fredag den 26. september 2014

Pseudodansk

”The reason why”? Possibly.

”Årsagen til hvorfor”? Absolut nej. Det er dobbeltkonfekt.

Man kan sige: ”Årsagen til at …, er fundet”. Eller man kan sige: ”Hvorfor …, er endelig klarlagt”. Men man kan ikke blande det sammen.

Det er måske ikke en stor fejl i forhold til hvad man ellers er udsat for i den journalistiske malstrøm. Det er mere en af de mange små stifter i den dansksproglige ligkiste – i hvert fald til sproget som vi kender det. Spørgsmålet for mig er om vi vil beholde vores sprog eller afskaffe det til fordel for et pseudodansk. Hvis vi vil det første, må vi skabe en skolegang som klart eliminerer denne slags misforståelser, og som er mere omhyggelig med at skelne mellem dansk og engelsk.

Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis behøver at være skadeligt for dansk at poderne skal lære engelsk fra første skoleår, og dermed før de for alvor lærer dansk som voksensprog og skriftsprog. Men jeg er sikker på at det går mere eller mindre galt hvis ikke man begynder at stille højere krav til skriftlig dansk. Dette kræver formentlig dygtigere dansklærere – i folkeskolen, i gymnasiet og på de journalistiske uddannelser. Hele vejen igennem må en ordentlig lærer have pondus og viden til at anholde fejl.

Den dag pseudodansk som i aviseksemplet her indgår systematisk i danskpensummet på diverse uddannelser, er fødekæden sluttet og svær at bryde igen. Resultatet er at sproget bliver dummere og mere upræcist. Så er det at Den Danske Ordbog optager ulogiske dobbeltnegationer ligesom den nu – helt grinagtigt – godtager de forkerte, reciprokke betydninger af forfordele og bjørnetjeneste.

Men det er ikke kun en opgradering af lærergerningen vi har brug for. Vi har også brug for en kulturændring. Et samfund hvor løftede pegefingre og irettesættelser betragtes som personlige angreb, er et åndeligt degenereret tabersamfund. Det er det samfund vi lever i nu. Løftede pegefingre er gaver. Ja, de kan være mere eller mindre tiltalende indpakket, og de kan være leveret i forargelsens ilttilførselsblokerede orgastiske rus, men når dunsten er drevet af, er de stadig gaver. Store gaver.

Så løft venligt pegefingeren – hvis du ved hvad du taler om!

Og som modtager: Lær at betragte irettesættelsen som en gave, selv om det ved gud er svært lige i det øjeblik man møder den.

søndag den 14. september 2014

Sætter verdensrekord og slår sig selv


Dr.dk.

Denne gang bør Jesper Ralbjerg rettelig noteres som forfatter til et blogindlæg. Jesper skriver:

Kan man egentlig det, altså slå en ny verdensrekord? Man kan vel slå en verdensrekord og sætte en ny? Man kan vel endda slå en nyligt sat verdensrekord, men slå en ny? Eller er jeg bare blevet gammel og mavesur?

Og jeg svarer:

Du har ret, Jesper. Det hedder sætte ny verdensrekord, og overskriften burde have heddet ”Tom vil sætte ny verdensrekord i planke”, ligesom der i manchetten skulle have stået ”… og i morgen vil han sætte en ny”. Det lyder i øvrigt også meget mere positivt med ”sætte”.

Så vidt jeg kan tænke mig til, er der to oplagte årsager til fejlen – og det er meget vel en kombination af de to: 1) Skribentens ordforråd er svagt. 2) Skribenten har tænkt meget på at Tom Hoel slår sin egen verdensrekord, og spiller derfor sig selv et puds med en slags sproglig kortslutning. Jeg synes vi skal lade tvivlen komme ham til gode og gætte på grund nummer 2. Men en klar fejl er det.

Intet aspekt ved den korrekte formulering, ”sætte ny verdensrekord”, antyder at han ikke selv er indehaver af den seneste verdensrekord, tværtimod.

Jeg synes i øvrigt ikke der burde stå ”har en verdensrekord”, men bare ”har verdensrekord”, eller bedre: "har verdensrekorden". Det første antyder at han har én verdensrekord blandt flere mulige, og dermed at der er flere discipliner inden for planke, men det er der vel ikke. Ja, nu er det mig der spørger dig.