søndag den 26. februar 2012

Cykelsupersti versus supercykelsti

En af mine tossede venner i den kommunikative/journalistiske branche stillede mig følgende spørgsmål på min Facebook-væg:

Martin, cykelsupersti vs. supercykelsti – det kalder på en udredning fra dig...

Og egentlig føler jeg en snert af mobning ved som sprogtosse at blive kastet sådan en luns, for burde enhver dansker ikke kunne udrede det? Nuvel, måske mener Casper bare at jeg kan gøre det lidt mere stringent – det får vi så at se om jeg kan.

Lad os tage cykelsupersti først:
Eftersom der ikke er noget der meningsfuldt kan hedde "cykelsuper", kan vi udelukke at det er en sammensætning af "cykelsuper" og "sti". Vi kan med andre ord være sikre på at det er en sammensætning af "cykel" og "supersti", hvilket helt banalt betyder en supersti af typen cykelsupersti. Dette implicerer selvfølgelig at der er flere slags superstier, og ikke mindst at supersti overhovedet er et (etableret) begreb.

Men er det det? Jeg ved ikke hvad en supersti er, så for mig er det ikke et etableret begreb, men man kunne forestille sig at det var en sti af en særlig standard, og da denne standard ikke knytter sig specielt til cykler (thi da ville denne sammensætning ikke give mening), må vi antage at vi har at gøre med en kvalitetsbetragtning som kan appliceres på gangstier, løbestier og rulleskøjtestier såvel som på cykelstier. Ellers er der jo ingen mening i at tale om en supersti af typen cykelsupersti – og det er entydigt hvad ordet må betyde.

Lad os så tage supercykelsti:
Her har vi allerede det problem at ordet både kan være en sammensætning af "super" og "cykelsti" og af "supercykel" og "sti". Det kan med andre ord betyde både en særligt god cykelsti til alle og en sti beregnet til særligt gode cykler (supercykler). Den slags ord er der mange af, men så ved vi normalt bare (eller kan slå det op) at ordet specifikt betyder den ene ting. Det ved jeg bare ikke her, for jeg kender ikke ordet eller konteksten. Derfor kan man for den ikke-indviede læser med fordel præsentere et nyt begreb med bindestreg, så der alt efter betydningen står enten "super-cykelsti" eller "supercykel-sti". Vigtigere er det dog at konteksten gør betydningen klar.

I tilfældet af super-cykelsti forgrener betydningen sig endog i endnu flere betydningsmuligheder, for vi kan jo lægge alt muligt i super. Dette danner to hovedkategorier: Enten betyder det bare noget som er bedre end normalen, altså en særligt lækker/god/dejlig cykelsti, eller også kan det have en særbetydning (jævnfør fx superleder) – det kunne eksempelvis være at det betød en cykelsti som ikke følger en vej og derfor forbinder geografiske punkter særligt for cyklister.

Summa summarum:
Det første ord, cykelsupersti, implicerer noget i retning af at der er et fx kommunalt kvalitetsstempel der hedder "supersti", og at vi her taler om en supersti til cykler. Det andet ord forgrener sig i betydningerne supercykel-sti (en slags højhastighedscykelsti som man kan køre med 50-60 km/t på) og super-cykelsti, der igen forgrener sig i enten "en lidt federe cykelsti" eller en eller anden særkategori af cykelstier.

Stillet op skematisk har vi altså:

Cykelsupersti: Alle stier kan få kvalitetsstemplet supersti, og en cykelsupersti er en cykelsti der har fået dette kvalitetsstempel. Alle andre betydninger gør ordet til et dårligt ord.

Supercykel-sti: En sti til supercykler.

Super-cykelsti (a): En lækker/god/dejlig cykelsti.

Super-cykelsti (b): En betegnelse for en særlig type cykelsti.

Nu er spørgsmålet så bare hvor Casper har ordet (og dilemmaet) fra. Det er vist første gang at jeg har skrevet om noget uden overhovedet at kende relevansen af det. Men det kan jo være en akademisk dyd (dog mestendels ikke i min verden). Jeg har også med vilje undladt at google-researche på sagen, for netop at give en ren sproglig vurdering af ordenes muligheder.

torsdag den 9. februar 2012

Alt kan ske i en stillestående verden

Det var – alt efter temperament – et meget morsomt eller et meget pinligt sekund af undrende tavshed P4-lyttere var vidner til godt 20 minutter inde i Danmarksmester den 17. januar da kombattanterne til programmets anden runde blev introduceret. For mig var det først og fremmest morsomt, men jeg blev også lidt pinligt berørt på vegne af værten, Karlo Staunskær, fordi han ikke fik prikket pinligheden ud af situationen.

Karlo Staunskær er ellers en fremragende vært. Han er mr. Danmarksmester i en sådan grad at programmet blegner når der er vikar på. Han balancerer eminent mellem en imødekommende interviewteknik a la Jørn Hjorting og så en overordnet bestræbelse på at det ikke bliver klichefyldt eller meningsløst. Derfor skulle man være at skarn at laste Staunskær for at samtalen med vidt forskellige lyttere i et live-program ikke altid lykkes.

Ikke desto mindre er jeg skarnagtig nok til at forevige denne mindeværdige ordveksling:

KS: [Henvendt til deltager 1] Din modstander her i runde 2, det bliver Michael Madsen, og der er vi i Nyborg. [Henvendt til deltager 2] Goddag Michael …?

Michael: Goddag!

KS: Din filminteresse, hvordan spænder den, altså hvad kan du godt lide, og er der … jeg kunne også vende det om og sige: Er der film som du aldrig kunne drømme om at se, Michael?

Michael: Nej. Det er der ikke, men altså jeg har smag lige fra Morten Kork og indtil nu, (altså…)

KS: Det er det man kalder en bred smag.

Michael: Det er det, (ja).

KS: Ja, det er det virkelig. … Så du kan godt stadig holde ud at se en gammel Morten Korch-film, dér fra halvtredserne?

Michael: Der er ikke noget bedre!

KS: Ja … Hvad er det du godt kan lide ved det? Altså: Er det dét at verden nærmest er uforanderlig og står helt stille, eller hvad er det du godt kan lide?

Michael: Det er nok det der med, altså, der er jo ingen grænser for hvad der kan ske, altså, det' …

KS: [tøver i over et sekund] Nej …

[yderligere knap et sekunds tøven, og så emneskifte: ]

KS: Øh, jamen øh, er der nogen af de nyere film som du er specielt interesseret i, Michael?

[…]

mandag den 6. februar 2012

Enormt rart ikke at blive efterladt med lange ører

Kære P4 og P3 og al DR's radiovæsen.

Jeg har et forslag til jer radioværter. Når I spiller ny eller mindre slidt musik, var det så ikke en idé at nævne hvad I har spillet, bagefter?

Jeg kan godt se at det er interessant for flowet i jeres programmer – og måske for en indbildt suspense – at I ALTID præsenterer ny musik før I spiller det. Og jeg kan også godt se at man kan indhøste billige nostalgi- og genkendelsespoint ved i forbindelse med numre som lytteren kan leksikalisere i søvne, at præsentere kunstneren efter. Denne absurde reciprokke fremgangsmåde burde dog snarere kendetegne begynderværter på en studenterradio end radioværter i DR, for den tjener udelukkende til værtens sikkerhed og dovenskab.

Der er noget der hedder at være modtagerorienteret. Har I nogensinde hørt om det? Det betyder i jeres tilfælde at sætte sig i lytterens sted og selvfølgelig bytte om på denne molbopraksis. Den lytter der falder ind i Billie Jean med Michael Jackson, Summer of '69 med Bryan Adams eller Kvinde min med Gasolin, har ikke noget stort behov for for 117. gang at få besked på titel og kunstner ved nummerets slutning. Til gengæld ville det være ENORMT RART IKKE AT BLIVE EFTERLADT MED LANGE ØRER når man fatter interesse for noget man ikke har hørt før, og derfor sidder klinet til højttalerne for at få den information. Det sker sjovt nok bare altid – undtagelser findes ikke: Hver evig eneste gang jeg har været interesseret i at høre hvem hulen det nu var, så er I gået direkte over i et andet nummer eller et reklameindslag for egne programmer.

Den udslagsgivende hændelse der omsider har fået mig til at fare i blækhuset, var manglende efterfølgende deklaration af det der, ifølge playlisten for gårsdagens Søndag i farver, viser sig at være Noah med Alt er forbi. Det tjekker jeg kun så grundigt nu fordi jeg skriver indlægget, for Noah er ikke essentielt nødvendigt for mig. Men som almindeligt musikinteresseret – og almindeligt sprogligt interesseret i at en ny bølge (efter Medina og Seebach) åbenbart viser evne til at lægge (i hvert fald de trykstærke) stavelser mere solidt og velklingende – havde det været godt at kunne sige aha og skrive sig bandnavnet bag øret. Manglende efterfølgende præsentation gør at det fiser ud i ingenting – i UVIDENHED, kære public service-ansatte. Dette er langt mere alvorligt når man tænker på relationen mellem Noah og deres potentielle cd-købere og mp3-downloadere: Der skal kendskab til at skabe målrettet interesse, og derfor hæmmer I faktisk nye kunstneres gennemslag ved ikke at præsentere dem efter nummeret. Det er lige så molboagtigt over for jeres egne bestræbelser på at støtte ny dansk musik, som det er molboagtigt over for den helt almindelige og almindeligt irriterede lytter.

Modtagerorienteret nu, tak!