Pseudodansk

”The reason why”? Possibly.

”Årsagen til hvorfor”? Absolut nej. Det er dobbeltkonfekt.

Man kan sige: ”Årsagen til at …, er fundet”. Eller man kan sige: ”Hvorfor …, er endelig klarlagt”. Men man kan ikke blande det sammen.

Det er måske ikke en stor fejl i forhold til hvad man ellers er udsat for i den journalistiske malstrøm. Det er mere en af de mange små stifter i den dansksproglige ligkiste – i hvert fald til sproget som vi kender det. Spørgsmålet for mig er om vi vil beholde vores sprog eller afskaffe det til fordel for et pseudodansk. Hvis vi vil det første, må vi skabe en skolegang som klart eliminerer denne slags misforståelser, og som er mere omhyggelig med at skelne mellem dansk og engelsk.

Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis behøver at være skadeligt for dansk at poderne skal lære engelsk fra første skoleår, og dermed før de for alvor lærer dansk som voksensprog og skriftsprog. Men jeg er sikker på at det går mere eller mindre galt hvis ikke man begynder at stille højere krav til skriftlig dansk. Dette kræver formentlig dygtigere dansklærere – i folkeskolen, i gymnasiet og på de journalistiske uddannelser. Hele vejen igennem må en ordentlig lærer have pondus og viden til at anholde fejl.

Den dag pseudodansk som i aviseksemplet her indgår systematisk i danskpensummet på diverse uddannelser, er fødekæden sluttet og svær at bryde igen. Resultatet er at sproget bliver dummere og mere upræcist. Så er det at Den Danske Ordbog optager ulogiske dobbeltnegationer ligesom den nu – helt grinagtigt – godtager de forkerte, reciprokke betydninger af forfordele og bjørnetjeneste.

Men det er ikke kun en opgradering af lærergerningen vi har brug for. Vi har også brug for en kulturændring. Et samfund hvor løftede pegefingre og irettesættelser betragtes som personlige angreb, er et åndeligt degenereret tabersamfund. Det er det samfund vi lever i nu. Løftede pegefingre er gaver. Ja, de kan være mere eller mindre tiltalende indpakket, og de kan være leveret i forargelsens ilttilførselsblokerede orgastiske rus, men når dunsten er drevet af, er de stadig gaver. Store gaver.

Så løft venligt pegefingeren – hvis du ved hvad du taler om!

Og som modtager: Lær at betragte irettesættelsen som en gave, selv om det ved gud er svært lige i det øjeblik man møder den.