Koldt men mildt

Det er efterhånden et par weekender siden, nemlig weekenden før jul. Men jeg undrer mig stadig over formuleringen i Berlingskes nyhedsmail den 16. december om at det bliver "koldt, men mildt". Desværre virkede linket (heller) ikke, og jeg har ikke på anden måde kunnet finde den artikel hvori sagen eventuelt uddybes.

Man kan forestille sig at en eller anden i produktionsfødekæden af denne nyhed har villet skelne mellem en temperaturmæssig kulde og en oplevelsesmæssig mildhed, evt. som følge af vindstille og lav luftfugtighed. Så den mulige tanke bag kan godt give mening. Men i denne endelige formulering er det nonsens, for her læses "koldt" lige så oplevelsesmæssigt som "mildt", og derfor står der to ting som modsiger hinanden direkte.

Sproglige spark i støvlelandet

The Best Hotel – intet mindre, også selv om man bare er to-stjernet. Billedet er taget i det veluddannede Milano, men jeg får alligevel den tanke at man – om ikke andet over for sig selv – slipper nemmere af sted med sådan et navn fordi man som italiener almindeligvis opfatter engelsk som fremmede lyde, eller som en popsang hvis tekst man aldrig har nærstuderet; hvorfor "The Best Hotel" kommer til at lyde som et originalt brand.

Nuvel, jeg er ikke tynget af viden i den konkrete sag, så jeg kan jo tænke frit. Det gælder sådan set også resten af dette indlæg.

Det er svært at begå sig på engelsk i Italien. Ud over de der har taget en videregående uddannelse eller på anden vis tilhører en eller anden global elite, er der ikke mange at henvende sig til med et "Excuse me / Scuso – do you speak english?" Og af de få øvrige som skulle vove at sige "Yes, a little bit", er det næsten kun de særdeles berejste eller turisterfarne som kan forstå en mundtlig ytring selv inden for et begrænset globish. Nå ja, så var der jo for resten også den gamle, selvbevidste bondeknold i bussen på den snørklede bjergkystvej fra Salerno til Amalfi som med et perfekt flydende engelsk fik berolig mig med at han nok skulle få mig af i det rigtige hårnålesving. Han er sandsynligvis en af de mange syditalienere som har taget en tørn som fremmedarbejder i den engelske industri.

Men det gængse er altså et-sprogligheden. Og med kun ét sprog i ørerne – bl.a. fordi tv-programmer synkroniseres på italiensk – har de svært ved at forestille sig en anden udtale end deres egen. Jeg har således stået i virvaret af mulige veje på Stazione Centrale (hovedbanegården) i Milano med det i konteksten absolut nærliggende spørgsmål "Metro?" og fået reaktionen, "Nej, jeg forstår ikke engelsk" – hvorefter jeg blev gal og, ledsaget af pænt store fagter, foreskrev min foruretter at det var et så selvfølgeligt spørgsmål at du, kære familiemor på vej til at afvise mig, for fanden må kunne genkende bogstaverne bag denne dumme danskers udtale af METRO – M E T R O, for helvede, jeg spørger dig hvilken vej der fører hen eller ned til det I selv staver m-e-t-r-o, og som må være lige i nærheden, dér eller dér; men der er ingen skiltning. METRO, hvor svært kan det være, jeg prøver endda at rulle på R'et, det har jeg sådan set gjort hele tiden. Du SKAL forstå mig, alt andet er en personlig fornærmelse!

Okay, så forstod hun og viste mig venligt videre. Senere fortalte en sarkastisk tysker mig at de ikke forstår at man overhovedet taler, før man også gestikulerer. Der må være noget om det. Og min danske veninde i Milano, som jeg for en sikkerheds skyld har fået til at læse dette igennem, betror mig nu at man med ligelig vægt skal udtale stavelserne "met-ro" med mere adskilt t og rulle-r, ikke "meeee-tro". Jamen, altså, jøsses dog! Og så er E'et i øvrigt mere hen i retning af Æ, ligesom i "ekko".

Mere forståelig var en lignende situation på Napoli Centrale da jeg spurgte om dette tog nu også gik i retningen af Salerno, som er den nærmeste større by. Også et meget oplagt spørgsmål på netop dette sted; det svarer til at en udlænding står på Københavns Hovedbanegård og spørger om det tog der kommer her, går i retningen af Roskilde (og ikke Helsingør). Men ligesom Roskilde (og for den sags skyld Helsingør) sikkert kan udtales på en måde som afsporer den danske lytter til helt andre tanker, vil Salerno ikke blive genkendt af en italiener hvis man ikke overholder to udtaleregler som adskiller sig fra dansk (og engelsk) default-udtale:

A'et skal være åbent, som vi fx gør i Sara, absolut eller kaffe, og så skal man for guds skyld rulle på R'et, ellers lyder det ikke for en italiener som om ordet overhovedet involverer R. Som danskere er vi jo vant til at et R bruges til at åbne A'et og i øvrigt skjuler sig (for en italiener) ved at være stumt ("Far har ar fra sardindåsen"). Hvis ikke det sker, er A – om ikke andet foran D, G, L, N, ND, S, T – for det meste såkaldt flade A'er ("Ad til sand i maden i badeanstaltens ventesal om natten). Men som vi ser A'et i kaffe, ser italienerne stort set alle A'er – den åbne A-lyd er default. Tag fx "cane" der udtales på en måde som vi ville stave "kar-næ" med ligeligt tryk på begge stavelser. Det betyder i øvrigt hund. Så gæt lige hvad normal dansk udtale af chili con carne betyder? Ja, vi danskere taler i italienske øren om chili med hund – i hvert fald som det der ligger nærmest. For at gøre det forståeligt som chili med kød skal man vise at der er et R, ved at rulle på det. Det er faktisk ikke alle italienere der kan det, men så siger de det som et dansk rive-R – høres skal det.

Og så kan det nok være at man vender sit sproglige hovmod den anden vej, for er det åbne A ikke en smule mere … aha! … end det flade, og er det ikke godt at være lydret og logisk ved at markere R-lyden?

I øvrigt bryder jeg mig slet ikke om det sprog jeg tyer til – altså engelsk. Da i hvert fald ikke uden for det popmusikalske reservat.

I 5. klasse blev jeg … først forvirret … siden rystet i min grundvold da jeg – efter et utal af kontrolspørgsmål fra min side – klart og endegyldigt fik påskrevet at man, gud hjælpe mig, splitter navneordene ad på engelsk. Siden har jeg været ked af engelsk i egenskab af funktionelt skriftsprog. Altså længe, længe før jeg tænkte på at være dansknørd og skælde ud over ordfragmenteringer. For der er altså en dybere logik i at noget som kan sættes i bestemt form og som udtales med tryktab (fx rødvin, kvalitetssalami eller bananrepublik), er ét ord. Men det er det engelske sprog ligeglad med, hvilket jeg stadig ikke har fundet blot en alternativ logik i. Der kompenseres selvfølgelig for dette lack of logic på forskellig vis, men isoleret set er det i mine øjne en kæmpebrist, og når denne påvirker fx dansk, går det galt.

Derfor ønsker jeg ikke at engelsk får noget dominerende sæde i Europa. Så hellere tysk eller fransk – selv om der så bliver noget at indhente rent sprogligt. Eller Italiensk. For min skyld ingen alarm. Hvis jeg med et trylleslag kunne gøre italiensk til vores alle sammens, altså hele Europas, naturlige andetsprog frem for engelsk, ville jeg ikke tøve med at slå til. Bl.a. af hensyn til dansk.

Og derfor føler jeg mig dobbelt dum når jeg forsøger at tale engelsk i Italien. Jeg gider det ikke, og jeg ønsker heller ikke at de skal gide det. Så næste gang vil jeg lære mig selv lidt mere end blot de omtrent 25-35 ord der står parat i mit aktive italienske ordforråd. Og ikke mindst udtale dem så de er til at genkende.

Fra sagligt til sageligt og lige vidt

I indlægget Det saglige smil skrev jeg om hvordan folkene bag filmplakaten til Woody Allens Midnight in Paris på tre måder havde forvansket citatet fra Informations anmeldelse – ikke mindst den forvanskning at et saligt smil i Peter Nielsens anmeldelse var citeret på plakaten som et sagligt smil.

Man skulle ikke tro det, men dette er efterfølgende blevet 'rettet' – sagligt smil er nu blevet til … sageligt smil.

Kære kvajehoveder, kluddermikler, kuvøsehjerner, krejlerkusser og klamphuggere, ordet sageligt eksisterer for fanden ikke. Det kan man finde ud af ved at slå op i Den Danske Ordbog som findes på nettet lige for næsen af én, prøv selv at søge på "sagelig" ved at klikke her (og føj den så til foretrukne):

Det kan selvfølgelig være svært så at slå et ord op man ikke kender. Men hvorfor ikke bare skrive ordentligt af? I citerer jo en anmelder der har brugt det for jer åbenbart ukendte ord; det er bare at skrive lortet af! Hvor svært kan det være?! Citat er at skrive af!!!

Eller som Maj-Britt Kent Hansen udtrykker det i en tråd på Information om anmeldelsen og altså også om fejlen på filmplakaten: "Et er ikke at kende udtrykket, men at man hele to gange ikke kan skrive ordentligt af!"

Man forestiller sig hvordan det på dette in situ filmplakatkontor er fløjet igennem luften til en sprogligt svag studentermedhjælper eller grafiker: "Kan du ikke lige rette sagligt til saaaligt." Hvorefter vedkommende har tænkt: "Hm, hvis det ord der står her lyder som sagligt, hvordan får jeg det så til at være det der saaaligt? Det er supergaranteret nok sageligt. Det kan nærmest ikke være andet. … Godt, så er det klaret. Det er i hvert fald bedre."

Det er af alle ansvarlige så syngende uprofessionelt at det nærmest ikke er til at tro. Man kunne overveje at forelægge Woody Allens filmselskab sagen.

Serviceeftersyn

Ovenstående billede er fra den 15. november hvor det var en nyhed at den nye regering ville revidere aftalen om nordsøolien – en aftale som VK-regeringen sammen med DF og R indgik med A.P. Møller-Mærsk tilbage i 2003 hvor man åbenbart slet ikke kunne forestille sig de nuværende oliepriser, og som derfor betyder at Mærsk nok i lidt for høj grad udbytter Danmarks naturressourcer i form af et for godt overskud til sig selv. Da imidlertid en aftale normalt er en aftale, vil man lægge forsigtigt ud med at vurdere om den skal og kan revideres. Man vil med andre ord i første omgang se den efter (i sømmene), udsætte den for et eftersyn.

Dagen efter, den 16., kaldte stort set samtlige medier dette eftersyn for et 'serviceeftersyn'. Et besynderligt udtryk al den stund at det er svært at udpege den servicerede part. Hvis vi godtager at det er en metafor hentet fra bilværkstedet, hvem er så bilejeren? Hvem er 'serviceeftersynet' af olieaftalen en rutinemæssig og trygheds-triviel service for? De analogiske kvaliteter springer ikke lige i øjnene når det billede der i øvrigt tegnes ud fra den sædvanlige konfliktskabelon, er billedet af to magtfulde parter – rødligt stemte politikere og Mærsk – som skal genåbne en forhandling. Muligheden for at der tænkes på politikerne som demokratiske repræsentanter for 'borgeren' der hermed får sit serviceeftersyn, er ikke kun søgt, men fungerer simpelthen ikke her. Med andre ord rammer metaforen 'serviceeftersyn' altså ingenting i hverken essens eller vinkling. Metaforen er noget vrøvl, og da det var ordets eneste chance for at give mening, er ordet dermed også noget vrøvl.

Men hvad skete der den 15. som gjorde 'serviceeftersyn' til the name of the game i alle medier den 16.? Jo, det har nok noget at gøre med at mange medier talte med klima- og energiminister Martin Lidegaard.

Ovenstående billede er fra TV 2, men lad os se hvad der videre skete hos Lillian Gjerulf Kretz i DR den 15. efter at Kretz i oplægget havde talt om "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale", billedteksten havde talt om "regeringstjek af olieaftalen", og indslaget havde talt om "at granske" og om "gennemgangen af aftalen":

Kretz: I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?
Lidegaard: Ja, i 2003, da indgik staten jo en aftale med A.P. Møller, og den aftale står regeringen ved. Men inden for rammerne af den aftale vil vi gerne lave et eftersyn, og det skyldes jo at siden 2003, der er oliepriserne firdoblet, vi har lavet en masse skatteændringer, og derfor synes vi det giver god mening at sige: Har vi egentlig fået det ud af aftalen vi forventede? Og er den robust over for det vi står over for i fremtiden?
Kretz: Men på bundlinjen betyder det her vel at I vil have flere penge i kassen. Hvor mange penge drejer det sig om?
Lidegaard: Når man nu laver et serviceeftersyn, så kan der jo både ske det at man finder ud af at bilen skal repareres … der kan jo også ske det at man finder ud af at den sådan set kører helt fint. Så jeg vil ikke på forhånd sige at det ender med det ene eller det andet. Men der har været mange diskussioner om det her. Der har været mange påstande i luften, og vi tror sådan set det giver god fornuft at regne det hele igennem, sådan så vi ved hvor vi står, og hvor meget vi har fået ud af det og kan forvente at få ud af det. Men vel at mærke inden for rammerne af den aftale der ligger, og som faktisk giver mulighed for at lave denne slags eftersyn.
[…]

Der er ikke tvivl om at vrøvleordet stammer fra den sproglige klædedragt Martin Lidegaard har syet (eller fået syet) til lanceringen af det politiske initiativ. Nu er det jo ikke sådan at politikere og deres taleskrivere og spindoktorer har nogen mission om at lave metaforer som ikke rammer – de er faktisk ret gode til at lave rammende metaforer når der er brug for det. Men der kan også være andre hensyn at tage end det at udtrykke sagen præcist. Måske det modsatte – at sløre hvad det drejer sig om, eller simpelthen være diffus om hvad der skal ske. Og man kan jo så sløre sit forehavende ved at udskifte de problematiske ord med noget der lyder mildere eller bedre. Serviceeftersyn lyder lidt mildere og dejligere end blot eftersyn: mildere fordi det egentlige ord 'eftersyn' er fortyndet med rent vrøvl, ligesom når man fortynder saft med rent vand, og dejligere fordi service er et plusord). Og frem for alt er det en fordel at det er noget vrøvl, for så har man ikke rigtig sagt noget man kan fanges på senere.

Som en journalist på et af de medier der selv kolporterer vrøvleudtrykket, skrev til mig:

Jeg er ret overbevist om at det kom fra Martin Lidegaard. Jeg har dækket politik i mange år – og det er bestemt ikke første gang jeg hører udtrykket. Kan godt følge dig i at det er meningsløst, men det er netop pointen – at juridisk har regeringen ikke noget grundlag at kræve genforhandling på. Derfor har de vel nøje valgt et meningsløst ord.

Ja …

Det der undrer mig, er så bare at medierne optager Martin Lidegaards vrøvleudtryk som var det en saglig betegnelse, i stedet for at lade ham stå alene med det.

Lad os se hvad der sker i TV-Avisen dagen efter, den 16. nov., hvor Kim Bildsøe Lassen er rorgænger:

I sit oplæg taler Kim Bildsøe om "serviceeftersyn" og "genforhandling" (hos Gjerulf Kretz dagen før var det "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale"). Og i det efterfølgende indslag tales der om "serviceeftersyn", "serviceeftersyn" og "serviceeftersyn" (dagen før var det tilsvarende indslag belagt med ordene "at granske" og "gennemgangen af aftalen").

Mens man fra journalistisk hold den 15. kun nævnte 'serviceeftersyn' i forbindelse med Gjerulf Kretz' konstaterende spørgsmål "I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?", bruger man den 16. selv vrøvleudtrykket fire ud af fem mulige gange – eller fire af seks mulige hvis man medregner ovenstående billedtekst (hvor 'eftersyn' imidlertid nok kun er brugt af pladshensyn).

Det er tydeligt at Bildsøes redaktionelle valg er at brande denne begyndende nyhedsføljeton med ordet serviceeftersyn, sådan så den er let at allokere for seerne. Han ved godt at det i virkeligheden drejer sig om (et politisk ønske om) en 'genforhandling' – et ord han selv varierer sin talestrøm med – men som journalistisk emne skal sagen nu åbenbart brandes som serviceeftersynet. Og med DR og Bildsøe således også TV 2 og alle de store skrevne medier (prøv selv at google på Mærsk og serviceeftersyn).

Herved forurener man sproget med det rene vrøvl, hvilket betyder at vi kan risikere at eftersyn i visse kontekster permanent eufemiseres til serviceeftersyn hvis ikke nogen begynder at kalde et eftersyn for et eftersyn. Desuden forurener man journaliststandens almene troværdighed ved at kolportere vrøvl og spin i stedet for at undersøge sagen tilstrækkeligt til at man kan sætte de præcise ord på. Hvem gider overhovedet høre på denne form for journalistik mere?

Så meget desto mere morsomt – og tilfredsstillende – er det at Martin Lidegaards nærmeste kollega, nemlig klima- og energiordfører for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil, i det efterfølgende interview i TV-Avisen den 16. faktisk lever op til sit eget slogan, "klar besked", og udelukkende bruger følgende udtryk: "op til revision", "op til revision", "revidere", "kigge på aftalen", "kigge efter i sømmene". Hun tøver ganske vist før hun siger "… i sømmene", muligvis af frygt for at det skulle være et negativt udtryk hun ikke må sige, men hun når i sin tøven at tage den sprogligt korrekte beslutning om at det er i orden.

Pernille Rosenkrantz-Theil skal for dette interview have et rungende og uforbeholdent "Godt gået!".

Hun krydsinterviewes i øvrigt med De Konservatives Mike Legarth der som modstander af eftersynet naturligt nok ikke nævner emnet mere end én gang, og da som: "serviceeftersyn". Som erklæret modstander er hans interesse i at kalde det et serviceeftersyn umulig at få øje på – men nu er Legarth altså heller ikke den skarpeste kniv i skuffen når det kommer til ordforråd, så uselvstændig sprogbrug må være årsagen.

Anderledes forståeligt er det at Mærsk selv holder sig til vrøvleudtrykket:

Man vil gerne lyde konstruktiv, men naturligvis ikke sige ja til mere end højst nødvendigt, og der er Martin Lidegaards forslag om et 'serviceeftersyn' en helt perfekt ting at sige ja til.

__

NB: Dette indlæg kunne være – og skulle have været – skrevet for en uge siden og er derfor ikke opdateret med eventuelle udviklinger siden.

Den person han hjalps

Som trofaste eller blot sporadisk interesserede læsere nu måske har bemærket, er der gået lang tid, alt for lang tid, helt præcis 26 dage, siden det seneste blogindlæg. Det var ikke meningen, men virkeligheden har kørt med mig: Jeg har haft travlt. Og nej, jeg synes ikke det er vidunderligt at have SÅ travlt at jeg ikke engang kan nå at slå en lille sprogperfid prut på min egen blog for at overholde den ellers aldrig overtrådte grænse på 10 dage.

Og det bliver netop en hurtigt forfattet og meget lille fims der forsigtigt skal få Kommakommunikation i omdrejninger igen. Fimsen jeg taler om, kan ikke opsnuses mere, al den stund at den straks blev vejret væk hos DR hvor den opstod i søndags. Men her er den, den håbløse ejefaldskonstruktion fanget i Google mens det stadig kunne lade sig gøre:

Anders Samuelsen siger, at han havde håbet, at han havde kunnet bevare den person han hjalps krav på anonymitet, …

Ejefald bruges efterhånden alt for lidt. Men jeg vil ikke anbefale at det er sådan man øger brugen.

Værd at vide om afdelingsnavne

Dansk Sprognævn har lavet en kort og overskuelig vejledning om korrekt stavning af afdelingsnavne, Værd at vide om afdelingsnavne. Hvis det er et proaktivt forsøg på at undgå at flere navne dannes forkert, er det præcis noget af det jeg efterlyser at Dansk Sprognævn gør, og så kan man snarere sige at det er en vejledning i korrekt dannelse af afdelingsnavne. Imidlertid kan jeg ikke finde andre officielle argumenter for udgivelsen end at Sprognævnet får mange henvendelser om spørgsmålet, og så er initiativet jo bare udtryk for den normale gænge.

Jeg mener imidlertid at der er fejl i vejledningen lavet af Line Pedersen, kendt fra sprogfjante-bloggen Blogbogstaver, i samarbejde med seniorforsker Ole Ravnholt. Jo, nu er 'fejl' måske et lige lovlig vovet ordvalg over for et Sprognævn som helt sikkert vil kunne tryne mig med deres position, som i øvrigt sikrer at også deres fejl er lov, desværre, men så lad mig diplomatisk kalde det 'et uhensigtsmæssigt valg', og lad mig argumentere for det.

Det uhensigtsmæssige valg ligger i følgende passage som fungerer som en slags paragraf i vejledningen:

Med et noget diplomatisk verbum mener jeg simpelthen ikke at "afdelingen" i Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen er et ord, lige så lidt som hverken "flag" eller "stang" er ord når de står i ordet "flagstang". De er orddele! Og derfor er det også forkert at skrive "afdelingen" med stort.

Det forholder sig i princippet ikke anderledes med Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen end det ville gøre med fx Salgsafdelingen. Alle tre afdelinger er grammatisk set ét ord. Når der i Børn og Unge-afdelingen skal være luft mellem Børn og Unge og bindestreg til afdelingen, er det fordi det er en gruppesammensætning (ligesom fx en ud af kroppen-oplevelse) hvor ordgruppen (Børn og Unge) klistres på en kerne (afdelingen), og når man sammensætter forskelligartede størrelser (her ordgruppemateriale og ordmateriale), skal der være bindestreg, men det er stadig i princippet ét langt ord. Og når der i It-afdelingen er bindestreg, er det igen fordi man sætter to forskelligartede størrelser sammen, nemlig forkortelsesmateriale og ordmateriale, til ét sammensat ord. En bindestreg gør ikke ting til flere ord, tværtimod viser den at det hele er ét ord. Det er elementær grammatik. Og det er også grundlæggende grammatik – vores sprogsystem hviler på det. Derfor er det meget beklageligt at Dansk Sprognævn nu viser usikkerhed, misforståelse eller sløseri med det helt fundamentale.

En forkert eller uhensigtsmæssig vejledning (eller sprogbrug) som denne kan lede direkte til misfostre som fx KommunikationsDagen eller endnu værre: Få folk til at fragmentere ordene (Kommunikations Dagen) fordi man ikke forstår at et sammensat ord – som kan sættes i bestemt form, og som på sjællandsk og rigsdansk kun har ét hovedtryk – er ét ord. At skrive It-Afdelingen er derfor lige så fjollet som at skrive KommunikationsDagen, og det udgør en potentiel glidebane hen mod ordfragmentering som er den mest sprogødelæggende fejl i nutidens skriverier.

Ordfragmentering er i øvrigt ikke noget denne vejledning tager op. Den forudsætter at folk ikke laver en sådan fejl, men herved viser Dansk Sprognævn også sin manglende proaktivitet og ditto realitetssans. For laver man ordfragmenteringer – som mange ledere, HR-folk m.v. faktisk gør fordi alt for mange af dem har et svagt grammatisk gehør kombineret med en massiv påvirkning fra engelsk – så bliver man ikke klart og tydeligt gjort opmærksom på det. Man kan således sagtens læse vejledningen uden at opdage at man ikke bør kalde sig "smølfe agent" i "Smølfe Fonden", men snarere smølfeagent i det der burde hedde Smølfefonden. Det er ærgerligt at Dansk Sprognævn ikke tænker på at få dette hårdt tiltrængte fokus ind når nu man har målgruppens fulde opmærksomhed.

PS: Jeg skriver ikke dette indlæg for at pisse på nogens sukkermad, men fordi jeg arbejder for et sundt, nuanceret, logisk og velfungerende dansk.

Det saglige smil

Owen Wilson er så absolut min hadeskuespiller – en slags brækfremkaldende karamel som jeg troede at jeg skulle undgå resten af mine dage. Men Woody Allen er så absolut en af mine yndlingsfilmmagere. Og måske er der – for mig helt personligt – en pointe i at Allen har givet Wilson en hovedrolle i en af sine angiveligt bedste film. Nemlig den at jeg skal give Owen Wilson en chance, fordi alting skal have en chance, fordi man ikke kan stemple nogen eller noget ude.

Ja ja, det er nok meget sundt, men hvis det bliver, bliver det nu nok bare en tv-seance når den tid kommer. Jeg har i hvert fald hidtil undgået at kigge for meget på plakaten.

Derfor var det også en god ven som på sin gadget affotograferede den og spurgte mig: Kan du se fejlen?

Nææ … BT burde være B.T., men det er nok ikke det du har sendt den til mig for.

Se det store citat fra Informeren, sagde han så, men jeg kunne stadig ikke se noget, for der er jo ingen formelle fejl, og hvem går dybere i hvad en anmelder skriver i sin anmeldelse om en film som man sådan set ikke rigtig vil vide af.

Så skar min ven det ud i pap: Jeg vil mene at det sædvanlige smil er "saligt", ikke "sagligt".

Arhhh – ha ha!

Et sagligt smil kunne selvfølgelig være med vilje, så jeg undersøgte sagen ved at finde artiklen på Informations hjemmeside. Men der står:

Man kommer nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læben.

Der er altså sket tre ting fra anmeldelse til citat af anmeldelse:

1) Cole Porter er røget ud. Den slags kan nok ikke undgås i den slags citater som skal være så korte som mulige, men når man piller et element af en trefoldighed ud, undgår man ikke at stemningen/balancen og dermed til dels pointen ændres.

2) Så har vi den monstrøse fejl hvor saligt bliver til sagligt. Det er temmelig vildt, synes jeg. Dels citerer man andre, og dels er det sådan set en kort reklametekst som burde være viet den nødvendige tid per ord. Vi er jo ikke midt inde i et brødtekstmonstrum, vi er i en reklame med få ord.

3) Det faste udtryk smil på læben er blevet hyperkorrekset til smil på læberne og dermed misforstået. Et antydningsvist smil er blevet til et mere fasttømret smil.

Det var sgu da et interessant indblik i citatforvanskning. Typen ad 1 – den fordrejning som et forkortet citat altid vil udgøre – kan man ikke undgå; det er en del af genren. Typerne i eksempel 2 og 3 er grundløse. Det virker som om personen der har overført citatet, har et meget lille ordforråd.

For nu at være helt sikker skrev jeg til forfatteren af anmeldelsen, Informations kulturredaktør, Peter Nielsen, for at sikre mig at den anmeldelse jeg nu kunne læse på nettet, ikke bare var en senere rettet version, og at den oprindelige version faktisk havde haft disse fejl.

Han svarede: "Nej, det er ved gud ikke mig der har skrevet 'saglig'. Det vil jo være noget vrøvl. Altså en bøf fra deres side, lidt irriterende. Hvor siger du fejlen er gengivet mere præcist?"

Kommunikationsforening: Farvel til internettet

Dansk Kommunikationsforening har sendt en opsigtsvækkende melding ud til sine medlemmer. Måske skal Vejle og København sige farvel til internettet:

Nåå… det var inTRAnettet. Men hvorfor har I så skrevet internettet i overskriften?

Tårne af spaghetti og skumfiduser

Lad mig tilstå det med det samme: Jeg har ikke orket at følge ret mange debatter i denne valgkamp, for selv om jeg endnu ikke ved hvad jeg kommer til at stemme på, ved jeg dog at tv-debatterne ikke vil løse det for mig. Dels er argumenterne så låste og polerede at det eneste der for alvor påvirker, er politikernes dagsform. Dels kan de riller valgkampen kører i, ikke løsne det centrale dilemma at samtlige partier har mindst en ting på deres buffetbord som for mig er totalt uspiselig og uacceptabel. Og skal jeg vælge i en kompliceret vægtning af goder og onder, har jeg mere brug for meditation end for mere af det samme ordgejl.

Derfor vælger jeg i anledning af valgkampen at bringe en iagttagelse om politikersprog som dog er fra før valgkampen.

Nemlig fra torsdag den 18, august hvor Deadline havde et 17 minutter langt segment om kommuners udnyttelse af offentlige løntilskud til ledige. Rammen var at studievært Anja Bo interviewede beskæftigelsesminister Inger Støjberg i studiet, iblandet distanceinterview med en på væggen hængende Ole Andersen, jobcenterchef i Randers Kommune.

Efter en introducerende montage giver Anja Bo sig til at interviewe Ole Andersen, og efter over 7 minutter lægger Anja Bo endelig ned til Inger Støjberg:

Anja Bo: Inger Støjberg, det er jo noget af en gyser. Hvad siger du til at Randers og sandsynligvis en række andre kommuner sådan kassetænker med statskronerne?

Inger Støjberg: Jamen altså, det er bare lidt mere komplekst end som så. Hvis vi tænker et år tilbage, så handlede hele denne her debat om at ledige blev sendt på meningsløse kurser hvor de skulle finde ud af hvilken fugl de var, og de skulle bygge tårne af spaghetti og skumfiduser og den slags. Det vil jeg gerne gøre op med, for vi kunne jo se at det var der simpelthen bare for mange der fik for lidt ud af.

Inger Støjbergs hovedargument er altså at det der foregår nu, er bedre end spaghetti og skumfiduser. I retorikfaget hedder det at drive noget "ad absurdum" – altså drive noget ud i de absurde – for at alle skal synes godt om det man modstiller det med. Politikere bruger det hele tiden. Det absurde har på en måde samme effekt som en fælles fjende: Man tiltrækkes uvægerligt af det modsatte. Man magnetiseres, så at sige, og får en nordpol og en sydpol der svarer til den talendes, fordi det absurde er absurd for alle.

Men hvorfor er det så at man ikke for alvor ligger et sted mellem "Yes, det er SÅ godt sagt" eller bare "ja, selvfølgelig" på denne her? Det er selvfølgelig fordi Inger Støjbergs eksempel virker ekstremt søgt. Hun begår en i sig selv absurd handling ved at gribe til dette absurde eksempel. Hun er corny og ynkelig at høre på. Ordene er næsten vulgære i en saglig politisk samtale: Spaghetti og skumfiduser. Hun siger ordene i et tydeligt tempo; hun vil gerne at de høres tydeligt. Og de kommer til at klæbe til hende: Spaghetti og skumfiduser. Hvor har du været, Inger? I spaghetti og skumfiduser. Hvad tænker du på, Inger? Spaghetti og skumfiduser.

Skumfiduser har noget dobbelt i sig. Skum er jo en god metafor for noget der er lidt indholdsløst, og fiduser, ja, det siger sig selv. Hermed er skumfiduser ikke bare et eksempel men et indirekte forsøg på at betegne visse jobkursusaktiviteter som fiduser og humbug. Det er derfor Inger Støjberg har indprentet sig formuleringen "tårne af spaghetti og skumfiduser", så hun kan drive effektiv ad absurdum-retorik. Men når det virker søgt, virker det også som en retorisk nødudgang. Det virker som om hun er nødt til at gå "ad absurdum" fordi hun ikke rigtig har noget håndgribeligt eller begribeligt positivt at sige om hvad der skal ske på området.

Lad os se hvad der videre sker (og prøv at se bort fra Anja Bos uudholdelige helsætningsstruktur i ledsætninger, men man er som minimum nødt til at holde ordrækkefølgen for at kunne kalde det en transskription):

Anja Bo: Nu hører vi jo at denne her ordning er heller ikke rigtig god. Vi hører at Ole Andersen siger at det er jo ikke fordi man får folk i arbejde af den grund, og det er med dårlig smag i munden at han sådan samler guld op fra gaden, som han formulerer det.

Inger Støjberg: Nu ved jeg jo ikke hvordan hans smag er i munden, men det jeg kan sige, det er at generelt så er det rigtig godt for mange ledige jo selvfølgelig at komme ud på en rigtig virksomhed. Det allerbedste, det er privat løntilskud, altså når man kommer ud på en privat virksomhed og på den måde så jo kommer til at indgå i dagligdagen. Men for nogle grupper der er offentligt løntilskud også rigtig godt. For eksempel for indvandrere, der er bare det at komme ud på en virksomhed rigtig godt. Så ting er bare ikke så entydige endda, og det er jo selvfølgelig fordi det er mennesker vi har med at gøre.

Det er Inger Støjbergs anden taletur, og hun starter med at bruge tid på at svare bogstaveligt om Ole Andersens smag i munden. Og så bruger hun nogle meget generelle sandheder til at arbejde sig frem mod gentagelsen af sit "tingene er mere komplekse end som så". Ved nærmere eftersyn trækker hun faktisk bare tiden. Min ven Mr. Chance kunne næsten have sagt det samme.

Herefter forløber programmet sådan at der kommer endnu et par indklippede indslag og henvendelser til Ole Andersen, og 11 minutter inde i segmentet kommer vi så tilbage til Inger Støjberg. Læg mærke til hvordan hun tilsyneladende ikke har fået lov fra Venstres top til at sige noget som helst og derfor igen forsøger at arbejde sig hen til skumfiduserne:

Anja Bo: Ja, Inger Støjberg. Det er en rasende populær ordning – vi hører at op mod 24.000 stillinger når vi op på i år, men ordningen er jo ikke særlig god, vi hører jo her fra forskerne: den virker ikke. Hvad vil du gøre ved det?

Inger Støjberg: Jamen igen: Tingene er ikke så entydige endda, og det er jo også derfor at vi blandt andet beder Michael Svarer om at prøve at kigge på det, fordi den måde som vi bedriver beskæftigelsespolitik på i Danmark, det er at vi jo hele tiden får undersøgt hvad virker godt, og hvad virker ikke godt. Nu kan vi se at der er nogle ting her der måske ikke i alle tilfælde, i hvert fald, virker, og derfor så skal de jo sandsynligvis også ændres på et tidspunkt. Jeg vil ikke i dag lægge mig fast på hvordan vi skal ændre det, men bare annoncere at der kan sagtens komme nogle ændringer når vi kommer lidt længere hen. Men jeg vil også bare sige at hele sidste år der havde vi debatten om hovedløs aktivering …

Anja Bo afbryder højlydt: Den kan vi ikke bruge mere tid på for det er jo faktisk ikke den vi taler om i dag. Jeg bliver nødt til at holde fast i det som forskerne siger, for det er faktisk en vigtig pointe her. […]

Ja, Anja Bo giver hende ikke lov til atter at tale om spaghetti og skumfiduser, og det er godt. Herefter vover Inger Støjberg simpelthen ikke at komme med flere udpenslinger af hvad hun forestiller sig hovedløs aktivering kan være, selv om hun kommer omkring emnet to gange mere.

...

Nuppet på SkoleIntra: Tonja og Louise bygger tårn af spaghetti og skumfiduser.

Inger Støjberg skriver en 93 sider lang bog om Sussi og Leo.

Valgjournalistik: Hvad synes du om vejret, Mr. Chance?

Min artikel på Kforum Boykot valgmålinger har som det tredje argument at medierne kommer til at bruge for meget intetsigende tid på at snakke om tal i stedet for at snakke om den politik og Danmarks fremtid som valgkampen burde handle om. I dette indlæg følger jeg op med et eksempel.

Overskriften er en reference til den introverte og analfabetiske gartner Mr. Chance der i Jerzy Kosinskis roman ved et tilfælde (og en længere løbende misforståelse) bliver den finansielle elites guru fordi han kan beskrive og forudse den økonomiske udvikling på en dyb måde med sine vejrmetaforer. I virkeligheden taler Mr. Chance bare om vejret (og stemningen) og svarer efter bedste evne 1:1 på de hentydende spørgsmål han får, for han ved ikke bedre og tør ikke andet.

DR's valgekspert Kenneth Thue Nielsen er ikke Mr. Chance, tværtimod er han en af de mest intelligente kommentatorer på sendefladen. Alligevel var det med tanke på en Mr. Chance-agtigt forloren ordveksling at jeg så gårsdagens Update-indslag hvor Kenneth Thue Nielsen simpelthen blev brugt til at fortælle os at der fra 84 mandater til 91 mandater er 7 mandater, og at denne afstand er mindre end afstanden mellem 81 og 94 som i starten af valgkampen var den tilslutning meningsmålinger gav til henholdsvis blå og rød blok.

Her kommer hvad han sagde:

Update-vært: Velkommen til dig, valgekspert Kenneth Thue Nielsen her i DR Nyheder. Hvad ligger der bag det her fornyede ryk fra rød mod blå?

Kenneth Thue: Jamen æh, det der ligger bag det, det er at vi ser nu for fjerde dag i træk at Socialdemokraterne, ganske vist med små skridt … men Socialdemokraterne har fire dage i træk nu tabt en lille sjat stemmer hver dag i meningsmålingerne. Venstre er nu i fire dage i træk gået en lille smule frem. Og det er derfor at jeg, æh, jeg havde nær sagt er glad for at kunne sige til Updates seere at jeg godt kan andre tal end 94 og 81, for 94 og 81 er det vi har siddet og talt om nu i faktisk 6 dage i træk som har været stillingen mellem blokkene. Nu var der en lille forskydning i går: 93 mandater til den røde blok og 82 … Og den måling vi har her i dag, er altså den måling med mest spænding hidtil under valgkampen. Der er stadigvæk et komfortabelt forspring til den røde blok, og der er stadigvæk en god portion mandater – 7 mandater – der skiller blokkene, men af de meningsmålinger vi har offentliggjort indtil videre, så er det her altså den der ser ud til at begynde at bringe lidt spænding ind i valgkampen – for så vidt angår resultatet.

Imponerende ingentingjournalistik. Ikke desto mindre var det sådan det indslag var klippet i aftenens Update-loop på tv. Hvad seerne skal bruge dét til, ved jeg virkelig ikke, og jeg fatter ikke at DR tillader sig at fylde sendefladen med formidling der har mindre signifikans end pausefisk.

Da jeg så skulle transskribere det, fandt jeg at klippet på web-udgaven var lidt længere og havde en reel pointe som altså i tv-udgaven var klippet fra. Denne pointe viser samtidig at Kenneth Thue Nielsen er den intelligente kommentator jeg siger han er, for jeg er fuldstændig enig i denne årsagsforklaring på rød bloks samlede nedgang – og samtidig imponeret over den måde Kenneth Thue umisforståeligt formidler sin hang til denne forklaring uden dog at klistre sig fast til den:

Update-vært: Har du et bud på årsagen bag det her ryk, altså som kan ligne et lille skred?

Kenneth Thue Nielsen: Ja, man skal jo altid være påpasselig med den slags, men jeg vil da i hvert fald gerne sige at dét jeg har bidt særligt mærke i de sidste tre dage, det er den her diskussion om 24-års-reglen – især Villy Søvndals kommentarer … vi har den her episode hvor Villy Søvndal bliver spurgt af en gymnasieelev hvad han synes om den – han siger til gymnasieeleven: Jeg vil faktisk gerne af med den, men jeg har lovet Helle ikke at tale om det. Altså: Der er kommet fokus på 24-års-reglen, og det ser altså ud til at vi nu igen for fjerde valg i træk kan få et valg der bliver domineret af udlændingedagsordenen.

Update-vært: Og der er altså en ny måling i morgen, så må vi se om den her tendens den fortsætter. Tak skal du have, valgekspert Kenneth Thue Nielsen.

Boykot valgmålinger, meta

Denne måneds første blogindlæg forvandlede sig til en artikel på Kforum:

Boykot valgmålinger

Der har været efterspørgsel på at jeg skrev mere om politikernes sprogbrug, og det vil jeg også gerne skrive om. Men der har ikke for nylig været lige dén iagttagelse som gav en klar vinkel og skrivelyst. Ovenstående artikel handler så ikke engang om sproget, men tager springet op til at handle om den ramme hvori debatten og dermed sproget kan udfolde sig.

Skrive-iagttagelse
Jeg synes absolut ikke det er den mest velformulerede og sprogligt raffinerede artikel jeg har haft på Kforum. Men det handler nok om at jeg var grebet af EMNET og skrev artiklen ret hurtigt, ligesom artiklen også synes at vægre sig mod mine forsøg med den sproglige pudseklud, måske fordi EMNET i den buldrer relativt højlydt. Det kan jeg godt lære lidt af når jeg hovedrystende læser korrektur på andres artikler – at det er lidt sværere at være sprogligt raffineret når man prøver at tæmme et vovet emne og processen kun forløber over få dage fra fiks ide til publiceret artikel. Det er nemmere at være sprogligt raffineret når man også er argumentatorisk forsigtig, herunder at man er i en situation hvor man ved at alle er enige eller at man simpelthen har fagligt ret. Og så er det selvfølgelig også lettere at være sprogligt raffineret når man kritiserer noget – eller i det mindste spiller bold op ad noget – og ikke selv fremsætter et vidtgående forslag.

Foreløbig iagttagelse om artiklens skæbne
Artiklen blev publiceret fredag eftermiddag, og vi har lige nu en tiltrængt weekend med godt vejr. Alligevel undrer det mig, med mit kendskab til andre artikler på Kforum, at så få af de foreløbige læsere har anbefalet den. Den er ret frisk, dens argumenter er klare og logiske, den er ikke ubehagelig, og den har et relativt dydigt demokratisk sigte (a la Habermas osv.) som nok plejer at kunne sætte anbefalingerne i gang. Alligevel har forbavsende få villet eller turdet anbefalet den. Kan det skyldes at mange i kommunikationsbranchen arbejder et sted hvor man ikke må stække analyseinstitutterne, heller ikke selv om det argument man støtter ved at anbefale artiklen er demokratisk konstruktivt? Forstå mig ret: Jævnfør min utilfredshed med artiklens sproglige raffinement og form har jeg ingen personlig forfængelighed med den som artikel; men på de demokratiske argumenters vegne er jeg sgu lidt forundret og bekymret over anbefalingstavsheden.

Trykhed hos DR

Måske er det bare sådan det er at blive ældre. Men jeg har det med visse fejl, dårlige forslag og menneskelige uvaner som mange mennesker har det med dårlige vittigheder, vanskabte tøjstile etc. Man troede at lige dén var gennemtæsket nok til at man ikke skulle se den igen. Det kan være sådan noget som at tørre smørkniven af på kanten af tallerkenen, eller sådan noget som at gøre en Brian Mikkelsen til kulturminister. Ting man bare forventer at ingen gør igen – heller ikke nye generationer – fordi det var SÅ under niveau og er behandlet tilstrækkeligt. Ja, man forventer simpelthen at korrektivet, uanset om det er udtalt eller tavst, har givet evolutionært gennemslag.

Lidt den følelse havde jeg da jeg så at DR i deres 18.30-avis i forgårs, den 23. august, på skærmen skrev "Planen skal give trykhed". Derfor har jeg markeret fejlen ovenover med en stor, gul, ulækker pil.

Trykhed – det kunne være et tillægsord for de varme papirer der kommer ud af en printer (i det omfang man kan tilsnige sig til at sige at en sådan trykker): "Brochuren virker trykhed, er den lige printet?", kunne man måske sige. Det kunne også være det forløsende tillægsord for et materiale som skulle trykkes til en bestemt form og nu var varmt nok til at være klar til processen: "Gummien er nu trykhed, og Kai kan trække i håndtaget så støbeklicheen føres ned i massen". Men man kan ikke sige at noget skal give trykhed, som DR gør her – det giver ikke nogen mening.

Selvfølgelig mener de "tryghed", og det er så ikke lige tryghed man føler ved det skriftlige kompetenceniveau på TV-Avisen.

Har du måtte?

Søndagsavisen 12. august 2011:

Først tommelfingeren op for Søndagsavisen for at få et interview med Jens Stoltenberg allerede i sidste uge og for næsten altid at vælge en god og relevant forside- og tema-historie.

Og så til dette indlægs egentlige ærinde:

Tjo …

Jeg kunne med lethed smække et billede op her af en som har måtte, og så kunne Søndagsavisen – og horder af journalister under 30 – lære det! Men det er nok lige et skridt for meget at tage bare for at få budskabet ud.

Jens Stoltenberg har ikke måtte – i hvert fald ikke i denne sammenhæng: Han har måttet. Åbenbart er det stigende fravær af kendskab til verbalbøjning i før nutid og før datid kommet så vidt at den er havnet med store typer på forsiden af Danmarks mest læste avis. Tillykke! Så kan en sproglig misforståelse nærmest ikke komme længere, og skulle nogen være ligeglade med sprogforstanden i dette land, blot budskabet kan forstås, kan de glæde sig over en ultimativ sejr.

Og budskabet kan jo forstås, så måske er det ikke den værste fejl man kan lave. Men den er dog symptom på at der er noget galt med det helt almindelige grammatiske gehør og indlæste ordforråd, som også nye publicister burde have. Hvad der er galt med det, ved jeg ikke. Måske har man læst for lidt valid litteratur i skolesystemet (og i fritiden), måske har man afskaffet diktat, og måske har dansklærerne ikke rettet stilene til bunds. Måske er det alt for let at erklære sig ordblind. Noget er i hvert fald gået galt – for man skal da ikke have læst meget mere end 2-3 ordentlige bøger for at finde ud af at der er noget der hedder måttet, villet, kunnet, skullet, burdet og turdet, akkurat ligesom det hedder spist, gjort, svømmet, skyllet og alt mulig andet med t på i før nutid og før datid.

I sidstnævnte former er det bøjede ord dog også det betydningsmæssige endemål (jeg har svømmet), mens det betydningsmæssige endemål hos mådesudsagnsordene ligger i det efterfølgende ikke-bøjede infinitiv (jeg har kunnet svømme). Det kan selvfølgelig godt skabe tvivl i det grammatiske gehør at det er mådesudsagnsordet og ikke det mest indholdsbærende verbum som bøjes – og her taler jeg ikke om den store forskel mellem udtale og stavning eller om hvad selverklærede ordblinde kan/vil opfatte, men om den lille forvirring selv os med grammatisk gehør kan have hvis vores skolelærdom på området aldrig har været stærk og gentaget.

Er "har måtte" på Søndagsavisens forside en smutter, tanketorsk, slåfejl, sjuskefejl? Ja, måske fra journalistens side, men herefter har den været gennem en ansvarshavende redaktør og (måske) en underbetalt korrekturlæser. Så i sidste ende kan det ikke være sjusk. Det er manglende kendskab til sproget – på forsiden af landets mest læste avis.

Læs også:
Jeg synes det har kunnet lykkes

Giver den gas

"[…] Og lige nu – jeg ved ikke om man kan høre det – så er det Kim Larsen der giver den øh … gas … æh … for de mange, mange publikummer der har samlet sig deroppe. Lidt længere væk er det Medina … øh … undskyld, er det Tina Dickow der giver den gas, og æh … før det så var det Poul Krebs … æh … der gav den gas på Bøgescenen heroppe […]" (DR Update, 12. august 2011)

Dette er ikke så overraskende, for det er især netop unge kvinder der har indskrænket deres ordforråd til "give den gas" når de taler om nogen der optræder med noget. Jeg ved ikke helt hvorfor det er blevet sådan.

Kan det mon stamme fra "gas" forstået som "fis & ballade" og "gang i den"? Eller stammer det fra det at trykke på speederen – og på dén måde gang i den? Har begge metaforer fra start været brændstof bag sprogbrugen? Lyder det for nogen ubevidst sødt eller pænt at sige det? – fonetisk og fysisk set er "gi'-dn-gas" noget af det mindst anstrengende og dermed mindst 'vulgære' man kan forme med sin mund (det er ordet "føde" fx ikke, derfor taler flere og flere unge om "fedevarer").

Man kan sige at der i udtrykkets grundlæggende metafor kan ligge en Formel 1-groupie-support-bevidsthed, og at det så at sige er en konservativt feminin hilsen til den stærke mand der gør noget: giver den gas. Og omvendt – når der tales om kvinder – et kvindefrigørende magtdomæneovertag med hensyn til at sidde bag rattet. Uanset om det er fra groupie til farlig mand, eller om det er fra farlig kvinde til farlig kvinde, er det med stærke og positive medklange. Altså vel at mærke i sprogbrugens udspring.

Disse konnotationer ligger på ingen måde i Mette Kimoses tredobbelte "give den gas"-formulering. Hendes sprogbrug er blot udtryk for at "give den gas" er blevet en tom kliche, en kliche som er godt i gang med at æde andre måder at formulere sig på.

Prøv at tænke dig om næste gang du vil sige at nogen "giver den gas" – måske kan du være mere præcis. Og hvis du ikke selv har været hvor det sneede, så brug mere neutrale formuleringer. I øvrigt kan den positivitet du ville lægge i udtrykket ved at sige "give den gas", sagtens ligge et andet sted i formuleringen. Man behøver således ikke at nøjes med at sige at Poul Krebs har "optrådt"; man kan jo fx sige at han har "optrådt for 3.000 glade publikummer" – eller hvad man nu vil udtrykke.

Ekvilibristisk hattrick

DR's nye udsendte i muddermarken, Mette Kimose, i 18.30-avisen, 11. august:

"Og som man måske kan se hernede på gulvet … eller på jorden … så er der rigtig meget smat, og man har forsøgt at kaste noget flis og noget mudder ud … eller undskyld: man har forsøgt at fjerne noget mudder, selvfølgelig, med store skovle. Men det ser ud som om det bliver bedre, for nu er det altså tøet … øh … klaret op herovre."

Velkommen på skærmen (-:

Falske kopivarer

Lørdag den 9. juli ville Jesper Steinmetz tilsyneladende gerne hjælpe sine dumme seere med at forstå at kopivarer er noget dårligt noget. I hvert fald sagde han:

"Der er stor forskel på hvor billigt man kan slippe fra at købe falske kopivarer med hjem fra ferien."

Falske kopivarer! Ja, som sagt må man antage at ordet "falske" er tænkt som en understregning af at kopivarer er falske varer. Man kommer bare til at sige noget forfærdeligt vrøvl når man 'hjælper' på den måde, for "falske kopivarer" må jo betyde kopivarer der ikke er rigtige kopivarer, altså en helt tredje ting, hvilket medfører tre niveauer: 1) ægte mærkevarer, 2) uægte mærkevarer = ægte kopivarer, 3) uægte kopivarer – hvad det så end er? Det der skulle være hjælpen til de dumme TV 2-seere, vendes således til et ønske om hjælp til de dumme tv-værter.

Jeg oplevede selv en tilsvarende sprogmekanisme forleden. Her var der dog ikke tale om en kikset understregning, men om en regulær manglende koncentration om emnet eller misforståelse af samme. En freelancejournalist havde interviewet mig om mit speciale om komma, og jeg havde snakket om hvor skidt det står til med kommateringen i Danmark, og om det aspekt jeg kalder kommafundamentalisme. Det blev i hendes skrevne udkast til "at det står skidt til med kommafundamentalismen i Danmark".

Øh!?? Ja, det kunne man jo håbe at det gjorde, men desværre er det kommateringen det står skidt til med, og desværre er kommafundamentalismen en af grundene hertil. Hendes formulering svarede til et udsagn som "Det går dårligt med fiskedøden i de danske farvande" – intet under at jeg blev en smule sur på hende.

For sådan kan man ikke formulere sig.

Eksperter helt uden brug af ekspertise

Det er ikke så mærkeligt at mange mennesker ved de første nyheder om en megabombe i Olsos centrum fredag den 22. juli 2011 ved 16-tiden tænkte på islamistisk terror. For det er den form for terror vi tænker mest på – og måske derfor også frygter mest.

Men da der tillige kom meldinger om skyderi mod deltagere på en socialdemokratisk ungdomslejr, måtte man undres over at tv's mange 'eksperter' fortsat hældte mest til fundamentalistisk islam. Islamister interesserer sig ikke for socialdemokratiske sommerlejre – hvis de da overhovedet ved hvad det er – og derfor var det selvfølgelig med ufattelig lav sandsynlighed en islamist der rendte rundt på Utøya. Ja, det er nemt at sige nu, men en ekspert burde vel kunne fremlægge denne logiske analyse allerede fredag den 22. juli 2011, klokken 18.00.

Hvad eksperterne på dette tidspunkt i stedet gjorde – om det var tv's egne, fx Niels Brinch, eller eksperter udefra – var ikke særlig analytisk. Det var bare en alment sandsynlighedsvægtet helgardering: Det er jo nok islamister (for det har vi jo alle hovederne fulde med), men vi kan ikke helt udelukke at det er en eller anden psykopat der er sur på regeringen (og det siger jeg fordi jeg lige skal markere at jeg tænker mig om og holder alle muligheder åbne).

Det kunne enhver jo sige, men skulle en ekspert ikke være én der ser på fakta med netop ekspert-øjne? Én der straks forstår at det her ligner Oklahoma 1995 og lignende?

Jeg overlader ordet til Ole Rasmussen, der i Politikens "Sket i ugen", søndag, gav udtryk for en tilsvarende undren – og som, ret modigt for en klummeskribent der skal omfavne ugen, tog dén vinkel, og kun den vinkel, 1½ døgn efter selve tragedien:

[…]
  Fredag var en tragisk dag i Nordens historie. Det var også en af de yderst sjældne dage, hvor jeg følte at jeg løb foran nyhedsstrømmen. "Det er en højretosse!", sagde jeg meget højt til mig selv i bilen, da Radioavisen først på aftenen rapporterede, at der ud over bombeangrebet i Oslo nu også blev skudt mod deltagerne i Arbejderpartiets ungdomslejr på Utøya.
  Jeg kunne simpelthen ikke se, hvad al-Qaeda skulle bestille på dén ø, så da jeg kom hjem, satte Fruen og jeg os foran fjernsynet for at se, om de havde fået samme tanke derinde. Det havde de ikke, og da værterne på TV 2 News desuden var ved at blive temmelig stakåndede af ikke at vide noget, skiftede vi til norske NRK 1. Her optrådte alle medvirkende forbløffende nok knusende roligt, sagligt og dybt professionelt, hvad enten de var journalister, politifolk eller eksperter.
  Men vi skulle alligevel hen omkring halv ti, før en af stationens egne redaktører mindede seerne om bombeattentatet mod en offentlig bygning i Oklahoma City i 1995. Dengang ledte de amerikanske myndigheder også med lys og lygte efter mellemøstlige gerningsmænd, indtil massemorderen viste sig at være en lokal højreekstremist, der havde fabrikeret sin egen bilbombe hjemme i laden med kunstgødning som hovedingrediens.
  Da den norske justitsminister en time senere oplyste, at den anholdte skytte fra Utøya var 32 år og norsk, skiftede vi kortvarigt tilbage til TV 2 News. Tids nok til at høre studieværten spørge en hidkaldt ekspert, om der kunne være tale om en nordmand, der var konverteret til islam.
[…]

Formanden for DSU sagde noget godt

Denne blog kommer ikke rigtig videre uden at komme omkring emner relateret til tragedien i Norge. Og det første jeg ville gøre i den anledning var at citere Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms formand, Peter Hummelgaard Thomsen for det prompte og meget fine svar han kom med da han blev spurgt til om hændelserne burde få betydning for den politiske debat:

…

Desværre kan jeg ikke finde citatet, og det er alfa og omega for et indlæg her at jeg har hænderne direkte på det jeg skriver om. Nu skriver jeg i stedet om at jeg ikke kan finde det – og det er selvfølgelig et håbløst redaktionelt valg, men måske er der i sig selv en pointe med dét alligevel.

Jeg kan ikke finde klippet selv om jeg husker at det var i forbindelse med den socialdemokratiske ungdoms mindehøjtidelighed i København lørdag den 23., og selv om jeg har finkæmmet DR's og TV 2's nyhedsudsendelser fra samme dag. Det er som sunket i jorden. Ved at google kan jeg så – fx på Altinget – finde et citat fra Hummelgaards tale ved lejligheden: "Vi må og skal være nødt til at være uenige om den politiske retning for nationen, uden at tonen bliver hadsk. Jeg håber at alle i Danmark, og alle der er engagerede i nationens udvikling, vil reflektere over om det styrker vores demokrati at tonen i debatten er blevet så hadsk og rå."

Det er godt sagt, men jeg kan ikke bruge det til noget i min sammenhæng. For det fine ved det han sagde – i hvert fald til journalisten efterfølgende – er ikke med. Når en socialdemokrat citeres for at den hadske tone i debatten er et problem, er det på mediedagsordenen underforstået at han må sigte mestendels til højrefløjens tone. Ja, det er en del af selve problemet i debatten at det er sådan. Det fine ved det han sagde, er imidlertid at han gav eksempler fra begge fløje.

KLIP

En dag efter dette oplæg blev lagt på, redigerer jeg nu i det. Omsider har jeg nemlig – hjulpet af en læser – fundet … ikke dét klip, men et klip hvor Hummelgaard har tilsvarende eksempler. Det er i Deadlines 22.30-udsendelse fra den 24. hvor Hummelgaard sidder over for Christopher Arzrouni i en ret interessant debat, hvor Hummelgaard har besluttet sig for en fast eksempelfigur med på den ene side opfattelsen af DF-vælgere som nazister og på den anden side opfattelsen af islam som en kræftknude. Han formulerer sig klarest mod slutningen af debatten hvor også Arzrounis indvending og Hummelgaards svar herpå begge er værd at tygge på. Denne ordveksling er i sig selv debat på et bedre og mere tankevækkende plan end længe set:

Hummelgaard:
Behøver etablerede folketingspolitikere at sige at DF's vælgere er nazister? Behøver etablerede folketingspolitikere at sige at islam er en kræftknude på samfundet? Det er den type bemærkninger, fra henholdsvis venstre og højre, som jeg tror kan anspore radikale elementer på venstre og højre side til at gøre sådan nogle skrækkelige ting.

Arzrouni:
Men synes du ikke at når folk siger den slags, at det falder tilbage på dem selv? Altså, når jeg hører folk sige sådan nogle ting, så tænker jeg: Sikke nogle store idioter. Så i virkeligheden betyder denne her meget ubehagelige tale at folk scorer et selvmål.

Hummelgaard:
Jeg tror tvært imod at det er med til hele tiden at flytte grænsen for hvad der er acceptabelt, og folks opfattelse af hvordan tingene står til, desværre.

Og så tilbage til det oprindelige indlæg:

KLIP

I den forbindelse må man glædes over at den 33-årige, men åbenbart relativt umodne, radikale politiker Linda Kristensen, trods alt er kommet frem til at hun nok alligevel skulle fjerne sit spil om at kaste sko efter Pia Kjærsgaard. Spillet skulle ellers ses som en "provokation" for at "sætte gang i debatten om den danske udlændingepolitik" (politiken.dk). Gud hjælpe mig, hvor er det dumt! Det kan diskuteres hvor hadefuld en spøjs tegneserie-udgave af Pia Kjærsgaard i et lille sarkastisk spil egentlig er, men ikke om det er konstruktivt. For de fleste af os – selv i de radikales egne uudgrundelige rækker – var det også dumt før i fredags.

Jeg håber at det ikke kun er social intelligens der har fået Linda Kristensen til at fjerne spillet, men også en gryende erkendelse af at "gang i debatten" – forstået som den reelle debat der flytter noget – får man ved at debattere substansen og anerkende modstanderens demokratiske (og menneskelige) legitimitet, ikke ved at prygle videre på et vedtagent hadesymbol. Jeg kan godt se at det var en sjov ide at gøre skokast, der på arabisk betyder foragt, til ens eget sprog mod DF, ligesom jeg kan se at ideen ville være nem at gamificere (gøre til et spil). Jeg kan også se hvor meget gadekredit en Linda fra Odsherred kan få i caffelatte.komm-segmentet ved at bruge et nyt kommunikationsværktøj. Men det er ikke alle sjove, smarte eller slående ideer der er gode ideer. At sætte gang i en debat på den måde Linda Kristensen ville, er kun at opildne eller tilfredsstille dem der i forvejen er enige, henholdsvis opildne eller hærde dem der i forvejen er uenige. Det flytter ingen holdninger og har derfor intet med forsøg på at stimulere en demokratisk debat at gøre.

Og derfor er det så vigtigt at få det hele med når man citerer en socialdemokratisk ungdomsformand der faktisk har eksempler møntet på begge fløje.

Knæ og andre katastrofer

Der er flere begreber for det, fx 'at sætte noget i relief', men i halvfagligt normalsprog hedder det bare 'kontekst'. Konteksten er altafgørende for et budskab. Kun en tåbe er ligeglad med konteksten.

Når man skades af en journalistisk dårlig forvaltning af kontekst, handler det som regel om at den kontekst man selv har skabt om et enkelt udsagn, ikke ledsager udsagnet i den færdige artikel. Man taler om at noget er taget ud af en kontekst. Men det modsatte kan også ske: Et lille men helt budskab føres ind i en helt anden kontekst som man ikke har indflydelse på.

Her går det ud over Contador. Han forventer naturligvis at hans bekymring om knæet fremstilles i en Tour de France-kontekst. Og da vi er under Tour de France, kunne man endog hvis udsagnet stod blandt helt andre kontekster i en nyhedsstrøm, forvente at konteksten "Tour de France" ville stå stærkt.

Men ikke her:

Over Contador-nyheden troner FN-nyheden med et 7 gange større billede af et barn med ingenting i tågen, mens Contador i det lille billede nedenunder er i solen og i en situation hvor han vil få alt hvad han peger på. Bevidst eller ubevidst sammenligner Politiken de to nyheder ved den ensartede overskriftstruktur i henholdsvis "FN:" og "Contador:" – altså "FN siger" og "Contador siger". Sammenligningens negative konnotationer forstærkes yderligere af at punktstørrelsen i Contador-overskriften er større. Det lille billede af den forkælede mand med det lille problem taler altså med større bogstaver.

Hvis det er bevidst, kan det selvfølgelig fra Politikens side være et forsøg på at holde et spejl op for læseren: Hvad interesserer du dig for? Hvad reagerer du på? Hvad er en nyhed? Men jeg tror ikke nogen ville ønske at være Contador i den fremstilling.

(Tak til Stephan Sabinsky for iagttagelsen.)

30 grader lun

Anders Bartholdy – vejrværten der, for at DR kunne opfylde sin rødhårskvote, kom på skærmen straks efter at Reimer Bo blev bedt om at pakke kufferten (sådan husker jeg det i hvert fald) – var i søndagens 18.30-udsendelse (TV-Avisen, 26. juni) besat af ordet "lun". Syv gange nævnte han i en eller anden form ordet lun, og prædikatet havde da også vide muligheder i Barholdys sprog.

Således kunne det strække sig fra en "noget lun nat" på 12-15 grader til "en rigtig lun periode" med dagstemperaturer på små 30 grader. Hovedtemaet for beretningen var nemlig "meget sommerligt vejr på programmet de næste par dage" – ja, det vejr vi havde i forgårs og i går – og til det havde han altså valgt adjektivet "lun".

Blandt andet blev der helt præcis sagt følgende:

"Det er altså hernede vi skal finde varmen, nede omkring de spanske kyster – og ja, fastlandet i øvrigt også … den er altså på vej op over os, og det er temmelig lunt, og det bliver det også, altså oppe omkring de her 25 og måske endda tæt på 30 grader i løbet af tirsdagen, men helt 30 tror jeg nu ikke det bliver."

Nu er der bare det ved det at "lun" ikke betyder hverken varm eller varmere end varm. Lun betyder ifølge Den Danske Ordbog "mild varme", "opvarmet til en ikke særlig høj temperatur" etc., altså så at sige et 'understatement' af varme, i underkanten af rigtig varm, men varmere end kold (ordets egentlige positive betydning). Den lune nat er derfor helt korrekt, men til en dag på små 30 graders varme rækker ordet altså ikke uden at gå af led. I den gamle ordbog (Ordbog over det danske Sprog, 1700-1950) er den hedeste betydningsnuance "passende varme", men længere end 25 grader vil det næppe kunne strækkes. Alene det at sige "temmelig lunt" er noget vrøvl, eftersom betydningen af "lun" per definition ikke kan føres ud i det ekstreme.

Det vi er vidne til her, er et ords mulige vej til at betyde det modsatte, medmindre vi irettesætter Bartholdy fordi vi gerne vil bevare et ord til den nuværende betydning af "lun". Vi har set det med utallige ord som i dag betyder noget andet end de åbenlyst tidligere har betydet – eksempelvis "sikkert" brugt adverbielt. Det er vi nødt til at udtrykke "helt sikkert" for – med sikkerhed – at fremmane den egentlige/gamle betydning. I dag er "sikkert" nemlig penduleret over til at betyde det samme som sin modsætning, "ikke sikkert" – sandsynligvis efter slid i en sprogbrug præget af løfter der ikke kunne holde, overstatements og ironi. "Han kommer sikkert til festen" har selvfølgelig betydet "helt sikkert", men i dag betyder det "muligvis", også selv om en sikkerhedssele stadig skal være helt sikker.

På samme måde kan man som en underdrivelse bruge "lun" i betydningen "skoldhed". Det kan ordet selvfølgelig godt holde til uden at ændre betydning, blot det er bevidst for både afsender og modtager at der er tale om bevidst drejet sprog. Men så snart man på en bedøvende selvfølgelig måde bruger "lun" i betydningen stærk varme, så er pendulet sluppet og svinger over i den modsatte side.

Dette sker faktisk i indslaget med Bartholdy, men det kan – så vidt jeg kan se – være af to ret forskellige grunde: Enten har Bartholdy virkelig mistet grebet om hvad "lun" betyder, eller også har han villet bruge det som en finurlig underdrivelse – en underdrivelse som imidlertid tabes fordi han af nervøsitet, eller tomhed, kommer til bare at gentage og cementere ordet ud over alle typer af varme. Der er andre træk i hans sprog der tyder på nervøsitet, fx overdreven brug af "denne her [+ tidligere omtalt objekt]". (Ja, det sker ofte for vejrværter, fordi de skal udfylde monstermange sekunder og utallige skærmskift med noget som kan formuleres klart på den halve tid.) Omvendt tyder den umulige sammenstilling "temmelig lunt" på at han faktisk ikke ved hvad lun betyder.

Lange ører

Der er ingen grund til at rive sig selv i håret hvis man i stedet kan hive rette vedkommende i ørerne. Så mens jeg og min blog venter på at undertegnede har tid til at skrive om noget jeg substantielt set ikke har skrevet om før, vil jeg lige hive DR's nyhedsvært Morten Schnell-Lauritzen i ørerne. Han er så dygtig i øvrigt at han godt kan tåle en løftet pegefinger.

I Update i lørdags (25. juni 2011) meldte han sig ind i klubben af nyere DR-journalister som jeg har iagttaget ikke kan bøje tillægsord op ad navneord i bestemt form. Han sagde:

"Nu har Dansk Folkepartis ungdom fået nok af den ophedet grænsedebat."

Den ophedet grænsedebat svarer sådan set til at sige "den rød sofa", "min dejlig skat" eller "instruktørens skør ide". Et tillægsord knyttet til et navneord i bestemt form skal så at sige bøje med og have et "e" på hvis ikke tillægsordet ender på "e" i forvejen – altså: "den røde sofa", "min dejlige skat" og "instruktørens skøre ide".

Det er ret elementært. Og lige så elementært er det at man klart kan høre at det ikke bliver sagt her. Det hører ikke til den slags endelser man kan skære væk i udtalen; nok kan man sige endelsen utydeligt, men man vil altid angive forskellen på fx "ophedet" og "ophedede" på en hørlig måde med antallet af små "ed"-bump – i hvert fald inden for det niveau for tydelighed som er normalt på rigsdansk nyheds-tv. Derfor konkluderer jeg ret sikkert at det ikke er udtalesjusk, men en grammatisk fejl. En fejl som griber mere og mere om sig. Første gang jeg bed mærke i den, var da en voice-over på et DR2 Deadline-indslag for omtrent 1½ år siden talte om "den amerikansk ledet [et eller andet]".

Jeg har tidligere været inde på det i indlægget Deadline har brug for en udtalepædagog.

Black Windows

Velkommen til et lille, meget lille, indblik i mine dokumenter.

Her har vi dokumentet "Syv korrektursætninger" som jeg bruger til en lille øvelse på kurset Befri din skrivning:

Det ligger i denne mappe:

… som jeg her går ud af og kigger på udefra:

… for at se at den så ligger i denne mappe:

… som igen …

… ligger i denne mappe:

Okay!

Det kan du ikke huske nu. Værre er at jeg heller ikke kunne huske det. Jo, egentlig kunne jeg: Faktisk havde jeg kigget i den rigtige mappe, "Kursusmateriale Befri din skrivning", men da jeg har en masse godt kursusmateriale, og da jeg er en tosse til at få øje på præcis det jeg leder efter, gloede jeg forgæves og troede jeg at jeg måske ved en fejl havde gemt filen i en forkert mappe.

Altså denne fil:

Derfor gik jeg ind i start-menuen for at søge på "Syv korrektursætninger".

Jeg vælger at søge i dokumenter:

Og så er det ellers bare at søge på dokumentnavn:

Hundehvalpen siger oven i købet at det kun behøver at være en del af dokumentnavnet, så her i rekonstruktionen hvor jeg er sikker på navnet, ved jeg at det ganske enkelt ikke burde kunne slå fejl.

Men:

Hundehvalpen (dvs. søgeprogrammet) holder overhovedet ikke hvad den klokkeklart lover. Vi ved at jeg har skrevet det korrekte dokumentnavn, vi ved at dokumentet ligger et sted nede i mappe-hierarkiet i den overordnede mappe som Windows selv kalder "Dokumenter", ligesom det ER et dokument jeg søger, og vi får at vide at det er fjong med såvel en del af som hele dokumentnavnet.

Gad vide hvad den tåbelige hundehvalp vil have? tænkte jeg. Lad mig prøve med det mest rigide jeg kan finde på, nemlig at skrive hvad kun en computer, og ikke et brugerorienteret interface, kunne finde på at opfatte som dokumentnavnet, nemlig "Syv korrektursætninger.docx".

Bingo:

Så kunne man jo tænke at det med "dele af dokumentnavnet" ikke var gangbart medmindre man delte i et mellemrum. I så fald skulle det give bonus at søge på "Syv", idet der er mellemrum mellem "Syv" og "korrektursætninger.docx". Men det giver ikke bonus – den finder det ikke. Hvad så med "syv" med småt? Nej. (Hvad så med "syv korrektursætninger" med småt? Nej.) Hvad så med stjerne:

Nej, heller ikke.

Den eneste måde man kan finde det dokument som Word og Windows selv kalder ved navnet "Syv korrektursætninger":

…, er at søge på "Syv korrektursætninger.docx".

Det er kraftedeme langt ude.