Om at gøre sproget en bjørnetjeneste

Ellen Boen -> Lone Kühlmann
Ellen Boen sagde: “Når jeg nu skal vælge én, må det blive Lone Kühlmann hvis begavede ytringer samtidig fornøjer mit sprogøre.”

//

Af Lone Kühlmann, journalist og forfatter

Under et nyligt besøg i Myanmar/Burma havde jeg glæde af at deltage i et seminar om forholdene i landet. Burmeserne udgør den største befolkningsgruppe, men der er mange andre etniske grupper, og flere af dem har deres egne militser og ligger i åben kamp med militærstyret.

En ung dansk nødhjælpsarbejder redegjorde for hvordan generalerne forsøger at lave del og hersk mellem de etniske grupper, bl.a. ved at indgå aftaler om særlige privilegier. ”Nogle etniske grupper er forfordelte”, sagde hun. Det er uden tvivl sandt, men det var det modsatte hun mente. Hun var nemlig ved at fortælle om de grupper der har særlige fordele.

Hun er ikke alene om misforståelsen. Dansk Sprognævn gør efter min mening befolkningen en bjørnetjeneste ved ikke at stå fast på hvad ord betyder. Holdningen om at hvis mange nok begynder at anvende ord i andre betydninger, så er det også acceptabelt, holder ikke i byretten. Det nytter ikke når ord anvendes i direkte modstrid med den gængse mening. Mit arbejde som journalist bliver fuldkommen umuligt hvis jeg hele tiden skal være opmærksom på om folk nu også mener det de siger, eller de faktisk mener det stik modsatte.

Bjørnetjeneste er i øvrigt et andet udmærket eksempel. Ordet bliver i stigende grad anvendt som udtryk for at gøre folk en tjeneste. Men det betyder altså det modsatte.

At I ved det.

Kongenial eller fjoget

Trisse Gejl -> Ellen Boen
Trisse Gejl sagde: ”Jeg sender stafetten videre til Ellen Boen for hendes omhyggelige, gennemtænkte oversættelser fra bl.a. svensk.”

Ellen Boen har cirka 50 romanoversættelser og et par tusind tv-undertekstninger (film, serier og dokumentarer) på bagen. Derudover er hun formand for Dansk Oversætterforbund og næstformand i Dansk Forfatterforening.

//

Af Ellen Boen

Det danske sprog er – som det altid har været – i sin vorden; det er ikke en stationær størrelse, men en levende organisme der konstant er i bevægelse og udsat for påvirkning inde- og udefra, og dette er noget man som oversætter hele tiden konfronteres med.

Netop som oversætter/formidler af udenlandsk til dansk stilles man daglig over for nogle valg: Hvordan viderebringer jeg dette ord eller udtryk bedst? Hvor opmærksom skal jeg være på ikke at begå såkaldte anglicismer og svecismer eller lade det givne fremmedsprogs særegenheder smitte af på mit sprog? Dette snakkes der meget om i vores branche, og denne vores agtpågivenhed resulterer indimellem i lettere forkrampede fordanskninger – netop af frygt for at få skudt den slags fejl i skoene.

Den positive effekt er imidlertid at de litterære oversættere formentlig er den gruppe sprogbrugere der er både mest sprogbevarende og mest sprogfornyende, hvor paradoksalt det end kan lyde.

Den "gode" oversætter tilstræber at frembringe en kongenial gengivelse af originalteksten, hvad der sommetider betyder at man må dykke ned i den sproglige godtepose hvorfra der hentes halvglemte perler, som pudses op og – hvis man er heldig – får en renæssance. Andre gange er oversætteren nødt til enten at ophøje talesprogets nye, "ukorrekte" ord og vendinger til skriftsprog eller simpelthen opfinde egne ord. Og nu kommer jeg faktisk i tanker om et konkret eksempel, nemlig ordet "aurorarød" som jeg opfandt i min oversættelse af Daniel Sjölins Verdens sidste roman, og som forfatteren i øvrigt var vild med.

Nå, men jeg har selvfølgelig nogle yndlingsaversioner – for det første sportsmetaforer: at score dette eller hint, at skyde over målet, at operere på den lange eller korte bane, at spille bolden over på modstanderens banehalvdel, curlingforældre – you name it. Det er jo i og for sig fremragende metaforer, men det smager bare SÅ meget af konkurrence og letkøbthed. Det er lissom for NEMT!

Og så hader jeg (selvfølgelig) det udbredte fænomen med at indlede enhver sætning med "jamen". For år tilbage grinede jeg småhånligt af nordmænd der besvarede ethvert spørgsmål med "nej": "Hvad hedder du?" – "Nej, jeg hedder Ola". Nu er grinet stivnet noget ...

Tja, og så er der jo alle disse "kropsbevægelser" man som oversætter skal forholde sig sprogligt til og næsten altid kommer til kort over for: Hun krusede læberne, eller hun spidsede munden ... (a la Trisse Gejls "fugtede læber"). Hvad fanden stiller man op? Kruser, spidser og fugter danskere ikke læberne ligesom amerikanerne? Og hvis vi gør det, hvorfor lyder det så totalt fjoget når vi sætter ord på det?

Hun fugtede læberne

Kasper E. Nielsen -> Trisse Gejl
Kasper E. Nielsen sagde: "Jeg vil give stafetten til Trisse Gejl. Hun har skrevet seks romaner hvor sproglig og emotionel præcision er den gennemgående hovedperson."

//

Af Trisse Gejl, forfatter

Man kunne få afløb for mange småirritationer her. Når noget siges forkert mange gange nok, bliver det sandt. Og endnu mere forvirrende: Nogle gange bliver det sandt selv om den oprindelige sandhed stadig er sand. Hvordan skal vi så kommunikere om bjørnetjenester og forfordelinger? Det er irriterende og forstyrrende.

Der er dog en vending der er som skrigende kridt på en tavle i mine ører:

”Hun fugtede læberne”.

Man skulle tro den slags alene hørte hjemme i triviallitteraturen, men det gør det ikke. Den dér fugten af læber dukker op i skønlitteraturen med jævne mellemrum, og hver gang har jeg lyst til at ringe til forfatteren og sige: Hvordan?

Hvis der virkelig er brug for den læbefugten, vil jeg se det. Er det en bred kødfyldt tunge, der langsomt tager turen fra den ene mundvig til den anden? En lille spids af rødt kød, der forskrækket skyder ud som et sjældent synligt organ? Eller en ru belagt sag, der kaster sig rundt et øjeblik før der tales?

Kan man endda i et ganske kort sekund se de svulmende, blålige blodårer på undersiden? Eller en lille hvidgul blegne på spidsen?

Hvorfor denne berøringsangst over for tungen?

//

Denne sætning skulle egentlig have været sjov

Flemming Chr. Nielsen -> Kasper E. Nielsen
Flemming Chr. Nielsen sagde: ”Jeg vil overdrage stafetten til Kasper E. Nielsen fordi han driver et seriøst forlag med sprogbevidste forfattere som Malcolm Gladwell, John Naish, Noam Chomsky, Bertrand Russell, Kaj Munk, Svend Åge Madsen, Johannes Møllehave osv.”

//

Af Kasper E. Nielsen redaktør på Forlaget Bindslev

Forfatteren F. Scott Fitzgerald har kaldt udråbstegnet for den skriftlige version af at grine af sine egne vittigheder. I dag er udråbstegnet ved at blive overhalet af et tegn der er et grin. Eller et skævt smil. Eller en sur mule. Nemlig smiley’en, som til nød kan have sin funktion i ultrakorte tekstbeskeder, men som ulykkeligvis også er begyndt at snige sig ind i seriøse artikler.

Hurra for smiley’erne ;) Nu behøver man ikke længere anstrenge sig for at være ironisk. Denne sætning skulle egentlig have været sjov, men jeg var for doven til at finde på en vittighed :) Prøver igen, denne gang med et stort grin :D Mulighederne for at fortynde sproget til det rene pjask er uendelige :(

Udråbstegnet blev først standard på skrivemaskiner i 1970’erne. Tidligere måtte man taste et punktum, bakke tilbage og skrive en apostrof oveni. Den lidt besværlige trepunktsvending gjorde det rentabelt at formulere sig så præcist at udråbstegn slet ikke var nødvendige – eller i det mindste forbeholdt sætninger der virkelig havde noget at vigte sig af.

Må jeg benytte lejligheden til at opfordre til en lignende selvjustits hvad smiley’er angår. De er ikke nødvendige. Ved at understrege noget der gerne skulle være åbenlyst, bliver de tværtimod skriftsprogets svar på den smiskende eftersnakker. Fyr dem; slet i stedet sætningen, og prøv igen hvis vitsen, ironien eller skideballen ikke går rent igennem første gang.

//

Kommentar fra ML: Jeg er ikke engang sikker på at smiley’er virker – det burde vi have en undersøgelse af. I hvert fald har jeg indtryk af at hvis man i sin chat- eller sms-besked til et menneske man ikke kender så godt (og det er vel her smiley’er skulle være en støtte), skriver noget som kan opfattes som urimeligt, fx ”Hej, min lille dulle :-)”, så bliver ”dulle” taget bogstaveligt op til forhør, konteksten glemt og smiley’en ignoreret. Med andre ord: Den har ingen effekt som garanti for at blive forstået på en gemytlig måde. Og hvis ironien eller morskaben forstås ret, så er det ikke smiley’ens skyld. Nu ved jeg godt at det er et stærkt eksempel hvis man forstår det negativt, men det er jo ikke engang sådan at smiley’en får det til at falde fra 10 til 7 i slemhed, tværtimod bliver hvad der måtte blive trukket fra, lagt til igen i form af en beskyldning om at man er så kynisk og nedladende at man tror at man kan skrive hvad som helst bare man laver en smiley. Man dækker sig altså ikke ind, allerhøjst gribes man i at dække sig ind. Altså ingen effekt. Tager vi omvendt et helt mildt eksempel på brug af smiley, fx ”Hej :-)” i betydningen ”jeg har ret til at sige hej og smile fordi jeg går ud fra at vi er venner”, så mener jeg heller ikke smiley’en har nogen effekt. Man ville stå sig bedre med det ydmygere ”hej”. … Det kunne være interessant om nogen ville lave en større undersøgelse af smiley’ers effekt.

Deres anonyme døde

Stig Olesen -> Flemming Chr. Nielsen
Stig Olesen sagde: "Stafetten vil jeg straks sende videre til forfatter, oversætter m.m. Flemming Chr. Nielsen, som lige har udsendt sin mailkorrespondance med Svend Åge Madsen under titlen "Norman Mailer", hvilket vel siger alt om hans særegne sprogsans."

//

Af Flemming Chr. Nielsen

Det piner mig hver gang jeg i tv-avisen hører at nu BEGRAVER Haiti, Thailand, Burma, Sudan ... osv. DERES DØDE.

Mage til indholdsløs kliché afleveret med tårevædet blik findes mig bekendt ikke. Der burde indføres bødestraf for at gøre katastrofer til klicheer.

Modsat har jeg lige hos Herman Melville læst om Syndfloden (der rettelig hedder Vandfloden). Den var en katastrofe af rang, og hvordan beskriver han den:

"Den efterlod ikke så meget som en enke."

Sådan skal det gøres. Kort og grusomt.

Spørgsmål fra ML: Men det sidste kan man jo ikke gøre i en nyhedsudsendelse hvor sprogbrugen skal være neutral og retvisende – som netop ordene ”begraver” og ”deres døde” er. Jeg vil dog give dig ret i at der i ”deres døde” ligger en eksistentiel patos, et tungt suk, som er en vulgær selvrefererende (”mine døde”) kliche. Men det fyndige Melville-citat duer jo ikke i en nyhedsudsendelse, for det er ikke sagligt, men antydende. Så nu får du en opgave: Hvis du var nyhedsvært, hvordan ville du så formulere at en repareret gravko er i færd med at udgrave en fællesgrav til 900 ildelugtende lig – og at noget tilsvarende pågår flere andre steder i landet?

Sådan:

”I dag bliver den 12-årige Gabrielle Valentin massebegravet sammen med 899 andre borgere i Port-au-Prince. Gabrielle Valentin gik i 5. klasse på Cite Soleil-skolen og var den ældste af familien Valentins fire børn. Gabe, Furtos og Robert er endnu ikke fundet.”

Navnene er konstruerede, for når jeg googler efter navne på de omkomne, slår det mig at de næsten altid er anonyme skygger uden navn og lokalitet. Det giver en mærkværdig fornemmelse af distance; som om der slet ikke er tale om mennesker, eller som om reporteren alligevel ikke har gidet interessere sig for ofrene; men hvis reportagen skal fungere, må han finde en navngiven hovedperson.

Mord på ord

Ole Rasmussen -> Stig Olesen
Ole Rasmussen sagde: "Jeg synes at du skal tage min højt estimerede kollega Stig Olesen fra Jyllands-Komposten som den næste bidragyder."

//

Af Stig Olesen, freelancejournalist

I efteråret 1958 sendte Radio Mercur fra internationalt farvand, og ét af de populæreste programmer var "Nu kan det være nok", hvori lytterne kunne ønske en forhadt melodi spillet en sidste gang, hvorefter studieværten for åben mikrofon knækkede pladen og kylede stumperne ud over rælingen og ned i Øresund.

Kratsjj, plump, plump – konceptet ramte åbenbart noget i den danske folkekarakter, så hvorfor ikke her 50 år efter gentage succesen med irriterende ord? Personligt udruster jeg gerne en (m)ordpatrulje der får til opgave i en mørk gyde og uden skånsel at likvidere ordet ”finurlig” som altid har givet mig ubehagelige associationer til dårlige sommerrevyer og alt for lange festtaler. Og møder vi senere på natten det stærkt provokerende ”angiveligt”, bliver det uden pardon smidt i havnen med fødderne støbt i cementspande.

Men når drengene og jeg nu alligevel er ude med springkniv, pianotråd og totenschlæger, er der så andre ord der fortjener samme skæbne? Bestillinger på professionelt og diskret ordkløveri modtages gerne.

Spørgsmål fra ML: Okay, lad os skrotte finurlig, men hvad er der galt med angiveligt? Har det ikke en funktion, eller er ”efter sigende”, ”tilsyneladende” eller ”ifølge X” notorisk bedre?

Ingen pardon. Ordet ”angiveligt” postulerer en bevisførelse eller et sandhedsbevis som ikke fremgår af den sætning hvori det optræder. Derfor skal ordet dø. Men først skal jeg lige tage mig af ”mavefornemmelse” samt udtrykkene ”at gøre en forskel” og ”stå på mål for”.

ML: Må jeg supplere med den friskpigeagtige kliche fra X Factor, Vild med dans og al anden reality-tv og mikrofonholderi, en kliche som især unge kvinder bruger i enhver situation: ”(Vi skal) gi’ den gas”?

Du har license to kill.

ML: Tak!

Fra spor 2 af

Maria Dohn -> Ole Rasmussen
Maria Dohn sagde: ”Stafetten er jeg fristet til at sende videre til min ven Ole Rasmussen på Politiken. Vi deler interessen for sprogets afkroge og finurligheder og er begge belastet af vores jyske opvækst, som selvfølgelig har sat et aftryk på vores sprog.”

/

Af Ole Rasmussen (født 27. oktober 1961 i Aalborg), journalist tilknyttet Politiken hvor han bl.a. har været redaktør på At tænke sig og i dag skriver Sket i ugen; derudover medforfatter til satireprogrammer i DR’s tv og radio.

I den ydre sjællandske provins, hvor jeg ved skæbnens ugunst er havnet, opererer man jo med 56 bogstaver i alfabetet. A-a, B-e, C-e og så videre helt frem til Å-å. Det lyder ikke godt, men på den anden side har det været rart nok for en nordjyde som mig at konstatere at der findes steder hvor man taler endnu grimmere end i Aalborg. Op' nordpå siger folk måske ik' så maje, men til gengæld siger de det ofte dobbelt, som når de "handler ind" eller "roterer rundt".

Men det var nu dét med udtalen der snød mig de første mange år jeg boede i Holbæk. Hver gang jeg kom hjem med toget fra København, meddelte en tydeligvis loka-a-al mandsstemme i højttaleren at "der afgår tog til Nykøbing Sjælland fra spor 2 af". Det morede jeg mig vældigt over, og mine jyske venner syntes også at det var sjovt når jeg glædestrålende fortalte dem om den bondske DSB-mand. Indtil jeg altså efter en årrække skulle hente en gæst der kom med toget fra Nykøbing Sjælland – og fik øje på skiltet hvor der stod 'Spor 2a'.

Siden har jeg været lidt mere tilbageholdende med at håne folk der taler sjællandsk dialekt. Blot kan jeg stadig ikke forstå at folk der er født 5-40 kilometer øst for Kalundborg, er notorisk ude af stand til at udtale byens navn korrekt. Indfødte vestsjællændere siger altid "Kallenborg", og denne gang er jeg sikker på at det ikke er hvad der står på stationsskiltet, for jeg har selv set efter.

/

Godt det ikke er mig der skal lære dansk i en sen alder

Mette Walsted Vestergaard -> Maria Dohn
Mette Walsted Vestergaard sagde: "Jeg kunne virkelig godt tænke mig at sende stafetten videre til enten Janie Strüwing eller Maria Dohn, begge tidligere værter på Radioavisen. De er to af mine absolutte sproglige forbilleder." Og ja, så valgte Kommakommunikation med et mentalt terningekast at gå videre til Maria Dohn; stafetten vil forhåbentlig krydse Strüwing en anden gang.

/

Maria Dohn er kommunikationschef i Læger uden Grænser og tidligere vært på Radioavisen, DR.

Jeg vil benytte lejligheden til at sende en medfølende tanke til de arme mennesker der skal lære dansk som andetsprog. For hvor må det dog være svært. Det slår mig ofte hvor afgørende de helt små nuancer som tryk og stød er for forståelsen af et ord eller en sætning.

For eksempel "Hun blev væk" – der afhængigt af hvor man lægger trykket, kan betyde enten at hun udeblev, eller at hun ikke kunne finde vej. Eller tænk på hvor sofistikeret man skal være for at kunne skelne mellem udtalen af ordene "mønten" og "mynten" (krydderurten) så de forstås korrekt. For ikke at tale om de vendinger og ord som ikke betyder det man umiddelbart skulle tro. For eksempel "Han kommer sikkert" – som mærkeligt nok betyder at det på ingen måde er sikkert at han kommer.

Godt det ikke er mig der skal lære dette mærkelige sprog i en sen alder, siger jeg bare!

/

Tak til Maria Dohn. Ja, som én der også har erfaring med undervisning i dansk som andetsprog, kan jeg bekræfte at den rette trykfordeling hen over sætningen er det måske allervigtigste for at lyde som om man er med (og er en tænkende del af samfundet), og det er jo fordi trykfordelingen bestemmer selve pointen med det vi siger. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en sproglig hovedparameter for hvor alvorligt vi tager vedkommende. Så træningen af tryk og rytme i konkrete sætninger med konkrete kontekster er noget af det vigtigste, også fra et tidligt stadie. Herefter kommer så en anden svær ting, nemlig stød / ikke-stød. Man skulle gerne kunne sige ”min hund er en hun” eller ”han fik anden af en anden” og få det til at lyde meningsfuldt, og det er svært.

(På grund af jordskælvet i Haiti – og Læger uden Grænsers helt centrale involvering i katastrofen på dette kritiske tidspunkt – skyder vi en hvid pind efter et uddybende spørgsmål og en afrundende kommentar fra Maria Dohn selv. Men hun har for længe siden givet stafetten videre til en ny som afsløres i næste uge.)

—

PS:
Det med at visse tilkendegivelser af sikkerhed efterhånden betyder forbehold for usikkerhed, er spændende. Det gælder jo også ord som ”vel” og ”nok” og mange flere. Også et ord som ”åbenbart” har en lignende diagonal glidebane – som ordet vel at mærke kan glide frem og tilbage på. Åbenbart må logisk set betyde det åbenlyse, det afslørede, det dokumenterbare, det som enhver kan se, men i Den Danske Ordbog – dvs. i nutidssprog – betyder det ”efter alt at dømme”, hvilket er en noget mere forbeholden betydning der leder videre til betydningen ”overraskende for mig” = ”det kunne jeg ellers ikke se, og jeg tror stadig ikke på det, men nu er der nogen der påstår det, og så må jeg operere med en hypotese om at det muligvis er rigtigt”. ”Tydelig” synes at have en modsat bevægelse, i hvert fald konnotativt: En neutral bogstavelig betydning af ”tydelig” må være ”at noget kan tydes” og må hermed også dække ”lige akkurat mulig at tyde”, men det nutidige dagligdagssprog bruger udelukkende ”tydelig” om ”det overtydelige”, ”det klare”.

Disse diagonale betydningsglidninger er noget jeg gerne vil samle op på her på Kommakommunikation, så læg en besked hvis du kender til artikler der beskriver fænomenet indgående.

Sproget og Rapunzel i tårnet

Af Mette Walsted Vestergaard, studievært på DR Nyheder

Som studievært er jeg dagligt i kontakt med et bredt udvalg af danskere, af hvilke en betragtelig del nærer en passioneret interesse for, ja ligefrem kærlighed til, det danske sprog. Det er en kærlighed jeg deler; vel er sproget fordrende, det tvinger mig til at bøje mig hvor jeg ikke er ret smidig, det overtager mine dagsordener, og ofte må jeg folde mig selv omkring det for at nå fra den ene ende til den anden. Faktisk forbander jeg sproget næsten dagligt. Men at det er den helt store kærlighed, er der nu alligevel ingen tvivl om.

Det tror jeg også det er for langt de fleste af de sproginteresserede seere og lyttere som vi i DR Nyheder har kontakt med dagligt. De elsker sproget og bliver kede af det når de ser noget der ligner maltraktering af deres elskede. Når tekst-tv-skribenterne "evakuerer 100 personer fra et højhus" i stedet for at "evakuere højhuset". Når P3 Nyheder konstaterer at der med 98 stk. er tale om godt 100. Eller når studieværten i TV AVISEN drister sig til at udtale den første del af ordet premierminister [premiær] frem for [premié]. For nu at nævne nogle eksempler som jeg véd aktiverer en hel del lyttere og seeres kærlighed og beskyttertrang. Og min egen – for et par af eksemplernes vedkommende.

Men her er det så at vandene deles. Om kærligheden siges det jo ellers at den tåler alt, håber alt og udholder alt. Men jeg skulle hilse at sige at tålmod, håbefuldhed og udholdenhed ikke lige hører til den genre af følelser der bliver eksponeret når sprogets elskere ser objektet for deres passion trådt over tæerne. Jeg nævner i flæng reaktioner som "verdens dårligste journalister", "vm i amatørisme", "skyldige i samfundets degenerering", "komplet uforståeligt". Vi taler her om reaktioner som er direkte affødt af de tre ovennævnte eksempler på sproglige fejl eller uregelmæssigheder.

Jeg vælger nu trods alt at tro at den slags henvendelser sker i kærlighedens navn. For af kærligheden følger ikke blot tålmodet, håbet og udholdenheden, men også nidkærheden, strengheden og overbeskyttelsen.

Vi kender det faktisk fra eventyrene, hvor bekymrede fædre (som regel konger) vogter årvågent og mistænksomt over deres døtre (prinsesser), parat til at smække dørene og skyde låsen (gerne i et højt tårn) for, hvis noget eller nogen der ligner lystne ungersvende skulle nærme sig. Til sidst lykkes det en enkelt ungersvend på en hvid pony at trænge ind i tårnet og befri prinsessen, og de lever lykkeligt til deres dages ende.

Men spørgsmålet er om sådan en gang indespærring nu også udgør et brugbart fundament for et lykkeligt liv. Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk, for vist gør det ej. Prøv at tænke på hvordan historien ville udvikle sig hvis den ikke sluttede med et syv dage langt bryllup og det halve kongerige og alt det der. Det bliver jo også hverdag igen. Og vi har jo, hvis man nu skal være lidt grov, at gøre med en kvindelig hovedperson med en opvækst med relativt mange lighedspunkter med Fritzl-døtrenes: Indespærring, manglende frisk luft, ringe eller ingen kontakt til andre mennesker og begrænsede muligheder for kommunikation. Resultatet: Voldsom vitaminmangel, rudimentære evner til at udtrykke sig og fatal mangel på indsigt i verdens beskaffenhed.

Bekymring og beskyttelse kan godt ligne kærlighed til forveksling. Det er det ikke.

Dén pointe gælder også i kærligheden til sproget. Ja, vist kan det være irriterende at nogle mennesker tror at det er en stor fordel at blive forfordelt. Eller takker mange gange for den kæmpe bjørnetjeneste nogen har gjort dem. Eller at alting skal være nice og intet bare dejligt. Eller insisterer på at man skal committe sig til at deale med de issues der måtte opstå. Osv. Møgirriterende faktisk. Personligt har jeg især en ligtorn der hvor managementsproget har det med at jokke rundt i anglicismer og ligegyldigheder. Og det kan være direkte øresønderrivende at høre på fjollede tryk på småverber (nu SKAL vi til Parken, hvor FCK i aftes...), fejl i possessive pronominer, altså de klassiske hans/sin-fejl, fordi-at-konstruktioner (som måske nok er tilladt, men stadig ikke kønne) osv. osv. Vi har alle vores personlige aversioner.

Men irritationsmomenter er altså ikke noget argument for skilsmisse, hvis vi nu skal blive i kærlighedsmetaforen. Og det er sandelig heller intet argument for at forvandle sig til en nidkær vogter over for det stakkels sprog. Havde vi ikke sprogbrugere der sprængte rammerne, da talte vi stadig som vikingerne. Og vi ville være foruden de kærlighedsbørn som legen med sproget avler. Tænk bare på Nephews tekster: Et hurlumhej af anglicismer og lirum-larum som har født en "Wanna-be Darth Vader" til os. Ligesom C.V. Jørgensen har lært os at smerte er noget man kan smage på. Shu-bi-dua gjorde storken til en dejlig flyver, MC Ejnar gjorde jul cool, Den Gale Pose spændte os op til lir, og den samlede hiphop-scene truttede ren bagdel hvad angår kvindesyn og udnævnte os alle sammen til hos (ikke at jeg bryder mig om dét, men jeg bryder mig rigtig meget om når sproget er med til at vise hvem folk virkelig er).

For nu bare at nævne nogle eksempler fra nogle af de på en gang mest uvorne, uartige og sprudlende sprogbrugere jeg kan komme i tanker om: Rockens og relaterede genrer.

Kære sprogelskere. Sproget er ikke Rapunzel. Det skal ikke sidde i et tårn og vansmægte. Det gavner intet at sætte det eller dets brugere i skammekrogen, heller ikke de mere outrerede og skæve af dem. Og de decideret uvidende bliver ikke spor mere vidende af at blive slået over næsen og forment adgang til prinsessen i tårnet.

Tænk hellere over hvad der egentlig bliver sagt. Er den tilsigtede betydning til at gennemskue? Hører eventuelle fejl til i petitesse-kategorien, eller er det en meget alvorlig betydningsforandrende, sprogstrukturændrende fejl? Kan fejlen være tilsigtet eller måske endog utilsigtet morsom? Og husk så ordene om kærligheden: Den tåler alt, håber alt og udholder alt. Og så tilbyder den venligt en hjælpende hånd når der er brug for det.

Med kærlige hilsener

Mette Walsted Vestergaard

Årets sprogbruger 2009

Kommakommunikation vil hvert år udpege en Årets sprogbruger. Det er ikke hensigten med udpegningen at kanonisere sprogbrugere som – fortjent eller ufortjent – allerede er anerkendt som de dygtigste og som måske har modtaget Modersmålprisen eller lignende. Formålet med Årets sprogbruger er at gøre opmærksom på at her er én jeg mener bør anerkendes mere. En som gør det bedre end dem vedkommende er iblandt, og bedre end hidtil opdaget.

Måske ligger Kommakommunikations sprogfokus også et lidt andet sted end for de store prisuddeleres, nemlig lidt mere på det korrekte, fejlfrie og velanbragte, frem for på det bevidst flotte. At være en god sprogbruger ligger ikke nødvendigvis i en retorik som påkalder sig opmærksomhed. Måske kan det også ligge i det gode håndværk, den til lejligheden perfekte sproglige aflevering, som ofte er et transparent vindue til indholdet og derfor ikke påkalder sig særlig opmærksomhed.

Det var det generelle.

Nu til det specifikke. Årets sprogbruger 2009 er: