Sproglige forvekslinger i mit elskede Broen

Jeg er fan af Broen, ikke mindst Broen III, og det femte afsnit som i søndags løb over skærmen, er noget af det bedste jeg nogensinde har set. Vi er vant til at der er mange lag i krimiserier, især de danske – med ofte tankevækkende kommentarer til det liv vi lever, som individer og som samfundsdeltagere. Men her i Broen III, afsnit 5, gik det op for mig hvorfor Broen er så fantastisk: Der er reel spænding om adskillige – måske 6-7 – lag eller spor i fortællingen samtidig. Det er ikke bare krimi med 1½ gåde tilsat socialrealisme, lidt samfundssatire og et par kærlighedshistorier. Det er 6-7 reelle spændingslag, lige fra hvorvidt Saga overvinder sine anklagere (såvel ydre som indre) til hvorvidt rigmanden har noget med mordene at gøre, og om boligfirmaets familieværdier er mere end blot indirekte indblandet.

Vi ved ikke hvilke af de mange spor, dvs. personer og deres relationer, der kommer til at bære hovedplottet; vi ved kun at Broen III har en gennemgående tematik om kernefamiliens opløsning – om det så er fordi man er homoseksuel, utro, polyamourøs, går i seng med en der er halvt så gammel, har mistet hele sin familie, opfinder et broderskab, ikke kan få børn, ikke elsker sin partner og/eller har familien som et facadespil – eller (i det helt unge pars tilfælde) en forloren drøm. Alle spor spiller ind til denne tematik, og gør det så elegant og selvfølgeligt at man knap nok lægger mærke til det som en tematik.

På spørgsmålet om kernefamiliens opløsning vil der i Broen III næppe blive givet andet svar end at man skal have en sund kerne i sig selv før man kan skabe en sund kerne med andre. Og det er fint! Vi er jo netop ikke ens.

Således er jeg storbeundrer af Broen (tja, æh, bortset fra den irriterende detalje at den fejlagtigt viser et Danmark/Sverige hvor alle hjem, også de små, invaderes med sko og støvler på, som var det en amerikansk sitcom – nej tak, hvor ulækkert; det må jeg bare ignorere).

Men som en anden Saga Norén bliver jeg simpelthen nødt til at anklage selv den jeg holder mest af.

"Jeg er ikke født med en guldske i munden."

Lad ligge at rigmanden (,narkobaronen?) og kunstsamleren Freddy Holst siger sådan i sin åbningstale for udstillingen af hans private samling. Måske er det en raffineret del af persontegningen at han logisk tænker at guld er mere værd end sølv, således at logikken vinder over dannelsen – der jo vil vide at frasen indbefatter en sølvske.

Ja, guldskeer bruges åbenbart så lidt at ”guldske” slet ikke findes i ordbogen. Men en sådan bevidst fraseforfalskning er meget plausibel i en dramaturgi fuld af små, sigende detaljer.
 

Mere problematisk er det at vores danske kollega til Saga, Henrik Sabroe, tidligt i afsnittet taler om en ”krybskytte” når det nu rettelig er en ”snigskytte” han mener:

"Altså, jeg tænker krybskytte, jeg tænker militær, jeg tænker ’kill brothers’."
(Udtrykket ”kill brothers” henviser til en seddel fundet tidligere i efterforskningen.)

Det er ikke så sandsynligt at en intelligent politimand ikke har lært udtrykket ”snigskytte”, eller at han skulle forplumre begreberne ”snigskytte” og ”krybskytte” – medmindre han er meget påvirket af jagt, hvilket ikke fremgår.

Ifølge Den Danske Ordbog er en krybskytte en ”person som driver ulovlig jagt”, og en snigskytte en ”person der skyder på andre mennesker fra et skjul”. Mere klokkeklar kan en ordbog faktisk ikke være.

Lyder jeg lidt som Saga Norén? I så fald tager jeg ikke skudsmålet som en kritik.

Så er sagt hvad der skal siges. Jeg glæder mig til næste afsnit.

 

Pengenødden

Fra dagens forside af Politiken.

Jeg ser for mig den stort anlagte gyserfilm om pengenødden der triller rundt i Athens gader og skræmmer og paralyserer folk.

Er det mon en val(g)nød?

 

Ældre medicinsk handlingsplan

Valgkampsduel på DR1 denne aften.

To gange siger Lars Løkke Rasmussen det. Så det kan ikke være en tilfældighed. Men det er meget svært at forstå at en statsministerkandidat, blandt politikere der ellers udelukkende beskæftiger sig med såkaldt ”fremadrettede” politiske forslag, giver sig til at bebude en ”ældre medicinsk handlingsplan” (understregning under hans hovedtryk som de fremgik begge de to gange han nævnte det).

Måske mener han i virkeligheden en ”ældremedicinsk handlingsplan”, men brækker altså systematisk tillægsordet ”ældremedicinsk” over med dobbelt hovedtryk: ”ældre medicinsk”.

Denne blogs skribent har det umådelig svært med en eventuel statsminister som ikke taler et logisk, forståeligt dansk. Så hvis det skulle komme så vidt, vil jeg råde Lars Løkke til ikke kun at se på specialundervisning i folkeskolen, men meget gerne også i Folketinget.

Måske har han kigget for dybt i noget engelsksproget læsestof eller dårligt korrekturlæst dansk af slagsen. Jeg ved på egen korrekturkrop at mange af sundhedssektorens danske ledere – pga. konstant marinering i engelsksprogede tidsskrifter og begreber – er nærmest ude af stand til at formulere sig på grammatisk korrekt og forståeligt dansk. Her kan man virkelig tale om et domænetab og dets konsekvenser. Men en statsministerkandidat bør ganske enkelt vide bedre.

 

Geometrisk energi

Når det åbenbart ikke er nok at tale om jordvarme, kan man da lige så godt forkludre det totalt. Og hvis man bytter lidt rundt på bogstaverne i geotermisk, har vi ganske rigtigt det hyppigere brugte anagram geometrisk.

G-E-O-T-E-R-M-I-S-K -> G-E-O-M-E-T-R-I-S-K

Fascinerende, ikke sandt?

Åbne pander – som teksten taler om – og geometrisk energi er nok det vi læsere skal gå til sådan en tekst med, og så går det nok alt sammen. Det er jo bare et tilbudskatalog som allerede hænger i Googles yderste negle nu hvor en ny tilbudsuge indtræder. Og allerede nu er strukturen af disse kortvarigt benyttede bogstaver opløst som saltflager i havet.

… hvis ikke det lige var for denne blog.

Igårdistan

Frisøren spurgte hvad jeg arbejdede med. Det prøvede jeg at svare hende på, men måske gik jeg lidt for vidt.

Efter få sætninger forsøgte jeg at sætte mit kald – og mine udfordringer desangående – ind i en almen ramme ved at pointere at budskabet om godt og korrekt sprog desværre ikke sælger sig selv på samme måde som budskabet om klipning gør det. I alt for mange tilfælde er iværksætteren med nyhedsbrevet, bloggeren eller sågar redaktøren ikke tilstrækkelig kompetent rent sprogligt til simpelthen at erkende potentialet i sproglige forbedringer. Og eftersom (manglende) indsigt og interesse hænger sammen, er disse mennesker svære at flytte. Det er en udfordring.

Så vidt, så godt. Og så fortsatte jeg.

Snart nævnte jeg at jeg engang i toget havde talt med en dansklærer som havde fortalt at hun ikke rettede elevernes ordfragmenteringer, altså at ”kakao mælk” og ”mad kasse” var helt okay i den danske stil. Med den slags dansklærere er det ikke så sært at den sproglige bevidsthed er til at tude over, for som jeg sagde til frisøren: ”Det danske sprog er jo baseret på at der er grammatisk forskel – tænk bare på ’sær aftale’ og ’særaftale’, eller ’din varme regning’ og ’din varmeregning’.”

Dette fik tilsyneladende anslået en streng hos frisøren, der straks supplerede med at ”igår” jo også egentlig skal være i ét ord.

???

”Nej, det er nu navneord jeg tænker på. Det er navneordene der er det væsentlige,” svarede jeg.

Og frisøren fortsatte med at ”igår” er i ét ord fordi dette med ”(at) gå” jo er en én ting, og ”igår” noget andet. Hendes argumentation stod mig ikke helt klar, men når jeg i skrivende stund tænker nærmere over den, må det handle om at hun troede at et ord, en ortografisk helhed – fx ”går” – ikke kan betyde flere ting, ergo må ”i går” staves ”igår”, altså som ét ord og vel at mærke et andet ord end ”går”. Under alle omstændigheder var det tydeligvis noget hun havde tænkt en del over på forhånd.

”Nej, de to ting har ikke noget med hinanden at gøre,” docerede jeg. ”I dag, i går, i morgen og den slags er altid i to ord. Du kan huske det på at ’på torsdag’ er i to ord.”

Damen ved siden af med sølvpapir i håret og Billed-Bladet i hånden må på dette tidspunkt have vidst at jeg havde lagt mine friske æg i en rådden rede, og at jeg bitterligt fortrød indsatsen. Hendes mur af tavshed gjorde mig kun endnu mere pinligt berørt. Men nu bakkede frisøren heldigvis ud af sin pointe ved at konstatere noget i retning af at man godt kunne stirre sig blind på noget. Og jeg tog imod tilbuddet om total tilbagetrækning ved at give hende fuldkommen ret, alt imens mit forsøg på at forklare om den værste fejl man kan lave i dansk, nemlig fragmenteringen af sammensatte navneord, lå tilbage et øde sted som ingen nogensinde ville komme forbi igen.

Så snakkede vi om hår. Hun klippede fint.

Kysser døde og begravede lig

Ja, nogle gange er læseoplevelsen ved journalistik netop som at kysse døde og begravede lig – eller et dødt og begravet sprog. Man kan ikke rigtig nå det.

Se bare dette ubegribelige makværk fra Jyllands-Posten på nettet:

Det er ikke et ægte skærmaftryk, for skærmaftrykket – ja, jeg leder stadig efter et passende dansk ord, og jeg agter at fortsætte til jeg finder det – er fra Jespers mail, ikke fra Jp.dk. Men Jesper har tekstkopieret teksten direkte.

Og han spørger:

Her må sgu da være noget galt? Dels kan der jo kommateres anderledes, men står det ikke som om man vil forhindre at begravede lig IKKE spreder virus til grundvandet?

Jo da! Der er alt galt.

For det første skaber det manglende komma efter ”døde” de problemer jeg har antydet i overskriften, nemlig at man ”kysser de døde og begravede lig …” indtil man så støder på ordet ”ikke” og opdager at noget er galt. I øvrigt ville ikke blot det nødvendige komma men også et gentaget ”at” styrke strukturen og gøre det mere velformuleret.

For det andet har man en dobbeltnegation som vender det man mener, til det modsatte, nemlig undgå ikke at sprede, der jo betyder at man gerne vil sprede.

Jeg har set meget vrøvl – og også vist en del af det på Kommakommunikation – men dette må være noget nær rekord i vrøvl som følge af sproglig ubehjælpsomhed eller absolut skødesløshed. Hurtigt skal det åbenbart gå.

Hvad jeg kan finde ved en søgning nu, er denne underrubrik:

>>Ebola: Efter måneders råb om hjælp er ”rige lande” i Europa under stærkt pres for at øge kampen mod ebola. Men der er også brug for en kampagne, så efterladte ikke kysser de døde, og begravede lig ikke spreder virus til grundvandet.<<

Se det er jo MEGET bedre. Dog ønsker jeg stadig mere struktur mellem de to led(sætninger), hvilket i denne version ville kunne skabes med et gentaget ”så” foran ”begravede”.

Alt eller intet?

Mens jeg sidder og læser denne tekst på forsiden af Groupcares websted, er der noget som går op for mig:

Selv blandt højtuddannede, måske endda mennesker der decideret arbejder med tekst, er der en voksende tendens til at tro at ”al” ikke er et eksisterende ord. Jeg har set det mere og mere i løbet af det seneste års tid, både i de tekster jeg i egenskab af korrekturlæser retter, og i de tekster jeg ser som almindelig læser.

Det er tydeligt at ovenstående tekst – som må være Groupcares primære stykke tekst udadtil på dansk – har været igennem omhyggelig bearbejdning og en (ud fra egen selvforståelse) seriøs korrekturlæsning. Alligevel taler teksten om at ”samle alt ekstern kommunikation”. Men kommunikation er fælleskøn; ”ekstern” har jo heller ikke fået noget t på. Ganske vist er formen ”en kommunikation” lidet meningsfuld og derfor sjældent brugt, men det er ”kommunikationen” ikke, så hvordan kan der overhovedet opstå tvivl?

For at være helt klar: ”al” eller ”alt” følger kønnet – sværere er det ikke. Og hvis man ikke gider ”alt besværet”, er det ”al besværet” man skriver, fordi man mht. sådanne uafgrænsede og begrebslige mængder i intetkøn også kan sige fx ”den besvær” (”al den besvær”) og ikke mindst ”megen besvær”. Man behøver ikke engang at være jyde for at gøre dette! Så hvis der er en universalbøjning, hedder den ”al”, ikke ”alt”.

Måske udgør ”alt kommunikation” og tilsvarende tilfælde en form for hyperkorrektioner, netop fordi man – i hvert fald mundtligt – altid har tilladt det modsatte (altså ”al”). Når vi taler om ”arbejde”, som er et intetkønsord, hedder det normalt ”alt arbejdet”, men det har aldrig været forbudt eller været betragtet som ringere sprog (i hvert fald mundtligt) at sige ”al arbejdet”, og går man rundt og siger det, skal man (måske) lige huske at putte et t på når man skriver.

Er det mon derfor folk pludselig tror de altid skal putte t på? Jeg ved det ikke. Men underligt er det godt nok. Og tilmed ukorrekt. Det hedder ikke ”alt kommunikationen”. Det hedder ikke ”alt den jammer i partiet Venstre”. Og det hedder ikke ”alt den kærlighed du kan få”. Det hedder al, al og al.

Hvis ”al” ikke bruges ved fælleskøn, risikerer vi at ende i samme situation som med ”meget”. Her er det i dag suspekt, vist endda betragtet som formelt ukorrekt, at bruge ”megen” ved fælleskøn, fx ”megen vrede” eller … nå, ja, ”megen glæde”. Det er en skam. Og det ville være endnu en skam at ende dér med ”al”.

Så husk det nu: Det er ikke ”alt” eller intet; vi har faktisk også ”al”.

Eller med en lettere omskrivning af Paul Simons hit fra 1986: You can call it ”al”.

Dørtrin

Statsministeriet, Finansministeriet og Justitsministeriet holder ”doorstep”. Man skulle ikke tro at det var den danske centraladministrations opgave at indføre engelsksprogede uforståeligheder, oven i købet i en betydning man næppe bruger på engelsk, men det er ikke desto mindre hvad de gør – formentlig ikke tænkt som en berigelse af hvermandssproget, men som en slags faglig kode til de journalister de gerne vil betjene på disse ”doorstep”.

Men selv Christiansborg-journalister og deres redaktører er jo dybest set bare travle mennesker. Og disse mennesker kan ikke i det lange løb danne en sprogfiltrerende dæmning når centraladministrationen holder ved med sit vås. Det gælder sådan set alt: Hvis man hører noget mange gange nok, så tror man på det: ”Alting er jødernes skyld” … ”fedt feder” … ”Maroon 5 laver god musik” … ”doorstep er det helt rigtige ord for et hurtigt lineup for pressen”. På et tidspunkt tror nogen på det.

Derfor har der været en jævn udsivning fra medierne siden omkring 2009, en udsivning som nu – det sidste halve år af 2013 – er eksploderet i et decideret brud på dæmningen.

Og så ser vi nyheder som denne fra Berlingske.dk.

Hestearbejdet med søgning på hhv. ”doorstep”, ”doorstep-møde” og ”doorstep-pressemøde” i et Infomedia som er ufleksibelt og langsomt, og som jeg endnu ikke har lært at lave trunkerede søgninger i (hvis man overhovedet kan), har jeg i denne omgang sparet mit perfektionistiske nervesystem for. Men jeg kan da i hvert fald se at udviklingen for ”doorstep” til forveksling – blot i forstærket grad – ligner den graf jeg lavede for ”disclaimer” forleden – altså en ekspotentiel stigning i løbet af 2011, 2012 og 2013 efter de første rørelser i midten af 00’erne. Og jeg tror mange af jer, kære læsere, vil nikke genkendende til oplevelsen af at ordet synes dukket op for den almindelige nyhedsannammer i dette efterår.

Jeg har fundet et interessant klip fra Information tilbage i 2004. Den 21. maj 2004 skriver David Rehling nemlig dette:

>> Det norske statsministerpar – Bjørg og Kjell Magne – gæster disse dage deres danske modstykker. Statsministeriet oplyser om begivenheden på Marienborg: »Der vil være fotomulighed i begyndelsen af mødet samt doorstep pressemøde efter mødet.« Doorstep pressemøde? Gå på dem, Sprognævn!

Jeg synes altid David Rehlings vildfarelser er rørende, for de bygger jo på en tro på at der er mere fornuft, omsorg og logik i verden end der reelt er, og den form for naivitet kender jeg så absolut fra mig selv. Måske troede endogså jeg tilbage i 2004 at Dansk Sprognævn – i det mindste lejlighedsvis – kunne være en udfarende størrelse, men det må jeg beklageligvis afmelde som et fatamorgana i Rehlings (og engang mit) idealistiske sind. Og så skaber sådan et tilbagelænet, sarkastisk ”Gå på dem!” jo faktisk bare falsk tryghed. For hvis vi havde et Sprognævn der kunne ringe til Statsministeriet og spørge hvad de havde gang i, kunne doorstep-miseren (og -misseren) jo være afmonteret for længst alene ved utvungen oplyst omtanke.

Nå, men hvad der er vigtigere i denne sammenhæng, er at Statsministeriet hermed beviseligt allerede i maj 2004 har brugt ”doorstep” – oven i købet uden tilstrækkelig sproglig kompetence til at sætte det korrekt sammen med ”pressemøde”, for der skal ved den søde grød være en bindestreg. (Er du lidt doorstep i dag? Nej, det kan jeg ikke være, for doorstep er ikke et adjektiv, ergo er fejlen lige så graverende, støjende og uintelligent som hvis man skrev ”sprog spasser” i to ord. Men også dette helt grundlæggende kan være svært for den anglificerede hjerne.)

I dag er ”doorstep” som sagt ren rutine for disse tre ministerier:

Sprogligt går det helt galt for Justitsministeriet. Normalt samskriver man engelske indlån når de begynder at fungere normalt i dansk (fx ”gamechanger”, ”smartgrid” osv.). I Justitsministeriets invitation sker det modsatte: I et bemærkelsesværdigt anfald at hyperanglificering splittes et ord som ellers også på engelsk skrives i ét.

Men er det overhovedet den rigtige betydning disse ministerier lægger i ordet? På engelsk har man begrebet ”doorstepping”, som i bred forstand betyder at opsøge folk ved deres egen hoveddør. I mere snæver journalistisk forstand betyder det at en journalist opsøger en person ved denne persons egen hoveddør for at få en udtalelse. Det opsøgte interviewoffer vil ofte være en politiker. Og lad os så bare sige at begrebet ved naturlig overføring kan udvides til at det ikke behøver at være personens hjemlige hoveddør, men at det også kan være foran døren til personens kontor. Ja, hoveddøren til hvad som helst.

Problemet er bare at hvis man søger på doorstep i den engelsksprogede verden, så er det et nærmest fraværende begreb. Nu søger jeg naturligvis på [doorstep interview X], hvor ”interview” er indsat for at sikre den rette kontekst, men hvor ordene jo kan stå uafhængigt af hinanden et hvilket som helst sted i artiklen, og hvor X her repræsenterer mine kombinationer med fx ”London”, ”Paris”, ”Bruxelles”, ”Capitol Hill” eller noget helt femte der yderligere skal sikre at begivenheden ikke finder sted foran politikerens eget hjem.

Ikke desto mindre er søgeresultaterne stadig præget af doorstep i sin egentlige betydning eller i normal overført betydning a la ”on the Congress’s doorstep”. Derudover er toppen af søgeresultaterne præget af John Majors hjemmeside. John Major var Storbritanniens premierminister imellem 1990 og 1997, og søgeresultaterne fører frem til hjemmesidens omtale af pressemøder i London, Paris etc. – fra dengang! Lige meget hvor meget jeg hopper og springer på Google, får jeg altså udelukkende doorstep i andre betydninger eller ting som er mindst 16 år gamle.

Og så får jeg dette:

”outside his home”, står der. Altså den oprindelige betydning.

Så det er svært – for mig foreløbig umuligt – at få bekræftet at den betydning de danske ministerier lægger i ”doorstep”, er så gængs i den engelsksprogede verden som brugerne af ordet synes at dupere os til at tro.

Jeg har bl.a. konfereret lidt med USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussen, og selv om hun tydeligvis spiser amerikansk politik til morgenmad, har hun samme fornemmelse. Hun skriver til mig:

>> Jamen, jeg fik samme resultat. Jeg mener der er stærke indicier på at ordet ikke bruges på den måde man ser det anvendt på i Danmark. […] Det er i forbindelse med grupper – pressemøder – at danske ministerier bruger betegnelsen doorstep. […] Men jeg ved ikke hvad det ville blive kaldt på engelsk. Nærliggende er det at gætte på at det bare kaldes for hvad det er: "The Minister/Secretary will give a short press conference outside the summit building", for eksempel.

Hm! Som sagt kan jeg ikke udelukke at det med at give interview foran hoveddøren på sin bopæl kan udvides til at gøre det foran sit kontor eller ministerium, men det tyder ikke på at denne betydningsudvidelse af ”doorstep” er særlig normal i den engelsktalende verden. Men fra denne lille logiske udvidelse synes de danske ministerier yderligere at udvide begrebet til deres helt eget, for det kan jo – som vi så øverst – også være noget der forgår i Statsministeriets spejlsal. Her står man ikke foran sit hus, men i det:

Ja, ovenstående ligner et skrabet pressemøde. Ingen talerstol, ingen stole at sidde på, ingen danskvand.

Men Statsministeriet pumper lige det opsvulmede begreb en kende mere, for her har der da sneget sig en talerstol ind (som Løkke nu sniger sig hen til), og Politiken har troskyldigt kaldt det ”et såkaldt doorstep-møde”:

Og hvad er nu dette?:

Det er såmænd et ”doorstep” (bemærk den blå mikrofon i højre side). For det er i hvert fald hvad den billedredigerende på Jubii.dk har skrevet, og det ordfragmenterede udtryk ”doorstep pressemøde” har det arme menneske nok hverken from outer space eller fra Grønland, men måske fra Kongehusets presseafdeling eller grønlandske myndigheder. Her er linket hvorfra jeg kom:

Igen synes den danske definition på ”doorstep” at være et lineup til ære for journalister, et pressemøde af den mere skrabede slags, hvor der hverken vanker håndmadder eller kindkys. Og derved synes ”doorstep” at lide samme skæbne som fx ”light”(-produkter) og ”smiley” – ord der (har jeg ladet mig fortælle) ikke rigtig bruges sådan på engelsk som vi tror i Danmark. På den anden side af henholdsvis Nordsøen og Atlanten er ”doorstepping” noget journalister udsætter politikere for. I Danmark har centraladministrationen tilsyneladende kapret ordet og vendt det til at betyde noget den inviterer til.

Dette er så langt min research rækker nu, så ret mig endelig hvis der er noget der skal justeres. Statsministeriet er fortsat velkomne til at ringe tilbage på min 2 dage gamle forespørgsel og udrede den måske hjemmerullede etymologi. Jeg skal nok sige tak og tilføje hvad der måtte være at tilføje.

Det er lidt for sjov at jeg i kanon-giffen øverst lader ”doorstep” erstatte af ”dørtrin”. Og så alligevel ikke helt, for hvis man kan køre dørtræk med en gammel bil, kan man vel også holde dørtrin med den danske presse. En mere korrekt oversættelse af ”doorstep” til dansk, nemlig ”trappetrin”, associerer til den oprindelige betydning om at det foregår foran en hjemlig hoveddør, men ”dørtrin” egner sig bedre til den udvidede betydning hvor det hovedsageligt foregår foran et ministeriums fine glasdør. Dertil har ”dørtrin” nogle rastløse, ja trippende, lydlige konnotationer som passer meget godt. Dermed er forslaget måske alligevel ikke så tåbeligt som ved første øjesyn, og man kan jo have et støttende ”-møde”, altså kalde det ”dørtrinsmøde” (akkurat som med ”doorstep-møde), så længe man vil.

_

Måske skulle de hellere hækle

Dansk Kommunikationsforening opfatter på redaktionelt plan korrekt og kompetent dansk som en meget lille og også lidt ligegyldig by i Rusland (se note). Det ved jeg fordi jeg flere gange tidligere, venligt og forsigtigt, har gjort dem opmærksom på deres problemer, men uden nævneværdigt resultat. Derfor kom overskriften i denne kursusreklame-mail heller ikke som den store overraskelse.

Kom nu HR … i sovsen?

Nej, der mangler nu nok bare et tiltalekomma foran HR. Men hvad kan man også forlange af sproglige ignoranter? Som sagt er dette ingen overraskelse.

Det er kursusopslagets anden overskrift sådan set heller ikke:

Medmindre man kan gemme ordfragmenteringen bag det figenblad at en særlig afdeling hedder ”DKF Kursus” (udtalt med dobbelt hovedtryk, ligesom ”DR Kultur” og lignende), er det jo bare jernhamrende dumt ikke bare at skrive DKF-kursus, for et DKF-kursus er vel for pokker hvad der er tale om. Men en overraskelse fra DKF’s side er det sproglige dilettanteri ingenlunde, og derfor skriver jeg sådan set heller ikke dette indlæg til ære for et ikke-udfyldt sprogansvar, eller for at fremprovokere en opvågnen, for det må siges at være opgivet.

Næ, det er noget helt andet dette indlæg handler om. Af uransagelige årsager tilbyder Gmail at oversætte DKF’s volapyk-mail til norsk. Det er ikke noget jeg egentlig havde lagt mærke til, men ved en fejl kom jeg ikke desto mindre til at trykke på oversæt, og se så hvad der sker fra ”før” til ”efter”:

Før jeg trykker på oversæt:

Efter jeg trykker på oversæt:

Der skal selvfølgelig være tiltalekomma i både dansk og norsk, men det tankevækkende her er jo at google-maskinens indblanding resulterer i et bedre sprog end det Dansk Kommunikationsforening er i stand til at levere – endda i et henseende der snarere end simpel leksikalsk viden angår sprogligt flow. Det burde favorisere selv den middelmådige sprogbruger over maskinen, og derfor er det da nok også en tilfældighed at maskinen her har valgt rigtigt med kommaet (sandsynligvis ud fra et statistisk syn på forekomsten af ordet ”nu” foran et substantiv, tænker jeg uden at vide en disse om det). Men sjovt er det at Dansk Kommunikationsforening er ringere til åbenlyst nødvendig tegnsætning end en maskine der i øvrigt mener at ”DKF hækle” er et godt bud på oversættelse af ”DKF Kursus”.

-
Note: Byer i Rusland – et DKF-mindmap:

Når en hæderkronet avis skider i egen rede

Indrømmet: Dette indlæg er et af den slags indlæg som kan virke ret mavesurt, pernittengrynet og måske endda ondskabsfuldt på nogle. Men det er fordi man misforstår sagens egentlige væsentlighed: Sprogansvar. Sprogansvar er ansvaret for at videregive et ordentligt og nuanceret dansk, og derfor bæres det – frivilligt eller ufrivilligt – af intellektuelle autoriteter, især sproglige autoriteter, altså personer og institutioner som omgivelserne forventer mestrer et godt dansk, og som de derfor lader sig autoritativt præge af.

En stor og hæderkronet avis som Berlingske og institutionen Berlingske Media har i allerhøjeste grad sprogansvar. Dels er det en journalistisk arbejdsplads med det danske sprog som den ene side af det primære materiale (mens indholdet udgør den anden side), og dels er det en stor institution som alene i kraft af sin volumen og sine mange interessenter forventes at have styr på tingene. Når Berlingske sætter sprogligt inkompetente til at skrive uden nogen form for efterfølgende korrektur, bliver jeg derfor både ked af det og vred, for herved forurener man andedammen med et dysfunktionelt, maltrakteret sprog og saver dermed den gren af man selv sidder på: sproget og den gode læseoplevelse. Desuden er det besynderligt at bede om en læsers tid og opmærksomhed uden at have gjort sig umage med det man har skrevet, men det er så et parallelt argument.

Det er muligt at den oprindelige intellektuelle og sprogligt bevidste kultur på de store danske aviser i dag snarere er udskiftet med en management-kultur styret af anglofile kommunikationsuddannede der kerer sig fanden om sproget hvis bare der kommer klik og penge i nyhedsmaskinen. Sproget og dets indbyggede krav om at blive set efter i sømmene hvis det skal være en glæde at læse, er kun et besværligt onde for den moderne nyhedsformidler. Dette formidlingssyn bekræftede direktør/chefredaktør Lisbeth Knudsen da hun for nogle år siden optrådte på Dansk Kommunikationsforenings kommunikationsdag med en powerpoint-præsentation indeholdende graverende ordfragmenteringer – der som bekendt er udtryk for sproglig lavintelligens par excellence. Men dette formidlingssyn til trods er sproget stadig deres professionelle materiale, og de har stadig et sprogansvar.

Jeg kæmper for et dansk som fungerer, og derfor er jeg nødt til at gøre opmærksom på denne ansvarsfraskrivelse og ligegyldighed. Måske mister jeg kursuskontrakter ved at nævne navne og gå i kødet på en virksomhed, men den risiko må jeg løbe i et land hvor der ikke rigtig er kultur for at lytte til og lønne sine dygtigste kritikere. Én er nødt til at gøre opmærksom på det alvorlige i at sproglige autoriteter, sågar statsstøttede af slagsen, skider deres sprogansvar en lang march. Ingen andre gør det. Det er ikke moderne.

Og måske skydes jeg i skoene at jeg er sprogkonservativ, men den risiko for fejltolkning må man løbe når man kæmper for at vi bevarer et velfungerende dansk. ”Bevarer” er jo så det farlige ord: Det betyder i denne sammenhæng at vi i morgen ligesom i går har et velfungerende dansk. Det betyder ikke nødvendigvis at det dansk er præcis det samme. Nedbrud i grammatiske trafikregler og sunde logikker er mestendels uheldige. Opblomstring og henfald på ord- og fraseniveau er mestendels et udtryk for en normal og sund udvikling. Det er grammatikken der er for svag i uddannelsessystemet; de virkeligt væsentlige dele af korrekt sprog handler ikke om stavning, men det er der mange der misforstår. Og grammatik er ikke et spørgsmål om latinske betegnelser; det er et spørgsmål om at forstå, mønstergenkende eller i det mindste fornemme sprogets sammenhæng med kommunikative logikker sådan så man kan tegnsætte (hvilket er en særdeles retorisk disciplin), bøje og skabe indbyrdes overensstemmelse mellem sætninger ved hjælp af ord som derfor, fordi, men, dog, sandsynligvis, medmindre, både … og, dette/det, hans/sin osv. Min kamp er en kamp for at bevare intelligens i sproget, og i Danmark er vi ved at miste intelligensen i sproget fordi danskerne er det grammatisk dårligst uddannede land i Europa. Det er hvad vi har fået ud af vildt overdreven angst for løftede pegefingre og sort skole – og manglende intelligente bud på saglige alternativer. Og dermed risikerer vi at tabe vores eget sprog på gulvet.

Det er i dette lys et blogindlæg som det følgende skal læses. Og bare rolig: Det bliver kortere end ovenstående og er sådan set kun at betragte som en tilfældig eksemplificering af sprogansvarsfraskrivelse når det er allerværst.

Han ser sgu også lidt sur ud. Nej, hvor er vi sure alle sammen.

Min vej til makværket skyldes såmænd bare at jeg i Berlingskes formiddagsmail undrede mig over at man giver sig til at fejre 85-års fødselsdag for en død mand. Det er da ikke en anledning!? Hallo? Det må være en dårlig undskyldning for noget andet, og derfor klikkede jeg mig ind på billedserien – uden dog nogensinde at finde ud af hvad den egentlige anledning eller det egentlig budskab skulle være, for jeg insisterer altså på at en død mands 85-års fødselsdag ikke er nogen anledning. Der må være mange andre runde fødselsdage at skrive om, måske oven i købet vedrørende levende mennesker. Men måske den tomme gentagelse af manden Warhol kan være en form for spejling af hans værk.

Det budskab der syntes tydeligst, var den tekstlige ligegyldighed og sjusk som jeg vil dokumentere her. Ligesom jeg forbigår det ordbrok der er opstået i sidste linje af ovenstående teaser, skal det understreges at jeg i det følgende kun nævner de vigtigste fejl:

Grel ordfragmentering i linje 2, manglende komma mellem helsætninger i linje 2, beskæmmende forkert verbalbøjning i linje 4, manglende komma i samme, vrøvl (sandsynligvis forkert oversættelse) i linje 6-7 og sløset ligegyldighed med oversættelse af den ulæsbare ordstilling ”$ 200.000” til ”200.000 dollar” i linje 7. Dette er typiske fejl blandt unge der er dårlige til at læse og skrive. Men hvorfor ansætte en person der ikke kan skrive, når der er rekord i arbejdsløse akademikere hvoraf formentlig 85 procent kunne gøre dette en hel del bedre – måske endda som gratis praktikant? Og når man nu har sat en uskrivedygtig til at skrive – muligvis en grafiker der har sine kompetencer andetsteds – hvorfor er der så ikke læst korrektur? At Berlingske tilmed til deres web har valgt en typografi der får tegnsætning til at ligne tilfældig fluelort på skærmen, må vi lige lade ligge i denne omgang.

Øh? Ja?!?

Igen manglende oversættelse: Der skal jo være punktum efter 6, og august skal være med småt. I anden linje er der et grelt manglende komma.

Med en hans/sin-fejl og en ordfragmentering i form af manglende bindestreg er vi nu ved at komme hele paletten rundt.

Med femte billedtekst lykkes det at slå et søm i et bræt uden at ødelægge begge dele, men den er godt nok også kort. Og det gælder også de næste billedtekster, indtil vi når frem til ottende billedtekst hvor den igen er gal med tegnsætningen:

Ja, i mine øjne nok den mildeste fejl, men det er da let at pege på når folk ikke kan stave.

Igen manglende punktum og bindestreg.

Hip Hip Hurra? Nej, jeg har det faktisk lige modsat.

Del 1: dansk top løs

Kommakommunikation er måske en smule frækkere end andre seriøse hjemsteder for sprognørdede spidsfindigheder og krakilske krabaskslag, men naturligvis aldrig frækkere end Retskrivningspolitiet tillader. Lad os ikke dvæle ved fra hvilket hjørne jeg fik ideen, men nøjes med at konstatere at øverste venstre hjørne yder fuld dækning for denne i kraft af aktualitetskriteriet. De strålende dansktop-stjerner i nedre venstre hjørne kan jeg med mild og lettet stemme sige at jeg ikke kender, og selv om det almindeligvis må betragtes som en nedladende tåbelighed ligefrem at gøre en dyd ud af sin uvidenhed, er dette altså en information jeg vil skåne både din og min langtidshukommelses lagerplads for.

Derimod skal du selvfølgelig have information om pigen til højre. Den venter vi med til sidst, men jeg kan da røbe et par ting: 1) Tro mig: Det var møghamrende svært at google sig til et kvalitativt værdigt udtryk for ideen. 2) Men da det ”rigtige” billede omsider åbenbarede sig, viste belønningen sig dobbeltfold. Det ene aspekt af udbyttet giver vist sig selv. Det andet aspekt vil selv en indremissionsk bibliotekar fra Nørre Nissum være blød over for: Det viser sig nemlig at den billedserie hvorfra billedet stammer, med en vis ret kan kaldes et stykke kulturhistorie.

Ovenstående ordleg er under alle omstændigheder en kærlig hilsen til en positiv trend igangsat af den norske standup-komiker André Ulveseter. Med sine enkle splitbilleder leverer han ”bilder i kampen mot særskrivingsfeil” (som også findes på Facebook). Det kan for eksempel være handlingen ”hoste saft” (afbilledet med en pige der hoster saft ud af munden) over for tingen ”hostesaft” (afbilledet med en flaske hostesaft).

Med humor – og ikke mindst som kendt humorist – kan man nå langt, og noget tyder på at Ulveseter har vækket en bredere målgruppe i Norge for hvem det for første gang står tindrende klart at der er fundamental forskel på handlingen at ”fiske frikadeller” og tingen ”fiskefrikadeller” – for nu at oversætte endnu et eksempel der også fungerer på dansk.

Ulveseters eksempler har – akkurat som de eksempler jeg har nævnt – mestendels den konstruktion at en ting står over for en handling. Det sammensatte substantiv splittes i verbum + substantiv, hvor sidstnævnte har samme betydning som kernedelen af det sammensatte substantiv (saft=saft, frikadeller=frikadeller …), alt imens et eventuelt binde-e i det sammensatte substantiv kan bruges som infinitiv-endelse i det nye verbum. Men der er også eksempler på skift i substantivkernens betydning, fx ”tom gang” (altså en tom gang/entre i et hus) over for ”tomgang” (en stillestående bil med kørende motor angivet med røg fra udstødningsrøret). Dobbeltbetydningerne af såvel ”lever” som ”dør” fungerer ligeledes på både norsk og dansk. Sidstnævnte kan resultere i ”terrasse dør” (altså billedet af en terrasse der rives ned) over for en ”terrassedør”. Og dobbeltbetydningen af ”lever” bruger Ulveseter pædagogisk til at illustrere ”kylling lever” (en levende kylling) over for en ”kyllinglever”. Her ser vi så at der er forskellige muligheder på norsk og dansk, for på dansk skal der være et binde-e i kyllingelever. Men jeg har selv moret mig med en ordfragmenteret gengivelse af ordet ”kalvelever” i indlægget Kalve lever i skiver.

En variant jeg ikke synes jeg har set hos Ulveseter, er det ordfragmenterede adjektiv – hvad ”dansktopløs” over for ”dansk topløs” faktisk er. Men morsomheden fungerer også kun fordi ”løs” skifter fra at være kerne i et sammensat adjektiv til sammen med ”top” i ”topløs” at få en substantivisk rolle – det ved vi fordi det giver mening at tale om ”en topløs”, underforstået et (kvindeligt) menneske. Adjektivet forvandles til en slags identitet, jobtitel eller bare en tilstand man kan kaldes ved. Normalt vil man ved fragmentering af et sammensat adjektiv få to adjektiver hvoraf nummer to ikke (eller ikke ret godt) kan fungere substantivisk, og eftersom to sidestillede adjektiver skal have komma imellem sig, vil den alternative betydning som regel kræve et komma – fx ”(en) storskrydende (kronhjort)” over for ”(en) stor, skrydende (kronhjort)”. Hvis man udelader substantivet, kan de fleste lange tillægsformer (og mange andre adjektiver) dog overtage den substantiviske funktion (som vi så med ”topløs”), så ”en stor skrydende” betyder ”en skrydende der er stor”, og ”en norsk talende” betyder ”en talende der er norsk”. Men det bliver unægtelig noget søgt at benævne mennesker med adjektiver der ikke er så specifikt identitets- eller situationsgivende som fx topløs.

Ulveseters ide med at lave billeder af de absurde betydninger som ordfragmenteringerne resulterer i – og stille dem over for det der nok var ment – har også bredt sig til Danmark, foreløbig kun på hjemme- og Facebook-sider med et sprogrøgtende eller sprogsmiskende sigte (lad mig forklare ”sprogsmiskende” en anden dag), og nu kan jeg desværre ikke bevise det med et link, fordi jeg simpelthen har glemt hvor jeg har set det. Men man kunne jo foreslå et intelligent sprogmenneske som Anders Matthesen at tage handsken op på dansk grund. Det vil i hvert fald give mere gennemslag i visse kredse end vi andre nogensinde vil få. Bemærk dog at jeg i dette som i andre indlæg på Kommakommunikation ikke kun bruger visse lokkemidler til min egen og mine kernelæseres adspredelse, men at termer som ”dansk topløs” og ”Roskilde Festival 2013” (i sidstnævnte tilfælde indsat i billedets titel-tag) fra min side har den hensigt også at lokke de ikke-frelste til. Så jeg synes nu jeg gør mit.

Tilbage til de kendte og deres muligheder. Adam Price – eller hvem der nu lige konkret har ført pennen – har dog givet et eksempel i Borgen. Sandsynligvis er det snarere udnyttelsen af en sjov spidsfindighed der bød sig, end det er indledningen til en større og vedholdende kampagne mod ordfragmenteringer (jeg har i hvert fald ikke fra den kant bemærket kritik af eller spas med ordfragmenterende tekster på fødevareemballage, hvilket ellers ville være oplagt). Men ikke desto mindre var eksemplet godt, og som så meget andet i Borgen var det ret pædagogisk eksekveret – næsten så man må formode at visse dele af udlandet også fatter den:

Som man allerede fornemmer med ”massebevægelse” <-> ”masse bevægelse”, er nogle af de bedste eksempler på betydningsforskydning ved ordfragmentering nærmest umulige at afbillede. Det gælder ikke mindst nogle af mine yndlingseksempler, såsom ”fadøl” <-> ”fad øl” eller ”særaftale” <-> ”sær aftale”. Og vi kommer da heller ikke uden om at gehør for sproget er og bliver en abstrakt ting – eller rettere: en matematisk-logisk ting. Den person der ikke forstår at en ”kaffekop”, et ”ophørsudsalg”, et ”EU-direktiv” eller en ”Tour de France-start” er i et ord (sommetider limet med bindestreg og sommetider med en ordgruppe limet til kernen), har simpelthen noget mærkeligt, ulogisk, marsmandsagtigt, fremmedgjort over sig – som gør at vi andre river os i håret af angst for kaos og kommunikationstab. Det der skulle være en platform for skriftlig kommunikation, bliver i bogstavelig forstand en plat form for skriftlig kommunikation.

Måske var det til dels også hvad årets superstudent med lutter 12-taller, tredive i alt, hentydede til da hun i Aftenshowet den 25. juni på Louise Wolffs spørgsmål om hvor den største udfordring bag den ensartede række af 12-taller havde gemt sig, svarede:

Yes, that’s my girl! At superstudenten så et halv minut efter siger ”nu kan det lykkedes”, lader vi passere i denne ombæring, idet vi krydser fingre for at det var en tv-kvababbelse fra en klog pige der ved bedre.

For det er jo et kæmpekrater i skriftlig engelsk at sammensatte ord (der gerne udtales med tryktab som på dansk og dermed er ordnet i det mundtlige) sjældent samskrives på skrift. Et krater som alt andet skal bygges uden om og kompensere for. På de nordiske sprog og på tysk, flamsk osv. er samskrivning af sammensatte ord en bærende bjælke for sprogets logik, altså en logik vi bygger sproget på. At der findes sjove eksempler med stor betydningsforskel på samskrivning og særskrivning, er sådan set kun symptom på denne fundamentale logik. Vi der har sprogligt gehør, er såmænd lige så rystede og hovedrystende når ordfragmenteringen ikke giver nogen sjov utilsigtet alternativ betydning, for det er stadig en gennemgående, sprogbærende logik som ordfragmenteringen knægter. ”PR konsulent” betyder ganske enkelt ikke ”PR-konsulent”, og ”papir varer” betyder ganske enkelt ikke ”papirvarer”. De fragmenterede versioner betyder i disse tilfælde ikke noget, de er udtryk for nonsens, men støjen fra dem er massiv, og læserens arbejde med at samle ordene for den ubehjælpsomme skribent er lige så irriterende og ensomt. Ja, ensomt. For når vi læser, har vi jo et fællesskab med skribenten, og hvis skribenten forfejler en af de gennemgående logikker i sproget, så vi selv skal tænke os til hvordan det skal samles, ja, så føles dette arbejde netop ensomt. Lidt som når man selv skal aftørre det cafebord man lige har sat sig ved, fordi cafeen ikke selv kan se problemet. Hvis årsagen tydeligvis er travlhed, føler vi i højere grad det er okay. Men hvis årsagen er manglende forståelse, er det ubehageligt og ensomt. Og det er det også at læse folk der ikke kan skrive, men som tror at tingene er i skønneste orden. Det er dem André Ulveseter også når.

Nu nævnte jeg begreberne samskrivning og særskrivning. André Ulveseter taler om ”særskrivingsfeil”, hvilket på dansk hedder ”særskrivningsfejl”, og det er – desværre – den gængse terminologi. Problemet i at tale om særskrivning og samskrivning er at ordene er neutrale. Det ville være rimeligt at tale om at særskrivningen ”selv om” over for samskrivningen ”selvom”. Det er en fredelig diskussion; ”om” er ikke et substantiv eller et adjektiv, og ”selv om” og ”selvom” betyder præcis det samme. Man kan også tale om hvorvidt engelsk særskriver eller samskriver. Det er den slags diskussioner terminologien særskrivning versus samskrivning bør reserveres til. Derimod er det et problem når man taler om at ”kakao mælk” er særskrevet, for med dette neutrale, kliniske ord lyder det ganske enkelt ikke som om man har gjort noget forkert. Ja, det kan snarere lyde positivt – som om man løfter det sammensatte ord til noget særligt ved at hakke det i stumper.

Det er derfor jeg arbejder for at indføre begrebet ordfragmentering, et ord som selv fortæller hvad der sker, og at dette er en fejl. Når noget er fragmenteret, er det ikke i sin normale og rigtige tilstand. Hermed behøver man heller ikke at bruge ordet ”-fejl”, som Ulveseter gør når han taler om særskrivningsfejl. Det er nok at kalde det ordfragmentering, for ordfragmentering henviser kun til fejlagtig særskrivning.

Så kære læser, jeg har en bøn til dig om at du selv bruger ordet ”ordfragmentering”. Ord skaber opfattelser, og så længe den eneste gængse betegnelse er særskrivning, vil de der støder på terminologien, have en mulig grund til at misforstå det som et legalt valg frem for et problem. Det skal hedde ordfragmentering når vi taler om særskrivningsfejl. Hjælp mig med at indføre det!

...

... suk!

Jeg har lovet at fortælle dig hvem pigen til højre i den indledende kollage er. Men ikke nok med at det der indledtes med en spøg, nu er blevet et længere og længere katalog over ordfragmenteringseksempler og tanker herom. Selve afslutningen af rammefortællingen om den danske topløse – eller rettere opklaringen af hvem der pryder det billede som tilfældigvis blev valgt som illustration – har også vokset sig større end forventet. Det er blevet en mystisk rejse efter sandheden. En rejse som ikke rigtig har noget med ordfragmenteringer at gøre, og som du derfor får i et særskilt indlæg i aften. Glæd dig – også hvis du er indremissionsk bibliotekar i Nørre Nissum.

Gå uden at løbe

Tanketorsk kræver en udvidet tankesammenhæng. Og sproglige misforståelser kræver i det mindste et halmstrå af alternativ og misforstået logik at hængte sin misforståelse på – samtidig med uvidenhed om det ordforråd man har fat i.

Ovenstående overskift kan ikke være udtryk for nogen af delene. Den kan hverken være en tanketorsk eller en misforståelse, for dertil er ordene ”gå” og ”løbe” for håndgribelige og kan kun opfattes konkret, ligesom deres indbyrdes forhold udelukkende kan forstås simpelt. At gå uden at løbe er et sprogligt/fysisk grundvilkår. Man kan ikke løbe i sin gang uden at gang-modus (benævnt ”at gå”) skifter til løbe-modus (benævnt ”at løbe”), og man skal end ikke passere løbe-modus for at komme i gang. Overskriften udsynger imidlertid dette grundvilkår – at gå uden at løbe – som noget særligt, hvilket implicit medfører den mystiske grundantagelse at det normalt kræver løb at gå.

Den redaktionssekretær der har smækket overskriften på, må med andre ord enten komme fra en anden planet, have taget stoffer eller hermed have underskrevet sit eget idiotibevis.

Hm … der er også en fjerde mulighed: Måske har to redaktionelle fjumrehoveder stået i vejen for hinanden. Den ene har tænkt ”Kom i form – helt uden at løbe”, et i virkeligheden ret godt bud på en overskift. Men så har den anden efterfølgende villet konkretisere det første verbum til ”Gå …”, uden dog at bekymre sig om at læse hele overskriften igennem. Jeg tror godt vi kan blive enige om at denne forklaring er den mest sandsynlige. Synes du ikke?

Og det leder mig frem til følgende læresætning: Gør ikke i teksten uden derefter at se hvad du har gjort!

En femte mulighed er i øvrigt at vedkommende har tilsidesat enhver danskers (og dermed også sin egen) viden om at ”gå” ikke kan være et overbegreb for al bevægelse til bens, for netop alligevel at insistere på en sådan ikke-eksisterende betydning her. Tanken – og den er god nok – er jo netop at man kan komme i form ved bevægelse til bens uden at bruge den del af spektret der hedder løb. Men en sådan bevidst tilsidesættelse af det fælles sprogs betydning (nemlig at ”gå” ikke er overbegreb for al bevægelse til bens) til fordel for en til lejligheden passende ”hemmelig” betydning (nemlig at ”gå” kan være overbegreb for al bevægelse til bens) er ikke så hensigtsmæssig i social og kommunikativ forstand. Det er noget børn eller særligt introverte begiver sig af med. Ja, vi andre kan såmænd også have begreber vi kun selv forstår, men så er de kun til intramentalt brug. Men når en journalistisk medarbejder i bevidst mangel af bedre tvinger ordene ud af deres betydningsmæssige form, er det en åben og underskrevet falliterklæring, svarende til at en taxachauffør bevidst buler bilen for at få den parkeret.

Avis skuffet over manglende tilskadekomne

Berlingske den 15. april 2013:

Hvem søren skriver disse manchetter hos Berlingske?

Man kan ikke sætte to tilfældige sætninger efter hinanden uden at læseren vil tolke en meningsfuld sammenhæng. Her er den sprogligt præfererede sammenhæng at ”det” i anden sætning henviser til første sætnings ”Ingen kom til skade”.

Denne præfererede læsning skyldes dels at ”Ingen” er det markerede tema (på sætningens forfelt), og dels at ”det” per definition henviser til hele første sætning. En helhed hvori da-ledsætningen kun er et påhæftet tids- eller omstændigheds-adverbial, mens ”kom” er helhedens principale og styrende ord omkring hvilket hovedpointen danner sig, nemlig: ”Ingen kom til skade [i denne situation]”.

Der ligger altså grammatiske lovmæssigheder bag vores ønske om at læse manchetten anderledes end Berlingske nok ville have os til. At ”det” skulle henvise til da-ledsætningen, kan med den skrevne formulering ganske enkelt ikke lade sig gøre. Så det er en klar fejl. Tilbage står så spørgsmålet om hvorvidt det er en freudiansk fejl, altså om fejlen er fremdrevet af (eller accepteret på grund af) en ubevidst skuffelse over manglende tragedie at skrive om?

Sad på boldbesiddelsen

Det går ikke. Så det skriver man bare ikke, vel?

Jo, det gør man:

Fra den ellers forbilledligt fejlfrie artikel ”Dramatisk Laudrup-point mod United”, Sporten.dk, 23. december 2012.

At sidde på og at besidde noget må siges at være dobbeltkonfekt. Det kan enhver se, og derfor er ovenstående morsomt.

Og her kunne man så stoppe hvis man bare var en helt almindelig sprogbruger – eller hvis man var en læsertip-fodret fis i en hornlygte af en facebookblog og ikke en seriøs og smuk sprogblog. Det ville være så let ikke at tænke og ikke at ville noget mere. Men her skrives der tekst – ja, der skrives – simpelthen fordi det ikke kun handler om andres håbløse fejltrin, men også om selv at danse. At vise hvordan man gør – eller mere ydmygt formuleret: kan gøre.

Desuden handler det om dette fra Descartes forskudte mantra: Jeg skriver, altså tænker jeg (eller har tænkt en tanke at skrive på).

Tilbage til ”sad på boldbesiddelsen”. Dobbeltkonfekt er det, men dobbeltkonfekt lyder ikke som en betegnelse en akademiker ville bruge. Begynder man imidlertid at tænke over hvad den akademikerlatinske pendant til dette lægmandsord helt præcis er, åbner der sig en Pandoras æske af akademisk kaos og definitionsdunkelhed. Og det tirrer mig selvfølgelig.

Så hvis du tør drage med mig ud på en nørde-ekspedition i jagten på sandheden om hvad dobbeltkonfekt egentlig hedder, så kom med mig videre. Hvis du derimod taber pusten blot ved tanken, kan du overveje at stå af her for denne gang – det er helt i orden. Ja, det er ikke engang sådan at du går glip af noget, for jeg kan godt allerede røbe at ”dobbeltkonfekt” er en mere præcis og retvisende betegnelse end de fremmedordsbetegnelser der er på markedet. Så tillykke med at du ikke er Erasmus Montanus men derimod et helt sundt og fornuftigt menneske som kender dobbeltkonfekt når du ser det!

Til mine lidelsesfæller fra diverse dansk-, retorik- og lingvistikstudier: Velkommen til parodien på dansk akademisk tradition.

Lige ved hånden har jeg 1) ”Den Danske Ordbog” (DDO), både på reolen og på nettet, 2) web-udgaven af encyklopædien ”Den Store Danske” (selvsagt på nettet) og den lille håndbog ”699 varme termer”. Det burde være nok.

Da jeg som efterkommer af rene knoldesparkere hverken har klæbehjerne eller stor fidus til brug af overflødige fremmedord, begynder min søgen – måske overraskende for nogle – med en handling der er lige så automatiseret som når en blackoutet skuespiller søger sin sufflør: Jeg slår op på ”dobbeltkonfekt” i Den Danske Ordbog for at se om den foreslår nogen synonymer. Jo, det gør den – den siger ”SYNONYM: pleonasme” og ”SE OGSÅ: tautologi”.

De to små sataner vækker unægtelig genklang som to betegnelser jeg har hørt før, er faret vild i, aldrig har turdet bruge – og nu leder efter. For nu skal vi have styr på dem. Hvad er hvad, og hvorfor?!

Pleonasme
Den Danske Ordbog taler blot om en ”forbindelse af ord der unødigt gentager samme betydningsindhold”, og giver eksemplet ”samarbejde i fællesskab”. Det er præcis samme forklaring som gives ved dobbeltkonfekt, og de er jo altså også fremstillet som synonymer. Men det er vel et smagsspøgsmål om eksemplet ”samarbejde i fællesskab” er et rent logisk overlappende udsagn (som fx en rund cirkel eller et firkantet kvadrat), eller om det faktisk giver mening: At arbejde i fællesskab er ikke nødvendigvis at samarbejde: Man kan stå inden for hinandens intimsfære og arbejde, men uden egentlig at samarbejde. Omvendt forudsætter samarbejde en form for fællesskab. Så alt efter hvordan ens hjerne lige vender den dag man læser eksemplet, vil man udlægge noget forskelligt med hensyn til hvor snævert ordet pleonasme er defineret. Så snævert defineret som rent overlap, dvs. som en rund cirkel (hvilket var min første læsning), eller mindre logisk overlappende?

699 varme termer siger det samme, men giver flere eksempler: ”en rund cirkel”, ”en rytter til hest” og ”en enlig ungkarl uden hverken kone eller børn”. Bemærk at en rytter til hest på ingen måde er logisk dobbeltkonfekt i samme snævre forstand som en rund cirkel (en rytter kan vel også betegnes som sådan når han ikke sidder på hesten), og at det udflydende eksempel med den enlige ungkarl (som jo godt kan have en partner, biografveninde etc., men ganske rigtigt ikke en kone) heller ikke bidrager til at forstå hvor snæver eller bred definitionen er. Foreløbig ligner definitionen på pleonasme elastik i metermål.

Den Store Danske flytter perspektivet totalt idet den i højere grad opfatter pleonasme som noget sprogteknisk: Den siger: ”overflod i sprogbrugen, i moderne terminologi redundans, almindelig i talesproget som "dobbelt konfekt": manden han siger ... , årsagen skyldes, at ... , eller som talefigur, der tilsigter større fylde i udtrykket: Jeg så det med mine egne øjne”.

Bemærk det manglende komma mellem ”manden” og ”han” i det første eksempel (manden han siger …). Det er simpelthen forkert skrevet. Konstruktionen er almindelig i talesprog, og man siger at ”manden” står i ekstraposition, altså uden for den normale helsætning, fordi ”han” der gentager indholdet ”manden”, derved tager ”manden”s plads i helsætningen. Skal man skrive det, skal man sætte komma! Den Store Danske uden ordentlig tegnsætning – oven i købet i et ret centralt definerende eksempel? Uha, uha.

Jeg er tilmed bekymret over at encyklopædien taler om ”dobbelt konfekt” og ikke om ”dobbeltkonfekt”; begge dele er sprogligt gangbare, akkurat som ”ekstra tur” og ”ekstratur” hvorimellem der kun er en lille nuanceforskel, men netop denne nuance er vigtig, for en ekstra tur er en tilfældighed, mens en ekstratur er et etableret begreb, og som etableret begreb bør dobbeltkonfekt staves i ét ord og udtales med ét tryk, også for at fjerne det fra den tilfældige forekomst af ”dobbelt konfekt” i betydningen af overflødige havregrynskugler og marcipan med nougat. Heldigvis er Den Danske Ordbog, hvis primære funktion er at have styr på stavningen, enig med mig.

I Den Store Danske stemmer eksemplernes kvalitet ikke overens med dem i Den Danske Ordbog og 699 varme termer. De første to eksempler i encyklopædien – ekstrapositionen (manden, han …) og sprogforbistringen (”årsagen skyldes”) – er rent sprogtekniske, næsten grammatiske, hvilket ingen af eksemplerne i de to øvrige kilder er. Og det tredje og sidste eksempel, ”Jeg så det med mine egne øjne”, vedrører en helt bevidst understregning. Det er da muligt at dét er en pleonasme, men i så fald ved de to andre kilder ikke hvad en pleonasme er. Forvirringen er absolut total – hovsa, var det en pleonasme?

Okay, jeg må kigge på bogreolen. I Ulla Albecks Dansk Stilistik (7. udgave, 1939) optræder pleonasme ikke som et opslag, men hun har været flink at putte ordet i registeret omme bag i bogen, hvor der står: ”pleonasme – ’overflødighed’, selvgentagelse”. Dette er efterfulgt af seks sidetal. En skimning af de seks sider viser at hun aldrig bruger ordet som andet end et adjektiv, ”pleonastisk”, hvilket siger noget om at det faktisk dækker temmelig bredt og ikke kan bruges præcist. Den Store Danskes fokus på grammatiske eksempler bekræftes her, idet Ulla Albeck også taler om det der reelt er ekstraposition, og om eksempler såsom ”denne her”. (”den her” og ”denne” er det samme, blot er ”den her” ultra-talesproglig, mens ”denne” er skriftlig, ergo er sammenblandingen ”denne her” ifølge Albeck pleonastisk, og jeg er i øvrigt enig).

Jeg må på dette punkt i efterforskningen konkludere at ordet pleonasme dækker alle grader af fornemmelse for gentagelse, redundans, overflødighed. (Hov – gad vide om en sådan bevidst ophobning af synonymer i glidende overgang også er et pleonastisk træk? Det ved formentlig kun Gud og Ulla.) Derfor er jeg ikke længere i tvivl om at man roligt kan kalde ”sad på boldbesiddelsen” for en pleonasme. Jeg må også konkludere at Den Store Danske i sine eksempler måske bedst angiver denne bredde, mens de to andre kilder i bedste fald kan kaldes retvisende i kraft eksemplernes dunkelhed.

Desuden må man vel konkludere at selv om pleonasme og dobbeltkonfekt står som synonymer i Den Danske Ordbog, så er pleonasme et langt mere uklart og elastisk ord end dobbeltkonfekt. I min bog betyder dobbeltkonfekt kun at man udtrykker et betydningsindhold hele og fulde (ja-ja!) to gange, men på hver sin måde, i samme vending – uden at have en pointe med det. Altså ”en helt rund cirkel”, ”sidde på boldbesiddelsen”, ”en ugift ungkarl”, og sprogligt: ”denne her”, ”åbne op” osv. Pleonasme derimod synes også at dække om jeg så må sige halvandenkonfekt, fx ”samarbejde i fællesskab”, ”se med egne øjne”, ”en rytter til hest”, og klart intenderede dobbeltheder, fx igen ”se med egne øjne”).

Det begyndte med en sjov opdagelse på Sporten.dk; nu har det udviklet sig til en nørdemaraton. Har jeg tænkt mig at kede dig ihjel? Ja, det har jeg, hvis du ser sådan på det, for nu kommer vi til tautologi.

Tautologi
Den Danske Ordbog har to definitioner af tautologi, henholdsvis vedrørende sprog og vedrørende logik. Det er den sproglige der er relevant her: ”forbindelse af ord der gentager det samme betydningsindhold, overflødigt eller som stilistisk virkemiddel”. Som eksempler gives: ”del den i to halvdele”, ”hyggeligt og rart”. Ud fra Den Danske Ordbogs definition er det svært at se at tautologi ikke er totaltoverlappende synonym med pleonasme, men det står ikke som synonym, kun som ”se også”, hvilket måske blot skyldes hensynet til betydning 2, logik: ”udsagn der er sandt i kraft af sin logiske form og derfor er selvindlysende”, for betydning 1 af tautologi synes altså at være synonym med pleonasme – og dog: Måske aner man i kraft af eksemplet ”hyggeligt og rart” en større plads til intenderede cementerende dobbeltheder, hvilket bekræftes af definitionen der også taler om ”stilistisk virkemiddel” – altså noget man gør med vilje. Da jeg for et par linjer siden skrev ”hele og fulde”, var det altså nok snarere en tautologi.

699 varme termer lader som om der kun er én definition/skole, og det påstår jeg fordi det ikke er den sproglige, men tværtimod den logiske definition den læner sig op ad. Den siger: ”udsagn der per definition er sandt, dvs. sandt alene på grund af betydningen af de ord der indgår i udsagnet, fx Alle ungkarle er ugifte.” Og den tilføjer meget klogt (faktisk det klogeste jeg har læst i et opslagsværk i forbindelse med denne efterforskning): ”På grund af princippet om relevans vil ytrede tautologier altid blive tillagt en mening, fx Drenge er drenge. Se også plathed.” Man kan så sige at denne tilføjelse markerer overgangen til en sproglig definition – overgangen til et stiltræk. Dette er umiddelbart en meget mere tilfredsstillende definition end den i Den Danske Ordbog, blandt andet fordi betydning 1 i Den Danske Ordbog ikke ret tydeligt adskiller sig fra pleonasme. Men er denne skarpere definition af tautologi også korrekt?

Måske afhænger det af om man vil dække al sprogbrug (også den uskarpe), eller om man vil rydde lidt op i begreberne og forsøge at skabe klarhed i verden. Jeg tror godt at 699 varme termer vil rydde lidt op, men dette normative, filosofiske klarsyn er ganske givet ugleset i akademikertraditionen hvor alt sander til i deskriptivisme, helgarderinger og bureaukratiseren med fornuften. Kender du ikke fornemmelsen af at de humanistiske præmieakademikere kan referere meget uden selv at sige noget som helst fornuftigt? Nå, det er sikkert en anden snak.

Den Store Danske indleder med en retorisk definition og fortsætter med at tale om klassisk udsagnslogik, sidstnævnte tilsyneladende uden slinger i valsen (hvorfor jeg ikke vil kommentere det yderligere). I den retoriske definition hedder det: ”tautologi, i retorikken en ordforbindelse eller udsagn, der på dobbelt måde udsiger et og det samme, fx stærk kraftkarl (se truisme); stilistisk kan en sådan gentagelse anvendes for at give talen fynd, fx tit og ofte, jf. pleonasme.”

Okay, så er vi nærmest slået tilbage til start igen. På trods af at der igen tales mere om det tilsigtede og det stilistiske, udjævnes definitionen til sidst med ”jf. pleonasme” (endda indsat lige efter det der synes at adskille de to ting, nemlig den intenderede fynd). Så tager man dette bogstaveligt, er der simpelthen ingen forskel på pleonasme og den sproglige og stilistiske betydning af tautologi. Det er i hvert fald meget nærliggende at blande dem helt og aldeles (ta-da!) sammen. Og den eneste tænkelige grund til at tautologi ikke står som synonym med pleonasme, er så at tautologi også er et fagudtryk inden for logikken og dermed også dækker et andet felt.

Jeg har endnu ikke sat Ulla Albeck tilbage på hylden, så lad os lige se. Tautologi … står ikke i indholdsfortegnelsen, men ikke uventet står det i indekset bag i bogen, hvor der står: ”Tautologi – (ufrivillig) selvgentagelse” efterfulgt af ti sidetal. Bemærk at parentesen ”ufrivillig” tilsyneladende er den eneste forskel på pleonasme og tautologi hos Ulla Albeck – en høne vi hurtigt kan hugge hovedet af (altså ikke Ulla, men differencen), for ved skimningen af siderne hvorpå hun skrev ”pleonastisk” var der også en diskussion med brug af ord som ”fejl” og ”ufrivillig”. Parentesen ”(ufrivillig)” kunne altså lige så vel have stået ved pleonasme. I øvrigt er tautologi-eksempler fra DDO og Den Store Danske som ”tit og ofte” eller ”hyggeligt og rart” jo i allerhøjeste grad med vilje – faktisk var denne højere grad af intention ved tautologien netop den eneste forskel jeg kunne ane på pleonasme og tautologi. Så vi er tilbage ved ingen sikker forskel.

Hvad får jeg så ud af at skimme de ti sider med tautologi i Ulla Albecks værk? Ikke andet end at hun også foretrækker at bruge adjektivet tautologisk, undertiden i samme sætning og om samme ting som pleonastisk – og hvis der overhovedet er en forskel, ligger den i at Ulla Albeck tilsyneladende har en tendens til at bruge tautologisk om åbenlyse egenskaber ved ordene som sådan (fx når hun skriver om ”tautologiske ordpar”, eksempelvis tit og ofte), og pleonastisk om noget forfatteren skaber.

Men dette nærmer sig en litterær analyse af Ulla Albeck snarere end noget hun bevidst definerer.

Hjælp!!!

Hov, vent lige – jeg har jo også Kirsten Rask, et dygtigt og intelligent sprogmenneske som har samme tilbøjelighed til at nægte at affinde sig med vrøvl og unøjagtigheder som jeg selv har, og som – uden at nævne noget om alder – har haft flere år at gøre det i. Hendes ”Fagsprog – videnssprog” fra 2004 står jo lige her, og den er et godt opslagsværk. Lad os denne gang begynde med tautologi … hm, ja, der står følgende (de firkantede parenteser er mine):

>>
Tautologi
Kommer af gr. [altså det græske ord] tauto = ’det samme’ + logos = ’ord’. Det vil sige en overflødig, men bevidst gentagelse med et andet ord som betyder næsten det samme. Bruges i mange talemåder, fx

(i) bund og grund
ene og alene
evig og altid
fuldt og helt
[… (Rask nævner flere eksempler)]

Se også pleonasme.
<<

Aha! Før vi kigger på pleonasme, kan vi lige mellemregne: Der stod sgu at en tautologi er en bevidst overflødig gentagelse. Altså et stilistisk virkemiddel. Endelig klar besked! Når jeg kigger tilbage på eksemplerne i DDO, Den Store Danske og 699, sporer jeg også en større lyst til at forbinde tautologi med et bevidst valg med en effekt. Men det er aldrig klart ekspliciteret, det er nærmest noget man skal telepatere ud af eksemplerne, og det er i øvrigt forplumret af at Den Store Danske i forbindelse med pleonasme også taler om en ”talefigur”. Kirsten Rask kalder tautologien en ”overflødig, men bevidst gentagelse”, og for første gang har man en fornemmelse af orden og klarhed. Lad os se hvad hun så siger om pleonasme:

>>
Pleonasme
Kommer af gr. pleonasmos = ’overflod’. En pleonasme er en ordforbindelse hvor vi siger det samme to gange med forskellige ord. Det vil sige at der indgår ord som ikke tilføjer udtrykket nogen mening. I dag bruges ’pleonasme’ dog af mange lig med tautologi. Eksempler:

et lille øjeblik
hvordan og hvorledes
små detaljer
en lille landsby
statsministeren, han udtalte at …
snart, så skal vi til at tænke på …

Se også tautologi.
<<

Aha! Her står ikke klart at pleonasme i modsætning til tautologi er ubevidst eller ufrivilligt, så Rask tager forsigtigt på det – måske under hensyn til, som hun også skriver, at pleonasme af mange bruges om det der rettelig er tautologier. I øvrigt kan det jo være svært at kende bevidsthedsgraden – eksempelvis kan man jo indlemme pleonastiske træk ironisk og dermed gøre det med vilje. Men pleonasmen er, i sin korrekte brug, i hvert fald ikke den understregende, bevidste og faste gentagelse, som fx ”tit og ofte”, ”fuldt og helt”, ”helt og aldeles”, for det er tautologien. Derfor må man vel også udpege ”hvordan og hvorledes” i pleonasme-eksemplerne ovenfor som på grænsen til tautologi, for det er i mine øjne en lige så bevidst gentagelse som eksemplerne under tautologi, men ”hvordan og hvorledes” er muligvis bevidst indsat her for at holde en bredde i definitionen der er retvisende i forhold til gængs diffus brug.

Bemærk også at Rask medtager de grammatiske gentagelser, ekstrapositionerne – som også Den Store Danske fokuserede på. En pleonasme er altså mange former for overflod, men må betyde noget i retning af ”mere eller mindre ubevidst gentagelse på et hvilket som helst plan”. For første gang synes eksemplerne på pleonasme også at være stringente nok til at kunne dækkes af ordet dobbeltkonfekt, og dermed giver det for første gang mening at kalde pleonasme og dobbeltkonfekt for synonymer.

Der er ikke andet at gøre end at sætte sine penge på Kirsten Rask. De andre værker er uklare, grænsende til det ubrugelige – men flugter dog i deres antydninger med hvad Kirsten Rask siger klart. Sad på boldbesiddelsen er altså ikke en tautologi, men nok en pleonasme.

Under indtryk af at Ulla Albeck i selve det danske hovedværk om stilistik hverken har tautologi eller pleonasme som opslag og kun bruger ordene adjektivisk, altså tautologisk og pleonastisk, og under indtryk af at intet synes helt klart defineret (bortset fra at Kirsten Rask omsider får placeret den sproglige betydning af tautologi og mønstrer pleonasme-eksempler som faktisk dækkes af dobbeltkonfekt), har jeg heller ikke selv megen lyst til at bruge ordene andet end adjektivisk – hvorved de sandt for dyden er mindre forpligtende.

For de holberghooligans og akademikerhadere – eller bare helt almindelige, snusfornuftige knoldesparkere – der har kæmpet sig frem til dette sted i udredningen, er belønningen stor: I – ja, vi – har ret: Dobbeltkonfekt er det mest sikre og retvisende ord at bruge om ”sad på boldbesiddelsen”. Tautologi er i sin korrekte brug noget andet, og pleonasme er i bedste fald synonym med dobbeltkonfekt og i værste fald et definitorisk sort hul.

Mere interessant er det at diskutere om ”sidde på” og ”besidde” er det samme. Hvis ordet ”påsidde” var gangbar mønt på den danske sprogbørs, og det synes jeg godt vi kan lege det er, så er påsidde jo umiddelbart et andet ord end besidde, og eksempelvis er påtegnelse og betegnelse jo ikke det samme. Men … hm … her må vi nok alligevel sige at det er det samme: I denne sammenhæng fungerer ”sidde på” i en overført betydning som nærmest er synonym med besidde, nemlig at have rådigheden over. Besidde kommer i øvrigt fra det tyske besitten, og man skal ikke lave mange opslag i en almindelig tyskordbog med danske ord der begynder med ”på-” for at konstatere at en lille andel af dem på tysk begynder med ”be-”, ligesom eksempelvis ”svare på” og ”besvare” har identisk betydning på dansk.

Så ”sidde på boldbesiddelsen”, eller som i eksemplet: ”sad på boldbesiddelsen”, er altså en pleonastisk gang dobbeltkonfekt.