Jeg kan godt lide B.T.’s og Berlingskes ”Udfordringen” og håber også at nogle flere af de venner jeg har udfordret, vil dyste med mig i aktuel paratviden.
Men denne gang var der ved selve tilmeldingen et rigtig svært spørgsmål: ”Hvilken af disse personer synes du er mest interessant: Caroline Wozniacki, Mærsk McKinney-Møller, Anni Fønsby, Sanne Salomonsen eller Peter Lundin?
Det må man kalde et rigtig godt spørgsmål, for alle fem personer forekommer mig at være relativt endimensionelle og uinteressante.
Caroline Wozniacki, en ung, ung, ung person som sandsynligvis har gode muligheder for at blive et interessant menneske en dag, men som i ikke særlig høj grad er det endnu. Mærsk McKinney-Møller, en mand jeg intet interessant ved om på trods af at han snart er 100 år. Anni Fønsby, en temmelig gennemskuelig person som har klaret sig som hun nu ville og kunne. Sanne Salomonsen, en suveræn sangerinde, en dejlig person og sandsynligvis også en kompetent livsnyder og mandeæder, men hun skriver kun delvist sine sange selv, og jeg kender ikke en dybere original filosofi eller et kunstnerisk manifest hos hende som person. Peter Lundin, en psykopat som kun er kendt for mord og ikke for noget som helst andet. Disse personer er, med al respekt, ikke udpræget interessante.
Men jeg kan da godt se det:
At Caroline Wozniacki er kode for ”sport”, at Mærsk McKinney-Møller er kode for ”erhvervsliv”, ”at Anni Fønsby er kode for ”sladderbladssladder” eller ”gossip” som mange danske medier efterhånden kalder det, at Sanne Salomonsen er kode for ”kunst”, og at Peter Lundin er kode for ”kriminalitet”. Og eftersom jeg selvfølgelig er mest interesseret i kunst- og kulturstof, krydser jeg af ved Sanne Salomonsen. Hun kender i det mindste nogle mennesker jeg finder mere interessante, fx Kasper Winding eller Anne Linnet.
Men jeg synes stadig det er et fascinerende provokerende spørgsmål hvem af disse personer der er mest interessante, for de udmærker sig netop som relativt uinteressante personer inden for hver deres kategori.
Problemet er måske at mere interessante personer, som er kendt ved navn, ikke ligger rent i én kategori. Klaus Riskær, er han kode for erhvervsliv, kriminalitet eller sladder? Robert Hansen, er det sladder eller skuespil? Michael Rasmussen, må man overhovedet lade ham repræsentere sport før han atter er rehabiliteret i sportsverdenen?
At kalde et menneske for interessant i offentligheden kræver næsten at der er nogle sprækker – eller fra naturens hånd originale flader – i personen som offentligheden kender til. Der er nemt nok i kunst-kategorien, for kunstnere lever af deres skismaer og originalitet, og man kunne med lethed have fundet på noget mere interessant end Sanne Salomonsen. 19-årige Caroline Wozniacki kunne med et pennestrøg være opgraderet til Tom Kristensen eller Jon Dahl Tomasson (en fodboldspiller med en for Morten Olsen-æraen så sjælden egenskab som personlig pondus). Men jeg kan da godt se at det er svært at finde en ren erhvervsperson som alle danskere er på fornavn med, og Lars Larsen er nok ikke mere interessant end Mærsk.
Det viser bare at ”Hvilken af disse kategorier synes du er mest interessant” ikke bare kan kodes til ”Hvilke af disse personer synes du er mest interessant”. For ordet interessant forpligter.
Som et PS kan jeg da lige nævne at heller ikke Udfordringen kan finde ud af hvordan det er med ”nogle” og ”nogen”:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar