Jo, det burde være sådan her

Jeg er i gang med at gennemse mit arkiv. Mange kladder og næsten færdige indlæg bygger på en forældet aktualitet (eller forældet motivation) og må kasseres, men musik forældes ikke sådan, så nu skriver jeg om Xander på et 4½ år gammelt bud.

Den 20. november 2010 skrev Anja til mig:

>>
Hør lige denne her: [link] – der er en saftig sprogfejl at tage fat i. ;-)
<<

Det var Xanders ”Det burde ik’ være sådan her”, hvor det fire gange gentagne omkvæd lyder således:

Alt står på denne mur mellem du og jeg
(Det burde ik' være sådan her)
Som en u-u-uendelig forglemmigej
(Det burde ik' være sådan her)
Mit blod er blevet til is
Se mine hænder
Hver gang du-du-du blinker, tænker jeg:
(Det burde ik' være sådan her)

(Jeg har valgt at gengive tekstuddraget i en med musikken og logikken mere loyal form end man umiddelbart kan finde på nettet, nemlig stavet korrekt, linjedelt korrekt og med meningsfuld tegnsætning.)

Anja har selvfølgelig ment at det må være ”dig og mig” og ikke ”du og jeg”. Jo, normalt er det en korrekt anke. Og tja, det kan selvfølgelig ikke udelukkes at det er en hyperkorrektionsfejl når Xander skriver ”du og jeg”, men jeg tror det egentlig ikke. Muligvis tilhører Xander ikke den sprogekvilibristiske elite blandt danske sangskrivere, så om det ligefrem er et superbevidst greb eller blot er gennemført med uforklaret stædighed, tør jeg ikke sige. Men godt det samme, for det giver rigtig god poetisk mening. Faktisk synes jeg det er det mest raffinerede element i teksten overhovedet, for fravalget af ”dig og mig” til fordel for ”du og jeg” rummer elegant hele tekstens essens.

Teksten handler om ulykkelig kærlighed og en ret ungdommelig reaktion herpå, hvor ”alt”, ”intet” og ”aldrig” bogstavelig talt præger udsagnet. Tag bare sangens bridge, og dermed (det musikalske) point of no return: ”Solen den står op, men den kan ikke nå herhen / For intet ved min krop, vil nogensinde ku’ elske igen”. Argh, suk!

I en sådan følelsestilstand er resten af verden momentant, men massivt, ikkeeksisterende. ”Dig” og ”mig” refererer til personer i verden, så at skrive ”dig og mig” ville være ikke at tage denne patetisk berusede tilstand alvorligt – hvor navlepillende og ungdommelig den end måtte være. Sangtekster (og kunst i det hele taget) er jo ikke holdningstilkendegivelser, men afspejlinger og gestaltninger af følelser, også forkerte følelser. På bekostning af det normale ”dig og mig” rummer det dermed sprogligt markerede valg, ”du og jeg”, netop et fravalg af verden og et tilvalg af det symbiotiske tunnelsyn – med du’et i den anden ende af tunnelen – som er sangens essens. Det er kærlighedssangens svar på det filmiske kneb vi har set utallige gange, hvor et forelsket par bliver det stille centrum i en verden der udviskes i rotation.

Så når Xander synger ”Alt står på denne mur mellem du og jeg” er det faktisk intelligent pop-poesi. Basta! Og hvad er så dette ”alt”? Ja, det må referere til en linje tidligere i teksten der hedder ”Alt hvad vi har set / Betyder det ingenting mer’ / Siden det hele så let forsvandt[?]”.

Af teksten fremgår det mellem linjerne at hovedpersonen har været udsat for et sådant svigt at han er ude af stand til at åbne sig igen selv om ”Jeg kan høre at du banker”. De fælles minder har således en fæl bismag – og danner muren mellem ”du” og ”jeg”.

Det minder om en af de mest knusende linjer skrevet i en i øvrigt meget smuk dansk poptekst, nemlig i Shu-Bi-Duas ”Ene og alene” (Shu-Bi-Dua 10, 1983), hvor de skriver og synger: ”Det værste den forladte har, er minderne om det der var.” Senere vender de den til at det også er det bedste, men det bliver det ikke mindre sønderknusende af. Det er nemlig dét der under alle omstændigheder fylder, og som Xander helt korrekt kalder ”alt”. Og med en mur på tværs i tosomhedstunellen er man sandelig ene og alene.

Automatsprogkrakilerne kan godt gå hjem og vugge.

 

Brevkasse: ham eller sig

Hej Martin

Et hurtigt ham/sig-spørgsmål:

"Jesper lagde nakken tilbage og lod de svalende regndråber ramme ham/sig i ansigtet."

Hvad er egentlig rigtigt?

...

Hej Jesper!

Tillad mig at smække det op i åbent forum. Svaret er ”sig”. Jeg kan høre det, og jeg er ikke i tvivl. Jeg er stort set aldrig i tvivl. Men forklare det og stille nærmere generelle regler op for det er mig stadig vanskeligt. Kigger man i diverse opslagsbøger, er reglerne – apropos regndråber – som på så mange andre områder mere udvandede end godt er. Men at stille vandtætte forklarlige regler op for bare mit hans/sin-gehør er jeg endnu ikke nået til; jeg finder hele tiden nye huller og inkonsekvenser. Problemet er at reglen er en blanding af semantik (indhold) og grammatik. På den ene side henviser sin m.v. til den sidste der har gjort noget (semantik) – eller som opslagsbøgerne siger: ”grundleddet”. På den anden side kan denne henvisning ikke overskride grammatiske niveauer, fx fra ledsætning til helsætningsstamme.

I sætningen ”Han fandt hende liggende i sin seng” er sin korrekt uanset om det er ”han” eller ”hende” sin henviser til. Sin henviser til grundleddet, men også grundleddet i skjulte (led-)sætninger (hende liggende = at hun lå). Man kunne vælge at rydde op i reglerne ved at sige at sin altid må henvise til det nærmeste grundled (uanset om det er skjult eller grammatisk fungerende). Hvis man abonnerer på en sådan mere snæver sin-henvisning, vil det betyde at hun her ligger i sin egen seng, mens sætningen da i modsat fald skulle være ”Han fandt hende liggende i hans seng”. Men det lyder i manges ører, også mine, forkert – måske fordi vi hyperkorrekserer en smule pga. de mange hans/sin-fejl hvor det skulle have været sin, men vel også fordi det kunne lyde som om det var en anden mands seng.

Tager vi en anden sætning hvor den skjulte sætning er mindre skjult (nemlig ved at blive opgraderet fra lang tillægsform til navnemåde), er jeg mere tilbøjelig til at være med på en skelnen:

Han så hende fylde sin taske.
[Tasken er hendes.]

Han så hende fylde hans taske.
[Tasken er hans, og det skærer ikke alt for meget i ørerne, kun lidt.]

Vi kan altså konkludere at vi som foretrækker sin i ”Han fandt hende i sin seng” selv om det er hans seng, er lidt irriterende og ulogiske. Ikke desto mindre står der i Håndbog i Nudansk at sin er naturligt selv om en sådan sætning kan være dobbelttydig. Man kunne måske også hævde at det i sammenhængen handler om hvilken mulig anden betydning der ligger tættest på. Er der størst fare for at hans/hendes kan misforstås som en tredje person, bruger vi sin (jævnfør "Han fandt hende liggende i sin seng. [hans seng]); og er faren størst for at sin refererer til den forkerte, bruger vi hans/hendes (jævnfør afhængigt af den større sammenhæng "Han så hende fylde hans taske").

Vender vi tilbage til dit eksempel, går det slet ikke med ”Jesper lod regndråberne ramme ham i ansigtet”. Det kommer jo til at lyde som om dråberne har en særlig selvstændig vilje til at ramme ham, eller som om "ham" henviser til en anden end Jesper nu hvor det andet subjekt, regndråberne, i virkeligheden knap nok ænses som aktør.

Hvis vi sammenligner med ”Jesper lod Louise spise resten af hans lakridser” eller ”Jesper lod Louise røre ham på kinden”, går det sjovt nok bedre, og det er jo fordi der er et mere presserende behov for at skelne mellem om det var Jespers eller Louises lakridser, og hvem der nød godt af berøringen.

Med andre ord: Ren junglelov. Sørg for at det lyder godt. Hvis både hans/ham og sin/sig virker rigtigt, er det som regel sin/sig der er det bedre sprog. Og sørg så i øvrigt for at det ud af sammenhængen ikke er til at misforstå.

I øvrigt vil jeg foreslå dig at afmontere problemet helt i den pågældende sætning. Hvis du piller ”sig i” ud, står der:

Jesper lagde nakken tilbage og lod de svalende regndråber ramme ansigtet.

Dette er i enhver sproglig og litterær forstand langt bedre. Og det kunne jeg jo så have sagt dig med det samme.

 

Avis skuffet over manglende tilskadekomne

Berlingske den 15. april 2013:

Hvem søren skriver disse manchetter hos Berlingske?

Man kan ikke sætte to tilfældige sætninger efter hinanden uden at læseren vil tolke en meningsfuld sammenhæng. Her er den sprogligt præfererede sammenhæng at ”det” i anden sætning henviser til første sætnings ”Ingen kom til skade”.

Denne præfererede læsning skyldes dels at ”Ingen” er det markerede tema (på sætningens forfelt), og dels at ”det” per definition henviser til hele første sætning. En helhed hvori da-ledsætningen kun er et påhæftet tids- eller omstændigheds-adverbial, mens ”kom” er helhedens principale og styrende ord omkring hvilket hovedpointen danner sig, nemlig: ”Ingen kom til skade [i denne situation]”.

Der ligger altså grammatiske lovmæssigheder bag vores ønske om at læse manchetten anderledes end Berlingske nok ville have os til. At ”det” skulle henvise til da-ledsætningen, kan med den skrevne formulering ganske enkelt ikke lade sig gøre. Så det er en klar fejl. Tilbage står så spørgsmålet om hvorvidt det er en freudiansk fejl, altså om fejlen er fremdrevet af (eller accepteret på grund af) en ubevidst skuffelse over manglende tragedie at skrive om?

Sæt man skrev sit

Jeg har satantæskemig haft travlt i denne måned, så tillad mig at holde bloggen i live med nogle ubrugte og superhyggelige hyperkorrektioner med ”sin” og ”sit” fra arkivet.

Først en fra november 2012:

Ja, det er jo ikke usædvanligt at regimer straffer tilfældige personer for egne fejl.

Og hvad med denne her:

Selvransagelse? Hm.

Depri-dansk

>>
»Det er ofte uforstående, hvorfor en direktør, der afskediges, får et gyldent håndtryk« (JP 18/5). Javist, men for mig er det uforståeligt, at en journalist kan skrive sådan.
<<

>>
Under Navne stod der forleden: »Selv om NN ikke voksede op i et akademisk hjem, blev han familiens første student«. Tænk lige over logikken i det udsagn!
<<

>>
Om den nu så berømte Ejerslykkeskole i Odense skrev JP 25/10: »(…) skolen bliver mere og mere slidt af mangel på respekt og anarki«. Og jeg, som troede, at det netop var anarki, der var problemet.
<<

Uddragene er fra en kronik i Jyllands-Posten af Bent Hvorslev. Kronikken er udstyret med den rædsomme titel >>”Vort Modersmaal er dejligt”… << (ja, de indre gåseøjne og tøveprikkerne hører med), men den kan på det varmeste anbefales hvis man gerne vil uddybe sin depression over kvaliteten af dansk sprogbrug anno 2012. Som mine tre yndlingsuddrag viser, er kronikken righoldig på gruopvækkende og gode eksempler, og Bents meget direkte tone ligner til forveksling min egen.

Jeg kender intet til Bent Hvorslev (endnu), og når man ikke gør det, bør man nok – sagt med et glimt i øjet til Bent selv – lige råbe vagt i gevær over for hans tilsyneladende mediebrug: JP og EB, ikke mindst kombineret med hans albuestød i siden på Socialdemokraterne og artiklens nærmest biedermeierske kliche-anslag. Men det er nok både virkningsfuldt og berettiget i netop JP, og det ændrer ikke ved at han hvad det sproglige angår, har ret (lige med undtagelse af en fejlagtig påstand om manglende komma mellem to tæt knyttede ledsætninger, og det forbehold er jeg jo altså nødt til at tage når nu jeg i øvrigt anbefaler artiklen).

Læs den her.

Fakta og dem

Aha! At dømme efter denne meddelelses ekspliciterede omtanke for dyrene vil Fakta-butikken på H.C. Ørstedsvej 4 på Frederiksberg være lukket i længere tid. Der skal sandsynligvis oprettes beskyttede flugtveje ud af butikken for kakerlakker og andet kryb, mens mider og sølvfisk skal evakueres til nye rare omgivelser, og rotter boligsikres.

(Eller også pisker Fakta sine ansatte så hårdt med brand-ortografien ”fakta” at de stakkels butiksbestyrere heller ikke tør skrive andre ting med stort.)

For sjovt

For sjov, betydning 1
"Networking er ikke for sjovt", skriver journalist, leder og professionel debattør Susanne Hoeck som overskrift i sin blog på Berlingske. Det kan derimod sproglige misforståelser være. For der skal ikke være t på for sjov hvis hun mener at der er noget man ikke gør for sjov – eller for sjovs skyld, som man også kan sige.

For sjov(t), betydning 2a
Ved at sætte t på sjov kommer hun i virkeligheden til at skrive at networking nok er sjovt, men ikke SÅ sjovt. Den betydning kræver negationen (ikke) og kan understreges med et "alt": "Networking er ikke alt for sjovt". Dette kan selvfølgelig oplagt læses som en ironisk underdrivelse i betydningen "Det er overhovedet ikke sjovt", men vi er på det samme betydningsspektrum.

For sjov(t), betydning 2b
Næsten samme betydningsspektrum er man på når man uden negationen (men med et tykt lag frustreret ironi) siger "Nu er hun for sjov / Nu er det sgu for sjovt", men i denne betydning plejer man dog, nærmest som en fast vending, at bruge et andet ord: "Nu er hun for morsom / Nu er det sgu for morsomt".

For sjovt, betydning 2c
Og skriver man bare "for sjovt", har man en ny betydning som minder meget om 2a og 2b, men hvor man ikke behøver at have en negation med eller være frustreret. Det er en nyere sprogbrug som ikke ville fungere for bare 20 år siden: Det er for vildt, for sjovt, for sindssygt osv.

For sørgeligt
Snarere trist end sjovt er det imidlertid at Hoeck nederst i bloggen under gode råd skriver:

"Snob op af" – uha, nærmest uforståeligt. For det første skal det være ad, ikke af. Se her. For det andet skal det i denne sammenhæng være i ét ord. Se her.

Således udfriet for indestængt visdom kan den pedantiske dansklærer lægge kridtet i tavlerenden, lukke sin lædertaske og holde fri for i dag. En bajer ville gøre godt. Jeg byder gerne Susanne Hoeck én hvis hun laver sine lektier.

Den person han hjalps

Som trofaste eller blot sporadisk interesserede læsere nu måske har bemærket, er der gået lang tid, alt for lang tid, helt præcis 26 dage, siden det seneste blogindlæg. Det var ikke meningen, men virkeligheden har kørt med mig: Jeg har haft travlt. Og nej, jeg synes ikke det er vidunderligt at have SÅ travlt at jeg ikke engang kan nå at slå en lille sprogperfid prut på min egen blog for at overholde den ellers aldrig overtrådte grænse på 10 dage.

Og det bliver netop en hurtigt forfattet og meget lille fims der forsigtigt skal få Kommakommunikation i omdrejninger igen. Fimsen jeg taler om, kan ikke opsnuses mere, al den stund at den straks blev vejret væk hos DR hvor den opstod i søndags. Men her er den, den håbløse ejefaldskonstruktion fanget i Google mens det stadig kunne lade sig gøre:

Anders Samuelsen siger, at han havde håbet, at han havde kunnet bevare den person han hjalps krav på anonymitet, …

Ejefald bruges efterhånden alt for lidt. Men jeg vil ikke anbefale at det er sådan man øger brugen.

Omsonst tal-journalistik

Når man formulerer sig upræcist, kan nok så præcise tal blive værdiløse. Prøv at se her:

Ja, hvad betyder det at 71 procent af de højtuddannede satser på at blive i Danmark i mere end tre år, og at mere end 30 procent dog forlader Danmark før ambitionen er nået?

Den primære læsning – når man ser på hvad der står – må være at 1 pct. forlader landet tidligere end planlagt, idet der står at 71 pct. planlægger at være i landet mere end tre år, og 30 procent tager hjem før. Denne læsning forudsætter at den anden sætning (”Mere end 30 procent …”) taler om ”de højtuddannede”, hvilket også må være den sprogligt mest logiske læsning. Men den er der sandelig ikke megen chokeffekt i, for nu at sige det mildt. Ja, er det overhovedet et problem?

En kommentarskriver påpeger meningsløsheden, og tematiserer i øvrigt det vage udtryk ”mere end”, som vækker mistillid når det hæftes på et rundt tal (30):

En helt berettiget kommentar, må man sige.

Lad os kigge på det igen:

Hvis man forudsætter at denne artikel er skrevet fordi der ER et problem, må man tænke sig at tallene står i et anderledes forhold til hinanden end der umiddelbart står. Det kan lade sig gøre hvis man fortolker den anden sætning (”Mere end 30 procent …”) som om den taler om den andel af de højtuddannede som har ambitioner om at blive mere end tre år. Ledsætningen ”før ambitionen er nået” tyder på at det netop er den journalistiske tanke, eftersom det kun er de 71 pct. som har denne ambition.

Men selv med denne velvillighed er man hensat i tvivl om to læsninger:

Er der tale om 30 pct. af de 71 pct., således at vi får ((100-30) % x 71 % = 70 % x 71 % = 0,70 x 0,71 =) 49,7 % der bliver? (hvilket selvsagt er 70 % af dem der havde tænkt sig at blive). Dette kunne have været præciseret med ordet ”disse”: Mere end 30 procent af disse …

Eller skal de 30 procentpoint trækkes fra de 71 procentpoint, således at vi får (71–30 =) 41 % udlændinge der bliver? (hvilket så er 58 % af dem der havde tænkt sig at blive). Dette kunne have været præciseret ved at tale om procentpoint eller fx med formuleringen: Mere end 30 af disse 71 procent … (herved trækkes 30 fra 71 før procentangivelsen puttes på).

Med hensyn til sidste læsning er det ikke normalt i journalistik at lege med procentpoint uden udtrykkeligt at skrive procentpoint, men læsningen kan ikke udelukkes – blandt andet fordi der med opstillingen af de to tal, 71 og 30, er lagt op til blot at trække dem fra hinanden. Det er også det der giver den største nyhed. At kun 58 pct. bliver som planlagt, er entydigt skidt. Det er det ikke helt så entydigt med 70 pct., for det afhænger af hvad det vil sige at ”satse på”, ”have ambitioner om” osv. og hvor stor en uforudsigelighed man med rimelighed må indregne i karrieremenneskers liv.

Af de udlændinge der har tænkt sig at blive, har vi altså en gennemførselsprocent på cirka 99, cirka 70 eller cirka 58. Det første er det der står sort på hvidt – til gengæld er det også komplet usandsynligt. Det andet er det sandsynlige ud fra en semantisk ”freudiansk”-journalistisk sproganalyse. Det tredje er det mest fristende ud fra en mere skimmende læsning.

Hermed er det umuligt at forholde sig til hvad man som læser, borger og vælger mener i forhold til artiklens nyhedsværdipåkaldelse og potentielt indbyggede forargelse. Den bliver omsonst.

Horehus med happy hour

Jeg beklager hvis overskriften støder for dybt i denne blogs læsere, men se nu lige hvad min Twitter-ven og superjournalist in spe, Kristian, fandt på sin vej:

Kristian har været i praktik på Ekstra Bladet. Det har indlysende skærpet hans scanning af sexassocieret skiltning i gadeplanshøjde; men er den skedefro begejstring hvormed han har ofret en fotografisk udløsning, så et udtryk for énøjet overfortolkning?

Nej, selvfølgelig ikke. Ganske vist vil budskabet ”Fri levering på alle sofaer” kunne læses helt uden sex i tankerne, især af de merkantilt tilvænnede og sprogligt svage som ikke lader sig mystificere af den lille knast som det fejlcastede forholdsord ”på” udgør. Men spørgsmålet er om ikke vi som har fundet denne åbning, har fat i mere end en sekundær tolkning med fnisefaktor?

Se nu godt på skiltet.

Bolia! Dette kan meget vel være et horehus. Hvor oplagt er det ikke – hvis man skal navngive sit bordel – at tage en latiniseret udgave af det gode gamle danske ord bole?

Her er – taget direkte fra Den Danske Ordbog på nettet – betydningen af verbet bole:

I modsætning til verbet bolle, som betyder:

Bole er således ikke blot en gammeldags udgave af bolle, men har også i modsætning hertil et horehusehint i sin betydning. Det giver derfor rigtig god mening at udvikle et bordels navn ud fra bole, og hvorfor så ikke give det en latinsk klang – der er jo meget latin i både fransk, spansk og ja, næsten alle de europæiske sprog; og så signalerer latin rent sprogligt en menneskehedens skjulte sprog og ædle fundament som man meget vel kan ønske at ville overføre til selve erhvervet. Det er genialt med Bolia!

Hvis det altså var et horehus.

Men det er jo bare en dansk møbelkæde der, som så mange andre, er blevet forholdsordsblinde.

En anden kvindes mand

Så, nu er der sgu gået Martin Laursen i den hos Berlingske. Her kan man med rette spørge hvilken kvindes mand Helle Thorning har givet forkerte oplysninger om, for det kan – sprogligt set – ikke være hendes egen.

Reglen er ikke grammatisk, men faktisk semantisk (indholdsmæssig). Sin henviser til den sidste der har gjort noget – ikke kun grammatisk åbenbaret i form af finitte (tidsbøjede) verber, men også skjult i verbalsubstantiver, infinitiver og ufuldstændige sætninger.

Tag for eksempel noget så indviklet som denne sætning: ”Gurli fordømte Peters afbrænding af sine skolebøger”. Her henviser sine til den person der har forestået afbrændingen. Så der er altså tale om Peters bøger. Hvis der stod hendes, ville det henvise til Gurli, og hvis der stod hans, ville det henvise til et hankønsvæsen som ikke er i sætningen. Lidt lettere er det når det henvisende stedord står i en infinitiv: ”Gurli opfordrede Peter til at brænde sine skolebøger”. Sine henviser til den der skal forestå at brænde.

Så når der står hendes i klippet fra Berlingske, kan det altså IKKE henvise til den der har ”givet” (dvs. Thorning), og må således henvise til en anden kvinde.

Læs om hans og sin her.

Så pluk mig da

Jeg ved ikke helt med dig, kære læser, men ville du ikke gerne plukkes for nogle af dine afgifter?

Og nej, artiklen handler ikke om heldige asener der slipper for afgift, så det er ikke helt dét Berlingske mener med artiklen. Her kan man læse at visse bilister ikke fratages en afgift de burde fratages. Altså nærmest det modsatte.

Skulle man formulere overskriften til det artiklen handler om, kunne det være ”Bilister plukkes med fejlagtig afgift”.

At finde ud af ad og af

Dr.dk midt i marts 2010.

Berlingske.dk 24. marts 2010, ”TV-avisen skal være mere seriøs”.

Ja, det er åbenbart svært selv for vores mest prominente medier at finde ud af det med ”ad” og ”af”. Det første klip viser en fejl som slet ikke burde være mulig at lave, ikke engang som en tanketorsk, for der er ikke noget der kommer ”ind af”. (De to ord ”ind af” i dén rækkefølge og uden tegn imellem forekommer simpelthen slet ikke i korrekt sprog, kun i ”gaverne er pakket ind af mig”, ellers ikke.) 

 

Presset til eller presset af?

Berlingske.dk den 22. februar, fra artiklen ”Er Brown en bisse?”.

Dette jo ikke til at forstå. Hvordan skulle man kunne komme under pres for at have iværksat en selvudleverende undersøgelse. Er det ikke godt at gøre det?

Lad os se på hvad der videre står:

Ja, det var jo det jeg sagde: Brown er selvfølgelig ikke kommet under pres fordi han har iværksat en undersøgelse, men selvfølgelig snarere for det problem som undersøgelsen skal dreje sig om. Mellemrubrikken er altså ren nonsens.

Men mon journalisten, Michael Bjerre, også mener det? Har han ikke med sin formulering netop skrevet at Brown er presset til at sætte en undersøgelse i gang?

Tjo … hvis han med ”komme under pres for at…” mener ”blive presset til at …”. Men ”komme under pres for” giver bare overhovedet ikke den mening på dansk, hvor ”for” refererer til en årsag og her rettelig må betyde at han er kommet under pres FORDI han har iværksat en undersøgelse.

Mange ”til” bliver anglificeret til ”for”. Det er som regel i tekniske tekster hvor fx ”en anordning til rensning af fimrehår” bliver ”en anordning for rensning af fimrehår”. Det er dårligt sprog, men det er det jo i forvejen, så der sker ikke det helt store ved den forholdsordsglidning, andet end at det godt kunne have været bedre og at gamle sprogrøgtere brokker sig over at man bruger andre (læs: forkerte) forholdsord (som om forholdsord skulle være en eksakt videnskab).

Men her i artiklen fra Berlingske har vi et eksempel på at det er gået gruelig galt, fordi ”kommet under pres for at …” er en mærkelig engelsk ordstilling som kommer til at betyde det modsatte på dansk. Vi kan jo ikke bare skrive ”kommet under pres til at …”; det lyder helt forkert. Men vi kan tale om ”at være presset til at …”. Og det er sådan man skulle have skrevet her. 

 

Nogle eller nogen?

Ja, det er åbenbart et stort og svært spørgsmål for nogle skribenter selv i de tykkeste tilfælde. Her er et af dem:

Berlingske.dk, 3. februar 2010, fra artiklen ”Khader efter CNN-debat: Det var stort”.

Læser man dette ”nogle” efter sin bogstavelige betydning – og ikke efter hvad man nok kan gætte må være meningen – så må ordene forstås sådan at Tariq Ramadan har givet udtryk for at burkaer under visse omstændigheder ikke skal forbydes (men gerne under andre omstændigheder). En mening som så bliver modsagt i det efterfølgende citat der gør at man kan konkludere hvad man allerede havde en mistanke om, nemlig at der skulle have stået ”nogen”. 

 

Fra spor 2 af

Maria Dohn -> Ole Rasmussen
Maria Dohn sagde: ”Stafetten er jeg fristet til at sende videre til min ven Ole Rasmussen på Politiken. Vi deler interessen for sprogets afkroge og finurligheder og er begge belastet af vores jyske opvækst, som selvfølgelig har sat et aftryk på vores sprog.”

/

Af Ole Rasmussen (født 27. oktober 1961 i Aalborg), journalist tilknyttet Politiken hvor han bl.a. har været redaktør på At tænke sig og i dag skriver Sket i ugen; derudover medforfatter til satireprogrammer i DR’s tv og radio.

I den ydre sjællandske provins, hvor jeg ved skæbnens ugunst er havnet, opererer man jo med 56 bogstaver i alfabetet. A-a, B-e, C-e og så videre helt frem til Å-å. Det lyder ikke godt, men på den anden side har det været rart nok for en nordjyde som mig at konstatere at der findes steder hvor man taler endnu grimmere end i Aalborg. Op' nordpå siger folk måske ik' så maje, men til gengæld siger de det ofte dobbelt, som når de "handler ind" eller "roterer rundt".

Men det var nu dét med udtalen der snød mig de første mange år jeg boede i Holbæk. Hver gang jeg kom hjem med toget fra København, meddelte en tydeligvis loka-a-al mandsstemme i højttaleren at "der afgår tog til Nykøbing Sjælland fra spor 2 af". Det morede jeg mig vældigt over, og mine jyske venner syntes også at det var sjovt når jeg glædestrålende fortalte dem om den bondske DSB-mand. Indtil jeg altså efter en årrække skulle hente en gæst der kom med toget fra Nykøbing Sjælland – og fik øje på skiltet hvor der stod 'Spor 2a'.

Siden har jeg været lidt mere tilbageholdende med at håne folk der taler sjællandsk dialekt. Blot kan jeg stadig ikke forstå at folk der er født 5-40 kilometer øst for Kalundborg, er notorisk ude af stand til at udtale byens navn korrekt. Indfødte vestsjællændere siger altid "Kallenborg", og denne gang er jeg sikker på at det ikke er hvad der står på stationsskiltet, for jeg har selv set efter.

/

Den kun lidt bærbare

Betyder det så at den kun er lidt bærbar?

En minibærbar computer må betyde at vi taler om en computer som i minimal grad er bærbar, og det giver selvfølgelig ikke mening, eftersom den minibærbare jo er langt mere bærbar end den almindeligt bærbare.

Det pudsige er at det sådan set er det præciserende ”computer” der gør udtrykket entydigt forkert. For havde der blot stået ”minibærbar”, var den lige akkurat – og med lidt god vilje – gået an. Når ”bærbar” står alene, betyder det jo ”bærbar computer”, og i den forstand kan ”bærbar” efterhånden godt opfattes som et nyt navneord synonymt med en bestemt slags computer. Det er dog almindeligt at adjektiver står som stedfortrædere for adjektiv+navneord, fx ”den gående”, ”den indviede” osv., men jeg vil nu hævde at disse kognitivt ikke opfattes som navneord, snarere som det oprindelige udsagnsords bevægelseskvalitet (at gå, at være indviet)og som netop ufuldstændige stedfortrædere. Derimod vil jeg påstå at ”bærbar” i højere grad opfattes som en ting snarere end som en egenskab. Så bærbar kan halvt om halvt opfattes som et navneord. Halvt, fordi vi jo ikke bøjer ”en bærbar – bærbaren – bærbarene” og sikkert aldrig kommer til det.

Bevarer man derimod det fulde udtryk ”bærbar computer”, er bærbar kun et adjektiv der siger noget om computerens egenskab, ligesom adjektiverne ”sort” eller ”dyr” kan sige noget om computerens egenskab. I bærbar computers tilfælde har kombinationen af adjektiv og navneord udviklet sig til en fast typebestemmelse, ligesom fx ”uagtsomt manddrab” eller ”blå mandag”, men det bliver hverken ”uagtsomt”, ”blå” eller ”bærbar” mindre adjektiv af.

Man kan jo godt have forstavelser på adjektiver – som i fx ”neongrøn”, ”megastor” – der typebestemmer eller forstærker adjektivet i en bestemt retning. Således må adjektivet ”minibærbar” altså have en betydning der går imod den egentlige hensigt, idet forstavelsens (”mini”) bestemmelse af adjektivstammen (bærbar) logisk set må betyde noget i retning af mindre bærbar (ikke at forveksle med ”mindre, bærbar” med komma imellem).

Anderledes hvis ”bærbar” ikke er et adjektiv, men et navneord. Men det kræver som minimum at der ikke står navneordet ”computer” bagefter.

Jeg kan godt se problemet i at man ødelægger den faste betegnelse ”bærbar computer” ved at putte et mini ind så det bliver ”bærbar minicomputer”, men det kan man nok overkomme, og det er faktisk det sprogligt rigtige.

Man kunne også bare sige en ”formindsket bærbar computer”, hvilket nok ikke har nogen gang på jorden fordi det er for tungt i rumpetten. Man kunne jo også arbejde på en smart løsning: ”superbærbar computer”; så må den jo være særligt bærbar og ikke i mindre grad bærbar. Det er ganske vist mindre klart, men det lyder smart, og det er sprogligt korrekt.

Jeg vil nu alligevel nok stemme for ”bærbar minicomputer”.

”Det” til det man ikke kan lide

”Forsvaret bag offentliggørelse af arabisk udgave af jægerbog”.

Ja, sådan lyder den noget påståelige, populistiske titel fra en artikel på DR.dk i dag. For det ved DR altså ikke en skid om – i hvert fald ikke en skid som fremkommer i artiklen.

Jeg vil egentlig påpege en interessant sprogbrug, men nu bringer jeg alligevel et længere sammenhængende uddrag (faktisk sidste halvdel) af artiklen, så man selv kan vurdere om man tror Forsvaret selv har villet sprede en maskinelt oversat, og uforståelig, møgudgave af bogen, eller om det er en medieand der skyldes at medierne er lige så rappe som de meningsløse maskinoversættelsesprogrammer. Og så lad os vende tilbage til sprogbrugen bagefter.

Ser vi bort fra det manglende slutkomma i stykke 1, linje 3, det manglende helsætningskomma i stykke 3, linje 2, den fælt manglende bindestreg i ”IT afdelingen” der jo er ét ord: ”IT-afdelingen” – og forbigår vi i tavshed det manglende ”siger” foran ”John M. Nielsen” – så er det selvfølgelig citatets to understregede det’er jeg vil tale om. I modsætning til den manglende bindestreg, kommafejlene og det manglende ord er det’erne ikke en fejl der ligger hos journalisten, men et ordvalg som journalisten bør citere som det er sagt. Men det’erne virker unægtelig som fejl fra John M. Nielsens side, for de refererer ret umisforståeligt og entydigt til ”oversættelsen” som jo er en ”den”. Hvorfor så bruge ”det”?

Jeg har to teorier.

Teori 1
Vi bruger ”det” om det vi ikke kan lide, fordi vi bruger ”det” om det uafgrænsede. Det hedder det fis, møg, skidt, lort osv., fordi det er en uafgrænset, ukonkret mængde, i modsætning til den fis, den skid, den lort, den møgbunke osv. (jævnfør det øl / den øl).

Når vi foragter en person, kan vi gå fra fælleskøn til intetkøn. Jeg husker tydeligt et tv-program hvor Michael Bertelsen og Mads Brügger, holdet fra den 11. Time, var på jagt med Klaus Rifbjerg. Bertelsen var den gode indfølende jagtven, mens Brügger spillede den irriterende idiot der tilsyneladende var ude af stand til at falde ind i roen og naturoplevelsen men bestandigt knævrede i mobiltelefon. Og så lod Rifbjerg Bertelsen vide at han ikke ville have ”det der” med ét skridt længere. Hvis man bliver kaldt ”det” og man ikke selv bliver tiltalt, så ved man at man ikke kan nå lavere. Så er man så ringeagtet at man er uagtet. Man er luft.

Hvis vi virkelig ikke kan lide noget, kan vi, hvis det er et fælleskønsord, distancere os ved at kalde det ved intetkøn. Tænk fx på hvis kæresten synes man har en grim stol med op fra flyttebilen: ”Det der skal ikke stå i min lejlighed”.

Ligesom forholdsord på freudiansk vis kan sladre om hvilken metafor vi taler om (fx ”på miljø” = ”på miljøområdet”), så kan det-pronomenet også pege tilbage på en sammenligning af i dette tilfælde stolen med ”det monstrum”, ”det lort” eller andet. Tilsvarende kan det ”det” der i citatet ovenfor refererer til ”oversættelsen”, være en mere eller mindre bevidst association af oversættelsen med ”det problem”, ”det shit” osv. Altså ikke noget der fortjener den agtelse der ligger i at benævne tingen ved dens rette fælleskønspronomen.

Fænomenet er ikke helt det samme som ved det samlende ”det” hvor vi tilsyneladende erstatter et ”den” eller ”denne” med et ”det”: ”Han fik en fin udtalelse. Det var han glad for.” For her refererer ”det” til hele udsagnet, ”det at bla bla bla, var han glad for”. Det samlende ”det” er altså ikke det ”pronomen non grata” vi taler om her. Der er selvfølgelig mulighed for at det’erne i citatet er en blanding af det samlende ”det” og det ringeagtende ”det”, men som det står i citatet, kan det ikke være et rent, uskyldigt samlende ”det”.

Teori 2
Den anden teori er mere grim for John M. Nielsen og bygger på en fortalelsesanalyse. Medmindre journalisten har formuleret sig afgørende anderledes over for John M. Nielsen end han gør i artiklen, er det eneste det-ord i sammenhængen jo ”dokumentet” som John M. Nielsen benægter eksistensen af (forstået som et dokument forud for det dokument Forsvaret har oprettet til at gemme teksten i). Både ”udgave” og ”oversættelse”, som er de væsentlige substantiver i hans eget citat op til det’erne, er jo den-ord (fælleskønsord). Analyserer man det-referencen som en freudiansk åbning og ikke som en sproglig distancering, leder den direkte til at han ser det dokument for sig som han hævder ikke eksisterer.

Du må selv analysere og tolke videre. Jeg ved ikke en pind; og du ved ikke en pind. Mit eneste ærinde er at påpege hvor meget der kan ligge i et fejlkønnet pronomen. Men jeg anser da teori 1 og sandfærdigheden af John M. Nielsens udtalelse for at være de mest sandsynlige holdepunkter – overskriftens påstand er under alle omstændigheder bizar fordi den totalt mangler et motiv. Og så tænker jeg: Måske er denne hurtige webjournalistik ikke kun skadelig for sproget, men også for sandheden og for den demokratiske samtale.