lørdag den 15. marts 2014

Stortalent og sjettefavorit

Danskeren Kevin Magnussen har i dagens kvalifikation forud for morgendagens australske Formel 1-grandprix sikret sig en startposition som nr. 4. Det er stort set allerede det bedste ”resultat” en dansk Formel 1-kører nogensinde har kunnet skrive hjem om, og slutter han løbet i morgen på en placering bedre end nr. 8, slår han sin egen far, Jan Magnussen, der scorede sin karrieres enlige Formel 1-point i Montreal i 1998. Men det Stewart-Ford-team Jan Magnussen havde plads i dengang, var – så vidt jeg husker – også udstyret med den sådan cirka tredjedårligste bil. I dag sidder sønnen i et af de formentlig tre bedste teams, og det skyldes blandt andet at han står på skuldrene af sin robuste far.

Så det er nok rimeligt at Kevin Magnussen er spået en Formel 1-sæson der vil ende med cirka en sjetteplads – man kan også sige at han er seedet som nr. 6.

Til gengæld er det temmelig tosset når Se og Hør – som det skete for lidt over en uges tid siden – anfører Kevin Magnussen som ”sjette favorit til at vinde verdensmesterskabet i Formel 1”:

Der kan være to kontekster. Enten taler Se og Hør på baggrund af rækken af favoritter til Formel 1-verdensmesterskabet gennem historien – og det er alt i alt nok flere favoritter end seks, selv om en kører som Michael Schumacher har været favorit flere gange – eller også taler Se og Hør ud fra en dansk kontekst. Det sidste er rimeligvis tilfældet, men det giver ingen mening at tale om den ”sjette favorit”, for Kevin Magnussen er på ingen måde den sjette danske favorit i Formel 1-sammenhæng. Ingen danske racerkørere har været decideret favorit til at vinde et verdensmesterskab, heller ikke Kevin Magnussen. Han kan måske en dag blive den første danske favorit.

Så Se og Hør må selvfølgelig mene noget andet, og det er jo nok ”sjettefavorit”, altså 6.-seedet, estimeret til at slutte sæsonen som sammenlagt cirka nr. 6.

Det er rystende at man kan bestå folkeskolen uden at have så meget styr på grundlæggende sproglig logik – også kaldet grammatik – at man ikke forstår forskellen på ”sjette favorit” og ”sjettefavorit” – eller for eksempel ”første elsker” og ”førsteelsker”. Og jeg mener da at man skal have haft lidt skolegang for at skrive for Se og Hør.

Kevin Magnussen udviser heldigvis større sikkerhed og suverænitet i sin metier end Se og Hør gør i sin.

Hvis man ikke abonnerer på en af betalingskanalerne, men er heldig at have RTL på fællesantennen, kan man se en 21-årig dansker i en McLaren-Mercedes i fjerde startposition på Albert Park-ringen i Melbourne kl. 7.00 i morgen tidlig, dansk/tysk tid – og samtidig lære lidt tysk.

lørdag den 8. marts 2014

Stop nu tiden

Langt de fleste indlæg på denne blog handler om sproget – det vindue eller den kikkert hvorigennem en skribent viser én noget – og langt de fleste af disse indlæg handler om den beskidte rude eller forvrængende kikkertlinse som gør visningen dårlig, uklar eller fordrejet.

Man kan også analysere det særligt gode sprog, men helst kun når det i forvejen peger på sig selv med bogstavrim, tretrinsraketter eller særligt sigende ordvalg. Det umarkerede gode sprog, derimod, bryder jeg mig ikke om at omklamre med analyse, for det svarer jo bare til den rene rude eller den perfekte kikkert.

Sproget skal have lov til at være ren rude eller perfekt kikkert på mange måder. Der er mange gode løsninger, og der er mange gode individuelle stillejer, ordvalg og tankerækker. At typologisere og kanonisere gode formuleringer er at kanonisere banaliteter (i retorisk forstand ”hjemler”), og det vil kun ødelægge lysten til sproget, på samme måde som analysen af det morsomme ved en vittighed vil ødelægge lysten til at være vittig.

Så det er ikke negativitet eller stor lyst til at pege fingre ad andre der gør at jeg interesserer mig mest for at skrive om fejl, sproglige misforståelser eller retoriske fordrejninger (samt en bagvedliggende undergravende systemisk ligegyldighed med sprogansvar). Ved netop at nøjes med at fokusere på hvad der smudser ruden til eller forvrænger kikkerten – altså fokusere på hvad der hindrer klar og vellydende kommunikation gennem vores fælles sprog – stiller jeg det gode sprog frit fra omklamrende analyse, hvilket i virkeligheden er forudsætningen for at det kan fungere som den rene rude eller den perfekte kikkert. Herved afleder jeg ikke opmærksomheden til en uvæsentlig grøft, for sproglige fejl og uhensigtsmæssigheder ligger altid midt i arbejdet med sproget.

Det gode sprog skal ikke selv være i fokus (medmindre det selv ønsker at være det med fonetisk og retorisk rytmik og staffage). Det gode sprog tjener kun hvad skribenten vil vise. Jo finere justeret sprog, desto finere facetteret indhold – måske endda syner, tanker og synteser læseren ikke på forhånd anede kunne nås med sproget – men sproget er til for dette indhold. (Derudover skal sproget også være så indvortes konsistent at det kan opretholde sig selv som system, altså som sprog, og derfor er sprogrigtighed og grammatik vigtigt selv om det måske ikke altid lige synes at være vigtigt for opfattelsen af indholdet i det enkelte tilfælde.)

Alt dette – sådan set en udredning af denne blogs filosofi – blot for at fortælle at jeg vil noget andet end jeg plejer.

I dette indlæg skal vi ikke se på sproget, men udelukkende på hvad sproget vil vise. Vi skal ikke engang diskutere om det er godt ”vist” – dvs. godt skrevet – for hvis det er dét, er der som sagt ingen grund til at diskutere det. Vi skal blot se. Se direkte gennem ruden eller i kikkerten. Måske skal vi ligefrem se hvad månen var for en følelse.

Da jeg læste Patti Smiths selvbiografi Just Kids (2010) i sin danske oversættelse, Just Kids, bukkede jeg fem sidehjørner. Fem steder var jeg – af vidt forskellige grunde – så ”høj” af hvad hun kunne vise, at jeg simpelthen måtte markere disse steder. Der er et sjette sted som jeg ikke så godt kan gengive her, nemlig bogen i sin helhed. Den handler om den udvikling hun gennemgår i livet sammen med sin sjæleven, den jævnaldrende kunstner og fotograf Robert Mapplethorpe, som hun mødte i 1967 da hun som 20-årig kom til New York, og som hun mistede da han døde af aids i marts 1989. (Åh, jo – lad hellere det præcise 25-år for Mapplethorpes død være anledningen til dette indlæg end at det lige tilfældigvis er kvindernes kampdag i dag. Jeg kender ikke Patti Smith godt nok til at vide om hun er jævnt ligeglad med en ligestillingsdebat som den ser ud i Danmark anno 2014, men jeg tror hun ser sig selv primært som individ og som menneske.)

Først er de kærester, siden blot venner. Men hele tiden mest af alt nære sjælevenner, og det er dét bogen handler om – i konteksten af deres boheme-tilværelse, bl.a. på det navnkundige Chelsea Hotel. Patti Smith skriver i højeste grad på detaljerede artefakter og sansninger, og derfor ville hun umuligt have kunnet skrive denne selvbiografi hvis ikke hun dengang havde skrevet dagbog om både ting og sager. Og det er måske i virkeligheden også det der gør at der overhovedet findes små, fortættede skriftsteder som kan klippes ud af sammenhængen.

Hvorfor nu tage fat i en amerikansk forfatter på en blog om dansk? Og hvorfor tale om skriftsteder i en dansk oversættelse? Mit svar på de to spørgsmål udmønter sig i et modspørgsmål: Hvorfor al dette snobberi om at læse på originalsproget? Det findes gode oversættere, og jeg vurderer den danske oversættelse som en dansk bog, en genfortolkning som ikke på nogen måde føles flad eller skæv. De fem steder har rørt, moret eller fascineret mig gennem en dansk rude. Og selv hvis mit engelske var 10 gange bedre end det er, tror jeg oversætterens er endnu bedre. Jeg vedkender mig at jeg dermed læser en bog af Patti Smith & Charlotte Kornerup, men jeg køber på ingen måde det snobbede argument om at dette skulle være mindre fint end blot Patti Smith.

Jeg har dog den anke – ja, det er jeg sgu nødt til at sige – at oversætteren ikke har lært sig nyt komma (eller at forlaget afviser det), for det er jo decideret fluelort på ruden at bruge grammatisk komma, med alle de kommaer der skal ignoreres for at forstå indholdet. Og det er en særligt skærpende omstændighed at udføre dette systemiske overgreb i oversat litteratur hvor disse meningsløse kommaer ikke findes i originalen, og hvor forfatteren ikke har nogen anelse om at overgrebet vil kunne ske. Jeg mener ikke at man skal sætte engelsk komma i en dansk oversættelse, for engelsk tegnsætning er også noget lort (på en meget anderledes måde end grammatisk komma er det), men ligefrem udsætte oversættelser for totalt meningsforstyrrende kommaer når vi har et bedre system, finder jeg groft. Nå … det må vi tale om en anden gang. Jeg har altså ikke givet mig til at sortere de generende kommaer fra (selv om jeg dybest set betragter dem som ren støj der intet har med citatrigtighed at gøre), så du må slå dig til tåls med fluelortet når det begynder at dukke op fra midten af 2. citat. Men som dansker er du jo trænet i det.

De første fire af de fem steder er selvsagt – i al deres udklippelighed – afstikkere fra bogens hovedspor, men sådan er det vel med skriftsteder. De står kronologisk, men jeg har valgt at slette sidetallene af hensyn til kommende læsere af bogen, for det vil ganske vist være en fornøjelse at læse stederne igen, men næppe at vide præcis hvornår de kommer.

Patti Smith er født den 30. december 1946, så regnskabet mellem årstal og hendes alder er altid let. Dermed er hun 22 da der bliver sat fodaftryk på månen. Herfra er kun overskrifterne mine.

1) Stop
Der lå dog noget i luften, en vibreren, en følelse af hastværk. Det var begyndt med månen, det uopnåelige digt. Nu havde mennesket gået på den, sat aftryk af gummisåler på en af gudernes perler. Måske var det bevidstheden om tidens gang, den sidste sommer i et årti. Indimellem havde jeg bare lyst til at løfte hænderne op og signalere stop. Men stop til hvad? Måske bare til at blive voksen.

2) Kohl
Rollen så ud til at være let for mig, for jeg havde ingen relationer til de andre karakterer i stykket. Min figur, Leona, var fuldstændigt lukket inde i sig selv, skød speed og rablede usammenhængende om Brian Jones. Jeg blev aldrig helt klar over, hvad stykket handlede om, men det var Tony Ingrassias epos. Ligesom i The Manchurian Candidate spillede alle og enhver med i stykket.
  Jeg havde min slidte bluse med den bådformede halsudskæring på, og jeg gned kohl rundt om øjnene, fordi jeg skulle se så grim ud som muligt. Jeg tror, jeg kom til at ligne en vaskebjørn på stoffer. […]

3) Hemmeligheden bag improvisation
[…] Da vi nåede frem til det sted, hvor vi skulle improvisere et skænderi i et poetisk sprog, fik jeg kolde fødder. ”Det kan jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
  ”Sig bare noget,” sagde han. ”Du kan ikke sige noget forkert, når du improviserer.”
  ”Hvad nu hvis jeg ødelægger det? Hvad nu hvis jeg ødelægger rytmen?”
  ”Det kan du ikke,” sagde han. ”Det er ligesom at tromme. Hvis du springer en takt over, så skaber du en anden.”
  På denne enkle måde lærte Sam mig, hvad der er hemmeligheden i improvisationer, og det har jeg haft glæde af hele mit liv.

4) Bort
I det fjerne så jeg en gammel kone i en tung frakke, med en spids stok i hånden og trækkende en stor lædersæk efter sig. Hun var i gang med at gøre rent på gravstederne. Da hun så mig, begyndte hun at råbe ad mig på fransk. Jeg undskyldte og sagde, at jeg ikke talte ret meget fransk, men jeg vidste godt, hvad hun måtte tænke. Hun så forarget på graven og på mig. Alle de jammerlige skatte og graffitien på gravstenene var kun en profanering for hende. Hun rystede på hovedet og mumlede et eller andet. Jeg var forbavset over, at hun ikke tog sig af den voldsomme regn. Pludselig vendte hun sig om og råbte med grov stemme på engelsk: ”Amerikaner! Hvorfor ærer I ikke jeres poeter?”
  Jeg var uendelig træt. Jeg var seksogtyve år gammel. Overalt omkring mig opløste regnen de beskeder, der var skrevet med kridt, som græd nogen dem bort. Bække af vand løb ind under de små amuletter og bar guitarplektre og cigaretskod med sig. Kronblade fra blomsterne på jordstykket over Jim Morrison flød af sted som Ofelias opløste buket.
  ”Ehh!” skreg hun igen. ”Svar mig, Amèricaine! Hvorfor ærer I unge mennesker ikke jeres poeter?”
  ”Je ne sais pas, madame,” svarede jeg og bøjede hovedet.
  ”Jeg ved det ikke.”

5) Bror
En dag, da vi sent om eftermiddagen gik ned ad Eighth Street, hørte vi ”Because the Night” blive spillet for fulde drøn fra den ene butiksfacade efter den anden. Den var et resultat af mit samarbejde med Bruce Springsteen, singlen fra albummet Easter. Robert var den første, der hørte den, efter indspilningen. Det var der en grund til. Det var det her, han altid havde ønsket sig for mig. I sommeren 1978 blev den nummer tretten på Top 40-hitlisten og opfyldte Roberts drøm om, at jeg en dag skulle lave et hit.
  Robert smilede og gik i takt med musikken. Han tog en cigaret op af pakken og tændte den. Der var sket meget for os, siden han havde frelst mig fra science fiction-forfatteren, og vi delte en egg cream på en fortrappe i nærheden af Tompkins Square.
  Der var ingen grænser for, hvor stolt Robert var over min succes. Det, han ønskede for sig selv, ønskede han for os begge. Han sendte en perfekt røgring ud, og i det toneleje, han kun brugte over for mig – påtaget irettesættende – udtrykte han sin beundring uden gnist af misundelse, vores bror-søster-sprog.
  ”Patti,” messede han, ”du blev berømt før mig.”

_

PS: Tak til Anders Rou Jensen og Fabijana Popovic for, totalt uafhængigt af hinanden, at give mig Just Kids i fødselsdagsgave! I dansk udgave for ét og et kvart år siden, og i engelsk for et kvart år siden. Det ekstra vink med en vognstang gjorde at jeg gik i gang med den danske. Nu kan jeg så træne mit engelske med en bog jeg kender – og har lyst til at læse igen (selv om jeg ikke er vild med at kigge gennem den engelske rude).