Kongenial eller fjoget

Trisse Gejl -> Ellen Boen
Trisse Gejl sagde: ”Jeg sender stafetten videre til Ellen Boen for hendes omhyggelige, gennemtænkte oversættelser fra bl.a. svensk.”

Ellen Boen har cirka 50 romanoversættelser og et par tusind tv-undertekstninger (film, serier og dokumentarer) på bagen. Derudover er hun formand for Dansk Oversætterforbund og næstformand i Dansk Forfatterforening.

//

Af Ellen Boen

Det danske sprog er – som det altid har været – i sin vorden; det er ikke en stationær størrelse, men en levende organisme der konstant er i bevægelse og udsat for påvirkning inde- og udefra, og dette er noget man som oversætter hele tiden konfronteres med.

Netop som oversætter/formidler af udenlandsk til dansk stilles man daglig over for nogle valg: Hvordan viderebringer jeg dette ord eller udtryk bedst? Hvor opmærksom skal jeg være på ikke at begå såkaldte anglicismer og svecismer eller lade det givne fremmedsprogs særegenheder smitte af på mit sprog? Dette snakkes der meget om i vores branche, og denne vores agtpågivenhed resulterer indimellem i lettere forkrampede fordanskninger – netop af frygt for at få skudt den slags fejl i skoene.

Den positive effekt er imidlertid at de litterære oversættere formentlig er den gruppe sprogbrugere der er både mest sprogbevarende og mest sprogfornyende, hvor paradoksalt det end kan lyde.

Den "gode" oversætter tilstræber at frembringe en kongenial gengivelse af originalteksten, hvad der sommetider betyder at man må dykke ned i den sproglige godtepose hvorfra der hentes halvglemte perler, som pudses op og – hvis man er heldig – får en renæssance. Andre gange er oversætteren nødt til enten at ophøje talesprogets nye, "ukorrekte" ord og vendinger til skriftsprog eller simpelthen opfinde egne ord. Og nu kommer jeg faktisk i tanker om et konkret eksempel, nemlig ordet "aurorarød" som jeg opfandt i min oversættelse af Daniel Sjölins Verdens sidste roman, og som forfatteren i øvrigt var vild med.

Nå, men jeg har selvfølgelig nogle yndlingsaversioner – for det første sportsmetaforer: at score dette eller hint, at skyde over målet, at operere på den lange eller korte bane, at spille bolden over på modstanderens banehalvdel, curlingforældre – you name it. Det er jo i og for sig fremragende metaforer, men det smager bare SÅ meget af konkurrence og letkøbthed. Det er lissom for NEMT!

Og så hader jeg (selvfølgelig) det udbredte fænomen med at indlede enhver sætning med "jamen". For år tilbage grinede jeg småhånligt af nordmænd der besvarede ethvert spørgsmål med "nej": "Hvad hedder du?" – "Nej, jeg hedder Ola". Nu er grinet stivnet noget ...

Tja, og så er der jo alle disse "kropsbevægelser" man som oversætter skal forholde sig sprogligt til og næsten altid kommer til kort over for: Hun krusede læberne, eller hun spidsede munden ... (a la Trisse Gejls "fugtede læber"). Hvad fanden stiller man op? Kruser, spidser og fugter danskere ikke læberne ligesom amerikanerne? Og hvis vi gør det, hvorfor lyder det så totalt fjoget når vi sætter ord på det?