Kan vi få et u?

Radioavisen taler i dag om at der er brug for nye broere. Jeg ved ikke hvad det er, og har prøvet at slå det op, men uden resultat. De siger jo ikke broer, og vi har vel også nok at tænke på med Femern-forbindelsen. Nej, de siger udtrykkeligt broere! Og så siger de at der skal være flere af dem på bibliotekerne.

Kan det være brugere de taler om?

Jeg ved godt at det holder hårdt med at antyde den ganeagtige g-lyd, men at u skal forvandles til o i DR’s radioavis i ordet brugere, synes jeg måske lige er et niveau for sølle.

Kan vi få et u?

7-9-13

I går gik medierne – med selveste DR2 i spidsen – bersærk i at interviewe nygifte, besøge numerologer og grave i hvorfor vi i Norden banker tre gange under bordet eller siger ”syv, ni, tretten” for at afværge nemesis og anden præmatur undergang. Ja, de brugte datoen som en anledning til at tale om overtro.

Og det lykkedes dem faktisk at lave en temaaften godt over sædvanlig lav standard. Men anledningen? Lad mig sige det som det er: Jeg forstår ikke hvorfor denne dag skulle være så meget som bare sprogligt magisk, for i min bevidsthed hedder dagen ikke 7.9.13, men 7.9.2013. Og svanen med det store æg efter sig kan man da ikke bare smide væk for at få det til at passe. 20 er da en ufravigelig del af datoens identitet. Min puls stiger simpelthen mindre over denne datos egenskaber end den stiger over de støvfnug der ligger på mit tastatur.

Men jeg vil da godt skrive lidt om emnet alligevel, og min vinkel vil være fonetisk; det kommer jeg tilbage til.

Så vidt jeg ved, ved man ikke andet om denne remses valg af de tre tal – 7, 9 og 13 – at disse tal i øvrigt er symbolladede:

7 er et fantastisk primtal som er godt egnet til lister, bl.a. fordi 7 ting er omkring grænsen for hvad man kan huske på en gang. Men mere væsentligt for 7-tallets åndelige styrke er vel sagtens at det træder ud af biologien, trigonometrien og fysikken – både1, 2, 3, 4, 5 og 6 er typiske antal for kropsdele, og det er alle tal som er vigtige som fællesnævnere i matematik og geometri og dermed nemme at arbejde med i arkitektoniske strukturer, hvorimod 7 er sært og besværligt; det er betydeligt lettere præcist at tegne en fem- eller sekstakket stjerne end en syvtakket, og vi har ikke syv fingre. Til gengæld har vi syv chakraer (det øverste og syvende er på grænsen til at svæve over hovedet og er slet ikke i kroppen), og vi kan være i syv sind og komme i den syvende himmel. Syv er et suverænt tal som står uden for den jordisk-biologiske logik, og derfor får lister med syv punkter også en ekstra åndelig og eviggyldig symbolværdi.

9 er i sin grundlæggende egenskab et rigt tal. Det er det højeste tal som sådan, og det er 3x3, altså magi i anden. Derfor udråber vi også et nifoldigt hurra for særligt vigtige personer. 9 betyder således rigdom og magt, og så gør det jo heller ikke noget skidt for symbolværdien at kvindemennesket er svanger i ni måneder, eller at vi har ni planeter i vores solsystem. Kattens jordiske uovervindelighed (læs: suveræn selvstændighed og overlevelsesevne) symboliseres med myten om at den har ni liv.

13 er også et primtal, men vi – eller de der lider af triskaidekafobi (tre-over-ti-fobi) – opfatter dets energi som uheldig. Det er ikke mange højhuse der har en 13. etage, og det er ikke mange der tør at invitere 13 til middag. Det hele kommer sig vist af noget kalendermatematik fra oldtidens Irak, men generelt er 13 nok blevet opfattet som én for meget i mange sammenhænge fordi netop 12 er så godt og brugbart et antal. Omvendt har 13 i mange år været indiskutabelt positivt ved karaktergivning, men triskaidekafobikere har formentlig kunnet undskylde sig med at 13-skalaen ikke rummede 13 men 10 tal – i øvrigt med hver sin unikke tværsum, hvilket min matematiklærer indirekte gjorde mig opmærksom på dengang han kom ud fra eksamenslokalet og sagde at jeg havde fået tværsum 2. Siden skulle det overgå mig at få tværsum 4 i mundtligt dansk om en novelle af Leif Panduro, på HTX, men det er naturligvis sagen helt uvedkommende. Det fik jeg ikke nogen triskaidekafobisk angst af, snarere var jeg i den syvende himmel. Men på triskaidekafobikernes vegne melder spørgsmålet sig: Har de nogensinde tippet en 13’er? Og hvad ville de føle hvis de fik 13 rigtige? Hvad gør de med det 13. album med deres yndlingskunster? Og hvad med albummer med 13 sange eller bøger med 13 kapitler? Black Sabbaths comebackalbum, ”13”, har på alle måder været en succes, men er det farligt for en triskadekafobiker? To ting må man dog give triskaidekafobikerne: Costa Concordia, krydstogtskibet der er dobbelt så stort som Titanic, stødte på grund og kæntrede en fredag den 13. (13. januar 2012), og Shu-bi-dua skulle aldrig have været kommet tilbage på den 13’er for da og siden at devaluere sig selv på den måde.

Der er med andre ord ingen særlig forklaring på syv, ni, tretten andet end at det er en vældig symbolladet samling af tal. Og derfor mener jeg det er berettiget at se på det fra en sproglig og fonetisk synsvinkel – et argument som kun forstærkes når man tænker på at talemåden kun er udbredt i Norden. For måske er det de tre tals lydlige egenskaber der gør at udtrykket ikke vil dø.

For det første skal jeg måske lige forklare at jeg har en generel teori om fonetisk darwinisme i sproget. Nok er forholdet mellem lyd og mening i princippet og primært arbitrært (det er lydmæssigt tilfældigt at en hest hedder en hest), men når ordene ikke er etymologisk bundede, begynder lyd efter min mening at spille en afgørende sekundær rolle. Når vi for eksempel har synonymer, vil det ord der ”lyder mest som det det betyder”, have en konkurrencefordel. Denne fonetiske magt slår også igennem når vi har halvlydord som eksempelvis rive, ridse, skrabe, osv. hvor det er tydeligt at ”R”, altså det ru R, betyder ”friktion”, mens fx ”SL” i slibe er en kombination af S’ milde friktion og L’s glid. Ligeledes vil den fonetiske darwinisme (som vi husker er sekundær i forhold til arbitraritetsprincippet) trække F i retning af betydningen overflade, M i retning af samling, K i retning af indgriben, mørke vokaler (o, u, å) i retning af hulrum og lyse vokaler (især i, y) modsat.

Omvendt har disse præferencer mellem lyd og betydning også betydning for hvad vi nu engang lægger i eksisterende ord. Når en dunk hedder en dunk, tænker vi på dens hulhed, men hvis den fx hed en ”fink”, ville vi i højere grad tænke på dens overflade. Sådan har jeg det i hvert fald, og sådan siger min teori.

Selv om nok ikke alle har synæstetisk fornemmelse til at følge mig her, er det næppe et idiosynkratisk kodesystem i min frie fantasi. Tværtimod har det direkte forbindelse til hvilken form vi fysisk danner med munden når vi siger diverse ting. Alt det må jeg skrive mere om en anden gang; her og nu drejer det sig om syv, ni, tretten.

Og her er den fonetiske betydning lige omvendt af den mytologiske. Gå væk fra computeren og ud foran spejlet i badeværelset, og prøv så at sige ”syv … ni … tretten” mens du nøje studerer din mund. Gør det! Teksten her løber ingen steder; jeg venter på dig.

… (se selv – jeg venter) …

Okay? Du vil have set at din mund på y-lyden er rund og skudt frem, og hvis du ikke udtaler ”syv” med et gammeldags korrekt v med fortænderne mod underlæben, men i stedet snarere ender på ”u”, ja, så spidser munden blot endnu mere end på y’et idet du siger ”y-u”. Med ”ni” sker der noget helt andet: Munden bliver bred – en let åbnet streg. Og så kommer ”tretten”: Halløj, hvor kajen bare åbner sig hvis du artikulerer tydeligt – kæben trækker underlæben ned, stregen åbner sig dybt som på en anden dukke. Du kan se med det blotte øje at de tre ord har helt forskellige lydlige kvaliteter.

Lad os en kort stund se på vokalkvaliteter. Eftersom det er ret frit om man vil grine ”hi”, ”hæ”, ”ho”, ”ha” (altså lyden [hα]) eller hvad som helst andet, eller stønne ”ih”, ”æh”, ”oh” eller ”ah”, er det i min optik en god måde at udlæse diverse vokallydes default-betydning på når vi taler om hvilken følelse vi associerer dem med.

At sige ”[hy]” eller ”[yh]” er der ingen der gør, men hvis nogen gjorde, ville vi tænke at de havde åndeligt muskelsvind eller var pling-dingeling ligesom Tommy Kenters figur fru Christoff. Putter vi u-lyden på, idet vi antager at de fleste ender dér når de siger ”syv”, er udtrykket mere genkendeligt – fx er ”[hyu]” det øv man udtrykker ved en virkelig vammel stank. (Den øverste vokalrække er de lukkede vokaler, [i]-[y]-[u], og starter man ikke i [y], men tager hele rejsen fra [i] til [u] (og springer [y] over), lyder det som det ad-bad-føj-ad-øv som amerikanerne staver ”ew”.) Lyden [y] er en af de mest anstrengende vokaler at forme, og den form man laver med munden og tungen ved især [y], men også [u], går primært ud på at skyde noget fra sig.

At sige ”[hi]” er noget vi gør når vores udbrud skal fungere som godmodigt smådrilleri, og at sige ”[ih]” er noget vi gør når noget smådriller, eller når vi er positivt overraskede og lader det efterfølge af andre (og mere positive) vokalvarianter. Det sygelige og bizarre ved [y] og det ubehagelige ved [y-u] går væk når vi kommer til i-lyd. Men også fokuseringen forsvinder, altså det fikserede og besatte. Munden bliver bred, så vi føler os ikke udsatte og skyder ikke noget væk. Til gengæld er den brede åbning på den anden led kun smal, så vi er heller ikke ligefrem åbne endsige ædende.

At sige ”[hα]” er at gå all in, og uanset om det er negativt eller positivt, er det i hvert fald åbenhjertigt – og dermed i sidste ende altid positivt. Og at sige ”[αh]” er at tage alt ind, uanset om det er negativt (ofte stavet ”arrrh”) eller positivt. Mundens form ved α-lyden (som også umisforståeligt kan staves ”ar”) er jo den mest åbne af dem alle – det er tilfældigt at Kim Larsen hedder Larsen, men det passer godt, og det er ikke fonetisk tilfældigt at man ynder at kalde ham gavflab. Lyden [α] betyder altså magt, mod og/eller velvære – i hvert fald når vi ytrer den frivilligt, fx som modtager af oralsex (det ømme ”ah…h”) eller som den angribende part i et ridderslag (det rasende ”arrrrrrrr”), eller for den sags skyld som den der anholder en overtrædelse uden selv at være det mindste følelsesmæssigt i klemme (det negerende ”ar!”, eller lidt mere nedladende: ”narh”).

Den kvikke læser har for længst regnet ud hvor jeg vil hen med dette.

Når vi siger ”syv, ni, tretten” eller ”y(u)-i-α”, illuderer vores mund at vi mestrer vores frygt, eller at vi retter det forkvaklede. Vi trækker det syge, fremmedgørende eller ubehagelige ud af ”y(u)” når munden bliver bred i et ”i”, og vi tager den totale magt over situationen når vi åbner ladeporten fra ”i” til ”α”. Dette er absolut ikke grunden til at udtrykket er opstået (og i øvrigt udtalte man med garanti også ”tretten” meget anderledes tidligere), men dette lydlige, ubevidste, parallelle betydningsunivers er efter min mening en ubevidst medvirkende grund til at vi i dag fortsat godt kan lide at bruge remsen. Man kan ikke sige at den ligger godt i munden, men man kan sige at det er tilfredsstillende at tvinge modstanderen, Nemesis, ned med et ”y(u)-i-ααα!” i en ubevidst lydlig karatekamp uden overhovedet at hæve stemmen og dermed gøre opmærksom på sin frygt – ja, faktisk uden selv at være klar over det.

Radiokugle

Så kom din sprogskribent sørme i radioen, i programfladen AK 24syv på Radio24syv.

Radio24syv mandag den 4. marts i en dejlig radiosandwich mellem Rasmus Walter og Nephews måske bedste nummer. René Fredensborg er vært, og Rikke Høm Jensen har interviewet og klippet meget fint.

Når man sådan morer sig med at være i radioen, kan det godt blive lidt unuanceret. Så tillad mig lige et par saglige forbehold og justeringer.

Man kan godt i lidt for høj grad få det indtryk at min påstand er at vi skal udtale alle ordene som de skrives. Det hverken kan eller skal vi. Men nogle ord udtaler vi simpelthen misvisende, og de skal udtales retvisende. Leger man med den tanke at stave alle ord som vi udtaler dem (fx ”fesg” for ”fisk” og ”åw” for ”og”), så ville vi være nødt til at udtale nogle af ordene tydeligere for ikke at få et alt for lille sprog.

Lad os for eksempel sige at ”hærge” gik hen og lød som ”have”. Da ville begge skulle staves ens (fx ”haow”). Og breder man den konsekvens ud til hele sproget, er det ikke svært at forestille sig at det bliver et problem med et alt for lille skriftsprog hvor man som læser skal gætte sig frem. Tilsvarende ville det ikke give megen mening at tillade to b’er i faldgruber (som flere og flere ellers udtaler med kort vokal der tilsiger dobbeltkonsonant), for det ville løsrive det der så blev til pseudo-ordet ”faldgrubber” fra ”gruber” som vi i nøgen form udtaler med langt u, og som også derved er hensigtsmæssigt adskilt fra ”grupper” der jo er noget helt andet. Ergo er vi nødt til at insistere på at den eneste fornuftige klaring af den sag – nu og i al fremtid – vil være at udtale faldgruber ordentligt, altså med et langt u, sådan så vi ved hvor det kommer fra, og så svage og ubelæste sprogbrugere ikke har al mulig god grund til at tro at der er noget der hedder ”faldgrupper”. Det samme med ”parker” og ”pakker”. Pointen er at der skal være en signifikant lydlig forskel, uanset om der så i øvrigt er lydret overensstemmelse mellem tale og skrift.

I den mere morsomme afdeling er at jeg lyder til at bilde mig selv ind at radiolytteren kan høre forskel på at jeg siger ”kugler” og ”kuler”. Én ting er at det bløde g har det skidt og falder ud af ord som ”hærger” hvor det faktisk kan høres (som en o/w-agtig lyd) hvis man gider udtale det. En anden ting er at gøre det hørbart i ”kugler” så det ikke bare lyder som et langt u – men dette er umuligt, for der er knap hørbar forskel på en lang lineær u-lyd i ”kuler” og så u-lyden der forlænges til en o/w-lyd i ”kugler”. Ergo er det umuligt at høre en klar forskel på ”kuler” og ”kugler” uanset hvor meget tossen i radioen gør sig umage.

Endelig ligger der en åbenbar selvmodsigelse i at jeg begejstres af Anders Breinholts udtale af ”link” med stød, og herefter fjerner stødet når jeg siger ”links” i flertal. Dansk stød og engelsk flertals-s får nok svært ved at indfinde sig i samme ord – dog kan det jo sagtens ske hvis man begynder med at sige det for sjov.

Og sjov skal det også være.

Depri-dansk

>>
»Det er ofte uforstående, hvorfor en direktør, der afskediges, får et gyldent håndtryk« (JP 18/5). Javist, men for mig er det uforståeligt, at en journalist kan skrive sådan.
<<

>>
Under Navne stod der forleden: »Selv om NN ikke voksede op i et akademisk hjem, blev han familiens første student«. Tænk lige over logikken i det udsagn!
<<

>>
Om den nu så berømte Ejerslykkeskole i Odense skrev JP 25/10: »(…) skolen bliver mere og mere slidt af mangel på respekt og anarki«. Og jeg, som troede, at det netop var anarki, der var problemet.
<<

Uddragene er fra en kronik i Jyllands-Posten af Bent Hvorslev. Kronikken er udstyret med den rædsomme titel >>”Vort Modersmaal er dejligt”… << (ja, de indre gåseøjne og tøveprikkerne hører med), men den kan på det varmeste anbefales hvis man gerne vil uddybe sin depression over kvaliteten af dansk sprogbrug anno 2012. Som mine tre yndlingsuddrag viser, er kronikken righoldig på gruopvækkende og gode eksempler, og Bents meget direkte tone ligner til forveksling min egen.

Jeg kender intet til Bent Hvorslev (endnu), og når man ikke gør det, bør man nok – sagt med et glimt i øjet til Bent selv – lige råbe vagt i gevær over for hans tilsyneladende mediebrug: JP og EB, ikke mindst kombineret med hans albuestød i siden på Socialdemokraterne og artiklens nærmest biedermeierske kliche-anslag. Men det er nok både virkningsfuldt og berettiget i netop JP, og det ændrer ikke ved at han hvad det sproglige angår, har ret (lige med undtagelse af en fejlagtig påstand om manglende komma mellem to tæt knyttede ledsætninger, og det forbehold er jeg jo altså nødt til at tage når nu jeg i øvrigt anbefaler artiklen).

Læs den her.

Sproglige spark i støvlelandet

The Best Hotel – intet mindre, også selv om man bare er to-stjernet. Billedet er taget i det veluddannede Milano, men jeg får alligevel den tanke at man – om ikke andet over for sig selv – slipper nemmere af sted med sådan et navn fordi man som italiener almindeligvis opfatter engelsk som fremmede lyde, eller som en popsang hvis tekst man aldrig har nærstuderet; hvorfor "The Best Hotel" kommer til at lyde som et originalt brand.

Nuvel, jeg er ikke tynget af viden i den konkrete sag, så jeg kan jo tænke frit. Det gælder sådan set også resten af dette indlæg.

Det er svært at begå sig på engelsk i Italien. Ud over de der har taget en videregående uddannelse eller på anden vis tilhører en eller anden global elite, er der ikke mange at henvende sig til med et "Excuse me / Scuso – do you speak english?" Og af de få øvrige som skulle vove at sige "Yes, a little bit", er det næsten kun de særdeles berejste eller turisterfarne som kan forstå en mundtlig ytring selv inden for et begrænset globish. Nå ja, så var der jo for resten også den gamle, selvbevidste bondeknold i bussen på den snørklede bjergkystvej fra Salerno til Amalfi som med et perfekt flydende engelsk fik berolig mig med at han nok skulle få mig af i det rigtige hårnålesving. Han er sandsynligvis en af de mange syditalienere som har taget en tørn som fremmedarbejder i den engelske industri.

Men det gængse er altså et-sprogligheden. Og med kun ét sprog i ørerne – bl.a. fordi tv-programmer synkroniseres på italiensk – har de svært ved at forestille sig en anden udtale end deres egen. Jeg har således stået i virvaret af mulige veje på Stazione Centrale (hovedbanegården) i Milano med det i konteksten absolut nærliggende spørgsmål "Metro?" og fået reaktionen, "Nej, jeg forstår ikke engelsk" – hvorefter jeg blev gal og, ledsaget af pænt store fagter, foreskrev min foruretter at det var et så selvfølgeligt spørgsmål at du, kære familiemor på vej til at afvise mig, for fanden må kunne genkende bogstaverne bag denne dumme danskers udtale af METRO – M E T R O, for helvede, jeg spørger dig hvilken vej der fører hen eller ned til det I selv staver m-e-t-r-o, og som må være lige i nærheden, dér eller dér; men der er ingen skiltning. METRO, hvor svært kan det være, jeg prøver endda at rulle på R'et, det har jeg sådan set gjort hele tiden. Du SKAL forstå mig, alt andet er en personlig fornærmelse!

Okay, så forstod hun og viste mig venligt videre. Senere fortalte en sarkastisk tysker mig at de ikke forstår at man overhovedet taler, før man også gestikulerer. Der må være noget om det. Og min danske veninde i Milano, som jeg for en sikkerheds skyld har fået til at læse dette igennem, betror mig nu at man med ligelig vægt skal udtale stavelserne "met-ro" med mere adskilt t og rulle-r, ikke "meeee-tro". Jamen, altså, jøsses dog! Og så er E'et i øvrigt mere hen i retning af Æ, ligesom i "ekko".

Mere forståelig var en lignende situation på Napoli Centrale da jeg spurgte om dette tog nu også gik i retningen af Salerno, som er den nærmeste større by. Også et meget oplagt spørgsmål på netop dette sted; det svarer til at en udlænding står på Københavns Hovedbanegård og spørger om det tog der kommer her, går i retningen af Roskilde (og ikke Helsingør). Men ligesom Roskilde (og for den sags skyld Helsingør) sikkert kan udtales på en måde som afsporer den danske lytter til helt andre tanker, vil Salerno ikke blive genkendt af en italiener hvis man ikke overholder to udtaleregler som adskiller sig fra dansk (og engelsk) default-udtale:

A'et skal være åbent, som vi fx gør i Sara, absolut eller kaffe, og så skal man for guds skyld rulle på R'et, ellers lyder det ikke for en italiener som om ordet overhovedet involverer R. Som danskere er vi jo vant til at et R bruges til at åbne A'et og i øvrigt skjuler sig (for en italiener) ved at være stumt ("Far har ar fra sardindåsen"). Hvis ikke det sker, er A – om ikke andet foran D, G, L, N, ND, S, T – for det meste såkaldt flade A'er ("Ad til sand i maden i badeanstaltens ventesal om natten). Men som vi ser A'et i kaffe, ser italienerne stort set alle A'er – den åbne A-lyd er default. Tag fx "cane" der udtales på en måde som vi ville stave "kar-næ" med ligeligt tryk på begge stavelser. Det betyder i øvrigt hund. Så gæt lige hvad normal dansk udtale af chili con carne betyder? Ja, vi danskere taler i italienske øren om chili med hund – i hvert fald som det der ligger nærmest. For at gøre det forståeligt som chili med kød skal man vise at der er et R, ved at rulle på det. Det er faktisk ikke alle italienere der kan det, men så siger de det som et dansk rive-R – høres skal det.

Og så kan det nok være at man vender sit sproglige hovmod den anden vej, for er det åbne A ikke en smule mere … aha! … end det flade, og er det ikke godt at være lydret og logisk ved at markere R-lyden?

I øvrigt bryder jeg mig slet ikke om det sprog jeg tyer til – altså engelsk. Da i hvert fald ikke uden for det popmusikalske reservat.

I 5. klasse blev jeg … først forvirret … siden rystet i min grundvold da jeg – efter et utal af kontrolspørgsmål fra min side – klart og endegyldigt fik påskrevet at man, gud hjælpe mig, splitter navneordene ad på engelsk. Siden har jeg været ked af engelsk i egenskab af funktionelt skriftsprog. Altså længe, længe før jeg tænkte på at være dansknørd og skælde ud over ordfragmenteringer. For der er altså en dybere logik i at noget som kan sættes i bestemt form og som udtales med tryktab (fx rødvin, kvalitetssalami eller bananrepublik), er ét ord. Men det er det engelske sprog ligeglad med, hvilket jeg stadig ikke har fundet blot en alternativ logik i. Der kompenseres selvfølgelig for dette lack of logic på forskellig vis, men isoleret set er det i mine øjne en kæmpebrist, og når denne påvirker fx dansk, går det galt.

Derfor ønsker jeg ikke at engelsk får noget dominerende sæde i Europa. Så hellere tysk eller fransk – selv om der så bliver noget at indhente rent sprogligt. Eller Italiensk. For min skyld ingen alarm. Hvis jeg med et trylleslag kunne gøre italiensk til vores alle sammens, altså hele Europas, naturlige andetsprog frem for engelsk, ville jeg ikke tøve med at slå til. Bl.a. af hensyn til dansk.

Og derfor føler jeg mig dobbelt dum når jeg forsøger at tale engelsk i Italien. Jeg gider det ikke, og jeg ønsker heller ikke at de skal gide det. Så næste gang vil jeg lære mig selv lidt mere end blot de omtrent 25-35 ord der står parat i mit aktive italienske ordforråd. Og ikke mindst udtale dem så de er til at genkende.

Lange ører

Der er ingen grund til at rive sig selv i håret hvis man i stedet kan hive rette vedkommende i ørerne. Så mens jeg og min blog venter på at undertegnede har tid til at skrive om noget jeg substantielt set ikke har skrevet om før, vil jeg lige hive DR's nyhedsvært Morten Schnell-Lauritzen i ørerne. Han er så dygtig i øvrigt at han godt kan tåle en løftet pegefinger.

I Update i lørdags (25. juni 2011) meldte han sig ind i klubben af nyere DR-journalister som jeg har iagttaget ikke kan bøje tillægsord op ad navneord i bestemt form. Han sagde:

"Nu har Dansk Folkepartis ungdom fået nok af den ophedet grænsedebat."

Den ophedet grænsedebat svarer sådan set til at sige "den rød sofa", "min dejlig skat" eller "instruktørens skør ide". Et tillægsord knyttet til et navneord i bestemt form skal så at sige bøje med og have et "e" på hvis ikke tillægsordet ender på "e" i forvejen – altså: "den røde sofa", "min dejlige skat" og "instruktørens skøre ide".

Det er ret elementært. Og lige så elementært er det at man klart kan høre at det ikke bliver sagt her. Det hører ikke til den slags endelser man kan skære væk i udtalen; nok kan man sige endelsen utydeligt, men man vil altid angive forskellen på fx "ophedet" og "ophedede" på en hørlig måde med antallet af små "ed"-bump – i hvert fald inden for det niveau for tydelighed som er normalt på rigsdansk nyheds-tv. Derfor konkluderer jeg ret sikkert at det ikke er udtalesjusk, men en grammatisk fejl. En fejl som griber mere og mere om sig. Første gang jeg bed mærke i den, var da en voice-over på et DR2 Deadline-indslag for omtrent 1½ år siden talte om "den amerikansk ledet [et eller andet]".

Jeg har tidligere været inde på det i indlægget Deadline har brug for en udtalepædagog.

Den som dræber ordet

Ja, så løb anden del af den voldsudpenslende, personoverfladiske og i øvrigt ganske underholdende dramaserie Den som dræber over skærmen – uden at jeg fik opklaret hvad det var med de dræbende kemikalier som blev nævnt hele to ensmumlede gange i første afsnit.

Var det:

hoveddræbende kemikalier
roddræbende kemikalier
jorddræbende kemikalier
joddræbende kemikalier

… eller noget helt femte?

Jeg er blank. Jeg kunne ikke høre det, og jeg vurderer ellers min hørelse til et stykke over middel for en person midt i 30'erne. Så hvis ikke jeg kan høre det, så kan mere end halvdelen af den øvrige befolkning heller ikke høre det på tilsvarende almindelig tv-lyd godt skruet op.

42-årige Keld Reinicke, som er programchef på TV 2 – og åbenbart har enten fantastiske ører, ditto høreapparater eller en hjemmebiograf med et fantastisk lydanlæg – mener ikke at lyden i Den som dræber er så slem som kritikerne påstår.

Men er det ikke bare sådan noget han plejer at sige?

Mere interessant er det at han lover at få fikset lydmikset så det bliver bedre. Om TV 2 herved kan fremkalde (eller gøre plads til) betydningsafgørende stavelser og konsonanteksplosioner, afhænger jo så af om disse nogensinde er indtalt. Men jeg håber det da, for det er meget godt med al den überrealisme, men hvis nogen mumlede sådan til mig i virkeligheden, så ville jeg også være nødt til at sige "Hva'ba'hvaffornoget?

Farvel til Peder Skyum-Nielsen

Det er vist ikke mere end 3-4 måneder siden at jeg kort hilste på Peder Skyum-Nielsen (gift til Peder Skyum-Aagaard i 2009) i stillekupeen i IC3-toget, hvor han sad sammen med sin kone. Jeg havde de allerseneste år lært ham at kende i et par mailvekslinger om noget sprogligt og bogligt. Og ikke mindst under et arrangement hos DR med rundvisning: Her fulgtes vi lidt ad, og jeg lærte jeg ham at kende som et venligt og intelligent menneske med lune og kant.

I mange år før da kendte jeg ham mest som den grammatiske bror til den litterære Erik Skyum-Nielsen og som medforfatter – sammen med Henrik Galberg Jacobsen – til grundfagsbibelen på dansk- og retorikstudierne, Dansk sprog – en grundbog, som indeholder det meste af hvad man skal vide om sætningsgrammatik og skriftsproglig analyse, og som blev genudgivet i en opdateret udgave i 2007.

Jeg har også hans bog ”Sætningen” fra 2008 stående – med personlig hilsen i omslaget. En bog han primært lavede til journalister (på DR) for at lære dem bare en smule om sætningsgrammatik og om at skrive mere rent. Den er faktisk formuleret lidt som en grammatisk ”børnebog” til journalister, hvilket der helt klart er behov for, men den eksponerer også meget tydeligt de dele af Peder Skyums bidrag til dansk grammatik som jeg ikke er så begejstret for:

I såvel Dansk sprog – en grundbog som Sætningen fører Peder Skyum et noget ensidigt togt mod såkaldt sætningsforvægt. Dét at helsætningens finitte verbum ligger (for) langt bagud i sætningen, som fx:

”Da vi ikke har vidner til hvad der er foregået før vi nåede frem, bliver det påstand mod påstand”.

Og her er jeg fagligt uenig, for hvis sætningen er semantisk logisk i sin rækkefølge, og hvis den første information er velkendt eller danner nye klare billeder på nethinden, gør det ikke noget at det er en længere betingende ledsætning.

Peder Skyum er dog ikke alene. Hele danskfaglighedslitteraturen er gået over i den modsatte grøft i reaktionen mod kancellistilen, blandt andet fordi denne danskfaglige litteratur blev skrevet omkring 70’erne og kun er genudgivet med små opdateringer siden. Jeg skrev en opgave om Dansk sprogs overdrevne formaninger mod sætningsforvægt i 2007 og fik i 2008 lejlighed til at forelægge den for Henrik Galberg, hvilket fik ham til at ærgre sig over at han ikke havde set min kritik før den nyeste opdatering af bogen i 2007.

Opdateringen har blandt andet betydet en udvidelse med Peder Skyums mange nye betegnelser for en sætnings forløb i trappediagrammet. Ovenstående eksempelsætning ville således have det formelle navn ”toned-tripop” og kælenavnet ”store galge”. Bemærk denne værdiladede advarsel mod noget som altså er en helsætning der starter med en betingelsesledsætning indeholdende en ledsætning indeholdende en ledsætning (to trin ned) for til sidst at slutte med sætningsstammen på helsætningsniveau (tre hop opad). Her bliver Peder Skyum for pjattet efter min smag, og ved mødet med Galberg i sin tid forstod jeg da også på ham – mellem linjerne naturligvis – at det var Peder Skyums show.

Måske var det en byttehandel for at få lov at sætte nyt komma i Dansk sprog, for det med fornuftigt komma i stedet for grammatisk komma var Skyum ikke overbevist om – sandsynligvis fordi viden om hvor trappen i trappediagrammet går ned, forudsætter viden om hvor de meningsløse og uplacerbare startkommaer skal placeres. De to ting hænger altså sammen: Man kan ikke lave trappediagrammer uden at kunne sætte korrekt grammatisk komma. Sagen er bare at man ikke behøver nogen af delene, heller ikke som grammatiker i en mere meningsfuld og lingvistisk-semantisk orienteret grammatisk tradition end den der desværre er altdominerende i Danmark i dag. Til Skyums fortjeneste skal dog siges at han holdt lav profil i kommakrigen og mig bekendt aldrig udtalte sig offensivt til fordel for grammatisk komma. Han brugte det bare, ligesom de journalister han forsøgte at opdrage.

Langt mere på linje med Peder Skyum er jeg i hans kampagne for et tydeligere talt dansk. Her er jeg rørende enig med ham: Ingen normalthørende kan høre hvad Mads Mikkelsen mumler, og ingen kan være tjent med at vi såvel i medier som i private sammenhænge overspringer så mange stavelser og rammer så mange vokaler skævt at betydningen tabes på gulvet (et fænomen som bl.a. det berømte satireklip fra NRK tematiserer). Hvis vi en dag vedtog for alvor at bringe den skrevne ortografi mere i overensstemmelse med normal dansk udtale, ville vi opdage at de to snarere skulle mødes på midten, idet en ren transskription af vores nuværende udtale ville medføre et meget lille ordudvalg hvor ét ord ville kunne betyde 5-6 forskellige ting, og det går ikke. Distinktionen i vores udtale er under niveau for et meningsfuldt og nuanceret sprog. Så uanset hvad man mener om skriftsprogets krummelurer, er vi under alle omstændigheder nødt til at overveje hvad vi gør når vi ævler – overveje om ikke det kunne betale sig at sige lidt mindre, lidt langsommere og lidt tydeligere og mere helhjertet. Her har Peder Skyum fat i den lange ende. Men jøsses hvor er han alene med sin løftede pegefinger.

Ja, netop. Jeg kan virkelig godt lide ham for at turde være et brokkehoved. I modsætning til Dansk Sprognævns og associeredes filosofi om ”ingen løftede pegefingre” – en filosofi som jeg med modsat fortegn har gjort til min egen (se banneret øverst på bloggen) – var det Peder Skyums kald at løfte pegefingeren, og det elsker jeg ham for. Det var til at arbejde med!

Nu er han væk. Det skete i mandags, den 18. oktober. Alt for tidligt – 62 år. Det føles meget voldsomt.

Jeg tror nok at jeg dér i IC3-toget – med en vis indre angst for selve formuleringen – sagde: ”Vi mailes ved!” Da havde jeg ganske vist hørt at han var ”syg”, men af os tre var det kun ham og konen der vidste hvor syg, og af hvad. Måske var det derfor jeg kun fik et nik tilbage; måske bare fordi det var en stillekupe.

Men så mailes vi altså ved her. Jeg har på ingen måde adkomst til eller noget ønske om at skrive en fyldestgørende nekrolog, og det tilhører vist heller ikke konventionen at give faglig kritik eller skrive lige så meget om sig selv i en sådan. Så dette er ikke en nekrolog. Men som et af de sprogmennesker der betød noget for mig helt op til sin død, kan Peder Skyums pludselige fravær fra denne verden ikke bare forbigås upåagtet af denne blog. Derfor dette helt subjektivt vinklede indlæg om mine oplevelser med Peder Skyum og hans virke.

…

Du kan læse Peder Bros fine nekrolog på berlingske.dk.

Ik’sperten fra TV 2

nyhederne/tv2.dk den 10. september:

Interessant ortografi.

Siden hvornår er ”ik’” blevet en del af seriøs nyhedsjournalistik? Hvorfor ophæves et citat fra egen journalist til overskrift? Og har Niels Brinch overhovedet sagt det sådan?

På normalt dansk lægger man tryk på ikke ved blandt andet at udtale begge stavelser – medmindre man er helt ude i den lavkøbenhavnske hamp eller det stivkævede bondske pløre. Her kan et betonet enstavelses-ik fungere som en irriterende borende pegefinger mellem ribbenene.

Igen må jeg spørge tvivlrådigt: Sagde han virkelig sådan? Måske, men han ønskede det næppe ophævet til gængs ortografi på TV 2’s nyhedsside.

Okay, det kan vel også være sagt i et belærende tonefald, sådan et lidt krukket ”ik’kun” i ét ord og uden længde på ”ik’”. Men igen: Samme sag: Det er vildt mærkeligt at sær-talesprogstransskribere Niels Brinch på en sådan måde i en sag der ikke har noget med Niels Brinch at gøre.

Det er en mærkelig intim iscenesættelse af Niels Brinch der er på færde her. Hm …!

Mindre specielt bliver det ikke af at TV 2 tør kalde kriminalmagasinjournalisten Niels Brinch det samme som DR kalder tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, nemlig terrorekspert. Det lægger uvægerligt op til en sammenligning som ikke vil Niels Brinch det godt.

Mit bedste bud på en sproglig diagnose er at webskribenten eller hans redaktør simpelthen er forelsket i Niels Brinch og derfor ikke ser hvilke pinagtigheder vedkommende udsætter sin gud for. Men det kan selvfølgelig også bare være et resultat af TV 2’s indædte forsøg på at tale direkte i kakkelbordshøjde.

Gå ind

Forleden kunne TV 2’s nyheder fortælle at Uffe Ellemann-Jensen havde advaret sin søn, Jakob Ellemann-Jensen, mod at:

”gå ind i politik”.
(tryk på "gå" og "tik")

Ja, sådan blev trykkene udtrykkelig lagt af speakeren.

Om Uffe Ellemann hellere havde set sin søn løbe, springe på hovedet, cykle eller hoppe ind i politik, meldte historien ikke noget om. 

 

Danmarks Indsamling

Mere end 130,6 millioner kroner var samlet ind da tv-programmet Danmarks Indsamling lukkede ned lidt over midnat i lørdags, og der er højst sandsynligt kommet 1-2-3 millioner mere i kassen siden. Dermed oversteg indsamlingen, som sidste år kom op på 78 millioner, alle forventninger. Det SKAL jeg glæde mig over før jeg går videre til ordkløveriet. Jeg bidrog i øvrigt selv med 150 kr., fattig som jeg er, men så kan jeg da i det mindste tillade mig at skrive om Danmarks Indsamling her. Èn havde skrevet ind til showet at hun havde regnet ud hvad hendes årlige skattelettelse var blevet, og havde givet det beløb til indsamlingen. Det synes jeg er politisk cool, uanset hvilken politisk holdning jeg i øvrigt måtte have.

Nå …

Det jeg vil tale om, er jo navnet, Danmarks Indsamling, og hvor fantastisk jeg synes det er at speakeren i alle indslagene om Afrika og Haiti, Ib van Deurs, konsekvent udtalte det som det skrives: ”Danmarks Indsamling”. Yes, you are my man!

Alle andre, inklusive samtlige øvrige DR-journalister jeg har hørt, taler om ”Danmarksindsamlingen”, altså ét ord med ét hovedtryk og mulighed for bestemthedsendelse.

Jeg har intet imod at nogen – dvs. andre end DR og associerede – kalder det Danmarksindsamlingen. Det er lige så legalt som at kalde bedstemors småkager for ”Bedstemor-småkager”. Men den er gal når samme afsender skriver ”Danmarks Indsamling” (som navn) og siger ”Danmarksindsamling” (som navn). Lige så galt som når den forening der udtales som ”Dansk Psykologforening” i deres materiale insisterer på at skulle skrives ”Dansk Psykolog Forening”, eller når det fagforbund der udtaler sig ”Fagligt Fællesforbund” tilsvarende skal skrives ”Faglig Fælles Forbund” – eller når det vi udtaler ”DR-byen” skrives ”DR Byen”. Det er virkelig latterligt og barnligt, og det er sprogligt uansvarligt, for det skubber desværre til et ret vigtigt strukturerende princip i dansk om at én ting som kan sættes i bestemt form (psykologforeningen, fællesforbundet, DR-byen), er ét ord.

”Danmarks Indsamling” fungerer imidlertid fint som en ejefaldskonstruktion, ligesom ”Martins blog” eller ”Jyllands vestkyst”. Og derfor er det så fint at min mand, Ib van Deurs, insisterede på at det er dét det hedder, ved at udtale det med to hovedtryk, [Danmarks Indsamling], og uden mulighed for yderligere bestemthedsform, for ejefald er allerede en slags bestemthedsform.

Er det nuancer i udtale jeg diskuterer her? Nej, det er det faktisk ikke, for der er sgu godt nok en slags verden til forskel på om s’et er et binde-s (Danmarksindsamling, nytårsforsæt, afskedsbrev), eller om det er et ejefalds-s (Danmarks Indsamling, bedstemors kager, Martins blog, Jyllands vestkyst, Gitte & Jørgens bryllup). Det er – om ikke pragmatisk, så grammatisk – to helt forskellige ting man mener. Det er helt forskellige konstruktioner: Ejefaldskonstruktionen, fx ”bedstemors kager”, giver mulighed for at sætte et eller flere adjektiver ind, som i ”bedstemors dejlige kager”; det kan sammensætningskonstruktionen ikke, den er ét ord, skal være ét ord og opfører sig som ét ord der bl.a. kan sættes i bestemt form, ”bedstemorkagerne”. Grammatisk er konstruktionerne vidt forskellige.

Så hvis DR mener at det hedder ”Danmarksindsamling” og i bestemt form ”Danmarksindsamlingen”, så skal de skrive det i ét ord (evt. med bindestreg, det kan komme ud på ét). Og hvis de mener at det hedder ”Danmarks Indsamling”, som de skriver det, så skal de følge deres speakerkollega Ib van Deurs og udtale det med to hovedtryk og aldrig med et ”…en” i enden.

Men lad os endnu en gang glæde os over det gode resultat:

Aftenens fortræffelige værter: Hella Joof, Klaus Bundgaard Povlsen og Kim Bildsøe Lassen samt ikke mindst et ret stort pengebeløb.

Fra spor 2 af

Maria Dohn -> Ole Rasmussen
Maria Dohn sagde: ”Stafetten er jeg fristet til at sende videre til min ven Ole Rasmussen på Politiken. Vi deler interessen for sprogets afkroge og finurligheder og er begge belastet af vores jyske opvækst, som selvfølgelig har sat et aftryk på vores sprog.”

/

Af Ole Rasmussen (født 27. oktober 1961 i Aalborg), journalist tilknyttet Politiken hvor han bl.a. har været redaktør på At tænke sig og i dag skriver Sket i ugen; derudover medforfatter til satireprogrammer i DR’s tv og radio.

I den ydre sjællandske provins, hvor jeg ved skæbnens ugunst er havnet, opererer man jo med 56 bogstaver i alfabetet. A-a, B-e, C-e og så videre helt frem til Å-å. Det lyder ikke godt, men på den anden side har det været rart nok for en nordjyde som mig at konstatere at der findes steder hvor man taler endnu grimmere end i Aalborg. Op' nordpå siger folk måske ik' så maje, men til gengæld siger de det ofte dobbelt, som når de "handler ind" eller "roterer rundt".

Men det var nu dét med udtalen der snød mig de første mange år jeg boede i Holbæk. Hver gang jeg kom hjem med toget fra København, meddelte en tydeligvis loka-a-al mandsstemme i højttaleren at "der afgår tog til Nykøbing Sjælland fra spor 2 af". Det morede jeg mig vældigt over, og mine jyske venner syntes også at det var sjovt når jeg glædestrålende fortalte dem om den bondske DSB-mand. Indtil jeg altså efter en årrække skulle hente en gæst der kom med toget fra Nykøbing Sjælland – og fik øje på skiltet hvor der stod 'Spor 2a'.

Siden har jeg været lidt mere tilbageholdende med at håne folk der taler sjællandsk dialekt. Blot kan jeg stadig ikke forstå at folk der er født 5-40 kilometer øst for Kalundborg, er notorisk ude af stand til at udtale byens navn korrekt. Indfødte vestsjællændere siger altid "Kallenborg", og denne gang er jeg sikker på at det ikke er hvad der står på stationsskiltet, for jeg har selv set efter.

/

Godt det ikke er mig der skal lære dansk i en sen alder

Mette Walsted Vestergaard -> Maria Dohn
Mette Walsted Vestergaard sagde: "Jeg kunne virkelig godt tænke mig at sende stafetten videre til enten Janie Strüwing eller Maria Dohn, begge tidligere værter på Radioavisen. De er to af mine absolutte sproglige forbilleder." Og ja, så valgte Kommakommunikation med et mentalt terningekast at gå videre til Maria Dohn; stafetten vil forhåbentlig krydse Strüwing en anden gang.

/

Maria Dohn er kommunikationschef i Læger uden Grænser og tidligere vært på Radioavisen, DR.

Jeg vil benytte lejligheden til at sende en medfølende tanke til de arme mennesker der skal lære dansk som andetsprog. For hvor må det dog være svært. Det slår mig ofte hvor afgørende de helt små nuancer som tryk og stød er for forståelsen af et ord eller en sætning.

For eksempel "Hun blev væk" – der afhængigt af hvor man lægger trykket, kan betyde enten at hun udeblev, eller at hun ikke kunne finde vej. Eller tænk på hvor sofistikeret man skal være for at kunne skelne mellem udtalen af ordene "mønten" og "mynten" (krydderurten) så de forstås korrekt. For ikke at tale om de vendinger og ord som ikke betyder det man umiddelbart skulle tro. For eksempel "Han kommer sikkert" – som mærkeligt nok betyder at det på ingen måde er sikkert at han kommer.

Godt det ikke er mig der skal lære dette mærkelige sprog i en sen alder, siger jeg bare!

/

Tak til Maria Dohn. Ja, som én der også har erfaring med undervisning i dansk som andetsprog, kan jeg bekræfte at den rette trykfordeling hen over sætningen er det måske allervigtigste for at lyde som om man er med (og er en tænkende del af samfundet), og det er jo fordi trykfordelingen bestemmer selve pointen med det vi siger. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en sproglig hovedparameter for hvor alvorligt vi tager vedkommende. Så træningen af tryk og rytme i konkrete sætninger med konkrete kontekster er noget af det vigtigste, også fra et tidligt stadie. Herefter kommer så en anden svær ting, nemlig stød / ikke-stød. Man skulle gerne kunne sige ”min hund er en hun” eller ”han fik anden af en anden” og få det til at lyde meningsfuldt, og det er svært.

(På grund af jordskælvet i Haiti – og Læger uden Grænsers helt centrale involvering i katastrofen på dette kritiske tidspunkt – skyder vi en hvid pind efter et uddybende spørgsmål og en afrundende kommentar fra Maria Dohn selv. Men hun har for længe siden givet stafetten videre til en ny som afsløres i næste uge.)

—

PS:
Det med at visse tilkendegivelser af sikkerhed efterhånden betyder forbehold for usikkerhed, er spændende. Det gælder jo også ord som ”vel” og ”nok” og mange flere. Også et ord som ”åbenbart” har en lignende diagonal glidebane – som ordet vel at mærke kan glide frem og tilbage på. Åbenbart må logisk set betyde det åbenlyse, det afslørede, det dokumenterbare, det som enhver kan se, men i Den Danske Ordbog – dvs. i nutidssprog – betyder det ”efter alt at dømme”, hvilket er en noget mere forbeholden betydning der leder videre til betydningen ”overraskende for mig” = ”det kunne jeg ellers ikke se, og jeg tror stadig ikke på det, men nu er der nogen der påstår det, og så må jeg operere med en hypotese om at det muligvis er rigtigt”. ”Tydelig” synes at have en modsat bevægelse, i hvert fald konnotativt: En neutral bogstavelig betydning af ”tydelig” må være ”at noget kan tydes” og må hermed også dække ”lige akkurat mulig at tyde”, men det nutidige dagligdagssprog bruger udelukkende ”tydelig” om ”det overtydelige”, ”det klare”.

Disse diagonale betydningsglidninger er noget jeg gerne vil samle op på her på Kommakommunikation, så læg en besked hvis du kender til artikler der beskriver fænomenet indgående.

Brevkassen: hårde hvidevarer

Spørgsmål:
Kan du give en forklaring på hvorfor det hedder enten hårde hvidevarer/hårdehvidevarer?

Svar:
Ja, nu ved jeg jo ikke om spørgsmålet implicerer at det kan skrives på begge måder, eller om det spørger til principielle argumenter for enten det ene eller andet. I tilfældet af det første, tager du fejl, for et hurtigt tjek i Den Danske Ordbog viser at det kun kan skrives i to ord, altså ”hårde hvidevarer”.

Men jeg forstår godt tvivlen. For ”hårde hvidevarer” udtales jo ikke altid som vi normalt udtaler et adjektiv foran et substantiv, nemlig med to hovedtryk: ”hårde hvidevarer”, jævnfør fx ”hårde æggehvider”. Det udtales lige så ofte sådan at ”hårde” har tabt trykket – altså som ”hårde hvidevarer” – så man skulle tro at det var smeltet sammen til ét ord. Dette er jo en naturlig udvikling for to ord der altid står sammen som et begreb.

Men der er formentlig to grunde til at det ikke kan skrives i et ord:

1: Det bøjede adjektiv
Vi har det samme tryktabsfænomen i fx ”Store Bededag” eller lignende til lejligheden skabte navne, som fx ”store vaskedag” eller ”store sneboldkampsdag”. Det er en form for navne der, ligesom Lille Skensved, Store Merløse og Martin Lund, udtales med kun ét hovedtryk ... så det er måske nok en anden sag. Ja, men ”hårde hvidevarer” kan jo have lånt prosodien i de tilfælde hvor det udtales kun med et hovedtryk – højst sandsynligt fordi ”hårde” indholdsmæssigt set ikke føles så vigtigt, ligesom ”Store” ikke er så vigtigt at lægge tryk på når man har glemt ”Lille Merløse”. Det føles forkert at lægge tryk på noget vi ikke vil pointere.

Samtidig må vi holde os for øje at det oprindelige foranstillede adjektiv i et sammensmeltet ord aldrig er bøjet. En ”stor brand” kan være smeltet sammen i begrebet en ”storbrand” – i flertal henholdsvis de ”store brande” og ”storbrandene”. Men når adjektivet på forhånd er bøjet i flertal, så forhindrer det så at sige en sammensmeltning, for så burde ”hårde hvidevarer” være ”hårdhvidevarerne”. Selv om ”hårde hvidevarer” er stivnet som begreb og dette sætter igennem som udtale med ét hovedtryk, forhindrer det bøjede adjektiv altså sammenskrivning.

Jeg vil nu ikke påstå at denne regel er stærk nok til på langt sigt at modvirke sammenskrivning, for hvis vi lidt glemmer ordenes (grammatiske og semantiske) indhold og mere og mere udtaler det med ét hovedtryk, så kan intet forhindre at sammenskrivning før eller siden bliver tilladt. Det skulle da lige være grund nummer 2.

2: Trykket ligger på anden del
Det er besynderligt at ”science fiction” ikke skal skrives i ét ord. Her er også kun et hovedtryk, nemlig på ”fic”. Ja, så vil det gængse svar jo lyde at ”science fiction” er et fremmedord, og man skriver det sådan på engelsk. Okay, men det er i så fald et fremmedord vi har haft i adskillige årtier uden på noget tidspunkt at have haft et alternativt ord på dansk. Så hvorfor skulle vi ikke kalde det et dansk ord og lade det følge de danske sproglige trafikregler? Ellers indrømmer man jo at man springer over i et andet sprogs regler hver gang man skal referere til begrebet science fiction, og det er godt nok underligt – ja, jeg er lige ved at sige at det ikke er et selvstændigt sprog værdigt.

Men der findes angiveligt en anden forklaring: Jeg har ladet mig fortælle at Dansk Sprognævn på spørgetelefonen giver den forklaring at ”science fiction” skrives i to ord fordi det enlige hovedtryk ligger på det andet ord i den tænkte sammensætning og ikke på det første.

Normalt vil hovedtrykket i et sammensat ord ligge et sted i sammensætningens første del – ikke nødvendigvis den første stavelse, men i det første oprindelige ord i sammensætningen. For eksempel bliver en ”stor brand” til en ”storbrand”, en ”ekstra bevilling bliver til ”ekstrabevilling”, og ligeledes alle øvrige sammensætninger: ”æbleskrog”, ”kakaomælk”, ”inspektionsfartøj”. (I den forbindelse skal forholdsordslignende præfikser ikke regnes som oprindelige ord, for vi skriver jo ”forbruger”, ”overbærende” osv.)

I ”hårde hvidevarer” (udtalt med ét hovedtryk) ligger trykket, ligesom i science fiction, på anden del. Så hvis det virkelig er en regel, må den også spille ind i tilfældet ”hårde hvidevarer”.

Personligt er jeg meget uenig i den filosofi; jeg synes ”science fiction” burde skrives i ét ord uanset denne forskel, fordi jeg mener at reglen om ét hovedtryk i ét navneord og to hovedtryk i adjektiv + navneord burde være vigtigere. Det siger ens sprogfornemmelse. Og det forhindrer os ikke i at forstå at navne som ”Lille Skensved”, ”Store Merløse” og ”Martin Lund” skal skrives adskilt.

En regel kun til ”science fiction”? Og muligvis til ”hårde hvidevarer”? Jeg kan ikke komme i tanker om andre ikke-navne hvor trykket kun ligger et sted i anden del. Så situationen er under alle omstændigheder sjælden, og denne efter min mening uhensigtsmæssige regel gælder således under alle omstændigheder kun et fåtal af tilfælde.

Konklusion
Jeg har her bevæget mig langt ud i nogle af retskrivningens mere sære og uholdbare regler. Og fordi jeg forholder mig negativt kritisk til disse regler, har jeg også bevæget mig ud på øretævernes holdeplads. Det korte svar er stadig det der står allerøverst: Hårde hvidevarer skal være i to ord fordi ordbogen siger det. Og man kan deraf med rette få den opfattelse at det er mest korrekt at udtale det med to hovedtryk.

Jeg opfordrer alle der har korrigerende bemærkninger som kan gøre os klogere, til at skrive.

Amerikaaaner

DR byder dialekterne velkommen, og det er da også hyggeligt at studieværter, reportere og vejrværter taler forskelligt og på den måde inkluderer alle regioner i Danmark.

En af de store udfordringer, ifølge fortalere for mere dialekt i tv og radio, er at den offentlige mening synes at være: jo mere dialekt, jo mere bondsk og jo mere dum. Men ikke mindst DR’s vejrvært Bettina Bjerring synes at være godt i gang med at ændre på det. Hun taler et så fuldtonet syngende (bondsk) fynsk at jeg ikke mindes at en vært i DR’s nyhedsstab nogensinde har turdet noget lignende. Tillykke med det.

Men nu vil jeg tale om en anden dialekt, eller rettere en ikke-dialekt. Det rigsdanske, eller tv-danske om man vil.

Det har vel altid været sådan at dette dialektmæssigt umarkerede sprog var sjællandsk. Med dette mener jeg bl.a. at man i indslag med tilnærmet neutral, umarkeret, dialekt vil kunne forvente at stød og ikke-stød følger sjællandsk.

Men det er de kolossalt mange jyder i DR begyndt at pille ved. Jeg har i hvert fald bemærket at man i indslag med ellers umarkeret dialekt efterhånden konsekvent udtaler amerikaner som ”amerikaaaner” (med langt a uden stød, og ikke som på sjællandsk, med stød: ”amerika’aner”.

At jysk regionalsprog således sniger sig ind i ikke-jysk, umarkeret dansk, er lumsk. Det kan medføre at sjællændere, især Københavnere, efterhånden tror at stødet i ”amerika’aner” er forkert; og det skulle ikke undre mig om en sådan udvikling vil blive katalyseret af at det lange ustødte a i ”amerikaaaner” appellerer til lavkøbenhavnsk. Lad os se.

Tak til Peter Pjevs, og en højttravende rettelse til Kim Bildsøe Lassen

Jeg vil godt indrømme at det har været en hård prøvelse at have Peter Pjevs som gæsteskribent. Og egentlig er der ikke noget jeg har mere lyst til end at lave et rettelsesblad til alle de fejl og etymologiske misforståelser han har lavet. Men et sådan rettelsesblad ville være kontroladfærd, og hvis jeg giver efter for det, går hele pointen med at overgive Peter Pjevs roret i fløjten. For pointen var jo at tvinge mig til at tolerere det skrupforkerte ved hård og brutal kognitiv terapi. Så Peter Pjevs’ julekalender må altså blive stående urørt og uden appendiks.

Men der er selvfølgelig altid en grænse for hvor hård sådan en terapi skal være, for hvis man på forhånd ved den er for vidtgående, så ved man også at kontroladfærden nok skal sætte ind bagefter og slå det hele tilbage – med en systematik som blot kommer til at virke som omvendt kognitiv terapi og dermed som en bekræftelse og styrkelse af det som skulle mildnes.

Min grænse går ved det jeg kalder navneordsfragmentering – altså ”pop musik” eller ”klima konference”. Det er for stærk kost for mig, fordi det i mine øjne tyder på at man slet ikke har forstået sit modersmål som sådan, og så bliver jeg decideret angst. Så vi havde sikret os en gæsteskribent som ikke laver den type fejl – og ret til, i tilfælde af navneordsfragmenteringer, at rette dem når jeg oploadede artiklen. Men Peter Pjevs lavede, trods utallige kortslutninger, ingen umotiverede navneordsfragmenteringer, måske fordi han dybest set tænker logisk, selv om han så sandelig tænker fantasifuldt og ukritisk.

Man kan godt graduere Peter Pjevs’ misforståelser på en skala fra 1 til 10. En 1’er er ”i nu” for ”endnu”, hvilket egentlig burde ligge under Peter Pjevs' niveau. En 10’er er ”højtragende” for ”højttravende”, for højtragende kan jo godt give en mening der ligger tæt på det korrekte højttravende – det gør det i hvert fald for DR’s Kim Bildsøe Lassen.

Kl. 13.16 fredag den 18. december under dækningen af klimatopmødet talte Bildsøe om at debatten var "dramatisk og højtragende". Og der er ingen tvivl om at den klart og distinkt talende Bildsøe mente højt-ragende, for han trak vejret mellem ”højt” og ”ragende”; hvis han havde ment højttravende, ville man jo have kunnet høre et ”t” efter vejrtrækningen.

Højtragende betyder selvfølgelig at noget rager højt op – en bygning, eller måske bare en antenne på en bil. Ordet er ikke opført i den gamle Ordbog over det Danske Sprog, og min Word 2007 rynker også på næsen. Så når det står i den nyere Den Danske Ordbog, er det vel bare fordi det er et ord som man kan danne, og som nogen har dannet. I hvor stort omfang det så er dannet som en dårlig – og misforstået – udgave af højttravende, kan jeg ikke vide, men det står i Den Danske Ordbog opført både i betydningen noget som rager højt op, og som ’fejl for højttravende’. Bemærk: Det ER en fejl.

HøjtraGende er ikke det rigtige ord at bruge når man mener at en diskussion eller en tanke bevæger sig på et (for) højt eller opstyltet niveau. Det højtragende har bogstavelig talt jordforbindelse, det rager nedefra og op, og det er en fuldstændig neutral konstatering. Hvis det endelig var værdiladet, burde det være en positiv ting at stræbe højt eller være nået højt. Derfor ville det – selv hvis det var lovligt i betydningen [højttraVende] – være lidt af en ’bjørnetjenesteudgave’ af samme, i hvert fald en dårligere udgave.

Det højttraVende bevæger sig oppe på (dvs. befinder sig på) et niveau. Ifølge Den Danske Ordbog bruges højttravende ofte nedsættende om noget der er ”meget højtideligt eller præget af et højt intellektuelt eller kulturelt niveau; opstyltet, virkelighedsfjern el.lign.”, og det kommer oprindelig af ”hest der traver på en sådan måde at rytteren på ubehagelig vis tvinges i vejret”. Så den oprindelige metafor har altså mere at gøre med kadencen end selve højden (selv om man jo kommer højt til vejrs på en hest), og den har intet at gøre med et hestespand som galoperer hen over himlen, hvilket man jo sagtens kunne tro. Den oprindelige metafor handler også mere om tvang og ubehag – rytteren er tvunget i vejret fordi han ikke kan slå røven i sædet. Det er frustrerende og trættende. En del af frustrationen er bibeholdt i den moderne brug af højttravende, og måske også trættelsen i overført forstand, men ikke tvangen. I den moderne fortolkning af højttravende er det mere en kritik man giver i det øjeblik man ”står af” (og lader hesten trave videre), for det kan man da bare gøre hvis man synes det er for højttravende. Bemærk at man godt kan stå af mentalt selv om man stadig lytter eller læser – man kan tage afstand – og den tvangfrihed har jo intet at gøre med situationen for rytteren på hesten.

Så alt i alt er det en stendød metafor. Højttravende er blevet et ord, et adjektiv, som man ikke skal tænke for meget over. Det betyder som sagt ”meget højtidelig eller præget af et højt intellektuelt eller kulturelt niveau; opstyltet, virkelighedsfjern el.lign.”. Det kan staves med ét eller to t’er: højttravende (som i højt-travende) eller højtravende (som i høj-travende), sidstnævnte synes at være foretrukken i gammel tid, mens versionen med to t’er er foretrukken i dag, og også den jeg vil anbefale. Men højtraGende (som i højt-ragende) er altså noget andet.

He-he

Jeg så for nylig i et af Dansk Sprognævns skrifter – eller noget lignende – udbruddet ”he-he” nævnt blandt lydefterlignende ord. Nu kan jeg desværre ikke huske hvor jeg læste det, og da det stod som en biting i artiklen, kan jeg heller ikke efterspore det selv om jeg har prøvet at skimme nogle af mine seneste læsninger igen. Derfor må jeg bryde med et vigtigt journalistisk og akademisk princip om at have hold på sine referencer. Men pyt med det, for jeg ser jo at mange mennesker – vistnok især piger – bruger det som et lydefterlignende udtryk – he-he.

Og jeg fatter det ikke. Jeg har faktisk aldrig fattet det.

Når man betjener sig af lydefterlignende udtryk, kan man ikke trække på en vedtagen konvention om at fx ”spille” er det ord vi lydligt kender som ”sbeløh”, eller at ”ost” er det vi kender som ”åsd”. Man bruger bogstaverne til at beskrive en lyd læseren ikke nødvendigvis kender i forvejen, og derfor er man nødt til så at sige at være tro mod bogstavernes (eller eventuelt stavelsernes) default-lyd.

Da vil ”e” være den vokallyd vi kender i ”det”, ”ked”, ”helhed”, ”ske” osv. Det man kunne kalde det rene ”e”, og som mange udlændinge i øvrigt har svært ved at ramme fordi det ikke findes på deres eget sprog. De hæver det enten mod ”i” eller sænker det mod ”æ”. Men jeg vil vove at påstå at det rene ”e” i det danske sprog nærmest er at betragte som sprogets baggrundsfarve. Det er derfor lyden ofte bruges i kedelige eller almindelige ord.

Udbruddet ”he-he” findes ikke i min verden. Hvem fanden siger ”he-he”? – tænkte jeg, og måtte så derefter indrømme at man godt kan sige et lille lavmælt ”he-he”. Er det dét folk refererer til når de skriver ”he-he” i en sms? Er det noget der hører med til en feminin samtalestil?

I min verden er h-udbruddene udadvendte og derfor relativt kraftfulde. Mit ”he-he” er helt klart ”hæ-hæ”. Det er sgu da det man siger, og det betyder at man godter sig, enten fordi man er fræk, eller fordi man er ond (begge mere eller mindre for sjov). Så har vi også ”hi-hi” som er mere (”meta” og intellektuelt) drillende og godmodigt, og som er så feminint at man skal passe på med at bruge det som heteroseksuel mand. Hvis det da ikke er fordi man bliver kildet, men det er umuligt over sms eller chat, så det er ikke nær så skriftsprogligt relevant. Og så er der ”ha-ha” som er det skadefro pegen-fingre-ad-grin, og som er den neutrale form ved reaktioner på falden-på-halen-komik. Endelig er der det absolut hule ”ho-ho”, som, hvis det ikke bruges af julemanden hamselv, må regnes for at være ironisk og udtryk for en afvisning af at dette eller hint skulle være morsomt. Som ekstra bonus må vi nok også medregne ”hø-hø” som er den skæve udgave der på sin vis er neutral. Den bruges som bekræftelse på at man godt ved at der skal grines – man griner ikke, men er på den anden side ikke misbilligende som i ”ho-ho”. ”Hy-hy” er kun til metasproglig komik som Jes Ingerslev eller Jesper Klein ville kunne finde på det.

Sådan ser det ud i min verden, men der kan jo være idiosynkrasier indblandet når det gælder mere eller mindre konventionelle lydefterlignende ord. Så sig endelig frem hvis du ved hvad ”he-he” betyder. Så vidt jeg kan se, bliver ”he-he” som regel brugt i en af to betydninger hvor jeg ville anse ”hi-hi” (”thi-hi”) eller ”hæ-hæ” for at være den rigtige.

Måne, tak!

Udtalen af ”måneder” med ”mon” i stedet for ”måne” – altså kort vokal på første stavelse (som når man sige "mon") og udeladelse af anden stavelse – er en absolut vederstyggelighed: ”mån’ðer”. Det er klamt, totalt klamt. Lyder som om man sutter på en bolsjepastil med åben mund. Og så den trampolinagtigt fjedrende bevægelse. Mån’ðer. Føj for satan, ad, æv!

Sig efter mig: ”måååneðer”.

Brevkassen: Skidegodt!

Spørgsmål

Hej Martin

Så er jeg her igen med et spørgsmål til din brevkasse. :-)

Jeg er altid i tvivl om hvornår forstærkende ord skal skrives sammen med det ord de forstærker, og hvornår de fungerer som selvstændigt ord. Æh, jeg kan ikke huske de grammatiske betegnelser, så jeg må hellere komme med nogle eksempler.

Jeg ved at det f.eks. hedder 'superfin' og 'allerbedst', men hedder det så også 'skideirriterende' og 'monsterutilfreds'? Og hvad med 'megasulten'?

Jeg tror det der driller mig, er at forstærkningsdelen udtales med tryk på (og især hvis ordet også kan anvendes som tillægsord: "han var en super sælger" i betydningen "en god sælger" og ikke som en 'supersælger'), og så lyder det som om det er et selvstændigt ord, men ifølge de regler jeg kan finde, ser det ud til at de skal skrives sammen.

Håber du kan hjælpe. :-)

Svar

Hej Anja

Jeg kan godt forstå at du kommer i tvivl, for ord med forstærkende sammensætningsled udgør en undtagelse fra reglen om at vi normalt kun har ét hovedtryk i et ord.

Der er ét hovedtryk i ordet ”aftale”. Det er der også i ”særaftale”, blot er trykket flyttet fra ”af” til ”sær”. Hvis der var tryk på både ”sær” og ”af”, ville der være tale om en ”sær aftale” (adjektiv + substantiv) og ikke om en ”særaftale” (substantiv med typebestemmende sammensætningsled).

Så vidt substantiver (genstande og begreber), men det er den samme med adjektiver, og her kan man ikke engang støtte sig til en grammatisk logik, men må alene forlade sig på trykket: Om det hedder ”opad gående” (biord + adjektiv) eller ”opadgående” (adjektiv med typebestemmende sammensætningsled), afhænger af om der er to hovedtryk eller kun ét. Og så har vi balladen med de udtryk du giver eksempler på, for de forstærkende sammensætningsled er ikke biord – de er en del af ordet, men overtager ikke hovedtrykket fra det ord de klistrer sig på.

Og dette er for så vidt temmelig logisk fra et pragmatisk-semantisk synspunkt: Man forstærker jo ikke et adjektiv for samtidig at svække det ved at lade det tabe hovedtryk. Nej, der skal bare så meget tryk på som overhovedet muligt. Det er forstærkning og patos. Det er ikke fingrammatik og logos. Derfor skal udtryk som pisseirriterende, røvfornærmet og hvad man ellers kan finde på, være i ét ord selv om de – selvfølgelig – udbasuneres med dobbelttryk. Men bemærk hvordan forstærkede substantiver normalt overholder tryktabsreglen, fx ”møgkælling”, ”røvskole”, ”lorteundervisning” osv., for at kunne holde vand i udtalen af den bestemte form (møgkællingen).

MEN:

Der er en tendens til at visse sammensætningsled, såsom ”super”, ”kanon” og ”mega” er på vej til at blive accepteret som adjektiver (altså selvstændige ord) når de står foran substantiver. Også af sprogrøgtere som undertegnede. Udviklingen sker efter min bedste overbevisning ud fra følgende rationale. Nemlig IKKE at super er ved at løsrive sig fra fx ”supersælger”, men derimod at vi udelader stammen i det oprindelige adjektiv: en supergod sælger, en megastor elregning, en kanonfed koncert bliver til en super sælger, en mega elregning og en kanon koncert. Der er altså tale om et ”ufuldstændigt” adjektiv og IKKE om fejlagtig ordfragmentering af substantivet.

Den grammatiske test på om vi har at gøre med et komplekst substantiv (uden mellemrum) eller adjektiv + substantiv (med mellemrum), er at putte substantivet i bestemt form. ”En rødkælk” bliver til ”rødkælken”, men det går ikke med ”en rød kælk”. Hvis vi putter ”supersælger” / ”super sælger” ind i funktionsmaskinen, får vi det samme: ”En supersælger” bliver til ”supersælgeren”, men det går ikke med ”en super sælger”. Og bemærk så hvordan bestemtformen af sidstnævnte gerne vil fremkalde den udeladte adjektivstamme: Mens ”en rød kælk” i bestemt form bliver ”den røde kælk”, har ”en super sælger” tendens til at blive ”den supergode sælger” (efter at man måske har forsøgt sig med bøjningen ”den supre sælger”). Vi er altså stadig nødt til at genkalde den udeladte adjektivstamme når vi sætter det i korrekt bestemt form, og det understreger min teori.

Lad mig opsummere. En ”super sælger” eller en ”kanon koncert” er i dag korrekt (hvis du spørger mig), fordi ”super” og ”kanon” i de tilfælde er at forstå som tidligere første sammensætningsled i et kompleks adjektiv (fx supergod, kanonfed), men siden har overtaget rollen som adjektiv og er blevet adjektiver. Jeg håber at Dansk Sprognævn husker at de læste det her. :-)

Og husk så at møgirriterende, allerbedst og skidesmart og al den slags skrives i ét ord. Kan vi så – på skrift – kende forskel på skidesmart og skidesmart som henholdsvis det at være smart når man går på wc (ét hovedtryk) eller et forstærket ”smart” (to hovedtryk)? Nej, det kan vi ikke. Så hvis du mener det første, må du eksplicitere det.

Jeg ville gerne gennemgående i dette svar have kaldt alle ”(første) sammensætningsled” for ”præfikser”, fordi jeg gerne ville bruge et præcist filosofisk vokabular der understreger essensen ved det jeg vil kalde præfiks, nemlig at det er en forreststående del af et ord og ikke selv et ord. Desværre er betegnelsen præfiks i praksis indskrænket til små afledningspartikler som ”mis-”, ”u-”, ”for-” ”be-”, hvorfor jeg er nødt til at slå mig til tåls med det noget intetsigende ord ”sammensætningsled”.

 

Deadline har brug for udtalepædagog

Peder Skyum-Nielsen har ret. Talesproget afjappes efterhånden flere steder i medierne så hurtigt at det begynder at blive et reelt problem for vores sprog. Blandt andet forsvinder bøjningerne, og de er faktisk betydningsbærende og strukturerende elementer i sproget.

Deadline på DR2 leverede den 25. juli i et indslag om Grækenlands håndtering af flygtninge et skrækeksempel på jap. På skrift er det selvfølgelig ikke helt det samme, men prøv så bare at læse disse passager fra indslaget op i hurtigt tempo. Så kan du nok genkende kadencen:

[…] mens bulldozer ryddet lejren, kørte politiet væk med de beboer der ikke havde nået at gå under jorden, da det allerede rygtes dagen før at en større politiaktion var under opsejling.

[…] Det drejer sig både om politiets ofte hårdhændet behandling af emigranter og flygtninge, […]

De rigtige bøjninger af de understregede ord er naturligvis:

bulldozere
ryddede
beboere
rygtedes
hårdhændede

Især den sidste, hvor kort tilllægsform skal bøjes i bestemt – altså fra fx ”en afleveret bog" til "den afleverede bog” – er flere steder i nyheder m.m. så absolut 100 procent væk i udtalen at det lugter af at den også er væk i visse journalisters bevidsthed om sproget. De siger simpelthen ”den afleveret bog”.

Én ting er at vi ikke udtaler endelserne som vi staver dem. Endelser som staves ”…et”, udtales ikke med t, end ikke med hårdt d, men med blødt d (ð) – som fx i ”jeg har gået på skibet hele dagen, og intet kan røre mig”. Vi udtaler normalt heller aldrig endelser distinkt. En endelse som ”…eðe” bliver til den mindst mulige markering hvor den sidste stavelse ”ðe” bliver et undertrykt æð-grynt. Men hermed markeres bøjningen dog alligevel i normalt sprog.