fredag den 31. december 2010

Julens usual suspects, del 3: De bedste danske

Så er vi – i sidste og lidt pressede øjeblik før nytår – kommet frem til del 3:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de danske)

… og jeg har en fornemmelse af at den vil chokere.

1) Shu-bi-dua: Rap jul (1973)
Jo. Jeg mener det! Og jeg ved godt at det i virkeligheden er White Christmas som er tema og hadeobjekt i disse tre blogindlæg. Men Shu-bi-dua gør her noget ved White Christmas som i vellykkethed er på niveau med hvad Pet Shop Boys i 1991 gjorde ved U2’s Where the Streets Have No Name, nemlig laver en radikalt anderledes version på kunstnerisk hjemmebane og tilmed parkerer en bid fra et andet nummer omkring klimaks. I Rap jul tager saxofon-soloen et sidespring til et helt andet nummer (som jeg ikke kan hitte ud af hvad er) mens den ledsages af en slæbende hihat.

Teksten er ret fiffig, men det er svøben om Shu-bi-dua at fokus i omtalen af Shu-bi-dua altid er på deres tekster, så jeg vil godt holde fast i den geniale musikalske operation:

White Christmas udsat for tempo og boogie-woogie-klaver er ikke i sig selv noget at skrive hjem om. Men dertil kommer en moslende rockbas trukket punk-agtigt langt frem i lydbilledet og noget Beatles-agtigt Hardinger-kor, og så begynder det at ligne noget. Højdepunktet for mig er det der sker da saxofon-udflugten skal afrundes. Kommer vi da tilbage til tredje vers? … Nej, vi kommer ganske vist tilbage til White Christmas-akkorderne via en d-d-d-d-d-d-d-opbremsning med trommerne, men her er det så at en superspændt leadguitar leverer en nærmest Anders And-imiterende solo. Det er et gyldent øjeblik.

Hvor i denne top-5 Rap jul bør ligge, er lidt vilkårligt. Men selve forvandlingen af den ellers så trælse White Christmas – selve grebet – er sandsynligvis det der får mig til at sætte den på toppen.

Rap Jul var i øvrigt Shu-bi-dua s tredje single, efter Fed Rock og Stærk Tobak – alle såkaldte undersættelser af udenlandske sange, og alle forud for debutalbummet fra 1974.

2) Gasolin: Dejlig er jorden (1976)
Dejlig er jorden er ikke nødvendigvis en julesalme. Det er bare en samle der er så god at vi også synger den til jul. B.S. Ingemann stod for den korte tekst i 1850, men melodiens oprindelse fortaber sig i et tysk-centraleuropæisk folkedyb under de henrullede tider. Gasolins rockversion er lige så genial som den er simpel og buldrende; og jeg er sikker på at nogle af datidens salmekomponister og -arrangører ville have været edderspændte … af vild begejstring over den store mørke lyd fremdrevet af elektriske guitarer, ekkobuldrende trommer og Larsens enestående og elektrisk forstærkede svælg. En lyd som rimer så godt på den eksistentialistiske tanke om jorden vi er kommet af og igen skal formuldes i. Gasolins version er den rigtigste version.

En salme afslører ikke altid sine sande akkorder, nogle salmer er praktisk talt menuetter (to melodispor der snakker sammen) uden fast defineret bund, og ofte uden at røbe dur eller mol. Laver man det om til jazz, lægger man akkorder ind hele tiden, som skifter lige så hurtigt som et udvalg af efterårets løvfald. Gasolin gik den modsatte vej: De strakte grundtonerne længst muligt og reducerede akkordskiftene til et minimum – lidt som vi kender det fra de fleste former for techno i dag. Det er med til at understrege massiviteten i nummeret.

3) Shu-bi-dua: Den himmelblå (1980)
Shu-bi-duas bedste julesange er nogle af de bedste danske moderne julesange overhovedet, til gengæld er Shu-bi-duas værste julesange også de værste julesange overhovedet. Men det er meget nemt at orientere sig i hvad der er værst og bedst ved Shu-bi-dua; man kan med fordel betragte Shu-bi-dua som to forskellige bands. Det tidlige og ambitiøse Shu-bi-dua, til og med 10’eren (dvs. 1983) (og til dels også 11’eren og 12’eren (1987)), er et kunstnerisk værdigt nationalklenodie på linje med Gasolin og Sebastian. Det sene og uambitiøse, kopiband-lignende Shu-bi-dua er det ikke rigtig – omend det bedrer sig hen mod og med 17'eren. Og julesangene er endog endnu mere differentierende: De tidlige julesange ligger i toppen af Shu-bi-duas sangkatalog, mens det sene Shu-bi-duas julesange i nogle tilfælde er så pinlige at jeg ikke nænner at nævne dem her. Så er stillingen vist gjort op fra min side.

Det tidlige Shu-bi-dua lavede 3 fremragende julesange. Ønskelisten fra 9’eren (1982) kan dog ikke nå op på en dansk top-5, men en førsteplads til Rap jul og en tredjeplads til Den himmelblå er fuldt fortjent.

Den himmelblå ligger i solar plexus af Shu-bi-duas storhedstid og er genremæssigt egentlig bare ultra-shu-bi-dua. Bemærk den fine produktion og den tragikomiske tekst der ironisk forsøger at gøre den kommercialiserede jul hyggelig og højstemt. Hintet i starten af teksten ”mon han har klejner med” var dengang meget tydeligt, men jeg kan da godt minde om at klejner (også) betyder penge – især hvis man ikke har nogen. At vinke fra sin rensdyrspand er noget andet end hvis det havde været sit rensdyrspand. En spand er en elendig bil, og ikke en kane trukket af et spand. Og ”flyver af sted” betyder som bekendt også at man er travl og ikke til stede. Der ligger meget i sådan en tekst, og det ligger tæt. Det gode ved det gamle Shu-bi-dua er så at det også er poetisk på det naivistiske plan, og at det er sunget uden distance. Derudover er mange af deres melodier fantastiske – det glemmer den journalistiske og historiske behandling af Shu-bi-dua tit.

4) Otto Brandenburg: Søren Banjomus (1969)
Irriterende børnesang? Jo, måske er det sådan man husker den i hovedet. Men når man så hører den i virkeligheden, bliver man altid glædeligt overrasket. Otto Brandenburg kører den ind med banjo-orkester og børnekor, og Brandenburgs musikalske geni og begejstring er formentlig årsagerne til at indspilningen holder igen og igen.

Melodien er ikke Brandenburgs men en gammel traditional, Skidamarink, som første gang blev til populærmusik som afslutningsnummer i Broadway-musicalen The Echo (1910) og siden udgivet i utallige versioner, blandt andet af Jules Loman under titlen Christmas Alphabet (1955), på dansk ved Arvid Müller som Juleaftens alfabet.

Brandenburg har heller ikke skrevet hele teksten. Fra den gamle Skidamarink har han omkvædet ”Skidamarink a dinky dink, Skidamarink a doo” som han så har oversat til Skillema-dinke-dinke-du. Resten af teksten er åbenlyst inspireret af universet fra På loftet sidder nissen (1911).

5) Nordstrøm: Danmark, det er jul (2008)
Mange vil nok føle at himlen falder ned over hovedet på dem nu, for dette er den sidste plads, og listen bliver ikke udvidet til en top-7 eller top-10. Sagen er afgjort, og Nordstrøm nåede gud hjælpe jer femtepladsen på en top-5 hvor Shu-bi-dua indtog to pladser.

Hvor er Gnags’ julesang med musene i en spand med mælk? Ja, den kunne nok klare en top-10, men al tvivl blev fejet bort da jeg fandt ud af at den hedder ”Gnags’ julesang”. Det kan jeg ikke tage seriøst.

Hvor er Mc Einar med Jul, det’ cool? Ja, jeg ved godt at mange bliver vrede nu, og at den ville være det smagsmæssigt politisk korrekte valg til sådan en top-5, men hør nu lige her: Jul, det’ cool er for så vidt smågenial, men den mangler en væsentlig egenskab som er selve pointen med at komme med på denne liste: Jeg kan – hånden på hjertet – ikke holde ud at høre den i hvert andet radioprogram ved juletid. Det egner den sig ikke til. Punktum.

Dalton har lige lavet en rar og god julesang om ”tre vise mænd der stod på en varmerist i byen”? Jep, den er helt klart kandidat, men ikke helt original nok – musikalsk set.

Anne Linnet med Lille messias, da? Åh, jo, helt klart en lille klassiker. Men altså lille, ikke top-5-materiale.

Drengene fra Angoras julesang? Nej, ikke god nok, det er en sekundær 70’er-80’er-pastiche et sted mellem Shu-bi-dua og Status Quo, og teksten fungerer kun inden for universet.

Anders Matthesen: Jul på Vesterbro, for fanden da så?! Tjo, i grunden en ret god melodi, men tekst og setup er anstrengende i længden, ligesom Jul, det’ cool.

Er der flere indvendinger, eller kan vi komme videre i teksten nu?

Jeg vælger Nordstrøms Danmark, det er jul ind i det fine selskab fordi jeg faktisk synes det er lykkedes elektropop-duoen at lave en helstøbt, stemningsfuld og slidstærk julesang. Længere er den ikke.

Der er lidt Shu-bi-dua i linjer som ”solen er gået kold”, men ellers er den tekstligt ganske ufarlig i sammenligning med Den himmelblå. Til gengæld er den i lyd og komposition endog særdeles vellykket i sin beskrivelse af en rar og tryg følelse.

Boblere?
Jo da! Denne her.

Og som afslutning på alle tre indlæg kan du få denne her at gå hjem på.

torsdag den 30. december 2010

Julens usual suspects, del 2: De bedste globale

I del 1 i går bragte jeg min Top-5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere. I dens indledning kan du læse om årsagen til denne trilogi.

Her går vi direkte videre til:

Top-5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de globale)

1) Slade: Merry Xmas Everybody (1973)
Det kommer lidt som en overraskelse for mig selv. Men nu hvor jeg skulle gøre det op, slog det mig at det her nummer holder fucking vildt fedt. Vi har den højstemte 70’er-rocklyd som vi også kender fra andre sammenhænge (man kunne nævne Gasolin og John Lennon), og det er i virkeligheden sikkert bare et billigt trick med en kold rumklang på vokalerne der hensætter én til kirken uden at man tænker over det; men det virker. Vi har en fed, beskidt lyd på guitarerne og en markant (og markant produceret) leadvokal. Og vi har en utrolig stærk melodi som bæres på 12/4-takter, hvilket betyder at den både rocker (4/4) og under dette valser (3/4), hvilket igen giver en fornemmelse af at den vugger (6/2).

Men – hvis vi lige lægger de analytiske briller til side – vigtigst af alt: Den er fascinerende og dejlig!

Merry Xmas Everybody lå nummer et på den engelske singlehitliste i december 1973. Det er ikke så mærkeligt; mere bemærkelsesværdigt er det at den forblev den mest solgte single til midt i januar 1974. Se, dét er stærke julesager!

2) José Feliciano: Feliz Navidad (1970) (tidlig live-version, sen live-version)
Vi bliver i de spæde 70’ere for at finde den næstebedste hæmningsløst afspillede juleklassiker. Det er et virkelig dejligt nummer.

Alligevel er det godt klaret af en Puertoricansk sangskriver – altså at nå igennem den engelsksprogede-danske dobbeltmur som omkranser massekulturdyrkelsen i Danmark, og som næsten kun lader lidt svensk og lidt tysk sive ind (hvis det lever op til fordommene). Men omkvædet her er engelsk, sangen sidder lige i skabet, og manden er blind.

3) John Lennon og the Plastic Ono Band: Happy Xmas (War is Over) (1971)
Jeg har i mange år haft et strejf af irritation ved denne sang, men irritationen er forsvundet. Måske fordi jeg er klar over at irritationen – ligesom for mange andre musikelskere – hidrører Yoko Ono og det skær af alt for hellig grimhedsdyrkelse som kom ind i Lennons sangskrivning med hende, og som var massivt lige omkring 1970 (opløsningsåret for Beatles). Nu har jeg fået skilt tingene ad og henlagt irritationen til de englehvide billeder af dobbeltsengen og sangen Give Peace a Chance (1969) som fortjent eller ufortjent må bære min irritation foreløbig.

Tilbage står – nu renset for enhver irritation – dette ikon af en sang. En sang som har samlet sig i mit sind og nu kun virker smuk. Og den bliver smukkere jo mere den spilles. Jeg ved at den er en af knoglerne i pophistoriens kompositoriske skelet. Måske kravebenet? Og jeg vil kunne nynne den og genkalde mig lyden af den, ikke kun i søvne, men ind i evigheden.

Den er to år tidligere på færde end Slades juleklassiker som den lydmæssigt er i familie med, blot er det en ballade uden elguitarer. Men faktisk blev den ikke nogen succes i 1971 fordi den var indspillet for tæt på jul, derimod slog den igennem i 1973 – samme år som Slades sang! – hvor den blev nummer 4 på den engelske singlehitliste. Den toppede dog i 1982 hvor den, formedelst en genudgivelse, nåede plads nummer 2 på hitlisten.

Lennon mente selv at han havde fat i noget der er større end White Christmas. Jeg spår at han får ret – lad os tjekke efter om 20 år.

4) Elvis Presley: Merry Christmas, Baby (1971)
Well, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – yeah, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – well, I want to kiss you, baby; are you standing near the mistletoe?

Elvis Presley når han er allerbedst, og en af de bedste 6/8-blues-indspilninger nogensinde – hvis ikke dén bedste. Det kunne i princippet have været alt mulig andet end en julesang, og derfor kommer den heller ikke højere på denne juleliste, men hold da helt kæft hvor er den dejlig.

Den er skrevet af Lou Baxter og Johnny Moore, og har siden den kom til verden i 1947, været indspillet af utallige kunstnere, men Elvis’ version er den bedste, og det er også Elvis’ bedste af utallige julesange fra ham.

Bemærk at Elvis-indspilninger på over 5½ minut absolut ikke var hverdag, men stemningen er så fed og rundgangen så god at den ikke vil stoppe – hvilket understreges af at man simpelthen fader ud.

5) Gilbert O'Sullivan: Christmas Song (1974)
Vi bliver i de tidlige 70’ere. Denne sang har jeg faktisk slet ikke hørt i radioen i år, så den var ikke på listen i går. Men da jeg vågnede i morges, var den der i mit hoved – hvilket i sig selv er et meget godt pejlemærke for hvilke sange man virkelig holder af.

Det har sikkert alt sammen noget at gøre med hook-linjen ”I’m not dreaming of a white christmas” som jeg jo ud fra mine idiosynkrasier ikke kan lade være med at høre som en kunstnerisk afstandtagen til julesvøben White Christmas.

Men jeg synes under alle omstændigheder sangen holder. Den irske Gilbert O'Sullivan har lavet en velbygget og velproduceret popsang med en god hookline.

Hvorfor 70’erne?
Hvorfor består min top-5 af sange som hver og en er fra de tidlige 70’ere? Ja, det har intet med mine biografiske data at gøre. Jeg kom til verden i november 1974 hvor sidstnævnte sang netop var udkommet, og det er da særdeles sandsynligt at den har lydt fra en transistor et eller andet sted på fødegangen. Men det betyder så også at de øvrige fire er fra før min tid, så at sige. Jeg har ikke noget særligt crush på 70’erne; mit mest intensive musikkendskab hidrører af naturlige årsager 80’erne. Så jeg er hverken miljø- eller interessemæssigt påvirket. Det må være noget med sangenes kvalitet – noget i tiden må have givet en evne til at lave moderne julesange som stadig holder.

Men nu udvider jeg til en top-7, for lige efter nummer 5 kommer der to fra 80-90’erne. Den første er spillet sindssygt meget i år; den anden spilles alt for lidt.

6) Chris Rea: Driving Home for Christmas (1986, 1988)
Ja, den er spillet sindssygt meget – den reviderede (og lidt mere julede) version fra 1988. Men mærkelig nok holder den til det, og det er jo lige det disse lister handler om.

Som 80’er-Chris Rea-kender er nummeret set indefra, med den diskografiske fartblindhed, et af hans relativt banale numre. Men det er en god popsang, og når Chris Rea lander i radioens øvrige strøm, lander han godt. Det har dog undret mig at jeg har kunnet holde ud at Driving Home for Christmas i den grad tyndslides som det gør, men jeg tror det har at gøre med at det er ærligt såvel musikalsk som tekstligt. Selv meget banal musik, poppet musik, sovset musik eller dullet musik holder hvis det er skabt på og bevarer sin ærlige nerve.

Jeg aner ikke hvad der skete i 2007 omkring dette nummer, men jeg kan på Wikipedia læse mig til at det fra og med 2007 har ligget højt på hitlisterne. Dette har intet med nummeret eller Chris Rea at gøre, så årsagen interesserer mig ikke så meget, men det kunne jo skyldes fx en reklame eller et soundtrack.

7) AC/CD: Mistress for Christmas (1990)
Dette nummer er uden overdrivelse min frelse. Det er måske i en vis forstand ”dirty”, men når højttalerne er ved at stoppe til af fedladen, lunken eller ligefrem fordærvet julemusik (se gårsdagens liste), er dette den ultimative rensevæske. Derfor ingen jul hos mig uden at Razor’s Edge-albummet fremfindes og der klikkes frem til nummer 5 på cd’en og fyres godt op i små 4 minutter. Hvilken velsignelse! Tak! Jeg skylder virkelig AC/DC en kæmpe tak for at have frembragt denne unikke rensevæske, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Hvor er det dog befriende at høre Brian Johnson vrænge det oplagte rim ud: ”I wanna misstrææææs for christmææææs”. Smukkere kan mandligt gavebegær og udpakningslyst ikke beskrives, og guitarerne fortæller alt hvad der er at fortælle om julelummer liderlighed under opbygning. Dette er stor kunst. Spil den dog noget mere!

onsdag den 29. december 2010

Julens usual suspects, del 1: Fri mig

Jeg plejer at sige det sådan: Jeg dør i den ulideligt tomme pause mellem ”white …” og ”… christmas” i White Christmas. Den nok så berømmede Irving Berlin har skrevet den, og Bing Crosbys indspilning er i Guinness’ Rekordbog for at være den mest solgte single nogensinde. Lige meget hjælper det. Jeg kan ikke udstå dens sovsetykke kedsommelighed, og slet ikke i Bing Crosbys og lignende versioner. Det hjælper lidt hvis man sætter en i sig selv interessant stemme og personlighed på – fx Elvis, Sinatra eller Louis Armstrong – for store fortolkere kan selvfølgelig bringe liv i døde linjer ved at lægge pauser og fraseringer på en meningsfuld måde. Men et stort hit i min bog bliver White Christmas aldrig.

Samtidig har jeg – som sporadisk P4-lytter – konstateret at et julenummer som jeg var ved at eksplodere over sidste år (lidt ligesom marsmændene ved lyden af Slim Whitman: Indian Love Call (1952) i Mars Attacks! (1996)), nemlig Wham!: Last Christmas (1984), næsten ikke har været spillet. Kan selv de musikalske cementhjerner der bestemmer musikken på P4 – og bestemmer at spille det samme hele tiden – også få nok?

Det har alt sammen fået mig til at tænke på hvilke af de voldspillede Tordenskjolds soldater af jule-pop/rock-sange der kan holde til sliddet, og hvilke der ikke kan. Eller sagt med andre ord: Hvilke af disse igen og igen spillede julesange kan jeg holde ud at høre igen og igen – og hvert år om igen? Ja, hvilke ville jeg nødig undvære? Og hvilke får min hjerne til at degenerere ved deres ulidelige gentagelse?

Vi tager det sidste først – en top-5 med juleklassikere i hyppigt spillede versioner jeg ikke kan udholde at høre mere. Jeg har ikke White Christmas med, for så kunne jeg lige så godt lave en helt selvstændig liste af bedagede Bing Crosby-sange som svømmer i kirsebærsovs, og det er der ikke rigtig nogen grund til at bruge pladsen på. Lad os beskæftige os med den del af poppen som er langt nok fra jazzet ”underholdningsmusik” til at kunne kaldes egentlig rytmisk musik:

Top 5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere

1) Band Aid: Do They Know It's Christmas (1984)
Ja: Bono, Sting og min yndlingspopvokalist Simon Le Bon (Duran Duran) ved samme mikrofon! Og Phil Collins på trommer! Det er toppen af poppen i 1984 – endda lige på forkanten af deres eget absolutte peak – og på papiret ser det skidegodt ud. Men der er også andre med, og Bob Geldorf har skrevet sangen, og hele produktionen holder ikke i dag. Pop og omverdenssentimentalitet i klammeste parringsdans. Hvis det er sådanne numre man mindes 80’erne med, så tror jeg da fa’en at man kalder 80’erne kitsch. Mit forslag er at alle cd’er, bånd og lp’er med Band Aid destrueres. Der er heller ingen grund til at lave andre versioner, for både tekst og komposition er makværk.

Det skete så alligevel allerede i 1989 med Band Aid II, der havde producerteamet Stock Aitken Waterman (Mike Stock, Matt Aitken og Pete Waterman) og tidens store døgnflue Bros som de dominerende kræfter – men også med Chris Rea! Denne nye version er betydeligt bedre end originalen fra 1984. Arrangementet og produktionen gør det bedste for kompositionen, og vokalerne står langt mere interessant til hinanden – fx Jimmy Sommerville op mod Chris Rea. Overordnet – og meget groft – kan man sige at producere med ret til at dele og herske blandt en flok andenrangskunstnere men med fremragende stemmer (Band Aid anno 1989) får et bedre resultat end en velgører der skal holde styr på en flok førsteklasseskrukker (Band Aid anno 1984). Desværre spilles 1989-versionen bare aldrig.

Trods det for kompositionen noget nær optimale resultat fra 1989 går man gud døde mig løs på sangen igen i 2004 (her uden video)(her med afbrud). Nu under navnet Band Aid 20 og med Paul McCartney (på bas) og musikere fra Supergrass, The Darkness og Radiohead (bl.a. Thom Yorke på klaver), og – som sangere – andre prominente navne som Chris Martin (Coldplay), Robbie Williams og Dido. Og hvordan falder det så ud? Jo…, meget godt. Det er en mere lavmælt økologisk version, og den er mere hjertevarm end udråbende i udtrykket. En sådan intimisering kan den tynde og klodsede komposition jo ikke klare, men den får også hjælp: Man har puttet lidt flere skæve akkorder på, nedtonet de mest kiksede steder i melodien, lavet et smukt break og understreget de brugbare sammenhænge i kompositionen. Det er altså ikke uden grund – eller uden resultat – at så stærke komponister som McCartney og folkene fra bl.a. Radiohead har været på sagen. De har ydet kompetent plastic-kirurgi til selve sangen. Desværre spilles 2004-versionen heller aldrig.

2) Boney M.: Mary's Boy Child /Oh My Lord (1978, Farian; Jay)
Så er vi nede i 1978, men på en måde bliver vi i 1984, for her udgav Boney M., gud hjælpe os, et helt jule(opsamlings)album, selvfølgelig indeholdende dette alt for store julehit. Okay, det er måske næsten for nemt at putte smagløsheden selv på denne liste, men den spilles faktisk stadig hver jul, så den må jo med. (Prøv om du kan se videoen og høre musikken uden at sende en tanke i retning af Stripper-Jens fra Rytteriet.)

NB: Den originale Mary's Boy Child (skrevet af Jester Hairston) blev første gang indspillet af Harry Belafonte i 1956.

3) U2: Christmas (Baby Please Come Home) (1987)
Bono og jul er to ting som i mine ører bare ikke klinger godt sammen i 80’erne. Christmas (Baby Please Come Home) er skrevet af Phil Spector og originalt sunget af Darlene Love i 1963 – og i dén version klæder melodi og arrangement hinanden. U2s udgave er bare bøvet; men ikke desto mindre er det den version som spilles flittigst i radioen – af åbenbart historieløse musikredaktører der ikke kan finde ud af at grave et spadestik dybere.

4) Bruce Springsteen: Santa Claus Is Coming To Town (1978, live)
[Dette link er opdateret i august 2014, og efter at have været nødt til at udskifte 1984-klippet med denne optræden fra 1978, som har en afgørende lethed og mere swing og elegance, viser skudsmålet sig ikke at holde. Det handler således om Springsteens senere, mere stive og klodsede versioner:]

I forhold til U2 er det stort set det samme som gør sig gældende: Det er et ligegyldigt cover, og det er besynderligt at det spilles hele tiden.

Springsteen bræger, og rockklicheerne står i kø. Kompositionen er for let til så tung en omgang. Der er i hundredvis af andre coverversioner, og alt fra Jackson 5, over The Supremes, til Chris Isaak i duet med Stevie Nicks er at foretrække.

Santa Claus Is Coming To Town er skrevet af J. Fred Coots og Haven Gillespie, og den første indspilning (fra 1934) er af Harry Resers orkester med Tom Stacks i front.

5) Wham!: Last Christmas (1984)
George Michael har en stor del af æren for julerædselsåret 1984 – som vokalist kæmpede han med sig selv om førstepladsen på den engelske singlehitliste i form af Band Aid mod Wham! (udråbstegnet er altså en del af boyband-duoens navn, det er ikke en sensationsmarkering fra min side). Men 1984 er også året hvor George Michael lavede sin bedste komposition nogensinde – Careless Whisper.

Egentlig er Last Christmas slet ikke så ringe ... af en George Michael-komposition at være; den kan bare ikke holde til den radio-rotation den har været udsat for. Faktisk går der en historie om – men jeg ved ikke om den er sand – at det oprindelige udkast hed ”Last Easter”. Hvis det var forblevet sådan, havde Michael ikke tjent så styrtende mange penge, til gengæld havde sangen nok været spillet på et niveau som den ville kunne trække.

Som tvungent element på radioens julepensum er den for længst blevet for meget. Værst er det når de begynder at spille den midt i december. Jeg kan bedre klare den i bagjulen. De mange keyboards og de elektroniske trommer – der, sammen med den isolerede lyd, alt sammen lyder som dask i sne – får mig vist nok til at tænke på en materialistisk jul, lidt på samme måde som Bing Crosby-sangene. Den skulle angiveligt handle om kærlighed, men den får mig snarere til at tænke på alt det jeg ikke kan lide ved julen.

I morgen får du min top-5 over de mest slidstærke juleklassikere – det glæder jeg mig til. Og i overmorgen får du min top-5 over mine danske favoritter. Jeg ved at listerne kommer lidt sent, men så må du kigge på dem igen næste år.

Mens du venter på den fantastiske top-5 i morgen, kan du lige konsultere denne her:
Do They Know It’s Bonus Time, CEO Remix (2008)

søndag den 26. december 2010

Fredelig jul og fremadstormende nytår

Jeg ønsker alle Kommakommunikations læsere en glædelig jul og et godt nytår.

Æhh, eller gør jeg?

Det er velment, men det er også en noget konventionel formulering. Og det får mig til at tænke på den korrekthedsangst jeg selv har haft ved at sige ”God jul” frem for ”Glædelig jul”.

Hvorfor må man ikke sige ”God jul”? Er det fordi ”god” – for variationens skyld – skal reserveres til nytåret i frasen ”Glædelig jul og godt nytår”? Eller er det fordi man signalerer historieløshed og manglende dannelse ved at sige ”God jul”?

Lad os lige gøre op med dette! Der er ikke noget sprogligt forkert i at sige ”God jul” – heller ikke ”God jul og godt nytår”. Og der er ikke noget historieløst i at sige ”God jul”, for man må selv bestemme hvilket adjektiv man putter på den jul man ønsker andre. Det er ens eget ønske – ens egen ytring – og hvis man ønsker en ”God jul”, så er det dét man ønsker; og hvis det kun er dét der er plads til at skrive, så er det fint. ”Glædelig jul” er en konvention, i bedste fald en tradition.

Man kan sige at ”glædelig” opleves som et lidt mere indholdsspecifikt adjektiv end ”god”, fordi sidstnævnte har det med bare at stå i modsætning til dårlig. Derfor konnoterer ”god” i høj grad også at man slipper helskindet igennem noget; fokus bliver (at undgå) uheld og ufred, frem for en specifikt formuleret positiv ting. Medmindre man da er i stand til at lægge en egentlig betydning i god, nemlig det eksistentialistiske at være god mod andre og taknemmeligt være i stand til at nyde julens goder og godter.

Af disse grunde er ”godt” heller ikke noget sprogligt begavet adjektiv at sætte på nytåret. At man mener at det er godt nok at sige ”godt nytår”, må have at gøre med at man har anstrengt sig med at sige ”glædelig jul” og således har gjort rigeligt for at variere sproget. Men helt ærlig: ”Godt nytår” er ikke en tøddel bedre end ”god jul”, tværtimod: Faktisk er der, som antydet ovenfor, en mulig begavet grund til at kalde julen god, som ikke findes for nytårets vedkommende, her bliver det bare en forkortelse af at hilsenens modtager må slippe godt igennem det næste år, eller at det nye år forhåbentligt vil bringe godt. Det er jo ikke særlig præcist rent sprogligt.

Der kan altså være god grund til at kigge kritisk på standarden ”Glædelig jul og godt nytår” og løfte niveauet lidt. En bedre standard kunne være ”Glædelig jul og lykkebringende nytår” – det er jo det man mener, hvis man mener det.

Imidlertid har standardfraser den uheldige egenskab at de ikke i sig selv bidrager til at overbevise modtageren om at man mener det. Andre originale, kreative, tidsforbrugende og omtankesignalerende ting ved meddelelsen eller kommunikationssituationen kan dette og kan dermed også overføre troværdighed til selve frasen, men frasen i sig selv gør ikke arbejdet.

Derfor kan man overveje at tviste hilsenerne lidt. Her er nogle få forslag:

Ædelig jul og flot nytår
Dette er den absolut ukristelige udgave som slår de lystbetonede, narcissistiske og materialistiske strenge an. Flere burde bruge den – hvis tale ellers skal afspejle tanke! Og hvis man sigter mod en decideret liderlig nytårsaften – hvilket stemmer fint overens med det frådende forhold til julens mad – kan ”flot” udskiftes med ”hot”. Begge versioner spiller fonetisk på standarden ”Glædelig jul og godt nytår”, hvilket jo berettiger ikke-ordet ædelig.

Fredelig jul og fremadstormende nytår
Dette er et mere kreativt bud som ud over bogstavrimet indeholder modsætningen mellem en fredelig jul, som er et både gammeldags og hypermoderne ønske, og så et kommende år med ”gang i den” i form af fremskridt, vækst eller selvrealisering. Det er en god hilsen til den moderne iværksætter, og måske i det hele taget til det moderne karrieremenneske.

Grædelig jul og snot nytår
Ja, så er vi tilbage i den lidt platte genre som spiller på standarden. (Bemærk at ”l” i glædelig er udskiftet med ”r”.) Denne her kunne egne sig til en ven(inde) som netop var blevet forladt af kæresten, men som måske godt kunne tage en spand medfølende sarkasme fra sine allernærmeste. Indlevelse er guld værd.

God jul og vildt nytår
Her eksemplificerer jeg en kort og ung udgave for at understrege friheden til at lave sine egne hilsener, og også for at understege at ”god” befinder sig bedre foran jul end ”godt” befinder sig foran nytår. Alt efter hvor man sætter fokus – altså om det er på jul eller på nytår – kan man jo nøjes med god/godt foran den del man ikke sætter fokus på, og finde på noget originalt til den del man så sætter fokus på. Så ”God jul” passer sig godt til unge, der så til gengæld bør finde på et mere originalt adjektiv til nytåret.

Fed jul og fit nytår
Igen: Bogstavrim understøtter altid berettigelsen i ordvalget, og her er et eksempel til brug for de der fokuserer meget på kalorier. Med mulighed for dobbeltbetydninger i både ”fed” og ”fit” er hilsenen dog også intellektuelt acceptabel for dem som ikke er med på aerobicholdet.

Fortsæt selv. Du har nok fanget pointen: Fuck ”Glædelig jul” og ”Merry christmas”, og mærk efter om du selv kan formulere noget du mener.

PS: Nu hvor vi er nået til efter den 25., er det i øvrigt fuldt legitimt at sige ”Glædelig bagjul” uden som et andet afdanket Linie 3 at lefle for nogen applaus. Det der måske én gang for længe siden har været en plat automobilorienteret vits, et ordspil på jul/hjul, er i dag ren standard for markering af at man udmærket ved at vi er på den anden side af juledag. Det er simpelthen et almindeligt ord i min familie for dagene mellem jul og nytår. Så glædelig bagjul!

tirsdag den 21. december 2010

Industrimagnater og -magneter

Da jeg for nylig læste korrektur, stødte jeg på en – synes jeg selv – ret morsom fejl. En fejl som nu får mig til at skrive dette blogindlæg i sprogoplysningens tjeneste.

Industrimagnater er ikke det hyppigste ord i vores sprog, og noget tyder på at det bliver sjældnere og sjældnere, for når man googler det, bliver det som regel altid nævnt i forbindelse med den industrielt ekspansive tidsalder fra omkring 1870 til 1950, og ikke om personer der lever i dag. Måske var det derfor der i teksten hvor der skulle have stået industrimagnater var skrevet industrimagneter.

I princippet mener jeg nu nok vi stadig kan operere med begrebet industrimagnater så det ikke bare bliver et mærkeligt og støvet ord i tekster om fortiden. Her har jeg rystet hjernen lidt og fundet fem forskellige bud fra fortid til nutid på industrimagnater:

Liliane Bettencourt (f. 1922, hovedaktionær L'Oréal og den rigeste kvinde i verden), Richard Branson (f. 1950, grundlægger af Virgin), Mærsk McKinney Møller (f. 1913), Henry Ford (1863-1947, grundlægger af Ford Motor Company), Roman Arkadyevich Abramovich (f. 1966, hovedaktionær i investeringsselskabet Millhouse LLC).

For at få begrebet til at fungere i nutiden, kunne man måske udskifte ”industri-” med ”erhvervs-” og kalde sådanne økonomisk magtfulde mennesker for erhvervsmagnater. Det er imidlertid dobbeltkonfekt, for ifølge Den Danske Ordbog betyder magnat allerede ”en meget rig og magtfuld person inden for erhvervslivet”. Så det skal altså bare hedde ”magnat”. Jeg gætter dog på at forstavelsen ”industri-” har hængt ved i så mange år fordi det fonetisk meget lavmælte ord ”magnat” i sin trods alt sjældne brug vil blive fejlhørt som ”magnet” eller fejllæst som et af læseren ukendt prædikativ (jævnfør fx adækvat, desperat osv.).

Det levner både ”magnat” og ”industrimagnat” temmelig dårlige fremtidsudsigter, og vi må nok belave os på at det forbliver et støvet tidsfæstet ord – og derfor også at mange vil komme til at skrive industrimagneter, fordi de tænker at magnet er en metafor, og at en industrimagnet således er en storiværksætter med ”magnetisk” sociale og kommunikative evner. Og med tanke på en moderne succesmand som Richard Branson ligger misforståelsen sådan set også ligefor.

Her har vi imidlertid et billede af hvad der rettelig er industrimagneter:

Hvis man ejer den førende virksomhed ud i reelle industrimagneter som dem på billedet, kan man vel sådan set godt blive kaldt en ”industrimagnetmagnat” – en sådan personage har jeg imidlertid ikke tilstrækkeligt branchekendskab (eller research-tid) til at finde.

Til gengæld har jeg fundet det omvendte. Jeg havde ikke lige tænkt på det, men den altid godgørende Branson har minsandten også sørget for at der ligger reseach-bonus når man billedgoogler ham. Derfor kan jeg præsentere …

… en industrimagnatmagnet:

Oh là là!

søndag den 12. december 2010

Kominer

Hvorfor nu det? Jo, se selv her:

At sige at Jan Gintberg og Sebastian Dorset begge har en lidt ko-agtig mine – og følgelig slet og ret kalde dem kominer – er vel egentlig ikke helt forkert. Der er noget ”muuh” over dem begge to: De er gode som dagen er lang. De er ufarlige, men ofte i vejen. Og så giver de lyd fra sig for at markere deres tilstedeværelse på en tryg måde, snarere end for egentlig at informere om noget. Den ene mere højtskrydende; den anden mere ”flæbulerende”.

Det er som det skal være.

torsdag den 9. december 2010

Omsonst tal-journalistik

Når man formulerer sig upræcist, kan nok så præcise tal blive værdiløse. Prøv at se her:

Ja, hvad betyder det at 71 procent af de højtuddannede satser på at blive i Danmark i mere end tre år, og at mere end 30 procent dog forlader Danmark før ambitionen er nået?

Den primære læsning – når man ser på hvad der står – må være at 1 pct. forlader landet tidligere end planlagt, idet der står at 71 pct. planlægger at være i landet mere end tre år, og 30 procent tager hjem før. Denne læsning forudsætter at den anden sætning (”Mere end 30 procent …”) taler om ”de højtuddannede”, hvilket også må være den sprogligt mest logiske læsning. Men den er der sandelig ikke megen chokeffekt i, for nu at sige det mildt. Ja, er det overhovedet et problem?

En kommentarskriver påpeger meningsløsheden, og tematiserer i øvrigt det vage udtryk ”mere end”, som vækker mistillid når det hæftes på et rundt tal (30):

En helt berettiget kommentar, må man sige.

Lad os kigge på det igen:

Hvis man forudsætter at denne artikel er skrevet fordi der ER et problem, må man tænke sig at tallene står i et anderledes forhold til hinanden end der umiddelbart står. Det kan lade sig gøre hvis man fortolker den anden sætning (”Mere end 30 procent …”) som om den taler om den andel af de højtuddannede som har ambitioner om at blive mere end tre år. Ledsætningen ”før ambitionen er nået” tyder på at det netop er den journalistiske tanke, eftersom det kun er de 71 pct. som har denne ambition.

Men selv med denne velvillighed er man hensat i tvivl om to læsninger:

Er der tale om 30 pct. af de 71 pct., således at vi får ((100-30) % x 71 % = 70 % x 71 % = 0,70 x 0,71 =) 49,7 % der bliver? (hvilket selvsagt er 70 % af dem der havde tænkt sig at blive). Dette kunne have været præciseret med ordet ”disse”: Mere end 30 procent af disse …

Eller skal de 30 procentpoint trækkes fra de 71 procentpoint, således at vi får (71–30 =) 41 % udlændinge der bliver? (hvilket så er 58 % af dem der havde tænkt sig at blive). Dette kunne have været præciseret ved at tale om procentpoint eller fx med formuleringen: Mere end 30 af disse 71 procent … (herved trækkes 30 fra 71 før procentangivelsen puttes på).

Med hensyn til sidste læsning er det ikke normalt i journalistik at lege med procentpoint uden udtrykkeligt at skrive procentpoint, men læsningen kan ikke udelukkes – blandt andet fordi der med opstillingen af de to tal, 71 og 30, er lagt op til blot at trække dem fra hinanden. Det er også det der giver den største nyhed. At kun 58 pct. bliver som planlagt, er entydigt skidt. Det er det ikke helt så entydigt med 70 pct., for det afhænger af hvad det vil sige at ”satse på”, ”have ambitioner om” osv. og hvor stor en uforudsigelighed man med rimelighed må indregne i karrieremenneskers liv.

Af de udlændinge der har tænkt sig at blive, har vi altså en gennemførselsprocent på cirka 99, cirka 70 eller cirka 58. Det første er det der står sort på hvidt – til gengæld er det også komplet usandsynligt. Det andet er det sandsynlige ud fra en semantisk ”freudiansk”-journalistisk sproganalyse. Det tredje er det mest fristende ud fra en mere skimmende læsning.

Hermed er det umuligt at forholde sig til hvad man som læser, borger og vælger mener i forhold til artiklens nyhedsværdipåkaldelse og potentielt indbyggede forargelse. Den bliver omsonst.

søndag den 5. december 2010

Lort er afsenderorienteret

Webjournalistikken bliver ved med at levere tekster som ikke er korrekturlæst – det vil sige at den serverer lort for læseren. Og jeg bliver ved med at angribe den for det, for hvis man har tid til at skrive en artikel, har man også tid til at skrive artiklen ordentligt, så læseren får en god og meningsfuld læseoplevelse, og så arbejdet med at forfatte artiklen ydes den fornødne respekt. Jeg kan simpelthen ikke forstå at man vil bruge 55 minutter på at lave et skamferet produkt, når man kan bruge 60 minutter på at lave et godt produkt og så lave 11 artikler i stedet for 12.

Eneste rimelig undtagelse er ”breaking news” som med rette kan korrekturlæses efter publicering på nettet. Men det er mig ubegribeligt at man serverer ikke-korrekturlæst livsstils- og kulturjournalistik. Ofte har disse artikler fået korrektur i avisudgaven, men ikke i webudgaven. Ubegribeligt er det. Og det er ikke kun en kold skulder til gratislæseren (sådan ser man det muligvis), men også en fralæggelse af sprogansvaret – det ansvar der ligger i at man opdrager nye skribenter med det man skriver.

Den 30. november serverede Berlingske.dk en stor, ildelugtende lort i form af artiklen ”De skal grueligt meget mere igennem”. Ja, jeg det skal læseren åbenbart også. Forstå mig nu ret: Artiklen er sådan set fin og formfuldendt i sit indhold og forløb, men den er serveret i usoigneret og skamferet stand. Lad os tage en tour de force gennem det tekstlige makværk:

Holdt, holdt, holdt! Her er årsagen til at jeg netop underkastede denne artikel en nærmere analyse. Hvor fanden er kommaet foran ”nemlig”? Der skal være komma af to grunde, dels er der et slutkomma efter ledsætningen ”alle vil være”, og dels indleder ”nemlig” en præciserende tilføjelse. Selv de dårligste platugler ud i skriftlig formåen plejer at sætte det indlysende komma foran et sådant præciserende ”nemlig”.

Og hvad sker der med appositionskommaerne, som er kastet fuldstændig tilfældigt? Morsomst – eller mest tragisk – er det at ”statsministerens spindoktor” og ”Kasper Juul” ser ud til at være serielt forbundne – altså to forskellige enheder i en opremsning. Der skulle selvfølgelig også have været et komma efter appositionen ”Kasper Juul”, ligesom der skulle have været et foran appositionen ”Philip”.

En virkelig mærkelig detalje er at nogen tilsyneladende har bildt journalisten ind at ”tv” skal skrives ”Tv”. Det skal det altså kun efter punktum. Mange synes det er grimt at skrive ”Tv” efter punktum og er derfor svære at tale bort fra ”TV” – så meget desto mere besynderligt er det at denne journalist skriver ”Tv” foreløbig to gange helt uden grund.

Helt nede i de små detaljer, som en webudgiver imidlertid burde mestre, er de bindestregskorte tankestreger.

Nå. Lad os fortsætte:

Ja, her er der også grund til at gøre holdt. Hvis vi ser på den sidste formulering, så står der faktisk at Adam Price i de kommende ti afsnit ikke vil gå ind i emner og temaer, underforstået emner og temaer der har med virkeligheden at gøre. Det lyder som om sæson 2 bliver meget kedelig! Journalisten mener selvfølgelig at Adam Price ikke vil afsløre de næste ti afsnits emner og temaer, men har formuleret det så elendigt som tænkes kan. Forholdsordet ”i” er misvisende, men frem for blot at udskifte forholdsordet bør man formulere det i ordentligt sprog. Det her er ekstremt dårligt sprog.

Vi bemærker at appositionen ”Kasper Juul” endnu en gang ikke er afsluttet med et komma.

Videre:

Her er den igen gal med tegnsætningen. Man kan sgu ikke sige ”Og spørgsmålet bliver [punktum] Hvor meget vil vi ofre for at få magten?” Hvad blev der lige af kolonet?

Let’s move on:

Ups. Der er altså bindestreg i det navn: Helle Thorning-Schmidt. Er det ikke indarbejdet på en morgenavisredaktion?

Det er flot med ”ved ved” – det lægger ligesom den sidste finish på antikorrekturstilen. Og så har vi selvfølgelig den journalistiske traver ”udover” i et ord. Selv om ”ud over” i 99 pct. af tilfældene er transitivt og dermed i to ord, har mange journalister af uransagelige grunde valgt altid at skrive det i ét ord og dermed lave fejl hver gang de skriver det. Hvis det var et fornuftigt og meningsfuldt regelbrud, ville dette være helt okay med mig, men det er ikke et fornuftigt regelbrud (læs om det her).

Dybest set handler korrektur om at kommunikere modtagerorienteret, i stedet for – som dårlige formidlere – blot at hælde informationer ud i en usorteret bunke og overlade oprydningen til modtageren. Journalistbranchen ved ellers meget om at være modtagerorienteret, men manglende korrektur er på det tekstlige plan udtryk for ekstrem afsenderorientering, for ikke at sige introversion og total ligegyldighed med læseren, hvilket selvsagt er absurd.

Dels er det i høj grad modtageren der ser slåfejlene, hvorfor man jo også helst skal have en anden til at læse korrektur. Men aspektet viser sig nok så meget i tegnsætningen: God tegnsætning – især korrekt og meningsfuld brug af afsnitsskift, spørgsmålstegn, koloner, semikoloner, tankestreger og slutkommaer, samt selve sætningsrækkefølgen – er en modtagerorienteringsdyd. Man ved jo selv hvad man mener, og dermed hvordan ordklumperne skal ordnes og hierarkiseres forståelsesmæssigt, men det ved modtageren ikke på forhånd. Tegnsætningen skal hjælpe modtageren med at se ordenes betydningshierarki, ligesom i øvrigt korrekt og meningsfuldt sprog skal hjælpe læseren med at se klart gennem sprogets vindue. Kun ved at tage højde for disse ting – det vil sige læse korrektur – er man reelt modtagerorienteret. Og kun sådan yder man det arbejde man i øvrigt har lagt i artiklen, retfærdighed – for sig selv og for modtageren.

Men her skider man ud uden at se sig tilbage, og lort er selvfølgelig primært afsenderorienteret.

mandag den 29. november 2010

Når Windows dobbeltbinder dig

Jeg nupper lige Berlingske.dks lille kavalkade over kafkaske fejlmeddelelser fra Windows. Berlingske har ingen kildeangivelse på, ikke engang et hint, så jeg aner ikke hvor de har stjålet billederne.

Ekskurs: Ja, forskellen på begejstret at låne, udbrede eller referere og så på snyltende at stjæle må i mine øjne være netop kildeangivelsen. Og selv om vi er på nettet og i den lettere afdeling, kunne man godt forvente at en avis som Berlingske redegjorde for materialets umiddelbare ophav; en ting jeg på denne blog – skrevet i min fritid – altid bestræber mig på (bortset fra i dette tilfælde hvor der ikke er nogen grund til at præcisere med link eller dato fordi der netop ikke er mere specifik information eller læseværdig tekst at hente hos Berlingske). Det vækker uvægerligt tanken: Er det efterhånden kun journalistik lavet i fritiden der er helhjertet nok til at være kvalitetssikret? Hm?

Nå, men den manglende kildeangivelse betyder så også at jeg ikke umiddelbart kan gå til den sandsynligvis amerikanske kilde og se om ikke billederne dér skulle være gengivet i lidt bedre kvalitet.

Nok om det, skærmskuddene kan trods alt læses, og her er de med et par kommentarer:

Velkommen til et kafkask univers af udsigtsløse vinduer.

Årh, hva’ fa’en, man gider jo alligevel ikke læse det:


Vi må håbe det er ventetiden værd:


Kontaktbekræftende småsnak kan åbenbart også være et behov for computere:


Men det kan være lidt uhyggeligt når det viser sig som decideret personlighedsforstyrrelse:


Eller når der i en let og ubekymret tone stilles krav som er umulige at opfylde:


Og man kan undre sig når Windows formår at skabe problemer ud af den blå luft:


Ligesom man kan føle sig fortabt når problemknuseren selv synes knust:

onsdag den 24. november 2010

Telefonopfæniens klassikere

Dagens blogindlæg er artikel på Kforum.

PS:
Jeg glemte lige at redaktøren altid skal have noget han kan ændre. Så det gik ud over overskriften, og følgende ordveksling fandt sted i telefonen:

Timme, kan du ikke ændre min overskift tilbage til "Telefonopfæniens klassikere", det er jo det den handler om?

Nej, aldrig i livet, det er den værste overskrift jeg nogensinde har hørt om.

Okay, det er jo så redaktørens valg.

Det er det nemlig.

onsdag den 17. november 2010

Brækhus er danskernes egen skyld

Jeg gjorde store øjne da jeg for et par uger siden – forvildet ind på Sporten.dk i anden sammenhæng – så dette i højrespalten:

Selve billedet har ikke noget med sagen at gøre – det refererer til hunulve-artiklen. Imidlertid indfanger billedet jo opmærksomheden hen til de andre ”Go’ Lir”-overskrifter, og kommer også til at interferere med den øverste overskrift som er den der fik mig til at spærre øjnene op:

”Brækhus knækkede blondinen”

Er Paradise Hotel nået nye dybder i den menneskelige dårskabs navle? Eller hvad søren går den overskift ud på?

Vi har jo hele to opkastningsmetaforer i henholdsvis ”knækkede” (man kan tale om ”at knække sig”) og i, ja … ”brækhus”. Hvad pokker er det? Kunne man forestille sig et overbrækket Big Brother-agtigt hus efter en fuldefest med nogle linselusede unge mennesker? Jeg vil i hvert fald ikke afvise at jeg i forsøget på at få mening ud af overskriften anspores den møgulækre fantasi eller forventning at artiklen handler om en blondine der brækker sig på grund af lugten i et hus hvor alle andre har brækket sig. Det får da på en eller anden måde ”Brækhus knækkede blondinen” til at give mening.

Det måtte opklares, så jeg klikkede videre:

Okay, wrestling …

Måske mudderwrestling? Og hvad har det med bræk at gøre? Det er fandeme ulækkert.

Nej, boksning:

A’hva’?! Det er en der hedder Brækhus!

Ja, nemlig: En norsk bokserinde, og det er – i modsætning til alle signaler og konnotationer i billedet – ikke den brækmønstrede top til venstre, men derimod den det nydelige, sydøstasiatiske ansigt til højre. Billedet er taget før ”boksebabe-braget”, hvor kropssproget hos Mikaela Laurén synes at sige: ”Jeg vinder!”, mens kropssproget hos Cecilia B… synes at indføje et ”Men …” – et ”men” som så skulle vise sig at holde stik.

Apropos ”men” … men der melder sig et spørgsmål:

Kan dette menneske virkelig hedde Brækhus til efternavn?

Er disse nordmænd ikke klar over hvilke associationer det skaber hos en dansker? De må da for fanden vide at den er helt gal.

Nå, men hvis vi tænker os om, er der vel en god grund til at sådan et navn kan opstå. ”Bræk” betyder ikke umiddelbart noget i sig selv på norsk, men det er svært at løbe fra at det er en sammensætning med ”hus” – ordet kan rimeligvis ikke knække andre steder end ”bræk-hus”, og hus betyder mere eller mindre hus på norsk.

Så hvad kommer bræk fra? Måske er det en skandinavisering af det engelske break, og så kunne efternavnet jo være dannet efter ”huset hvor solen står op”, eller et hus der ligger hvor en vej eller noget andet i landskabet knækker. Det var da et forslag, men med etymologi i særdeleshed skal man ikke tro; man skal vide. Derfor har jeg skrevet en mail til sprogprofessor Lars Sigurdsson Vikør på Universitetet i Oslo, Institutt for lingvistiske og nordiske studier, og han gav allerede den efterfølgende dag et brugbart svar.

Men et noget overraskende svar, vil jeg nok sige. Med bergensisk nynorsk bogstavering skriver Lars Sigurdsson Vikør følgende til mig:

”Brækhus er ein dansk skrivemåte av eit norsk gardsnamn Brekkhus (på Voss, Hordaland fylke) – mange norske etternamn stammar frå bondegardar, men er blitt fordanska fordi det såg finare ut når folk flytta til byen (Brækhus-familien er meg bekjent ein Bergens-familie). Brekkhus kjem av gammalnorsk "brekka", som betyr 'bakke', altså 'huset (eller 'garden') i bakken'.”

Brækhus kommer altså af Brekkhus der betyder huset eller husmandsstedet på bakken (”brekka” = bakke). Når det ikke staves Brekkhus, men Brækhus, er det fordi dansk ortografi har været finere i det urbaniserede Norge. Det kan være i tiden før 1814 hvor Danmark ejede Norge, men på et opfølgende spørgsmål svarer Vikør at det også kan være efter 1814, idet påvirkningen fortsatte længere (måske i protest mod at blive tvunget i union med svenskerne straks efter). Et slag på tasken om at Brekkhus er blevet til Brækhus i 1700- eller 1800-tallet er formentlig ikke så tosset.

Men tosset er det dog med Brækhus. For vi har altså den komplet absurde situation at det danske sprogøje der i dag vil se ”Brækhus” som noget temmelig ulækket, selv tilskyndede Brekkhus ændret til Brækhus fordi det for omtrent 200-300 år siden påvirkede nordmændene til at anse Brækhus for finere.

Jeg kan ikke lige nu lave en dybere etymologisk-historisk undersøgelse af bræk på dansk, men hvis man slår op i Ordbog over det danske Sprog, som dækker ældre dansk fra cirka 1700 til cirka 1950, kan man konstatere at bræk i betydningen opkast i hvert fald eksisterede før 1950. Blot ligger det som sidste betydningsmulighed, hvor det i dag, i Den Danske Ordbog, ligger som den første betydningsmulighed.

Så brugen af bræk i betydningen opkast er altså øget over tid, mens andre betydninger er faldet i hyppighed. Hvornår opkast-betydningen begyndte, ved jeg ikke. Men jeg vil gå ud af mit gode skind hvis det viser sig at brækhus på dansk kunne betyde ”opkastningshus” på det tidspunkt hvor nordmænd lokkedes til at stave deres ærværdige efternavn sådan.

torsdag den 11. november 2010

En undersøgelse popper op

En undersøgelse popper op. Undtagelsesvist trykker jeg på ”okay, for pokker, så lad mig da svare på jeres intetsigende segmenteringsspørgsmål, nu hvor I alligevel har truffet mig i et apatisk vakuum af glemsel om hvad jeg er i gang med”-knappen.

Men der sker ikke så meget:

Hm, okay, F5:


Nej, helt ærlig, jeg tror bare jeg må videre. Men tak for forstyrrelsen – det er altid hyggeligt – og held og lykke med at få jeres svar hjem.

mandag den 8. november 2010

Skriveiversen

hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik

Formuleringen stammer fra Ebbe Iversens i øvrigt ligetil og klart formulerede anmeldelse af Jørgen Leths Det erotiske menneske. Her tager jeg et pænt uddrag af anmeldelsen, så formuleringen forstås i den rette kontekst:

//
Værre er det dog, at filmens titel rummer et falsk løfte. Tilværelsens erotiske dimension finder man i glimtet, antydningen og det delvis skjulte, men den slags opererer »Det erotiske menneske« slet ikke med.

I stedet er den fyldt med billeder af passive nøgne kvinder – præget af Jørgen Leths forkærlighed for farvede damer med frodig kønsbehåring – og skønt kameraet gerne zoomer ind på de mest intime dele af deres anatomi, kommer der altså ikke erotik ud af dét. Derimod opstår en lidt ubehagelig følelse af at sidde og kigge i en gammel gris' personlige fotoalbum.

Det er utvivlsomt uretfærdigt, for Jørgen Leths intentioner med filmen er garanteret noble, men hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik, og derfor bliver »Det erotiske menneske« mere kedelig end kødelig.

Den lange række på- eller afklædte kvinder, der som marionetter vises frem i filmen, demonstrerer tilværelsens ulidelige liderlighed, selv om det retfærdigvis skal tilføjes, at filmen også rummer mange nærbilleder af instruktøren selv og altså ikke kun er voyeuristisk, men også narcissistisk. Man gaber og tænker, at nogle cykelryttere ville have gjort underværker.
//

At den indviklede formulering uden tvivl er ugens formulering i journalistkredse, understreges af at ATS i gårsdagens søndagsudgave af Politiken citerede den – uden reference. Og den er da også fantastisk … indviklet. Hovedsageligt fordi Ebbe Iversen kan formulere sig færdig uanset i hvilket hjørne han begynder sin sætning, og i dette tilfælde ikke har gidet, eller haft tid til, at overveje om det kunne gøres lidt enklere. Der er med andre ord en vis suveræn dovenskab i at aflevere sådan en sætning, og det kan heller ikke afvises at Iversen er helt bevidst om at den stikker ud fra resten af artiklen, og at han morer sig over det.

Samtidig rummer sætningen jo Iversens hovedforklaring på hvorfor Det erotiske menneske falder til jorden. Det er altså anmeldelsens nøglesætning, og det er ikke usandsynligt at en ældre herre af respekt for en anden ældre herre løfter en sådan sætning op over pøbelen af ren og skær agtelse for den han kritiserer; men også for at give udsagnet omhyggelighedens vægt: Netop ved at udsagnet ikke er perfekt velklingende, men møjsommeligt at læse, vises en ydmyghed. Jeg tror nu ikke at dette er helt og fuldt bevidst fra Iversens side.

Lad mig pege på de udsædvanlige sproglige ting som hver især tærer lidt mere på hjernekapaciteten end normalt, og som tilsammen gør sætningen indviklet:

hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik

1: Ingen af nominalleddenes kerner, ”gemyt”, ”flair” og ”flagrende”, danner solide grundpæle for forståelsen, men er på hver deres måde ”forskudte”:
1a: Grundleddet, ”hans kontante konkretlyriske gemyt”, er en ejefaldskonstruktion.
1b: Med ordet ”gemyt” som kerne i grundleddet har sætningen en sjælden agens i forhold til at have flair for noget – det er usædvanligt at tale om at et gemyt har ”flair” for noget.
1c: Det tunge prædikat ”ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik” har et lille uhåndgribeligt ord, ”flair”, som kerne – det er en kolos på en lille lerfod.
1d: Nominalleddet ”det kapriciøst flagrende i erotik” (som er bygget ind i prædikatet) har en lang tillægsform, ”flagrende”, som kerne – og lang tillægsform er reelt et verbum (at flagre) der optræder som prædikat – og en sjælden gang som substantiv (subjekt eller objekt), hvilket sker her.
2: Ordet ”konkretlyriske” er Ebbe Iversens egen sammensætning – den er oplagt og forståelig, men kræver alligevel en tolkning som dybest set kun giver mening når man kender den egenskab i Leths sprog som MÅ være det Iversen henviser til.
3: Ordet ”kapriciøst” kan de færreste forstå før de har slået det op.

Det var 6 grammatisk-sproglige usædvanligheder samlet i én sætning.

Ud over disse, som tilsammen gør sætningen indviklet, bidrager ordene ”kontante”, ”visuelt”, ”sporbare” og ”erotik” yderligere til en æstetisk fornemmelse af fint smedejernsfiligranarbejde.

Men lad os nu prøve at forstå sætningen.

For at reducere ligningen en smule udskifter vi ”hans” med Jørgen Leths:

Jørgen Leths kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik.

Det første vi må gøre for at analysere formuleringen sprogligt, er at få et overblik. Vi kan fx nedpakke to af de tre omfattende nominalled, så der tilbage står:

[Noget] har ingen visuelt sporbar flair for [noget].

Det er egentlig det mest indviklede ved sætningen der står tilbage her. De to nedpakkede nominalled er ikke så svære, bl.a. fordi de handler om noget velkendt, nemlig henholdsvis noget med Jørgen Leth og noget med erotik.

Det første ”noget”, nemlig ”Jørgen Leths kontante konkretlyriske gemyt”, er genkendelig hvis vi er bekendte med at Jørgen Leth i høj grad benytter sig af et konstaterende sprog. I en simpel udgave kunne man godt erstatte formuleringen med ”Jørgens Leths sproglige metode”. Formuleringen bliver som sagt lidt uhåndterlig af at det ikke er Jørgen Leth eller hans sprog eller metode der er kernen i formationen, men derimod hans ”gemyt”. Som kernen i sætningens agens (altså sætningens aktive grundled) er gemyt et ikke grammatisk forkert men dog pudsigt ord at sætte sammen med et mere personificerende verbum som ”at have flair for noget”. Gemyt er ligesom holdninger og synspunkter oftest kernen i et prædikat til et substantiv (grundled eller objekt): ”Han har et roligt gemyt”, ”Du finder altid et provokerende synspunkt. Og når vi gør gemyttet, holdningen eller synspunktet selv til grundled, kan vi normalt kun putte lighedstegsverber (prædikats- og sammenligningsverber) på – altså ”er”, ”har været”, ”vil blive”, ”tåler ikke sammenligning med” eller ”gør”, ”synes” osv. i lignende betydninger: ”Hans gemyt er altid roligt”, ”Deres holdninger synes mig noget forældede”. Man ville ikke kunne sige at en holdning havde flair for. At tale om hvorvidt et ”gemyt” har flair for noget, kræver derfor lidt grammatisk-kognitivt ekstraarbejde. Det kræver at gemyt er noget som kan besjæles – at et gemyt kan have evner og meninger – altså indre processer og ikke blot indbyggede egenskaber. Hvorvidt et gemyt kan have det, er mig bekendt sprogligt uafklaret (og findes derfor kun i dovne formuleringer). Men ”gemyt” giver mening forstået som ”Jørgen Leths fortællende persona”.

Det andet nedpakkede nominalled, nemlig ”det kapriciøst flagrende i erotik”, er grammatisk let nok at forstå. Så hvis man er barn, vil man acceptere at man ikke forstår indholdet, men dog vide præcis hvad det er man ikke forstår. Indholdsmæssigt vil det for mange – også andre end børn – nok kræve et ordbogsopslag. Lad os se hvad kapriciøst betyder? Ja, det betyder mere eller mindre noget med lunefuld. Det giver mening: Vi forstår at erotik kan have noget lunefuldt flagrende – lad os sige lunefuldt skiftende – over sig. Eller endnu mere forståeligt og forsimplet: erotisk tiltrækning er lunefuld og omskiftelig. Den kognitive sværhedsgrad øges som sagt af at det er den lange tillægsform ”flagrende” der spiller rollen som kernen i nominalleddet.

Lad os lige se på den nedpakkede sætningsstruktur igen:

[Noget] har ingen visuelt sporbar flair for [noget].

Ja, der er jo et tredje nominalled: ”(ikke nogen) visuelt sporbar flair”. Det handler om ”en evne til at visualisere” eller ”en evne til at fange”.

Vi kan altså oversætte Ebbe Iversens udsagn til eksempelvis:

Jørgen Leths konstaterende iagttagelser indfanger ikke erotikkens lunefulde væsen.

Dette er en simplere formulering, ikke nødvendigvis en bedre. Jeg kan godt lide Ebbe Iversens formulering, selv om den er grammatisk doven og generelt indviklet, snarere end den er sprogligt skarp. Jeg kan godt lide at den – som en undtagelse – bryder med almindelig journalistisk lix. Derfor er denne nørdede svømmetur blot ment som en service.

torsdag den 4. november 2010

Signs of Sanity

Rally to Restore Sanity and/or Fear samlede i lørdags, den 30. oktober, omkring 215.000 mennesker på The National Mall foran Det Hvide Hus i Washington D.C. Dagsorden var bred og ikke-politisk, nemlig en protest mod den mediedrevne politiske retoriks alt andet end konstruktive adfærd.

Det var sikkert den brede dagsorden der dannede grundlaget for en sjældent set kreativitet og åndsfriskhed blandt demonstranter. Og det var sikkert ånden fra værterne, de to skarpe humorister Jon Stewart og Stephen Colbert, der gav iderigdommen et ekstra skud vitaminer. De to er i høj grad ord- og kommunikationskløvere, og at deres publikum også er det, kan man forvisse sig om ved at gennembladre diverse billedserier fra stævnet (links nederst).

At få det fulde udbytte af bannere og t-shirts fordrer selvfølgelig et vist kendskab til konteksten, den politiske debat i USA, eksempelvis når man ser 3 kvinder udklædt som tekopper, ledsaget af 2 mænd udklædt som Earl Grey-teposer (selvfølgelig med reference til Tea Party-bevægelsen), eller når man ser en gruppe kvinder udklædt som hekse (en reference til guvernørkandidat Christine O'Donnell der har følt sig nødsaget til i sin valgvideo at proklamere at hun ikke er en heks). Men denne kontekst af historier kender vist alle danskere der følger bare lidt med, og det er jo netop disse historier der gør at der er noget at spille bold op ad, og som dermed har gjort mange af demonstranternes udklædninger og bannere så raffinerede.

Et enkelt skilt udmærker sig som et af de mest geniale nogensinde set. Og fotoer af det er da også allerede meget efterspurgte på chats verden over. Med en meget vellykket visuel retorik fortæller skiltet simpelthen at ”Hitler er Hitler”:

Sådan! I sin provokerende (og saglige) simplicitet tager skiltet retorisk pis på amerikansk dunderretorik såvel som det er en saglig kritik af alle de demagoger fra både den ene, anden og tredje kant som sammenligner deres modstandere med Hitler. Det kender vi jo også i Danmark. Men der kommer aldrig noget klogt ud af sammenligningen, for ingen er som Hitler, og sammenligningen med Hitler vil altid være overdrevet og misvisende på den ene eller anden måde.

Dette skilt kan jeg også godt lide. Det er en udvikling af KISS-modellen, som i normal praksis er en husker til produktudviklere, layoutere, programmører, retorikere, web-skribenter m.fl. om ”keep it simple, stupid” eller ”keep it simple & short”. Jeg indlæser en skarp pointe i skiltet, for ”sane” (dvs. fornuftig og retvisende) er et kommunikations- og debatkrav som er mere grundlæggende end ”simple” og ”short”. For at kommunikation overhovedet skal lykkes, må man tale ud fra commonsense, og man må nødvendigvis være enige om hvad det er man er uenige om. Denne common ground er i høj grad feset ud under kortheden og ”klarheden” i afgørende dele af amerikansk politik.

I en politisk kontekst spiller ”stupid” imidlertid også på den berømte linje ”it’s the economi, stupid”. Linjen stammer fra et lille skilt som Clintons rådgiver James Carville hang op for at huske alle på at det var en af nøglerne til at vinde valget mod Bush den ældre i 1992, og siden har politiske kommentatorer kanoniseret frasen og løftet den til en sandhed om evnen til at vinde et valg (i USA). Noget tyder på at de har ret: Vi ser netop at Obamas popularitet i dag er hårdt ramt af stor arbejdsløshed og dårlig økonomi, uanset om det er hans skyld eller ej. Det drejer sig om økonomi, fjols.

Til sidst vil jeg fremhæve dette foto som det smukkeste foto. Jeg hentyder med andre ord til hele scenen som sådan og ikke bare skiltenes ordlyd:

Er det ikke dejligt?

Her sidder et formentlig livsklogt og afslappet par – hvilket giver ekstra vægt bag den evige sandhed på det venstre skilt: ”Alt med måde” (underforstået med en vis åbenhed over for ... alt). På det højre skilt kommer så det humoristiske twist af en fortsættelse: ”… endda onani”. Sidstnævnte refererer til tidligere nævnte Christine O'Donnell som siden hun var ung politiker – Gud hjælpe hende – har bekæmpet retten til at onanere. (Så hun ER de facto en heks; jeg har svært ved at komme i tanke om en mere tvingende definition. Men det kræver vel også sin overnaturlige kunnen at kontrollere et sådant forbud.)

En anden demonstrant skriver på sit skilt: I masturbate, and I vote (but not usually at the same time). Et frihedens budskab, kan man sige. Det kan du selv finde.

Jeg har kigget på billeder hos Berlingske og hos TPM.

søndag den 31. oktober 2010

Peter Pjevs ikke den eneste

Ok, dette er meget lille blogindlæg. Men det er da lidt sjovt at den tidligere julegæsteskribent, Peter Pjevs, ikke er den eneste der skriver ”lades sig gøre”. Her er det i bunden af en Ritzau-artikel gengivet på Berlingske.dk den 4. oktober:

Men for nye læsere kan dette jo bruges som en reklame for Peter Pjevs’ 24 indsigtsfulde indlæg. Man kan fx begynde med Arvesønnen hvori han demonstrerer sprogbrugen.

torsdag den 28. oktober 2010

Regnevrøvl i Berlingske

I artiklen ”Social arv giver stor karakterforskel” fortæller Berlingske den 6. oktober at:

Man kan undre sig over at denne statistik får pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef til i samme artikel at udtale at ”Forskellen er overraskende stor”. Ja, man kan undre sig over at det overhovedet skal være en nyhed. Det er vel nærmere en meget lille forskel at kun 20 procent af børn med svagest baggrund får 1,6 mindre i snit, især hvis det, som man må underforstå, er de dårligste 20 procent af denne kategori af børn. Eller man kan sige: Det er fantastisk at KUN 20 procent af børn med dårlige kår scorer 1,6 mindre i snit, for det implicerer jo at 80 procent af børn i dårlige kår klarer sig anderledes godt.

Men kære berlingerjournalist: Det er altså heller ikke det Politiken skriver – som I ellers hævder. Politiken skriver i deres tilsvarende indledning:

Ja, der mangler godt nok et vigtigt slutkomma efter ”baggrund” som Berlingskes udgave har, men bortset fra det, ser vi her en anderledes korrekt sammenhæng. Politiken taler om de 20 procent af alle børn som udgør kategorien af børn med svag baggrund, hvilket Berlingske får forvansket til 20 procent af børnene inden for kategorien.

Lad os se nærmere på hvad der går galt. Her skriver jeg først Politikens formulering, som er den originale, og derefter Berlingskes:

Berlingskes journalist, redaktør eller korrekturlæser har dummet sig gevaldigt. Men på absurd vis kan det meget vel være den prisværdige rettelse af Politikens kommafejl der har været startpunktet for en række af uheldige tanketorsk. For opdagelsen af at der slutter en ledsætning ved ”baggrund”, har højst sandsynligt fået vedkommende til at studse en kende for meget over ledsætningens start og tilknytning. Fejlagtigt har vedkommende kigget på ”børnene” som dét bestemte substantiv (den kerne) som den bestemmende relativsætning tilslutter sig:

”børnene, der har den svageste baggrund”

Når vi har med en bestemmende relativsætning at gøre, er det – stærkt tilskyndet af det grammatiske startkommas manglende skelnen – bedre at formulere sig ”de Xer som …” end ”Xerne som …”. Forklaring:

”børnene, der har den svageste baggrund”
Her er – ved brug af grammatisk komma – tvivl om hvorvidt ledsætningen er en bestemmende relativsætning eller en ”i øvrigt-sætning” (selvstændig/parentetisk ledsætning). Ved nyt komma ville udelukkende den selvstændige ledsætning have startkomma.

”de børn, der har den svageste baggrund”
Derfor er denne formulering – specielt ved grammatisk kommatering – bedre, fordi den entydigt signalerer at det er en bestemmende relativsætning.

Sandsynligvis er det derfor at ”børnene” er ændret til ”de børn”, hvorefter ”de” foran ”20 procent” er fjernet fordi det nu lød mærkeligt.

Men her burde man have løftet blikket og opdaget den igangværende brøler!

Problemet er nemlig at den bestemmende relativsætning ”der har den svageste baggrund” ikke knytter sig til en kerne som hedder ”børnene” eller ”de børn”, men derimod til en kerne som hedder ”de 20 procent af børnene”. Mere enkelt kan man sige at det bestemmende ”de” i begge tilfælde korresponderer med den bestemmende relativsætning, hvorfor Berlingskes sætning bliver noget vrøvl i forhold til realiteterne:

I Politikens tekst er ”20 procent af” med til at definere kategorien, i Berlingskes kommer ”20 procent af” til at stå uden for kategorien og bliver således 20 af børnene med de dårligste vilkår, altså en andel af andelen. Og det er jo noget vrøvl.

Man skal ikke overlade sproget til folk der ikke kan tænke og regne.

søndag den 24. oktober 2010

Farvel til Peder Skyum-Nielsen

Det er vist ikke mere end 3-4 måneder siden at jeg kort hilste på Peder Skyum-Nielsen (gift til Peder Skyum-Aagaard i 2009) i stillekupeen i IC3-toget, hvor han sad sammen med sin kone. Jeg havde de allerseneste år lært ham at kende i et par mailvekslinger om noget sprogligt og bogligt. Og ikke mindst under et arrangement hos DR med rundvisning: Her fulgtes vi lidt ad, og jeg lærte jeg ham at kende som et venligt og intelligent menneske med lune og kant.

I mange år før da kendte jeg ham mest som den grammatiske bror til den litterære Erik Skyum-Nielsen og som medforfatter – sammen med Henrik Galberg Jacobsen – til grundfagsbibelen på dansk- og retorikstudierne, Dansk sprog – en grundbog, som indeholder det meste af hvad man skal vide om sætningsgrammatik og skriftsproglig analyse, og som blev genudgivet i en opdateret udgave i 2007.

Jeg har også hans bog ”Sætningen” fra 2008 stående – med personlig hilsen i omslaget. En bog han primært lavede til journalister (på DR) for at lære dem bare en smule om sætningsgrammatik og om at skrive mere rent. Den er faktisk formuleret lidt som en grammatisk ”børnebog” til journalister, hvilket der helt klart er behov for, men den eksponerer også meget tydeligt de dele af Peder Skyums bidrag til dansk grammatik som jeg ikke er så begejstret for:

I såvel Dansk sprog – en grundbog som Sætningen fører Peder Skyum et noget ensidigt togt mod såkaldt sætningsforvægt. Dét at helsætningens finitte verbum ligger (for) langt bagud i sætningen, som fx:

”Da vi ikke har vidner til hvad der er foregået før vi nåede frem, bliver det påstand mod påstand”.

Og her er jeg fagligt uenig, for hvis sætningen er semantisk logisk i sin rækkefølge, og hvis den første information er velkendt eller danner nye klare billeder på nethinden, gør det ikke noget at det er en længere betingende ledsætning.

Peder Skyum er dog ikke alene. Hele danskfaglighedslitteraturen er gået over i den modsatte grøft i reaktionen mod kancellistilen, blandt andet fordi denne danskfaglige litteratur blev skrevet omkring 70’erne og kun er genudgivet med små opdateringer siden. Jeg skrev en opgave om Dansk sprogs overdrevne formaninger mod sætningsforvægt i 2007 og fik i 2008 lejlighed til at forelægge den for Henrik Galberg, hvilket fik ham til at ærgre sig over at han ikke havde set min kritik før den nyeste opdatering af bogen i 2007.

Opdateringen har blandt andet betydet en udvidelse med Peder Skyums mange nye betegnelser for en sætnings forløb i trappediagrammet. Ovenstående eksempelsætning ville således have det formelle navn ”toned-tripop” og kælenavnet ”store galge”. Bemærk denne værdiladede advarsel mod noget som altså er en helsætning der starter med en betingelsesledsætning indeholdende en ledsætning indeholdende en ledsætning (to trin ned) for til sidst at slutte med sætningsstammen på helsætningsniveau (tre hop opad). Her bliver Peder Skyum for pjattet efter min smag, og ved mødet med Galberg i sin tid forstod jeg da også på ham – mellem linjerne naturligvis – at det var Peder Skyums show.

Måske var det en byttehandel for at få lov at sætte nyt komma i Dansk sprog, for det med fornuftigt komma i stedet for grammatisk komma var Skyum ikke overbevist om – sandsynligvis fordi viden om hvor trappen i trappediagrammet går ned, forudsætter viden om hvor de meningsløse og uplacerbare startkommaer skal placeres. De to ting hænger altså sammen: Man kan ikke lave trappediagrammer uden at kunne sætte korrekt grammatisk komma. Sagen er bare at man ikke behøver nogen af delene, heller ikke som grammatiker i en mere meningsfuld og lingvistisk-semantisk orienteret grammatisk tradition end den der desværre er altdominerende i Danmark i dag. Til Skyums fortjeneste skal dog siges at han holdt lav profil i kommakrigen og mig bekendt aldrig udtalte sig offensivt til fordel for grammatisk komma. Han brugte det bare, ligesom de journalister han forsøgte at opdrage.

Langt mere på linje med Peder Skyum er jeg i hans kampagne for et tydeligere talt dansk. Her er jeg rørende enig med ham: Ingen normalthørende kan høre hvad Mads Mikkelsen mumler, og ingen kan være tjent med at vi såvel i medier som i private sammenhænge overspringer så mange stavelser og rammer så mange vokaler skævt at betydningen tabes på gulvet (et fænomen som bl.a. det berømte satireklip fra NRK tematiserer). Hvis vi en dag vedtog for alvor at bringe den skrevne ortografi mere i overensstemmelse med normal dansk udtale, ville vi opdage at de to snarere skulle mødes på midten, idet en ren transskription af vores nuværende udtale ville medføre et meget lille ordudvalg hvor ét ord ville kunne betyde 5-6 forskellige ting, og det går ikke. Distinktionen i vores udtale er under niveau for et meningsfuldt og nuanceret sprog. Så uanset hvad man mener om skriftsprogets krummelurer, er vi under alle omstændigheder nødt til at overveje hvad vi gør når vi ævler – overveje om ikke det kunne betale sig at sige lidt mindre, lidt langsommere og lidt tydeligere og mere helhjertet. Her har Peder Skyum fat i den lange ende. Men jøsses hvor er han alene med sin løftede pegefinger.

Ja, netop. Jeg kan virkelig godt lide ham for at turde være et brokkehoved. I modsætning til Dansk Sprognævns og associeredes filosofi om ”ingen løftede pegefingre” – en filosofi som jeg med modsat fortegn har gjort til min egen (se banneret øverst på bloggen) – var det Peder Skyums kald at løfte pegefingeren, og det elsker jeg ham for. Det var til at arbejde med!

Nu er han væk. Det skete i mandags, den 18. oktober. Alt for tidligt – 62 år. Det føles meget voldsomt.

Jeg tror nok at jeg dér i IC3-toget – med en vis indre angst for selve formuleringen – sagde: ”Vi mailes ved!” Da havde jeg ganske vist hørt at han var ”syg”, men af os tre var det kun ham og konen der vidste hvor syg, og af hvad. Måske var det derfor jeg kun fik et nik tilbage; måske bare fordi det var en stillekupe.

Men så mailes vi altså ved her. Jeg har på ingen måde adkomst til eller noget ønske om at skrive en fyldestgørende nekrolog, og det tilhører vist heller ikke konventionen at give faglig kritik eller skrive lige så meget om sig selv i en sådan. Så dette er ikke en nekrolog. Men som et af de sprogmennesker der betød noget for mig helt op til sin død, kan Peder Skyums pludselige fravær fra denne verden ikke bare forbigås upåagtet af denne blog. Derfor dette helt subjektivt vinklede indlæg om mine oplevelser med Peder Skyum og hans virke.

Du kan læse Peder Bros fine nekrolog på berlingske.dk.