lørdag den 31. juli 2010

En anden kvindes mand

Så, nu er der sgu gået Martin Laursen i den hos Berlingske. Her kan man med rette spørge hvilken kvindes mand Helle Thorning har givet forkerte oplysninger om, for det kan – sprogligt set – ikke være hendes egen.

Reglen er ikke grammatisk, men faktisk semantisk (indholdsmæssig). Sin henviser til den sidste der har gjort noget – ikke kun grammatisk åbenbaret i form af finitte (tidsbøjede) verber, men også skjult i verbalsubstantiver, infinitiver og ufuldstændige sætninger.

Tag for eksempel noget så indviklet som denne sætning: ”Gurli fordømte Peters afbrænding af sine skolebøger”. Her henviser sine til den person der har forestået afbrændingen. Så der er altså tale om Peters bøger. Hvis der stod hendes, ville det henvise til Gurli, og hvis der stod hans, ville det henvise til et hankønsvæsen som ikke er i sætningen. Lidt lettere er det når det henvisende stedord står i en infinitiv: ”Gurli opfordrede Peter til at brænde sine skolebøger”. Sine henviser til den der skal forestå at brænde.

Så når der står hendes i klippet fra Berlingske, kan det altså IKKE henvise til den der har ”givet” (dvs. Thorning), og må således henvise til en anden kvinde.

Læs om hans og sin her.

onsdag den 28. juli 2010

Arbejdsmedhør

Tak til ”anonym” (skriv dog jeres navne!) for at gøre opmærksom på at Børsen i denne artikel fra 7. juli opererer med udtrykket arbejdsmedhør:

Det er vel en slags sammenblanding af det der formentlig skulle have stået, nemlig ”arbejdsmedfør”, og så ”tilbehør”. Og fejlen er vel dannet enten som en underbevidst tanketorsk eller som følge af at journalisten ikke har ”medfør” i sit ordforråd.

Jeg levner nu ikke fusionen af medfør og tilbehør de store chancer i sprogdannelsen, eftersom ”medhør” allerede er reserveret til det at være indviet fra sidelinjen rent telefonisk.

søndag den 25. juli 2010

Shitbox-manifestet

Berlingskes nyhedsbrev var tilbage i juni meget mærkeligt. Den 9. og den 11. juni passede billederne slet ikke til teksten, og det var en spændende oplevelse. Men det står også for mig som en manifest over hvor ligeglad – eller pinligt utjekket – man kan være med at kontrollere hvad man lukker ud.

Her er en kavalkade af de skøre sammensætninger mellem tekst og billede der fremkom. Drag dine egne associationer, eller læs mine.

Jeg vidste ikke at også Diana var en jernlady.

Ja, forholdet mellem prinsgemalen og den yngre danske presse er vel egentlig meget godt ramt her. Vær fremmede for hinanden, og absolut nonsens opstår.

Holland? Nej, det var Medina-koncerten i Ishøj hvor nogle lømler kastede med – jeg kan sgu ikke engang huske hvad – i Allahs navn. Den infantile anklage i overskriften passer imidlertid meget godt til stemningen fra koncerthistorien.

Så er vi ganske rigtigt i Holland med Grrrert Wilders fanget i et vildt ansigtsudtryk hvor noget meget vel kunne se ud til at være væk.

Sælgende livsstilsbillede kombineret med en artikel om nogle skide konsulenter der malker os for penge. Genialt!

En statsfornærmelse af uoverskuelige dimensioner. Man kunne i den forbindelse sige meget om mange ting, men man kunne også lade være.

Ikke helt den traditionelle forestilling om en kendis. Hella Joof, var det noget? Så er det til makronerne!

Helt klart rygerlunger – bemærk den løftede arm og den anstrengte attitude. Og bajer-grebet.

Ikke at alle efterlønnere inkarnerer dette billede, langtfra, men en efterlønner kunne godt være en afdanket jernhård nitte nede på bænken, og at se en ung rockstjerne som sådan er da bevidsthedsudvidende.

Ja, jeg tænker Miami-standard. Kom til Costa Kalundborg, hvor de slanke palmer står.

Børnehaver, øvelokaler og alt det der.

Tak, siger denne mand til Berlingske.

Det gør vi også.

søndag den 18. juli 2010

Forvirret i sommervarmen

Sommervarmen kan give de mærkeligste fejlskrivninger. Det har jeg noteret hos mig selv, som da jeg forleden i én og samme mail klumrede mig frem til ”på vejne af” og ”mere en”. Og det er jo ikke fordi jeg ikke ved at det staves ”på vegne af” eller ”mere end”; det er bare lige som når fingrene skriver ”får” i stedet for ”for” eller for 117. gang insisterer på at ordet ”sakl” er synonym med ”skal”.

Mens det sidste kan defineres som det jeg kalder tastatursnubleri, kan de første eksempler vel defineres som ”regression til lydskrift” og dermed som et fravær af tanke på hvad det enkelte ord betyder.

Som retskrivningsperfektionist på den høje hest er det ganske uhyggeligt at opleve denne regression hos sig selv, oven i købet når man ikke engang fanger fejlene i den obligatoriske gennemlæsning før man trykker på send. Det er jo simpelthen pinligt. Men hermed er indrømmelsen givet: Det sker for selv den allerallerallerbedste – i hvert fald i sommervarmen.

Ud over regression til lydskrift er der en beslægtet fejl som kan ramme én når sveden løber ned ad næsefløjene som smeltevandskilder fra en bjergskråning i april, nemlig brugen af et helt forkert ord. Det er ikke noget jeg selv dyrker så meget at jeg lige kan komme på eksempler, men så er det jo rart at man kan pege på andre:

(Ja, jeg er harmdirrende hovedrystende over at ”jobcrawler” og ”sagen” ikke hænger sammen, men nu drejer dette indlæg sig altså om noget andet.)

Noget af det der er sjovt ved skrivefejl, er den freudianske åbning: Konkurrenceforvirrende politik? Der skulle jo nok have stået konkurrenceforvridende, men måske har skribenten inderst inde været forvirret – eller har måske, som nærmere indviet i sagen, tænkt på at Støjberg har ønsket at skabe forvirring, hvilket er en interessant konspiratorisk tanke, set udefra.

Det er nu ikke nogen imponerende retskrivnings- og tegnsætningssikkerhed der er lagt for dagen i dette stykke publicerede tekst fra en afsender der ønsker at fremstå kompetent, og det faktum tager selvfølgelig noget af glansen ved fejlen. Men for sjuskedorter, dosmere og dårer såvel som for os andre:

Var dig for temperaturer over 27 grader! Lige pludselig skriver fingrene uden noget mentalt opsyn, og du aner ikke hvad du sender af sted.

onsdag den 14. juli 2010

Jævn druk er godt


Berlingske den 6. juli 2010.

Nu bekræfter Berlingske Tidende hvad mange sikkert har haft et håb om: At det er skadeligt at drikke for lidt, og at Fogh, Hitler, Bush og andre særlinge er helt galt afmarcheret med deres ulidelige afholdenhed.

Jeg var ikke klar over det, må jeg indrømme. Men nu forstår jeg bedre at teens og tweens patter af vodkaflasken som spæde lam ved deres moders bug, og at de gamle – som en tvangstanke – altid lige skal have et glas hen ad aften. Gad vide om jeg drikker nok? Tager min lever skade af for lidt alkohol?

Men så forstår jeg bare ikke at sundhedsminister Bertel Haarder nede i artiklen citeres for at den nye anbefaling fra Sundhedsstyrelsen vil være ”at selv et lille alkoholforbrug kan være sundhedsskadeligt for nogle mennesker”.

Jeg er forvirret.

mandag den 12. juli 2010

Så pluk mig da

Jeg ved ikke helt med dig, kære læser, men ville du ikke gerne plukkes for nogle af dine afgifter?

Og nej, artiklen handler ikke om heldige asener der slipper for afgift, så det er ikke helt dét Berlingske mener med artiklen. Her kan man læse at visse bilister ikke fratages en afgift de burde fratages. Altså nærmest det modsatte.

Skulle man formulere overskriften til det artiklen handler om, kunne det være ”Bilister plukkes med fejlagtig afgift”.

fredag den 9. juli 2010

Underholdningsbidrag


Lotte Thor Høgsberg (tidl. -Jensen) i DR Update den 4. juli 2010.

”… Oven i den enorme bunke penge til Elin Nordegren forpligter Tiger Woods sig til hver måned at betale et klækkeligt underholdningsbidrag for parrets to børn.”

Sådan sluttede DR Updates indslag om Tiger Woods’ holdkæftbod til ekskonen Elin Nordegren.

”Underholdningsbidrag” …?!, som om Tiger Woods ikke har bidraget nok til underholdningen med sine kugler, sin kølle, sine birdies og sine bogey-nights. Og som om underholdsbidrag normalt er noget med megen underholdning i – ja, underholdsbidrag (uden ”ning”) er jo det rigtige ord: Man betaler andre underhold, det vil sige penge til mad, bolig, tøj og andre primære materielle fornødenheder.

Jeg troede aldrig at jeg skulle gribe en professionel formidler (DR) i at lave den fejl (derfor lod jeg også gæsteskribent Peter Pjevs gå linen ud med den), og da slet ikke Lotte Thor som er en pissedygtig tv-vært.

Så jeg håber at det ikke var ”underholdningsbidrag” der stod i manuskriptet, men at det bare var taleorganernes vane med at putte et ”ning” på når først vi har sagt ”underhold”. Det sidste er helt forståeligt, og så er det jo i sig selv en slags underholdningsbidrag.

mandag den 5. juli 2010

Hvad japanske vaniljestænger har med danske klaphatte at gøre

Fodboldmæssigt så det ud til at Japans fodbolddrenge havde recepten da de den 24. juni blev Danmarks banemænd ved fodbold-VM 2010. Det havde de så alligevel ikke – i hvert fald ikke over for et kedeligt Paraguay-hold der den 29. juni holdt 0-0 i hele (45+1, 45+3 og 30 =) ja, 124 gudsjammerligt røvsyge minutter med så få gennemspillede angreb at man ifølge den tyske ekspertkommentator Günter Netzer ikke kunne beskrive hvor elendig en ottendedelsfinale det var. Og så kunne den indædt kæmpende og determinerede kamikaze-nation (det siger i hvert fald den krigshistoriske myte) ikke engang vinde straffesparkskonkurrencen. Så meget for Danmarks fodboldmæssige overmagt.

Der er altså langt – både for Danmark og for Japan – til det danske drømmehold der i 1986 blev sendt til Mexico, og som, sekunderet af EM 1992, stadig løfter vores nationale fodboldselvtillid langt ud over hvad der i dag er reelt grundlag for på den kedsommeligt kloge Morten Olsens forsigtigt spillende mandskab. Sepp Pionteks drømmehold kom som bekendt ikke så langt i 1986, og havde nok også været knap SÅ massivt hyllet i dag hvis det ikke lige var fordi de havde den bedste slagssang nogensinde med sig: Re-Sepp-ten – navngivet efter den mærkelige, brovtende træner der gav fodboldforhåbninger af tyske dimensioner!

Det største VM-hold nogensinde og den største slagsang nogensinde i samme pakke – og dertil den nationale fodboldrus. Dette er de tre synenergiske elementer i det nostalgitrip og nationale klenodie som ikke hedder noget bestemt, men som stadig ligger i os og som hidkaldes når Re-Sepp-ten spilles, når vi ser eller hører Sepp Piontek, eller når nogen taler om Lerby eller Arnesen osv. En drøm, en energi, en rus omkring et hold der i teorien – men en realistisk teori – kunne have vundet VM. I dag mest en sang, fordi sange er eviggrønne når de står alene som lyd frigjort fra billederne fra dengang, og specielt i et årti hvor lyden af 1986 er mere indgroet i ny musik end nogensinde før.

Hovedmanden bag Re-Sepp-ten er med komposition og produktion Michael Bruun, der har skrevet adskillige store hits i bl.a. Tøsedrengene og Raydeeohh og har produceret for gud og hver mand i dansk musik. Men Re-Sepp-ten blev også en priming af Dodo Gad – og dermed for så vidt også af Dodo and the Dodos der singledebuterede kort efter med ”Giv mig hvad du har” og blev store i 1987 med en debutplade som holdt et niveau de støt er faldet fra siden. Teksten til Re-Sepp-ten består af forslag fra Ekstra Bladets læsere som Henrik Bødtcher og Jarl Friis-Mikkelsen så har klippe-klistret til det, ja, småklistrede overflødighedshorn af nationalklicheer den er, og hvis versefødder heller ikke er formet særlig godt til melodien. Men det er ligegyldigt, for teksten fungerer i virkeligheden bare som fragmenteret vokalfyld til Bruuns ypperlige pop-håndværk.

Nu har Vanilla Beans, Japans svar på Mel & Kim, Me & My, t.A.T.u., Dannii & Kylie Minogue eller hvad du lyster, indspillet Re-Sepp-ten PÅ DANSK (eller rettere emitteret dansk i den forstand at de ikke forstår sproget som helhed). Og selv om nyindspilningen er et reklamefremstød for Danmark, godt hjulpet af den danske ambassade i Japan og firmaer som Saxo Bank, LEGO og Grundfos, kan jeg ikke lade være med at hoppe på limpinden og omtale den her. For oplevelsen af at se og høre to japanske vaniljestænger tage Re-Sepp-ten på originalsproget i deres mund er simpelthen så mærkelig og spøjs at dette ikke kun føles som et reklamefremstød udadtil, men også som en kærlig hilsen og trøst til den i de senere år så skuffede danske fodboldstolthed.

Og helt uden reelt grundlag er den kærlige hilsen da heller ikke, for der opstod faktisk en lille men hengiven Roligan-bevægelse i byen Wakayama som husede den danske træningslejr under VM i 2002 i Japan og Sydkorea. Ifølge formanden for The Wakayama Roligans var det hovedsageligt det danske holds venlighed, smil og vinken der inspirerede til at lave en sådan fangruppe.

Du kan se ham, formanden, forklare (og vise) sine følelser for det danske landshold i dette klip.

”KOM SÅ, DANMARK!”, siger han, og hvis du ikke kan få nok, kan du se en 8 minutters propagandahjemmevideo med Roligan-japanere der, stærkt tilskyndet af denne mand, råber ”Kom så, Danmark!”.

Mere oplysende er det måske – trods hverken danske eller engelske tekster – at se dette korte japanske tv-indslag fra 2002 som indfanger den stemning som The Wakayama Roligans opstod på.

Nå, der var de igen, Vanilla Beans – eller Rena (t.v.) og Lisa (t.h.).

Damen i midten er noget af det værste kitsch der findes: Den lille Havfrue i en endnu mindre kopi. Og det bringer os tilbage til pointen med stuntet: brandingen af Danmark. Men se nu godt på billedet, og tænk lige over hvad der foregår i fx dette pigebegejstrede blogindlæg …

Nå … hvad ser du?

Hvis du tænker dig om, ser du formentlig en win-win-branding. Vanilla Beans brander Danmark på det japanske marked, men hele dette stunt brander også Vanilla Beans her … i Danmark … gennem bl.a. kontrollen over mit tastatur lige nu. Og i det omfang resten af verden også synes at dette popkulturelle møde er en nævneværdig kuriøsitet med en charme der rækker ud over det gennemskuelige, ja, så brandes både Danmark og Vanilla Beans i resten af verden.

Og jeg har da også studeret Vanilla Beans nærmere:

Pen-is? Sådan tager Rena og Lisa sig bland andet ud i den på mange måder fransk inspirerede video/sang Love & Hate.

De ved hvad der virker. Men de kan også tænke nyt markedsføringsmæssigt. Her (se nedenfor) tænker de så at sige ud af boksen ved at gå ind i boksen. Og ja, de sidder der altså, ikke som stive voksfigurer, men i lyslevende konversation og bevægelse – eventuelt beskæftiget med co-branding-produkter.

Her vist nok noget Nintendo-halløj:

Markedsføringspointen er selvfølgelig at bruge overraskede forbipasserende som markedsføringsambassadører: At få folk til at tage billedet, lægge det på nettet og tale og skrive om det. Jeg har nuppet det øverste billede på Flickr, hvor den unge fyr der har taget billedet, skriver at han finder optrinnet bizart. Og så kører markedsføringen: Nu er billedet her.

Jeg finder egentlig ikke optrinnet bizart. I min kontekst (Duran Duran, David Bowie, Pet Shop Boys, Rumrejsen år 2001 osv.) er det her nærmere ”pop art” i et moderne perspektiv – og så en heftig gang ”product placement” oveni, hvilket i sig selv er noget nær bevis for at det er et stærkt univers de skaber i den mobile udstillingsboks.

Det skulle da også være Vanilla Beans, ikke danskere, der har taget initiativet til indspilningen af Re-Sepp-ten, selvfølgelig med en udvidet popularitet for øje. Ifølge Jyllands-Posten siger den danske ambassadør i Japan, Franz-Michael Skjold Mellbin, at intiativet til den bemærkelsesværdige video kommer fra Vanilla Beans. Med ”initiativet () kommer fra” formulerer Jyllands-Posten (eller Mellbin) sig så uklart at man ikke får klarhed for det man i virkeligheden gerne vil vide: Havde Vanilla Beans selv udpeget Re-Sepp-ten, eller var det noget de blev hjulpet til af ambassaden? Og hvilken rolle spiller The Wakayama Roligans? Ja, mange spørgsmål står åbne fordi journalistik ikke er hvad det har været.

Det får man heller ikke forklaring på i denne artikel fra 14. juni hvor den fodboldglade danske ambassadør, som selv agerer ”Elkjær” i musikvideoen, skriver om kampagnen.

Og så til det egentlige, det du forhåbentlig har ventet på. Re-Sepp-ten (i lidt forkortet udgave, uden break-stykket med ”vi er nederlag forbudt”) med Vanilla Beans er her, god fornøjelse:

Vanilla Beans: Re-Sepp-ten

. . .

PS:
Den lille Havfrue indtages og ”Expo 2010”-neres i Kina. Re-Sepp-ten med klaphatte og hele moletjavsen indtages og eksponeres i Japan. Gad vide hvad det næste bliver?