Brevkassen: hårde hvidevarer

Spørgsmål:
Kan du give en forklaring på hvorfor det hedder enten hårde hvidevarer/hårdehvidevarer?

Svar:
Ja, nu ved jeg jo ikke om spørgsmålet implicerer at det kan skrives på begge måder, eller om det spørger til principielle argumenter for enten det ene eller andet. I tilfældet af det første, tager du fejl, for et hurtigt tjek i Den Danske Ordbog viser at det kun kan skrives i to ord, altså ”hårde hvidevarer”.

Men jeg forstår godt tvivlen. For ”hårde hvidevarer” udtales jo ikke altid som vi normalt udtaler et adjektiv foran et substantiv, nemlig med to hovedtryk: ”hårde hvidevarer”, jævnfør fx ”hårde æggehvider”. Det udtales lige så ofte sådan at ”hårde” har tabt trykket – altså som ”hårde hvidevarer” – så man skulle tro at det var smeltet sammen til ét ord. Dette er jo en naturlig udvikling for to ord der altid står sammen som et begreb.

Men der er formentlig to grunde til at det ikke kan skrives i et ord:

1: Det bøjede adjektiv
Vi har det samme tryktabsfænomen i fx ”Store Bededag” eller lignende til lejligheden skabte navne, som fx ”store vaskedag” eller ”store sneboldkampsdag”. Det er en form for navne der, ligesom Lille Skensved, Store Merløse og Martin Lund, udtales med kun ét hovedtryk ... så det er måske nok en anden sag. Ja, men ”hårde hvidevarer” kan jo have lånt prosodien i de tilfælde hvor det udtales kun med et hovedtryk – højst sandsynligt fordi ”hårde” indholdsmæssigt set ikke føles så vigtigt, ligesom ”Store” ikke er så vigtigt at lægge tryk på når man har glemt ”Lille Merløse”. Det føles forkert at lægge tryk på noget vi ikke vil pointere.

Samtidig må vi holde os for øje at det oprindelige foranstillede adjektiv i et sammensmeltet ord aldrig er bøjet. En ”stor brand” kan være smeltet sammen i begrebet en ”storbrand” – i flertal henholdsvis de ”store brande” og ”storbrandene”. Men når adjektivet på forhånd er bøjet i flertal, så forhindrer det så at sige en sammensmeltning, for så burde ”hårde hvidevarer” være ”hårdhvidevarerne”. Selv om ”hårde hvidevarer” er stivnet som begreb og dette sætter igennem som udtale med ét hovedtryk, forhindrer det bøjede adjektiv altså sammenskrivning.

Jeg vil nu ikke påstå at denne regel er stærk nok til på langt sigt at modvirke sammenskrivning, for hvis vi lidt glemmer ordenes (grammatiske og semantiske) indhold og mere og mere udtaler det med ét hovedtryk, så kan intet forhindre at sammenskrivning før eller siden bliver tilladt. Det skulle da lige være grund nummer 2.

2: Trykket ligger på anden del
Det er besynderligt at ”science fiction” ikke skal skrives i ét ord. Her er også kun et hovedtryk, nemlig på ”fic”. Ja, så vil det gængse svar jo lyde at ”science fiction” er et fremmedord, og man skriver det sådan på engelsk. Okay, men det er i så fald et fremmedord vi har haft i adskillige årtier uden på noget tidspunkt at have haft et alternativt ord på dansk. Så hvorfor skulle vi ikke kalde det et dansk ord og lade det følge de danske sproglige trafikregler? Ellers indrømmer man jo at man springer over i et andet sprogs regler hver gang man skal referere til begrebet science fiction, og det er godt nok underligt – ja, jeg er lige ved at sige at det ikke er et selvstændigt sprog værdigt.

Men der findes angiveligt en anden forklaring: Jeg har ladet mig fortælle at Dansk Sprognævn på spørgetelefonen giver den forklaring at ”science fiction” skrives i to ord fordi det enlige hovedtryk ligger på det andet ord i den tænkte sammensætning og ikke på det første.

Normalt vil hovedtrykket i et sammensat ord ligge et sted i sammensætningens første del – ikke nødvendigvis den første stavelse, men i det første oprindelige ord i sammensætningen. For eksempel bliver en ”stor brand” til en ”storbrand”, en ”ekstra bevilling bliver til ”ekstrabevilling”, og ligeledes alle øvrige sammensætninger: ”æbleskrog”, ”kakaomælk”, ”inspektionsfartøj”. (I den forbindelse skal forholdsordslignende præfikser ikke regnes som oprindelige ord, for vi skriver jo ”forbruger”, ”overbærende” osv.)

I ”hårde hvidevarer” (udtalt med ét hovedtryk) ligger trykket, ligesom i science fiction, på anden del. Så hvis det virkelig er en regel, må den også spille ind i tilfældet ”hårde hvidevarer”.

Personligt er jeg meget uenig i den filosofi; jeg synes ”science fiction” burde skrives i ét ord uanset denne forskel, fordi jeg mener at reglen om ét hovedtryk i ét navneord og to hovedtryk i adjektiv + navneord burde være vigtigere. Det siger ens sprogfornemmelse. Og det forhindrer os ikke i at forstå at navne som ”Lille Skensved”, ”Store Merløse” og ”Martin Lund” skal skrives adskilt.

En regel kun til ”science fiction”? Og muligvis til ”hårde hvidevarer”? Jeg kan ikke komme i tanker om andre ikke-navne hvor trykket kun ligger et sted i anden del. Så situationen er under alle omstændigheder sjælden, og denne efter min mening uhensigtsmæssige regel gælder således under alle omstændigheder kun et fåtal af tilfælde.

Konklusion
Jeg har her bevæget mig langt ud i nogle af retskrivningens mere sære og uholdbare regler. Og fordi jeg forholder mig negativt kritisk til disse regler, har jeg også bevæget mig ud på øretævernes holdeplads. Det korte svar er stadig det der står allerøverst: Hårde hvidevarer skal være i to ord fordi ordbogen siger det. Og man kan deraf med rette få den opfattelse at det er mest korrekt at udtale det med to hovedtryk.

Jeg opfordrer alle der har korrigerende bemærkninger som kan gøre os klogere, til at skrive.