" uden at det føles som sovs med klumper. Men jeg har jo haft lidt tid til at tænke over det mens jeg har skrevet dette indlæg, og jeg tror at fidusen ligger i at putte "selv" uden på "uhøjtidelig", altså "selvuhøjtidelig". Det står ikke i ordbogen og kan derfor ikke bekræftes, men det er jo fuldt legalt at sætte ord sammen, og dér vover jeg så den påstand at hvis det skal være, så er "selvuhøjtidelig" det mere rigtige. Den kan du tage med dig, Sarah Skarum, og så har jeg også bidraget med lidt andet end kritik fra sikker grund.

www.b.dk/nationalt/det-underlige-barn-fra-nibe