torsdag den 30. juni 2011

30 grader lun

Anders Bartholdy – vejrværten der, for at DR kunne opfylde sin rødhårskvote, kom på skærmen straks efter at Reimer Bo blev bedt om at pakke kufferten (sådan husker jeg det i hvert fald) – var i søndagens 18.30-udsendelse (TV-Avisen, 26. juni) besat af ordet "lun". Syv gange nævnte han i en eller anden form ordet lun, og prædikatet havde da også vide muligheder i Barholdys sprog.

Således kunne det strække sig fra en "noget lun nat" på 12-15 grader til "en rigtig lun periode" med dagstemperaturer på små 30 grader. Hovedtemaet for beretningen var nemlig "meget sommerligt vejr på programmet de næste par dage" – ja, det vejr vi havde i forgårs og i går – og til det havde han altså valgt adjektivet "lun".

Blandt andet blev der helt præcis sagt følgende:

"Det er altså hernede vi skal finde varmen, nede omkring de spanske kyster – og ja, fastlandet i øvrigt også … den er altså på vej op over os, og det er temmelig lunt, og det bliver det også, altså oppe omkring de her 25 og måske endda tæt på 30 grader i løbet af tirsdagen, men helt 30 tror jeg nu ikke det bliver."

Nu er der bare det ved det at "lun" ikke betyder hverken varm eller varmere end varm. Lun betyder ifølge Den Danske Ordbog "mild varme", "opvarmet til en ikke særlig høj temperatur" etc., altså så at sige et 'understatement' af varme, i underkanten af rigtig varm, men varmere end kold (ordets egentlige positive betydning). Den lune nat er derfor helt korrekt, men til en dag på små 30 graders varme rækker ordet altså ikke uden at gå af led. I den gamle ordbog (Ordbog over det danske Sprog, 1700-1950) er den hedeste betydningsnuance "passende varme", men længere end 25 grader vil det næppe kunne strækkes. Alene det at sige "temmelig lunt" er noget vrøvl, eftersom betydningen af "lun" per definition ikke kan føres ud i det ekstreme.

Det vi er vidne til her, er et ords mulige vej til at betyde det modsatte, medmindre vi irettesætter Bartholdy fordi vi gerne vil bevare et ord til den nuværende betydning af "lun". Vi har set det med utallige ord som i dag betyder noget andet end de åbenlyst tidligere har betydet – eksempelvis "sikkert" brugt adverbielt. Det er vi nødt til at udtrykke "helt sikkert" for – med sikkerhed – at fremmane den egentlige/gamle betydning. I dag er "sikkert" nemlig penduleret over til at betyde det samme som sin modsætning, "ikke sikkert" – sandsynligvis efter slid i en sprogbrug præget af løfter der ikke kunne holde, overstatements og ironi. "Han kommer sikkert til festen" har selvfølgelig betydet "helt sikkert", men i dag betyder det "muligvis", også selv om en sikkerhedssele stadig skal være helt sikker.

På samme måde kan man som en underdrivelse bruge "lun" i betydningen "skoldhed". Det kan ordet selvfølgelig godt holde til uden at ændre betydning, blot det er bevidst for både afsender og modtager at der er tale om bevidst drejet sprog. Men så snart man på en bedøvende selvfølgelig måde bruger "lun" i betydningen stærk varme, så er pendulet sluppet og svinger over i den modsatte side.

Dette sker faktisk i indslaget med Bartholdy, men det kan – så vidt jeg kan se – være af to ret forskellige grunde: Enten har Bartholdy virkelig mistet grebet om hvad "lun" betyder, eller også har han villet bruge det som en finurlig underdrivelse – en underdrivelse som imidlertid tabes fordi han af nervøsitet, eller tomhed, kommer til bare at gentage og cementere ordet ud over alle typer af varme. Der er andre træk i hans sprog der tyder på nervøsitet, fx overdreven brug af "denne her [+ tidligere omtalt objekt]". (Ja, det sker ofte for vejrværter, fordi de skal udfylde monstermange sekunder og utallige skærmskift med noget som kan formuleres klart på den halve tid.) Omvendt tyder den umulige sammenstilling "temmelig lunt" på at han faktisk ikke ved hvad lun betyder.

mandag den 27. juni 2011

Lange ører

Der er ingen grund til at rive sig selv i håret hvis man i stedet kan hive rette vedkommende i ørerne. Så mens jeg og min blog venter på at undertegnede har tid til at skrive om noget jeg substantielt set ikke har skrevet om før, vil jeg lige hive DR's nyhedsvært Morten Schnell-Lauritzen i ørerne. Han er så dygtig i øvrigt at han godt kan tåle en løftet pegefinger.

I Update i lørdags (25. juni 2011) meldte han sig ind i klubben af nyere DR-journalister som jeg har iagttaget ikke kan bøje tillægsord op ad navneord i bestemt form. Han sagde:

"Nu har Dansk Folkepartis ungdom fået nok af den ophedet grænsedebat."

Den ophedet grænsedebat svarer sådan set til at sige "den rød sofa", "min dejlig skat" eller "instruktørens skør ide". Et tillægsord knyttet til et navneord i bestemt form skal så at sige bøje med og have et "e" på hvis ikke tillægsordet ender på "e" i forvejen – altså: "den røde sofa", "min dejlige skat" og "instruktørens skøre ide".

Det er ret elementært. Og lige så elementært er det at man klart kan høre at det ikke bliver sagt her. Det hører ikke til den slags endelser man kan skære væk i udtalen; nok kan man sige endelsen utydeligt, men man vil altid angive forskellen på fx "ophedet" og "ophedede" på en hørlig måde med antallet af små "ed"-bump – i hvert fald inden for det niveau for tydelighed som er normalt på rigsdansk nyheds-tv. Derfor konkluderer jeg ret sikkert at det ikke er udtalesjusk, men en grammatisk fejl. En fejl som griber mere og mere om sig. Første gang jeg bed mærke i den, var da en voice-over på et DR2 Deadline-indslag for omtrent 1½ år siden talte om "den amerikansk ledet [et eller andet]".

Jeg har tidligere været inde på det i indlægget Deadline har brug for en udtalepædagog.

torsdag den 16. juni 2011

Black Windows

Velkommen til et lille, meget lille, indblik i mine dokumenter.

Her har vi dokumentet "Syv korrektursætninger" som jeg bruger til en lille øvelse på kurset Befri din skrivning:

Det ligger i denne mappe:

… som jeg her går ud af og kigger på udefra:

… for at se at den så ligger i denne mappe:

… som igen …

… ligger i denne mappe:

Okay!

Det kan du ikke huske nu. Værre er at jeg heller ikke kunne huske det. Jo, egentlig kunne jeg: Faktisk havde jeg kigget i den rigtige mappe, "Kursusmateriale Befri din skrivning", men da jeg har en masse godt kursusmateriale, og da jeg er en tosse til at få øje på præcis det jeg leder efter, gloede jeg forgæves og troede jeg at jeg måske ved en fejl havde gemt filen i en forkert mappe.

Altså denne fil:

Derfor gik jeg ind i start-menuen for at søge på "Syv korrektursætninger".

Jeg vælger at søge i dokumenter:

Og så er det ellers bare at søge på dokumentnavn:

Hundehvalpen siger oven i købet at det kun behøver at være en del af dokumentnavnet, så her i rekonstruktionen hvor jeg er sikker på navnet, ved jeg at det ganske enkelt ikke burde kunne slå fejl.

Men:

Hundehvalpen (dvs. søgeprogrammet) holder overhovedet ikke hvad den klokkeklart lover. Vi ved at jeg har skrevet det korrekte dokumentnavn, vi ved at dokumentet ligger et sted nede i mappe-hierarkiet i den overordnede mappe som Windows selv kalder "Dokumenter", ligesom det ER et dokument jeg søger, og vi får at vide at det er fjong med såvel en del af som hele dokumentnavnet.

Gad vide hvad den tåbelige hundehvalp vil have? tænkte jeg. Lad mig prøve med det mest rigide jeg kan finde på, nemlig at skrive hvad kun en computer, og ikke et brugerorienteret interface, kunne finde på at opfatte som dokumentnavnet, nemlig "Syv korrektursætninger.docx".

Bingo:

Så kunne man jo tænke at det med "dele af dokumentnavnet" ikke var gangbart medmindre man delte i et mellemrum. I så fald skulle det give bonus at søge på "Syv", idet der er mellemrum mellem "Syv" og "korrektursætninger.docx". Men det giver ikke bonus – den finder det ikke. Hvad så med "syv" med småt? Nej. (Hvad så med "syv korrektursætninger" med småt? Nej.) Hvad så med stjerne:

Nej, heller ikke.

Den eneste måde man kan finde det dokument som Word og Windows selv kalder ved navnet "Syv korrektursætninger":

…, er at søge på "Syv korrektursætninger.docx".

Det er kraftedeme langt ude.

torsdag den 9. juni 2011

Hvis jeg havde en tøjdukke som kæreste

… så kunne jeg give hende end ny hånd:

En hånd strikket af den fineste færøske uld.

Og hun ville smile sit stivnede smil af lykke, alt mens jeg bankede hende for støv. Og hun ville blive endnu blødere i knæene – og våd overalt – når jeg nænsomt vaskede hende i 25 graders uldvask. Og når hun havde hængt til tørre længe nok, ville jeg tage hendes nye hånd i min, give den et lille kys og sige: "Du er det fineste jeg ved; du er det dyrebareste i verden. Du er som stjernerne, som vinden og som bølgerne, som fuglene, som blomsterne på marken."