torsdag den 31. juli 2014

Efter min mening

Hej T. Her behandles sproget grundigt, så lad mig først tage de ting du ikke spørger om, og så kommer jeg tilbage til dit spørgsmål.

  • Pronomet ”I” er altid med stort, i modsætning til forholdsordet ”i”. Det hedder eksempelvis: ”Vil I med i skoven?”
  • Du er for tilbageholdende med kolon. Det er ikke forbudt at bruge kolon, faktisk kan det være det eneste meningsfulde, og det er det efter ”her” i din første linje og efter ”Eks.”.
  • Der skal være komma foran ”det I siger”, for ”det” er en gentagelse af grundleddet (det første ”Det” i sætningen), og dermed står det gentagede grundled i såkaldt ekstraposition. Sjovt nok ville enhver anden form (”hvad I siger”, ”at I siger [noget]” osv.) unddrage sig denne analyse fordi man normalt godt kan have foreløbigt subjekt (det første ”Det”) og egentligt subjekt (”hvad I siger”, ”at I siger [noget]”) uden at det fremkalder ekstraposition, men det vil den blotte gentagelse af ”det” altså gøre.
  • Der skal ikke mellemrum foran spørgsmålstegn.

Og så til dit egentlige spørgsmål, som også er det mest interessante:

Dit spørgsmål er godt, for der er intet grammatisk der bestemmer om der skal komma omkring ”efter min mening”. Det beror udelukkende på hvor meget du vil betone det. Er denne ’vaccination’ af dit udsagn obligatorisk, selvfølgelig – ja, lidt slavisk – og dermed også udtalt uden særlig betoning eller pause foran? Eller vil du udhæve det i måden du siger det på, og dermed understrege det?

Ikke-betoning eller betoning afgør simpelthen om du vil gøre det til et indskud med kommaer (eller tankestreger) omkring. Isoleret set – jeg har kun dit tænkte eksempel at kigge på – ville jeg nok råde dig til her at understrege det som et indskud. Det skyldes at du slår relativt hårdt ved ikke bare at sige at noget er ”forkert”, men at det er ”helt forkert”. Med et sådan forstærket kategorisk prædikat er det klogt at skabe balance ved at understrege at det er din subjektive oplevelse eller følelse. Og netop fordi der kan være en pointe i at det er en følelsesmæssig oplevelse, kan der sagtens være en pointe i at skrive ”helt forkert” og ikke bare ”forkert”.

”Efter min mening” er et af de mange adverbielle led vi kan bruge til at belægge vores budskab med forbehold, præcisere dets rækkevidde, underbygge det, forstærke det eller gradbøje det. Grammatisk tilhører det den gruppe man kalder sætningsadverbialer, fordi de justerer styrken, vinklen og rækkevidden af sætningens budskab som helhed.

Andre eksempler på sætningsadverbialer kunne være ”vel”, ”faktisk”, ”formentlig”, ”sgu”, ”kraft stejle mig”, ”ifølge min gamle klasselærer”, ”på sin vis”, ”sådan set”, ”i den grad”, ”så vidt jeg ved”, ”medmindre vi hører andet inden for den næste time”, ”i hvert fald hvad angår Løkkes privatøkonomi”.

De sidste tre eksempler vil der under alle omstændigheder være komma (eller tankestreg) omkring fordi det er ledsætninger – og også i nyt komma vil man sætte komma foran dem.

Men de små kan man selv bestemme tyngden af. Eller sagt på en anden måde: Man kan selv bestemme om man vil markere dem som indskud eller lade dem stå umarkeret.

Bemærk at sætningsadverbialer også kan få en forskellig grammatisk tyngde alt efter hvor de står i sætningen:

  1. Faktisk er hun gravid.
  2. Hun er faktisk gravid.
  3. Hun er gravid, faktisk.

Fordi sætningsadverbialer skal markere styrken eller kvaliteten af hele budskabet og dermed er vigtige for opfattelsen af budskabet, kommer de noget for sent når de står til sidst. Derfor får de en lidt appositionsagtig eller selvkorrigerende kvalitet der kræver komma.

Lad os se på et andet:

  1. Efter min mening er hun gravid.
  2. Hun er(,) efter min mening(,) gravid.
  3. Hun er gravid – efter min mening.

Med dette indholdsmæssigt noget tungere adverbialled kan vi se at det som foranstillet adverbial ikke kan blive tungt nok til at påkræve komma. Den forreste plads i sætningen (temapladsen) er i forvejen en markeret plads – altså den plads vi stiller det led på som vi vil markere ved at gøre til ”tema” – medmindre vi bruger pladsen umarkeret til det naturlige tema, altså det vi i forvejen taler om (typisk grundleddet eller hvad den forrige sætning har lagt op til). Bemærk at slutstillingen her bliver så meget ekstra tung at jeg synes den trækker tankestreg.

Og så er der ledsætningen som kræver at være et indskud i begge kommasystemer:

  1. Så vidt jeg ved, er hun gravid.
  2. Hun er, så vidt jeg ved, gravid.
  3. Hun er gravid – altså så vidt jeg ved.

Bemærk at slutstillingen her er så meget tungere (og uegnet) at jeg synes den skal trække et ekstra ord (”altså”).

Man stiller umiddelbart sig selv mindst i centrum ved at have sætningsadverbialet i midten. At stille det forrest er den letteste måde at markere det på (det kræver ikke så tung tegnsætning) og er derfor fint som variation; men gør man det for ensformigt og systematisk, bliver teksten egocentrisk fordi man altid sætter subjektivitetsforbeholdet på temapladsen i sine sætninger. Endnu mere selvpromoverende er slutplaceringen fordi den får karakter af opmærksomhedssøgende (og selvsmagende) selvkorrektion, så den placering er almindeligvis ikke tilrådelig i læserbrevsgenren.

Som antydet går sætningsadverbialer lige fra den saglige nuancering fra en autoriet (”formentlig”, ”angiveligvis”, ”i visse aspekter”, ”for 75 procents vedkommende” osv.), over det socialt intelligente subjektivitetsforbehold fra en lægmand (”efter min mening”, ”som jeg har forstået det” osv.) og den betingelse der nærmer sig ren fortynding (”alt andet lige”, ”når alt kommer til alt”), til almindelige forstærkere (”i høj grad”, ”faktisk” osv.) og de mere humørprægede (”gud hjælpe mig”, ”glædeligvis”) og svulstige (”sgu”, ”for helvede”).

Det er ikke uden betydning hvem man er (accepteret som) på forhånd, hvad man taler om, og hvem man taler til. Sætningsadverbialerne afspejler éns forhold til de påstande man fremsætter, og er derfor afgørende for den etos (dvs. velvilje, åbenhed, ærlighed, kompetence, stabilitet, troværdighed og rimelighed i selvopfattelse) modtager tillægger én. Så det er ikke underligt at du netop overvejer dine sætningsadverbialer og vægten af dem i forbindelse med et læserbrev. De er afgørende for hvordan du vil blive opfattet, for bliver din etos dårlig, taler du for døve ører.

tirsdag den 22. juli 2014

Otte dage midt i virkeligheden

I otte dage har jeg haft trukket stikket ud. Først seks dage som underviser på et højskolekursus om skrivning, og herefter direkte til to dage med høsthjælp. En smartphone ejer jeg ikke, og min computer forblev hvor den var: pakket i bunden af tasken.

Beslutningen var meget ligetil på højskolen, nærmest en nødvendighed. Ansvaret som kursusholder og den altid lige lovlig knappe søvn i nye omgivelser og med nye, spændende mennesker gør at ens tid og mentale ressourcer per definition er pressede. Så ligesom det var et bevidst valg på forhånd at være væbnet til mindste uddelingspapir, var det også et bevidst valg – da det viste sig muligt – ikke bare at lade computeren forblive i tasken, men også helt undgå egen webmail.

Lørdag eftermiddag sad jeg så i en halvstor Massey Ferguson – katapulteret fra Jyderup til Haraldsted og mentalt udmattet af seks døgns højskolekursus – og betragtede Claas-mejetærskerens støvende arbejde i bygmarken mens jeg ventede på at den skulle komme om på min langside med armen den rigtige vej. Ventetiden var – ligesom mange senere ventetider – en oase af ingenting, og det fik mig til et par af de første gange at kigge på mobiltelefonen og overveje om jeg skulle genoptage nogle korrespondancer via sms.

Men jeg gad ikke. Det er var bedre at betragte musvågen der kredsede over den nu blotlagte mark, filosofere lidt, stirre lidt, tjekke om blinklysene bag på vognen nu også virkede, eller stå ud og strinte i stubmarken.

Bare være til stede, ligesom jeg efter bedste evne havde været til stede på højskolen.

Ensom føler man sig nu heller ikke når man har sin rolle at spille: at hjælpe sin morbror med høstarbejdet. Og desperat kontaktsøgende er man nu heller ikke når man lige har tilbragt seks døgn med omtrent 36 mennesker (15 egne kursister, 15 andre kursister, undervisere og personale) der har udfoldet sig som hele mennesker, kigget én i øjnene og været til stede sammen med én.

Af forskellige grunde så jeg mig nødsaget til at gå online i dag (mandag). Og ser jeg bort fra de væsentlige beskeder som jeg netop gik online for, er det underligt at se ned i rækken af Facebook-notifikationer og nyhedsmails. Alle til hobe fremstår de mere end nogensinde som de ligegyldigheder jeg hele tiden har haft mistanke om at de er.

Et passagerfly er skudt ned over Ukraine, men den nyhed var nået frem til spisebordet på højskolen, og vi kunne hverken gøre til eller fra. Resten af nyhedsstrømmen som kommer mig i møde nu, består af hengemte holdninger, bestilte meningsmålinger, spekulationer i EU-topposter, agurkehistorier samt direkte tåbeligheder fra Inger Støjberg (en gammel kending på denne blog). Og alt sammen køres det endnu en gang rundt i Facebooks ekkokammer hvor det aldrig bliver mere sandt eller mere relevant.

LinkedIn byder sig også til i min indbakke og mener at der er virksomheder der vil have sådan en som mig.

Alle disse virtuelle meninger og mennesker er jo alle sammen ligegyldige. Det kan jeg se efter otte dage offline. Det kan jeg forstå når jeg tænker på Anders, Anette, Anna, Bodil, Brit, Britta, Christine, Colin, Hanne og Hanne, Julius, Laila, Maria, Marit, Muhammed, Nana, Peter og Pernille der var til stede lige foran mig. Det indser jeg når jeg tænker tilbage på skrivekursisternes tekster, som alle var fulde af betydning uanset om de var faglige eller skønlitterære. Og det mærker jeg når jeg genkalder mig synet af mejetærskerens arm inde over vognen og følelsen af at jeg i rette øjeblik slipper koblingen. Alt dette var signifikant.

Man lader sig let besnære af den lette adgang til at udtrykke en mening om alting idet man ”følger med”, som det hedder, og især når man opildnes af andres vrøvl. Ligeså er det bekvemt at kunne positionere sig online i jagten på en kæreste, en sengeven, et job eller andre sociale fællesskaber. Du kan så at sige have 100 meninger i låget, og du kan have 100 fugle på taget. Men hvad har du rent faktisk i hånden når dagen er omme?

De mennesker der gider invitere dig i sommerhus, og de mennesker der henviser til dig i professionel sammenhæng, er næsten altid mennesker du har mødt ansigt til ansigt. De tilhører din virkelighed, ikke mindst fordi du tilhører deres.

Ja, jeg ved det. Tonen i dette indlæg er delvist ny og måske derfor en smule uafklaret. Sproget er muligvis påvirket af andre menneskers. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i, ja, hvad dette indlæg egentlig handler om. Jeg skriver på en følelse som er svær at indfange, og har to gange skrevet mig ind i en tåge og måttet slette igen. (De mange ’og’ i teksten afspejler en associerende strøm, frem for en hierarkisk ordnet argumentation – hvis jeg skal tilbyde lidt sproglig selvdiagnosticering.) Måske er det bare en rodebunke som skal ud. Men lad nu bare dette indlæg være et svar til de florerende invitationer på Facebook om i fem dage at skrive om tre positive ting man har oplevet i løbet af dagen, og så nominere tre venner til at gå videre med stafetten. Svaret er:

Jeg er glad for invitationen, men det kan jeg ikke! Der findes hele dage hvor jeg ikke oplever væsentligt andet end strøtanker og egne kropsfunktioner, og så findes der dage hvor jeg oplever en masse, eller sætter skibe i søen, men dog ikke ville opleve det på samme måde hvis jeg skulle opdele mit fokus og rapportere om det. De fleste oplevelser opfatter jeg som en hemmelig pagt med det oplevede, ikke nødvendigvis fordi det er med andre mennesker, nogle gange bare det oplevede i sig selv i form af fx en løbetur, et stykke musik, en samtale med en kat, en sommerfugl på nært hold, smagen af ribs, en samtale med mig selv, en sanset fornemmelse af struktur eller konsistens – situationer som måske kan genkaldes i et stykke tekst en dag, men for mit vedkommende ikke i en facebookopdatering. Lidt af samme grund rapporterer jeg nødig om igangværende arbejder fordi det tager energien ud af dem og udgør en ikke så lille risiko for hybris.

Jeg har det fint med denne fordeling: At være til stede i virkeligheden – og senere referere til enkelte såvel indre som ydre oplevelser i drøvtygget og eventuelt medieret form. Jeg er dybest set et privat menneske.

Mine otte dage offline har mindet mig om at de sociale medier i bred forstand ikke er hvad de prøver at indgyde én at være. Man kan bruge dem som redskab til at planlægge og opbygge noget som i bedste fald bliver til virkelighed. Nyheder er ikke så vigtige, og slet ikke folks uforgribelige meninger om alle de mange ting de ikke har førstehåndskendskab til – her tænker jeg på alt fra avisredaktørens klumme til opdateringen fra kællingen i kæret. Der er mere sandhed i skønlitteratur. Menneskelignende figurer på nettet, herunder såkaldte facebookvenner, er heller ikke så vigtige før det øjeblik de forvandler sig til rigtige mennesker og insisterer på at møde én ansigt til ansigt.

Hvis jeg nogensinde skulle glemme dette, trækker jeg igen stikket helt ud i mindst otte dage.

søndag den 13. juli 2014

Ja, raverende fejl

Sten forsøgt kastet fra eget glashus.

Rav i den på Ekstra Bladet.

Arbejd selv videre med den, kære læser. Egentlig minder det mig om ”Nu er du dum, Billy”, som har været et begreb i mit hoved siden jeg så taleboblen i en af Gary Larsons striber. Billy er mødt op til skudduel, med cowboyhatten sat perfekt, klar med en seksløber i bæltet ved hver hofte og fuldt koncentreret. Der er bare det ved det at Billy ingen arme har, og hans medduellant siger så de på én gang hjertelige og definitive ord: ”Nu er du dum, Billy”.

Ekstra Bladet minder mig lidt om Billy her.