Læg krakilerluppen væk. Der er ingen fejl i teksten. Det er en på mange måder forbilledlig manchet, herunder at den er fejlfri.
På et eller andet tidspunkt i dette indlæg vil det gå op for dig hvorfor jeg har taget dette skærmskud og lagt det øverst. Jeg kan fortælle dig at jeg havde en nærfejlsoplevelse da jeg læste det første gang. Havde du?
Okay, lad os gå videre. Denne tekst har du måske set før:
Iøfgle en uerndsøeglse på Cmabrigde Uinvertisy bteyedr det ikke ngoet i hivklen rkkæefgløe bgotsavrnee såtr i et ord, det eestne vgitgie er at det frøtse og sditse bgsoatv i odret er på de rtete psadler. Rsteen kan lngie vloaypk, men du vil sdtaig vræe i snatd til at lsæe det. Det er frodi den mnenesekilge hejrne ikke lesær hevrt bgotasv, men odret som en hhleed.
Jeg tror de fleste af mine læsere kender ovenstående tekst, sendt fra mail til mail som en spøjs lille tanke. Eller rettere: I kender en lidt lettere udgave. Jeg syntes ikke den originale var svær nok til at overbevise mig, så jeg har byttet rundt på nogle flere bogstaver og sat flere vokaler klos op ad hinanden for at skjule antallet af stavelser. (I øvrigt har jeg renset den for ufrivillige fejl.)
Men, selv i denne skrappere version kan man stadig se pointen.
Pointen? Okay, lad os lige få de sidste læsere med, her er oversættelsen:
Ifølge en undersøgelse på Cambridge University betyder det ikke noget i hvilken rækkefølge bogstaverne står i et ord, det eneste vigtige er at det første og sidste bogstav i ordet er på de rette pladser. Resten kan ligne volapyk, men du vil stadig være i stand til at læse det. Det er fordi den menneskelige hjerne ikke læser hvert bogstav, men ordet som en helhed.
Jeg vil nu hævde at det ikke kun er første og sidste bogstav samt ordlængden vi støtter os til.
For det første støtter vi os i høj grad også til at syntaksen – strukturen mellem ordene – ikke bare er korrekt, men også uhyre velklingende. Ordene, og ikke mindst de større enheder ”led”, som består af ord, kommer i en forudsigelig, utvetydig og optimalt forståelig rækkefølge.
For det andet er kohærensen – det vil sige samstemmigheden af ordenes indholdsmæssige omverdensreference – i højeste grad til stede. ”Ifølge … undersøgelse … University” er en meget genkendelig sammenhæng. Det gælder også ”hvilken rækkefølge bogstaverne står”. Mere kohæsive (dvs. grammatisk-strukturelle) klicheer som ”være i stand til” og par som ”første og sidste” hjælper også på genkendeligheden, og på grund af den etablerede kontekst vil ord som ”vigtige”, ”bogstav”, ”ordet”, ”rette pladser”, ”Resten”, ”volapyk” og ”menneskelige hjerne” mildest talt ikke falde langt fra det forventede på deres placering i sammenhængen. Det sværeste af de ommøblerede ord er ”ligne”, og det er fordi dette verbum bærer en information som ikke er så selvfølgelig og redundant som de andre ord – vi tænker at det ER volapyk, ikke at det ”ligner” volapyk.
For det tredje er det i høj grad de små søm&skruer-ord (som jeg kalder dem) – dvs. forholdsord, konjunktioner, pronomener osv. – der er de vigtigste orienteringspunkter rent logisk-strukturelt, og netop ord på højst 3 bogstaver, som tæller mange søm&skruer-ord, er jo helt sig selv i teksten. Hvis du skal lære Hollandsk, behøver du fx bare at lære søm&skruer-ordene og måske ti basale øvrige ord såsom ”ja”, ”nej”, ”mand” og ”kvinde”. Så kører det. Du kan i hvert fald læse ugebladene, fordi du kan gætte alle de lange ord når først du kan orientere dig i de sætnings- og sammenhængsstrukturerende småord.
Det vil måske overraske nogle at en tekst der umiddelbart kan levere argumenter for kaos på skriftsprogsområdet er vand på min mølle. Men det er den. For den understreger at velskreven syntaks – herunder meningsfuld tegnsætning og undgåelse af navneordsspaltning – er langt vigtigere end tilfældige slå- og stavefejl.
Men selvfølgelig har vi forskellige ord som består af præcis samme bogstaver og med samme start- og slutbogstaver. Og dét kan give problemer hvis man ikke skelner. Tænk hvis man sprang ud fra 2 kilometers højde med en rygsæk der på grund af en tastefejl ikke var pakket med en faldskærm, men med en så meget desto mere skæbnesironisk tyngende FLADskærm.
Min nærfejlsoplevelse ved Jon Dahl Tomasson-artiklen var at jeg som en skyggelæsning parallelt med den rigtige (og langt mere kohærente) læsning opfattede det mystiske udsagn: ”tilbage i fulde omdrejninger efter en halskæde” – altså sådan en man har om halsen. Hælskade. Halskæde. Sidstnævnte kan som et meget hyppigere ord end førstnævnte komme til at tage (ord)billedet når vi bare affotograferer det.
Ganske vist er der forskel, og en forskel man altid ser når man er i korrektur-modus, så derfor produceres det falske ordbillede aldrig som en fejl i teksten. Men man er ikke altid i korrektur-modus; tværtimod kan man være meget associativ når man uforpligtet ser på andres tekster, især hvis teksten er kort og uden megen kontekst. Derfor kan en væsentlig lære af dette fænomen være at man ikke skal finde sig i at blive påduttet en arbejdsmail a la ”sprem@...” eller ”nzasit@...” eller hvad traditionen hos virksomheden måtte byde i karambolage med dit fulde navn. (Jeg har faktisk oplevet at én fik et sådant alias.)
For hvis et hyppigt ord, på trods af manglende kontekstuel mening, kan tale igennem et sjældent men rigtigt ord fordi de har fælles ordbillede-omrids, så kan et tilsvarende hyppigt ord nærmest ikke undgå at tale igennem et kontekstløst nonsens-ord. Det ses også brugt bevidst, som da tøjmærket French Connection med det figenblad at United Kingdom (Storbritannien) forkortes UK, fandt på at foregive en britisk tøj-linje, FCUK, for at kunne lave t-shirts med netop påskriften FCUK (og yndige eau de toilette-produkter som ”FCUK – her” og ”FCUK – him”).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar