Jeg vil godt indrømme at det har været en hård prøvelse at have Peter Pjevs som gæsteskribent. Og egentlig er der ikke noget jeg har mere lyst til end at lave et rettelsesblad til alle de fejl og etymologiske misforståelser han har lavet. Men et sådan rettelsesblad ville være kontroladfærd, og hvis jeg giver efter for det, går hele pointen med at overgive Peter Pjevs roret i fløjten. For pointen var jo at tvinge mig til at tolerere det skrupforkerte ved hård og brutal kognitiv terapi. Så Peter Pjevs’ julekalender må altså blive stående urørt og uden appendiks.
Men der er selvfølgelig altid en grænse for hvor hård sådan en terapi skal være, for hvis man på forhånd ved den er for vidtgående, så ved man også at kontroladfærden nok skal sætte ind bagefter og slå det hele tilbage – med en systematik som blot kommer til at virke som omvendt kognitiv terapi og dermed som en bekræftelse og styrkelse af det som skulle mildnes.
Min grænse går ved det jeg kalder navneordsfragmentering – altså ”pop musik” eller ”klima konference”. Det er for stærk kost for mig, fordi det i mine øjne tyder på at man slet ikke har forstået sit modersmål som sådan, og så bliver jeg decideret angst. Så vi havde sikret os en gæsteskribent som ikke laver den type fejl – og ret til, i tilfælde af navneordsfragmenteringer, at rette dem når jeg oploadede artiklen. Men Peter Pjevs lavede, trods utallige kortslutninger, ingen umotiverede navneordsfragmenteringer, måske fordi han dybest set tænker logisk, selv om han så sandelig tænker fantasifuldt og ukritisk.
Man kan godt graduere Peter Pjevs’ misforståelser på en skala fra 1 til 10. En 1’er er ”i nu” for ”endnu”, hvilket egentlig burde ligge under Peter Pjevs' niveau. En 10’er er ”højtragende” for ”højttravende”, for højtragende kan jo godt give en mening der ligger tæt på det korrekte højttravende – det gør det i hvert fald for DR’s Kim Bildsøe Lassen.
Kl. 13.16 fredag den 18. december under dækningen af klimatopmødet talte Bildsøe om at debatten var "dramatisk og højtragende". Og der er ingen tvivl om at den klart og distinkt talende Bildsøe mente højt-ragende, for han trak vejret mellem ”højt” og ”ragende”; hvis han havde ment højttravende, ville man jo have kunnet høre et ”t” efter vejrtrækningen.
Højtragende betyder selvfølgelig at noget rager højt op – en bygning, eller måske bare en antenne på en bil. Ordet er ikke opført i den gamle Ordbog over det Danske Sprog, og min Word 2007 rynker også på næsen. Så når det står i den nyere Den Danske Ordbog, er det vel bare fordi det er et ord som man kan danne, og som nogen har dannet. I hvor stort omfang det så er dannet som en dårlig – og misforstået – udgave af højttravende, kan jeg ikke vide, men det står i Den Danske Ordbog opført både i betydningen noget som rager højt op, og som ’fejl for højttravende’. Bemærk: Det ER en fejl.
HøjtraGende er ikke det rigtige ord at bruge når man mener at en diskussion eller en tanke bevæger sig på et (for) højt eller opstyltet niveau. Det højtragende har bogstavelig talt jordforbindelse, det rager nedefra og op, og det er en fuldstændig neutral konstatering. Hvis det endelig var værdiladet, burde det være en positiv ting at stræbe højt eller være nået højt. Derfor ville det – selv hvis det var lovligt i betydningen [højttraVende] – være lidt af en ’bjørnetjenesteudgave’ af samme, i hvert fald en dårligere udgave.
Det højttraVende bevæger sig oppe på (dvs. befinder sig på) et niveau. Ifølge Den Danske Ordbog bruges højttravende ofte nedsættende om noget der er ”meget højtideligt eller præget af et højt intellektuelt eller kulturelt niveau; opstyltet, virkelighedsfjern el.lign.”, og det kommer oprindelig af ”hest der traver på en sådan måde at rytteren på ubehagelig vis tvinges i vejret”. Så den oprindelige metafor har altså mere at gøre med kadencen end selve højden (selv om man jo kommer højt til vejrs på en hest), og den har intet at gøre med et hestespand som galoperer hen over himlen, hvilket man jo sagtens kunne tro. Den oprindelige metafor handler også mere om tvang og ubehag – rytteren er tvunget i vejret fordi han ikke kan slå røven i sædet. Det er frustrerende og trættende. En del af frustrationen er bibeholdt i den moderne brug af højttravende, og måske også trættelsen i overført forstand, men ikke tvangen. I den moderne fortolkning af højttravende er det mere en kritik man giver i det øjeblik man ”står af” (og lader hesten trave videre), for det kan man da bare gøre hvis man synes det er for højttravende. Bemærk at man godt kan stå af mentalt selv om man stadig lytter eller læser – man kan tage afstand – og den tvangfrihed har jo intet at gøre med situationen for rytteren på hesten.
Så alt i alt er det en stendød metafor. Højttravende er blevet et ord, et adjektiv, som man ikke skal tænke for meget over. Det betyder som sagt ”meget højtidelig eller præget af et højt intellektuelt eller kulturelt niveau; opstyltet, virkelighedsfjern el.lign.”. Det kan staves med ét eller to t’er: højttravende (som i højt-travende) eller højtravende (som i høj-travende), sidstnævnte synes at være foretrukken i gammel tid, mens versionen med to t’er er foretrukken i dag, og også den jeg vil anbefale. Men højtraGende (som i højt-ragende) er altså noget andet.