søndag den 6. marts 2016

V for landbrug

Med tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen lærte vi at Venstre på Christiansborg hellere end gerne leverer politik på baggrund af pyntede regnemetoder, bare det mildner panderynkerne hos intensivt landbrugs interesseorganisation Bæredygtigt Landbrug. Herved udgør Venstre, Liberal Alliance og Bæredygtigt Landbrug sådan set én samlet interesseorganisation, og måske ikke lige den bedste for et stort parti som Venstre. Undertegnede vil absolut landbruget det bedste; der står mestendels bondeknold på stamtræet så langt øjet rækker, og jeg mener det er en væsentlig kulturbærer. Men præsentationer af ikke-retvisende tal og ord bryder jeg mig ikke om, og så vil jeg nok også anbefale Landbrug & Fødevarer som en mere passende sparringspartner til politikudviklingen på landbrugsområdet.

I Ringsted Kommune er man sig imidlertid udmærket bevidst hvad det gælder når man har en Venstre-borgmester. Udadtil er Henrik Hvidesten borgmester i Ringsted – ja, slet og ret Ringsteds borgmester. Men indadtil …? Ja, se hvad der inde på rådhuset står på tavlen med billeder af byrådsmedlemmer:

Ja: Ringsted har ingen borgmester, Ringsted har en landbrugsrådgiver-borgmester. Om der er tale om blank selverkendelse eller bare blank tegnsætning, skal jeg ikke kunne sige. Man kan let komme i tvivl.