Handling eller tilstand

Hej Martin

Jeg holder meget af din stædige kamp for godt sprog – det er jo en ædel kamp. Og det er også på bagrund af dette at jeg vil spørge dig om en ting som jeg har gået og irriteret/undret mig over i snart et godt stykke tid.

Det handler om adjektiver og brugen af disse i flertalssammenhænge. Altså a la "de blev meget forundrede over svaret". Jeg ser dagligt at disse flertalsbøjninger forsvinder, og at det der står tilbage, er "de blev meget forundret over svaret". Et frisk eksempel er fra Ugeskrift for Læger, hvor man kan læse følgende sætning:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Her vil jeg mene at "indsamlet" skulle have stået i flertal, men der er samtidig tilfælde hvor det kommer til at lyde knudret i flertal (kan dog ikke komme på et godt eksempel her på siddende balle ...). Men er det ikke korrekt at adjektiver skal bøjes hver gang subjektet som de referer til, er i flertal?

M.v.h.
Frederik

Hej Frederik

Svaret på dit allersidste spørgsmål er nej. Og så alligevel jo. Du har ret i at tillægsord skal bøjes i flertal efter navneordet (en rød postkasse, to røde postkasser), men tillægsord tilhører i den sammenhæng en langt mindre gruppe ord end du tror. Som der står under det relevante opslag i Håndbog i Nudansk, ”Præteritum participium (datids tillægsform)” side 482, som noget af det allerførste:

>>Vær opmærksom på om den form der er problemer med, overhovedet er præteritum participium. Måske er den i stedet et adjektiv (tillægsord) og skal behandles som sådan et. Det gælder fx ord som velfornøjet og uinteresseret (der er jo ikke noget der hedder ”at velfornøje” og ”at uinteressere”).<<

Og der er jo heller ikke noget der hedder ”at røde”. Vi ved at rød er et tillægsord, så det kan hjælpe os med at huske at den slags ord som man ikke kan få til at fungere som verber, er hvad man kunne kalde rene tillægsord.

Ser vi på dine eksempler, kan vi nok tale om ”at forundre” og i hvert fald om ”at indsamle”, så her har vi altså fat i noget andet end ordklassen tillægsord.

Personligt har ordklasser aldrig interesseret mig ret meget; jeg er mere fokuseret på sætningsgrammatik og dermed på leddenes funktion i sætningen. Så jeg kalder det hele for prædikater, men det er jo ikke ensbetydende med at visse spidsfindigheder ikke kan forklares med ordklasser, og derfor er Håndbog i Nudansk et udmærket sted at starte. Man kan så more sig eller spekulere over at der således skulle være ordklasseforskel på ”interesseret” og ”uinteresseret”, eller på ”fornøjet” og ”velfornøjet” – for man kan jo sagtens tale om ”at interessere” eller om ”at fornøje”. Men her hævder Håndbog i Nudansk altså at ”velfornøjet” og ”uinteresseret” er adjektiver, mens man indirekte må forstå at ”fornøjet” og ”interesseret” er repræsentanter for præteritum participium. Den slags spekulationer er en af hovedårsagerne til at ordklasser i mine øjne delvist er en pseudovidenskab.

Under alle omstændigheder udgør ”stor”, ”interesseret”, ”indsamlede”, ”ranke”, ”Michael”, ”en ko”, ”usandsynligt irriterende” og ”dyppet i tjære” prædikater til subjektet i sætningerne ”Bilen er stor”, ”Jeg er interesseret”, ”Oplysningerne er indsamlede”, ”Tulipanerne står ranke”, ”Guitaristen hedder Michael”, ”Figuren forestiller en ko”, ”Hun er usandsynligt irriterende” og ”Stodderen er dyppet i tjære”, og det er den horisont jeg normalt befinder mig i. Egentlig bør jeg kalde dem prædikativer – sikke jeg sløser, hva’? Nej, man må faktisk godt kalde dem prædikater, for i betydning III er prædikater synonym med prædikativer.

Men nu skal vi altså tale om præteritum participium – eller ”datids tillægsform”, som Håndbog i Nudansk kalder det med et meget vigtigt ejefalds-s på datid. Jeg ville nu nok ændre det til et binde-s og kalde det for datidstillægsform, for man ved aldrig hvor store misforståelser der kan opstå når folk ser hvad de måtte opfatte som legitim ordfragmentering. Det er simpelthen at lege med ilden. Så går det andet forslag, ”kort tillægsform”, bedre.

Når det gælder kort tillægsform, taler man om handling eller tilstand. Det er dét der styrer om det skal være flertal eller ej.

I sætningen ”Ruderne er pudset i forgårs” er ruderne jo i flertal, men det er alligevel naturligt at prædikatet pudset er i ental. Det skyldes at det her er naturligt at betragte pudsningen af ruderne som én samlet handling, og tidsadverbialet, ”i forgårs”, gør ligefrem denne læsning til den eneste rimelige. Hvis vi nøjes med sætningen ”Ruderne er pudset” uden tidsadverbial, kan vi også have den i versionen ”Ruderne er pudsede”. Den første version (pudset) fokuserer på den samlede handling og kommer dermed implicit til at vække tanker om hvem der har gjort det. Den anden version (pudsede) fokuserer sjovt nok på kvaliteten og oplevelsen ved den enkelte rude. Ja, måske synes det umiddelbart at være ulogisk at flertal skaber fokus på enkeltdelen, men det skyldes jo at flertalsformen indrømmer at der er flere enkelte dele, og at den således distribuerer sin værdi til hver enkelt. Verstehen Sie?

Når sætningen fokuserer på handling, kan man ifølge Håndbog i Nudansk indsætte et ”blevet” uden at betydningen ændres: Ruderne er blevet pudset. Tjo, men hvad pokker er det for en regel at binde folk på ærmet? Man kan jo også sætte ”blevet” foran rene adjektiver: De var blevet røde. De er blevet vanskelige. De er blevet meget vrede. De er endelig blevet færdige. Og eftersom den korte tillægsform der fokuserer på tilstand, ligner de rene adjektiver til forveksling, svarer denne regel jo til at sætte ræven til at vogte gæs. Det viser sig da også at være svært at høre mislyde eller klare betydningsændringer ved indsættelse af blevet i tilstands-sætninger: Køberne er blevet interesserede. Ja, altså, jeg kan ikke høre at det er forkert eller at det skulle udgøre en sønderlig betydningsændring. Lad os tage et andet eksempel: Ruderne er blevet duggede. Tja, måske lidt akavet – og i det omfang det ikke er akavet, skyldes vellyden måske at ”duggede” i virkeligheden er et rent adjektiv – kan man sige ”at dugge”? Jeg ANER det ikke. Dette er lærebogskolbøttekaos af værste skuffe. Håndbog i Nudansk burde skamme sig.

Jeg har også den tilføjelse at man ikke altid kan indsætte et blevet, og det er fordi der – efter min mening – ikke nødvendigvis er en skjult aktør bag t-formen (altså den der afspejler en handling). For eksempel kan man godt argumentere for en skelnen mellem ”Roserne er afblomstret” og ”Roserne er afblomstrede”. I den første er det ikke muligt at indsætte et blevet som afspejling af en handling, for der er ingen handling, men man kan sagtens argumentere for at t-formen i moderne dansk har sin berettigelse ved at bære en betydning af samtidighed – altså at afblomstringen er sket som ét samlet skifte, i modsætning til e-formen der fokuserer på blomsternes individuelle tilstand.

Håndbog i Nudansks tip til at identificere tilstand er lidt bedre. Her påstås det at man kan gradsbestemme eller sætte et u- foran tillægsformen: Ruderne er upudsede. (Ruderne er meget pudsede. Øh …?) I hvert fald er det korrekt at man ikke kan sige ”Ruderne er upudset”, for det er en underlig handling, mens ”upudsede” er en sprogligt acceptabel tilstand. Jeg synes dog en sådan test er tvivlsom fordi den nærmest kræver at man på forhånd har styr på det testen skulle afklare. Altså heller ikke megen ros fra min side til Håndbog i Nudansk her.

Nok nørderier, lad os tage nogle normale, skolebogsagtige eksempler:

Postkasserne er tømt/tømte.
Ligene er begravet/begravede.

Entalsformen forudsætter og fokuserer på at der ligger én sammenhængende handling bag. Flertalsformen fokuserer på den enkelte postkasse og det enkelte lig. Jeg tror det er ret tydeligt med de begravede lig at flertalsformen er mere malende og dermed voldsommere: Man forestiller sig den enkelte gravplads – eller det enkelte ligs position i en massegrav – akkurat som man med de pudsede ruder ser den enkelte rude som et metonymisk billede på helheden. Og det er jo klart at flertalsformen er mere malende, for den handler jo om tilstanden, kvaliteten, stofligheden. Derimod har entalsformen – altså postkasserne der er tømt, eller ligene der er begravet – sit fokus på et samlet skifte, en handling der er klaret (af en eller anden). Derfor er entalsformen mindre malende og mere skrivebordsagtig og eufemistisk.

Så i mange tilfælde handler det altså om hvad man vil fokusere på. I andre tilfælde er kun den ene variant logisk mulig.

Lad os tage nogle flere eksempler:

De rejsende var alle forsikret/forsikrede.
Samtlige biler var udlejet/udlejede.

Hvis vi forudsætter at ingen af disse situationer følger af én handling, men er konstateringer af at alle enkeltdele tilfældigvis er henholdsvis forsikrede og udlejede, ja, så burde det jo være ”forsikrede” og ”udlejede” der entydigt er det korrekte. Men sprogøret er alligevel i tvivl – er det ikke?

Her kommer så en af de virkelig vamle passager i Håndbog i Nudansk der åbner for hvad-synes-du-selv-ladeporten. Efter en række af lignende eksempler står der (mine skråstreger angiver linjeskift):

>>Men det udelukker ikke at også t-formen kan bruges i den slags tilfælde. Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til at bruge t-formen uanset om der er tale om en handling eller en tilstand. I tilfælde som de nævnte vil det derfor også være korrekt at bruge t-formen, fx: // Om søndagen er butikkerne altid lukket. / Alle firmaets biler er lejet. // Når participiet indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition (et forholdsord), fx forsynet med, irriteret over, koncentreret om, overrasket over, er t-formen særlig almindelig: // Alle apparater er forsynet med tekst-tv. / Vi var overrasket over den hurtige reaktion.<<

Til det sidste vil jeg sige at jeg måske er til fals for ”Alle apparater er forsynet med”, men ikke for ”Vi var overrasket over”. Dommen er foretaget ud fra umiddelbart gehør, men jeg kan godt give den en dybere forklaring: At være overrasket er en følelse, en indre proces, og i mine ører tilkommer det (ifølge sprogets logik) principielt ikke andre aktører end én selv at sætte skub i sine følelser, hvilket logisk set medfører at t-formen er umulig (medmindre der er et ekstremt element af samtidighed, altså at man står i samme rum og overraskes kollektivt).

Nu har vi læst på lektien – der, skal det indrømmes, er lige så fast i kødet som en rådden agurk der splatter bare man ser på den – men vi har også filosoferet lidt. Så lad os så se på sætningen fra Ugeskrift for Læger om oplysninger der var ”ulovligt indsamlet”. For det første kan vi som sagt sige ”at indsamle”; så selv om ”indsamlet” har tillægsform, er det ikke et tillægsord på samme vis som ”stor”, ”glad” eller ”rød” er det, og vi kan derfor ikke skråsikkert sige at det skal følge navneordets ental eller flertal.

Næste skridt er altså at vurdere om sætningen fokuserer på handling eller tilstand. Hvis man kan argumentere for at den ulovlige indsamling af oplysninger er én sammenhængende handling foretaget af én sammenhængende gruppe af mennesker, kan det i hvert fald være korrekt med ”indsamlet”. Hvis man snarere kan argumentere for at det er en bunke af oplysninger der hver især er indkommet fra hid og did, er det måske ”indsamlede”, men det afhænger af – ja, undskyld jeg siger det ligeud – hvor godt det henfaldne danske sprogøre synes det lyder. Og jeg ville IKKE være skråsikker.

Ordet ”ulovligt” gør det instinktivt usandsynligt for den almindelige sprogøresvækkede læser at den rigtige bøjning skulle være ”indsamlede”, for det er noget rod hvis flere uafhængige aktører har gjort noget ulovligt. Den normale pointe i en sætning om ulovlighed er at en bestemt aktør er skyldig, ikke et tilfældigt sammenrend af aktører. Hvis flertalsbøjningen principielt er korrekt, kalder det med andre ord på en total omformulering – måske endda mere research. Enten må man kunne spørge: Hvordan kan det være at mange har gjort noget ulovligt? Eller også må man kunne spørge: Hvem er det der har foretaget en ulovlig handling? En af delene. Indholdet skal trækkes i den ene eller anden retning for at blive tydeligt.

Typisk nok ligger djævlen i detaljen, og man kan ofte opsnuse store konstruktionsproblemer og indholdsmangler bare ved de små splinter man får i hånden af at stryge hen over den grammatiske overflade. Det er også derfor det er frustrerende at læse korrektur på en skribent der ikke har 110 procent styr på indholdet – i hvert fald hvis man gerne vil have 100 procent styr på sproget.

Hvad var det nu sætningen helt præcis lød på?:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Ja, jeg mener godt at vi kan lave en pragmatisk forskydning opad: Det er muligt at oplysninger er tilflydt uafhængigt ulovligt fra øst og vest. Men vi kan skubbe handlingsansvaret op til den aktør der samlet set benytter denne bunke af lovlige og ulovlige oplysninger, eller den som har leveret en klynge af ulovlige oplysninger. Det sidste er sandsynligt, for jeg læser sætningen som hypotetisk og som én der i første omgang handler om at ”én” kan have leveret ulovlige oplysninger – flertallet ”de” refererer jo bare til oplysninger. Og så havner vi ved at entalsbøjningen faktisk er legitim referent til én (hypotetisk) handling. Så hvis jeg fik en dårlig fast hyre for korrektur af den tekst og ikke havde mulighed for at kaste mig ud i en større debat om det bagvedliggende indhold, kunne jeg – afhængigt af artiklen som helhed – godt finde på uden indre diskussion at lade ”indsamlet” forblive ”indsamlet”.

Vi har jo også den åbne ladeport for t-formen fra Håndbog i Nudansk. Så der er ikke noget at komme efter: Det er simpelthen bare også korrekt at skrive ”indsamlet”. Dette begrundes i sprogbrugsprincippet – hvad folk rent faktisk gør – der så bliver bekræftet som regler med formuleringer som ”Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til …”. Det er selvfølgelig i sig selv det dårligst tænkelige argument og selvfølgelig ikke et svar du skriver til mig for at få. Men som beskrevet kan der være andre, lidt bedre, argumenter for t-formen.

Lad os lige kigge på et fænomen som Håndbog i Nudansk slet ikke nævner i denne forbindelse – muligvis fordi det bare er en løs tanke(torsk) i mit hoved. Men alligevel. Lad mig bare bevæge mig ud på is af ubekræftet tykkelse. Se på disse sætninger:

Alle gæster er tituleret Store-Smølf.
Alle gæster er malet røde i sylten.

Tituleret? Malet i sylten? Ikke titulerede og malede i sylterne? Nej, for hvis det der ligner et prædikat (fx ”malet” – i ”jeg er malet”), ikke er et prædikat (og det er det ikke her: ”blev malet [noget], hvor [noget] er egentligt prædikat) og derfor snarere er en del af verbum-konstruktionen (”blev malet”), ja, så skal det ikke bøjes i flertal. Eller sagt på en mindre teknisk og parenteshærget måde: ”Store-Smølf” er det egentlige prædikat i den første sætning, mens ”tituleret” er en del af verbalet (i hvert fald i en vis sprogtradition – så er alle forbehold taget). Tager vi ”Store-Smølf” væk, står der ”Alle gæster er tituleret”. Når vi ikke kan høre at dette er forkert, og heller ikke synes ”titulerede” er rigtigt, skyldes det udelukkende at der altid kommer et egentligt prædikat efter ”tituleret” – og selvfølgelig at gæsterne også kunne blive tituleret under ét. Titulerede eksisterer ganske enkelt ikke som flertalsform, kun som bestemtheds form (og det er en helt anden sag). I sidste eksempel er enten ”røde” eller ”røde i sylten” det egentlige prædikat, mens ”malet” er en del af verbalet. Man siger jo heller ikke: ”Alle postkasserne er malede røde”, og det skyldes jo at ”røde” har overtaget rollen som prædikat, mens ”er malet” samarbejder om en verbalbetydning der svarer til verber som ”kaldes”, ”hedder”, ”forestiller”, ”synes” osv. Men vi kan godt have sætningen ”Alle gæster er malet/malede (i ansigterne)”. Her er ”malet/malede (i ansigterne)” prædikat og følger reglen om hvorvidt man fokuserer på handlingen eller en stoflige oplevelse ved det enkelte ansigt.

Det enkelte ords skift i funktionelle ordklasser – fx at ”malet” både kan være prædikatet og (sammen med ”er”) kan udgøre forbindelsen til prædikatet – smitter selvfølgelig af på den almindelige sprogforvirring. Kan det mon være den slags der har påvirket e-formerne til at kunne eksistere som t-former (nu uden egentlig prædikat efter sig)?

Det smitter selvfølgelig også af at de eneste rigtige udgaver af følgende meninger er disse sætninger:

Oplysningerne var indsamlet over en længere årrække.
Postkasserne var tømt i løbet af dagen.
Grækerne var stegt i løbet af mødet.

Her kan det ikke hedde ”indsamlede”, ”tømte” eller ”stegte”, for tidsadverbialet (over en længere årrække, i løbet af dagen, i løbet af mødet) tvinger sætningerne til at fokusere på handlingen, uanset hvor sporadisk, langtrukken og afbrudt denne handling måtte være.

Rigtige adjektiver bøjes naturligvis stadig efter flertal: Postkasserne blev røde i løbet af dagen. Stewardesserne blev vrede efterhånden som mødet skred frem.

Og stadig bør det vel hedde:

Politikerne blev forvirrede efterhånden som forhandlingstilbuddene kom ind.

I modsætning til ”forlegne”, ”vrede” eller ”glade” er ”forvirrede” ikke et rent tillægsord – man kan jo sige ”at forvirre”. Men det er stadig en følelse – principielt set en indre proces (uanset hvor entydigt en aktør påvirker denne) – og derfor ikke en handling andre kan gøre. Således må den følge de rigtige tillægsord tæt og ligesom dem følge subjektets ental/flertal. Det er i hvert fald min helt klare holdning, selv om man efter Håndbog i Nudansk bogstav må konkludere at det er valgfrit.

Opsummering – en indre dialog med eksempler:

Ruderne er dugget.

Okay, hvem gjorde det? Ligger der her en skjult anklage mod morgendisen?

Ruderne er duggede!

Aha, deres nuværende tilstand – hvor poetisk.

Russerne er beduggede.

Nå, ja, en tilstand som nok er mest poetisk indefra.

Postkasserne er malet.

Okay, hvem fanden gjorde så det?

Postkasserne er nymalede.

Lyder smukt. Men du er lidt uden for skiven, for nymalet er et rent adjektiv, så det skal uden diskussion følge flertalsformen ”postkasserne”.

Postkasserne er malet røde.

Ja, nu er ”malet” en del af verbalet. Og Kurt Ravn blev kaldt Røde. Grammatisk set samme sætning.

De fem er sigtet for voldtægt.

Knap så fantastisk. Var det en gruppevoldtægt siden du siger ”sigtet”?

Nej, de er hver især sigtet for voldtægt.

Ja, det kan man måske sige, men …

Okay, de fem har det til fælles at de er sigtede for voldtægt, men jeg synes altså det lyder forkert. Man siger jo heller ikke: De fem kællinger er alle klippede hos frisør Madsen!? Man siger: De er alle klippet hos frisør Madsen.

Tja, det må være de forholdsord – ”for” og ”hos” – der får det til at glide lettere ned. Man er ”sigtet for” og ”klippet hos”. Det er i hvert fald i høj grad noget der kommer udefra, i modsætning til følelser og sindstilstande som forvirring, foruroligelse og lignende.

De fem står hver især (som) sigtede i voldtægtssager.

Ja, det lyder godt. Men det er da ærgerligt at man er nødt til at formulere sig på en bestemt måde for at være sikker. Det må have noget at gøre med at vi er væk fra den sammensmeltende betydning i ”klippet hos” og ”sigtet for”, altså fri af forholdsordenes indvirkning, for ”i voldtægtsager” er ikke et obligatorisk adverbial i sætningen.

Vi er forvirrede.

Ja, tak! En sindsstemning skal ifølge undertegnede følge navneordets flertal (akkurat som rigtige tillægsord) uanset hvad Håndbog i Nudansk åbner af valgfriheder. Bortset fra dem må man lade sin fornemmelse tale.

Vi er faktisk fuckede.

Helt enig.

Her er så min foreløbige konklusion, og jeg understreger at den er foreløbig:

1) Først afgøres om det er et rent adjektiv, og det gøres ved om man kan operere med en verbum-udgave, fx ved navnemåde: Man kan sige ”at indsamle” – så er indsamlet/indsamlede kort tillægsform. Men man kan ikke sige ”at røde” eller ”at uindsamle” – så er rød/røde og uindsamlet/uindsamlede rene tillægsord, og de følger mht. ental/flertal det navneord de referer til. Skraldeposen er uafhentet, og skraldeposerne er uafhentede.

2) Så afgøres om der fokuseres på handling eller tilstand. Oplysningerne er indsamlet (af nogen) (på et tidspunkt). Oplysningerne (har den kvalitet at de) er indsamlede. Hvis man på nogen måde kan argumentere for at det er én handling, er ”indsamlet” fint. Et efterfølgende forholdsord kan forstærke folks tilbøjelighed til t-formen, og det er accepteret i retskrivningsreglerne.

3) Dette er alene min sprogpolitiske tilføjelse: Omhandler tillægsformen en sindstilstand, er det ikke sprogligt oplagt at det skulle være én (udefrakommende) handling, og derfor vil jeg altid foretrække e-formen (altså fokus på tilstand) her. Eksempelvis: Sprogbrugerne var forvirrede på et højere plan.

_

NB: Dette indlæg hander om tilstands- eller handlingsfokus ved kort tillægsform. En langt tydeligere og værre fejl er manglende bestemthedsbøjning af samme (faktisk både af kort tillægsform og af rene adjektiver), især når der står et biord foran: De ulovligt indsamlet oplysninger. Den amerikansk ledet indsatsstyrke. Den temmelig broget skare. Disse fejl er altså ikke emnet for ovenstående indlæg.

_

PS: Hvis nogen kan påpege smuttere eller tilføje nuanceringer til dette indlæg, er sådanne bidrag velkomne. Det er simpelthen for komplekst til at jeg kan være min egen fagkorrekturlæser og med sikkerhed sige at der ikke er en formel benævnelsesfejl eller et hul i en definition.

 

Kondolere og spolere sproget

I dag er der gæsteskribent på. En af mine venner, Nanette, brokker sig – som så mange andre – ganske ofte over r-drop. Det er i mine øjne ikke den væsentligste udbredte fejl og derfor heller ikke den der er allerfarligst for sproget. (Det er, ved I nok, ordfragmenteringer og absurd tegnsætning, og selv herefter er der vigtigere verbalbøjningsfejl end lige r-drop.) Men eksemplet her er alligevel så slående at jeg faldt for Nanettes brok og bad hende udvide det så hun kunne optræde som gæsteskribent. Så værsgo:

I hvor mange af disse kondolencer er der styr på nutidsform og navnemåde? Ja: 3 ud af 16.
 

Af gæsteskribent Nanette Bak Andersen

At spise, jeg spiser. At køre, jeg kører. At kondolere, jeg kondolerer. Disse grammatiske opstillinger er svære for rigtig mange. Det manglende nutids-r er en folkesygdom som spreder sig hurtigere end den smitsomme ebola. Den eneste vaccine der eksisterer, er bedre sprogundervisning, oplysningskampagner og her muligvis respekt for folk som lige har mistet en kær.

En decideret kur består måske i at undertegnede, og alle andre som ikke kan klare denne forvanskning af sproget, råber højt – med fare for at blive kaldt elitære snobber der undertrykker pøblen. Men jeg vil kæmpe for retten til at oplyse om dårligt sprog, ikke nødvendigvis til personen direkte, for det er dér man opfattes som elitær, men gennem at skrive indlæg på blandt andet Facebook eller her på denne dejlige blog.

Hvis det så bare var en enkelt hist og her der glemte nutids-r'et, men det er det ikke.

Jeg kan kun sammenligne det med en virus, og det er en rigtig farlig en af slagsen, der ødelægger vores skriftsprog. Selv dansklærere i folkeskolen glemmer r'et. Jeg frygter for fremtiden. Hvis der ikke bliver gjort noget, ender vi med en befolkning der kun består af illitterære som undskylder deres uvidenhed med at de er "en lille bitte smule ordblinde". Novo må kunne lave en pille. Spørgsmålet er så hvem der skal sluge den.

Dette Huses Farve

Jeg skulle lige tjekke en detalje i kommareglerne anno 1923, og kunne ikke lade være …

… med at skimme de øvrige retskrivningsdessiner.

Tænk en gang: Dette med ejefalds-s på ord der ender med s (og s-lyd), er stik modsat i dag. Alt hvad der står ovenfor, er lige omvendt nu. Og godt for det!

Når en hæderkronet avis skider i egen rede

Indrømmet: Dette indlæg er et af den slags indlæg som kan virke ret mavesurt, pernittengrynet og måske endda ondskabsfuldt på nogle. Men det er fordi man misforstår sagens egentlige væsentlighed: Sprogansvar. Sprogansvar er ansvaret for at videregive et ordentligt og nuanceret dansk, og derfor bæres det – frivilligt eller ufrivilligt – af intellektuelle autoriteter, især sproglige autoriteter, altså personer og institutioner som omgivelserne forventer mestrer et godt dansk, og som de derfor lader sig autoritativt præge af.

En stor og hæderkronet avis som Berlingske og institutionen Berlingske Media har i allerhøjeste grad sprogansvar. Dels er det en journalistisk arbejdsplads med det danske sprog som den ene side af det primære materiale (mens indholdet udgør den anden side), og dels er det en stor institution som alene i kraft af sin volumen og sine mange interessenter forventes at have styr på tingene. Når Berlingske sætter sprogligt inkompetente til at skrive uden nogen form for efterfølgende korrektur, bliver jeg derfor både ked af det og vred, for herved forurener man andedammen med et dysfunktionelt, maltrakteret sprog og saver dermed den gren af man selv sidder på: sproget og den gode læseoplevelse. Desuden er det besynderligt at bede om en læsers tid og opmærksomhed uden at have gjort sig umage med det man har skrevet, men det er så et parallelt argument.

Det er muligt at den oprindelige intellektuelle og sprogligt bevidste kultur på de store danske aviser i dag snarere er udskiftet med en management-kultur styret af anglofile kommunikationsuddannede der kerer sig fanden om sproget hvis bare der kommer klik og penge i nyhedsmaskinen. Sproget og dets indbyggede krav om at blive set efter i sømmene hvis det skal være en glæde at læse, er kun et besværligt onde for den moderne nyhedsformidler. Dette formidlingssyn bekræftede direktør/chefredaktør Lisbeth Knudsen da hun for nogle år siden optrådte på Dansk Kommunikationsforenings kommunikationsdag med en powerpoint-præsentation indeholdende graverende ordfragmenteringer – der som bekendt er udtryk for sproglig lavintelligens par excellence. Men dette formidlingssyn til trods er sproget stadig deres professionelle materiale, og de har stadig et sprogansvar.

Jeg kæmper for et dansk som fungerer, og derfor er jeg nødt til at gøre opmærksom på denne ansvarsfraskrivelse og ligegyldighed. Måske mister jeg kursuskontrakter ved at nævne navne og gå i kødet på en virksomhed, men den risiko må jeg løbe i et land hvor der ikke rigtig er kultur for at lytte til og lønne sine dygtigste kritikere. Én er nødt til at gøre opmærksom på det alvorlige i at sproglige autoriteter, sågar statsstøttede af slagsen, skider deres sprogansvar en lang march. Ingen andre gør det. Det er ikke moderne.

Og måske skydes jeg i skoene at jeg er sprogkonservativ, men den risiko for fejltolkning må man løbe når man kæmper for at vi bevarer et velfungerende dansk. ”Bevarer” er jo så det farlige ord: Det betyder i denne sammenhæng at vi i morgen ligesom i går har et velfungerende dansk. Det betyder ikke nødvendigvis at det dansk er præcis det samme. Nedbrud i grammatiske trafikregler og sunde logikker er mestendels uheldige. Opblomstring og henfald på ord- og fraseniveau er mestendels et udtryk for en normal og sund udvikling. Det er grammatikken der er for svag i uddannelsessystemet; de virkeligt væsentlige dele af korrekt sprog handler ikke om stavning, men det er der mange der misforstår. Og grammatik er ikke et spørgsmål om latinske betegnelser; det er et spørgsmål om at forstå, mønstergenkende eller i det mindste fornemme sprogets sammenhæng med kommunikative logikker sådan så man kan tegnsætte (hvilket er en særdeles retorisk disciplin), bøje og skabe indbyrdes overensstemmelse mellem sætninger ved hjælp af ord som derfor, fordi, men, dog, sandsynligvis, medmindre, både … og, dette/det, hans/sin osv. Min kamp er en kamp for at bevare intelligens i sproget, og i Danmark er vi ved at miste intelligensen i sproget fordi danskerne er det grammatisk dårligst uddannede land i Europa. Det er hvad vi har fået ud af vildt overdreven angst for løftede pegefingre og sort skole – og manglende intelligente bud på saglige alternativer. Og dermed risikerer vi at tabe vores eget sprog på gulvet.

Det er i dette lys et blogindlæg som det følgende skal læses. Og bare rolig: Det bliver kortere end ovenstående og er sådan set kun at betragte som en tilfældig eksemplificering af sprogansvarsfraskrivelse når det er allerværst.

Han ser sgu også lidt sur ud. Nej, hvor er vi sure alle sammen.

Min vej til makværket skyldes såmænd bare at jeg i Berlingskes formiddagsmail undrede mig over at man giver sig til at fejre 85-års fødselsdag for en død mand. Det er da ikke en anledning!? Hallo? Det må være en dårlig undskyldning for noget andet, og derfor klikkede jeg mig ind på billedserien – uden dog nogensinde at finde ud af hvad den egentlige anledning eller det egentlig budskab skulle være, for jeg insisterer altså på at en død mands 85-års fødselsdag ikke er nogen anledning. Der må være mange andre runde fødselsdage at skrive om, måske oven i købet vedrørende levende mennesker. Men måske den tomme gentagelse af manden Warhol kan være en form for spejling af hans værk.

Det budskab der syntes tydeligst, var den tekstlige ligegyldighed og sjusk som jeg vil dokumentere her. Ligesom jeg forbigår det ordbrok der er opstået i sidste linje af ovenstående teaser, skal det understreges at jeg i det følgende kun nævner de vigtigste fejl:

Grel ordfragmentering i linje 2, manglende komma mellem helsætninger i linje 2, beskæmmende forkert verbalbøjning i linje 4, manglende komma i samme, vrøvl (sandsynligvis forkert oversættelse) i linje 6-7 og sløset ligegyldighed med oversættelse af den ulæsbare ordstilling ”$ 200.000” til ”200.000 dollar” i linje 7. Dette er typiske fejl blandt unge der er dårlige til at læse og skrive. Men hvorfor ansætte en person der ikke kan skrive, når der er rekord i arbejdsløse akademikere hvoraf formentlig 85 procent kunne gøre dette en hel del bedre – måske endda som gratis praktikant? Og når man nu har sat en uskrivedygtig til at skrive – muligvis en grafiker der har sine kompetencer andetsteds – hvorfor er der så ikke læst korrektur? At Berlingske tilmed til deres web har valgt en typografi der får tegnsætning til at ligne tilfældig fluelort på skærmen, må vi lige lade ligge i denne omgang.

Øh? Ja?!?

Igen manglende oversættelse: Der skal jo være punktum efter 6, og august skal være med småt. I anden linje er der et grelt manglende komma.

Med en hans/sin-fejl og en ordfragmentering i form af manglende bindestreg er vi nu ved at komme hele paletten rundt.

Med femte billedtekst lykkes det at slå et søm i et bræt uden at ødelægge begge dele, men den er godt nok også kort. Og det gælder også de næste billedtekster, indtil vi når frem til ottende billedtekst hvor den igen er gal med tegnsætningen:

Ja, i mine øjne nok den mildeste fejl, men det er da let at pege på når folk ikke kan stave.

Igen manglende punktum og bindestreg.

Hip Hip Hurra? Nej, jeg har det faktisk lige modsat.

Ører i maskinen

I filmen Fargo vælger en snotdum, men handlekraftig, forbryder at få et lig til at ”forsvinde” ved at grovpartere det og proppe dets forskellige dele ned i en snurrende træflismaskine som spyer et flere meter langt og bredt blodrødt spor ud i det snedækkede landskab. Det er et af de mest makabre eksempler på vellykket humor i filmhistorien, og det er lidt sådan et billede – blot formindsket til 25 afskårne ører – jeg kommer til at tænke på når jeg læser ovenstående ord fra Ekstra Bladet fra den 29. april. Jeg tror nu ikke det grunder i decideret morderiske følelser over for Auri Skarbalius fra skribentens side, for det er sgu noget spidsfindigt noget, det med ”øre” og ”ører”.

Det hedder ”25 øre”, og det hedder ”kroner og øre”. Men helt nemt er det nu ikke. Se bare hvad der står på opslaget i Den Danske Ordbog (de orange streger er mine):

Som første grammatiske udmelding har vi altså at øre bøjes øre (ubestemt ental), øren (bestemt ental), ører (!!!, ubestemt flertal) og ørerne eller ørene (bestemt flertal). Dette gælder så længe der er tale om en mønt med værdien 1 øre. Så det er sandelig ikke ret længe, faktisk ikke mere end et etymologisk abstraheret splitsekund, for en sådan mønt findes jo for fa’en ikke i normal handel og vandel. Så snart det bliver en beløbsangivelse – hvor fx 25 øre jo ikke er 25 mønter, men et beløb på én mønt – så hedder summen af disse abstrakte enheder ikke ører, men derimod øre. Ja, i flertal.

Dog hedder flere enheder af mønten ”25-øre” jo 25-ører. For eksempel udgør tre 25-ører et beløb på 75 øre. Og tre 50-ører udgør et beløb på 1 kr. og 50 øre. Derfor kan skribentens fejl også repareres med en bindestreg, så han i stedet for at tale om ”25 ører” med en forkert bøjning af beløbsangivelsen, taler om et antal 25-ører der er smidt i møntindkastet. Det korrekte er altså enten at ”de første 25 øre er smidt i møntindkastet” (beløb uden r), eller at ”de første 25-ører er smidt i møntindkastet” (hvilket indikerer et beløb på mindst 50 øre eftersom der er flere mønter).

De ører der sidder monteret på hovedet til at opfange lyde med – og som i øvrigt ikke kan bruges i denne sammenhæng, idet øre og ører lyder helt ens – har til gengæld -r på i flertal. Det er dem man i overført forstand får ”i maskinen” når man får tæsk, herunder tæsk i overført forstand, fx sønderlemmende kritik. Sønderlemmende? Ja, så er vi hvor vi begyndte, ved træflismaskinen. Sproget bygger i høj grad på vold.

Så lad os skifte til noget mere hyggeligt, nemlig til et diagram over r-distributionsbaseret betydningsdifference. Her ses hvordan forskellig placering af blot et enkelt ”r” udgør forskellen på et meget konkret billede og det abstrakte begreb ”kroner og øre”:

Der er næppe nogen tvivl om at den korrekte ortografi for begrebet ”kroner og øre” før, nu og i al fremtid vil have svære betingelser. For mens flertals-r’et på ”kroner” uafladeligt vil forsøge at smitte ”øre” – en smitte som ”øre” i allerhøjeste grad er eksponeret for som ligegyldigt vedhæng i den abstrakte vending ”kroner og øre” – har ”øre” ærlig talt ikke meget at stå imod med, andet end sådan er det bare: en øre, to øre. Således har sprogkrakilere en uvurderlig sprogfælde som kun de mest eksklusive og årvågne sprogbrugere ikke falder i før eller siden.

Men du, kære læser, skal hverken have røde ører eller ørerne i maskinen. Så lad os tage den én gang til, ikke for (og med) Frederik den 9. (som aldrig har haft en kongekrone på hovedet fordi vi holdt op med det pjat for meget længere siden), men for dennes lillebror, arveprins Knud, og for dig:

Depri-dansk

>>
»Det er ofte uforstående, hvorfor en direktør, der afskediges, får et gyldent håndtryk« (JP 18/5). Javist, men for mig er det uforståeligt, at en journalist kan skrive sådan.
<<

>>
Under Navne stod der forleden: »Selv om NN ikke voksede op i et akademisk hjem, blev han familiens første student«. Tænk lige over logikken i det udsagn!
<<

>>
Om den nu så berømte Ejerslykkeskole i Odense skrev JP 25/10: »(…) skolen bliver mere og mere slidt af mangel på respekt og anarki«. Og jeg, som troede, at det netop var anarki, der var problemet.
<<

Uddragene er fra en kronik i Jyllands-Posten af Bent Hvorslev. Kronikken er udstyret med den rædsomme titel >>”Vort Modersmaal er dejligt”… << (ja, de indre gåseøjne og tøveprikkerne hører med), men den kan på det varmeste anbefales hvis man gerne vil uddybe sin depression over kvaliteten af dansk sprogbrug anno 2012. Som mine tre yndlingsuddrag viser, er kronikken righoldig på gruopvækkende og gode eksempler, og Bents meget direkte tone ligner til forveksling min egen.

Jeg kender intet til Bent Hvorslev (endnu), og når man ikke gør det, bør man nok – sagt med et glimt i øjet til Bent selv – lige råbe vagt i gevær over for hans tilsyneladende mediebrug: JP og EB, ikke mindst kombineret med hans albuestød i siden på Socialdemokraterne og artiklens nærmest biedermeierske kliche-anslag. Men det er nok både virkningsfuldt og berettiget i netop JP, og det ændrer ikke ved at han hvad det sproglige angår, har ret (lige med undtagelse af en fejlagtig påstand om manglende komma mellem to tæt knyttede ledsætninger, og det forbehold er jeg jo altså nødt til at tage når nu jeg i øvrigt anbefaler artiklen).

Læs den her.

Skuffende måtte

Har hun skuffende måtte?

Fra artiklen Brasilien fyrer landstræner, Sporten.dk (egentlig Tipsbladet), 23. nov. 2012:

Sker det en sjælden gang at jeg kommer forbi side 9 i Ekstra Bladet, oplever jeg næsten hver gang hvad jeg vil kalde skuffende måtte. Men kan man virkelig også tale om at et land har skuffende måtte?

Muligvis hentydes der med ”Brasilien” til begrebet brasiliansk som i den sammenhæng handler om at man begrænser eller helt fjerner kønsbehåringen ved hjælp af en voksbehandling. Såvel udgave 2 som udgave 3 i nedenstående tegning illustrerer angiveligvis, ifølge intens google-research, klassiske resultater af det der forstås ved brasiliansk voksbehandling (på forhånd troede jeg faktisk kun at det kunne være 2’eren):

Og skuffende måtte er så i min terminologi 3’eren, altså den nemme, muligvis praktiske, men visuelt lidet tilfredsstillende udgave – og mon ikke en connaisseur (eller skal vi sige cunnusseur) som Helmut Newton vil give mig helt ret deri? Skuffende måtte er ingen måtte.

Der er selvfølgelig også den mulighed at skribenten på Tipsbladet slet ikke har tænkt i disse baner, men simpelthen ikke kan finde ud af at bruge et helt basalt element i sit eget skriftsprog, nemlig en korrekt bøjning af mådesudsagnsord i før nutid. Men det er da næsten for utroligt, er det ikke?

Næ, det er i hvert fald ikke ualmindeligt.

Måtte-spørgsmålet synes ikke kun relevant for side 9 og diverse seksuelt orienterede livsstilsartikler. Tilsyneladende interesserer de store dagblade sig ofte – og temmelig abrupt – for hvorvidt de personer de skriver om, enten ”har måtte” eller ”havde måtte”, medmindre det da er fordi der skulle have stået ”har måttet” og ”havde måttet”. Søger man på fejlen i Infomedia, optræder den i dag sådan cirka 10 gange om måneden i et af de otte dagblade Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad eller Politiken. Eksempelvis har vi fra midten af september 2012 til midten af november 2012, altså på præcis 2 måneder, disse 20 hits på ”har måtte” i Infomedia i de otte nævnte aviser. (Jeg putter med vilje listen ind som billeder for ikke at fodre Google – og i sidste ende måske Dansk Sprognævn – med indtrykket af at dette skal være normalt):

De 10 fejl per måned er kun ved at søge på ”har måtte” når de to ord står ved siden af hinanden. Som det indledende eksempel viser – ”… har Brasilien skuffende måtte …” – er der i helsætninger rig mulighed for at putte alskens nominaler og adverbialer ind mellem ”har” og ”måtte”, hvorfor hyppigheden naturligvis ville vise sig at være noget større hvis det var muligt at fremsøge fejlen i de mere udfyldte helsætninger også. En sådan søgning hvor ”har” og ”måtte” står uafhængigt af hinanden, giver imidlertid alt for mange irrelevante hits (med ”måtte” i datid i ét afsnit og ”har” i nutid i et andet). Men et meget groft slag på tasken vil være at man i avisjournalistikkens skrivestil lidt oftere end hver anden gang vil putte et eller flere andre ord ind mellem ”har” og ”måtte/måttet” (fx ”I dag har politiet måttet …”, ”Politiet har ifølge vores efterretninger måttet …”), omvendt er dette ikke muligt i ledsætninger, og 7 af ovenstående 20 tilfælde er ledsætninger. Så et bud på det reelle antal forekomster af måtte-fejlen vil være knap det dobbelte af det antal man kan søge sig til. Altså groft estimeret 20 tilfælde om måneden i de pågældende 8 avismedier.

Men – og her kommer en venligt stemt bemærkning og en god nyhed: 10 tilfælde af fejlen om måneden i disse medier skal vi lige nu være glade for. Kigger man ti år tilbage, hvor fejlen efter alt at dømme toppede, er 10 tilfælde af fejlen om måneden kun halvdelen af hvad det var omkring 2002. Ved at søge specifikt på fejlen fra 1. januar til 31. december i de individuelle 12 år (året 2012 er ekstrapoleret til årsperioden 25.11.2011-24.11.2012) har jeg kunnet konstatere følgende:

Hits på ”har måtte” og ”havde måtte” om året.

Ja, helt korrekt. Man kan se en tydeligt nedadgående tendens over de sidste 10-12 år. Hverken at avisernes længde skulle være barberet ned til halvdelen, eller at brugen af før nutid og før datid skulle være det, er gangbare optimisme-dræbende forklaringer. For søger man på den korrekte bøjning ”har måttet”, får man i årene 2001, 2006 og 2011 henholdsvis 2.286, 2.022 og 1.960 hits. Den korrekte brug er altså kun faldet med omtrent en tiendedel, alt imens den forkerte brug er faldet med omtrent halvdelen. Det er overraskende for mig at det hele ikke bare bliver værre og værre i aviserne, men det er svært at finde en forklaring som i tilstrækkeligt omfang skulle kunne punktere denne gode statistiske nyhed. Måske har vi sprogrøgtere alligevel en effekt? 30. september 2008 behandlede jeg ganske kort emnet i en sprogklumme i Journalisten – og se lige hvad der sker med kurven fra 2008 til 2009! Æren for at sænkningen af de mange måtte-fejl fastholdes og uddybes de følgende år op til nu, kan dog umuligt tilfalde en lille prut af en sprogklumme. Jeg har vel officielt været sprogrøgter siden 2008-2009, men det har andre også, og måske har vores mere pågående kritik af journalisters basale sprogkompetencer (og stigende bevidstgørelse om Dansk Sprognævns selvvalgte rolle udelukkende som ekkokammer for både udvikling og afvikling) muligvis påvirket journalistbranchen til at stramme sig lidt an. Jeg siger ikke at det er det vigtigste for det danske sprog at vi beholder denne bøjning, men jeg siger at den faldende forekomst af fejlen alt andet lige må være indikator for større grammatisk bevidsthed.

Er det så godt nok at betydningen ”har måttet” ikke længere hver tiende gang, men kun lidt mere end hver tyvende gang repræsenteres af udtrykket ”har måtte” – først udsluppet af professionelle journalister og derpå undsluppet korrektur på de største dagblade? Nej, selvfølgelig er det ikke godt nok. Det er møghamrende elendigt, og tog man andre, mere regionale dagblade med, ville elendigheden uden tvivl være markant større. Men det ville dog være dumt ikke at glæde sig en smule over en god udvikling, altså i det omfang man kan tolke ”har måtte/måttet” som indikator for grammatisk bevidsthed blandt journalister. Og så ikke mere cunnuscauseri herfra.

For sjovt

For sjov, betydning 1
"Networking er ikke for sjovt", skriver journalist, leder og professionel debattør Susanne Hoeck som overskrift i sin blog på Berlingske. Det kan derimod sproglige misforståelser være. For der skal ikke være t på for sjov hvis hun mener at der er noget man ikke gør for sjov – eller for sjovs skyld, som man også kan sige.

For sjov(t), betydning 2a
Ved at sætte t på sjov kommer hun i virkeligheden til at skrive at networking nok er sjovt, men ikke SÅ sjovt. Den betydning kræver negationen (ikke) og kan understreges med et "alt": "Networking er ikke alt for sjovt". Dette kan selvfølgelig oplagt læses som en ironisk underdrivelse i betydningen "Det er overhovedet ikke sjovt", men vi er på det samme betydningsspektrum.

For sjov(t), betydning 2b
Næsten samme betydningsspektrum er man på når man uden negationen (men med et tykt lag frustreret ironi) siger "Nu er hun for sjov / Nu er det sgu for sjovt", men i denne betydning plejer man dog, nærmest som en fast vending, at bruge et andet ord: "Nu er hun for morsom / Nu er det sgu for morsomt".

For sjovt, betydning 2c
Og skriver man bare "for sjovt", har man en ny betydning som minder meget om 2a og 2b, men hvor man ikke behøver at have en negation med eller være frustreret. Det er en nyere sprogbrug som ikke ville fungere for bare 20 år siden: Det er for vildt, for sjovt, for sindssygt osv.

For sørgeligt
Snarere trist end sjovt er det imidlertid at Hoeck nederst i bloggen under gode råd skriver:

"Snob op af" – uha, nærmest uforståeligt. For det første skal det være ad, ikke af. Se her. For det andet skal det i denne sammenhæng være i ét ord. Se her.

Således udfriet for indestængt visdom kan den pedantiske dansklærer lægge kridtet i tavlerenden, lukke sin lædertaske og holde fri for i dag. En bajer ville gøre godt. Jeg byder gerne Susanne Hoeck én hvis hun laver sine lektier.

Har du måtte?

Søndagsavisen 12. august 2011:

Først tommelfingeren op for Søndagsavisen for at få et interview med Jens Stoltenberg allerede i sidste uge og for næsten altid at vælge en god og relevant forside- og tema-historie.

Og så til dette indlægs egentlige ærinde:

Tjo …

Jeg kunne med lethed smække et billede op her af en som har måtte, og så kunne Søndagsavisen – og horder af journalister under 30 – lære det! Men det er nok lige et skridt for meget at tage bare for at få budskabet ud.

Jens Stoltenberg har ikke måtte – i hvert fald ikke i denne sammenhæng: Han har måttet. Åbenbart er det stigende fravær af kendskab til verbalbøjning i før nutid og før datid kommet så vidt at den er havnet med store typer på forsiden af Danmarks mest læste avis. Tillykke! Så kan en sproglig misforståelse nærmest ikke komme længere, og skulle nogen være ligeglade med sprogforstanden i dette land, blot budskabet kan forstås, kan de glæde sig over en ultimativ sejr.

Og budskabet kan jo forstås, så måske er det ikke den værste fejl man kan lave. Men den er dog symptom på at der er noget galt med det helt almindelige grammatiske gehør og indlæste ordforråd, som også nye publicister burde have. Hvad der er galt med det, ved jeg ikke. Måske har man læst for lidt valid litteratur i skolesystemet (og i fritiden), måske har man afskaffet diktat, og måske har dansklærerne ikke rettet stilene til bunds. Måske er det alt for let at erklære sig ordblind. Noget er i hvert fald gået galt – for man skal da ikke have læst meget mere end 2-3 ordentlige bøger for at finde ud af at der er noget der hedder måttet, villet, kunnet, skullet, burdet og turdet, akkurat ligesom det hedder spist, gjort, svømmet, skyllet og alt mulig andet med t på i før nutid og før datid.

I sidstnævnte former er det bøjede ord dog også det betydningsmæssige endemål (jeg har svømmet), mens det betydningsmæssige endemål hos mådesudsagnsordene ligger i det efterfølgende ikke-bøjede infinitiv (jeg har kunnet svømme). Det kan selvfølgelig godt skabe tvivl i det grammatiske gehør at det er mådesudsagnsordet og ikke det mest indholdsbærende verbum som bøjes – og her taler jeg ikke om den store forskel mellem udtale og stavning eller om hvad selverklærede ordblinde kan/vil opfatte, men om den lille forvirring selv os med grammatisk gehør kan have hvis vores skolelærdom på området aldrig har været stærk og gentaget.

Er "har måtte" på Søndagsavisens forside en smutter, tanketorsk, slåfejl, sjuskefejl? Ja, måske fra journalistens side, men herefter har den været gennem en ansvarshavende redaktør og (måske) en underbetalt korrekturlæser. Så i sidste ende kan det ikke være sjusk. Det er manglende kendskab til sproget – på forsiden af landets mest læste avis.

Læs også:
Jeg synes det har kunnet lykkes

Lange ører

Der er ingen grund til at rive sig selv i håret hvis man i stedet kan hive rette vedkommende i ørerne. Så mens jeg og min blog venter på at undertegnede har tid til at skrive om noget jeg substantielt set ikke har skrevet om før, vil jeg lige hive DR's nyhedsvært Morten Schnell-Lauritzen i ørerne. Han er så dygtig i øvrigt at han godt kan tåle en løftet pegefinger.

I Update i lørdags (25. juni 2011) meldte han sig ind i klubben af nyere DR-journalister som jeg har iagttaget ikke kan bøje tillægsord op ad navneord i bestemt form. Han sagde:

"Nu har Dansk Folkepartis ungdom fået nok af den ophedet grænsedebat."

Den ophedet grænsedebat svarer sådan set til at sige "den rød sofa", "min dejlig skat" eller "instruktørens skør ide". Et tillægsord knyttet til et navneord i bestemt form skal så at sige bøje med og have et "e" på hvis ikke tillægsordet ender på "e" i forvejen – altså: "den røde sofa", "min dejlige skat" og "instruktørens skøre ide".

Det er ret elementært. Og lige så elementært er det at man klart kan høre at det ikke bliver sagt her. Det hører ikke til den slags endelser man kan skære væk i udtalen; nok kan man sige endelsen utydeligt, men man vil altid angive forskellen på fx "ophedet" og "ophedede" på en hørlig måde med antallet af små "ed"-bump – i hvert fald inden for det niveau for tydelighed som er normalt på rigsdansk nyheds-tv. Derfor konkluderer jeg ret sikkert at det ikke er udtalesjusk, men en grammatisk fejl. En fejl som griber mere og mere om sig. Første gang jeg bed mærke i den, var da en voice-over på et DR2 Deadline-indslag for omtrent 1½ år siden talte om "den amerikansk ledet [et eller andet]".

Jeg har tidligere været inde på det i indlægget Deadline har brug for en udtalepædagog.

Intet kan lykkedes

”Det er helt tydeligt der er en inspiration som handler om at det kan lykkedes og det giver mening at lave folkelige protekstbevægelser som kræver politiske forandringer.”

Sådan udtalte en veluddannet og velpositioneret pæredansk ekspert sig i den tidlige udgave af TV Avisen onsdag den 2. februar.

Men nej, kære Rasmus Alenius Boserup, ph.d. med speciale i Mellemøstens historie og direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut under Udenrigsministeriet og tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier: der er ikke noget det kan lykkedes, men der er forhåbentlig meget der kan lykkes. Måske også at få dette ord bøjet rigtigt!?

Det er åbenbart et kæmpeproblem for danske sprogbrugere – selv de mest veluddannede – at bøje dette ord. Infinitiv og nutid blandes med datid, selv om der er tydelig hørbar forskel i udtalen. Måske skyldes det at før-nutids/datids-formen (er/var lykkedes) er den samme som datidsformen (lykkedes), og at det kan få nogle til at tro at det hele er det samme. Men nutidsformen er altså ”lykkes”, og infinitivformen – som vi bruger mere end nutidsformen – er ligeså ”lykkes”.

Det driller naturligvis med den s-endelse. Det er ikke ret mange ord vi alene bruger i passiv – og bruger så meget i passiv. Passiv vil sige at verbet ikke betegner noget som man/noget gør, men noget der gøres ved eller for én/noget. Tag fx det aktive ”veksle” mod det passive ”veksles” – her bruger vi dem omtrent lige hyppigt. Jeg veksler penge; men penge, der jo ikke selv kan handle, veksles. Jeg er aktivt subjekt, pengene er passivt subjekt.

Lad os gennemgå alle bøjningerne af lykkes:

Infinitiv (navnemåde): at lykkes
”Det er nemt for hende at lykkes med sit forehavende.”
”Jeg håber det vil lykkes.”

Imperativ (bydemåde): Nej, den findes ikke, man må omformulere til eksempelvis ”Du skal lykkes med det her”. Passiver kan ikke sættes i imperativ, for man kan, i snæver bogstavelig forstand, jo ikke beordres til en handling hvor man selv per definition er passiv.

Nutid: lykkes
”Du lykkes altid med dine projekter.”
”Det hænder at det lykkes for ham.”

Datid: lykkedes
”Du lykkedes altid med dine projekter.” (dengang)
”Det hændte at det lykkedes for ham.”

Før nutid/datid: lykkedes
”Det er lykkedes ham at blive fastansat.”
”Det var lykkedes ham at blive fastansat.”

Lang tillægsform: Nej, den findes af logiske grunde ikke, for den betegner altid en igangværende aktivitet, som jo ikke kan komme fra et passivt subjekt.

Lad os stille det op side om side med ”veksles” der følger samme bøjningsmønster, men med flere former:

Bemærk den udvandede bøjning af lykkes i før-tiderne (også kaldet kort tillægsform) hvor den egentlig bare låner datidsformen. Jeg kan lige nu ikke komme i tanke om noget andet verbum der gør det, så det tyder på en sprogbrugsforvitring indført i retskrivningen, men det kan også være at lykket/lykkede aldrig har eksisteret.

Jo, for resten: ”synes”, ”føles”, ”mærkes” og lignende lighedstegnsverber låner også datidsformen ”syntes”, ”føltes”, ”mærkedes” nede i før-tiderne, og forvirrer i øvrigt yderligere ved at gøre brug af de aktive hjælpeverber har/havde (”Han havde syntes/føltes/mærkedes noget sørgmodig”) selv om de strengt taget burde betegne andres syn og føling og dermed være passive i forhold til subjektet, men lighedstegnsverber – det at være noget – kan nok ikke være passive. De er med andre ord ret specielle. Normale verber der har samme bøjning i datid og før-tiderne, kan jeg ikke komme på. Sig endelig hvis du kan.

Helt avanceret bliver en lignende fejl fra Politiken den 26. december 2008:

For selv om man ikke kan sige at ”det/de er lykket/lykkede” (som ellers ville være en normal kort tillægsform) og i stedet bruger ”lykkedes”, kan man altså godt sige at ”det/de er mislykket/mislykkede, vellykket/vellykkede, forulykket/forulykkede”.

At lykkes stiller sig så sært an, skyldes måske at det er svært at få begreb om hvad ”lykkes” egentlig betyder, og dermed svært at give det kognitiv kvalitet som proces eller egenskab. Der er altid et ”…som noget” eller et ”…med noget” når der er tale om at lykkes. Ellers giver det ikke mening. Her adskiller at mislykkes, vellykkes eller forulykkes sig for så vidt ikke – de kan heller ikke forstås fuldt ud uden kontekst, men de har dog i højere grad nyhedsværdi som problem (mislykkes, forulykkes) eller som prædikat (vellykket). At noget ”er lykkedes”, betyder bare at det ”ER” (til glæde for den der har villet det). Det er på den måde verbernes positivt værdiladede svar på det mere konstaterende adverbium ”faktisk”. Verbet giver ikke noget billede af hvad det er der ER.

Denne uhåndgribelighed er mit bedste bud på hvorfor ordet mudrer i færre bøjningsformer, og hvorfor de to eneste former – lykkes og lykkedes – åbenbart er så mudderbelagte at nogle sprogbrugere ikke kan se hvad der er hvad.

Se også Jeg synes det har kunnet lykkes.

Politikkerne snakker nu af sig selv

Fantastisk at politikkerne selv kan snakke, så kan vi spare politikerne væk. Man ser for sig hvordan teknikker og mekanikker kan reparere sig selv, helt uden teknikere og mekanikere, at retorikkerne ikke skal holdes i ørerne af retorikerne, at taktikkerne ikke behøver taktikerne og statistikkerne ikke behøver statistikerne. Og du fortsætter bare selv …

Massere

Der er slåfejl og tanketorsk, og så er der de fejl som ikke er nogen af delene, og som godt kan skræmme mig lidt. ”Massere” i stedet for ”masser” er én af dem, ”i nu” i stedet for ”endnu” kunne være en anden. Det er fejl som afspejler at man ikke tænker over hvad sproget betyder, og som indikerer at man aldrig har åbnet en bog og læst den til ende, medmindre man da er reelt ordblind.

Det skræmmer mig dernæst i dobbelt potens at sådanne sprogbrugere ansættes til at publicere tekst, når der nu er så mange andre ansøgere at tage af. Det er den ultimative hån mod sproget.

Udtrykket ”masser af noget” adskiller sig ikke fra udtryk som ”bunker af noget” eller ”stimer af noget”. Det er flertal af ”en masse (af) noget”, ”en bunke (af) noget” eller ”en stime (af) noget”. Og det er ikke en klinisk gradsbestemmer skabt til sit eget formål, men snarere noget i retning af en analogi eller metafor eller slet og ret det konkrete billede. En stime fisk er jo en stime og ikke en metafor; en stime af nederlag er derimod en metafor. Helt så konkret er en masse ikke, for som fysikken vil vide, er de fleste ting vi kan tale om, jo masser med massefylde og så videre. Når vi siger en masse penge eller en masse vand, taler vi om ikke-tællelige mængder. Men "en masse" må jo være blevet til en form for forstærker, for det har i dag – medmindre vi taler om selve stofligheden – en obligatorisk forstærkende betydning, i modsætning til et ”rumfang”/”omfang” eller en ”mængde”. En ”del” kan både være forstærkende og neutral. En masse er altid forstærkende.

Men alt dette ændrer jo ikke bøjningen: En masse, flere masser. ”Massere”, det er noget en massør begiver sig af med. Det er et verbum.

Der er intet videnskabeligt i dette. Der er ikke skyggen af etymologiske opslag eller noget som helst andet studeret. Det er bare en refleksion over hvordan nutidssproget hænger sammen, og hvad det betyder. Og sådanne refleksioner må og skal enhver skribent gøre sig. Ellers kommer han aldrig på højde med sit eget sprog.

Brevkassen: apostroffer og ejefald

Spørgsmål

Hej Martin

Skal der apostrof eller s når man skal lave ejefald på et navn der slutter med z? Med andre ord: Hedder det Hatch & Schultz' model eller Hatch & Schultzs model? Går i hvert fald ikke ud fra det hedder Hatch & Schultz's model ...

Svar

Hej Louise

Reglen er lydlig. Så det med at en apostrof erstatter s’et, gælder alt hvad der i forvejen slutter på noget der lyder som s. Derfor er dit første forslag – Hatch & Schultz’ – det rigtige. Et andet eksempel kunne være ”Karl Marx’ forfatterskab”, ”sex’ betydning for social tolerance” eller ”Schweiz’ rolle i Anden Verdenskrig”.

Håndbog i Nudansk fremstiller det noget firkantet som ord der slutter på s, x eller z, så det er tænkeligt det svar du også kan støde på hos Dansk Sprognævn, alt efter hvilken medarbejder der sidder ved spørgetelefonen. Men den eneste komplette måde at fremstille reglen på er at tale om lyden ”s” – dét er så at sige reglens logiske essens. Hvis man forestiller sig at det hed ”Schultz & Hatch”, ville jeg således også mene at det ligger inden for reglen, også selv om ch-lyden er lidt anderledes.

Som du også bemærker, er det et enten-eller. Det er forkert at skrive Børge’s Autohandel med både apostrof og s. Også engelske ord skal i en dansk tekst ejefaldsbøjes på dansk og dermed uden apostrof, fx House of Communications pressemeddelelse. 

 

Brevkassen: 00'erne

Spørgsmål

Hej Martin

Jeg har et spørgsmål til dig angående apostroffer ved forkortelser:

Skal der apostrof når man skriver 1990erne/1990'erne?

Hvad siger man i øvrigt om årene i 2000 og frem – nullerne?

Kh Louise

Svar

Hej Louise

Ja, der skal være apostrof i fx 1990’erne eller 90’erne. Det er samme stødpudefunktion som gælder fx bindestregen i 6-årig. En stødpude mellem to ”sprog”, nemlig tallenes og bogstavernes. Det er derfor både retskrivningsmæssigt forkert og også sprogligt uhensigtsmæssigt og ”uden stil” at undlade apostrofferne.

Ja, nullerne, 00’erne, 2000’erne. Det er jo det logiske hvis man regner baglæns: 40’erne, 30’erne, 20’erne, 10’erne, 00’erne. Det er tankevækkende at vi her under et halvt år før årtiets udgang ikke ved hvad det skal hedde. Jeg tror det skyldes en kombination af Dansk Sprognævns manglende vilje til udstikke dessiner og så at det ved første lyt for de fleste sprogbrugere måske lød underligt med ”nullerne”. Sig det fem gange, og så er den sygdom ovre. Selvfølgelig skal det hedde 00’erne.

Hvis nogen ved hvor længe man har talt om årtier på denne måde, og hvad man sagde i fx 1910, så bland jer endelig i denne tråd. Det kunne være interessant at høre mere om. 

 

Brevkassen: Polyamori og -øs

Spørgsmål

Hej Martin

[…]

Jeg udgiver snart min bog om utroskab, og heri nævner jeg et begreb der hedder 'polyamori' – eller ... det er så netop spørgsmålet ... Begrebet er ikke særlig udbredt i Danmark endnu, så de fleste bruger det engelske 'polyamory', men det irriterer mit danske øje – især når jeg nu gerne vil have at det bliver et almindelig kendt begreb på dansk. Derfor har jeg altså valgt at kalde det polyamori i min bog og hvor jeg ellers skriver om det. Jeg tænker at det vil være den naturlige form på dansk. MEN noget der driller mig mere, er det ord der bruges om en person der går ind for polyamori – nemlig 'polyamorøs', som jeg ville skrive (det virker jo mest naturligt når det hedder polyamori), men mange andre skriver 'polyamourøs', kan jeg se. Hvilken form vil du anbefale? :-)

Mange hilsner
Anja

Svar

Hej Anja.

Ja. Jeg er fuldstændig enig med dig. ”Polyamory” er ret skidt. Det er tydeligvis ikke dansk og vil derfor kalde på engelsk udtale, hvilket jo absolut ikke er meningen. ”Polyamori” ligger lige for, lyder naturligt dansk, er umisforståeligt og er samtidig økonomisk. Det har med andre ord alle kvalificerende kvaliteter for et nyt holdbart dansk ord. Det ligger også i tråd med ord som allegori, kategori og teori der groft sagt staves på samme måde på engelsk, bare med ”y”.

Du har også ret i at det bliver mere pebret når du skal bestemme dig for om det så skal hedde ”polyamorøs” (uden u) eller ”polyamourøs” (med u). Ud fra de fleste aspekter nævnt før – økonomi, logik og dansksproglighed – bør ”polyamorøs” (uden u) være det rigtige, men vi må konstatere at sidste del af sammensætningen, nemlig adjektivet ”amourøs”, staves ”…mour…”.

Jeg er selv på vippen her, men med henvisning til at den gudefigur ordstammen henviser til, faktisk hedder Amor på dansk, ville jeg føle mig rigeligt legitimeret til at droppe u’et. Omvendt legitimerer u’et i amourøs uden tvivl sammensætningen polyamourøs.

Vi er altså ude i at du skal vælge mellem på den ene side den tilsyneladende inkonsekvens i brugen af ”polyamori” uden u og ”polyamourøs” med u og så på den anden side den retskrivningsmæssige politiseren i at droppe u’et i polyamorøs.

Jeg synes du også skal spørge Dansk Sprognævn, for jeg er ikke professor i orddannelse og etymologi. Det jeg er dygtig til, er sprogets tværsnit: Hvordan fungerer nutidssprogets elementer i forhold til hinanden? Ikke det historiske, etymologiske længdesnit som der vitterlig findes eksperter i hos Dansk Sprognævn og omegn. Og så kunne det være spændende at få deres svar præsenteret her i tråden. Jeg tror ikke de vil give et klart svar, men jeg gætter på at de hælder til polyamourøs med ”u” fordi amourøs i deres retskrivningsordbog nu engang staves som det gør.

Jeg har ingen stærk mening om det, fordi det er et valg mellem to konsekvensbrud. Men jeg hælder selv til at du giver dit bidrag til retskrivningens sunde udvikling og dropper u’et – så kan vi se om amourøs om 15 år følger med. 

 

Deadline har brug for udtalepædagog

Peder Skyum-Nielsen har ret. Talesproget afjappes efterhånden flere steder i medierne så hurtigt at det begynder at blive et reelt problem for vores sprog. Blandt andet forsvinder bøjningerne, og de er faktisk betydningsbærende og strukturerende elementer i sproget.

Deadline på DR2 leverede den 25. juli i et indslag om Grækenlands håndtering af flygtninge et skrækeksempel på jap. På skrift er det selvfølgelig ikke helt det samme, men prøv så bare at læse disse passager fra indslaget op i hurtigt tempo. Så kan du nok genkende kadencen:

[…] mens bulldozer ryddet lejren, kørte politiet væk med de beboer der ikke havde nået at gå under jorden, da det allerede rygtes dagen før at en større politiaktion var under opsejling.

[…] Det drejer sig både om politiets ofte hårdhændet behandling af emigranter og flygtninge, […]

De rigtige bøjninger af de understregede ord er naturligvis:

bulldozere
ryddede
beboere
rygtedes
hårdhændede

Især den sidste, hvor kort tilllægsform skal bøjes i bestemt – altså fra fx ”en afleveret bog" til "den afleverede bog” – er flere steder i nyheder m.m. så absolut 100 procent væk i udtalen at det lugter af at den også er væk i visse journalisters bevidsthed om sproget. De siger simpelthen ”den afleveret bog”.

Én ting er at vi ikke udtaler endelserne som vi staver dem. Endelser som staves ”…et”, udtales ikke med t, end ikke med hårdt d, men med blødt d (ð) – som fx i ”jeg har gået på skibet hele dagen, og intet kan røre mig”. Vi udtaler normalt heller aldrig endelser distinkt. En endelse som ”…eðe” bliver til den mindst mulige markering hvor den sidste stavelse ”ðe” bliver et undertrykt æð-grynt. Men hermed markeres bøjningen dog alligevel i normalt sprog. 

 

Tag lige …

Apropos manglende evner til at bøje verber. Ja, det er da lige før øjnene triller ud når det gælder denne annonce for ”match.tv2.dk”. Vi har trods alt at gøre med overskriften i en ultrakort, men nok halvdyr, annonce med selveste TV 2 som medbrander – OG SÅ KAN MAN IKKE FINDE UD AF AT BØJE I BYDEMÅDE!

Det hverken styrer eller matcher. 

 

En blog, flere blogge, alle bloggene

Mit første blogindlæg nogensinde skal selvfølgelig handle om ordet blog.

Ordstammen blog kan bøjes på mindst 28 måder på dansk – og så er ikke engang den anglificerede flertalsform (blogs) talt med. I en tid hvor flere og flere bøjninger i dansk fejlagtigt er ved at forsvinde fra journalisters vokabular, var det måske en idé lige at tjekke det danske sprogs bøjninger herunder.

Listen antyder også hvorfor ”blogs” er problematisk i flertalsform, for skal man så sige ”blogsne” i bestemt flertal, eller hvad? ”Flere blogs –> alle bloggene” er ret beset et stilbrud. Der går simpelt hen engelsk plumkage i systemet. Det er ikke skidesmart.

Nu hører jeg ikke til dem der kan hidse sig voldsomt op over den engelske flertalsendelse. Jeg skriver mere dette for at forsvare og bestyrke skribenter som bøjer på dansk, og for at andre måske kan lære lidt.

Navneordet (substantivet)
blog (jeg har en blog), ental
bloggen (bloggen er væk), bestemt ental
blogge (jeg har to blogge), flertal
bloggene (jeg ejer alle bloggene), bestemt flertal
blogs (en blogs vigtigste egenskab er at …), ejefald, ental
bloggens (bloggens bedste egenskab er at …), ejefald, bestemt ental
blogges (flere blogges ejere kan ikke stave), ejefald, flertal
bloggenes (bloggenes ejer er død), ejefald, bestemt flertal

Udsagnsordet (verbet)
blogge (jeg elsker at blogge), navneform (infinitiv)
blogger (jeg blogger hver dag), nutid
bloggede (jeg bloggede meget dengang), datid
blogget (jeg har/havde blogget om firmaet), før nutid/datid
blog (blog om det der interesserer dig), bydemåde (imperativ)
blogges (der blogges på livet løs), passiv nutid
bloggedes (der bloggedes meget dengang), passiv datid

Den adjektiviske form
blogget (nyheden er blogget for længst), kort tillægsform
bloggede (nyhederne er alle bloggede for længst), kort tillægsform med valgfri flertalsbøjning der skaber fokus på nyhedernes nuværende status / egenskab / kvalitet frem for processen de har været igennem
bloggede (den allerede bloggede nyhed), kort tillægsform, bestemt
bloggende (den bloggende tv-vært er ren pop), lang tillægsform

Titlen
blogger (en blogger er en person som skrive på en blog), ental
bloggeren (bloggeren er en voksende race), bestemt ental
bloggere (to bloggere er sgu for lidt), flertal
bloggerne (bloggerne var begge hackere), bestemt flertal
bloggers (en bloggers mareridt er manglende netforbindelse), ejefald, ental
bloggerens (bloggerens øjne er røde) ejefald, bestemt ental
bloggeres (to bloggeres bankbøger er tømt), ejefald, flertal
bloggernes (bloggernes bankbøger er begge tømt), ejefald, bestemt flertal

Verbalsubstantivet
blogning (blogning vinder indpas i Danmark)
bøj selv efter parametrene flertal, bestemt, ejefald osv.