Kondolere og spolere sproget

I dag er der gæsteskribent på. En af mine venner, Nanette, brokker sig – som så mange andre – ganske ofte over r-drop. Det er i mine øjne ikke den væsentligste udbredte fejl og derfor heller ikke den der er allerfarligst for sproget. (Det er, ved I nok, ordfragmenteringer og absurd tegnsætning, og selv herefter er der vigtigere verbalbøjningsfejl end lige r-drop.) Men eksemplet her er alligevel så slående at jeg faldt for Nanettes brok og bad hende udvide det så hun kunne optræde som gæsteskribent. Så værsgo:

I hvor mange af disse kondolencer er der styr på nutidsform og navnemåde? Ja: 3 ud af 16.
 

Af gæsteskribent Nanette Bak Andersen

At spise, jeg spiser. At køre, jeg kører. At kondolere, jeg kondolerer. Disse grammatiske opstillinger er svære for rigtig mange. Det manglende nutids-r er en folkesygdom som spreder sig hurtigere end den smitsomme ebola. Den eneste vaccine der eksisterer, er bedre sprogundervisning, oplysningskampagner og her muligvis respekt for folk som lige har mistet en kær.

En decideret kur består måske i at undertegnede, og alle andre som ikke kan klare denne forvanskning af sproget, råber højt – med fare for at blive kaldt elitære snobber der undertrykker pøblen. Men jeg vil kæmpe for retten til at oplyse om dårligt sprog, ikke nødvendigvis til personen direkte, for det er dér man opfattes som elitær, men gennem at skrive indlæg på blandt andet Facebook eller her på denne dejlige blog.

Hvis det så bare var en enkelt hist og her der glemte nutids-r'et, men det er det ikke.

Jeg kan kun sammenligne det med en virus, og det er en rigtig farlig en af slagsen, der ødelægger vores skriftsprog. Selv dansklærere i folkeskolen glemmer r'et. Jeg frygter for fremtiden. Hvis der ikke bliver gjort noget, ender vi med en befolkning der kun består af illitterære som undskylder deres uvidenhed med at de er "en lille bitte smule ordblinde". Novo må kunne lave en pille. Spørgsmålet er så hvem der skal sluge den.

Kan vi få et u?

Radioavisen taler i dag om at der er brug for nye broere. Jeg ved ikke hvad det er, og har prøvet at slå det op, men uden resultat. De siger jo ikke broer, og vi har vel også nok at tænke på med Femern-forbindelsen. Nej, de siger udtrykkeligt broere! Og så siger de at der skal være flere af dem på bibliotekerne.

Kan det være brugere de taler om?

Jeg ved godt at det holder hårdt med at antyde den ganeagtige g-lyd, men at u skal forvandles til o i DR’s radioavis i ordet brugere, synes jeg måske lige er et niveau for sølle.

Kan vi få et u?

Martin, du har ret!

Ja, gu har jeg da ret. Men jeg ved da godt at Edel og Petter ikke skriver sådan til mig for at ytre det åbenlyse. De foretager selvfølgelig talehandlingen ”Du har ret!” med den hensigt at bekræfte at jeg ikke blot har ret, men at de tillige selv indser rigtigheden af hvad jeg har ret i. Så tak for det!

Og hvad er det så jeg har ret i? Jo, se på overskriften til denne sprogiagttagelse til Oh Danmark på bagsiden af Politiken (2. feb. 2014), og læs så efterfølgende ordlyden af den mail jeg sendte Edel Hildebrandt:

Kære Edel Hildebrandt

Det er med en vis frustration at jeg noterer mig at I ikke kan mestre meningsfuld (og for resten korrekt) kommatering i jeres egne overskrifter i Oh Danmark.

I dagens overskrift "ÆV BÆV I KAN IKKE FANGE MIG" går der ren Yahya Hassan i den med manglende tiltale- eller udråbskomma.

Der skal selvfølgelig være komma efter "ÆV BÆV", ellers bliver betydningen af "ÆV BÆV" ikke et udråb, men derimod snarere et objekt, sådan så man tænker på en betydning a la "æv bæv i bukserne" – indtil man så senere i overskriften må gå tilbage og korrigere fordi man da forstår at dét ikke er betydningen. Men meningen med god tegnsætning er jo at man ikke skal tilbage og korrigere betydningen. Og der skal, indiskutabelt, være komma efter "ÆV BÆV". Punktum.

PS: At Yahya Hassan i sin digtsamling ikke sætter tiltale- og udråbskomma, er i bedste fald et litterært greb der skal sikre en form for opløsning (og læserarbejde) i sætninger som "FAR DU ER EN LORT", og i værste fald ... ja, det håber jeg virkelig ikke.

PPS: Når man stikker snuden ud mht. kritik af mangel på vigtige og betydningsunderstøttende kommaer, siger al erfaring at tosser kan finde på at angribe én selv for at der ikke er komma foran "at" og "der" osv. i det man skriver. Jeg skal derfor oplyse to ting: Jeg er kommaekspert, og jeg sætter nyt komma når jeg selv bestemmer. Men det ændrer ikke ved de vigtige kommaer som er fælles for de to kommasystemer.

Mange hilsener
Martin Lund

Almindelige eksempler på tiltale- og udråbskommaer:

- Yahya, vil du læse dit digt op?
- Ja, det kan du tro, min ven.
- Ih, hvor dejligt!
- Det kan du selv være, Louise.
- Ja ja, Hassan.

Kommaforklaring:

1: ved foranstillet tiltaleord
2: ved foranstillet udråbsord + efterstillede tiltaleord
3: ved foranstillet udråbsord
4: ved efterstillet tiltaleord
5: ved på samme tid foranstillede udråbsord og efterstillet tiltaleord.

Goddav-mand-økseskaft fra DR

Genudsendes? Nej, sendes. Og hvad var det nu lige spørgsmålet var:

(Jeg beklager det manglende slutkomma efter ”dyr” i min oprindelige henvendelse.)

Som det klart fremgår af mit oprindelige spørgsmål til DR – ”Hvordan skal man kunne følge med hvis man misser en onsdag aften?” – opfatter jeg onsdag aften omkring 23 som sendetidspunktet, ikke som et genudsendelsestidspunkt. Det sendes jo ikke på noget andet tidspunkt i ugen; og det er for fanden præcis dét problem der er hele pointen med min henvendelse. Ikke desto mindre svarer Lizzie Pedersen fra DR Licens- og Programservice at Damages ”genudsendes” på det tidspunkt jeg allerede taler om, nemlig onsdag aften, og hun løfter så at sige sit nonsenssvar til ”goddag-mand-økseskaft i anden potens” ved at udtrykke håb om at jeg har ”fundet ud af det”.

Jeg finder mig ikke i det. Jeg finder mig ikke i, hverken på egne eller andres vegne, at en stor organisation svarer med kalkuleret sort snak i en ikke-svar-mail på en henvendelse sendt ad den eneste mulige officielle vej. Hun kan stå ved at hun ikke vil eller kan svare, eller at hun ikke vil eller kan belemre nogen af dem i organisationen man almindeligvis ville kalde ”rette vedkommende”, og som jeg egentlig havde håbet hun ville sende min forespørgsel til. Men hun og DR kan kraft stejle mig ikke tillade sig at tørre nogen af med sådan et goddag-mand-økseskaft-svar – et ”svar” som fremstiller sig selv som et svar, men faktisk slet ikke er det. Derfor svarer jeg igen her på min blog.

Det er muligt at DR har sendt Damages sæson 4 tidligere på året klokken 02.30 om natten på en hemmelig kanal og derfor som en orgacentrisk teknikalitet opfatter den nuværende udsendelse som en ”genudsendelse”, men nu sendes den altså ved 23-tiden onsdag aften, og mit spørgsmål går simpelthen på hvorfor den ikke genudsendes i det nuværende loop, så man – akkurat som med andre serier, ikke mindst DR’s egne – har en chance for at nappe genudsendelsen hvis man er væk en onsdag aften.

Men åbenbart skal det forblive en gåde hvorfor DR har købt Damages og samtidig behandler den så stedmoderligt.

Damages er – om nogen serie – konstrueret således at man helst ikke skal misse så meget som et øjeblik. Der krydsklippes, også i tid, og et vendepunkt i fortællingen kan markeres med så lidt som netop et blik. På trods af dette har DR fra start af sæson 1 kun haft ét sendetidspunkt. Og det har altid undret mig: Det må være en dyr serie at købe, og ved kun at have ét sendetidspunkt signalerer man til alle de potentielle Damages-seere der ikke partout kan være ved skærmen på samme tidspunkt hver eneste uge, at de lige så godt kan droppe at følge med og i stedet overveje at købe dvd’erne ved lejlighed (eller andre betalte løsninger). Hvorfor ikke købe retten til et genudsendelsestidspunkt når man alligevel køber serien, og derved sikre at investeringen kommer langt flere til gode? Det er spild af licenspenge at underfrankere en investering på den måde som DR gør med Damages.

Og problemet ligger ikke bare i det ensomme sendetidspunkt. Det lykkedes mig trofast at se sæson 1 og 2, selv om der, så vidt jeg husker, brutalt blev ændret sendetidspunkt midt i en af sæsonerne. Men da sæson 3 blev vist, gik det under min radar, på trods af at jeg ser en del DR-tv og har rig mulighed for at opdage reklamer for diverse sæsonstarter. Mig bekendt var der ingen annoncering af sæson 3 overhovedet, og når jeg nu er i gang med sæson 4, skyldes det udelukkende at jeg har set det meste af sæson 3 på, så vidt jeg husker, norsk eller svensk tv – opdaget ved ren og skær tilfældighed.

DR har sandsynligvis set et dalende seertal. Men hvorfor mon? Folk har ikke haft en jordisk chance for at hænge på. Fra start har man som sagt signaleret at det var en nødvendighed at være rede ved flimmeren hver uge på ugens eneste sendetidspunkt. Med tanke på Damages’ målgruppe (som må tælle en del aktive mennesker med ujævn kalender), gætter jeg på at halvdelen af seriens potentielle seere har måttet droppe projektet på den konto, for man opdager at det ER vigtigt at få det hele med. Siden har sæsonstarterne været så nedtyssede at flere seere må være faldet fra helt og aldeles ufrivilligt.

Jamen, vis dog en genudsendelse af Hammerslag i stedet for hvis I ikke magter at behandle jeres indkøb ordentligt. Jeg vil gerne købe Damages på dvd hvis I bruger pengene på færre stavefejl i grafikkerne på Deadline.

Dette er historien om at det ikke kan betale sig at underfrankere. Enten frankerer man ikke, eller også frankerer man nok. At det lige skulle gå ud over en af nyere tids bedste tv-serier med en djævelsk Glenn Close i sin glansrolle, ligger fuldstændig uden for min fatteevne. Jeg synes vi mangler en forklaring fra DR.

Enormt rart ikke at blive efterladt med lange ører

Kære P4 og P3 og al DR's radiovæsen.

Jeg har et forslag til jer radioværter. Når I spiller ny eller mindre slidt musik, var det så ikke en idé at nævne hvad I har spillet, bagefter?

Jeg kan godt se at det er interessant for flowet i jeres programmer – og måske for en indbildt suspense – at I ALTID præsenterer ny musik før I spiller det. Og jeg kan også godt se at man kan indhøste billige nostalgi- og genkendelsespoint ved i forbindelse med numre som lytteren kan leksikalisere i søvne, at præsentere kunstneren efter. Denne absurde reciprokke fremgangsmåde burde dog snarere kendetegne begynderværter på en studenterradio end radioværter i DR, for den tjener udelukkende til værtens sikkerhed og dovenskab.

Der er noget der hedder at være modtagerorienteret. Har I nogensinde hørt om det? Det betyder i jeres tilfælde at sætte sig i lytterens sted og selvfølgelig bytte om på denne molbopraksis. Den lytter der falder ind i Billie Jean med Michael Jackson, Summer of '69 med Bryan Adams eller Kvinde min med Gasolin, har ikke noget stort behov for for 117. gang at få besked på titel og kunstner ved nummerets slutning. Til gengæld ville det være ENORMT RART IKKE AT BLIVE EFTERLADT MED LANGE ØRER når man fatter interesse for noget man ikke har hørt før, og derfor sidder klinet til højttalerne for at få den information. Det sker sjovt nok bare altid – undtagelser findes ikke: Hver evig eneste gang jeg har været interesseret i at høre hvem hulen det nu var, så er I gået direkte over i et andet nummer eller et reklameindslag for egne programmer.

Den udslagsgivende hændelse der omsider har fået mig til at fare i blækhuset, var manglende efterfølgende deklaration af det der, ifølge playlisten for gårsdagens Søndag i farver, viser sig at være Noah med Alt er forbi. Det tjekker jeg kun så grundigt nu fordi jeg skriver indlægget, for Noah er ikke essentielt nødvendigt for mig. Men som almindeligt musikinteresseret – og almindeligt sprogligt interesseret i at en ny bølge (efter Medina og Seebach) åbenbart viser evne til at lægge (i hvert fald de trykstærke) stavelser mere solidt og velklingende – havde det været godt at kunne sige aha og skrive sig bandnavnet bag øret. Manglende efterfølgende præsentation gør at det fiser ud i ingenting – i UVIDENHED, kære public service-ansatte. Dette er langt mere alvorligt når man tænker på relationen mellem Noah og deres potentielle cd-købere og mp3-downloadere: Der skal kendskab til at skabe målrettet interesse, og derfor hæmmer I faktisk nye kunstneres gennemslag ved ikke at præsentere dem efter nummeret. Det er lige så molboagtigt over for jeres egne bestræbelser på at støtte ny dansk musik, som det er molboagtigt over for den helt almindelige og almindeligt irriterede lytter.

Modtagerorienteret nu, tak!

Black Windows

Velkommen til et lille, meget lille, indblik i mine dokumenter.

Her har vi dokumentet "Syv korrektursætninger" som jeg bruger til en lille øvelse på kurset Befri din skrivning:

Det ligger i denne mappe:

… som jeg her går ud af og kigger på udefra:

… for at se at den så ligger i denne mappe:

… som igen …

… ligger i denne mappe:

Okay!

Det kan du ikke huske nu. Værre er at jeg heller ikke kunne huske det. Jo, egentlig kunne jeg: Faktisk havde jeg kigget i den rigtige mappe, "Kursusmateriale Befri din skrivning", men da jeg har en masse godt kursusmateriale, og da jeg er en tosse til at få øje på præcis det jeg leder efter, gloede jeg forgæves og troede jeg at jeg måske ved en fejl havde gemt filen i en forkert mappe.

Altså denne fil:

Derfor gik jeg ind i start-menuen for at søge på "Syv korrektursætninger".

Jeg vælger at søge i dokumenter:

Og så er det ellers bare at søge på dokumentnavn:

Hundehvalpen siger oven i købet at det kun behøver at være en del af dokumentnavnet, så her i rekonstruktionen hvor jeg er sikker på navnet, ved jeg at det ganske enkelt ikke burde kunne slå fejl.

Men:

Hundehvalpen (dvs. søgeprogrammet) holder overhovedet ikke hvad den klokkeklart lover. Vi ved at jeg har skrevet det korrekte dokumentnavn, vi ved at dokumentet ligger et sted nede i mappe-hierarkiet i den overordnede mappe som Windows selv kalder "Dokumenter", ligesom det ER et dokument jeg søger, og vi får at vide at det er fjong med såvel en del af som hele dokumentnavnet.

Gad vide hvad den tåbelige hundehvalp vil have? tænkte jeg. Lad mig prøve med det mest rigide jeg kan finde på, nemlig at skrive hvad kun en computer, og ikke et brugerorienteret interface, kunne finde på at opfatte som dokumentnavnet, nemlig "Syv korrektursætninger.docx".

Bingo:

Så kunne man jo tænke at det med "dele af dokumentnavnet" ikke var gangbart medmindre man delte i et mellemrum. I så fald skulle det give bonus at søge på "Syv", idet der er mellemrum mellem "Syv" og "korrektursætninger.docx". Men det giver ikke bonus – den finder det ikke. Hvad så med "syv" med småt? Nej. (Hvad så med "syv korrektursætninger" med småt? Nej.) Hvad så med stjerne:

Nej, heller ikke.

Den eneste måde man kan finde det dokument som Word og Windows selv kalder ved navnet "Syv korrektursætninger":

…, er at søge på "Syv korrektursætninger.docx".

Det er kraftedeme langt ude.

IT-Universitetet opdateret som ind i fortiden

Der er selvfølgelig ingen der som IT-Universitetet er glade for et tæt samarbejde med erhvervslivet. Og selvfølgelig er der heller ingen der som dem er bevidste om værdien af en opdateret hjemmeside.

Så det må være forholdsvis let af komme i kontakt med dem via hjemmesiden. Lad os se:

Jep, den er god nok. Overskriften ”Erhvervssamarbejde” og en mailadresse lige til at skrive til. Det kan godt undre at kontaktpersonens initialer ikke stemmer overens med bogstaverne i mailadressen, men det kan selvfølgelig være at det er afdelingen der hedder noget med ”sfb”. Jeg skriver i hvert fald til dem.

…

Hov, hvad nu? Jeg får et autosvar:

Okay, det ikke en Rebecca Foss, men derimod en Sara Friberg Busch der har modtaget mailen. Ja, det passer jo unægtelig bedre med mailadressen. Men det ser ud til at det er en helt tredje person, Kirsten From, man skal skrive til, eftersom Sara Friberg åbenbart er på barsel. Okay, så må jeg jo prøve at sende min mail igen.

…

Hov, endnu et autosvar:

Nå for søren. Kirsten From har skiftet job, og jeg henvises igen til Rebecca Foss som åbenbart også har været på barsel, men nu angiveligt er tilbage. Og nu passer mailadressen oven i købet med initialerne. Man må formode at vi nu omsider nærmer os.

Jeg sender min mail for tredje gang – efter sigende lykkens gang.

…

NEJ! Endnu et autosvar:

Rebecca Foss, det navn som står på hjemmesiden under ”Erhvervssamarbejde”, arbejder der heller ikke mere. Nu skal jeg skrive til en Kristian Parkov.

Jeg sender min mail for fjerde gang.

…

Det var i går aftes. Nu er klokken 16.00 en hel arbejdsdag efter, og jeg har endnu ikke fået svar. Heldigvis heller ikke flere autosvar, så der er vel håb.

Om at feje for egen dør

… og så ikke en skid mere.

Har du som fodgænger oplevet denne situation i løbet af vinteren?:

Jeg har, må jeg sige, oplevet det flere steder. Der er skovlet og saltet pertentligt ud for en række af huse, og pludselig skal man så ud at gå i sne til anklerne forbi en grund.

Hvad er årsagen til at husejere rydder sneen (og eventuelt salter) på fortovet foran deres hus?

Ja, man skulle vel tro at det var for at hjælpe fodgængerne og budene. Men den forklaringen holder ikke, for hvilken hjælp er det kun at rydde sit eget fortov når man med sikkerhed ved at nabogrundens fortov af den ene eller anden grund ikke vil blive ryddet? Hvad skal damen med rollator bruge det til? Hvad skal hun bruge det til at vente i to dage på at 19 ud af 20 fortovsstykker er ryddet pertentligt, blot for at opleve at 1 ud af 20 forbliver ufremkommelige for hende til sneen og isen tør?

Det er jo absurd.

Man skovler for egen dør, så man ikke får lovgivningen på nakken hvis en fodgænger slår panden i isen. Dét er på disse billeder det åbenlyse formål med at skovle sne. For hvis man gjorde det for postbudets eller fodgængernes skyld, så havde man selvfølgelig svunget skovlen hen over nabogrundens fortov når nu man var i gang.

Hvor svært kan det være? Hvor mange minutter kan det tage?

Jeg håber ikke at jeg har venner der tænker som naboerne til denne forsømte ejendom i midten. Jeg håber aldrig jeg får børn der kommer til at opføre sig sådan. Det viser et menneskeligt underskud og åndeligt armod som gør ondt helt ind i sjælen. Men du har sikkert selv oplevet dette masser af gange i løbet af vinteren.

Måske er du selv én af dem der kun skovler for egen matrikel og er stolt af din egen orden, vel vidende at sneen ud for nabomatriklen af den ene eller anden grund aldrig vil blive rørt. Måske har du det endda godt med at din egen pertentlige orden vil blive understreget på baggrund af naboens snesmattede fortovs-uføre. Men hvad foregår der i dit hoved? Din indsats er jo absurd. Tag dig sammen, og prøv for en gangs skyld at gøre noget med reel omtanke for andre mennesker i dine nære omgivelser. Du har ikke fortjent nogen som helst ros for at rydde dit eget fortov hvis det er på baggrund af at naboens sejler. Du har fortjent at blive udstillet som det du er: En egoist som fejer for egen dør og ikke en skid mere. Jeg både undrer mig over dig og skammer mig over dig. Desværre er du meget almindelig i dette land.

Det gælder også butiksindehavere ved siden af rømmede butikker. Bemærk hvor snerydningen af helt egoistisk-juridiske grunde er stoppet fra indehaverne af butikken med den gule facade – absurd for deres kunder som i mange tilfælde skal forbi det ikke-ryddede stykke, akkurat ligesom de øvrige fodgængere:

Alle billederne er taget den 4. februar, cirka en uge efter at sneen lagde sig.

Spedalsk-dag

I går var det så spedalsk-dag. En lejlighed som DR griber til at spille de arge ligegyldigheder vi ellers ikke gider høre, herunder engelsksproget dansk musik som ellers ikke har en chance.

Som der blev sagt på P4 Smutvejen: ”Og på en spil-dansk-dag er B-Joe jo også dansker”, hvorefter de afspillede en gyselig kreation i grænselandet mellem Ikea-blues og dansk standard-pop. På engelsk. Arrrrggghh!

Tak for ingenting, TV 2

I ikke så gamle dage var det sådan at en tv-station – det kunne være DR eller TV 2 – kun leverede bredt storsmilende forskræp til store, vigtige landskampe hvis de selv havde pakken under juletræet, altså kun hvis de selv kunne levere varen, eller alternativt: vidste at varen ville blive leveret af en konkurrerende tv-station som alle ville kunne se.

Ellers ville man holde en mere nedtonet stil: Kun korte indslag fra landsholdslejren og kun de mere stramme blikke som afspejlede at man måtte kigge i vejviseren, og der kigge efter betalings-tv, hvis man ville overvære kampen. Derudover – og under alle omstændigheder – en rimelig annoncering af hvor kampen i givet fald ville kunne ses.

Efter landsholdets intense og spændende arbejds-remis mod Portugal i lørdags – min første fodboldkamp i rigtig, rigtig lang tid – var jeg på krogen: Jeg glædede til at følge landsholdets videre færd allerede onsdag mod Albanien. Og TV 2 sørgede da også for at gejle én op i såvel tv-indslag som på nettet.

Men da det kom til stykket, måtte man onsdag aften sande at der kun var betalings-net-streaming tilbage. Da jeg i princippet ikke ønsker at betale en biografbillet for at se en landsholdskamp på TV 2 Sputnik på en i den forbindelse tvivlsom 500 MB-forbindelse, og da jeg i princippet ikke ønsker at betale mig ind på en net-streaming-tjeneste hvor jeg også kan få amerikansk fodbold, UEFA-cup eller porno i stride strømme når jeg har betalt omkring 300 kr., væbnede jeg mig i stedet med skuffelse, afsavn og sorg.

Narrefisse er et grimt ord, men jeg kan ikke finde en bedre metafor i denne sammenhæng. Her er i billeder onsdagens oplevelser med narrefisse-TV 2:

 

Tak for ingenting, TV 2.

DR fusker med åbenheden

DR anmeldte den 12. juli Britney Spears-koncerten i Parken den 11. juli med en én-stjernet anmeldelse, Loppecirkus på autopilot (link ikke længere muligt, red.), der berettede om en katastrofal ”koncert” hvor Spears kun sang én sang og mimede resten.

I den anledning oprettede dr.dk en anden artikel, Et playback-show til 500 kr. (link ikke længere muligt, red.), hvor der lægges op til debat om hvor grænsen mellem ægte koncert og show med båndet musik skal gå.

13. juli skrev jeg en kommentar i denne debat. Kommentaren stod der i tråden efter at jeg havde trykket på ”send”. Den stod der også 5 minutter senere. Men 2-3 timer senere, da jeg ville se om nogen havde taget en af mine pointer op, var min kommentar væk. Kommentarerne umiddelbart før var der stadig, og der var også kommet nye til, men min var væk.

Der var intet uanstændigt i mit indlæg, faktisk bidrog det til at øge kvaliteten af debattråden ud fra enhver journalistisk synsvinkel. Men jeg var kritisk over for DR. Min vigtigste pointe var nemlig at DR jo selv har gjort sit til at forplumre og devaluere ordet ”koncert” i og med de såkaldte ”X Factor-koncerter” på Rådhuspladsen som rettelig ikke har været koncerter men singback fra blokvogn som vi kender det fra kræmmermarkeder og tivolier i sommerlandet. Selve arrangementet forsvarede jeg i mit indlæg: Det er naturligt at man skaber sådanne events hvor hovedpointen er at de nye idoler møder deres publikum i en fart, og hvor der ikke er tale om en egentlig koncertoplevelse. Jeg kritiserede blot den illegitime brug af ordet koncert om et i øvrigt helt legitimt singback-show. Noget andet er at de sidste runder i X Factor-programmerne ER ægte live-produktioner – så meget desto mere absurd er annonceringen af ”koncert” på Rådhuspladsen.

Jeg syntes det var en relevant kommentar. Men mit indlæg var altså tilsyneladende bortcensureret. Hm ...

Min undren bød mig at forfølge sandheden. Så samme aften mailede jeg så til DR’s presseafdeling og forelagde dem sagen: Udøver I censur? I så fald vil jeg gerne vide mere om det. Og i modsat fald må I gerne genetablere mit indlæg.

Jeg har fortsat ikke fået skyggen af et svar.