Vi afgør at nogen kan bruge dit kort uden din tilladelse

Denne mail er 3 år gammel, men jeg elsker den stadig. Som det ses nedenunder, er billedlinkene i mailen nu uvirksomme (skærmaffotograferingen lavede jeg senere, for et år siden), og det siger måske lidt om at fupsiden kan være nedlagt. Men som det ses ovenover, er afsendermailen ret troværdig – hvordan man så end bærer sig ad med det.

Ja ja, helt sikkert! …

Men faktisk nyder jeg denne mail.

Som ved en guddommelig indgriben er ”kreditkort”, ”websteder”, ”adgangskode” og ”Visa-kort” sammenhængende ord; den ellers typiske og tragiske markør for tåbedansk – ordfragmentering – er på mirakuløs vis ikke en del af dette sproglige virvar. Det er forudsætningen for at jeg kan nyde noget. Og på dette fundament blomstrer magien ved alle de øvrige fejl – fra afsenders tilsyneladende tilstedelse af at andre kan bruge mit kort, til forsikringen om at jeg ”får den ekstra tillid til” at mit Visa-kort ”er tændt”.

At de fleste verber er bøjet i navnemåde, også når de ikke skal være det, skaber gennem hele skrivelsen en poetisk magi der befrier teksten fra kohæsionens (sammenhængens) snærende bånd. Kohæsionsnedbruddets poetiske opbyggelighed gestalter sig på smukkeste vis i det sidste linjeskift der med en yndefuld, dansende rytme får en ny, appositionsagtig betydning:

”[…] for at opdatere dit kreditkort / opdatere og sikre dit kreditkort som en del af bekæmpelsen af svig.”

Hvilken dans!

 

Otte dage midt i virkeligheden

I otte dage har jeg haft trukket stikket ud. Først seks dage som underviser på et højskolekursus om skrivning, og herefter direkte til to dage med høsthjælp. En smartphone ejer jeg ikke, og min computer forblev hvor den var: pakket i bunden af tasken.

Beslutningen var meget ligetil på højskolen, nærmest en nødvendighed. Ansvaret som kursusholder og den altid lige lovlig knappe søvn i nye omgivelser og med nye, spændende mennesker gør at ens tid og mentale ressourcer per definition er pressede. Så ligesom det var et bevidst valg på forhånd at være væbnet til mindste uddelingspapir, var det også et bevidst valg – da det viste sig muligt – ikke bare at lade computeren forblive i tasken, men også helt undgå egen webmail.

Lørdag eftermiddag sad jeg så i en halvstor Massey Ferguson – katapulteret fra Jyderup til Haraldsted og mentalt udmattet af seks døgns højskolekursus – og betragtede Claas-mejetærskerens støvende arbejde i bygmarken mens jeg ventede på at den skulle komme om på min langside med armen den rigtige vej. Ventetiden var – ligesom mange senere ventetider – en oase af ingenting, og det fik mig til et par af de første gange at kigge på mobiltelefonen og overveje om jeg skulle genoptage nogle korrespondancer via sms.

Men jeg gad ikke. Det er var bedre at betragte musvågen der kredsede over den nu blotlagte mark, filosofere lidt, stirre lidt, tjekke om blinklysene bag på vognen nu også virkede, eller stå ud og strinte i stubmarken.

Bare være til stede, ligesom jeg efter bedste evne havde været til stede på højskolen.

Ensom føler man sig nu heller ikke når man har sin rolle at spille: at hjælpe sin morbror med høstarbejdet. Og desperat kontaktsøgende er man nu heller ikke når man lige har tilbragt seks døgn med omtrent 36 mennesker (15 egne kursister, 15 andre kursister, undervisere og personale) der har udfoldet sig som hele mennesker, kigget én i øjnene og været til stede sammen med én.

Af forskellige grunde så jeg mig nødsaget til at gå online i dag (mandag). Og ser jeg bort fra de væsentlige beskeder som jeg netop gik online for, er det underligt at se ned i rækken af Facebook-notifikationer og nyhedsmails. Alle til hobe fremstår de mere end nogensinde som de ligegyldigheder jeg hele tiden har haft mistanke om at de er.

Et passagerfly er skudt ned over Ukraine, men den nyhed var nået frem til spisebordet på højskolen, og vi kunne hverken gøre til eller fra. Resten af nyhedsstrømmen som kommer mig i møde nu, består af hengemte holdninger, bestilte meningsmålinger, spekulationer i EU-topposter, agurkehistorier samt direkte tåbeligheder fra Inger Støjberg (en gammel kending på denne blog). Og alt sammen køres det endnu en gang rundt i Facebooks ekkokammer hvor det aldrig bliver mere sandt eller mere relevant.

LinkedIn byder sig også til i min indbakke og mener at der er virksomheder der vil have sådan en som mig.

Alle disse virtuelle meninger og mennesker er jo alle sammen ligegyldige. Det kan jeg se efter otte dage offline. Det kan jeg forstå når jeg tænker på Anders, Anette, Anna, Bodil, Brit, Britta, Christine, Colin, Hanne og Hanne, Julius, Laila, Maria, Marit, Muhammed, Nana, Peter og Pernille der var til stede lige foran mig. Det indser jeg når jeg tænker tilbage på skrivekursisternes tekster, som alle var fulde af betydning uanset om de var faglige eller skønlitterære. Og det mærker jeg når jeg genkalder mig synet af mejetærskerens arm inde over vognen og følelsen af at jeg i rette øjeblik slipper koblingen. Alt dette var signifikant.

Man lader sig let besnære af den lette adgang til at udtrykke en mening om alting idet man ”følger med”, som det hedder, og især når man opildnes af andres vrøvl. Ligeså er det bekvemt at kunne positionere sig online i jagten på en kæreste, en sengeven, et job eller andre sociale fællesskaber. Du kan så at sige have 100 meninger i låget, og du kan have 100 fugle på taget. Men hvad har du rent faktisk i hånden når dagen er omme?

De mennesker der gider invitere dig i sommerhus, og de mennesker der henviser til dig i professionel sammenhæng, er næsten altid mennesker du har mødt ansigt til ansigt. De tilhører din virkelighed, ikke mindst fordi du tilhører deres.

Ja, jeg ved det. Tonen i dette indlæg er delvist ny og måske derfor en smule uafklaret. Sproget er muligvis påvirket af andre menneskers. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i, ja, hvad dette indlæg egentlig handler om. Jeg skriver på en følelse som er svær at indfange, og har to gange skrevet mig ind i en tåge og måttet slette igen. (De mange ’og’ i teksten afspejler en associerende strøm, frem for en hierarkisk ordnet argumentation – hvis jeg skal tilbyde lidt sproglig selvdiagnosticering.) Måske er det bare en rodebunke som skal ud. Men lad nu bare dette indlæg være et svar til de florerende invitationer på Facebook om i fem dage at skrive om tre positive ting man har oplevet i løbet af dagen, og så nominere tre venner til at gå videre med stafetten. Svaret er:

Jeg er glad for invitationen, men det kan jeg ikke! Der findes hele dage hvor jeg ikke oplever væsentligt andet end strøtanker og egne kropsfunktioner, og så findes der dage hvor jeg oplever en masse, eller sætter skibe i søen, men dog ikke ville opleve det på samme måde hvis jeg skulle opdele mit fokus og rapportere om det. De fleste oplevelser opfatter jeg som en hemmelig pagt med det oplevede, ikke nødvendigvis fordi det er med andre mennesker, nogle gange bare det oplevede i sig selv i form af fx en løbetur, et stykke musik, en samtale med en kat, en sommerfugl på nært hold, smagen af ribs, en samtale med mig selv, en sanset fornemmelse af struktur eller konsistens – situationer som måske kan genkaldes i et stykke tekst en dag, men for mit vedkommende ikke i en facebookopdatering. Lidt af samme grund rapporterer jeg nødig om igangværende arbejder fordi det tager energien ud af dem og udgør en ikke så lille risiko for hybris.

Jeg har det fint med denne fordeling: At være til stede i virkeligheden – og senere referere til enkelte såvel indre som ydre oplevelser i drøvtygget og eventuelt medieret form. Jeg er dybest set et privat menneske.

Mine otte dage offline har mindet mig om at de sociale medier i bred forstand ikke er hvad de prøver at indgyde én at være. Man kan bruge dem som redskab til at planlægge og opbygge noget som i bedste fald bliver til virkelighed. Nyheder er ikke så vigtige, og slet ikke folks uforgribelige meninger om alle de mange ting de ikke har førstehåndskendskab til – her tænker jeg på alt fra avisredaktørens klumme til opdateringen fra kællingen i kæret. Der er mere sandhed i skønlitteratur. Menneskelignende figurer på nettet, herunder såkaldte facebookvenner, er heller ikke så vigtige før det øjeblik de forvandler sig til rigtige mennesker og insisterer på at møde én ansigt til ansigt.

Hvis jeg nogensinde skulle glemme dette, trækker jeg igen stikket helt ud i mindst otte dage.

Sorry, Rubecca

Besked fra Facebook:

Der er selvfølgelig flere ting man kunne anholde her, men jeg gider ikke obducere engelsk, og hvad angår uhensigtsmæssigheden af at klikke på den slags, vil det nok være at tale ned til denne blogs læsere at uddybe yderligere. Én ting er det mig dog magtpåliggende at sige til Rubecca eller Olive og … nå ja, jer læsere:

Lige meget hvilket language du henvender dig til mig på, kan jeg ikke rigtig med afsendere der ikke kan eller vil give bare de vigtigste naturlige strukturerende pauser i en sproglig komposition et skriftligt modsvar i form af kommaer, tankestreger eller punktummer. Jeg opfatter det som sproglig analfabetisme og/eller en regulær fornærmelse: Et sprogligt Ikea-møbel afleveret i en rodebunke af elementer som man så kan samle selv. Det gider jeg ikke. Hvis du – eller for den sags skyld nogen som helst andre – vil mig noget, må I opsætte i det mindste den vigtigste del af skiltningen og i kraft af dette minimum af koncentration om formidlingen vise at der er mening, vilje og hjerte bag budskabet. Ja, gøre det til et udsagn og ikke bare en bunke af sproglige elementer.

Så sorry, Rubecca, men alene af den grund gider jeg dig ikke.

Falsk skattefar spiller julemand

Bedrag via e-mail synes efterhånden at være en sag alene mellem skriftlige analfabeter. Fup- og fidusmagerne er ikke i stand til at formulere sig bare nogenlunde ordentligt, og det siger derfor sig selv at én af de absolut vigtigste forudsætninger for at hoppe på limpinden er at man ikke har forstand på korrekt dansk.

Jeg modtog i går nedenstående mail – tilsyneladende fra SKAT. Min Gmail havde stor respekt for mailen som blev opgraderet til ”vigtig”. Og det er da også vigtigt når SKAT siger at man skal have 21.840 kr. tilbage; men efter at have læst mailen nærmere turde jeg absolut ikke klikke på det link som den opfordrede mig til at klikke på, og i øvrigt har jeg så tilstrækkeligt styr på hvad jeg skylder SKAT, og hvad SKAT måske skylder mig, at små 22 kilo tilbage i sækken ville være en decideret overraskelse.

Desuden bør det helt overordnet nævnes at når SKAT henvender sig, så er det med besked om at der er kommet en mail inde i ens skattemappe eller lignende, altså inde i det sikre system som netop ikke kan tilgås af tilfældige snydepelse. SKAT kommunikerer aldrig det egentlige indhold i en mail.

Snart vil jeg underkaste mailen en nærmere analyse. Men før jeg opmåler og nummererer den som var den et gerningssted, kan du jo selv lige se hvor mange mistænksomhedsvækkende elementer (herunder sproglige) du kan finde:

Det skal understreges at når jeg i det følgende analyserer mailen, så er det ud fra sund fornuft og en hukommelse om hvad det virkelige SKAT ville gøre, ikke ud fra en grundig research af præcis hvad de gør. Pointen er jo netop at man ud fra sit almindelige beredskab bør blive loren ved henvendelsen.

Lad os se nærmere på brevhovedet:

1: Det er som regel kun i international kontekst – eller i tekster formuleret af tåber – at man bruger forkortelsen DKK. Hvis modtageren skal have tillid til at SKAT taler om gode danske kroner, skal der bare stå ”kr.” fordi dette er umarkeret. At skrive DKK markerer at man sammenligner forskellige valutaer i et internationalt lingo – altså at man kigger udefra og ind på Danmark. Det gør SKAT ikke, men det gør ophavsmanden til denne mail muligvis.

2: ”skjulte modtagere” betyder mange modtagere, og det er en rigtig dårlig ting i en mail der påstår at man er berettiget til 21.840 kr. grundet individuelle forhold. Behøver jeg at forklare yderligere?

PS: Jeg har ikke understreget og fejlnummereret det efter min mening manglende punktum efter tusinde i beløbet (altså 21.840,00), for det er ikke retskrivningsmæssigt påkrævet, men jeg mener dog at SKAT også ville sætte punktummet. Desuden mener jeg ikke at SKAT overhovedet gider regne i øre, så ”,00” er også urealistisk.

Vi går videre til indledningen:

3: Det indledende tekststykke hænger tydeligvis ikke sammen. Hvis den tilsyneladende ledsætning ”som vi har besluttet …” laves om til en helsætningsstamme: ”har vi besluttet …”, giver sætningen mening. Det lyder måske let lige at lave et ledsætningsanslag om til en helsætningsstamme ved at fjerne ”som” og rokere på ”vi” og ”har”. Men en sådan altomvæltende reparation er på ingen måde en detalje; det er snarere et bjerg forfatteren ikke kan bestige. Og så imbecile er de altså ikke hos SKAT.

4: At tale om min ”finanspolitiske aktivitet” er ikke SKAT-sprog. Det er dunkelt. SKAT formulerer sig altid konkret.

5: At beslutte noget beror på vurdering. SKAT foretager nok indimellem vurderinger, men ikke på grundlag af diffuse helheder. Vi har altså en i skærpet grad mistænkelig sprogbrug i forlængelse af elastiksproget konstateret i punkt 4.

Lad os fortsætte:

6: Punktum foran ledsætninger som henfører til det forudgående, er en skriveteknisk uskik, og det er det fordi læseren vil tro at der kommer en ny helhed indledt med en ledsætning. Ved korrektur veksler jeg altid disse illegitime helsætningsstop til tankestreg (eller komma hvis det store stop var meningsløst). Men SKAT laver ikke den slags hovedløse ledsætninger.

7: Automatiseret stort bogstav efter et punktum i en forkortelse. Så kikset er SKAT altså ikke.

8: ”for indsendelse af ugyldige poster” er grammatisk sort snak – man bliver ikke forsinket ”for” noget, men derimod ”på grund” af noget. Dertil er det indholdsmæssigt en omgang tågesnak, oven i købet med et truende ordvalg (”ugyldige poster”) som er ret kikset for en afsender som senere vil have én til at klikke på noget.

9: Verbet ”anvende” korresponderer ikke grammatisk med verbalsubstantivet ”indsendelse”, hvilket konstruktionen tilsiger at det skal gøre.

10: Nok er Dorthe et sandsynligt navn hvis man er ansat i SKAT, men det er sjuskedorte ikke, og trods store problemer med tegnsætning i dette land kan alle finde ud af at sætte punktum ved et afsnits slutning.

11: Påstanden er typisk for bedrag via mail, nemlig at man skal foretage sig noget for at få sine egne ting. Men for SKAT er det helt udelukket. Hvis SKAT selv mener at man skal have penge tilbage, får man ganske enkelt bare pengene på check eller konto.

12: ”kan” er en ubevidst selvafsløring. Hvis man ”kan” noget, er det et tilbud, og SKAT ville aldrig fremsætte det som et tilbud. Man tilbyder ikke 21.840 kr. til en som de facto har dem til gode. Hvis modtageren var nødt til at foretage sig noget for at få sine penge, ville SKAT slet og ret skrive ”skal”.

13: Et eu-domæne er virkelig mistænkeligt. Vi er ikke medlem af Den Europæiske Bankunion endnu, og mon ikke SKAT har sikret sig et dk-domæne? Jo, det har de!

Her har jeg så til gengæld ikke markeret det efter min mening manglende punktum, for i tekstlinkenes indkøringsfase har mange valgt ikke at forvirre med punktummer som nogle kunne tro var en del af linket, og den praksis kan det være sandsynligt at SKAT følger.

14: ”en tilbagebetaling af skat anmodning” er en monstrøs og abnorm engelsk ordstilling uden den i så fald nødvendige bindestreg foran ”anmodning”. Hvis vi forholder os til det rent sproglige, havde enhver autoritativ dansk afsender skrevet dette med dansk ordstilling: en anmodning om tilbagebetaling af skat.

15: Hvis verbet skal passe som en parallel til ”Indsend” – og det skal det – så skal det ikke være ”give”, men ”giv”.

16: Opdagede man ikke selvafsløringen forklaret i punkt 12, så gør man det her. At bruge sine interne termer og kategorier eller, som her, tale om sine egne arbejdsbetingelser (muligheder) i en service-mail er orgacentri. Men det er mere end blot orgacentri, for selv orgacentrisk kommunikerende virksomheder ville aldrig bruge ordet ”mulighed” om egne konkrete forhold. Orgacentri – det at kommunikere ud fra egne interne kategorier i stedet for modtagerens – er en udbredt sygdom hos mange virksomheder, men SKAT har om nogen lagt sig i selen for modtagerorienteret kommunikation og er sandsynligvis den mindst orgacentrisk kommunikerende virksomhed i Danmark i dag. Det er i hvert fald min oplevelse.

17: ”mulighed for 5-7 dage” er jo simpelthen bare noget sprogvrøvl.

18: Og ”for” skulle have været ”til”.

19: ”Skat Refund”? Næppe – og forhåbentlig aldrig – vil man anglificere statslige institutioners navne.

20: Monstrøs ordfragmentering idet Refund-afdelingen (som ville være korrekt ortografi) ikke blot er splittet med mellemrum, men også med linjeskift.

Tilbage står at Bob Parsons nok hverken er skattefar eller julemanden. Men mailen er trods alle disse 20 nummererede advarselslamper temmelig farlig.

Den er selvfølgelig ikke farlig for denne blogs læsere, men for sprogligt, videnmæssigt og kulturelt svagt funderede skattebetalende borgere er den farlig: Kan man ikke stave, skimmer man mailen eller godtager man måske at også SKAT har droppet korrekturen, så vil man ikke tillægge disse sprogforbistringer stor vægt – bl.a. fordi flere af dem er meget typiske for afsendere i andre brancher. Dertil kan det ægte SKAT-logo dupere dem der ikke ved hvor let det er at kopiere et billede. Og selv jeg kan duperes af at man formår at få mailen til at bære den tilsyneladende afsenderadresse skat@skat.dk, som det ses her i det dialogvindue der fremkommer når man trykker på modtagere, for jeg vidste ikke at dette er teknisk muligt når man ikke selv har skat.dk-domænet; men det er det åbenbart:

Jeg gør SKAT bekendt med dette indlæg, der så samtidig kan betragtes som en offentlig anmeldelse og advarsel.

Kære Olga

Kære Olga

Tak for din mail, som jeg i det nedenstående fletter ind og svarer på.

Nice meet you!!! Hvordan har du det? Jeg vil gerne finde en ven for tilsvarende.

Det engelske i den første linje kan jeg lige akkurat forstå, men jeg forstår ikke hvornår vi skulle have mødtes? Eller mener du at vi mødes nu?

Jo, jeg har det fint. Jeg er netop kommet hjem fra et højskolekursus hvor jeg har været underviser og dermed været ”på” både fagligt og menneskeligt i seks døgn. Det er meget intensivt, så nu prøver jeg at slappe lidt af, så ikke det ender med at jeg besvimer og får hjernerystelse ligesom sidste sommer. Men selv om jeg prøver at slappe af, bearbejde indtrykkene fra de meget interessante og vidunderlige kursister og i det hele taget se livet i et bredere og mere kreativt perspektiv i netop disse uger, kan jeg ikke rigtig se at jeg har plads til en russisk veninde oven i det hele. Derudover må jeg blankt indrømme at jeg ikke helt forstår hvad du mener med ”for tilsvarende”.

Vil du gerne kommunikere med mig? Mit navn er Olga.

Nej, som jeg netop har antydet, har jeg ikke tid til et nyt og så fjernt bekendtskab lige nu. Jeg har nok at gøre med de få nære venner jeg magter at holde på, og de efterhånden mange bekendtskaber og kontakter jeg anser det for vigtigt og tilfredsstillende at holde bare nogenlunde ved lige. Jeg ved godt at min flyskræk ikke spiller den store rolle, eftersom du sandsynligvis vil til Danmark, men det ændrer ikke ved at svaret må blive nej. Derudover fik jeg sådan set nok af fremmedgjorte østeuropæere i Danmark da jeg i sidste uge i bil på en lille vej et sted i Odsherred kunne opleve mindst 100 tænkeligt polske eller rumænske bærplukkere defilere forbi i vejkanten fra en ubegribeligt stor teltlejr til en mark. Så det er ikke lige tidspunktet at bede mig om den slags.

Jeg er fra Rusland. Jeg er 30. Jeg er single kvinde. Jeg ville være glad for meget at svare med dig.

Ja, det har jeg regnet ud, og det er alt sammen fint – om end du gerne må øve dig på at begynde dine sætninger med noget andet end jeg. 30 og single er perfekt – især hvis du ikke har fået børn endnu – men det er vi mange der synes, så find en anden. Jeg er ked af det på dine vegne hvis du har måttet skrive disse mails i fire år, hvilket din e-mails præfiks ”orientalangel26” tyder på; men som sagt kan det ikke blive mig der gør en ende på din søgen. Derudover må jeg blankt indrømme at jeg ikke forstår hvad du mener med ”svare med dig”. Jeg kender udtrykket ”sparre med nogen”, men altså ikke ”svare med nogen”.

Så vil jeg sende dig mit foto, og fortælle dig mere om mig.

Du har allerede sendt dit foto, så det behøver du ikke. Du er blond og ser både russisk og cirka 29-årig ud, så det er i det mindste meget troværdigt. Du er dog ikke lige min anima, hvis du forstår. En typisk schweizisk eller fransk kvinde ville nok have større chance, sådan rent statistisk … for slet ikke at tale om en spansk, og med Spaniens økonomi skal der såmænd nok komme mails derfra en dag.

Hvis du ikke ønsker at korrespondere med mig, så skriv til mig om det, tak. Venter på dit svar,See you.

Olga.

Ja, det gør jeg så her, Olga. Du kan bare google dine egne formuleringer, så finder du med garanti hurtigt dette svar.

På egne og alle mine læserens vegne ønsker jeg dig det bedste og at du må få en god sommer. Bortset fra de to mærkelige formuleringer, samt ordfragmenteringen ”single kvinde” og den engelske indledning og afslutning, har du skrevet et gangbart og omhyggeligt fra engelsk oversat dansk, ikke mindst med de vigtige tiltalekommaer og de ekspliciterede spørgsmålstegn som mange helt glemmer i den slags skrivelser, så den ros skal du have.

Nu vil jeg se Tour de France.

Black Windows

Velkommen til et lille, meget lille, indblik i mine dokumenter.

Her har vi dokumentet "Syv korrektursætninger" som jeg bruger til en lille øvelse på kurset Befri din skrivning:

Det ligger i denne mappe:

… som jeg her går ud af og kigger på udefra:

… for at se at den så ligger i denne mappe:

… som igen …

… ligger i denne mappe:

Okay!

Det kan du ikke huske nu. Værre er at jeg heller ikke kunne huske det. Jo, egentlig kunne jeg: Faktisk havde jeg kigget i den rigtige mappe, "Kursusmateriale Befri din skrivning", men da jeg har en masse godt kursusmateriale, og da jeg er en tosse til at få øje på præcis det jeg leder efter, gloede jeg forgæves og troede jeg at jeg måske ved en fejl havde gemt filen i en forkert mappe.

Altså denne fil:

Derfor gik jeg ind i start-menuen for at søge på "Syv korrektursætninger".

Jeg vælger at søge i dokumenter:

Og så er det ellers bare at søge på dokumentnavn:

Hundehvalpen siger oven i købet at det kun behøver at være en del af dokumentnavnet, så her i rekonstruktionen hvor jeg er sikker på navnet, ved jeg at det ganske enkelt ikke burde kunne slå fejl.

Men:

Hundehvalpen (dvs. søgeprogrammet) holder overhovedet ikke hvad den klokkeklart lover. Vi ved at jeg har skrevet det korrekte dokumentnavn, vi ved at dokumentet ligger et sted nede i mappe-hierarkiet i den overordnede mappe som Windows selv kalder "Dokumenter", ligesom det ER et dokument jeg søger, og vi får at vide at det er fjong med såvel en del af som hele dokumentnavnet.

Gad vide hvad den tåbelige hundehvalp vil have? tænkte jeg. Lad mig prøve med det mest rigide jeg kan finde på, nemlig at skrive hvad kun en computer, og ikke et brugerorienteret interface, kunne finde på at opfatte som dokumentnavnet, nemlig "Syv korrektursætninger.docx".

Bingo:

Så kunne man jo tænke at det med "dele af dokumentnavnet" ikke var gangbart medmindre man delte i et mellemrum. I så fald skulle det give bonus at søge på "Syv", idet der er mellemrum mellem "Syv" og "korrektursætninger.docx". Men det giver ikke bonus – den finder det ikke. Hvad så med "syv" med småt? Nej. (Hvad så med "syv korrektursætninger" med småt? Nej.) Hvad så med stjerne:

Nej, heller ikke.

Den eneste måde man kan finde det dokument som Word og Windows selv kalder ved navnet "Syv korrektursætninger":

…, er at søge på "Syv korrektursætninger.docx".

Det er kraftedeme langt ude.

Indien, jeg behøver ikke forberedelse

Det er ikke let at skrive et fængende jobopslag om et folkeskolelærerjob på Falster, og derfor har nedenstående tekstudtræk i Jobindex sikkert virket som en rigtig god suspense-skaber der har medført ekstra klik.

Det gjorde det i hvert fald for mig. Som fan af mystiske udsagn der kunne være Casper og Mandrilaftalen værdig, klikkede jeg naturligvis ind selv om jeg ikke skal være folkeskolelærer.

Selve opslaget viste sig dog at se helt almindeligt ud – bortset fra at det var langt mere koncist end den slags opslag plejer at være:

Så på den måde var det en god kommunikationsoplevelse. Men min undren er ikke lagt til ro – og fint nok, for det er sådan en dejligt pirrende undren: Hvordan kunne linjen "Indien. Jeg behøver ikke forbe…" trækkes ud i oversigten? Og ikke mindst: Hvor pokker den kom fra?

Malou boller skatteyderne

På Politikens redaktion skabte overskriften "Malou Aamund kan tjene lille million på forsinket exit" forstyrrelse:

- Hey, det der ”på” i overskriften er altså ikke så fedt på webben. Det er også sådan en lang overskift. Kan vi ikke give den en smartere url? Hvad handler den om?

- Den handler om at Malou Aamund knepper de danske skatteydere i røven, sagt kort. Men lad lige være med at bruge ”fucker” eller ”knepper”, man kan jo også se url’en, og vi er ikke Ekstra Bladet. Men kan du ikke lige se på det; jeg skal nå at … [inden Tøger] …

- Okay, jeg ser på det.

Og det gjorde uploaderen så:

http://politiken.dk/politik/ECE1158811/malou-boller-skatteyderne/

Og det er sandt og vist at man jo også kan se url’en:

Men hvorfor en artikel der har et nummer (ECE1158811), behøver en tekstlig url, står dog hen i det uvisse.

Når Windows dobbeltbinder dig

Jeg nupper lige Berlingske.dks lille kavalkade over kafkaske fejlmeddelelser fra Windows. Berlingske har ingen kildeangivelse på, ikke engang et hint, så jeg aner ikke hvor de har stjålet billederne.

Ekskurs: Ja, forskellen på begejstret at låne, udbrede eller referere og så på snyltende at stjæle må i mine øjne være netop kildeangivelsen. Og selv om vi er på nettet og i den lettere afdeling, kunne man godt forvente at en avis som Berlingske redegjorde for materialets umiddelbare ophav; en ting jeg på denne blog – skrevet i min fritid – altid bestræber mig på (bortset fra i dette tilfælde hvor der ikke er nogen grund til at præcisere med link eller dato fordi der netop ikke er mere specifik information eller læseværdig tekst at hente hos Berlingske). Det vækker uvægerligt tanken: Er det efterhånden kun journalistik lavet i fritiden der er helhjertet nok til at være kvalitetssikret? Hm?

Nå, men den manglende kildeangivelse betyder så også at jeg ikke umiddelbart kan gå til den sandsynligvis amerikanske kilde og se om ikke billederne dér skulle være gengivet i lidt bedre kvalitet.

Nok om det, skærmskuddene kan trods alt læses, og her er de med et par kommentarer:

…

Velkommen til et kafkask univers af udsigtsløse vinduer.

Årh, hva’ fa’en, man gider jo alligevel ikke læse det:

Vi må håbe det er ventetiden værd:

Kontaktbekræftende småsnak kan åbenbart også være et behov for computere:

Men det kan være lidt uhyggeligt når det viser sig som decideret personlighedsforstyrrelse:

Eller når der i en let og ubekymret tone stilles krav som er umulige at opfylde:

Og man kan undre sig når Windows formår at skabe problemer ud af den blå luft:

Ligesom man kan føle sig fortabt når problemknuseren selv synes knust:

En undersøgelse popper op

En undersøgelse popper op. Undtagelsesvist trykker jeg på ”okay, for pokker, så lad mig da svare på jeres intetsigende segmenteringsspørgsmål, nu hvor I alligevel har truffet mig i et apatisk vakuum af glemsel om hvad jeg er i gang med”-knappen.

Men der sker ikke så meget:

Hm, okay, F5:

Nej, helt ærlig, jeg tror bare jeg må videre. Men tak for forstyrrelsen – det er altid hyggeligt – og held og lykke med at få jeres svar hjem.

En detaille

Berlingske, fra artiklen Bombemanden har altid været en kamæleon, onsdag den 15. september:

Ja, i disse korrekturforladte tider er dette bogstavelig talt bare en detalje. Men det er da meget interessant at lydskriften taler fra dybet på trods af at journalisten har sat stort D på.

Men … hovsa-dadada! Hvad sker ... der her ...? ... !

Måske skal journalisten være undskyldt, for nu hvor jeg sidder og skal skrive lidt "mouseover-tekst" til billedet, opdager jeg at Word automatisk retter detaille til detalje.

Hvor længe siden er det vi skrev detaille på dansk? Det har da været mere end en generation før Words tid.

???

Er der nogen der kan sige noget klogt om det her? Opklare sagen? Hvorfor vil Word autorette dette ord?

Ahmadinejad-land & Berlingske

Hold da kæft, har denne kvinde flere bijob eller -hobbyer end vi regnede med? Og hvor stiller det den franske præsident? Har de mon et åbent forhold?

Den artikel bliver jeg helt klart nødt til at klikke på.

Åh, gud!

Iran. Det er jo ingen nyhed, og med den afsender er det absolut ikke noget at løfte et øjenbryn for, endsige referere.

Men det er interessant at Berlingske Tidende kravler helt ned på Ekstra Bladets niveau for at få læsere: Ved at gemme Iran til senere leger man jo med muligheden for at denne nyhed er en reel nyhed omhandlende en nærmest umulig dobbeltrolle som løs på tråden og præsidentfrue.

Og billedet taler med om utroskab fordi det viser et par som – i dette sekund – er sammen for repræsentationens skyld, men ikke kigger samme vej. Reelt har nyheden jo bare intet med den franske præsident at gøre, for den handler ikke om utroskab eller om et såkaldt åbent forhold. Som en misvisende illustration spiller billedet derfor med på den potentielt opsigtsvækkende sexhistorie som skal få mig til at klikke. Hvis hr. Sarkozy var skåret væk fra billedet, ville man med det samme vide at historien kun angik Bruni og sandsynligvis ubegrundede påstande.

Vi kan altså konkludere at et sygt samfunds mudderkast på en kvinde der vil beskytte andre kvinder imod tortur eller dødsstraf, gør at Berlingske Tidende finder anledning til at pirre læserens fantasi om et ménage à trois, quatre eller cinq i præsidentfamilien. Dette sker diskret. Men det er dét der sker; det er den vej bolden spilles.

Med billede og overskrift – lavet ud fra de saftende nyhedskriterier vi kender fra Ekstra Bladet – yder Berlingske Tidende således udelukkende bistand til Ahmadinejad og co. der finder det rimeligt at stene. Kameraet er så at sige vendt den forkerte vej i et helt malplaceret forsøg på at score flere klik. Jeg kan ikke se nogen formildende omstændigheder ved en sådan nyhedshåndtering.

Kan du, Lisbeth Knudsen?

Retfærdigvis over for Ekstra Bladet – og til sammenligning – skal siges at de i denne sag valgte en retvisende rubrik, ”Iranske medier kalder Bruni prostitueret” og et billede kun med Bruni.

...

Link til artiklen (som billede+overskrift i Berlingskes morgenbrev linker til).