No fuel-jubelæumshyldest

Af Peter Pjevs

Nu troede I så måske nok at jeg ikke nåede det i dag, men det er jo den 21. december inden til 23.59. Så I skal bare klappe.

Det er en slags jubelæum med det jeg skriver i dag. Og jeg vil atter for anden gang tærre på min store musikviden igen. For i dag er det nøje-agtigt 20 år siden hen at jeg købte denne her album-cd til mig selv i min julegave, nemlig Disneyland after Dark med No Fuel Left for the Pilgrims, for den er fra 1989, og så ventede jeg jo nemlig til jul.

Jeg var nød til at købe den selv, for det ville Onkel Hardy eller Tante Inger aldrig have villet gjordt. For de ville jo købe vanter og marcipan. Ikke dets to mindre var jeg til min overraskelse efter jul, for Onkel Hardy kunne godt holde ud at jeg spillede nummer 1-nummeret som er Sleeping my day away, men det var kun første gang så længe han ikke vidste hvad det var. Han stod og var blikstille i den flotte guitarsolo. Det var da så lige at det gik op for mig at han kunne være humanitær.

Men så ved nummer 2, som er ”Jihad”, så var det jo noget larm, og så skulle det af med det samme. Jeg syntes også selv at det var frækt og ligesom det der metroseksuel, og i starten var det kun tre af nummerne jeg rigtig kunne nyde, og det var nemlig 1: Sleeping my day away, 3: Point of view og 11: Wild talk, fordi de var nemlig mere melodi end larm og punkere. Man skal også i hukommelse at jeg var mere vand til Dodo & The Dodo’s og den slags. Men det var så på en måde også Dodo der fik mig til det, for det var jo nemlig kun Sømand af verden på Dodo 2 der var på oppe på numrene på Dodo 1 som var rigtig god. Men på Dodo 2 var resten end Sømand af verden ligesom bare B-sider, og det var dødens pølsefabrik da jeg i 1989 jo også kun havde ”Sanne” og sådan noget poetik med dig og mig.

Så lukkede jeg i radioen ørerne op for Sleeping my day away, som er den bedste rockmelodi Danmark har haft held med i udlandet nogensinde, og så kunne jeg ikke stå for at give mig den selv i min julegave, altså hele cd’en.

Nu er der så gået noget vand under broen, og så synes jeg efterhånden ikke mere at de andre numre er larm eller punkere. Især er jeg blevet rigtig glad for nummer 4, ”Rim of hell”, som er mest tungmetal, bortsat fra Ill will, men mere melodi så stadig.

Jeg kan ikke så godt læse de håndskrevede tekster, og slet heller ikke når det er på engelsk, så jeg var lutter ører. I starten var min mening med ”Rim” at det var at rime. Og jeg syntes de sang “We trou a dam good cofee at the rim of hell”. Det er jo noget med at “Vi kommer igennem en forbandet god kaffe når vi rimer i helvede”. Altså ligesom når de laver sange.

Engelsk sprog har jo aldrig været hvad det kunne have været kunne blive, altså i min forståelse, men nu mener jeg nu nok at ”Rim” er ligesom det i frost. På dansk, altså i sproget, siger vi jo ligesom hede hule helvede og sådan at man brænder i helvede. Men i den engelske rockverdens sprog er det lige på dutten omvendt, sådan så det er koldt i helvede. Det kan jeg dokumentere med en plade med Eagels som hedder ”Hell freezes over”, altså helvede fryser over, og det har jeg også hørt mange gange siden hen jeg har lagt mærke til det, for eksempel i film. Og så forstår man jo nemlig også bedre hvorfor mange rockstjerner tit og ofte ser ud som om de fryser, og så er de jo også cool. Ligesom de er rå, og det er råkoldt – og så siger Peter Tanev rockerkoldt, og så går det jo i ring.

Så sådan går det hele op. Og det er gået op for mig.

Nu skal der ikke lades nogen tvivl om at dette er en jubelæumhyldest til No Fuel left for the Pilgrims. Jeg synes godt den kunne få hurra-skud for borgen og kroneprinsens prisværdighed, for det er jo verdensmusik i stort tal.

Nu er der 3 dage til jul.