søndag den 28. marts 2010

”OK” eller ”Ja”

Vi skal alle sammen træffe en masse valg hver dag. Det kan nogle gange være svært at finde den rette begrundelse for ét valg frem for et andet, og derfor vælger vi da også rutinemæssigt at udsætte en række valg til et mere velvalgt tidspunkt.

Andre gange er valget mere ligetil, som for eksempel hvis man skal svare ”ja” eller ”nej” til en helt logisk og gennemskuelig ting – det kunne være når man forsøger at gemme en fil med et navn som allerede findes: ”Vil du overskrive eller vil du ikke?”. Det er et meget relevant spørgsmål, det er umiddelbart gennemskueligt, og man har alle forudsætninger for at træffe sin beslutning.

Og sådan bør det vel generelt være med de såkaldte dialogbokse. De er der vel ikke for at skabe problemer hvor der ingen problemer er? Eller for at stille spørgsmål som er logisk umulige at svare på?

Men der ønsker Gmail tilsyneladende alligevel at gøre opmærksom på sig selv med noget så naglende som et tvungent umuligt valg:

Vil jeg bekræfte, eller vil jeg bekræfte? Hm ... jeg tror bare jeg klikker på det røde kryds.

Gmail, for fanden: Hvad skal jeg svare?

fredag den 26. marts 2010

At finde ud af ad og af


Dr.dk midt i marts 2010.


Berlingske.dk 24. marts 2010, ”TV-avisen skal være mere seriøs”.

Ja, det er åbenbart svært selv for vores mest prominente medier at finde ud af det med ”ad” og ”af”. Det første klip viser en fejl som slet ikke burde være mulig at lave, ikke engang som en tanketorsk, for der er ikke noget der kommer ”ind af”. (De to ord ”ind af” i dén rækkefølge og uden tegn imellem forekommer simpelthen slet ikke i korrekt sprog, kun i ”gaverne er pakket ind af mig”, ellers ikke.) 

 

onsdag den 24. marts 2010

Smuds


Fødevareminister Henrik Høegh i Superbest-reklame.

Og knap nok får man ansat en af de her bondske krejlere som minister før han vælter sig i smuds. Er det kønt? Nej, det er ikke kønt. Det er aldrig kønt når mænd ikke kan styre deres libido. 

 

søndag den 21. marts 2010

Det hedder rigid

Dagens Medicin, som denne artikel fra Berlingske refererer til, bruger slet ikke ordet rigid (heller ikke i en forkert stavet udgave). Jeg har tjekket: De bruger udtrykket ”ufrugtbart tovtrækkeri mellem private og offentlige hospitaler”, og ikke rigid. Så journalisten her er altså ikke påvirket udefra.

Rigid er en fin oversættelse af ”ufrugtbart tovtrækkeri”, så fin at journalisten også har stolet på sin egen fornemmelse for stavning. Nu venter vi bare på resikere og kretisere.

PS:
Det er i øvrigt sjældent man ser rettigheder blive omtalt som kastebolde, men det er en anden sag.

onsdag den 17. marts 2010

Hell in my state

Så kom der lige denne her spam-meddelelse på min skype, og jeg kunne af en eller anden grund ikke lade være med at læse den.

Nu beskæftiger vi os jo normalt med dansk her i biksen. Men en spændende forskrivelse er altid værd at beskæftige sig med:

”Hell in my state” i stedet for ”Here in my state” – som der formentlig skulle have stået – er da en interessant forskrivelse i en tekst som ellers ser nogenlunde ædrueligt formuleret ud.

Ser vi fra denne sprække ind i et uendeligt mørke af mislykket kærlighed eller fortærende sygdom fra tekstforfatterens side? En helvedestilstand? Vi ved det ikke.

mandag den 15. marts 2010

Inde i Wammen

Borgmesteren i Århus, socialdemokraten Nicolai Wammen, foreslår at Århus atter staves med dobbelt-a, ligesom før vi fik Å ind med retskrivningsreformen i 1948. ”Aarhus” skulle ifølge Wammen gøre sig bedre internationalt.

Fra denne blogs side er der ingen stærke holdninger til sagen; jeg er jævnt ligeglad, og Århus’ borgmester må godt ændre stavemåden af Århus hvis han synes det er sjovt. Ja, han må også gerne foreslå et helt andet navn hvis han synes det er endnu sjovere. En kommentarskriver under Berlingskes netartikel om emnet foreslår ”Vammenstadt”, idet han mener det vil få tyskere til at strømme til. Ja, hvorfor ikke? Det må være demokrati at de selv bestemmer det i Århus. De må også gerne brande sig som storleverandører af journalister med dorsk dialekt, hvis de vil.

Men jeg vil godt anføre nogle problemer ved argumentationen for ”Aarhus”:

1: Glidebanen. Hvis man skal tilrettelægge sig internationalt sprogligt, så kan man lige så godt droppe dansk. For i det perspektiv argumentationen anlægger, vil et af de naturlige næste skridt være at vi indfører engelsk og kinesisk som de eneste sprog der er værd at bruge k(r)æfter på. Jeg er af mange grunde ikke enig i en sådan udvikling – se bl.a. punkt 3 – og da jeg gerne vil bevare dansk, ser jeg gerne at Vammen slet ikke argumenterer på den måde. (Jeg tror nu ikke for alvor at både dansk, svensk og norsk eksisterer om 500 år, men hvis vi ikke bevarer et stærkt dansk (dvs. funktionelt, nuanceret og smukt dansk), får dansk meget lille indflydelse på det skandinavisk som vil være en meget vigtig kulturbærer om 500 år, og så vil danske tekster være svære at tyde til den tid.)

2: Som en kommentarskriver på Berlingskes netartikel om emnet har skrevet, er det en misforståelse at der informationsteknologisk skulle være noget i vejen for at håndtere Å. Og jeg vil tilføje: Ja da, for teknologien må tilpasse sig sproget, ikke omvendt. Og det er jo også det der sker: at teknologien følger med – medmindre man fra sprogligt hold opfører sig som regnorme over for den tekniske verden, for der er jo ingen programmører som gider finde løsninger til krav som vakler.

3: Som flere kommentarskrivere har påpeget, gælder det i den globaliserede tidsalder ikke om at tilpasse sig og flette ind, men om at skille sig ud. Derfor er det hul i hovedet at erstatte det unikke Å med Aa.

Lad mig til sidst citere kommentarskriver Thomas Lund Larsen: ”Stakkels unikke bolle-å. Du er åbenbart gaaet af mode sammen med æ og ø. Eller er de stadig inde i Vammen?”

fredag den 12. marts 2010

Presset til eller presset af?


Berlingske.dk den 22. februar, fra artiklen ”Er Brown en bisse?”.

Dette jo ikke til at forstå. Hvordan skulle man kunne komme under pres for at have iværksat en selvudleverende undersøgelse. Er det ikke godt at gøre det?

Lad os se på hvad der videre står:

Ja, det var jo det jeg sagde: Brown er selvfølgelig ikke kommet under pres fordi han har iværksat en undersøgelse, men selvfølgelig snarere for det problem som undersøgelsen skal dreje sig om. Mellemrubrikken er altså ren nonsens.

Men mon journalisten, Michael Bjerre, også mener det? Har han ikke med sin formulering netop skrevet at Brown er presset til at sætte en undersøgelse i gang?

Tjo … hvis han med ”komme under pres for at…” mener ”blive presset til at …”. Men ”komme under pres for” giver bare overhovedet ikke den mening på dansk, hvor ”for” refererer til en årsag og her rettelig må betyde at han er kommet under pres FORDI han har iværksat en undersøgelse.

Mange ”til” bliver anglificeret til ”for”. Det er som regel i tekniske tekster hvor fx ”en anordning til rensning af fimrehår” bliver ”en anordning for rensning af fimrehår”. Det er dårligt sprog, men det er det jo i forvejen, så der sker ikke det helt store ved den forholdsordsglidning, andet end at det godt kunne have været bedre og at gamle sprogrøgtere brokker sig over at man bruger andre (læs: forkerte) forholdsord (som om forholdsord skulle være en eksakt videnskab).

Men her i artiklen fra Berlingske har vi et eksempel på at det er gået gruelig galt, fordi ”kommet under pres for at …” er en mærkelig engelsk ordstilling som kommer til at betyde det modsatte på dansk. Vi kan jo ikke bare skrive ”kommet under pres til at …”; det lyder helt forkert. Men vi kan tale om ”at være presset til at …”. Og det er sådan man skulle have skrevet her. 

 

tirsdag den 9. marts 2010

Den elektroniske presse er kommet til at ligne tabloidaviser

… det siger (blandt andre) vores nye kulturminister, Per Stig Møller. Og jeg er meget enig, i hvert fald når vi taler om hovednyhedsudsendelserne på DR1 og TV 2.

Derfor tillader jeg mig at bringe den relevante – og meget interessante – passage fra en interviewartikel Jens Lenler lavede med Per Stig Møller i Politikens kultursektion side 4-5, søndag den 7. marts. (Citatet er ét ordret og sammenhængende udklip af artiklen i Politiken, dog er kommateringen ændret til fornuftig kommatering af hensyn til Kommakommunikations læsere).

//

Per Stig Møllers første store opgave som kulturminister bliver at kreere den medieaftale som bestemmer vilkårene for blandt andet Danmarks Radio de næste fire år. Han går efter brede forlig, og socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, har blandt andet erklæret sig enig med Per Stig Møller i at nyhedsdækningen på tv skal forbedres.

>>Som udenrigsminister gik jeg over til at se den engelsksprogede version af Al-Jazeera. Jeg var simpelthen ikke klædt på i forhold til hvad der skete ude i verden, hvis jeg kun så DR og TV 2. Den elektroniske presse er kommet til at ligne tabloidaviser som Ekstra Bladet og B.T. Det er kriminalstof – nogle Bandidosrockere går over til Hells Angels, eller nogen bliver skudt, hvilket selvfølgelig er forfærdeligt …<<

Men tror du ikke det optager mange mennesker?

>>At nogle Bandidosrockere går over Hells Angels?<<

At nogen er blevet skudt?

>>Jo, og det skal også være der. Jeg bagatelliserer det ikke. Men der sker mange ting ude i verden som påvirker os, ændrer vores fremtid og så videre. Og her mener jeg at man især prioriterer kriminalstof og social elendighed. Sager med misrøgtede børn er frygtelige, og det er godt de kommer frem. De skal være der. Men det er påfaldende at det meget ofte er tophistorierne. Jeg savner mere væsentlighed i prioriteringerne.<<

Men igen – hvad kan du gøre som kulturminister?

>>Jeg kan understrege væsentlighedskriteriet i nyhedsdækningen i public service-kontrakten.<<

DR vil formentlig sige at det er dyrt at lave udlandsstof?

>>Ja, ja, det siger de altid. Men det kunne jo være at man kunne finde ud af det hvis man bare tænkte lidt mere over det. Jeg kan se at de allerede har de diskussioner. Og igen – jeg bidrager til dem.<<

//

søndag den 7. marts 2010

Om at gøre sproget en bjørnetjeneste

Ellen Boen -> Lone Kühlmann
Ellen Boen sagde: “Når jeg nu skal vælge én, må det blive Lone Kühlmann hvis begavede ytringer samtidig fornøjer mit sprogøre.”

//


Af Lone Kühlmann, journalist og forfatter

Under et nyligt besøg i Myanmar/Burma havde jeg glæde af at deltage i et seminar om forholdene i landet. Burmeserne udgør den største befolkningsgruppe, men der er mange andre etniske grupper, og flere af dem har deres egne militser og ligger i åben kamp med militærstyret.

En ung dansk nødhjælpsarbejder redegjorde for hvordan generalerne forsøger at lave del og hersk mellem de etniske grupper, bl.a. ved at indgå aftaler om særlige privilegier. ”Nogle etniske grupper er forfordelte”, sagde hun. Det er uden tvivl sandt, men det var det modsatte hun mente. Hun var nemlig ved at fortælle om de grupper der har særlige fordele.

Hun er ikke alene om misforståelsen. Dansk Sprognævn gør efter min mening befolkningen en bjørnetjeneste ved ikke at stå fast på hvad ord betyder. Holdningen om at hvis mange nok begynder at anvende ord i andre betydninger, så er det også acceptabelt, holder ikke i byretten. Det nytter ikke når ord anvendes i direkte modstrid med den gængse mening. Mit arbejde som journalist bliver fuldkommen umuligt hvis jeg hele tiden skal være opmærksom på om folk nu også mener det de siger, eller de faktisk mener det stik modsatte.

Bjørnetjeneste er i øvrigt et andet udmærket eksempel. Ordet bliver i stigende grad anvendt som udtryk for at gøre folk en tjeneste. Men det betyder altså det modsatte.

At I ved det.

lørdag den 6. marts 2010

Det hedder et klæde


Jyllands-Posten, jp.dk, den 22. februar, Breaking News.

Det kan være svært at høre på bløde d'er om der er dobbeltkonsonant eller ej, så fejlen her er ikke som sådan ulogisk. Den er bare lidt pinlig, og så på forsiden i en manchet, for et klæde eller et håndklæde er ikke noget usædvanligt ord. Men det kan jo ske, det skidt.

PS:
Den med hvorfor danske aviser bruger udtrykket ”Breaking News”, må vi tage en anden dag. 

 

onsdag den 3. marts 2010

I bevægelse væk fra Hovedbanegården

Hovedbanegården klokken 17.22. Hold kæft hvor er jeg træt.

En gammel luder byder sig til. Hun står med vidt åbne døre og virker ærlig talt en smule anmassende.

- Jeg går klokken 17.24, hvisker hun. IC3-fisseletten ved siden af, som du har tænkt dig at tage, går først klokken 17.30. Ja, hun er jo ikke engang kommet endnu. Stoler du på hende?

- 17.24 for 17.30, ha, det er ikke noget særlig godt tilbud, siger jeg. De seks minutter er hurtigt forbrugt i dit efterhånden løst sammenføjede legeme når du stopper ved både Hedehusene og Trekroner, ja, det skulle ikke undre mig om det udmærkede IC3-tog du så nedsættende omtaler, har overhalet dig allerede inden gudsforladte Høje Taastrup.

- Du kan jo bare stå af i Roskilde, indskyder hun.

- Hvad hjælper det på Trekroner og Hedehusene? I øvrigt skal jeg til Ringsted, og du vil jo også holde i Viby Sjælland og Borup, hvor jeg så kan sidde og glo hvis jeg ikke er bedøvet af træk og larm inden.

- Siger du at jeg hviner og stønner?, prøver hun.

- Nej, jeg siger bare at IC3’eren når til Ringsted længe før dig, hvis altså hun kommer, og det tror jeg hun gør. Og hvad laver du egentlig her? Det kunne jo være dig der kørte mig til Valby og Zoologisk Have med klapstol og det hele i 1977, og da var du ikke engang ny. Du er et veteran-tog. V E T E R A N-tog, hører du hvad jeg siger? Og sikke du ser ud. Hvad regner du egentlig med?

- Så du kan ikke lide mig mere?

- Nej, ikke rigtig. Jeg tror godt man kan sige at jeg er færdig med dig – og har været det længe. Det er ikke ondt ment, men jeg troede ærlig talt ikke at jeg skulle se dig igen. Du er fortid. You're out of mind, so get out of sight.

Den gamle luder smækker dørene i og forlader Hovedbanegården. Trist skæbne, tænker jeg, så ynkeligt og uværdigt at lade hende trække rundt stadigvæk.

I en tid står jeg og nyder den skumringsindfaldne himmel over postbygningen. Og så kommer IC3-toget. Ualmindelig træt af en lang dag opgraderer jeg mig selv til første, eftersom der på dette afrejsetidspunkt ikke er plads i den første den bedste hvilekupe (som ellers plejer at være godt nok til at undgå følelsen af at sidde i et abebur med skidt og larm de forkerte steder).

En ung karrierekvinde med – gad vide om det er det man kalder en power-book, altså en lille bærbar computer – sidder på vinduespladsen diagonalt over for mig. Vi glider. Hun åbenbarer i en telefonsamtale at hun lige har været til møde i et af ministerierne, og, med noget større entusiasme, at et eller andet barn hun kender, har fået en eller anden gudmor hun også kender. Måske er hun lykkelig.

Ved siden af hende og lige over for mig, har Holger K. pludselig sat sig. Ham med konen og (helst ikke) unionen. Lidt underdressed til første med den der velcrovinterjakke, noterer jeg; men man har det jo også med at se bjælken hos andre hvor man selv har en splint. Han har stillet en mellemting mellem en gammeldags skolelærertaske og en dokumentmappe ved sin side; den er væltet ud i gangen så folk må gå udenom – noterer jeg der aldrig kunne finde på at stille min taske på et gulv hvor andre træder med sko. Men okay, læder samler jo ikke rigtig skidt; det er nok hemmeligheden.

Jeg spørger ham – dog stadig kun i tankerne – hvad han tænker på, og om jeg må tage et billede af ham med min mobiltelefon. Jeg vender og drejer det sidste spørgsmål i hovedet. Han vil sikkert sige ”hvad?”, og jeg vil være nødt til at forklare mig nøjere, højere og tydeligere. Det tør jeg ikke. Hvor vil det stille mig? Ganske vist er det ikke en hvilekupe, men det kunne let komme til at lyde som starfucking, og det er sikkert ikke velset på første. Men det kunne nu være sjovt med det billede … for at lave blogindlægget ”Jeg har fundet Holger”. Ret sjovt faktisk, tænker jeg og kan ikke holde et smil tilbage.

Han står af i Valby, æv, så nåede jeg ikke at regne ud hvordan jeg skulle turnere den. På en måde føler jeg at jeg ikke har fundet Holger alligevel. Han forsvandt. Mit morsomme blogindlæg forsvandt. Måske havde han også bare sagt nej, i betydningen "nej, det var da godt nok en mærkelig og uhørt uhøflig forespørgsel".

Der sætter sig en kæmpestor og lige så vindjakkeagtig, men meget yngre, mand i stedet. Jeg tænker på om det er en fejl. Men så rækker han ud efter vandet, han kan nemlig nå det: rækker bare tværs ind over gangen med højre arm. God timing, jeg er nemlig også tørstig, så jeg beder ham lige række mig en også. Kommunikation og timing hører sammen. Jo dårligere timing, jo mere kommunikation er nødvendig. Timing er kommunikationens medvind, så at sige.

Men apropos timing: Godt at jeg ikke rigtig er sulten. Man kan jo ikke sidde på første og trække en backup-spegepølsesandwich med hjemmebagt brød pakket ind i sølvpapir op af sin taske. Det går ikke. Så kan alle se – eller tro de ser – at man ikke havde planlagt at sidde på første, og vil måske tænke at man prøvede at snyde, og at den velvillige betaling af 45 kr. til opgraderingen bare var gode miner til slet spil. Jeg er ikke godt nok klædt til at mane mistanken i jorden. Så hellere undgå den. Og jeg er jo heller ikke rigtig sulten.

Men så kommer kurven. Det er længe siden jeg har haft lyst til et stort saftspændt æble, men når nu man bliver budt … og så lige et lille stykke chokolade også. Kan jeg tillade mig at putte det ned i min taske, eller er det ran hvis jeg ikke spiser det nu? Hm, diskret … sådan. Ja ja.

Store saftspændte æbler går utrolig godt til togkørsel, vitaminsprøjtet er opkvikkende. Og når 3-4 andre passagerer sammen med én flækker æblebidder af med tænderne og gnasker i sig, opstår der en samhørighed i førsteklasseskabinen. Måske er det lykke jeg føler?

Avis? Nej tak …

… jeg har det lige så godt.