mandag den 26. november 2012

Skuffende måtte


Har hun skuffende måtte?

Fra artiklen Brasilien fyrer landstræner, Sporten.dk (egentlig Tipsbladet), 23. nov. 2012:

Sker det en sjælden gang at jeg kommer forbi side 9 i Ekstra Bladet, oplever jeg næsten hver gang hvad jeg vil kalde skuffende måtte. Men kan man virkelig også tale om at et land har skuffende måtte?

Muligvis hentydes der med ”Brasilien” til begrebet brasiliansk som i den sammenhæng handler om at man begrænser eller helt fjerner kønsbehåringen ved hjælp af en voksbehandling. Såvel udgave 2 som udgave 3 i nedenstående tegning illustrerer angiveligvis, ifølge intens google-research, klassiske resultater af det der forstås ved brasiliansk voksbehandling (på forhånd troede jeg faktisk kun at det kunne være 2’eren):

Og skuffende måtte er så i min terminologi 3’eren, altså den nemme, muligvis praktiske, men visuelt lidet tilfredsstillende udgave – og mon ikke en connaisseur (eller skal vi sige cunnusseur) som Helmut Newton vil give mig helt ret deri? Skuffende måtte er ingen måtte.

Der er selvfølgelig også den mulighed at skribenten på Tipsbladet slet ikke har tænkt i disse baner, men simpelthen ikke kan finde ud af at bruge et helt basalt element i sit eget skriftsprog, nemlig en korrekt bøjning af mådesudsagnsord i før nutid. Men det er da næsten for utroligt, er det ikke?

Næ, det er i hvert fald ikke ualmindeligt.

Måtte-spørgsmålet synes ikke kun relevant for side 9 og diverse seksuelt orienterede livsstilsartikler. Tilsyneladende interesserer de store dagblade sig ofte – og temmelig abrupt – for hvorvidt de personer de skriver om, enten ”har måtte” eller ”havde måtte”, medmindre det da er fordi der skulle have stået ”har måttet” og ”havde måttet”. Søger man på fejlen i Infomedia, optræder den i dag sådan cirka 10 gange om måneden i et af de otte dagblade Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad eller Politiken. Eksempelvis har vi fra midten af september 2012 til midten af november 2012, altså på præcis 2 måneder, disse 20 hits på ”har måtte” i Infomedia i de otte nævnte aviser. (Jeg putter med vilje listen ind som billeder for ikke at fodre Google – og i sidste ende måske Dansk Sprognævn – med indtrykket af at dette skal være normalt):


De 10 fejl per måned er kun ved at søge på ”har måtte” når de to ord står ved siden af hinanden. Som det indledende eksempel viser – ”… har Brasilien skuffende måtte …” – er der i helsætninger rig mulighed for at putte alskens nominaler og adverbialer ind mellem ”har” og ”måtte”, hvorfor hyppigheden naturligvis ville vise sig at være noget større hvis det var muligt at fremsøge fejlen i de mere udfyldte helsætninger også. En sådan søgning hvor ”har” og ”måtte” står uafhængigt af hinanden, giver imidlertid alt for mange irrelevante hits (med ”måtte” i datid i ét afsnit og ”har” i nutid i et andet). Men et meget groft slag på tasken vil være at man i avisjournalistikkens skrivestil lidt oftere end hver anden gang vil putte et eller flere andre ord ind mellem ”har” og ”måtte/måttet” (fx ”I dag har politiet måttet …”, ”Politiet har ifølge vores efterretninger måttet …”), omvendt er dette ikke muligt i ledsætninger, og 7 af ovenstående 20 tilfælde er ledsætninger. Så et bud på det reelle antal forekomster af måtte-fejlen vil være knap det dobbelte af det antal man kan søge sig til. Altså groft estimeret 20 tilfælde om måneden i de pågældende 8 avismedier.

Men – og her kommer en venligt stemt bemærkning og en god nyhed: 10 tilfælde af fejlen om måneden i disse medier skal vi lige nu være glade for. Kigger man ti år tilbage, hvor fejlen efter alt at dømme toppede, er 10 tilfælde af fejlen om måneden kun halvdelen af hvad det var omkring 2002. Ved at søge specifikt på fejlen fra 1. januar til 31. december i de individuelle 12 år (året 2012 er ekstrapoleret til årsperioden 25.11.2011-24.11.2012) har jeg kunnet konstatere følgende:


Hits på ”har måtte” og ”havde måtte” om året.

Ja, helt korrekt. Man kan se en tydeligt nedadgående tendens over de sidste 10-12 år. Hverken at avisernes længde skulle være barberet ned til halvdelen, eller at brugen af før nutid og før datid skulle være det, er gangbare optimisme-dræbende forklaringer. For søger man på den korrekte bøjning ”har måttet”, får man i årene 2001, 2006 og 2011 henholdsvis 2.286, 2.022 og 1.960 hits. Den korrekte brug er altså kun faldet med omtrent en tiendedel, alt imens den forkerte brug er faldet med omtrent halvdelen. Det er overraskende for mig at det hele ikke bare bliver værre og værre i aviserne, men det er svært at finde en forklaring som i tilstrækkeligt omfang skulle kunne punktere denne gode statistiske nyhed. Måske har vi sprogrøgtere alligevel en effekt? 30. september 2008 behandlede jeg ganske kort emnet i en sprogklumme i Journalisten – og se lige hvad der sker med kurven fra 2008 til 2009! Æren for at sænkningen af de mange måtte-fejl fastholdes og uddybes de følgende år op til nu, kan dog umuligt tilfalde en lille prut af en sprogklumme. Jeg har vel officielt været sprogrøgter siden 2008-2009, men det har andre også, og måske har vores mere pågående kritik af journalisters basale sprogkompetencer (og stigende bevidstgørelse om Dansk Sprognævns selvvalgte rolle udelukkende som ekkokammer for både udvikling og afvikling) muligvis påvirket journalistbranchen til at stramme sig lidt an. Jeg siger ikke at det er det vigtigste for det danske sprog at vi beholder denne bøjning, men jeg siger at den faldende forekomst af fejlen alt andet lige må være indikator for større grammatisk bevidsthed.

Er det så godt nok at betydningen ”har måttet” ikke længere hver tiende gang, men kun lidt mere end hver tyvende gang repræsenteres af udtrykket ”har måtte” – først udsluppet af professionelle journalister og derpå undsluppet korrektur på de største dagblade? Nej, selvfølgelig er det ikke godt nok. Det er møghamrende elendigt, og tog man andre, mere regionale dagblade med, ville elendigheden uden tvivl være markant større. Men det ville dog være dumt ikke at glæde sig en smule over en god udvikling, altså i det omfang man kan tolke ”har måtte/måttet” som indikator for grammatisk bevidsthed blandt journalister. Og så ikke mere cunnuscauseri herfra.

torsdag den 15. november 2012

Varsel og virkning

Fra artiklen Uenighed om Brüggers fyreseddel, 12. nov. 2012, Berlingske.dk:

Nogle forveksler det floskuløse sprog med det muskuløse sprog, og derfor har den sløve skovl som har forfattet manchetten til denne artikel, følt sig kaldet til at genbruge en vending fra første linje af selve brødteksten, nemlig ”med øjeblikkelig varsel”. I virkeligheden kunne man bare i manchetten have skrevet ”… forlader radioen øjeblikkeligt”. Det havde været kort og neutralt, og man havde dermed undgået den floskel man åbenbart ikke kan håndtere, og som, selv hvis den var korrekt brugt i manchetten, ikke har godt af at blive brugt mere end én gang.

Når den er forkert brugt i manchetten, er det selvfølgelig fordi den her er plantet (plantet er et ret velvalgt udtryk al den stund at floskel kommer af flosculus der betyder lille blomst) i en anden sammenhæng, nemlig i den sammenhæng der vedrører den tilsagte, i stedet for, som i brødteksten, den tilsigende – for retoriknørder vil tale om rollerne agens (her Radio24syv der fyrer) og patiens (her Mads Brügger der fyres) måske snarere vække genklang. En arbejdsgiver kan fyre med øjeblikkelig varsel, men det giver ikke mening at sige at den fyrede har tænkt sig at forlade stedet med øjeblikkelig varsel, for det at varsle nogen kræver en vigtighed eller autoritet som man per definition ikke besidder i lige netop den situation. Den fyrede kan derimod forlade stedet ”med øjeblikkelig virkning” – som dermed i manchettens tilfælde ville have været den korrekte fangst ved fiskeri i floskelfyldt farvand.

Den pointe du skal fatte her, kære læser, er ikke den at Martin endnu en gang har fundet noget han kan kritisere, eller som du kan grine ad eller ryste på hovedet ad hvis du gider. Den blotte iagttagelse af fejl, sjove eller ej, er i øvrigt – i modsætning til hos visse andre aktører på den underholdende sprogrøgterscene – aldrig den eneste pointe i mine blogindlæg. Og hovedpointen i dette indlæg er den generelle sproglige pointe at man skal tænke over den egentlige betydning af de ord man bruger.

Begriber man ikke bogstaveligt en vending man har hørt andre bruge, skal man være tilbageholdende med at bruge den. Og selv hvis man får den brugt rigtigt, kan teksten ofte være bedre tjent uden den. Klicheer og floskler er faste vendinger som bruges for meget, hvilket viser sig ved at de bruges på ikke særligt rammende eller overskudsgivende måder. Omvendt kan en kliche forvandles til et rammende udtryk når den bruges præcist, og da som regel fordi dens egentlige betydning vækkes til live. At skrive godt er med andre ord ikke en sport i at bruge faste og floskuløse vendinger; det er derimod en sport i til enhver tid at bruge de mest rammende ord.

fredag den 9. november 2012

Næppe bidder af en bænk

Når man stiller quizspørgsmål, skulle man gerne fremstå som en autoritet – ellers har den potentielle quizdeltager ikke tillid til at spørgsmålet er relevant i forhold til den verden vi alle befinder os i, eller for den sags skyld tillid til at spørgsmålsstilleren har det korrekte svar.

Er afsenders etos således angrebet, lider også tilliden til at afsender overhovedet har reelle hensigter. Den læser som kan stave til bænkebider – eller blot tænke indenad: ”Bider må være det den gør; der er næppe tale om bidder af en bænk” – kunne derfor aldrig drømme om at klikke på reklamen, der således kun vil få klik fra analfabeter og frygtløse tåber.

Der er yderlige tre grunde til at miste tilliden: 1) Reklamen ryster frenetisk. 2) Den prøver at ligne en dialogboks i Google Chrome selv om man ser den i en anden browser. 3) Billedet af skovflåten konnoterer et blankt, koldt, pansret rumfartøj i en kommende fjendtlig magtovertagelse fra det ydre rum, og sammenholdt med de andre tillidsproblemer gør det kun ondt værre.

Hvad der er i den anden ende, ved jeg ikke. Jeg klikkede ikke.