søndag den 18. september 2011

Kommunikationsforening: Farvel til internettet

Dansk Kommunikationsforening har sendt en opsigtsvækkende melding ud til sine medlemmer. Måske skal Vejle og København sige farvel til internettet:

Nåå… det var inTRAnettet. Men hvorfor har I så skrevet internettet i overskriften?

onsdag den 14. september 2011

Tårne af spaghetti og skumfiduser

Lad mig tilstå det med det samme: Jeg har ikke orket at følge ret mange debatter i denne valgkamp, for selv om jeg endnu ikke ved hvad jeg kommer til at stemme på, ved jeg dog at tv-debatterne ikke vil løse det for mig. Dels er argumenterne så låste og polerede at det eneste der for alvor påvirker, er politikernes dagsform. Dels kan de riller valgkampen kører i, ikke løsne det centrale dilemma at samtlige partier har mindst en ting på deres buffetbord som for mig er totalt uspiselig og uacceptabel. Og skal jeg vælge i en kompliceret vægtning af goder og onder, har jeg mere brug for meditation end for mere af det samme ordgejl.

Derfor vælger jeg i anledning af valgkampen at bringe en iagttagelse om politikersprog som dog er fra før valgkampen.

Nemlig fra torsdag den 18, august hvor Deadline havde et 17 minutter langt segment om kommuners udnyttelse af offentlige løntilskud til ledige. Rammen var at studievært Anja Bo interviewede beskæftigelsesminister Inger Støjberg i studiet, iblandet distanceinterview med en på væggen hængende Ole Andersen, jobcenterchef i Randers Kommune.

Efter en introducerende montage giver Anja Bo sig til at interviewe Ole Andersen, og efter over 7 minutter lægger Anja Bo endelig ned til Inger Støjberg:

Anja Bo: Inger Støjberg, det er jo noget af en gyser. Hvad siger du til at Randers og sandsynligvis en række andre kommuner sådan kassetænker med statskronerne?

Inger Støjberg: Jamen altså, det er bare lidt mere komplekst end som så. Hvis vi tænker et år tilbage, så handlede hele denne her debat om at ledige blev sendt på meningsløse kurser hvor de skulle finde ud af hvilken fugl de var, og de skulle bygge tårne af spaghetti og skumfiduser og den slags. Det vil jeg gerne gøre op med, for vi kunne jo se at det var der simpelthen bare for mange der fik for lidt ud af.

Inger Støjbergs hovedargument er altså at det der foregår nu, er bedre end spaghetti og skumfiduser. I retorikfaget hedder det at drive noget "ad absurdum" – altså drive noget ud i de absurde – for at alle skal synes godt om det man modstiller det med. Politikere bruger det hele tiden. Det absurde har på en måde samme effekt som en fælles fjende: Man tiltrækkes uvægerligt af det modsatte. Man magnetiseres, så at sige, og får en nordpol og en sydpol der svarer til den talendes, fordi det absurde er absurd for alle.

Men hvorfor er det så at man ikke for alvor ligger et sted mellem "Yes, det er SÅ godt sagt" eller bare "ja, selvfølgelig" på denne her? Det er selvfølgelig fordi Inger Støjbergs eksempel virker ekstremt søgt. Hun begår en i sig selv absurd handling ved at gribe til dette absurde eksempel. Hun er corny og ynkelig at høre på. Ordene er næsten vulgære i en saglig politisk samtale: Spaghetti og skumfiduser. Hun siger ordene i et tydeligt tempo; hun vil gerne at de høres tydeligt. Og de kommer til at klæbe til hende: Spaghetti og skumfiduser. Hvor har du været, Inger? I spaghetti og skumfiduser. Hvad tænker du på, Inger? Spaghetti og skumfiduser.

Skumfiduser har noget dobbelt i sig. Skum er jo en god metafor for noget der er lidt indholdsløst, og fiduser, ja, det siger sig selv. Hermed er skumfiduser ikke bare et eksempel men et indirekte forsøg på at betegne visse jobkursusaktiviteter som fiduser og humbug. Det er derfor Inger Støjberg har indprentet sig formuleringen "tårne af spaghetti og skumfiduser", så hun kan drive effektiv ad absurdum-retorik. Men når det virker søgt, virker det også som en retorisk nødudgang. Det virker som om hun er nødt til at gå "ad absurdum" fordi hun ikke rigtig har noget håndgribeligt eller begribeligt positivt at sige om hvad der skal ske på området.

Lad os se hvad der videre sker (og prøv at se bort fra Anja Bos uudholdelige helsætningsstruktur i ledsætninger, men man er som minimum nødt til at holde ordrækkefølgen for at kunne kalde det en transskription):

Anja Bo: Nu hører vi jo at denne her ordning er heller ikke rigtig god. Vi hører at Ole Andersen siger at det er jo ikke fordi man får folk i arbejde af den grund, og det er med dårlig smag i munden at han sådan samler guld op fra gaden, som han formulerer det.

Inger Støjberg: Nu ved jeg jo ikke hvordan hans smag er i munden, men det jeg kan sige, det er at generelt så er det rigtig godt for mange ledige jo selvfølgelig at komme ud på en rigtig virksomhed. Det allerbedste, det er privat løntilskud, altså når man kommer ud på en privat virksomhed og på den måde så jo kommer til at indgå i dagligdagen. Men for nogle grupper der er offentligt løntilskud også rigtig godt. For eksempel for indvandrere, der er bare det at komme ud på en virksomhed rigtig godt. Så ting er bare ikke så entydige endda, og det er jo selvfølgelig fordi det er mennesker vi har med at gøre.

Det er Inger Støjbergs anden taletur, og hun starter med at bruge tid på at svare bogstaveligt om Ole Andersens smag i munden. Og så bruger hun nogle meget generelle sandheder til at arbejde sig frem mod gentagelsen af sit "tingene er mere komplekse end som så". Ved nærmere eftersyn trækker hun faktisk bare tiden. Min ven Mr. Chance kunne næsten have sagt det samme.

Herefter forløber programmet sådan at der kommer endnu et par indklippede indslag og henvendelser til Ole Andersen, og 11 minutter inde i segmentet kommer vi så tilbage til Inger Støjberg. Læg mærke til hvordan hun tilsyneladende ikke har fået lov fra Venstres top til at sige noget som helst og derfor igen forsøger at arbejde sig hen til skumfiduserne:

Anja Bo: Ja, Inger Støjberg. Det er en rasende populær ordning – vi hører at op mod 24.000 stillinger når vi op på i år, men ordningen er jo ikke særlig god, vi hører jo her fra forskerne: den virker ikke. Hvad vil du gøre ved det?

Inger Støjberg: Jamen igen: Tingene er ikke så entydige endda, og det er jo også derfor at vi blandt andet beder Michael Svarer om at prøve at kigge på det, fordi den måde som vi bedriver beskæftigelsespolitik på i Danmark, det er at vi jo hele tiden får undersøgt hvad virker godt, og hvad virker ikke godt. Nu kan vi se at der er nogle ting her der måske ikke i alle tilfælde, i hvert fald, virker, og derfor så skal de jo sandsynligvis også ændres på et tidspunkt. Jeg vil ikke i dag lægge mig fast på hvordan vi skal ændre det, men bare annoncere at der kan sagtens komme nogle ændringer når vi kommer lidt længere hen. Men jeg vil også bare sige at hele sidste år der havde vi debatten om hovedløs aktivering …

Anja Bo afbryder højlydt: Den kan vi ikke bruge mere tid på for det er jo faktisk ikke den vi taler om i dag. Jeg bliver nødt til at holde fast i det som forskerne siger, for det er faktisk en vigtig pointe her. […]

Ja, Anja Bo giver hende ikke lov til atter at tale om spaghetti og skumfiduser, og det er godt. Herefter vover Inger Støjberg simpelthen ikke at komme med flere udpenslinger af hvad hun forestiller sig hovedløs aktivering kan være, selv om hun kommer omkring emnet to gange mere.

...


Nuppet på SkoleIntra: Tonja og Louise bygger tårn af spaghetti og skumfiduser.


Inger Støjberg skriver en 93 sider lang bog om Sussi og Leo.

mandag den 5. september 2011

Valgjournalistik: Hvad synes du om vejret, Mr. Chance?

Min artikel på Kforum Boykot valgmålinger har som det tredje argument at medierne kommer til at bruge for meget intetsigende tid på at snakke om tal i stedet for at snakke om den politik og Danmarks fremtid som valgkampen burde handle om. I dette indlæg følger jeg op med et eksempel.

Overskriften er en reference til den introverte og analfabetiske gartner Mr. Chance der i Jerzy Kosinskis roman ved et tilfælde (og en længere løbende misforståelse) bliver den finansielle elites guru fordi han kan beskrive og forudse den økonomiske udvikling på en dyb måde med sine vejrmetaforer. I virkeligheden taler Mr. Chance bare om vejret (og stemningen) og svarer efter bedste evne 1:1 på de hentydende spørgsmål han får, for han ved ikke bedre og tør ikke andet.

DR's valgekspert Kenneth Thue Nielsen er ikke Mr. Chance, tværtimod er han en af de mest intelligente kommentatorer på sendefladen. Alligevel var det med tanke på en Mr. Chance-agtigt forloren ordveksling at jeg så gårsdagens Update-indslag hvor Kenneth Thue Nielsen simpelthen blev brugt til at fortælle os at der fra 84 mandater til 91 mandater er 7 mandater, og at denne afstand er mindre end afstanden mellem 81 og 94 som i starten af valgkampen var den tilslutning meningsmålinger gav til henholdsvis blå og rød blok.

Her kommer hvad han sagde:

Update-vært: Velkommen til dig, valgekspert Kenneth Thue Nielsen her i DR Nyheder. Hvad ligger der bag det her fornyede ryk fra rød mod blå?

Kenneth Thue: Jamen æh, det der ligger bag det, det er at vi ser nu for fjerde dag i træk at Socialdemokraterne, ganske vist med små skridt … men Socialdemokraterne har fire dage i træk nu tabt en lille sjat stemmer hver dag i meningsmålingerne. Venstre er nu i fire dage i træk gået en lille smule frem. Og det er derfor at jeg, æh, jeg havde nær sagt er glad for at kunne sige til Updates seere at jeg godt kan andre tal end 94 og 81, for 94 og 81 er det vi har siddet og talt om nu i faktisk 6 dage i træk som har været stillingen mellem blokkene. Nu var der en lille forskydning i går: 93 mandater til den røde blok og 82 … Og den måling vi har her i dag, er altså den måling med mest spænding hidtil under valgkampen. Der er stadigvæk et komfortabelt forspring til den røde blok, og der er stadigvæk en god portion mandater – 7 mandater – der skiller blokkene, men af de meningsmålinger vi har offentliggjort indtil videre, så er det her altså den der ser ud til at begynde at bringe lidt spænding ind i valgkampen – for så vidt angår resultatet.

Imponerende ingentingjournalistik. Ikke desto mindre var det sådan det indslag var klippet i aftenens Update-loop på tv. Hvad seerne skal bruge dét til, ved jeg virkelig ikke, og jeg fatter ikke at DR tillader sig at fylde sendefladen med formidling der har mindre signifikans end pausefisk.

Da jeg så skulle transskribere det, fandt jeg at klippet på web-udgaven var lidt længere og havde en reel pointe som altså i tv-udgaven var klippet fra. Denne pointe viser samtidig at Kenneth Thue Nielsen er den intelligente kommentator jeg siger han er, for jeg er fuldstændig enig i denne årsagsforklaring på rød bloks samlede nedgang – og samtidig imponeret over den måde Kenneth Thue umisforståeligt formidler sin hang til denne forklaring uden dog at klistre sig fast til den:

Update-vært: Har du et bud på årsagen bag det her ryk, altså som kan ligne et lille skred?

Kenneth Thue Nielsen: Ja, man skal jo altid være påpasselig med den slags, men jeg vil da i hvert fald gerne sige at dét jeg har bidt særligt mærke i de sidste tre dage, det er den her diskussion om 24-års-reglen – især Villy Søvndals kommentarer … vi har den her episode hvor Villy Søvndal bliver spurgt af en gymnasieelev hvad han synes om den – han siger til gymnasieeleven: Jeg vil faktisk gerne af med den, men jeg har lovet Helle ikke at tale om det. Altså: Der er kommet fokus på 24-års-reglen, og det ser altså ud til at vi nu igen for fjerde valg i træk kan få et valg der bliver domineret af udlændingedagsordenen.

Update-vært: Og der er altså en ny måling i morgen, så må vi se om den her tendens den fortsætter. Tak skal du have, valgekspert Kenneth Thue Nielsen.

søndag den 4. september 2011

Boykot valgmålinger, meta

Denne måneds første blogindlæg forvandlede sig til en artikel på Kforum:

Boykot valgmålinger

Der har været efterspørgsel på at jeg skrev mere om politikernes sprogbrug, og det vil jeg også gerne skrive om. Men der har ikke for nylig været lige dén iagttagelse som gav en klar vinkel og skrivelyst. Ovenstående artikel handler så ikke engang om sproget, men tager springet op til at handle om den ramme hvori debatten og dermed sproget kan udfolde sig.

Skrive-iagttagelse
Jeg synes absolut ikke det er den mest velformulerede og sprogligt raffinerede artikel jeg har haft på Kforum. Men det handler nok om at jeg var grebet af EMNET og skrev artiklen ret hurtigt, ligesom artiklen også synes at vægre sig mod mine forsøg med den sproglige pudseklud, måske fordi EMNET i den buldrer relativt højlydt. Det kan jeg godt lære lidt af når jeg hovedrystende læser korrektur på andres artikler – at det er lidt sværere at være sprogligt raffineret når man prøver at tæmme et vovet emne og processen kun forløber over få dage fra fiks ide til publiceret artikel. Det er nemmere at være sprogligt raffineret når man også er argumentatorisk forsigtig, herunder at man er i en situation hvor man ved at alle er enige eller at man simpelthen har fagligt ret. Og så er det selvfølgelig også lettere at være sprogligt raffineret når man kritiserer noget – eller i det mindste spiller bold op ad noget – og ikke selv fremsætter et vidtgående forslag.

Foreløbig iagttagelse om artiklens skæbne
Artiklen blev publiceret fredag eftermiddag, og vi har lige nu en tiltrængt weekend med godt vejr. Alligevel undrer det mig, med mit kendskab til andre artikler på Kforum, at så få af de foreløbige læsere har anbefalet den. Den er ret frisk, dens argumenter er klare og logiske, den er ikke ubehagelig, og den har et relativt dydigt demokratisk sigte (a la Habermas osv.) som nok plejer at kunne sætte anbefalingerne i gang. Alligevel har forbavsende få villet eller turdet anbefalet den. Kan det skyldes at mange i kommunikationsbranchen arbejder et sted hvor man ikke må stække analyseinstitutterne, heller ikke selv om det argument man støtter ved at anbefale artiklen er demokratisk konstruktivt? Forstå mig ret: Jævnfør min utilfredshed med artiklens sproglige raffinement og form har jeg ingen personlig forfængelighed med den som artikel; men på de demokratiske argumenters vegne er jeg sgu lidt forundret og bekymret over anbefalingstavsheden.