Kanon ordleg

Se her:

kanon

kulturkanon

dannelse

misdannelse

Jeg har ikke kunnet fange det efterfølgende, men sådan var ordene i DR2’s ordleg på skærmen mandag den 21. april. Den kan man tænke meget over og lægge mange hensigter i, og det synes jeg er … kanon.

En tolkningsmulighed man i hvert fald ikke kan komme uden om, er at forfatteren sætter lighedstegn mellem kulturkanon og misdannelse. Men så snart man følger den logik til dørs, må man også sætte lighedstegn mellem op til flere betydninger af kanon og så dannelse, og så splintres tanken igen i alle fire verdenshjørner – lige så hurtigt som ordlegen på skærmen.

Man skal selvfølgelig ikke lægge mere i det fra DR2’s side end en form for tankestimulans. Men det er virkelig elegant og vellykket i dette tilfælde.

Og man kan sådan set også lege videre med ovenstående materiale i en DR2-kontekst. Det kunne eksempelvis være:

kanon

dannelseskanon

mis

kulturmis

Og det kan man også lægge i hvad man vil.

...

Et par dage mere er gået, og jeg fortsætter lige indlægget på min begejstring over endnu et par tankestimulerende ordlege på DR2's skærm:

A-kasse

B-hold

Eller hvad med dette drillende rim på forslaget til et kønsneutralt henvisende stedord:

Barbie
Ken

han
hun
hen

Avis skuffet over manglende tilskadekomne

Berlingske den 15. april 2013:

Hvem søren skriver disse manchetter hos Berlingske?

Man kan ikke sætte to tilfældige sætninger efter hinanden uden at læseren vil tolke en meningsfuld sammenhæng. Her er den sprogligt præfererede sammenhæng at ”det” i anden sætning henviser til første sætnings ”Ingen kom til skade”.

Denne præfererede læsning skyldes dels at ”Ingen” er det markerede tema (på sætningens forfelt), og dels at ”det” per definition henviser til hele første sætning. En helhed hvori da-ledsætningen kun er et påhæftet tids- eller omstændigheds-adverbial, mens ”kom” er helhedens principale og styrende ord omkring hvilket hovedpointen danner sig, nemlig: ”Ingen kom til skade [i denne situation]”.

Der ligger altså grammatiske lovmæssigheder bag vores ønske om at læse manchetten anderledes end Berlingske nok ville have os til. At ”det” skulle henvise til da-ledsætningen, kan med den skrevne formulering ganske enkelt ikke lade sig gøre. Så det er en klar fejl. Tilbage står så spørgsmålet om hvorvidt det er en freudiansk fejl, altså om fejlen er fremdrevet af (eller accepteret på grund af) en ubevidst skuffelse over manglende tragedie at skrive om?