Danmarks Indsamling

Mere end 130,6 millioner kroner var samlet ind da tv-programmet Danmarks Indsamling lukkede ned lidt over midnat i lørdags, og der er højst sandsynligt kommet 1-2-3 millioner mere i kassen siden. Dermed oversteg indsamlingen, som sidste år kom op på 78 millioner, alle forventninger. Det SKAL jeg glæde mig over før jeg går videre til ordkløveriet. Jeg bidrog i øvrigt selv med 150 kr., fattig som jeg er, men så kan jeg da i det mindste tillade mig at skrive om Danmarks Indsamling her. Èn havde skrevet ind til showet at hun havde regnet ud hvad hendes årlige skattelettelse var blevet, og havde givet det beløb til indsamlingen. Det synes jeg er politisk cool, uanset hvilken politisk holdning jeg i øvrigt måtte have.

Nå …

Det jeg vil tale om, er jo navnet, Danmarks Indsamling, og hvor fantastisk jeg synes det er at speakeren i alle indslagene om Afrika og Haiti, Ib van Deurs, konsekvent udtalte det som det skrives: ”Danmarks Indsamling”. Yes, you are my man!

Alle andre, inklusive samtlige øvrige DR-journalister jeg har hørt, taler om ”Danmarksindsamlingen”, altså ét ord med ét hovedtryk og mulighed for bestemthedsendelse.

Jeg har intet imod at nogen – dvs. andre end DR og associerede – kalder det Danmarksindsamlingen. Det er lige så legalt som at kalde bedstemors småkager for ”Bedstemor-småkager”. Men den er gal når samme afsender skriver ”Danmarks Indsamling” (som navn) og siger ”Danmarksindsamling” (som navn). Lige så galt som når den forening der udtales som ”Dansk Psykologforening” i deres materiale insisterer på at skulle skrives ”Dansk Psykolog Forening”, eller når det fagforbund der udtaler sig ”Fagligt Fællesforbund” tilsvarende skal skrives ”Faglig Fælles Forbund” – eller når det vi udtaler ”DR-byen” skrives ”DR Byen”. Det er virkelig latterligt og barnligt, og det er sprogligt uansvarligt, for det skubber desværre til et ret vigtigt strukturerende princip i dansk om at én ting som kan sættes i bestemt form (psykologforeningen, fællesforbundet, DR-byen), er ét ord.

”Danmarks Indsamling” fungerer imidlertid fint som en ejefaldskonstruktion, ligesom ”Martins blog” eller ”Jyllands vestkyst”. Og derfor er det så fint at min mand, Ib van Deurs, insisterede på at det er dét det hedder, ved at udtale det med to hovedtryk, [Danmarks Indsamling], og uden mulighed for yderligere bestemthedsform, for ejefald er allerede en slags bestemthedsform.

Er det nuancer i udtale jeg diskuterer her? Nej, det er det faktisk ikke, for der er sgu godt nok en slags verden til forskel på om s’et er et binde-s (Danmarksindsamling, nytårsforsæt, afskedsbrev), eller om det er et ejefalds-s (Danmarks Indsamling, bedstemors kager, Martins blog, Jyllands vestkyst, Gitte & Jørgens bryllup). Det er – om ikke pragmatisk, så grammatisk – to helt forskellige ting man mener. Det er helt forskellige konstruktioner: Ejefaldskonstruktionen, fx ”bedstemors kager”, giver mulighed for at sætte et eller flere adjektiver ind, som i ”bedstemors dejlige kager”; det kan sammensætningskonstruktionen ikke, den er ét ord, skal være ét ord og opfører sig som ét ord der bl.a. kan sættes i bestemt form, ”bedstemorkagerne”. Grammatisk er konstruktionerne vidt forskellige.

Så hvis DR mener at det hedder ”Danmarksindsamling” og i bestemt form ”Danmarksindsamlingen”, så skal de skrive det i ét ord (evt. med bindestreg, det kan komme ud på ét). Og hvis de mener at det hedder ”Danmarks Indsamling”, som de skriver det, så skal de følge deres speakerkollega Ib van Deurs og udtale det med to hovedtryk og aldrig med et ”…en” i enden.

Men lad os endnu en gang glæde os over det gode resultat:

Aftenens fortræffelige værter: Hella Joof, Klaus Bundgaard Povlsen og Kim Bildsøe Lassen samt ikke mindst et ret stort pengebeløb.