mandag den 31. maj 2010

Diagram for grandprix-frustration

Melodi-grandprix . . . ja, jeg ser det. Selvfølgelig ser jeg det.

På samme måde som Alex Nyborg Madsen, der for nylig indrømmede for åben mikrofon i Madsen på P4 at han holder af at se det, selv om det er de færreste i hans vennekreds der har nogen større forståelse for det. Dette fik ham til at tale om begrebet ”guilty pleasures” som han efterlyste et dansk udtryk for. Ja, det betyder vel noget i retning af samvittighedstyngende fornøjelser, og det bedste mundrette bud fra lytterne var vel forbudte fornøjelser.

Men det med ”fornøjelse” vil jeg egentlig godt anholde. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg ser Melodi-grandprix af samme grund som jeg ser valgudsendelser og vigtige pressekonferencer og andre store medierede begivenheder inden for mine interessefelter (politik, musik og visse slags sport): Fordi det sker nu, live. Fordi det er en stor, samlende begivenhed som mange ser, og som derfor kan have breddekulturel interesse. Og fordi jeg af disse grunde er nysgerrig. Når grandprix er godt, tilfredsstiller det min musikalske interesse, og når det er pinligt, tilfredsstiller det min almenmenneskelige nysgerrighed efter freakshows – og pirrer måske min forargelse over at de forkerte vinder. Om det er en fornøjelse, kommer ligesom i anden række.

Selve afgørelsen af hvem der vinder, plejer faktisk at være decideret frustrerende. I nedenstående diagram har jeg forsøgt at afbillede graden af frustration. Landene står i den rækkefølge som jeg syntes de var bedst (med point ud fra skalaen 1-10), og yderst til højre står de så i den rækkefølge som de blev placeret i konkurrencen. Eftersom en endelig placering lig med min placering vil give en vandret streg, er det sådan at jo flere stejle streger der er, og jo stejlere de er, jo mere har afstemningen frustreret mig.

I år blev det mindre frustrerende end det plejer, for vinderen var i min top-3. Dette er ganske usædvanligt. Der sker som regel det at en smagløs, hjælpeløs eller intetsigende sang fra bunden af mit felt går hen og vinder. I år skal vi ned på den endelige femteplads med Aserbajdsjan før vi har en regulær møgsang. Lige så stejl som Aserbajdsjan-stregen, blot med modsat fortegn, er stregen for Albanien, min absolutte favorit som endte på en undseelig sekstendeplads. Det er frustrerende! Men ellers er der faktisk ikke så forfærdelig mange stejle streger i år. Diagrammet viser at øverste del af feltet næsten ikke blander sig med nederste del af feltet, og frem for alt blev vinderen en god sang.

Min nummer 1

At Albaniens sang ikke klarede sig synderlig godt, er for så vidt symptomatisk for mit forhold til melodi-grandprix. Jeg kan nemlig godt lide popmusik hvor de forskellige spor i musikken danner en helhed som (for nu at bruge en anmelderkliche) er mere end summen af de enkelte dele. Altså at der er en dynamik – rytmisk, klanglig, melodisk – mellem forskellige instrumentspor, herunder sangstemmerne. En god popsang er således ikke nødvendigvis noget man kan spille med én finger på et klaver, eller noget som tager sig godt ud når man gør det. Den kan ikke nødvendigvis undvære sin produktion og sit arrangement.

For mig er musik en slags arkitektur: forskellige elementer skal spille sammen og danne forskellige (tom)rum. Kraftwerk og Kate Bush, for nu at nævne to som begge efter min mening er noget af det ypperste inden for det jeg kalder pop, ville således næppe klare sig godt i et grandprix hvor visse seersegmenter kræver af en god sang at den stadig skal lyde som en god melodi når Lille-Palle spiller den på harmonika. Sange hvis kvaliteter ligger i et spændende og/eller velproportioneret arrangement, klarer sig bare ikke godt i grandprixet. Det er der simpelthen ikke øre for.

Albaniens bidrag, ”It’s all about you”, er popkunst på niveau med og i stil med Pet Shop Boys. Den swinger som Pet Shop Boys’ ”Love etc.” og er ualmindelig godt skruet sammen. En drøm af en grandprix-sang. DR skriver at Juliana Pasha mindede om en blanding af Madonna og Anastacia, men det er altså at tillægge Madonna en charme hun ikke har, og Anastacia en god smag hun ikke har. Jeg kan ikke komme på nogen oplagte at sammenligne hende med, men jeg vil hellere sige at hun er en slags Nina Forsberg med britiske popmanerer.

Tjek videoen her.
(Selve videoen stemmer efter min mening ikke overens med sangens udtryk, så optrædenen – med et mere modent udtryk og uden dobbelthage – var faktisk federe.)

Min nummer 2

Ukraines bidrag, ”Sweet People”, er en alvorlig sag – et klagesuk efter menneskelighed midt i menneskehedens fortrædeligheder. Lyder det som kliché? Det var det ikke. Alyosha (Alyona Kucher) her bar den 100 procent hjem i et yderst originalt og smukt sangforedrag. Melodien er en elegisk rockballade med smukt skæve toner og aggressive stop-riffs. Helhedsindtrykket var lidt som en rocket Christina Aguilera, men mere originalt.

Tjek videoen her.

Min nummer 3

Ja, tyske Lena (Lena Meyer-Landrut) gik jo så hen og vandt. Med en sang, ”Satellite”, som faktisk er skrevet af danskeren John Gordon sammen med amerikaneren Julie Frost (og nej, jeg har ikke byttet om på navnene). ”Satellite” er den bedste vindersang i mange, mange, mange år. En fløjtende glad sang som lægger sig genialt midt mellem 1920-30’er-swing og moderne ryste røv-rytmer. Også Lenas studentikose og bevidst distræte forlovelsesfjantede, halvtalende sangforedrag lægger sig genialt et sted mellem en ikke-sexfikseret klassisk stil fra før verden gik af lave, og et moderne globaliseret udtryk som kun en pæn tysk studine med et strejf af emo-gotik kan gøre det.

Det er i øvrigt sjovt at vindersangen var den med mindst scenehalløj og flitterstads af alle 25 finalister. Tøjet var sort og afdæmpet, og de eneste rekvisitter, nemlig 3-4 korsangere, også i sort, stod placeret 1 kilometer bag Lena. Melodi og tekst var i centrum og tæt omslynget hinanden. Det kan man altså sagtens hvis man har en god sang. Men man kan også sige at hun i høj grad gjorde sin indlevende tolkning af teksten til sangens rekvisit.

Tjek videoen her.

Min outsider
Gruppen Malcolm Lincoln fra Estland nåede slet ikke finalen, men deres bidrag, ”Siren”, som godt nok heller ikke er særlig grandprix-agtigt, synes jeg er fascinerende.

Tjek videoen her.

fredag den 28. maj 2010

tirsdag den 25. maj 2010

Nåååå . . . !

Jeg forstår godt de to første grunde til at søge nye lærerkræfter, nemlig at én lærer er flyttet til Jylland og en anden har fået en lederstilling, men den tredje ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om. Vil de fyre vedkommende fordi hun eller han bliver federe og federe? Eller er vedkommende meget konfliktsøgende som i ”lægge sig ud med”? Eller mener de – med en misvisende metafor – at vedkommende har for meget at lave?

(Ja, det var faktisk det sidste jeg troede. Men...)

Nåååå . . . nu kan jeg godt se det. Det korresponderer jo med resten af sætningen hvor der står at de skal erstattes af to fastansatte og en barselsvikar, så det må være en kvinde der er gravid. Meget sjovt skrevet!

Der var jeg for hurtig med fotofælden, men nu får I den alligevel, for det er der vel også en slags pointe i.

mandag den 24. maj 2010

Den grundløse overskrift

Overskrifter har ikke altid ret meget med det de reklamerer for, at gøre. Det kender vi fra formiddagsbladene og billedbladene, men Berlingske er åbenbart også begyndt at dyrke de grundløse overskrifter. Her er en overskrift fra Berlingskes hjemmeside den 19. maj:

Denne overskrift indikerer at Mick Jagger aktivt forsøger at lancere sig selv, The Rolling Stones, en bog, en film eller noget andet med en udtalelse om The Beatles. Hvorfor skulle han ellers udtale sig sådan? Og hvorfor skulle Berlingske Tidende ellers bringe en sådan ikke-nyhed og almindelighed?

Underrubrikken forklarer hvad det drejer sig om, hvilken begivenhed Jagger tilsyneladende prøver at booste:

Og længere nede finder vi forankringen til overskriften:

Det viser sig altså at være ikke andet end et høfligt svar aftvunget af et irrelevant spørgsmål. Okay, småirrelevant så, for Exile-albummet – som det hele drejer sig om – var det kun andet studiealbum uden The Beatles som konkurrent. Men i hvert fald et aftvunget svar.

Kan man virkelig lave en overskrift på det? Og dermed iscenesætte det som en dagsorden fra Jaggers side?

Jeg synes det ikke. Men jeg kan jo se at det også er sådan medierne behandler politikere, og der får man ikke altid syn for hvad der var den egentlige ordveksling og politikerens egentlige prioritering.

tirsdag den 18. maj 2010

Påklædningsdilettant

Jeg tænker kun på én ting når jeg ser denne igangværende reklame, og jeg er ikke sikker på at Icelandair ved hvad det er.

Hvad med dig, kære læser. Hvad tænker du på når du ser billedet? Sig det højt før du ruller ned, så ved du om du også er ramt.

Ja, jeg er ked af at sige det, Icelandair, men ham med kasketten og Viggo Sommer-øjnene leder altså uvægerligt mine tanker hen på De Nattergale. Jeg kan ikke gøre for det. Det er dét der sker.

Billedet er en kliche: Den høje, solbrune mand med kaptajnskasket, flankeret af to stewardesser, en blondine og en brunette. Så er der lidt for enhver lyst, og associationen til coveret af en pornofilm er derfor også kun to halsklude væk.

Men opstillingen er også den slags kliche som fx De Nattergale eller Finn Nørbygaard imiterer. Så det er ikke bare at manden for mig og andre danskere kan ligne Viggo Sommer anno 1994, reklamen spiller sig selv ind i det parodiske, og så kammer den over, ganske eftertrykkeligt, for os der ser en typisk Viggo Sommer-statur for det indre øje. Derfor perciperer jeg reklamen som en revyplakat, uanset om jeg vil eller ej. Jeg tvivler på at Icelandair er postmodernistisk ironisk-selvdestruktive nok til at ville det; men det ER sådan.

Men hvis det var hensigten, så er ”Icelandair” slet ikke noget dårligt The Julekalender-navn, og afsenderen har da også et humoristisk plot helt i De Nattergales ånd: At reklamere for ”Icelandair” i selv samme periode hvor Islands egen Eyjafjälljokull har ændret de højere luftlag over det halve Europa.

Og afbrudt flytrafikken.

Måske er det en revyplakat.

fredag den 14. maj 2010

Hvis Mogens kan lide dig, er du dygtig


Jobindex’ nyhedsbrev 29. april 2010.

Jeg ved ikke med dig, kære læser. Men for mig giver det her ikke mening; og ikke nok med at teksten vrøvler, den insisterer også meget kraftigt på sit vrøvl.

Ifølge teksten er der i første instans en modsætning mellem at ansætte folk man synes om, og folk med specifikke kompetencer. Den modstilling forstår man: Det er noget med at en medarbejders kemi med og forståelse for arbejdspladsen er vigtigere end om han på forhånd er specialiseret i eller har erfaring med det han konkret skal lave.

Der hvor det så kører af sporet for mig, er at teksten insisterer på at kalde den første gruppe (folk man synes om) for ”dygtige”, hvorved den anden gruppe (folk der ansættes ud fra deres cv) i øvrigt må forstås at være ikke-dygtige. Det er en meget interessant vridning af ordet ”dygtig”.

Men ikke desto mindre slås den fast til sidst så man ikke er i tvivl: ”… gode folk får gode ideer. Så prøv at ansætte de folk, I kan lide”.

???

Dette indlæg handler ikke om komma, men jo: Teksten er også et glimrende eksempel på inkonsekvent brug af startkommaer og dermed på hvordan støtten til grammatisk komma er hyklerisk. Men det er en anden snak, som du kan læse om her.

mandag den 10. maj 2010

Debat knækket på grund af utilfredshed med Danmark

Her er det vist først og fremmest sproget der knækker. Det er lige før jeg begynder at vræle, men jeg skal prøve at holde mig i skindet.

Der SKAL være bindestreg mellem ”Knækker” og ”debat”. Og det er ærlig talt lidt skræmmende at man end ikke kommer i tanker om dette når overskriften så tydeligt får en helt anden betydning uden den obligatoriske bindestreg.

Her er endnu et eksempel:

Skal jeg fortsætte? 

 

fredag den 7. maj 2010

Sex og vind


På forsiden af dr.dk den 25. april 2010.

Hvad vi har her i bannerets overskrift, er et rigtig godt eksempel på at imperativbøjningen selv danner en helmening, hvorfor der skal være komma mellem imperativer medmindre de er tæt knyttede.

Det der menes, ligger jo i en struktur bestående af imperativsætningen med ”spørg” og imperativsætningen ”vind”. Men uden komma må overskriften læses sådan at ”vind” er objekt på lige linje med ”sex”, altså at man kan spørge denne sexguru ikke bare om sex men også om vindforhold.

Det er faktisk kun ydre kontekstuelle forhold der forhindrer os i at forstå overskriften bogstaveligt. Disse forhold er vores eventuelle viden om at programmet kun handler om sex, programgenren ”sexbrevkasse” og kommunikationsgenren ”gør noget, og vind noget” – samt en erfaring for at sex og vindforhold normalt ikke har noget at sige hinanden, end ikke i DR’s programkreative miljø.

Men hvis banneret er det første møde med denne Jakob, må man umiddelbart tro at der er tale om en vejrvært der har udvidet sit ressort. Og det er måske heller ikke helt tosset: Hvilken kvinde drømte ikke om Michael Jarnvig da han var ny på DR i det forrige årtusinde?

Også nede i teksten findes fejlen med det manglende komma mellem imperativer, nemlig i sætningen ”Stil selv et spørgsmål og få chancen […]”. Her kan det blot ikke resultere i radikale misforståelser. Tværtimod kan man argumentere for at de to imperativer er tæt knyttede fordi det ligger indlejret i det at stille et spørgsmål at man får chancen: I og med at man stiller et spørgsmål, lægger man billet ind.

Imperativen (eller bydemåden) er jo som bekendt den verbalbøjning hvorom man skal huske at den danner en sætning selv om der ikke er noget grundled. Eller man kan sige at den udgør både verbum og grundled, altså både bolle og kryds.

Når to imperativer er tæt knyttede, skal der ikke være komma. Det er jo fordi de begge beskriver den samme mening, eller mere præcist sagt: beskriver den samme scene, det samme billede. Det kan fx være ”læs og forstå” (én samtidig proces) eller ”kom og hjælp mig” (én kontinuerlig bevægelse i samme rum). ”Spørg, og vind”, derimod, er to situationer, og vind ligger dårligt indlejret i spørg, for man vinder ikke nødvendigvis i og med man spørger. Man kunne sagtens pådutte det: ”Spørg og vind”, i betydningen ”Spørg og læg deri billet ind på måske at vinde”, med en argumentation der ligner den jeg brugte før. Men skal vi ikke bare blive enige om at den præcise ordlyd ”Spørg om sex og vind" udelukker dette!

For alligevel at sikre mig at jeg ikke har misforstået konceptet, har jeg skrevet til brevkassen:

Her lidt tættere på:

Og kære læser, jeg sendte faktisk mine spørgsmål:

Men har dog endnu ikke fået noget svar.

mandag den 3. maj 2010

Ordets ortografiske omrids

Læg krakilerluppen væk. Der er ingen fejl i teksten. Det er en på mange måder forbilledlig manchet, herunder at den er fejlfri.

På et eller andet tidspunkt i dette indlæg vil det gå op for dig hvorfor jeg har taget dette skærmskud og lagt det øverst. Jeg kan fortælle dig at jeg havde en nærfejlsoplevelse da jeg læste det første gang. Havde du?

Okay, lad os gå videre. Denne tekst har du måske set før:

Iøfgle en uerndsøeglse på Cmabrigde Uinvertisy bteyedr det ikke ngoet i hivklen rkkæefgløe bgotsavrnee såtr i et ord, det eestne vgitgie er at det frøtse og sditse bgsoatv i odret er på de rtete psadler. Rsteen kan lngie vloaypk, men du vil sdtaig vræe i snatd til at lsæe det. Det er frodi den mnenesekilge hejrne ikke lesær hevrt bgotasv, men odret som en hhleed.

Jeg tror de fleste af mine læsere kender ovenstående tekst, sendt fra mail til mail som en spøjs lille tanke. Eller rettere: I kender en lidt lettere udgave. Jeg syntes ikke den originale var svær nok til at overbevise mig, så jeg har byttet rundt på nogle flere bogstaver og sat flere vokaler klos op ad hinanden for at skjule antallet af stavelser. (I øvrigt har jeg renset den for ufrivillige fejl.)

Men, selv i denne skrappere version kan man stadig se pointen.

Pointen? Okay, lad os lige få de sidste læsere med, her er oversættelsen:

Ifølge en undersøgelse på Cambridge University betyder det ikke noget i hvilken rækkefølge bogstaverne står i et ord, det eneste vigtige er at det første og sidste bogstav i ordet er på de rette pladser. Resten kan ligne volapyk, men du vil stadig være i stand til at læse det. Det er fordi den menneskelige hjerne ikke læser hvert bogstav, men ordet som en helhed.

Jeg vil nu hævde at det ikke kun er første og sidste bogstav samt ordlængden vi støtter os til.

For det første støtter vi os i høj grad også til at syntaksen – strukturen mellem ordene – ikke bare er korrekt, men også uhyre velklingende. Ordene, og ikke mindst de større enheder ”led”, som består af ord, kommer i en forudsigelig, utvetydig og optimalt forståelig rækkefølge.

For det andet er kohærensen – det vil sige samstemmigheden af ordenes indholdsmæssige omverdensreference – i højeste grad til stede. ”Ifølge … undersøgelse … University” er en meget genkendelig sammenhæng. Det gælder også ”hvilken rækkefølge bogstaverne står”. Mere kohæsive (dvs. grammatisk-strukturelle) klicheer som ”være i stand til” og par som ”første og sidste” hjælper også på genkendeligheden, og på grund af den etablerede kontekst vil ord som ”vigtige”, ”bogstav”, ”ordet”, ”rette pladser”, ”Resten”, ”volapyk” og ”menneskelige hjerne” mildest talt ikke falde langt fra det forventede på deres placering i sammenhængen. Det sværeste af de ommøblerede ord er ”ligne”, og det er fordi dette verbum bærer en information som ikke er så selvfølgelig og redundant som de andre ord – vi tænker at det ER volapyk, ikke at det ”ligner” volapyk.

For det tredje er det i høj grad de små søm&skruer-ord (som jeg kalder dem) – dvs. forholdsord, konjunktioner, pronomener osv. – der er de vigtigste orienteringspunkter rent logisk-strukturelt, og netop ord på højst 3 bogstaver, som tæller mange søm&skruer-ord, er jo helt sig selv i teksten. Hvis du skal lære Hollandsk, behøver du fx bare at lære søm&skruer-ordene og måske ti basale øvrige ord såsom ”ja”, ”nej”, ”mand” og ”kvinde”. Så kører det. Du kan i hvert fald læse ugebladene, fordi du kan gætte alle de lange ord når først du kan orientere dig i de sætnings- og sammenhængsstrukturerende småord.

Det vil måske overraske nogle at en tekst der umiddelbart kan levere argumenter for kaos på skriftsprogsområdet er vand på min mølle. Men det er den. For den understreger at velskreven syntaks – herunder meningsfuld tegnsætning og undgåelse af navneordsspaltning – er langt vigtigere end tilfældige slå- og stavefejl.

Men selvfølgelig har vi forskellige ord som består af præcis samme bogstaver og med samme start- og slutbogstaver. Og dét kan give problemer hvis man ikke skelner. Tænk hvis man sprang ud fra 2 kilometers højde med en rygsæk der på grund af en tastefejl ikke var pakket med en faldskærm, men med en så meget desto mere skæbnesironisk tyngende FLADskærm.

Min nærfejlsoplevelse ved Jon Dahl Tomasson-artiklen var at jeg som en skyggelæsning parallelt med den rigtige (og langt mere kohærente) læsning opfattede det mystiske udsagn: ”tilbage i fulde omdrejninger efter en halskæde” – altså sådan en man har om halsen. Hælskade. Halskæde. Sidstnævnte kan som et meget hyppigere ord end førstnævnte komme til at tage (ord)billedet når vi bare affotograferer det.

Ganske vist er der forskel, og en forskel man altid ser når man er i korrektur-modus, så derfor produceres det falske ordbillede aldrig som en fejl i teksten. Men man er ikke altid i korrektur-modus; tværtimod kan man være meget associativ når man uforpligtet ser på andres tekster, især hvis teksten er kort og uden megen kontekst. Derfor kan en væsentlig lære af dette fænomen være at man ikke skal finde sig i at blive påduttet en arbejdsmail a la ”sprem@...” eller ”nzasit@...” eller hvad traditionen hos virksomheden måtte byde i karambolage med dit fulde navn. (Jeg har faktisk oplevet at én fik et sådant alias.)

For hvis et hyppigt ord, på trods af manglende kontekstuel mening, kan tale igennem et sjældent men rigtigt ord fordi de har fælles ordbillede-omrids, så kan et tilsvarende hyppigt ord nærmest ikke undgå at tale igennem et kontekstløst nonsens-ord. Det ses også brugt bevidst, som da tøjmærket French Connection med det figenblad at United Kingdom (Storbritannien) forkortes UK, fandt på at foregive en britisk tøj-linje, FCUK, for at kunne lave t-shirts med netop påskriften FCUK (og yndige eau de toilette-produkter som ”FCUK – her” og ”FCUK – him”).